Joachim Dahl fortel om si tid som læredreng og gesell på Bryggen

Transkript

1 Joachim Dahl fortel om si tid som læredreng og gesell på Bryggen En Beretning Hr. Christian Koren Wiberg. Kjære Ven! Fra Gut af færdedes jeg meget paa Tyskebryggen især i Dramshusen, hvor gamle Mdm: von Tangen eiede Stue, der den Gang bestyredes af hendes Sønner Jahn Lyder og Christoffer. Mine Forældre boede i Nærheden af Md: von Tangen og min Moder afslog mangen Passiar med hende, og jeg gik meget i Huset og udførte mange smaa Erinder, især ud til Stuen, hvor jeg havde den Fortrinsret fremfor andre Gutter at kunne tage mig en Fisk naar jeg havde Lyst dertil. Ved at færdes ofte blandt Folkene paa Bryggen fi k jeg tidlig et Indblik i de kontorske Forholde, og dertil bidrog ikke lidet min Moder, da hendes Ønske var, at naar jeg blev voksen skulde jeg komme paa Bryggen, fordi hendes Fader havde været Gesel, nemlig: Arnoldus de Fine, der tog Geselexamen i 1778, hvorved han erholdt Titel af Spandertgesel og fi k Ret at gaa med Trøie, der havde to smaa Skjøder bag, der ikke maatte række ned længere end til Rumpen med Respekt at melde. Baade min Moder og hendes Broder Joachim Leipzyn de Fine, der havde lært som Bødker og senere arbeidet paa Bryggen som saadan og Dixelmand, og det var ikke lidet at være disse to Ting i de Dage, de fortalte mig mange Historier fra sin Ungdom om Tyskebryggen, dens mange Skikker og Forlystelser. Naar en Gut blev antaget som Byløber (Biløber) maatte han spandere paa Drengene og de faste Arbeidsfolk paa den Stuen han blev ansat, og det bestod i en Flaske Brændevin, nogle Skilling i Tommel-kringler, lidt Spekkekjød eller spekket Røgesild, og naar han saa skulde paabegynde sit første Arbeide foruden at gaa Erinder, var det almindeligst at rense Nakker, og da var det atter at spendere en Flaske Brændevin paa Sporebrættet (1). Hvis han ikke vilde spandere, kunde han aldrig blive duelig Mand og han blev derfor ofte slaaet af de andre Drenger, naar de syntes at han ikke udførte sit Arbeide til deres Tilfredshed, men havde han derimod spanderet, saa skaanede de ham for Bank. Naar han saa avang-serte til Dreng, skulde der atter Spandering til. Avangseringen foregik for det meste paa Mikkelsdag. Paa Mikkelsafter maatte Gaarden og Bryggen vaskes (spules), og Baaskassen (Skarnkisten), der havde sin Plads paa Bryggen ovenfor Skuret (2), tømmes og udføres paa Barlastpladsen ved Rothaugen eller ved vestre Side af Nordnæspynten. Dette var fælles Arbeide for samtlige Stuer (Handelseiendomme) i Gaarden, og i de Gaarde hvor der var mange Stuer, blev af Buherrens (3) Gesel udkommanderet en Mand fra hver Stue under Kommando af en Skudendreng (4), som de måtte lystre, hvis ikke saa vankede der Bank. Men i mindre Gaarde udkommanderedes der to eller tre af hver Stue. Var der blandt Drengene en, der ei havde været med før at udføre Skarnekisten, saa skulde han paa denne Dag slaaes til Ridder. Denne Ridderslaaen blev høitidelig udført af den høistbefalende Skudendreng, naar Baasset var udkastet, og Skuden (5) spulet, og det foregik saaledes: Skudendrengen valgte sig den største og stærkeste Birkeskuffel og med denne paa Skulderen befalede han at den nye Ridder skulde puttes i Øsrummet af Skuden og en Mand Vagt over ham, og derfra maatte han tage frem den Traktemang han for sin Regning havde medbragt. Hvis denne var rigelig, blev Ridderslagene lem-fældige, men var den knap, blev Slagene haardere. Saa blev de andre, der var blevne Riddere før, plasserede midt i Skuden, hvor de af den befalende fi k hver sin Dram eller to med et Skjæmtord til Traktemangen. Hvis den nye Ridder vilde se op af Øsrummet hvad der foregik, fi k han et Slag i Skallen af den vagthavende med en Skuffel. Naar saa dette var udført, blev den nye Ridder optrukket af Øsrummet og ledet hen til Midt-bitten (6) i Skuden, hvor han maatte lægge sit Hoved paa Bitten og sætte sin Bagdel ud. Nu fi k han af høistbefalende med den stærke Birkeskuffel saa mange Slag som

2 Ridder-talen indeholdt viktige Ord. Da jeg i 1847 blev slaaet til Ridder var vi den Dag tre Stykker af Solegaarden, der fi k Ridderslaget. Jeg var Nr. 1, og da jeg havde behørig Traktemang med mig fi k jeg lemfældige Slag. Det første Slag kom med barsk Ordlyd av befalende og var:»ridder for min Haand«! Ved 2det Ridderslag:»Ridder for Kong Oscar den første!«tredie:»ridder for Det tyske Kontor!«Fjerde:»Solegaardens Løber skal du hede!«femte:»og det skal dit Navn være med Hæder og Ære!«Derpaa tog høistbefalende Brænde-vinsfl asken og skjænket sig en Dram og gratulerede mig. Dertil maatte jeg tage mit medhavende Spegekjød, Kringler og et Æg at byde ham og takke ham for Ridderslagene, jeg havde faaet; omend de var mig lemfældige meddelte, saa følte jeg at det gjorde mig ondt i min Bagdel. Saa gik den samme Traktemang rundt til de andre av Personalet, men ikke til de to, der sad i Øsrummet og ventede paa at Turen skulde komme til dem. Dernæst blev Nr. 2 fremtrukket paa en mindre lempelig Maade, og det samme gjentog sig, som med mig, under Ridderslagene; dog fi k han mere kraftige Slag, da han havde mindre Traktemang at byde. Han fi k til Økenavn, som det hed, Revelsgaardens Kringle-vrier, thi han havde været i Bagerlære. Dernæst kom Turen til Nr. 3, en seig Sønd-fjording. Han viste sig lidt gjenstridig, og Guderne skal vide han blev ikke naadig behandlet, især da han havde det knappeste Traktemang med sig. Han fi k Øgenavnet Solegaardens Kuræv. Nu da al Traktemanget var begyndt at gjøre sin Virkning paa samtlige, skulde der danses i Skuden. En af Drengene havde medtaget sin Redekam og et Stykke papir, som han lagde om Kammens Tinder, og derigjennem sang han en Vals, og saa bar det afsted i Svingom, halvt fulde som de var, for der havde været meget drukket før man reiste ud med Skuden. Thi det var gammel Skik, naar Gaarden (7) blev spult, at for hver Stue man kom til, skulde der gaaes op for at faa en Dram (tre paa Pæglen); og da der var otte Stuer i Revels- og Solegaarden, som var fælles (8), saa blev det en ordentlig Forladning man havde inde før Ridderslagene foregik. Da der saa skulde reises hjem igjen var der et Leven under Roningen med Sang og Skraal. En av Drengene klædte sig i Adams Skikkelse og stillede sig fremst paa Skudeplitten som Galeonsfi gur. Det kan tænkes hvad Opsigt dette gjorde, idet vi kom roende indad Vaagen, men nogen Tiltale blev der ikke gjort af Vedkommende; der blev blot leet af det og sagt:»nei, se de halvgale Garpedrenger!«Søndfjordingen, der var bleven slaaet til Ridder, beklagede sig for sin Husbonde bagefter og sagde at han var bleven kaldet Kuræv og var klein af Slagene og dertil blaa i Enden, hvorfor han fi k sit Navn forandret til Solegaardens Blaaræv. Den næste Spandering for de nye Drenge var paa Fiskesorterbrættet. Naar saa Sildefi sket begyndte saa var det»paa Dixelen«for at blive en duelig Dixelmand. Om Vaaren, naar Hampebindingen foregik, var det»hampekammen«han skulde hente. Det var en liden Tortur for dem som ikke paa Forhaand kjendte til, hvad det var. Jeg som var vel underrettet af min Morbroder, vidste hvorledes jeg skulde stelle mig, naar jeg af min Gesel blev befalet at hente Hampekammen. Jeg havde alt tillavet nede i en af Boderne, jeg gik efter hans Ordre, og da jeg kom op Trappen til Ytrestuen, hvor Hampebindingen foregik, pustede og stønnede jeg saa frygtelig som det gjaldt mit Liv (9). Da jeg saa kom til Døren gav jeg paa Sprang til Ytrestuebordet og satte fra mig en Flaske Brændevin, Spegekjød og Kringler. Nu blev der Morro, og jeg blev nævnt som en Fandens spikkoleret Rakker, og nu skulde jeg se, at de skulde lære mig til at blive en dygtig Hampebinder. Saa kom den sidste Spandering som Dreng, naar man skulde reise til Eidsvaag eller til Møllen-

3 dalsmøllen for at male Læstegods (Byg og Rug til Mel), der skulde bruges i Stævnen at levere Nordlændingerne. Uagtet man her maatte arbeide baade Dag og Nat, havde vi det godt, man blev fra Husbonden udrustet baade med spisende og drikkende at gode Sager og dertil Penge (Læstepenge). Melet blev pakket i store 8 Baands Furu-tønder og disse var forsvarlig tunge; ti i hver Tønde skulde der være 4 Vaager 2 Bp.d. Meel netto, og brutto 5 Vaager 16 Mk., og det hjalp ikke om Tønden som Tara var noksaa tung; dermed blev der mindre Meel end som nævnt. Alle disse og fl ere Skikke var bi-beholdt fra Tyskernes Tid. Min Moder og hendes Broder fortalte mig forskjellige Historier fra deres Barnetid, da de gik daglig paa Bryggen til deres Fader. I den Tid kogtes Maden til Folkene i Ild-husene i Gaardene, der spistes paa Ytrestuen med Gesellen som Vært, og han var tillige Proviantforvalter. I Ildhusene var ansat en Kok for hver Stue, og det var i Almindelighed en gammel Dreng, der ei længere deltog i tungere Gaardsarbeide. I Bredsgaarden var der en Kok som kaldtes Smørkokken, thi han havde engang stjaalet et stykke Smør og stukket det ind i sin høie Filthat. En av Gaardens Drenger havde seet det og straks meldt samme for Gesellen, der øieblikkelig begav sig til Ildhuset og tog Kokken bort til Ildstedet og gav ham der mange Befalinger til at gaa Erinder for sig, idet Gesellen skulde passe Kogningen. Kokken blev paa den Vis Opholdt saa længe med disse Ordrer, at Smøret omsider rendte nedover Kokkens Ansigt og Nakke. Sort var han før af Røg og med det opløste Smør rindende ned over sig maatte han mellem to tilkaldte Drenger under Gesellens Kommando gaa omkring paa Gaardens samtlige Stuer og vise sig for Stueeierne og Kontorpersonalet, derfra gjennem Gaarden til alle Gaardens Geseller og Folkene, hvorved han blev gjort til Skamme og Latter, og saa maatte han tilbake til Ildhuset, hvor han fi k ordentlig Bank af Gesellens Oksepeis. Dermed havde han ud-staaet sin Straf, og ingen af de andre Jungens hverken i Bredsgaarden eller over hele Bryggen turde for Eftertiden genere ham for hvad han havde gjort. Hans Straf var ikke saa meget for Tyveriet, men han blev mest straffet fordi han bar sig dumt ad som Tyv -- i den Tid vilde de have kloge Tyve. Med hensyn til Kostholdet paa Bryggen levede Folkene godt, god og kraftig Mad til-beredt af 1ste Sort Varer og altid Øl til Maden. I Tyskernes Tid og senere nedover til 1820 à 30 var Tyskekontoret forpligtet til at være Fisketorvets Sundhedspoliti; og det bestod i en Fiskeveier eller Vrager samt en Gesell; disse havde efter daglig Tour om Morgenen især at paasee at der paa Torvet ikke solgtes bedærvet Fisk og Sild, og dermed havde Bryggens Geseller Fortrinsret at tage de bedste Fiskevarer fremfor Byens andre Ind-vaanere. Om Høsten naar Slagtningen foregik paa Bryggen var det fede Dage for Folkene. Gesellerne kappedes om at faa kjøbt de fedeste og bedste Slagtekreaturer i Drifterne paa Haukeland (Søreslagtet) og i Haalen i Sandvigen (Nordreslagtet). Paa begge disse Steder var der Gjestgiversteder, og der var da ofte et Lorveleven mellem Gesellerne og Slagterne om de bedste Kreaturer og Priserne paa samme. Slagtningen foregik i Gaardene paa hver Stues Boder og paabegyndtes om Natten. Om Morgenen maatte de slagtede Kreaturer være ophængt med den fedeste og bedste fremst (Vinstuden kaldet), og Bodegulvet være rengjort; thi naar Dagen kom, indfandt Husbonden sig, Naboer av Gaarden, Familie og Venner for at se paa Slagtet og der afgive sin forskjellige Dom; og saa bar det paa Stuen for at faa en eller fl ere Slagtedrammer. Til Skaalen hørtes: Gratulere med Slagtet, spis med Smag, og god Hilse og Sundhed. Gesellen sørgede for Slagternes og Drengenes samt Arbeidsfolkenes Traktemang, og under Slagtningen var der Dram og Øl for hvert Kreatur, som blev afl ivet. Om Morgenen var det Kaffe og myge, varme Kavringer, der blev afhentet hos Bageren hos hvem de var bestilt Dagen forud. Konerne, som stod med Karret, som man kaldte det, maa ikke glemmes, thi disse gjorde ren Kreaturernes Indvold, rensket Tarmerne, tog al Talgen af, rengjorde Væmmene, afrev de saakaldte Kaluner, og disse rengjorte Tarmer og Væmmer blev saa brugte til Kjød- og Blodpølser. Naar det var første Aar at en ny Gesel skulde forestaa Slagtningen, maatte han slaa den største Stut og saa spandere. Om Eftermiddagen blev de slagtede Kreaturer nedtaget og sønderlemmet, saa blev der bragt til Stueeieren det Kjød, Tarmer og Kaluner, hvilke han havde bestemt til sin Husholdning. En Dreng eller to maatte nu i fl ere Dage, iført hvide Lærredsklæder og med hvide Tørklæder om Hovedet, hakke og banke Kjødmaden, der skulde bruges til Pølserne. Disse Drenge havde det godt under

4 dette Arbeide og fi k i Regelen være hjemme indtil Slagterbesøget (Slagter-Sod) for Familien og Venner var tilende. Saa var det Gesellen, hvis han var gift og havde Husholdning, da maatte der bringes til hans hjem en Bakpart af de slagtede Kreaturer, samt Blod- og Kjødpølser, naar disse var færdige. Det resterende af Slagtet blev tilbage i Gaarden, og deraf blev tillavet Sørsteker, røgede Bryststykker, Kjød-pølser, Blodpølser, Finker m. m., og Resten blev nedsaltet til Aarsforbruget til Folkene. Første Søndag efter Slagtningen fi k Folkene sit Slagtersod. Fra Mikkelsdag begyndte Schøtstuernes Opildning for Vragere, Fiskeveiere og Geseller, naar disse havde Tid paa Vinterdagene at tage sig en Passiar eller spille Kort. Det fornemste Spil var Styrvolt for 4 Mand, trekantet for tre, Femkort, Hundrede og ett, Rakker og Svartemas, og den der blev Svartemas fi k sig en Kulstribe i Panden. Om Morgenen fra Klokken 5 til det blev Dag og om Aftenen fra det blev mørkt til Kl. 10 var det Drengene, der havde Adgang til Schøtstuen, disse foretog sig af og til lidt Læsning, men for det meste var der Kortspil og forskjellige Leger, som for Eksempel at gaa efter Skillingen. Man sat en Skilling ind i Væggen i en af Tømmerets Sammensætninger, og den der skulde fi nde Skillingen blev først forsvarlig ombunden om Øinene og ledet midt paa Gulvet tre Ganger Rundt, og saa blev han sluppet og begyndte sin Søgen. Han fi k ikke Tilladelse til at bruge sine Hænder; thi han skulde fi nde Skillingen med Munden, og det syntes for de andre Tilstedeværende at være stor Morro, naar han stødte snart paa det ene og snart paa det andet. Det hændte, at han blev træt og opgav den hele Ledning uden at erholde Skillingen. Jeg var engang nærværende paa Schøtstuen i Bredsgaarden, hvor Skillingsspillet foregik, og det var i Hvad der dengang hændte maa berettes, selv om Legen dog tilsidst blev af en fysisk og pikant Façon; thi hvad der skrives om de svundne Dage maa bedømmes rettelig og sees paa med hine Tiders Blikke. Der var mange tilstede i Schøt-stuen af Drenge og Geseller, og spillet blev begyndt. Da han med Bind for Øinene søkte efter Skillingen med sin Mund langs Væggen, tog en af Drengene mcd Respekt at melde og løste sine Bukser ned, steg saa stille op paa Bænken ved Langvæggen, blottede sin Bagdel og stillet den foran Søgeren. Da raabte der, som søgte.»eg kjender deg nok, Jan Christoffer, gaa væk med Flødefjæset dit!«men dette foraarsagede stor Spektakkel i Stuen og Munterhed blandt de Tilstedeværende, hvorfor Søkeren straks rev Bindet fra Øinene, og da han opdagede alt andet end den tykke Jan Christoffers Kinder, blev han tordnende gal og vilde banke Udøveren. Denne maatte fl ygte med Bukserne nedom sig ud af Schøtstuen og turde ikke viser sig mere denne Aften, men senere skal han have faaet sin Bekomst. Spillet Skorstensfeier (10) eller gaa i Tønden var der faa som udførte, thi det maatte være Folk der var myge, af en tynd Skabelon og dertil sterke. Man tog Bundene af en Tønde og lagde den ned paa Gulvet uden Afstøtning, og herigjennem skulde den, der spillede, passere med Bagen først. Naar saa angjældende begyndte at trænge sig igjennem, begyndte Tønden strax at slingre og rulle, og han kunde arbeide slig at Sveden rendte af ham. Engang paa Dramshus Schøtstuen satte der en sig fast inde i Tønden, man sled i ham og halede fra begge Ender, medens andre holdt i Tønden, men han havde arbeidet sig saa fast, at Tønden maatte slaaes i Staver. Mange andre Spil, som jeg ikke vil nævne paa Grund af deres mindre tækkelige Natur, brugtes blandt Kontorets Geseller og Drenge. Spillene hørte til de kjærkomne Afvekslinger i det daglige Arbeide, som især var strengt i Stevnens Tider. Naar Fisken kappedes begyndte man gjerne kl. 5 om Morgenen og saa holdt man paa til 8 om Kvelden, hvilket blev 12 timers Arbeidsdag, naar Spisetid fradrages. Hver Dreng havde sin Uge til at passe Schøtsningsstuens Ovn, Lys og Varme, og da var han Schøtstuknegt, og enhver maatte lystre ham. Om Morgenen allerede Kl. 4 var det hans Pligt at gaa til Schøtstuen og lægge i Ovnen og saa forblive der til det dagedes og Gesellerne kom; og likeledes maatte han, naar det blev mørkt om Aftenen, indfi nde sig og forblive der til Kl. 10 Aften. Thi da kom Bryggens Vægter med sin Skrelle, som han begyndte at ramle med nede i Gaarden til Varsel om at nu skulde der lukkes, og enhver skulde gaa paa sin Kleve. Men desværre de gik ikke alle paa Kleven men derimot listede de sig ud i Byen, hvor de oftest ved Spetakkel var Vægterne til Plage, eller de besøgte Pigerne, og da hændte det at de ikke kom paa Kleven før langt ud paa

5 Natten. Det var strengeligen forbudt at være borte fra Kleven eller Sovestuen efter Kl. 10 Aften, undtagen naar Arbeide om Natten paafordredes, og da især Skruningen (11) af Smaa-fi sken, helst paa de større Handelsstuer. Min Morbroder fortalte at hans Far var ude hver anden Nat under Skruningen, og der arbeidedes af 16 Mand hver Nat. Skudedrengen maatte udføre Gesellens Arbeide den Nat han var fri. Likedan gik det i Sildefi sketiden under Sildesaltningen. Var ikke Nakkerne renskede til henimod Jul, maatte Drengene sidde ved Sporebrettet og renske fra Kl. 5 Morgen til det blev Dag, og derefter var det at gaa til andet Arbeide, men om Aftenen var de fri. Schøtningstuerne var baade en god og nyttig Indredning for Drengene og de ugifte Geseller, der var tvungne til at ligge paa Kleverne, hvor de ikke havde Tilladelse til at bruge Lys. Naar deres Klær og Strømper vare blevne vaade om Dagene, saa var det at gaa paa Schøtstuen med disse og hænge dem op til Tørring til den næste Dag. Her stopte de selv sine Strømper og lappede sine Klæder og Sko, og for dem som hadde Lyst til Læsning, Skrivning og Regning var der god Anledning at øve sig. Om Vaaren i Vedstevnen maatte Buherrens Gesel indkjøbe Brændsel til Schøtningstuen for Gaardens Stueeieres fælles Regning, og hver Lørdags Aften maatte hver Dreng have med sig til Belysningen i Kronen et Lys af Størrelse 3 paa Marken, som han fi k udleveret af sin Gesel, ligesom Kjøbmanden leverede Lys til Gesellen (12). Danseforlystelser fi k Drengene og Gesellerne Tilladelse til at afholde to Gange om Vinteren, i Julen og i Fasten, men ikke længere end til Kl. 1 eller 2 om Natten, og da var der Liv og Morro. Der blev blandt dem valgt en Formand og to Medhjælpere, der forestod al Ordningen, medens Bekostningen blev dækket af samtlige Deltagere, understøttet af Husbondene. Andre Drenge og Geseller fra Bryggen, der ikke hørte til den Schøtstue, hvor Ballet holdtes, fi k Lov at deltage mod at betale i Lighed med de som havde Retten. Oldermanden og Bisidderne for Det tyske Kontor inspekserede Danseforlystelsen, som begyndte naar det blev mørkt om Aftenen. Enhver af Drengene og de ugifte Geseller fremmødte med sine Damer, som de havde inviteret. Traktemangen til Damerne var ikke saa høitravende i de Dage, den bestod i Kaffe, paasmurte Løse-brød og Strømper med Paalæg af opskaaret salt Kjød, hollandsk Ost og god Gammelost, og dertil fransk Dram eller Mjød. Til at bide i som det hed, brugtes i Julen Julebrød og i Fasten Hedevægger, Kager brugtes derimot ikke i de Dager, men Herrene hadde hver for sig provianteret sig for at byde sine respektive Damer Skofl ikker, Halvmaaner med Blomme i Midten samt Sukkerkandis, som de puttet i Munden paa sin Dame under Dansen. Herrerne nød Øl og Brændevin med ovennævnte Smørrebrød til. Musikken bestod i Violin, Klarinet, Fløite og af og til Tromme, og man morrede sig saa godt paa disse Bal at der ofte trængte sig ind ugifte Skriverkarle fra Bryggen. Det gik noksaa ordentlig til, Kontrollen var ulastelig, og man fornam ingen Usædelighed blandt Deltagerne, thi de satte Pris paa, at de bagefter fra sine foresatte blev rost fordi det gik fredeligt til; thi udenfor disse Bal (13) eksisterede ofte Næveslag og Slagsmaal blandt Drengene. Men saa var ikke Gesellen sen med Tampen og skildte dem ad. I Tyskernes Tid fordredes der streng Disiplin blandt Folkene, hvilket bibeholdtes ned igjennem Norsketiden. Hver Søndagseftermiddag Kl. 4 maatte saavel Gesellerne som Drengene samt de faste Arbeidere fremmøde. Naar saa Stueeierne og Husbonder gik nedenunder Skuret og passiarede, maatte Gesellerne staa i Gaardskleven eller Ind-gangen til Gaarden og de maatte ikke gaa ned paa Bryggen førend de blev kaldt dertil. Skudendrengene, som kom næst efter Gesellerne i Graderne, maatte holde sig oppe paa første Sval af Sjøstuen, de øvrige Drenger holdt sig oppe paa de øverste Svaler. Dette Søndagsmøde eller Paraden tjente til at enhver fi k sin Ordre til Mandagen. Naar saa Kjøbmændene gik fra Skuret efter at have givet deres Geseller de nødvendige Ordre, gik Gesellerne nedenunder Skuret. Skudendrengene gik i Gaardkleven, hvor Gesellerne havde staaet, og Drengene gik ned paa Sjøstuens første Sval, Skudendrengenes Plads. Denne Parade varede en Time eller to, og saa gik enhver hvor de lystede, og man ser heraf at de haandhævede Rangsforskjellen. Fiskeveiere, Tran- og Sildevragere var til samme Tid fremmødte paa Gaarden Leppens Brygge, om der var nogen der vilde tale med dem.

6 Naar en Gesel eller Skudendreng vilde tage sin Examen for at blive Spandertgesel og have Ret at gaa med Rumpekjole, havde han at melde sig derom til Tyskekontorets Oldermand, for hvem han maatte vise sine Attester fra de Husbonder han havde haft Tje-neste hos, de skulde bevise hans Dygtighed og Orden samt Opførsel i det hele taget. Var disse tilfredsstillende, saa bestemte Oldermanden Tiden, naar han skulde afl ægge sin Prøve for Bedømmelseskomiteen, der bestod af Oldermanden, Bisidderne, en Fiskeveier, en Tranvrager, en Sildevrager og tvende Spendertgeseller. Eksaminen foregik paa den saakaldte Kjøbmandsstue (Vinkjelder), hvor en Deel af alle Sorter Varer var henlagt i en Bod. Først begyndtes med Fisk, hvor Fiskeveieren var Censor, og her maatte Kan-didaten gjøre Rede for al Behandling af Fiskevarer, Sortemang af samme og til hvilke Steder de forskjellige Fiskesorter bleve afskibede. Her gjaldt det hans Færdighed saavel i at haandtere Fisken som og forklare sig mundtlig i alt og alle ham forelagte Spørgsmaal. Dernæst maatte han under Tranvrageren om Tranens Behandling paa alle Maader, og saa under Sildevrageren om Rogn og Sild, og videre fremdeles under begge Spandertge-sellerne om Rug, Byg, Mel, Salt, Kolonialvarer, Manufakturvarer, Hamp, Taugverk m. m., som leveredes til Nordlændingerne. Der maatte forklares om al Arbeidsmaade med alle Slags Varer. Saa kom Turen for Oldermandskabet i det skriftlige, men det var ikke saa vidtløftigt. Naar han kunde skrive en nogenlunde god Haandskrift og regne paa en Maade de 4 Species i ubenævnte og benævnte Tal samt lidt Brøk, saa passerte det. Fik han efter Examen Karakteren Antagelig, blev hans Navn, Faderens Navn, Fødselsaar og Fødested, samt hvor lang Tid han havde været Dreng paa Tyske-kontoret, indført i Oldermandskabets Protokol. Examensdagen var i Regelen paa en Lørdag, og nu var det at fremkomme med sin Spandering paa de tilstedeværende Eksaminatorer, Veiere, Vragere og Spandert-geseller, hvilket fandt Sted i Kjøbmandsstuen i Kjøbmændenes Skjænkestue. Søndags-morgen Kl. 9 maatte han, der havde erholdt Eksamen, fremmøde paa Kjøbmandsstuen for med Oldermanden og begge Bisidderne at gaa i Tyskekirken for at overvære Guds-tjenesten som Spandertgesel, uagtet han ofte ikke kunde tale eller forstaa Tysk. Fra Kirken blev han ledsaget tilbage til Kjøbmandsstuen, hvor han i den store Sal maatte traktere Oldermandskabet, af hvem han der fi k sit Testimonium som Spandertgesel. Han var nu iført sin nye Rumpekjole. Kl. 5 om Eftermiddagen indfant Vragere, Fiske-veiere, Geseller og Skudendrenge sig paa den Stue, hvor den Spanderende havde Sin Plads for at gratulere ham paa Ytrestuen, og da blev der en ordentlig Spandering av -- det kostede i det hele alt i alt for ham omkring Spdr., eller 360 Kroner, og det var mange Penger i den Tid. Gadebelysningen paa Bryggen maatte alle Sjøstue Eiere bekoste, en Tranlygte for hver Sjøstue, og de to ansatte Vægtere, der blev afl ønnet af Oldermandskabet, passede Lygterne, for hvilke de havde 1 Spd. for Aaret af hver Sjøstueeier. Tyskekontoret havde baade hos de Hansestædiske og sidenhen sit eget Brandvæsen og Sprøite. Under Ilde-brandstilfælder maatte enhver paa Bryggen værende Gesel og Dreng fremmøde for at gjøre Tjeneste. I Tysketiden og nedigjennem norske Tiden var der Natvagt paa Bryggen, bestaaende af en Gesel og 8 Drenger, der efter ombytte blandt Bryggens Tjenerskab maatte gjøre befalet Tjeneste. Min Moder fortalte mig, at hendes Fader var valgt Vagt-mester i fl ere Aar og maatte fordele og inspeksere Vagterne, og han var tillige komman-derende Underbefalingsmand ved den kontorske Sprøite. Under Storebranden, som den kaldtes, da Nykirken brændte, blev han Invalid og sengeliggende i 7 aar. I alle disse Aar maatte min Moder, som var hans ældste Barn, fremmøde paa Kjøbmandsstuen hos Older-manden hver Lørdag, hvor hun fi k 8 Skilling fra hver Stueeier og 4 Skilling af Hus-bonden til hans og hans Families Ophold, ligesom han hver Mikkelsdag, naar Gesellerne fi k deres Aarsopgjør, erholdt noget af dem. Da jeg i 1847 tog Tjeneste paa Bryggen var der endnu nogle tyskfødte af Bryggens Personale, ligesom der var tyske Vragere, som tidligere havde været Geseller. Paa samme Stue som jeg fi k Ansættelse levede en gammel tysk Ungkarl som Dreng, og hans Til-holdssted havde i mange Aar været paa Kleven. Han vidste ikke sin Alder eller Føde-sted, kunde ikke tale skikkelig tysk eller norsk, men han fortalte alligevel mangeslags Historier fra Fortiden paa Bryggen, da Dren-

7 gene havde sin egen Skjænkestue paa Vin-kjelderen. Han havde talt med mange, som personlig kjendte baade Sekretær Winckel-mann og Achtzener Rosentræder samt Sekretær Schuckmann, der var den sidste. Han var en hidsig og opfarende Natur og hans kjæreste Eiendom var en tysk Bibel, som han sad og saa i hver Søndag; thi jeg tror ikke han længere kunde læse. Engang jeg havde taget hans Bibel og læste litt i den, kom han over mig og sagde rasende: Den Gutten-jonge wat will hei met mine dyske Pipel! Vi kaldte ham Moses og vidste intet andet Navn. Saa var der en Gesel, der hed Johan Gaup, og han paastod at han nedstammede fra adelig Slægt og var i Familie med davæ-rende Kong Wilhelm av Preussen. Han var i Besiddelse af gode Talegaver og kunde godt norsk. Paa Schøtningstuen var han ofte en morsom og fornøielig Fortæller, havde adskillige Kundskaber, men ved sine Foredrag var han ikke saa nøie paa det at krydre det med en paatagelig Løgn, som han i sin Begeistring sikkerlig selv troede paa som Sandhed. Ja, han kunde faa Til-hørerne i fuld Munteration. Der lever end-nu saavidt jeg ved en Hannoveraner, der har tjent paa Bryggen, hvor han gik under Navnet Hinrich Tysk, han skal nu være paa Arbeidsanstalten til Forpleining. I sine yngre Dage var Hinrich en duelig og om-gjengelig samt munter Mand. Jeg kan erin-dre, at han engang, da han var fi skefurer kom op paa Stuen til Kjøbmand Frich i Solegaarden for at faa den reglementerede Dram som Skik og Brug var i de Dage. Frich havde anskaffet sig et ganske lidet Drammeglas istedet for det almindelige store til 3 paa Peglen, fordi Frich syntes der gik formeget til. Da Hinrich saa det smaa Glasset sagde han:»aa, I har vel ikke en Ende Sjømandsgaren at forære mig!hvad skal du med det«, sagde Frich»Aa, eg skal binde det om Glasset, for eg er bange for at Glasset skal gaa ned med Drammen«. Han fi k ikke Garnet, men idet han modtok Glasset slap han det paa Gulvet med dets Indhold:»Aa, der gik det, og det var Synd for Dram-men«.»Gesel«, sagde Frich,»skjænk hele Peglemaalet fuldt og lad ham saa gaa«.»tak«, sagde Hinrich»Velgaaendes, dette var en Kronsup, som kan bage en Skjælm indvortes. Tak for meg, og Slid med Hilsen med det nye Glas«. Hinrich var en munter Mand. Selv den sære Frich maatte le av ham. Jeg faar hermed slutte. Hvad jeg har skrevet er desværre mangelfuldt i mange Henseender. Jeg beder om Overbærelse ved Bedømmelsen. Venligst din forbundne og hengivne Joachim Dahl. Noter: 1. Nakker og spor eller de ytterste ender av stokkfi sken ved hode og hale avhuggedes eller»kappedes«, når fi sken var kommen i bodene. Nakkene som solgtes til lutenakker, og sporene som gikk til kreaturfor, blev omkring juletider renset på et stort brett, hvilende på tønder eller stropper. 2. Skur, schur, kaltes de små trehytter, som stod på trebryggenes kant til Vågen i nærheten av vippen eller vippebommen. Skurene var Bryggens priveter. De hadde ofte ark med vinde til opheising av varer fra båt tii bryggen. 3. Såvel under Hansakontoret som under Det norske kontor og inntil våre dager valgtes der årlig en buherre i hver gård blant kjøbmennene. Han representerte gården, hadde opsyn med felles-eiendommene og fellesregnskapet og var præses ved naboenes møter. 4. Bryggens drenge deltes i 3 klasser. Nest gesellen kom skutedrengen, deretter stuedrengene og biløperne, -- de Schutenjongens, Stavenjongens og Bilopers. 5. Skuter, schutens, kaltes Bryggens store prammer. Efter størrelsen tok de fra 50 til 150 tønner. De var klinkbygget og hadde for og akter et ganske litet halvdekk (plit), rummet under plittene kaltes øsrummet. 6. Den store bjelke som omtrent midtskibs går over det åpne skuterum og som svarer til det bånd, hvorpå midttoften hviler i en almindelig båt. 7. her = veiten. 8. hadde felles veite. 9. Ved hampebindingen benyttedes en ganske liten trekam. Når gesellen sendte den nye dreng, som aldrig hadde sett en kam, for at hente den hos en annen gesell på nabostuen fi kk drengen

8 med sig efter avtale mellem gesellene en tillukket sekk, hvori der var lodder og sten, så tung at drengen nesten ikke kunde greie å bære den tilbake til sin stue. 10. Spillet nevnes allerede i Svensgårdens nabobok av I motsetning til den almindelige rundfi sk, som kom i 2. stevne og som blev ladet direkte i skibsrummet, blev den såkalte småfi sk, som kom om våren, skrudd i fater eller bunter. Skruene bestod av svære treblokker, som løp på skruestenger. Senere benyttedes jernskruer. Under sitt bergensbesøk i 1599 var Kong Christian den 4. med og skrudde i Revelsgården. N. Mg. II Denne skikk må være meget gammel på Kontoret. Allerede i 1529 fi nner vi den nevnt i Jacobsfjordens og Bellgårdens»Gartenreckt«, hvor det heter, punkt 17 (Van Karssen up de Krone tho setten):»fremdeles er bestemt ved Overenskomst mellem samtlige Naboer--«osv.»som det har været fra gammel Tid, at enhver Maschupbroder skal sætte sit Lys i Kronerne«osv. 13. Selskaper i Schøtstuen med dans og musikk og innviterte piker nevnes i Jacobsfjordens gesellbok, år 1620, 25. mai. Skikken er altså gammel. Det heter at man fornøiet sig med cithar, luth og unge piker:»und sindt in den Schutstauen utgedruncken (øllet nemlig) vunde sindt lustich vund frølich dar By gewesen mit Sitzsteren vund Lutter vunde Junge fruen«. Joachim Dahl, En Beretning i Gesellstanden og Geseller i Bergen, Christian Koren Wiberg, Det Hanseatiske Museums Skrifter Nr. 14, Bergen 1945, s