Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 15. marts 2009 kl søndag i fasten Lukas 11,14-28 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 15. marts 2009 kl søndag i fasten Lukas 11,14-28 Salmer: _ Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk:»når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran dig; udadlelig skal du være over for Herren din Gud. De folk, du skal fordrive, lytter til dem, der driver trolddom eller spådomskunst; men det har Herren din Gud ikke givet dig lov til. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.«5 Mos 18,9-15 Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: [I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk det er det samme som en afgudsdyrker har lod og del i Kristi og Guds rige.] Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed. Ef 5,[1-5]6-9 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde:»det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:»ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger 1

2 den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte:»saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!«men han svarede:»javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«luk 11,14-28 Det er sin sag at skulle prædike om dæmonuddrivelser i lyset af de mildest talt bizarre frikirkelige opfattelser af, hvad det egentlig er Jesus er ude på når han som det hedder uddriver dæmoner. I Faderhuset og indenfor Evangelist har man ifølge medierne - åbenbart den opfattelse, at man skal hærge nogle stakkels børn, der åbenbart udviser dæmonisk adfærd. Gad nok vide hvordan dén ser ud. Viser dæmonbesættelse sig mon som i filmen Eksorcisten, eller er der tale om en middelsvær forkølelse, man bare ikke kan få bugt med? Bandeord? Overdrevent forbrug af flæskesvær? Et ønske om urimeligt mange lommepenge? Eller måske det djævelske i, at man ikke spiser op? Og hvad er det egentlig man ønsker at opnå ved dæmonuddrivelserne? Skal børnene renses, så de kan stå rene for Vorherre? Skal de opføre sig på en bestemt måde, eller hvad? Jeg får stor sympati med ateisterne, hvis det er dén slags, man vil til livs. Det er ikke noget under, at man bliver skeptisk overfor religiøsitet, når den fører til terrorisme og overgreb. Heldigvis har vi her i landet adgang til vores alle sammens umådeligt rige onkel, Søren Kierkegaard! Og han kan bruges til at kaste lys over tingene. Kierkegaard har et afsnit i sin bog Begrebet Angest, hvor han taler om det dæmoniske som angsten for det gode. Det lyder jo mærkeligt, at man kan være angst for det gode. Normalt er man angst for det onde, og det er der jo ikke noget mærkeligt i. Når man er angst for det ødelæggende betyder det jo, at man er på den rigtige side, at man er i det gode. Men han peger altså på en mærkelig angst for det gode. 2

3 Den kan vise sig når Gud kommer nær. Gud vil sætte mennesker fri men pludselig optræder en mærkelig, uforklarlig uvilje mod at blive sat fri. Den viser sig kun i Guds, det godes, nærhed. Hvis I synes det lyder kompliceret eller sært, så tænk på ethvert parforhold, hvor den ene er blevet forurettet. Man sidder med korslagte arme og ben og på en mærkelig måde nyder man sin harme, sin forurettethed. Og éns håb er, at kæresten for Guds skyld ikke kommer og stryger én over håret. Gid kæresten ikke ringer og vil forsones. Man kan blive helt bange for at blive hevet ud af sin tilstand. Når det så sker, viser det dæmoniske sig, for selvom man godt véd, at forsoningen ér vejen frem, så sidder man alligevel og vil ikke kommunikere. Man vil ikke sige noget, man ønsker ikke at komme ud af tilstanden. Det er jo mærkeligt nok, men jeg er sikker på, at de fleste af os kender det. Men at man ikke vil tale, kan jo rimeligvis først vise sig, når der er nogen, der vil have én til det. Sig nu hvad det er. De ord får én til at knytte læberne endnu strammere sammen, selvom om man meget godt ved, at tavsheden ikke hjælper på noget som helst. Men alt dette er jo bare et billede, de fleste af os kan forstå. Men måske er det et godt billede på en særlig slags forhold til Gud. Det mærkelige, at man ikke vil tage imod Guds ord og kærlighed og tilgivelse. Jesus driver en dæmon ud af en stum, så han kan tale med Gud igen. Kierkegaard siger, at det dæmoniske viser sig i en stumhed, en afbrudt samtale mellem Gud og mennesket. Og den samtale er det Jesus, der genetablerer. Hele kristendommen går ud på, at der er et bestemt og intimt forhold mellem Gud og mennesket, at Gud er Faderen, og mennesket er Guds børn. Mellem Gud og menneske skal der være kærlighed, der skal være bøn og tilgivelse, der skal kort sagt være kommunikation. Det er den rette relation mellem Gud og mennesker, at mennesker skal vente sig alt godt af Faderen og stå i et modtagende forhold til Faderen. Det vil det dæmoniske ikke. Det dæmoniske vil ikke vide af Guds frihed, den stumme vil ikke tale med Gud, vil ikke høres. Derfor står det dæmoniske ikke i det rigtige forhold til Gud, for det vil ikke tale med Gud, vil ikke være i nærheden af Gud. 3

4 Men nu skal man huske, at der allerinderst inde findes en viden om, at Gud er den gode, at man egentlig står sig bedst ved at kunne tale med Gud. Men denne viden er svagere end dæmoniens uvilje. Derfor må Gud selv tage affære, og det gør han i Jesus. Selvfølgelig er det Jesus, der må opsøge de besatte, det er ham, der må åbne dem, for de kan jo altså ikke selv. Dæmonien er ligesom en knude, der bliver strammere og strammere jo mere man prøver at løse den indefra. Og der kommer Jesus advarsel ind: den, der vil løse sig selv, kommer automatisk til at invitere syv andre ind. Det er mærkeligt nok. Det er ikke en trussel, Jesus kommer med. Han påviser hvad der sker, når vi er desperate. De renhedskrav vi stiller til os selv, kvæler os. Det kan for eksempel være, at vi skifter navn for at begynde på en frisk, det kan være vi prøver at forbruge os ud af elendigheden. Men desperationen forvandler alt til tomhed, ligegyldigt hvad det er. Hverken guld, sølv, rejsen, den fede bil eller huset hjælper. Og det djævelske er, at heller ikke forsøget på at være udadvendt, at hjælpe sin næste, at i det hele taget at gøre noget hjælper. Det dæmoniske er, at man ikke vil tage imod Guds ord og tilgivelse, at man er fanget mod sin vilje, men med en anelse, et håb om, at Gud vil gå bag ens ryg og nedbryde denne mærkelige uvilje og skænke forløsning og frihed. Her hjælper ingen meditation, her hjælper ingen selvrealisering, her hjælper ingen jobskift, navneskift, karriereskift, her hjælper ingen afsøgen af hvad der som det hedder er godt for mig. Ingen beslutning, intet opbud af indre styrke virker. Når det først er gået op for en hvad denne angst for det gode vil sige, indser man hvor virkningsløse coachingforløb, psykologtimer, ja, selv filosofiske og religiøse forestillinger er. Alt indre er sat ud af spillet. Alle forsøg bliver en ny dæmon, for de er født af den samme indesluttethed. Men nu kommer Trosbekendelsen og dåben ind i billedet. Forsagelsen af Djævelen er en rest af et gammelt eksorcismeritual, en dæmonuddrivelse. Og her er det nødvendigt at forstå, at Djævelen ikke er noget i sig selv. Han er en personificering af en mangel. Vi kunne ligeså godt spørge om man afskyr manglen på kærlighed, om man afskyr manglen på livsmuligheder, om man afskyr den manglende forbindelse til Gud. For det er jo dét, det dæmoniske viser sig som. 4

5 Det betyder intet andet end, at Gud selv har indstiftet en lysskakt Det er egentlig dét vi siger, når vi bekender vores kristne tro. Når vi siger Vi tror på Faderen, Sønnen og Helligånden, siger vi i virkeligheden, at vi har tillid til, at Gud ér gået bag vores ryg og har gennemskuet håbet om forløsning og har skabt en kommunikationskanal ved hjælp af og gennem Jesus Kristus, bagom alle vores egne evner. Trosbekendelsen går ikke ud på, at man skal overtage en religiøs forestilling, og tænke noget bestemt og censurere sine tanker. Den går ud på at udtrykke, at Jesus har forløst os. At Jesus har troet på Faderen og ene af alle har gjort hans vilje. Trosbekendelsens yderste konsekvens er afskaffelsen af menneskets religiøse trang til at nå Gud. Afskaffelsen af den tanke, at jeg må forestille mig et eller andet for at kunne nå eller få adgang til Gud. Men det er omvendt: det er Gud, der har nærmet sig os. Gud og mennesket er i overensstemmelse med hinanden. Når vi bekender vores kristne tro, er det en fejring, en festsang. Det er en glæde at vide, at intet afhænger af vores personlige egenskaber. Dåben er i Jesu navn, og dåben er en gave. Det må du ikke glemme. Når dæmonien forhindrer mennesket i at kunne forløse sig selv, er det glædeligt at vide, at intet afhænger af vores personlige evner. Angst er blevet en folkesygdom, men Kierkegaard opfordrer til at vi betragter angsten som en indikation på, at Gud er nær. Den, der griber angsten i tillid til Jesu liv og værk forstår sin angst som noget, der viser hvor man er i forhold til Guds frihed. Den er et svar eller en refleks på Guds kærlighed til mennesket, som skal leve i frihed og i evig samtale med Gud. Gud har etableret en ubrydelig forbindelse til mennesket, og overfor Gud har selv den stærkeste dæmoni ingen magt; det er Gud, der sætter sig igennem, den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. De kommer udefra. Gud har besluttet, at mennesket skal leve i frihed, Han har sendt sin Søn for at fjerne forhindringerne. I Hans navn er vi døbt, i Hans navn har vi fået rollen som Guds børn, der pludselig kan se verden, hinanden og sig selv som Guds. Renere end ved dåben kan man ikke blive Al yderligere dæmonuddrivelse er vantro. Amen! 5