Midfaste s B. Johs 6,24-35 Salmer: For et par uge siden var hele den danske restaurationsbranche på den anden ende.

Transkript

1 Midfaste s B. Johs 6,24-35 Salmer: For et par uge siden var hele den danske restaurationsbranche på den anden ende. Anledningen var, -som I nok kan huske- uddelingen af Michelin-stjerner. Omtalen var stor i alle medier. Michelin-stjerner er den vigtigste anerkendelse, en restaurant kan opnå, fik vi fortalt igen og igen. Kun få danske restauranter har en sådan udmærkelse. Spekulationerne gik så på, om der blev uddelt flere stjerner, og ydermere om, de der allerede havde en, fik lov til at beholde den eller måske kunne få en ekstra. Der blev i pressen nærmest talt ned til det magiske øjeblik, en formiddag kl. 10. Og ejerne af de fine restauranter ventede med tilbageholdt åndedræt, og med champagne-flasker på køl. Den fik ikke for lidt. Og selvfølgelig var der livetransmission i radioen fra nogle af restauranterne, og man kunne så høre interviews med glade eller skuffede mesterkokke. Jo, jo. Det var verdensnyheder. Alt andet kom i anden række den formiddag. 1

2 Nu skal man jo respektere, at det betyder ganske meget for en restaurants forretning, om man er så heldig og så dygtig, at man får en eller flere af de eftertragtede michelin-stjerner. Men man kan vel godt tillade sig at undre sig over, at det kan fylde så meget i pressen. Også når man betænker, hvor få af os, der har penge til at spise på de meget fine og meget dyre michelinrestauranter. Men nu er det jo ikke kun michelin-stjerner, der fylder. I det hele taget fylder mad rigtig meget. Hvor mange madprogrammer er der ikke i tv. Ja, flere hver evig eneste dag. Fra morgentv til aftentv. Fra brødrene Price til Mette Blomsterberg. Der er mange tv-timer om mad, og der må jo være tv-seere til det, ellers blev det ikke sendt. Og ser man på bogsalget, så er der også her den ene nye kogebog efter den anden på salgslisten. Skriv en populær kogebog, så kan du tjene mange penge. Jo. Og så kan man jo igen undre sig. Hvordan kan det være at vi har tid til at se de mange madprogrammer, - ja hvad mere er, -hvordan kan det være, vi har tid til at 2

3 lave alt det smarte mad, og hvorfor er det nødvendigt? Nu er jeg jo langt fra mesterkok. Det ved de fleste af jer. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at mad er blevet så vigtigt i vores tid. Og når man har gæster, -ja så skal det være 3 retter, dyre ingredienser og dyr vin. Og det tager tid, rigtig meget tid. Hvorfor er man ikke sammen bare for at være sammen? Nej, man er åbenbart lige så meget kommet sammen for at få rigtig meget god og dyr mad. Men er det sådan, vi vil det, - eller følger vi bare nogle trends, eller fordi vi tror at det skal være sådan. Hvad så når det bliver en belastning. Tidsmæssigt, -økonomisk. I dagens evangelium handler det også om mad, - handler om brød. Forud for det, jeg læste, har disciplene og Jesus været ovre på den anden side af Genezareth sø. Derovre gør Jesus det under, at han mætter 5000 mennesker ud af et barns madpakke. Han får mirakuløst de 5 brød og to fisk til at være rigelig mad til Da Jesus så fornemmer, at folkeskaren vil udnævne ham til konge, forsvinder han væk fra 3

4 mængden. Menneskeskaren leder da efter Jesus, og finder ham til sidst, og spørger: Rabbi, hvornår er du kommer hertil? Jesus svarer ikke på deres spørgsmål, men siger irettesættende til dem: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Sagt med andre ord, - menneskemængden tænkte, at med Jesus som konge, så var alle bekymringer og usikkerhed forsvundet som dug for solen. Jesus kunne mætte tusinder af intet, forvandle vand til vin. Han kunne helbrede, han kunne opvække fra de døde, og han krævede ligesom ingenting retur. Hvor ville livet være lettere med Jesus som konge. Så kunne man jo i realiteten læne sig tilbage og bare lade alle goderne tilflyde sig. De, der havde oplevet brødunderet, -de kom til at tænke på fortællingerne om manna fra himlen. Hvordan Gud lod det regne ned fra himlen med brød derude i ørkenen, og Gud gjorde mere end det. Han gav han dem også kød at spise, -dejligt vagtelkød i store mængder. De skulle blot samle det op. Og det kom hver dag. De 4

5 skulle ikke arbejde, blot samle op. Men det var jo ikke for at ændre den skabelsens orden, at mennesker skal arbejde for føden. Manna fra himlen var midlertidigt, en hjælp i ørkenen. Men ikke et skifte, ikke en ændring af menneskets grundvilkår. På samme måde med brødunderet, som Jesus udfører. At Jesus mættede de 5000 var et tegn, -ikke noget de skulle regne med, ikke noget der skulle pege på, at de ikke behøvede at gøre en indsats selv. Arbejd ikke for den mad, der forgår, men for den mad, som består til evig tid, siger Jesus. Og den mad der forgår, det er alt det, som vi omgiver os med, -mad udover det der er nødvendigt, -og det er alle de andre goder, - rigdomme, magt og anseelse, som vi desværre ellers er så optaget af. Det er ikke det ydre, vi skal have fokus på. Det er det, der forgår. Det mad der ikke forgår, -det mad der består til evig tid, -det er troen på Gud, -kærligheden fra Gud og kærligheden til vores næste. Det er maden der ikke forgår, -det er maden der skaber evig glæde og ikke kun den umiddelbare 5

6 mæthed og glæde. Og lige en pudsig lille krølle med det med mannaen i ørkenen. Det regnede fra himlen med manna i ørkenen hver dag undtagen på sabbatten, på hviledagen. Dvs. fredag skulle israelitterne samle til to dage. Men samlede de på de andre dage mere end det fornødne til én dag, så blev det dårligt, blev uspiseligt. Israelitterne skulle lære at stole på Gud, men de skulle også lære ikke at samle til overflod. For samlede de mere end det, der var nødvendigt, så blev det til ingenting. Det er midfaste søndag i dag. Vi er midt i fasten. De 40 dage fra fastelavnssøndag og frem til skærtorsdag. Faste er efter profetens Esajas ord ikke, at vi skal spæge vores legeme eller hænge med hovedet og synes om os selv at vi er så og så gode, fordi vi faster. Nej, faste efter Guds ønske er, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, og at du har klæder til den nøgne. Det er faste efter Guds hjerte, - at vi tænker på ikke at skrabe og samle til egen overflod, men giver til dem, der mangler. 6

7 Og så for at vende tilbage til mine indledende ord om mad - den fine mad, -vores optagethed at den fine dyre mad. Når fastetiden bør være en tid, hvor vi tænker på dem, hvor faste ikke er et valg men et dagligt vilkår, fordi man simpelthen ikke har det allermest basale. Så er det en tanke værd, at vi her i de rige lande gør så stort indhug i jordens knappe ressourcer gennem vores jagt efter god og lækker mad, efter alle statussymbolerne. Det gør, så vi bruger langt mere af ressourcerne, end vi burde. Der er 7,2 milliarder mennesker på denne klode. 7,2 milliarder, og der bliver flere og flere. Men hvis man tænkte, at alle 7,2 milliarder skulle have de samme goder, som vi har, -den samme mad, de samme statussymboler som bil, hus osv. osv. Hvis det skulle være retfærdigt delt. Alle op på vores niveau. Så ville denne jordklode bukke fuldstændig under. Så ville vi opbruge ressourcerne med en frygtlige hast. Og med hvad ret kan vi hævde, at vi skulle have mere end andre? Men hvad ret skulle vi kunne tage en større del 7

8 af verdens begrænsede ressourcer end en inder, afrikaner eller kineser. Michelin-restauranter eller McDonald, -jeg kan godt li god mad og et godt stykke kød, -men man skal ikke glemme Guds natur, og som man kan læse det: Køer og svin forurener mere end biler, og som man kan læse videre: Kødbranchen producerer 18 procent flere skadelige drivhusgasser end transportsektoren. Opdræt af svin og kvæg er mere skadeligt for miljøet end transportsektoren. Det fremgår af en ny rapport fra FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO. Husdyrproduktion er en de største bidragsydere til tidens mest alvorlige miljøproblemer. Og når man naturligt må forvente, at de kinesere og indere, der klarer sig bedre og bedre økonomisk set, også ønsker at spise mere kød fremover, så bliver problemerne med forurening og ressourceforbrug i kødbranchen endnu mere markant og truende for vores fremtid. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, der består til evigt liv, formaner Jesus. Det, der 8

9 virkelig betyder noget for os, det er ikke Michelin-mad, eller madlavning derhjemme på højt plan. Vores liv består ikke af det, vi ejer og har, men af det vi giver og modtager fra Gud, og af det vi giver og modtager i forholdet til vores medmennesker. Kærligheden fra Gud og kærligheden fra medmennesket. Det er det vigtige, og det er det, vi skal rette fokus imod, og derved også være klar over, at kærlighed kun bliver større af at blive delt, -og særlig delt til dem, der mangler og lider nød. Faste er, at du deler dit brød med den sultne. Og brød er her ikke kun små usle smuler, vi ikke gider at spise, fordi vi heller vil ha alt det lækre og fine. Nej, hvordan vi end vender og drejer det, så beror også vores fremtid på, at vi deler ressourcerne, de af Gud givne rigdomme mere ligeligt, mere retfærdigt. Amen. 9