Et klart ja. Så afsted til Sherwood. Nedslag i 40 års dansk Europa-historie

Transkript

1 Nedslag i 40 års dansk Europa-historie Europa-Kommissionen Repræsentationen i Danmark, Maj 2013 Så afsted til Sherwood Engang var det nærmest en britisk dyd at tage fra de rige og give til de fattige. Det var dengang Robin Hood husede i Sherwood-skovene. Et klart ja Der var whiskysjusser i glassene på hotelværelset i Bruxelles sent på aftenen d. 21. januar 1972, og det fik eftertænksomheden frem hos daværende statsminister Jens Otto Krag (S). Da Storbritannien i 1973 blev medlem af EF sammen med Irland og Danmark blev det princip ført videre. Fra allerførste dag i fællesmarkedet, som EF blev kaldt dengang, betalte Storbritannien langt flere penge ind til EF-kassen i Bruxelles, end briterne fik tilbage i form af tilskud, som dengang især gik til landmænd. Den britiske premierminister, Harold Wilson, var godt træt af underskuddet på det britiske EU-medlemskab. Over 70 procent af EF s budget gik dengang til landbrug og sammenlignet med andre medlemslande, var det britiske landbrug relativt beskedent. Det var således i høj grad britiske pund, der var med til at forsørge blandt andet danske landmænd, så de kunne holde gang i af flæsk til de nye, rare fællesskabspriser. Men så fik briterne en lys idé. Den gode, gamle Romtraktat indeholdt nemlig en målsætning om, at EF-samarbejdet skulle have et regionalt samarbejde. Det havde godt nok stået i traktaten i næsten to årtier uden rigtigt at være blevet til noget. Men hvis EU nu indledte et regionalt samarbejde, hvor pengekassen i Bruxelles også kunne bruges til at hjælpe Europas fattigste regioner, så ville der strømme flere penge i retning af Storbritannien. For selv om London var rig, så var der rigtig mange kriseramte industriområder i Storbritannien. Økonomisk set var der momentum: Europa våndede sig efter den første oliekrise, inflationen galopperede afsted og i Danmark kan nogen måske stadig huske et renteniveau i omegnen af 20 %. Og - som det er set både før og siden - ramte krisen udkantsområderne hårdt. Så efter en del politisk pres besluttede statsog regeringscheferne i december 1974 på et topmøde i Paris at etablere den europæiske regionalfond. Danmark var på mødet repræsenteret af statsminister Poul Hartling. Budgettet var ret beskedent: 1,4 milliarder regningsenheder (det hed den fælles valuta dengang den kun fandtes i EF-budgettet) svarende til fire procent af budgettet. Pengene skulle gå til at hjælpe små og mellemstore virksomheder og til udbygning af infrastruktur, og så var der en særlig hjælp til bjergrige områder. Robin Hood-politikken blev hurtigt en succes. I halvfemserne var den vokset til at udgøre en tredjedel af budgettet. Og i EU s næste budget kan udbetalingerne til regionalpolitikken komme til at overstige landbrugspolitikkens. Opfindelsen af regionalpolitikken betød, at det britiske underskud på EF-medlemskabet blev mindre. Spurgte man i London - og især i Downing Street 10 - var det dog stadig alt for stort. Så ti år senere til et andet EU-topmøde i den franske by Fontainebleau - sendte briterne en dame. Hun slog håndtasken i bordet og forlangte rabat. Men det er en helt anden historie. Er det nu rigtigt, at vi skriver under?, lød hans spørgsmål til Uden-rigsministeriets departementschef Jens Christensen og markedsminister Ivar Nørgaard (S). Næste dag underskrev de tre Danmarks tiltrædelsestraktat af Det Europæiske Fællesskab (EF) uanset, at den danske begejstring for projektet ikke var utvetydig. På det tidspunkt viste meningsmålinger, at godt en tredjedel af befolkningen var imod dansk deltagelse i fællesskabsspørgsmålet, som aviserne kaldte det. Statsministerens eget parti, Socialdemokratiet, var også splittet om emnet, og samme dag som underskrifterne blev sat, samledes flere end 800 mennesker til protestmøde i København, arrangeret af Fællesudvalget mod EF-medlemskab. Uden en sjus i hånden var Jens Otto Krag i virkeligheden ikke i tvivl. Efter hans overbevisning var et EF-medlemskab det rette skridt at tage for Danmark, og et flertal af danskerne støttede ham da også, da de ved den folkeafstemningen mandag d. 2. oktober, godt ni måneder senere, stemte ja til medlemskabet vælgere var blevet kaldt til boksene, og da valgstederne lukkede kl. 21 havde 90,1 procent af vælgerne valgt at sætte et kryds, hvilket var den største stemmedeltagelse siden anden verdenskrig. Af dem havde 63,4 procent stemt ja, mens 36,6 procent stemte nej. EF-fejringen druknede i Krag Jens Otto Krag havde to taler - det der i Berlingske Tidende blev kaldt både en ond og en god tale klar, som skulle serveres afhængigt af, hvad udfaldet af afstemningen blev. Krag kunne dagen efter ved Folketingets åbning holde den gode tale, hvor han blandt andet sagde: Et nej ville have stillet os alle over for hårde kendsgerninger af den mest ubehagelige art og medført beslutninger, som intet dansk hjem og ingen dansk arbejdsplads ville have været uberørt af. Det, der egentlig skulle være EF s dag, endte imidlertid med at blive Krags. Da Folketingets formand, Karl Skytte, havde udbragt det traditionelle leve Danmark efter statsministerens åbningstale, gik Krag igen på talerstolen for at give en meddelelse : Efter folkeafstemningen i går er den parlamentariske situation uændret. Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke uden videre nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at træde tilbage. Jeg vil benytte denne lejlighed, lød den korte meddelelse fra Krag, der med det samme lagde Christiansborgs telefonnet ned i mere end en time. Den blev givet med et smil, og faldt som en bombe for alle ud over et par enkelte af statsministerens fortrolige ministerkolleger, der havde fået det at vide natten før. På den måde havde Krag sørget for, at ingen kunne overtale ham til at blive. Ny mindre EF-begejstret statsminister Som sin efterfølger havde Krag udset sig Anker Jørgensen, medlem af Folketinget og samtidig formand for landet største faglige organisation, Arbejdsmandsforbundet, senere SID. Anker Jørgensen var mere venstreorienteret end Jens Otto Krag og mere forbeholden over for EF-medlemskabet. Dermed vidste Jens Otto Krag, at Anker kunne imødekomme de mere EF-kritiske dele af Socialdemokratiet og bygge bro til fagbevægelsen, samtidig med, at det ville være sværere for de nej-sigende SF ere, der bidrog til det parlamentariske flertal, at vælte regeringen oven på Ja et. I modsætning til Krag, der også så store politiske perspektiver i et EF-medlemskab - og den sene aften før underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten over sin sjus havde filosoferet, at hvis vi en gang i næste århundrede bliver en del af Europas Forenede Nationer, så er det nok ikke det værste, der kan ske i betragtning af det, vi har oplevet i første halvdel af dette århundrede - så var Anker mere kølig. Han støttede de økonomiske og markedsmæssige ordninger indenfor fællesskabet, men ønskede ikke, at samarbejdet udviklede sig i en mere forpligtende politisk retning. Derfor berørte han også kun ganske kort det nye medlemskab af EF i sin nytårsaftale den 1. januar 1973: Mon ikke de fleste danske ser noget løfterigt i, at vi går ind i EF netop i en tid, hvor forbundskansler Willy Brandt står som leder af et af de betydeligste medlemslande. Det synes et godt varsel både for det fremtidige Europa samarbejdes øst- og dets vestpolitik, og for Europafællesskabets egen indre politik. Vi har meget til fælles med den ånd, der i dag præger Den tyske Forbundsrepublik. Flere var ordene ikke om det historiske skridt, og de var så tilpas neutrale, at de kunne fortolkes frit. Integrationen skudt i gang Anderledes kontant og lovende om fællesskabets fordele var en artikel i Politiken 1. januar, der kunne fortælle, at I morgen går det løs ved grænsen. På grund af EF-medlemskabet kunne danskerne nemlig nu købe for 950 kroner til eget forbrug i de andre EFlande mod tidligere 350 kroner. Desuden blev der åbnet for, at man frit kunne tage fire flasker bordvin, fire flasker hedvin eller champagne og otte flasker øl med hjem. Ved grænsen i Kruså var der da også i dagens anledning opsat et stort skilt, hvor der stod Velkommen Danmark i EF med hilsen fra Schleswig-Holstein. Derudover forandrede verden sig ikke brat for danskerne. Men Anker Jørgensen kom for alvor i ilden og det europæiske arbejdstøj, da Danmark allerede 1. juli 1973 overtog formandskabet i EF. Det indebar blandt andet forhandlinger om at indføre en fælles energipolitik på baggrund af energikrisen, der opstod, da de olieproducerende lande samlet i OPEC i oktober besluttede at forbyde eller reducere eksport til nogle vestlige lande og forhøjede oliepriserne drastisk. På topmødet i København i december blev der også udarbejdet en erklæring om den europæiske identitet, der pegede på den fælles arv og udstak nogle fremtidsperspektiver for samarbejdet, der lå ud over hvad de enkelte medlemsstater havde af kortsigtede økonomiske interesser. Dermed sluttede et år, hvor den dansk-europæiske integration for alvor blev skudt i gang og danskernes ambivalente forhold til det europæiske samarbejde tog sin begyndelse.

2 Spæde skridt mod et nyt Europakort Den 1. januar 1981 blev de ni medlemslande til ti, da EF bød Grækenland velkommen. Dermed steg antallet af officielle sprog i EU fra seks til syv, antallet af kommissærer blev udvidet fra 13 til 14 og EF s handelsflåde udgjorde pludselig en tredjedel af verdens samlede tonnage. Grækernes vej ind i EF havde været lang. Allerede i 1961 underskrev grækerne den første associeringsaftale med fællesskabet. Diktaturet under juntastyret fra forsinkede imidlertid grækernes tilnærmelse til EF, da samtlige aftaler blev lagt på is i den periode. Efter at folkevalgte politikere havde afløst obersterne som ledere af landet, kom ansøgningen om medlemskab så den 12. juni Det virker næsten profetisk at Berlingske Tidende dengang skrev: Skal medlemslandene udvides med en række fattige lande, vil det stille overordentlige store krav til solidariteten i de rigeste lande: Tyskland, Danmark, Holland, Belgien. Danmark må i givet fald indstille sig på at betale for at være med i det europæiske fællesskab, medens vi indtil dato, har været det land, der har tjent mest på EF. I forvejen halter Storbritannien, Irland og Italien af sted uden for EF s valutasamarbejde og Frankrig er først nu på vej tilbage til valutaslangen. Det er et eksempel på, hvordan EF-samarbejdet kan tænkes, at udvikle sig til andre områder. Nogle vil være supermedlemmer og andre B-medlemmer. Den gang lå det ikke lige i kortene, at Danmark ville sætte sig uden for en del af samarbejdet og dermed blive et af B-medlemmerne. Eller måske var der alligevel allerede et lille hint, om danskernes forestående lunkenhed, da Grækenland d. 28. maj 1979 underskrev Rom-traktaten i Athen. Som det eneste land sendte Danmark ikke en regeringschef eller en udenrigsminister til underskrivelsesceremonien. I stedet var det landbrugsminister Niels Anker Kofoed og den danske EF-ambassadør, Gunnar Riberholdt, der troppede op, hvilket vakte en del opmærksomhed, som aviserne tørt konstaterede, eftersom der kom én statschef, fem regeringschefer og syv udenrigsministre fra de andre medlemslande. Det var nu ikke fordi, danskerne havde specielt meget imod grækernes indtræden. Da de i april 1980 blev spurgt om at bedømme Grækenlands indtræden i EF var det kun hver femte, der mente det var en direkte dårlig ting. 22 procent mente det var en god ting, mens resten ikke have nogen mening. Men problemerne var massive på den hjemlige front. Kampagnen op til EF-afstemningen i 1972 havde bygget forventninger op om billige forbrugsvarer, men i stedet var der kommet prisstigninger og oliemangel op gennem 70 erne. Derfor handlede statsministerens nytårstale heller ikke om et varmt velkommen til grækerne, men om den økonomiske krise, arbejdsløsheden og energiproblemerne. Da Anker Jørgensen forsøgte at styrke regeringen ved at udskrive valg i december førte det til et nederlag. Den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte godt nok, men den var svækket. Og allerede sommeren efter i 1982 måtte Anker smide håndklædet i ringen og uden nyvalg overlade regeringsmagten til de borgerlige. Det var ikke kun i Danmark, der var røre. I 1981 var de europæiske øjne i høj grad rettet mod det kommunistiske Polen. Året før var Solidaritet efter lang tids skibsværftstrejke i Gdansk under ledelse af Lech Walesa blevet registreret som en lovlig fagforening og havde på rekordtid vokset sig stor og stærk. Det kommunistiske styre i Polen følte sig så truet af folkets forsøg på at få magten, at det i december 1981 indførte militær undtagelsestilstand og forbød Solidaritet. Men kimen til et nyt Europa var lagt. Solidaritet igangsatte en kædereaktion, der førte til det gamle kommunistiske systems krise. En bevægelse, der op gennem 1980 erne bredte sig i hele Østeuropa og endte med Murens fald og dermed et meget forandret europæisk fællesskab. Fra Mickey Mouse til Benny Bomstærk De kunne virkelig ikke lide idéen, stats- og regeringscheferne fra de ni EF-lande. Tanken om et europæisk parlament, der var direkte valgt. Og på mange områder adskiller europæisk top-politik sig ikke fra den almindelige familie-hverdag. Det ligger i den menneskelige psykologi at udskyde besværlige beslutninger så længe det overhovedet går. Sådan var det også med oprettelsen af det direkte folkevalgte Europa-Parlament, som vi kender det i dag. Allerede i Romtraktaten, som er fra halvtredserne, står der, at der skal være et folkevalgt Europa-Parlament. Men hvor mange parlamentarikere der skulle være fra hvert land og hvordan de skulle vælges ja, det skulle fastlægges af medlemslandene. De politiske ledere i EF-landene var som sagt ikke meget for at gennemføre idéen. Men da den nu var skrevet ind i Romtraktaten, så forsøgte man i første omgang at snyde lidt ved at danne et Europa-Parlament, som bestod af medlemmer udpeget blandt de nationale parlamenter. Dette parlament mødtes i en årrække. Men i starten af halvfjerdserne meddelte det ikke-direkte-valgte Europa-Parlament med blandt andre danske Erhard Jacobsen at nu kunne det være nok. Enten skulle EF-landenes politiske ledere sørge for, at der faktisk blev et valg til Europa-Parlamentet eller også ville Parlamentet trække medlemslandene for EF-Domstolen. Beslutningen kunne ikke skubbes længere og de politiske ledere måtte bide i det sure æble. Det blev besluttet, at det første direkte valg til Europa-Parlamentet skulle afholdes i juni I alt skulle der vælges 410 medlemmer til det nye Parlament. Heraf 16 fra Danmark. Valgkampen blev præcis som i dag en politisk affære, som var meget forskellig fra land til land. I Tyskland var den tidligere forbundskansler, Willy Brandt, socialdemokraternes spidskandidat. Og han nøjedes ikke med at føre valgkamp i Tyskland. Han førte også valgkamp i Frankrig, Italien, Holland og Luxembourg. I Frankrig hed den borgerlige spidskandidat, Jaques Chirac. Han talte ikke meget om Europa, men brugte valgkampen til at profilere sig, sådan at han ville være i stand til at vælte den franske præsident, Valéry Giscard d Estaing, når der skulle være præsidentvalg i Den strategi mislykkedes. Godt nok fik Chirac plads i Europa-Parlamentet, men Frankrig fik socialisten François Mitterrand som præsident. Andre prominente medlemmer fra dengang var den senere italienske premierminister Bettino Craxi og den senere formand for Europa-Kommissionen, Jacques Delors. Også den danske valgkamp var anderledes. For her kunne danskerne ikke kun stemme på Udviklingen tager fart Stik mod sin vane bar den konservative statsminister Poul Schlüter et slips i en stærk farve, da han med et smørret grin gik ind til EF-topmøde i Luxembourg d. 2. december Jeg har taget rødt slips på i dag, for vi skal jo repræsentere mange forskellige interesser hernede, lød det kækt fra Schlüter til de ventende journalister. Humøret var højt hos både ham og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), selvom de kom med strenge ordrer hjemmefra. Markedsudvalget, med de Radikale og Socialdemokraterne i spidsen, havde givet dem forbud mod at acceptere nogen form for traktatændringer - selvom det var det, topmødet handlede om. I 1985 havde udviklingen i EF nemlig igen taget fart efter en årrække, hvor det ikke var gået synderligt godt med samarbejdet og fremdriften. Den britiske premierminister, Margaret Thatcher, havde siden 1981 haft et slagsmål kørende med især Tyskland og Frankrig om det britiske bidrag til EU-kassen. Men i juni 1984, ved topmødet i Fontainebleau i Frankrig, var man blevet enige om at nedsætte briternes bidrag til fællesskabsbudgettet, og i juli blev den franske finansminister Jacques Delors udnævnt til ny kommissionsformand fra 7. januar Med på holdet som dansk kommissær havde han fået den danske finansminister og Venstre-formand Henning Christophersen. Han var - som den eneste kommissær - energisk på pinden kl på sin første arbejdsdag. Også Jacques Delors var fuld af gå-på-mod og udtalte allerede på sit første pressemøde, at Kommissionen skulle øge sin rolle som fællesskabets motor. Det stod hurtigt klart, at den ny kommission skulle fremlægge en strategi for at genoplive fællesskabet og de to tidligere finansministre havde - sammen med den britiske kommissær Lord Cockfield - udarbejdet en plan for det indre marked. Over en otteårig periode skulle al told og alle kvantitative handelsrestriktioner afskaffes mellem medlemslandene. En idé, der allerede lå i Rom-traktaten, men som aldrig var blevet systematiseret og omfattet af en tidsplan. I juni udgav Kommissionen så hvidbogen Gennemførelsen af Det Indre Marked, der indeholdt 279 retsakter og foreslog 31. december 1992 som gennemførelsesfrist. Statsog regeringscheferne skulle tage stilling til hvidbogen på sommerens topmøde i Milano og her begyndte det så at gå lidt vel stærkt efter dansk smag. For ud over drøftelserne om Det Indre Marked, som blev vedtaget, kom Tyskland og Frankrig også med et traktatudkast til en Europæisk Union, hvor Europa-Parlamentet skulle styrkes og beslutningsprocedurerne ændres. Blandt andet skulle vetoretten afskaffes. Begge dele de almindelige partier, men også på Folkebevægelsen mod EF, som endte med at få fire af de 16 danske pladser i parlamentet. EF-modstandernes store stemmesluger var Else Hammerich. Blandt de øvrige danskere som blev valgt ind ved det første valg var de to tidligere ministre Eva Gredahl fra socialdemokraterne og Venstres Tove Nielsen. En anden af valgets markante skikkelser var også en kommende minister: CD-grundlæggeren og super-europæeren Erhard Jakobsen, som havde siddet i Parlamentet siden Danmark trådte ind i EF i Og som året forinden havde skudt valgkampen i gang med pladeudgivelserne Fælles i hverdag og fælles i fest og I fællesskabet trives vi bedst. Og så selvfølgelig Folkebevægelsens Jens-Peter Bonde, som mere end nogen har personificeret danskernes mildt overbærende forhold til det europæiske samarbejde. Og som efterfølgende opnåede genvalg ved hvert eneste valg i 25 år. I 1979 blev han valgt for Folkebevægelsen mod EF. Fra 1992 repræsenterede han JuniBevægelsen. I 2014 afholdes det 8. direkte valg til Europa-Parlamentet, som i dag, i medfør af Lissabon-traktaten, har anderledes mange muskler at spille med. Der får du chancen for at stemme igen. Husk nu at bruge den! var Danmark imod. Vetoretten indgik nemlig som en del af grundlaget for folkeafstemningen i 1972 om dansk medlemskab, og derfor kunne vi ikke acceptere, at den blev fjernet. Men selvom både danskerne, grækerne og briterne var imod, blev det på Milanotopmødet bestemt, at der skulle indkaldes til en regeringskonference i løbet af efteråret, som skulle arbejde med at ændre Rom-traktaten og begrænse vetoretten. Det var det arbejde stats- og regeringscheferne nu skulle tage stilling til i december i Luxembourg, hvor Schlüter trak i det røde slips. Men Socialdemokratiet, der ikke kun var splittet i EF-spørgsmålet, men også præget af at visse kræfter også gerne så et dansk valg, ville ikke give de danske forhandlere mandat til at sige ja til noget som helst. Schlüter og Ellemann valgte at sparke bolden tilbage til nej-sigerne. Da de efter topmødet kom hjem med et udkast til det, der på EF-sprog hed Den Europæiske Fællesakt, havde de hverken sagt ja eller nej. De havde fået nogle danske indrømmelser. Blandt andet at den danske miljølovgivning ikke kunne sænkes i niveau, selvom resten af fællesskabet vedtog andre regler, og at det ikke ville gå ud over det nordiske samarbejde, at EF s udenrigspolitiske samarbejde blev styrket. Nu ville de så overlade det til oppositionskræfterne at tage stilling til EF-pakken, som Fællesakten blev døbt i Danmark.

3 Det er svært at spå - især om fremtiden Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag. Sådan lød ordene fra den konservative statsminister Poul Schlüter den 25. februar Det var under en afslutningsdebat på DR, to dage før danskerne for første gang siden folkeafstemningen om optagelsen i 1972 gik i stemmeboksen for at tage stilling til et EF-spørgsmål. EF-pakken var blevet forhandlet på plads året før og indebar blandt andet en etablering af Det Indre Marked senest 1. januar 1993, en styrkelse af Europa-Parlamentets beføjelser og en forbedring af Rådets beslutningsevne, så man erstattede reglen om enstemmighed med kvalificeret flertal på en lang række områder. Det sidste var essentielt for at få sat gang i de mange lovbestemmelser, der skulle træffes om Det Indre Marked. Fra starten tegnede Fællesakten konturerne af en langt mere politisk union end hidtil, og det var stærk kost, selv for de danske EF-tilhængere. Den borgerlige danske regering havde da også oprindeligt været imod traktatændringer. Men da Fællesakten til sidst lå på bordet - i en noget mere udvandet udgave end først tænkt og med et par danske indrømmelser - forholdt regeringen sig positiv. Det gjorde de andre partier imidlertid ikke, og regeringen fik ikke et mandat med til topmødet i december 1985 til at stemme ja til de traktatændringer, man endeligt måtte komme frem til på mødet. Derfor valgte Statsministeren og udenrigsministeren at skyde bolden tilbage til partierne i Folketinget derhjemme, for at de skulle tage stilling til pakken. VS og SF var helt afvisende, mens de radikale og socialdemokraterne var mere splittede. Overordnet kunne ingen af partierne dog give pakken deres ja, og da den blev stemt ned i Folketinget efter regeringens fremlæggelse d. 21. januar, udskrev Poul Schlüter en folkeafstemning, som skulle afholdes allerede 27. februar. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) blev ellers dagen efter Folketingsdebatten d. 22. januar sendt af sted på en tre døgns hæsblæsende rundtur til seks af EF s hovedstæder for at sondere mulighederne for en genforhandling af pakken. I flyvevåbnets Gulfstream III gik den kilometer lange tur til Rom, London, Paris, Madrid og Bonn. Og efter en kort tur tilbage til Danmark til et møde til slut til Haag. Alle steder blev Ellemann dog mødt med et høfligt nej. Der var forståelse for det danske problem, men ingen vilje til at genåbne de forhandlinger, der havde varet det forrige efterår. Fællesakten var bygget på et kompromis, og hvis der blev pillet ved det ville andre lande også have nye elementer ind, lød beskeden til den danske udenrigsminister. Da Ellemann kom hjem igen anklagede socialdemokraternes markedspolitiske ordfører Ivar Nørgaard ham for, at der kun var tale om en skinmanøvre fra Udenrigsministerens side og ikke et seriøst forsøg på forhandling. I det hele taget blev tonen mellem Nørgaard og Ellemann mere og mere personlig og perfid som dagene frem til folkeafstemningen skred frem. Og splittelsen hos både socialdemokraterne og de radikale mere og mere tydelig. Oprindeligt havde Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen været positivt indstillet overfor EF-pakken, men han vendte da folketingsgruppen viste sig at være imod. Til gengæld meldte flere og flere gamle socialdemokratiske ministre og store profiler sig på ja-siden. Folk som Erling Olesen, Knud Heinesen og Poul Nielson, samt den radikale Ole Vig Jensen meddelte, at de gik ind for pakken, og flere LO-forbund som Dansk Metal og NNF tog også ja-hatten på, ligesom dansk erhvervsliv og landbrug. Og da den 27. februar oprandt stemte 56,2 procent af vælgerne ja og 43,8 procent nej. Dagen efter fløj Uffe Ellemann-Jensen til Haag for på Danmarks vegne at underskrive Den Europæiske Fællesakt. En kær pligt for ham, som det lød i Berlingske Tidende, og med sædvanlig sans for spøgefuld optræden skrev udenrigsministeren under med en hvid kuglepen påtrykt et dansk flag og skriften Danish Dynamite Mexico Grækenland og Italien, der i solidaritet med den danske proces havde ventet, skrev også under. De andre medlemslande havde allerede sat deres underskrift den 17. februar i Luxembourg. Danmark var dermed stadig en del af fællesskabet og ikke på vej til at forlade det, som statsministeren havde truet med i sin nytårstale, da han snakkede om et eventuelt nej til EF-pakken. Til gengæld gik spådommen om en stendød union ikke helt i opfyldelse. Det fik man måske allerede et hint om den 26. maj 1986, da Europaflaget med de tolv gyldne stjerner for første gang officielt gik til tops, efter at Europa-Parlamentet havde bestemt, at det fremover skulle symbolisere Fællesskabet. Europa 3.0 EU mellem linjerne, bag dørene og under overfladen: europatrenul.com Så var den idé begravet På den måde ville det blive deres skyld, hvis Danmark pludselig stod og så til fra sidelinjen af samarbejde. Det gav anledning til den mest ophedede diskussion om fællesskabet i Danmark siden 1972, og ved årets udgang var der endnu ingen, der turde spå om, hvorvidt danskerne året efter ville sige ja eller nej til pakken var i øvrigt også året hvor der igen skete noget på familiefronten i EF. Både Portugal og Spanien underskrev den 12. juni deres tiltrædelsestraktater med henblik på medlemskab fra 1. januar Til gengæld mistede EF 55 procent af sit areal da Grønland, som det første og eneste land nogensinde, trådte ud af Fællesskabet. Allerede ved den danske folkeafstemning om indtrædelsen i EF i 1972 stemte 70,3 procent af grønlænderne imod. Men da Grønland ikke havde en hjemmestyreordning måtte landet følge Danmark. Utilfredsheden med Grønlands påtvungne EF-medlemskab banede i høj grad vejen for hjemmestyrets indførsel den 1. maj 1979, og dets første politiske mål var en udmeldelse af Det europæiske Fællesskab. Der blev afholdt en folkeafstemning i Grønland om emnet den 23. februar 1982, hvor 53 procent stemte nej til at blive i EF. I de følgende to år forhandlede Grønlands selvstyre med EF om udmeldelsen, og om hvordan en associeringsaftale skulle udformes, og den 1. februar 1985 kunne grønlænderne omsider sige baaj til EF. Foråret 1988 var på mange måder et vendepunkt i dansk udenrigspolitik. I februar 1986 havde statsminister Poul Schlüter overrumplet både socialdemokrater og radikale ved at udskrive en folkeafstemning om EF-pakken. Nu godt to år senere gjorde han det igen. Bad om befolkningens opbakning i et udenrigspolitisk ærinde. Schlüter gik til valg på spørgsmålet om, hvorvidt udenlandske krigsskibe skulle oplyse, om de havde atomvåben ombord, når de gik i havn i Danmark. Endnu engang vandt statsministeren. Efter sin sejr i atom-valget i maj kunne Poul Schlüter danne en ny regering. Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti røg ud af regeringen og blev afløst af Radikale Venstre. Med den nye regering håbede statsministeren, at han langt om længe kunne blive fri for fodnoter og få ro omkring dansk udenrigsog europapolitik, så han kunne koncentrere sig om det, der interesserede ham mere end noget andet. Nemlig dansk indenrigspolitik og dansk økonomi. Derfor passede det statsministeren ualmindeligt dårligt, at der igen var optræk til røre i den europæiske andedam, da han den 27. juni ankom til EF-topmøde i et solbeskinnet Hannover Messecenter. Tre år tidligere i Milano var Schlüter blevet overrasket af Europa-Kommissionens nye formand, Jacques Delors, som havde præsenteret planen om det indre marked. Danmark var imod, men måtte til sidst acceptere og det endte med folkeafstemningen om EF-Pakken. Og nu var Delors på banen igen. EF-topmødet nåede dårligt nok at genudnævne ham, før han præsenterede sin nye plan. Det indre marked skulle suppleres med en økonomisk og monetær union, mente den franske kommissionsformand. Tanken var enkel. Hvis et fælles marked skulle fungere på lige vilkår for alle lande, så skulle det gøres umuligt for enkelte lande at vinde konkurrencefordele ved at devaluere deres nationale valuta. Og det undgik man helt enkelt, hvis alle havde samme mønt. Idéen førte til en del diskussion. Mødets formand, den tyske forbundskansler Helmut Kohl, var positiv. Den franske præsident François Mitterrand var begejstret. Den britiske premierminister Margaret Thatcher var - næppe overraskende - lodret imod. Men omsider blev de 12 politiske ledere enige om at nedsætte et særligt udvalg, der skulle udarbejde en plan for, hvordan en økonomisk- og monetær union kunne gennemføres. Delors blev formand for udvalget, som derfor fik navnet Delors-komitéen. Øvrige medlemmer var nationalbankcheferne og så var der tre eksperter. En af dem var den danske professor, Niels Thygesen. Helmut Kohl kaldte Delors-komitéen for det første skridt på vejen mod en fælles mønt. For Mitterrand var beslutningen historisk. I det danske briefinglokale, hvor statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen mødte den lille gruppe fremmødte danske journalister, var tonen en noget anden: Det har været en god dag for Danmark. Det er lykkedes os at få begravet planerne om en fælles EF-valuta i et udvalg, forklarede Poul Schlüter. Vi vil gerne være venner med dig Mød os på Facebook og hør om EU på en anderledes måde. Stil spørgsmål og skriv kommentarer Annonce om EU og bland dig i debatten om EU s fremtid. facebook.com/euidk

4 Muren faldt og lyset gik ud Agatha Christie kunne ikke have iscenesat det bedre. Europas 12 vigtigste politiske ledere forsamlet i ét hermetisk lukket lokale. Uden vinduer og uden embedsmænd. Uden for lokalet er situationen nok den mest dramatiske siden afslutningen af anden verdenskrig. Få uger forinden er Berlin-muren faldet. Hele Central- og Østeuropa er i opløsning. I Tyskland tales der om genforening af øst- og vest. Og samtlige 12 stats- og regeringschefer, som netop nu befinder sig i det lukkede lokale i Strasbourgs største konference-center, ved, at en tysk genforening vil rykke på den delikate magtbalance i den klub, de alle er medlem af. EF-samarbejdet er på vej til at blive ændret én gang for alle. Det ved alle 12 i lokalet. Genforeningen er upopulær i både Frankrig og Storbritannien. Og for at gøre ondt værre, har Europa-Kommissionens formand, Jacques Delors, foreslået, at det indre marked skal udstyres med en social dimension. Det indre marked skal ikke kun være for virksomhederne og kapitalen. Der skal også være regler som beskytter arbejdstagere, forbrugere osv. Midt i den anspændte stemning tager den britiske premierminister Margaret Thatcher ordet. Hun tordner løs mod regulering af arbejdsmarkedet fra Bruxelles. Vi har ikke bekæmpet fagforeningernes magt derhjemme, for så blot at få dem ind ad bagdøren fra Bruxelles, lyder det fra jernladyen. Så sker det, der ikke må ske. Strømmen forsvinder. Det bliver kulsort i konferencelokalet. Thatcher stopper ordstrømmen og tavsheden sænker sig intenst og i stærk kontrast til jernladyens eder og forbandelser. Så intenst, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen senere samme aften i underholdende vendinger fortæller, hvordan samtlige EF-lederes øjne var rettede mod Thatcher, da lyset kom tilbage. Alle ventede på at se, om Thatcher havde en kniv i ryggen. Det var dog Murens fald som mere end noget andet optog de politiske ledere. Frankrig og Storbritannien prøvede aktivt at bekæmpe en tysk genforening og for en gangs skyld var Helmut Kohl fuldstændig ubøjelig. Lederne skændtes højlydt om Oder-Neisse-grænsen og stemningen i kredsen var ubehagelig. Mere Union Økonomiminister Niels Helveg Petersen rullede vinduet i ministerbilen ned og sagde pænt goddag til den lille flok danske journalister, som stod udenfor konferencecentret i Rom. Nogle meter borte stod en mindre gruppe demonstranter med bannere og plakater med portrættet af en ældre herre - Altiero Spinelli. Ved du hvad de demonstrerer for, spurgte en af journalisterne. Helveg rystede på hovedet. Det er de italienske kommunister. De vil have europæisk union nu, fortalte journalisten. De er skøre, de romere, grinede økonomiministeren og rullede ind til det ventende EF-topmøde. Scenen udspillede sig den 14. december Topmødet i Rom blev Niels Helveg Petersens sidste som økonomiminister. To dage inden havde der været valg i Danmark, og i løbet af få dage forlod de radikale regeringen, og statsminister Poul Schlüter fortsatte sammen med Venstre. For en anden deltager var topmødet i Rom det første. Den nye konservative britiske premierminister, John Major, havde afløst legenden Margaret Thatcher. Og Major fik den sværeste start af alle. For ved topmødet i Rom indledte de 12 EF-lande hele to regeringskonferencer. En om etableringen af en økonomisk og monetær union (ØMU). Og én om etableringen af en politisk union. For Danmark var det den nye økonomiminister, Anders Fogh Rasmussen, som skulle forhandle om ØMUen, mens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forhandlede om indholdet i den politiske union. Men at der egentlig var tale om to forhandlinger og to meget forskellige diskussioner det glemte alle, da de et år senere, i december 1991, var forsamlet til et nyt topmøde i den hollandske by Maastricht. Dansk held i damelotteriet Det var en svær tid for Europa. Jugoslavien var gået i opløsning. Der var udbrudt borgerkrig og EF-landenes forsøg på at mægle var forgæves. Nu var Sovjetunionen også i opløsning. Så de 12 EF-ledere i Maastricht følte presset på deres skuldre. Nu skulle Vesteuropa forenes. Med fælles mønt, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fælles politisamarbejde. Man skulle tro, at netop de emner var de mest kontroversielle i messecentret i Maastricht. Det var de ikke. I stedet var traktaten ved at falde, fordi 11 EF-lande også ville samarbejde om fælles regler for arbejdsmarkedet. Og det ville Storbritannien ikke under nogen omstændigheder gå med til. I adskillige timer vaklede Den Europæiske Unions fremtid på grund af uenighed om, hvorvidt et fremtidigt samarbejde skulle kunne vedtage regler om f.eks. børnearbejde og maksimal arbejdstid. Løsningen blev et kompromis, som holdt Storbritannien langt udenfor den slags regler. Og derefter kunne den britiske premierminister på en pressekonference midt om natten erklære, at forhandlingerne var Game, set and match til Storbritannien. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev for sin del spurgt, om danskerne ville stemme ja til Maastricht-traktaten. Danskerne siger ikke bare ja. De siger ja tak, svarede udenrigsministeren. Udenfor murene i kongrescentret i Strasbourg var Berlin-murens fald og Østeuropas opløsning for længst en realitet. Men indenfor i mødelokalet uden vinduer skulle der gå endnu nogle måneder, før Europas politiske ledere var parate til at acceptere den udvikling og begynde at indrette deres samarbejde på den nye virkelighed. Ingen forstår som briter at holde på formerne. Også når situationen er allermest tilspidset. Og det afsluttende topmøde under det britiske formandskab i 1992 var ingen undtagelse. Men for den danske regerings tre ledende ministre, statsminister Poul Schlüter, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og økonomiminister Thor Pedersen, var situationen i Edinburgh en grotesk oplevelse. Det var december måned. Seks måneder efter, at et flertal af danskerne havde forkastet Maastricht-traktaten. En afstemning som rystede hele EF-samarbejdet. I seks måneder havde danske politikere og embedsmænd forhandlet med især det britiske EF-formandskab for at finde en løsning, sådan at EF-landene kunne fortsætte med planerne om en økonomisk, monetær og politisk union samtidig med, at Danmark kunne fortsætte som EF-medlem, men med fire forbehold overfor samarbejdet. Det var nu her i Edinburgh forhandlingerne skulle afsluttes. Og der var flere danske journalister til stede end nogensinde før ved et europæisk topmøde. Traditionen tro havde de danske ministre lovet at mødes med den danske presse ved midnatstid. Ordningen med en midnatsbriefing for danske journalister er ældgammel. Og blev indført, fordi Europas politiske ledere ofte forhandler hen over middagsbordet. Men denne aften var anderledes. Den britiske dronning havde nemlig inviteret alle stats- og regeringschefer, udenrigsministre og økonomi- og finansministre på officiel middag på Royal Yacht Britannia. Middagen var overstået. Nu stod så Schlüter, Ellemann og Pedersen alle i kjole og hvidt overfor et talstærkt dansk pressekorps. Og kunne intet fortælle om forhandlingerne om de kommende danske EU-forbehold. Til gengæld kunne statsministeren fortælle, at han som én af de ældste i kredsen af regeringschefer, havde fået plads ved dronningens bord. Hvorefter udenrigsministeren kunne supplere med, at han med al ære og respekt mente, at han dog var den, der havde haft det største held i damelotteriet, da han var havnet til bords med prinsesse Diana. Imens de danske ministre var til gallamiddag, arbejdede danske og britiske embedsmænd hårdt på at finpudse detaljerne i en aftale for Danmark. Da mødet gik i gang igen næste dag lå et udkast parat. Det blev til Edinburgh-aftalen som slog fast, at Danmark ikke ville deltage, hvis det kommende EU-samarbejde udviklede sig på fire områder. Danmark ville stå udenfor den fælles mønt, udenfor et samarbejde på forsvarsområdet, udenfor et overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender og så ville Danmark ikke deltage det såkaldte unionsborgerskab. Aftalen kom i hus. For statsminister Poul Schlüter var det afgørende, at han kunne holde en pressekonference kun for de danske journalister, så han kunne udlægge aftalen. Og efter en del søgen fandt den danske delegation et sted i passende afstand fra den udenlandske presse: Edinburgh-aftalen blev præsenteret på et skotsk whisky-destilleri cirka 15 minutters kørsel fra Edinburgh Castle, hvor topmødet blev afholdt.

5 Ny dansk EU-kurs Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen gav sig god tid. Han stod med et glas i hånden i Europa-Parlamentets Salon Bleu i i Strasbourg midt i januar måned. Hjemme i Danmark havde statsminister Poul Schlüter netop kastet håndklædet i ringen. Regeringen ville trække sig tilbage på grund af tamilsagen. Der ville ikke blive noget folketingsvalg. I stedet ville den socialdemokratiske formand Poul Nyrup Rasmussen få mulighed for at danne regering. For Uffe Ellemann-Jensen var det dobbelt bittert. Et valg kunne have gjort ham til statsminister. Men derudover var europæeren Ellemann ked af, at han ikke fik mulighed for at håndtere det danske EU-formandskab, som begyndte den 1. januar. Den opgave skulle nu varetages af den nye regering. Uffe Ellemann-Jensen var rejst til Strasbourg for at præsentere det danske formandskabs arbejdsprogram. Og vel vidende, at han ikke selv skulle repræsentere Danmark i de kommende måneder, blev den danske udenrigsminister ekstra gavmild og lovede medlemmerne af Europa-Parlamentet, at der ved hver eneste samling i Strasbourg ville være en dansk udenrigsminister til stede som repræsentant for formandskabet. Den opgave tilfaldt den nye udenrigsminister Niels Helveg Petersen. For ham personligt var det ikke de månedlige rejser til Strasbourg, som forgængeren havde lovet, som var formandskabets store højdepunkt. Det var i stedet, da han - efter blot et par uger i hjørnekontoret på Asiatisk Plads og i formandsstolen for bordenden i ministerrådet - formelt kunne åbne forhandlingerne om optagelsen af fire nye medlemslande, nemlig Sverige, Norge, Finland og Østrig. En god nyhed for Danmark, som længe havde sukket efter flere nordiske tanker og værdier i EU-samarbejdet. Da udvidelsesforhandlingerne var sat i gang, kunne den nye regering koncentrere sig om den næste store opgave. Nemlig at sikre et ja ved folkeafstemningen den 18. maj, hvor danskerne både skulle godkende den Maastricht-traktat, som de havde afvist året før, og den nye Edinburgh-aftale med de fire danske forbehold. Debatten var hed og nervøsiteten hos politikerne stor. Modstanderne hævdede, at forbeholdene ikke havde nogen effekt overhovedet og at Danmark jo reelt tilsluttede sig hele Maastricht-traktaten. Ja-siden argumenterede for, at forbeholdene var reelle. Virkeligheden lå et sted midt imellem. Forbeholdene havde ingen umiddelbar effekt, da de blev indført. Effekten kom først senere. Men EU-forbeholdene blev en fasttømret del af dansk Europapolitik, da danskerne den 18. maj 1993 sagde ja til både traktat og aftale. Og konsekvenserne af det ja - dem forstod ingen før senere. Hent App en, der gør det nemt at følge med i de vigtigste EU-nyheder. Både dem der har direkte betydning for dig - og dem der handler mere om resten af Europa. Med app en får du alt det sidste nye: EU i dagens medier: Dagens EU nyheder. Direkte til dig. Hver morgen. Pressemeddelelser fra Bruxelles Meddelelser fra Kommissionen i København Ugentligt overblik over aktiviteterne i EU. Vores presseguide med den i lommen er du godt klædt på til at forstå EU. EU-tilskud: Oversigt over programmer, lån og støtte-muligheder. Søg efter EU i Danmark i App Store eller Android Market. Fik vi sagt at den er gratis? En Ferrari på taget er bedre end ti gale køer i stalden Det er svært at sige Torino uden også at sige Fiat. Og er man italiensk premierminister og EU-formand, så virker det helt naturligt at invitere EU s stats- og regeringschefer - og deres udenrigsministre - til topmøde i Fiat-koncernens fantastiske lokaler. Specielt når dagsordenen er historisk og der skal findes en passende ramme for starten på forhandlingerne om en ny EU-traktat. I marts 1996 tog premierminister Lamberto Dini derfor glad imod statsminister Poul Nyrup Rasmussen, udenrigsminister Niels Helveg Petersen og de øvrige gæster i Fiats omgivelser. Hvad Dini ikke vidste, da han inviterede til det topmøde, som skulle starte forhandlingerne om det, der endte med at blive til Amsterdam-traktaten, var, at en helt anden sag skulle stjæle dagsordenen på Torino-topmødet. For det var ikke Fiat-lokalerne - eller for den sags skyld den kommende traktat - som optog sind-ene hos Europas politiske ledere. Det var derimod tv-billederne af køer, som ikke kunne stå oprejst på deres egne ben. Køer, som lå og rystede på staldgulvene. Køer, som var blevet gale af at spise kød og benmel - fra andre køer. Ko-kannibalisme, om man vil. Nu frygtede forskere, at den gale ko-sygdom kunne overføres til menne-sker. Europas borgere var i panik. De krævede handling - og det fik de. Topmødet i Torino nåede ikke at blive mange timer gammelt, før EU s stats- og regeringschefer bestemte sig for at indføre et totalt forbud mod eksport af britisk oksekød. Briterne selv måtte spise hvad de ville. Det var deres sag. Men ingen i Europa ønskede britiske bøffer på deres tallerken. Uanset hvad forskere, veterinære eksperter og andre sagde om, hvor sikker en britisk oksemørbrad nu engang måtte være. Den britiske premierminister, John Major, var naturligvis så rasende, at han nærmest kogte over. Og historien fyldte så meget, at stort set ingen - heller ikke i Danmark - var interesserede i, at forhandlingerne om den næste EU-traktat var gået i gang. Torino var ellers topmødet, hvor det blev ganske klart, at de danske EU-forbehold var kommet for at blive. Da forbeholdene blev skabt i 1992 var de indrettet sådan, at de først ville få praktiske konsekvenser for Danmark når en ny traktat trådte i kraft. Og mange var af den opfattelse, at Danmark nok ville holde en ny folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdene inden da. Men i Torino blev det klart, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen valgte en anden strategi. De fire danske forbehold skulle nu skrives ind i den næste traktat. Og al snak om ophævelse af forbeholdene blev udskudt til senere. Og sådan blev det også, da EU-lederne et år senere vedtog Amsterdam-traktaten, i juni Mens stats- og regeringscheferne i Torino muntrede sig med gale køer og en ny traktat, havde de medrejsende udenrigsministre tid til at gå en lille tur op på taget af Fiat-bygningen. For her havde Fiat deres helt egen prøvebane. Og italienere ville jo ikke være italienere, hvis de ikke også havde placeret et par Ferrari er oppe på taget, som udenrigsministrene kunne prøve. Niels Helveg Petersen takkede pænt nej. Men den tyske udenrigsminister, Klaus Kinkel, kunne midt i alvoren ikke dy sig. Køer eller ej, så tog han sig en tur i Ferrarien på det tag den dag i Torino. Tilmeld dig vores gratis nyhedstjeneste via Du kan bl.a. abonnere på: Pressemeddelelser fra Bruxelles samlet eller specifikt efter emneområde Meddelelser fra Europa-Kommissionen i København EU-kalenderen og dagsordener for Kommissionens ugentlige møder Dagens EU nyheder leveret i din mailbox mellem kl. 8 og 9 om morgenen webtools.ec.europa.eu/newsletters/ danmark/

6 Chirac spist ud af huset På fjerdedagen gik det galt. Flere end embedsmænd og journalister var sammen med EU s 15 statsog regeringschefer samlet i etstort konferencecenter i den sydfranske by Nice. Det var december måned, og det var egentlig meningen, at topmødet bare skulle have varet to dage. På den tid havde den franske præsident og EU-formand Jacques Chirac regnet med, at EU-lederne skulle kunne blive enige om en ny europæisk traktat. Men efter forhandlingerne om Maastricht-traktaten og derefter Amsterdam-traktaten, var dette den tredje traktat-forhandling på bare otte år. Og de europæiske ledere var både godt trætte af nye traktater og rimeligt uenige. Der er visse forhandlinger i EU, som er enkle. Som for eksempel når EU-lederne skal enes om at fordele penge. Den slags forhandlinger ender altid efter et vist drama med at regningen splittes. Og så er der de svære beslutninger. Dem, hvor det er grundlæggende principper, der skal brydes med. I Nice stod et af de mest grundlæggende og mest betydningsfulde principper på spil. I hvert tilfælde for den franske præsident og EU-formand. Nemlig princippet om, at stemmerne fra Frankrig og Tyskland vejer lige tungt, når der træffes beslutning i EU s ministerråd. EUlandene vidste, at medlemskredsen om få år ville blive udvidet fra de nuværende 15 til formentlig 25, når landene fra Central- og Østeuropa blev medlemmer. Og derfor var det afgørende at få ændret på EU s stemmeregler, således at Unionen også ville være i stand til at træffe beslutninger, når der i fremtiden skulle sidde 25 ministre omkring bordet. Mange lande foretrak en ny model for stemmeregler, hvor det blandt andet vejede ind, hvor stor hvert enkelt lands befolkning var. Men den model kunne Chirac ikke acceptere. For så ville Tyskland blive større end Frankrig. Så forhandlingerne trak ud. Og ud. Og ud. Indtil et stykke ind i den fjerde mødedag, hvor EU-lederne endelig kunne enes om Nice-traktaten med nye stemmeregler. På det tidspunkt var der hverken vådt eller tørt tilbage i det franske konferencecentrum i Nice. Alt var spist og drukket. Og for at gøre ondt værre blev kompromisset i Nice, at EU-lederne snart skulle mødes igen for at forhandle yderligere en ny traktat. Lettere var det med den såkaldte Lissabon-proces, der blev indledt tidligere på året. Her opstillede EU-landene en række målsætninger som skulle gøre Europa til verdens ledende vidensbaserede økonomi. Der skulle satses penge på forskning og udvikling. På undervisning og efteruddannelse. En ti-årig plan som skulle gøre den europæiske økonomi bomstærk. Og oveni besluttede Europa-Kommissionen, at Grækenland nu opfyldte alle betingelser for at komme med i den fælles mønt, euroen, som danskerne tidligere på året havde takket nej til. 10 år senere i 2010 var vurderingen af både den europæiske vidensøkonomi og Grækenland noget anderledes. Håndbog i EU for Journalister Find den på: ec.europa.eu/danmark/ presse/guide/ eller bestil den på tryk på: eu-dk@ec.europa.eu Så har vi en aftale Nogle europæiske år er mere historiske end andre. Sådan er det bare begyndte historisk og sluttede historisk. Den 1. januar 2002 vågnede borgerne i eurolandene op til helt nye mønter og sedler. Tyske D-mark, franske franc og spanske pesetas var nu langt om længe skiftet ud med euro og cent. Det var en lang og besværlig proces. Hvor lønsedler og huslejekontrakter blev ændret fra national valuta til den europæiske. Og hvor alt fra billetautomaten på banegården til automaten i parkeringskælderen skulle skiftes ud for at kunne klare Europas nye fælles mønt. Men efter forholdene gik overgangen til den fælles EUmønt glidende. Og både skeptikere og dommedagsprofeter blev gjort til skamme. For danskerne, som ved folkeafstemningen i 2000 havde sagt nej til den fælles mønt, var det dog ikke euroens indførelse, der mere end noget kom til at definere Det var en helt anden begivenhed på den europæiske scene. Én, som til gengæld samlede danskerne mere end næsten nogen anden befolkning i Europa. Nemlig optagelsen af nye medlemslande fra Central- og Østeuropa i EU. Tågen letter EU er en drøm, der er blevet til virkelighed, men også en drøm man skal passe på ( ) Intet af alt dette kan tages for givet. Alt dette må hele tiden styrkes og forsvares på ny ( ) Endnu en fiasko vil være en historisk fejltagelse. Ordene var den tyske kansler, Angela Merkels, og hverken begivenhed eller lokalitet kunne være mere historisk. Det var den 25. marts Rom-traktaten havde 50 års jubilæum, og den højtidelige ceremoni fandt sted blot få skridt fra den tidligere Berlin-mur, der om noget havde været symbolet på EU s berettigelse. Hvilket stod ekstra klart, da Angela Merkel fortalte om sin fødsel og opvækst i det tidligere Østtyskland. Talen blev modtaget med begejstring, for efter næsten to års tænkepause oven på den kuldsejlede forfatningstraktat, var der behov for visioner og handlekraft, der kunne føre Unionen ud af handlingslammelsen. Med Merkels tale lettede tågen, og senere samme dag underskrev hun den såkaldte Den 1. juli overtog Danmark EU-formandskabet. Og det betød, at det var op til statsminister Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller og et mindre korps af danske embedsmænd at få afsluttet forhandlingerne om udvidelsen. Den slags forhandlinger er alt andet end lette. For egentlig er der slet ikke noget at forhandle om. Reglen er meget enkel. Ethvert land som ønsker at være medlem af EU skal være parat til at overholde alle EU s regler. Hverken mere eller mindre. Så det man forhandler om er ikke hvilke EU-regler et land skal overholde. Men hvor hurtigt landet skal efterleve EU s regler. Der er med andre ord overgangsordninger. Forhandlingerne med landene fra Central- og Østeuropa var mere besværlige end normale udvidelsesforhandlinger. For denne gang var det ikke kun de kommende medlemslande som bad om at få forskellige overgangsordninger. I 2002 var der også en lang række af de daværende EU-lande som ville have en overgangsordning. De ville have, at det skulle tage længere tid efter udvidelsen før polakker, tjekker og baltere skulle kunne komme til deres lande og arbejde. Efterhånden som månederne skred frem, faldt Berlin-erklæring på vegne af samtlige statsog regeringsledere. Et antal, der fra 1. januar var vokset til 27 efter Bulgarien og Rumænien var blevet medlem af fællesskabet. Berlin-erklæringen var en uforpligtende erklæring, der blandt andet understregede vigtigheden af et nyt fælles grundlag for EU inden næste valg til Europa-Parlamentet i Ordet traktat blev ikke nævnt. Ingen skulle stødes på manchetterne, men meningen var ikke til at tage fejl af: der skulle udarbejdes et nyt traktatgrundlag. Og sådan blev det. Under det effektive tyske formandskab i det første halvår af 2007, kunne der som resultat af en lang række bilaterale forhandlinger på sommertopmødet opnås enighed om en køreplan for det, der nu hed reformtraktaten. En regeringskonference blev nedsat og forhandlingerne om traktaten blev afsluttet på et uformelt topmøde i Lissabon i oktober. Dermed kunne Lissabontraktaten underskrives af alle lande på topmødet den mere og mere på plads. Så i december var der kun få udeståender tilbage. Og så blev stats- og regeringscheferne fra både EUlandene og de kommende medlemslande samlet til topmøde i Bella Center i København. Som altid i den slags forhandlinger handlede det sidste og afgørende spørgsmål om penge. Hvilke lande skulle have hvor meget støtte. Og hvem skulle betale gildet. Økonomen Anders Fogh Rasmussen håndterede forhandlingerne brutalt og pressede begge sider til det yderste. Polakker og andre fik det gjort klokkeklart, at EU ikke var en bundløs pengekasse. For eksempel fik østeuropæiske landmænd en ordning, som betød, at der ville gå ti år før de fik samme EU-støtte som landmændene i det gamle EU. Omvendt fik de gamle EU-lande også klar besked om, at udvidelsen ikke var en gratis omgang. I topmødets sidste og afgørende fase måtte den tyske kansler, Gerhard Schröder hoste op med en ekstra milliard euro for at sikre udvidelsen. Men så kunne statsminister Anders Fogh Rasmussen også møde pressen for at meddele at: Ladies and gentlemen - we have an agreement. Det stående bifald bragede begejstret løs fra EU s stats- og regeringsledere. Endelig var der én, der igen satte ord på meningen og visionerne for den europæiske union. 13. december. Planen var, at traktaten skulle træde i kraft den 1. januar Lissabontraktaten adskilte sig fra den oprindelige forfatningstraktat ved at bygge videre på de eksisterende traktater i stedet for at være en erstatning for dem, men idéen var stadig den samme: at den skulle gøre det lettere at navigere et EU med 27 lande. Den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d Estaing, der som formand for Det Europæiske Konvent havde brugt år på at forhandle den oprindelige forfatningstraktat, var én af dem, der satte ord på det, de fleste vidste: Det eneste, der er anderledes, er hvordan værktøjskassen er ordnet. Men alle Forfatningstraktatens henvisninger til EU-symboler som flag, motto og hymne var ikke med i den nye traktat, og der var heller ikke nogen formulering om, at EUlovgivning har forrang i forhold til national lovgivning.

7 Et lammet EU På Bastillepladsen var der fest, men rundt omkring i de europæiske EU-kontorer bredte lammelsen sig, da det stod klart, at franskmændene den 29. maj havde stemt nej til forfatningstraktaten med 54,7 procent mod og 45,3 procent for. Pilen havde peget i den retning i dagevis, og lige lidt hjalp det, at præsident Chirac med alvorsfuld mine tre dage inden havde prøvet at vende folkestemningen med en indtrængende tv-tale til sine landsmænd. Lad os vælge et stærkt Frankrig. Hver især har I på søndag Frankrigs skæbne i jeres hænder, lød det i det sidste desperate forsøg fra Jacques Chirac. Men franskmændene havde svært ved at skille skæg og snot. De var trætte af præsidenten og regeringen og deres brudte valgløfter om at udjævne de sociale forskelle i Frankrig. Arbejdsløsheden var ikke blevet sænket, og desuden var franskmændene ikke meget for, at tyrkerne rykkede nærmere og nærmere EU. Mange mente, at forfatningstraktaten ville være et carte blanche til tyrkerne. I Bruxelles rev man sig i håret. For tre dage efter skulle der også være folkeafstemning i Holland om traktatenen, og her så meningsmålingerne endnu dårligere ud end i Frankrig. Og det franske nej var bestemt ingen hjælp, selvom den hollandske premierminister Jan Peter Balkenende også var ude at appellere til sine borgere. Vi må ikke lade vores love blive dikteret af franskmændene, lød det fra Hollands svar på Harry Potter i et forsøg på at få hollænderne op ad sofaen. Men hollænderne var også træt af deres politikere, som de mente havde fejlet på integrationsfronten. Mordene på både politikeren Pim Fortuyn og kunstneren Theo Van Gogh havde pustet til fremmedhadet i det, der tidligere blev anset for at være et af de mest tolerante lande i Europa, og også her var der stor modstand mod at få Tyrkiet med i EU. Samtidig var mange ting blevet dyrere i Holland, da den hollandske gylden blev skiftet ud med euroen, og det faldt mange for brystet, at Holland pr. indbygger var den største bidragsyder til EU-kassen. 61,6 procent af hollænderne sagde nej til forfatningstraktaten. Så hjalp det fedt, at man i Luxembourg stemte ja til forfatningen den 10. juni. For når to af unionens grundlæggende lande ikke kunne stå inde for den nye forfatning og en yderligere integration af det europæiske samarbejde, var det umuligt at gå videre. Det var derfor med dystre miner, at stats- og regeringslederne samledes til sommer-topmøde den juni. Gode råd var dyre. Eller rettere sagt: ikke-eksisterende. For der var ingen plan B. Derfor blev det besluttet at tage en såkaldt tænkepause i forhold til traktaten. Med et tysk valg lige rundt om hjørnet, udsigt til valg i Polen, Italien og Tjekkiet i 2006 og - ikke mindst - et fransk præsidentvalg i 2007 var der en masse indenrigspolitiske dagsordener, der skulle klappes af, før det ville være realistisk at gå videre med forhandlingerne om traktaten. Dermed blev alle andre planlagte folkeafstemninger om forfatningstraktaten også aflyst. Såvel Danmark som Tjekkiet, Portugal, Polen, Irland og Storbritannien havde planlagt at spørge vælgerne til råds om traktaten. I Danmark var datoen sat til den 27. september - men den dag endte med at blive en ganske almindelig tirsdag. Problemerne hober sig op 2007 sluttede optimistisk i EU-regi. Endelig var man kommet ud af dødvandet med den strandede Forfatningstraktat ved at erstatte den med Lissabontraktaten, som blev underskrevet af stats- og regeringslederne inden de tog på juleferie. Nu skulle de fleste lande bare ratificere traktaten i deres nationale parlamenter, og i Danmark gik man i gang med en debat om afskaffelsen af de danske forbehold. Spørgsmålet var, om man ved en folkeafstemning skulle gå efter en big bang-model, hvor der skulle tages stilling til alle fire forbehold samtidig, en smørrebrødsseddel, hvor man kunne sige ja til afskaffelsen af nogle forbehold, men nej til afskaffelsen af andre, eller om man skulle tage individuelle afstemninger om hvert enkelt forbehold. Men snart dukkede der nye problemer op på den europæiske scene. Irerne, der som de eneste skulle stemme om Lissabon-traktaten den 12. juni, afviste den med 53,4 procent nej-stemmer. EU var igen slået hjem, og de danske planer om afskaffelsen af forbeholdene blev straks sat i bero. I respekt for de irske vælgeres afgørelse lader vi den irske regering give sin vurdering af situationen først, og drager ikke forhastede konklusioner, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen efter det irske nej på et pressemøde. Frit oversat betød det, at der ikke kunne blive tale om at afskaffe det danske rets-forbehold, hvis ikke Lissabontraktaten trådte i kraft. Forudsætningen for, at Danmark kunne beholde sin stramme udlændingepolitik selvom rets-forbeholdet blev afskaffet, hang nemlig sammen med traktaten. I forbindelse med Lissabontraktaten havde Danmark forhandlet om muligheden for en såkaldt tilvalgsordning, så regeringen i tilfælde af, at rets-forbeholdet blev afskaffet, kunne nøjes med at gå med i de områder, som et flertal i Folketinget valgte at tilslutte sig. Omvendt ville man kunne sige nej til andre områder, for eksempel fælles regler for asyl- og immigrationspolitik, hvis flertallet var imod. Og en stram udlændingepolitik var vigtig i Danmark. Det blev kraftigt understreget, da den såkaldte Metock-sag blev afgjort ved EF-domstolen 13 dage efter den irske folkeafstemning. Metock-dommen handlede om fire EU-borgere, der ikke var irske statsborgere, men som arbejde midlertidigt i Irland. De viste sig at have ret til familiesammenføring med deres fire afrikanske ægtefæller ifølge EU s opholdsdirektiv. Også selvom ægtefællerne ikke havde lovligt ophold i EU. Og bagefter kunne de uden hindring tage ægtefællerne med tilbage til deres hjemland. Det fik debatten til at rase i Danmark, og snart var Metock et hverdagsord. Dommen betød, at danske statsborgere kunne få familiesammenføring med ægtefæller fra tredjelande udenom den danske udlændingelovgivnings omfattende krav, hvis de bare opholdt sig i et andet EU-land, som for eksempel Sverige. Og bagefter kunne de så tage ægtefællerne med hjem. Dansk Folkeparti var rasende og råbte udmeldelse af EU, men endte i stedet med at kræve, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skulle tage til Bruxelles og få ændret opholdsdirektivet. En opgave der var mere en almindeligt op ad bakke, fordi det ville kræve en ændring af den frie bevægelighed mellem EU-landene, som er en af grundpillerne i det europæiske samarbejde. Og selvom Metockdommen dominerede debatten i Danmark, kom der i løbet af efteråret helt anderledes store problemer på banen i EU-regi. Det irske afstemningsproblem var stadig uløst. Der var ikke noget entydigt svar på, hvorfor irerne havde stemt nej. Og så ramte finanskrisen for alvor kontinentet. EU var ramt af finanskrisen og det krævede langt mere opmærksomhed end et dansk udlændingeproblem. Pludselig var der behov for indspark til en reform af det globale finanssystem og en fælles handlingsplan for ekstra kapital og lån til banksektoren. Samtidig kæmpede det franske formandskab for fælles fodslag i forhold til EU s klima- og energipakke, der skulle skabe grundlag for et ambitiøst mål på klimatopmøde i København året efter. I den sammenhæng var de besværlige danskere og deres evindelige indvendinger ubetydelige. I Danmark vurderede jurister, at der nu ikke længere var tale om suverænitetsafgivelse, og derfor mente hverken regeringen, Socialdemokraterne eller De Radikale, at der var behov for en folkeafstemning. Til gengæld gav statsminister Anders Fogh Rasmussen udtryk for, at det var på tide at få gjort op med de danske EU-forbehold. For særligt rets-forbeholdet ville komme til at udgøre et problem for Danmark, når Lissabontraktaten trådte i kraft. Det retlige område ville nemlig overgå fra at være et mellemstatsligt til at være et overstatsligt samarbejde. Det betød, at Danmark med sit forbehold, ville sidde udenfor døren når det for eksempel gjaldt det politimæssige og strafferetlige samarbejde. Hvilket vil sige ved bekæmpelse af terror og kriminalitet og i spørgsmål om asyl, indvandring, civilretligt samarbejde og grænsekontrol. Anders Fogh Rasmussen satte imidlertid ikke nogen dato for et opgør med forbeholdene - og det var nok meget klogt.

8 Der må være en grænse Nogle gange er nok bare nok. Og året 2011 blev i høj grad sådan et år. Det begyndte med en tunesisk grønthandler, som fik nok af myndighedernes chikanerier og korruption. Han satte ild til sig selv og det startede det arabiske forår, hvor borgerne i en række af EU s sydlige nabolande sagde nok er nok. Fra Tunesien spredte det arabiske forår sig videre gennem de nordafrikanske lande til blandt andet Egypten. Og i Libyen fik det en række europæiske lande til at gå i krig, hvilket førte til Gadaffi-regimets fald. Men for en del af de utilfredse borgere var utilfredsheden ikke kun rettet mod systemet og de ledende politikere. De havde fået nok af deres hjemlande og tog derfor chancen og steg ombord på faldefærdige både med kurs mod Europa. Nærmeste europæiske landjord var ofte den lille italienske ø, Lampedusa. Og her ankom tusinder af nordafrikanere, som alle havde en ting til fælles: de ville søge lykken i Europa. Den italienske regering modtog de mange indvandrere med en noget særegen gæstfrihed. Som noget af det første blev tunesere, marokkanere og andre nemlig udstyret med et til lejligheden udfærdiget italiensk rejsepas, som ifølge Italien gav dem ret til at rejse videre i Europa. Hvilket især passede de fransktalende tunesere godt. De ville nemlig gerne videre til Frankrig for at arbejde. Men seks måneder før et fransk præsidentvalg var det ikke noget, der glædede den franske præsident, Nicolas Sarkozy. Han sagde nok er nok og indførte grænsekontrol mellem Frankrig og Italien for at stoppe den ulovlige indvandring. En besværlig strid om den frie bevægelighed i Europa var begyndt. En strid, som fik sin særlige danske udløber. For i København havde regeringen og Dansk Folkeparti også fået nok. Især af østeuropæiske tyvebander som hærgede landet med alt fra hjemmerøverier til cykeltyveri. Men resultatet var det samme som i Sydeuropa. Danmark genindførte nemlig også grænsekontrollen. Selv om VK-regeringen kaldte den noget andet da de blev enige med Dansk Folkeparti om årets finanslov. Den danske grænsekontrol fik megen opmærksomhed i hele Europa. Der må nemlig gerne indføres midlertidig grænsekontrol, hvis der er en særlig anledning. Og det var der i Frankrig. Men Danmark indførte nu en permanent grænsekontrol og uden detaljeret dokumentation om problemernes omfang. Europa-Kommissionen indledte en undersøgelse, som dog hurtigt kunne henlægges, da Danmarks nye regering efter valget droppede grænsekontrollen. Det var ikke kun Danmark, som fik ny regering i Den økonomiske krise i Europa voksede voldsomt og hver gang et nyt land havnede i uvejr ja, så røg regeringslederen. Sådan var det både i Grækenland, Portugal og ikke mindst i Italien, hvor krisen til sidst betød et farvel til Silvio Berlusconi. For nu sagde også vælgerne at nok var nok - og at der måtte være en grænse. En græsk tragedie For Danmark - og specielt for Connie Hedegaard - blev klimatopmødet i København i december 2009 ikke det gennembrud, man havde håbet på. For i starten af 2010 kunne Connie Hedegaard pakke kufferten og sætte kursen mod Bruxelles. Regeringen havde udnævnt hende til posten som Danmarks næste EU-kommissær. Kommissionens formand, José Manuel Barroso, valgte at oprette en ny post som klimakommissær og den post blev tildelt den danske kommissær. I januar var det så tid til den store eksamen. Som altid skulle hver enkelt kommissær-kandidat til høring i Europa-Parlamentet. Og som det efterhånden er blevet tradition, så var der allerede inden høringerne spekulationer om, hvilken eller hvilke kommissær-kandidater medlemmerne af Europa-Parlamentet ville afvise. Høringerne i parlamentet blev fulgt tæt af pressen. For den danske kommissær kandidat gik eksamen let. Connie Hedegaard bestod høringen i med bravour. Anderledes var det for den bulgarske kandidat Rumiana Jeleva. Ikke alene klarede hun sig dårligt ved høringen. Der dukkede også et antal historier op i medierne, som satte hende i forbindelse med den organiserede kriminalitet i hjemlandet. Hurtigt fik medierne døbt hende mamma mafia. Og med det tilnavn var der ikke meget andet for kommissionsformand Barroso at gøre end at tage en venlig samtale med kommissærkandidaten, som derefter valgte at trække sig. En ny bulgarsk kandidat blev fløjet ind fra verdensbanken i Washington. Hun faldt i langt bedre jord, og den 9. februar blev den nye Europa-Kommission godkendt ved en afstemning i Strasbourg. Normalt markerer et nyvalgt Europa-Parlament og en nyudpeget Europa-Kommission en ny start for det europæiske samarbejde. Og denne gang var ny-starten noget helt særligt. For selv om Spanien havde overtaget formandskabet ved årets begyndelse, så var det ikke Kolofon Udgivet af Europa-Kommissionen, Repræsentation i Danmark Europahuset Gothersgade København K ec.europa.eu/danmark/ Idé, manuskript og redaktion: Louise Wendt Jensen, Ole Ryborg og Margit Lundsten længere spanske ministre, som skulle sidde for bordenden og lede alle europæiske møder. EU havde nu fået en udenrigspolitisk repræsentant i Catherine Ashton. Og så var der kommet en permanent formand for Det Europæiske Råd. I fremtiden skulle belgieren Herman Van Rompuy lede alle EU s topmøder. For at komme godt fra start inviterede Herman Van Rompuy EU s stats- og regeringschefer til et uformelt topmøde. Tanken var, at det virkelig skulle være uformelt. Så mødet blev flyttet ud af den normale EU-bygning og over i det nærliggende Biblioteque Solvay, som ligger i en park i EU-kvarteret. Tanken var, at lederne og Herman Van Rompuy i fred og ro skulle lære hinanden at kende og diskutere Europas fremtid. Men som så ofte før i EU-historien blev mødet alt andet end fredeligt. Få dage inden topmødet blev det klart, at den økonomiske situation i Grækenland var alvorlig. Grækerne havde nemlig forsøgt at skjule, hvor galt det stod til i landet. Men nu begyndte sandheden at komme frem, og det betød, at Grækenland havnede på topmødets dagsorden. EU-lederne måtte benytte topmødet til at udtrykke deres tillid til, at den græske regering nok skulle få orden i økonomien. Et beroligende budskab, som ikke holdt længe. For i de efterfølgende uger blev det stadig mere klart, hvor galt det egentlig stod til med den græske økonomi. Og topmødet den 11. februar blev dermed startskuddet til en lang række af krisetopmøder, hvor indtil videre fire lande Grækenland, Irland, Portugal og Cypern har fået økonomisk hjælp fra eurolandene. Og det samme har Spaniens banksektor blev i den grad en nystart for EU-samarbejdet. Men ikke den nystart nogen havde ønsket sig. Artiklerne udtrykker ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens synspunkter Layout: Ida Wang Tryk: Vester Kopi as Ophavsretlige oplysninger: Eftertryk i kommercielt øjemed ikke tilladt. Anden anvendelse tilladt mod behørig kildeangivelse. Bunken under gulvtæppet Vi har slet ikke diskuteret traktatændringer her til aften, sagde statsminister Helle Thorning Schmidt med et smil på læben, da hun efter midnat mødtes med den danske presse til det sidste topmøde i Det var for en gangs skyld et udramatisk topmøde. Og det var tydeligt, at det var noget der passede ikke kun den danske statsminister, men også hendes kolleger fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien og mange andre steder. Store emner som få måneder tidligere så ud til at havne på toppen af den europæiske dagsorden ny traktat, nyt EU-budget, nye økonomiske redningspakker og en del andet, var for en stund fjernet fra den politiske dagsorden. Ikke fordi problemerne på nogen måde var forsvundet. Udfordringerne var de samme som før. Men presset for hurtige og umiddelbare løsninger var lettet en smule og den mulighed greb EU-lederne med kyshånd. For var der noget, de ikke havde brug for ved årets sidste topmøde, så var det at det skulle udvikle sig til krisemøde nr. 22 i det, der lignede en uendelig række. Resultatet af den beslutning blev, at bunken af besværlige sager, der var fejet ind under det europæiske gulvtæppe, blot voksede ved årets udgang. Udover den løbende krisehåndtering, så skal man have fundet den rette formel for, hvordan man får skubbet gang i væksten og beskæftigelsen. Ikke mindst i Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden i nogle lande er over 25 %. Det er især en udfordring fordi mange af de samme lande er underlagt krav om store offentlige besparelser for at rette op på deres haltende økonomier. På det institutionelle plan har EU-lederne indledt en diskussion om, hvordan eurolandene skal kunne udvikle deres samarbejde. Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, kommer med et nyt indspark til den debat ved EU-topmødet i juni. Men ingen forventer for alvor, at diskussionen kommer i gang før efter det tyske valg til forbundsdagen i september. Når Tyskland har fået en ny regering, så bliver næste store udfordring valget til Europa-Parlamentet i juni Det er tanken, at parlamentsvalget skal bruges til at skyde gang i en stor europæisk debat om fremtidens europæiske samarbejde. Når det nye Parlament er valgt, så skal der udpeges en ny Kommission. Og først når den er udpeget og godkendt engang hen mod slutningen af så kan EU-landene, hvis de da ønsker det, starte forhandlingerne om en ny europæisk traktat, som skal danne rammerne om fremtidens samarbejde mellem eurolande og lande, som ikke har indført den fælles mønt.