Hjulsøgård. - Slutrapport - Lasse Mølholm Hansen. Center for Rusmiddelforskning. En evaluering af den stoffri døgnbehandling på Hjulsøgård

Transkript

1 Hjulsøgård En evaluering af den stoffri døgnbehandling på Hjulsøgård - Slutrapport - Lasse Mølholm Hansen Center for Rusmiddelforskning 1999

2 Copyright: Lasse Mølholm Hansen og Center for Rusmiddelforskning Tryk: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Omslag: Codex Tryk, Århus ISBN: Center for Rusmiddelforskning Jens Baggesens Vej Århus N Tlf.: Fax:

3 Forord Hermed udsendes slutrapport for Center for Rusmiddelforskning s evaluering af arbejdet med behandling af stofmisbrugere på Hjulsøgård. Evalueringen er udført af forskningsassistent, mag.art. Lasse Mølholm Hansen i samarbejde med forskningsleder, cand.psych., ph.d. Mads Uffe Pedersen. På vegne af Center for Rusmiddelforskning vil jeg hermed gerne takke alle, der har bidraget til undersøgelsen. En særlig tak til beboere og medarbejdere på Hjulsøgård, der har arbejdet med på en særdeles konstruktiv og engageret måde. Endvidere takkes Socialministeriet, der har bidraget med finansiering af undersøgelsen. Denne er led i en række undersøgelser af døgnbehandlingen af stofmisbrugere i Danmark, udført af CRF for Socialministeriet. Nærværende rapport omfatter fortrinsvis en beskrivelse af institutionen, dens beboere og medarbejdere, indholdet af behandlingen og elementer i behandlingsmodellen samt forløb i den periode, hvor data er indsamlet på institutionen. Der er i løbet af undersøgelsestiden udsendt publikationer om generelle forhold vedrørende institutionsundersøgelserne, herunder for nogles vedkommende midtvejs- eller delrapporter. Der henvises herom til efterskriftet. På vegne af CRF Jørgen Jepsen Centerleder 3

4 4

5 INDHOLD: Indledning 7 I Metode og metodologiske overvejelser 11 II Behandlingsfilosofi og behandlingselementer Behandlingsfilosofi Den overordnede ramme 17 struktur, regler 3. Behandlingselementer 20 kontaktperson-rollen, individuel terapi, gruppeterapi (PU-uger),misbrugsterapi (Grubak), socialpædagogik og undervisning, yoga og morgenmotion, aktiv-uge, arbejde/uddannelse, netværket, tilbagefaldsprogram 4. Arbejdsgangen på Hjulsøgård 26 III Klientvariabler og frafald Teoretiske overvejelser 29 problematisering af traditionel diagnosticering, Masterson s karakteristik af det falske selv og det sande selv s kapaciteter 2. Tre problemniveauer 37 problemniveau-beskrivelser, fordelingstal for de forskellige problemniveauer, behandlingsprogram i relation til problemniveauer IV Arbejdsalliance og det sociale rum på Hjulsøgård Arbejdsalliance 49 en arbejdsalliance-model, det emotionelle bånd, enighed om målsætning, enighed om arbejdsopgaver, det særegne ved Hjulsøgård s arbejdsalliance 2. Socialisering og det sociale rum 56 socialisering eller imitation, underverdenskultur, den kulturelle struktur og det sociale rum 3. Problemniveau, arbejdsalliance og matchning 62 V Resocialisering Mål og resultater 65 5

6 Hjulsøgård s forståelse af resocialisering og resocialiseringsproblemer, hvordan er det gået dem? 2. Strukturelle problemer i resocialiseringsfasen 70 VI Problematiseringer af særegne terapeutisk aspekter ved 73 behandlingsmodellen 1. Miljø-terapeutiske aspekter 73 Kernberg s evaluering af demokratiske terapeutiske samfund, Hjulsøgård s udgave af et demokratisk terapeutisk samfund 2. Hjulsøgård s forståelse af stofmisbrugeres behov og motivation 78 støttende eller konfronterende terapi?, ansvarlighedsprincippet, skelnen mellem clean- og misbrugerdel, motivation 3. Terapeutrollen - relationen som behandlingsmetode 84 VII Resumé og konkluderende vurdering 87 VIII Litteraturliste 93 IX Efterskrift - Evaluering af døgnbehandlingsindsatsen 97 overfor stofmisbrugere X Publikationer fra døgnbehandlingsevalueringen 101 6

7 Indledning Når man spørger tidligere elever 1, hvad de forbinder med Hjulsøgård, svarer de ofte ved at nævne nogle navne på medarbejdere, som har stået dem nær, og/eller ved korte beskrivelser af et beskyttet, men frit miljø, hvor tillid til elevernes ansvarlighed er i højsædet. Disse to umiddelbare associationer er på mange måder meget rammende i forhold til at karakterisere Hjulsøgård s behandlingskultur. Karakteristisk er nemlig vægtningen af en personlig relation mellem medarbejdere og elever (som de indskrevne stofmisbrugere bliver kaldt) og et trygt miljø med frie rammer og mange muligheder, der stiller store krav til elevernes evne til at tage ansvaret for sig selv. Denne rapport skal forsøge at beskrive Hjulsøgård s behandlingsmodel og indkredse hvem, der profiterer af behandlingen, og hvordan de gør det, samt undersøge hvorfor de, som ikke gennemfører programmet, falder fra, og hvorfor de ikke profiterer af behandlingen. Rapporten bygger hovedsagligt på data fra interviews med tidligere elever. Disse elever kommer med en kritik af Hjulsøgård, både positiv og negativ, som, det er meget væsentligt, bliver sat i relation til hinanden og til den meget centrale kategorisering af klientvariabler, som er foretaget på baggrund af interviewene. I det første kapitel om metode og metodologiske overvejelser bliver der kort redegjort for de centrale aspekter af dataindsamling og vigtigheden af, at kvalitative data, som denne rapports analyser hovedsagligt bygger på, bliver analyseret og præsenteret i en relevant sammenhæng. Denne kontekstualisering præger opbygningen af rapporten, hvor det andet kapitel er en introduktion til behandlingsfilosofi og behandlingselementer, der skal give den fornødne baggrundsviden om selve behandlingsprogrammet til at forstå analyserne i de efterfølgende kapitler. I kapitel III foretages en meget central kategorisering af de interviewede elever fra effektundersøgelsen. Denne kategorisering tager udgangspunkt i en psykodynamisk forståelsesramme, hvor der mest eksplicit bliver gjort brug af James Masterson s begrebsapparat bl.a. på grund af hans fænomenologiske tilgang, som gør det muligt at forstå kategoriseringen uden særlige teoretiske forhåndskundskaber. Der viser sig at være en nær sammenhæng mellem kerneproblemstillinger og hhv. frafald og gennemførelse af behandlingen. Denne sammen- 1 Sådan kaldes de indskrevne stofmisbrugere på Hjulsøgård! 7

8 hæng udtrykker bl.a., at Hjulsøgård har en oplagt målgruppe, som de er i stand til at skabe en frugtbar arbejdsalliance med. I kapitel IV analyseres den arbejdsalliance, som Hjulsøgård får i stand med deres elever, og det sociale rum, som opholdet på Hjulsøgård finder sted i. I kapitel V præsenteres tal for, hvordan det går eleverne i resocialiseringen til det omgivende samfund. Der bliver både fokuseret på, hvordan udslusningen fra Hjulsøgård forløber, og på, hvordan det går dem, som gennemfører, efter udskrivningen fra Hjulsøgård. I kapitel VI fokuseres der på tre grundlæggende aspekter ved Hjulsøgård s behandlingsprogram, der giver behandlingskulturen dens særlige karakter. En analyse af disse tre aspekter, der omhandler Hjulsøgård s specifikke form for miljøterapi, forståelse af stofmisbrugeres behov og motivation samt deres særegne sammenkobling af en kontaktpersonrolle og en terapeutrolle, vil samtidig indkredse de styrker og svagheder, der er ved behandlingsmodellen, og som kommer til udtryk i deres resultater. Kapitel VII består af et kort resumé af rapportens vigtigste pointer, tal og konklusioner samt en konkluderende vurdering af Hjulsøgård s behandlingsmodel og resultater. Det skal understreges, at rapporten er præget af, at Hjulsøgård s behandlingstilbud tager sig meget forskelligt ud alt efter de klientvariabler, som bliver uddybende omtalt og analyseret i kapitel III. D.v.s. at rapporten forsøger at indkredse en målgruppe, som Hjulsøgård giver et godt og reelt tilbud i forhold til at skabe sig en stoffri tilværelse, men samtidig bruges der en del plads på at problematisere forhold, som mest har været problematiske, fordi mange elever falder udenfor denne målgruppe. Den megen fokus på problemer med nogle elever er en del af indkredsningen og argumentationen for, at Hjulsøgård ikke har matchet disse stofmisbrugeres behov, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med Hjulsøgård s behandlingsfilosofi og egen visitationspolitik. Visitationen kan forbedres - og bliver forsøgt forbedret, - men det er en vanskelig sag at vurdere stofmisbrugere, når de er på stoffer eller lige afgiftet, hvorfor der sandsynligvis altid vil komme elever som Hjulsøgård s behandling matcher knapt så godt som deres målgruppe. Derfor forsøger Hjulsøgård at blive bedre til disse stofmisbrugere uden at tabe deres målgruppe på gulvet. I denne evaluering har det ikke været muligt at vurdere de strukturelle ændringer, som er blevet iværksat især i det sidste års tid, men de vil blive nævnt og kommenteret i det afsluttende kapitel VII. 8

9 Til sidst skal der rettes en meget stor tak til de tidligere elever, som har udvist en usædvanlig velvillighed til at bidrage til denne rapport. Ligeledes vil jeg gerne takke medarbejderne på Hjulsøgård for deres samarbejdsvilje og tolerance i forhold til evalueringsprocessen, som ikke altid har fremstået tilstrækkelig overskuelig og gennemsigtig. Dette skyldes ikke mindst den udskiftning, der har været af evaluatorer undervejs, hvilket ikke har kunnet undgå at give tidsmæssige og forståelsesmæssige forstyrrelser i samarbejdet. 9

10 10

11 I Metode og metodologiske overvejelser Det metodiske udgangspunkt for denne evalueringsrapport har været en deltager-observation af fire dages varighed, hvor jeg boede på Hjulsøgård og var sammen med eleverne i en såkaldt PU-uge, som er et intensivt gruppeterapeutisk forløb, samt observation af en konferencedag og et heldagsarrangement med misbrugsterapi af Jesper Grubak. Data fra denne deltager-observation er sparsomt repræsenteret i selve rapporten, fordi deres funktion først og fremmest har været at danne grundlag for den efterfølgende data-indsamling, som hovedsagligt har bestået af interviews af 29 tidligere eller - på interviewtidspunktet - nuværende elever samt en række interviews med leder og medarbejdere om deres arbejde. Desuden er der blevet indsamlet data gennem spørgeskemaer, hvor nogle af dataene har haft betydning for ovennævnte interviews, mens andre indgår direkte i rapportens analyser. Vigtige data er også fremkommet ved løse uformelle samtaler med både elever og personale. Endvidere skal det nævnes, at den sideløbende evaluering af en anden stoffri døgnbehandlingsinstitution, Opbygningsgården, også har bidraget med perspektiver og data til denne rapport (og omvendt). I denne kortfattede redegørelse for rapportens metode fortjener deltagerobservation en nærmere præsentation ved hjælp af nogle grundlæggende metodologiske overvejelser. Deltager-observation giver en meget personlig erfaring, som i sig selv ikke kan repræsentere andet end deltager-observatørens egen subjektive oplevelser. Det væsentlige ved deltager-observation i forhold til ren observation er, at man er en aktiv aktør, hvilket giver nogle helt andre erfaringer end dem, man får ved blot at observere. Man kan på ingen måde slutte fra disse personlige erfaringer til, hvad andre aktører har af oplevelser, men de giver én en indsigt i væsentlige sammenhænge, som man bør spørge ind til hos de andre aktører. Bag et skrivebord kan man altid planlægge en data-indsamling på baggrund af en bestemt teoretisk forståelsesramme, og man kan også sidde og lægge mange forskellige (teoretiske) perspektiver ned over et indsamlet materiale, men sansen for hvilke data, der i en given situation er mest relevant at indsamle, og den rette kontekstualisering i analyseprocessen, er svær at tilegne sig uden nogen form for deltager-observation og - nok så vigtigt(!) - en efterfølgende refleksion over deltager-observationens konkrete materiale i relation til deltager-observatørens baggrund og særlige betingelser for deltagelse samt de andre deltageres baggrund (Bourdieu, 1990). Sociale aktører har en sans for det sociale spil, som 11

12 Bourdieu kalder a feel for the game. Det er denne feel for the game, som man ved hjælp af deltager-observation har mulighed for at indkredse og dermed lade sig styre af i den videre data-indsamling og i analysen, hvor en sans for konteksten er afgørende for at kunne repræsentere de sociale aktørers praksis-logik (ibid.). Med udgangspunkt i deltager-observationen er indsamling af data og analyse foregået i en sammenvævet proces, hvor data har medført teoretiske overvejelser og analyse, og analyse har medført en ny og ændret indsamling eller sammenstilling af data i en stadig vekselvirkning. Denne langstrakte og omstændelige proces kan ikke beskrives og er heller ikke nødvendig at beskrive, fordi de relevante data og fortolkninger gerne skulle fremgå tydeligt af den endelige repræsentation (d.v.s. nærværende rapport). I modsætning til fremlæggelse af naturvidenskabelig forskning, hvor man kan nøjes med at redegøre for metode og forsøgsopstilling for derpå at fremlægge forskningens resultater, gør det sig indenfor humanistisk forskning gældende, at data og fortolkninger bør fremgå tydeligt i selve præsentationen af forskningen. Da mennesker handler med fornuft (fornuftigt eller ufornuftigt) og ikke opfører sig fornuftløst, som det gør sig gældende for de fleste af naturvidenskabernes objekter, er det nødvendigt, at man som forsker også tillægger sine undersøgelsesobjekter fornuft i sine analyser (Løgstrup, 1984), og denne fornuft er altid kontekstafhængig, hvorfor den ikke kan tages for givet eller blive repræsenteret i en kontekst-uafhængig teoretisk form. Humanistiske forskningsresultater kan derfor ikke bedømmes ud fra en metodisk stringens og/eller teoretisk konsistens. Gyldighedskriteriet må derimod nødvendigvis være sandsynligheden for de dragne fortolkninger, og bedømmelsen af sådan et gyldighedskriterie kræver en synliggørelse af data og de sammenhænge, indenfor hvilke dataene bliver fortolket, i selve repræsentationen. Dermed yder man læserens dømmekraft den rette respekt, samtidig med at man tydeliggør enhver læsers ansvar for at tage stilling og ikke ureflekteret at overtage dårligt underbyggede konklusioner, hvis troværdighed ene og alene bygger på uigennemskuelige referencer til metode og teori. Om interviewene af eleverne skal der på dette sted blot redegøres for de overordnede, bagvedliggende spørgsmål, som har styret interviewene. I interviewene er det forsøgt at afdække betydningen af de enkelte redskaber og aspekter ved behandlingen samt medarbejdernes praksis-kompetence til at arbejde med elevernes kerneproblemstillinger. Derudover har det været afgørende, at jeg kunne lave en eller anden overordnet kategorisering af elevernes kerneproblemstillinger, som dermed kunne præcisere Hjulsøgård s kompetence til at hjælpe forskel- 12

13 lige stofmisbrugere ud af deres misbrug. Den metodiske baggrund for kategoriseringen af klientvariabler har været følgende: 1. At spørge ind til elevernes tillid og tilknytningsevne til andre mennesker. Først gennem spørgsmål om deres relationer til andre elever; - og hvis relationerne til andre elever tydede på grundlæggende tillids- og tilknytningsproblemer, blev der spurgt generelt til vedkommendes relationer til andre mennesker og opvækst samt fokuseret på at lave en vurdering af interviewedes relation til interviewer og selve interview-situationen At spørge ind til elevernes erfaringer med husets behandlingselementer, for her igennem at vurdere hvilke problemstillinger, der er blevet synliggjort i behandlingen; - og hvis opholdet havde været kortvarigt, eller vedkommende var tilbageholdende med sine erfaringer, er der blevet spurgt til opvækst, problemer og konflikter i vedkommendes tidligere liv for at afsøge nogle gennemgående træk. Spørgsmålene har altså været centreret om erfaringer med selve Hjulsøgård, hvilket har været hensigtsmæssigt i forhold til at have en fælles referenceramme som baggrund for kategoriseringen. Jeg har haft et indgående kendskab til konteksten (både stedets behandlingselementer, husets organisering og de involverede mennesker, - medarbejdere såvel som de andre elever) for de erfaringer, som for de flestes vedkommende har udgjort grundlaget for min kategorisering, og erfaringerne har været umiddelbart sammenlignelige p.g.a. den fælles referenceramme. Det skal endvidere bemærkes, at jeg i alle interviewene har spurgt til konkrete erfaringer for dermed selv at opnå en mulighed for at bedømme elevernes egne vurderinger og meninger. Hvert enkelt interview og en detaljeret begrundelse for kategoriseringen af hver enkelt elev kan ikke fremlægges p.g.a. hensyntagen til, at interviewene er lavede under tavshedspligt og anonymitet, og det ville iøvrigt også være alt for omfattende og lidet læseværdigt. Til gengæld har jeg valgt at beskrive nogle centrale forhold i kortfattethed, hvilket gerne skulle muliggøre det for læseren at forholde sig til rimeligheden af kategorierne og den foretagne kategoriseringsprocedure. Jeg har vurderet, at konkrete, fastlagte spørgsmål ikke ville have nogen særlig 2 Oftest blev særlige karakteristiske træk for bestemte personlighedsforstyrrelser afspejlede i interviewet, og ved hjælp af spørgsmål omkring forhold, der relaterede sig til disse træk, kunne der aftegnes et billede af, om disse træk var gennemgående, dominerende og rigide i en sådan grad, at det sandsynliggjorde tilstedeværelsen af personlighedsforstyrrelser. 13

14 stor udsigelseskraft i forhold til de overordnede og komplicerede forhold, som jeg har ønsket at spørge ind til. Der er simpelthen for stor usikkerhed på, hvilken sammenhæng de interviewede ville tolke fastlagte spørgsmål ind i, så jeg har tillagt det åbne interview større udsigelseskraft på baggrund af interviewerens mulighed for at spørge individuelt ind til de relevante sammenhænge. Det åbne interviews validitet skal derfor vurderes på grundlag af, hvorvidt den fremkomne empiri fremstår meningsfuld og realistisk i rapportens analyser. Denne metode kan man tillade sig at bruge, når formålet er at synliggøre og sandsynliggøre nogle kvalitative forhold, hvor en reel dokumentation stiller andre krav til metodisk stringens. Til gengæld betyder kravet om dokumentation ofte, at man ikke kan stille spørgsmål til væsentlige, kvalitative aspekter, som netop har været denne evalueringsrapports formål at blotlægge. For den nærmere argumentation og beskrivelse af kategorier henvises der til selve kapitlet om klientvariabler. 14

15 II Behandlingsfilosofi og behandlingselementer Der foreligger ikke en skriftlig formuleret behandlingsfilosofi for den stoffri døgnbehandling på Hjulsøgård, men på baggrund af interviews med lederen, medarbejdere og tidligere elever i behandling på Hjulsøgård skal det alligevel forsøges at indkredse de vigtigste grundantagelser for behandlingsprogrammet. Hjulsøgård har ikke en bestemt model for behandlingen af stofmisbrugere, men vægter derimod en meget individuel tilgang. For at forstå det behandlingsfilosofiske indhold i denne individuelle tilgang er det nødvendigt at rette blikket mod Hjulsøgård s historiske baggrund, fordi der her viser sig en teoretisk og erfaringsbaseret forståelse af stofmisbrugere, som kan forklare det udviklingsmæssige perspektiv i behandlingsfilosofiens sammensathed. Hjulsøgård har rødder i et socialpædagogisk behandlingskollektiv fra 1970 erne, hvor personalet boede på stedet sammen med de unge, som var i behandling. I 1994 fraflyttede det sidste par i personalegruppen selve Hjulsøgård. I perioden fungerede Hjulsøgård som en selvejende institution, hvor Ribe Amt havde det pædagogiske tilsyn. Samarbejdet ophørte i 1996, fordi personalet fandt arbejdsgangen i bestyrelsen for bureaukratisk, og Hjulsøgård har siden fungeret som en selvejende fond. I perioden blev behandlingen superviseret af en psykolog fra Kemplerinstituttet, og siden da har psykolog Niels Hoffmeyer, som er leder af Institut for Gestaltanalyse, superviseret personalet. Behandlingen på Hjulsøgård, som den har foregået i evalueringsperioden, bærer tydeligt præg af denne mangesidede historiske baggrund. Det socialpædagogiske vægtes stadigvæk højt, og flertallet af de ansatte har en uddannelse som enten socialpædagog eller socialrådgiver. Alle de ansatte, der fungerer som terapeuter, har endvidere en terapeutisk uddannelse; enten ved Institut for Gestaltanalyse eller den misbrugsterapeutiske uddannelse forestået ved Jesper Grubak. Fra 1996 har der desuden været ansat en cand. psych.. Endvidere har tilknytningen til Kemplerinstituttet også sat sig sine spor i form af en familieterapeutisk orientering. 1. Behandlingsfilosofi 15

16 Denne sammensatte historiske baggrund har givet sig udslag i en humanistisk behandlingsfilosofi, der tager udgangspunkt i, at mennesket kan vælge at skabe sit eget liv. Ved visitationen til Hjulsøgård vægtes det derfor meget højt, at eleven har taget et valg om at ville være stoffri. Ellers anses det ikke for muligt at påbegynde en personlig udviklingsproces gennem et terapeutisk arbejde. Vægtningen af den enkelte elevs ansvar for egen terapeutiske proces afspejler sig tydeligt i behandlingselementerne, i opbygningen af de individuelle behandlingsprogrammer og i behandlingspraksis. Selv om der også læses NA-litteratur på Hjulsøgård, og lederen i et interview har givet udtryk for en vis åbenhed i spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt, at der kan være noget arveligt blandet ind i stofafhængighed, så er det ikke noget, der har afspejlet sig i behandlingspraksis bortset fra, at der generelt spores en vis overbevisning blandt medarbejderne om, at ikke alle stofmisbrugere kan hjælpes. Det vil sige, at det står lidt uklart, hvorvidt de terapeutiske begrænsninger opfattes som beroende på stofmisbrugernes manglende motivation eller deres personlighedskonstitution. I hvert fald er fokus for både visitationen og behandlingens vedkommende på elevernes opvækst, misbrugstilværelse samt aktuelle sociale og praktiske/uddannelsesmæssige færdigheder. Det terapeutiske arbejde tager udgangspunkt i en antagelse om, at stofmisbrug er et forsvar mod eller et symptom på uforløste, smertefulde psykiske konflikter, som er forårsaget af traumer og/eller et miljø, der er karakteriseret ved følelsesmæssigt underskud, hvor stofmisbrugerne ikke har lært at forstå eller håndtere deres følelsesliv. Stofferne har således været brugt som en problemløsningsmodel for at skabe følelsesmæssig og mental ro. I visitationen til Hjulsøgård er der - udover opmærksomhed på stofmisbrugerens motivation for at blive stoffri - fokus på eksistensen af en god kontakt til mindst et voksent menneske i stofmisbrugerens opvækst. Hvis ikke stofmisbrugeren har haft en god kontakt med et voksent menneske som barn, anses det for yderst vanskeligt at få etableret en ordentlig arbejdsalliance i det terapeutiske arbejde på Hjulsøgård. Endvidere lægges der stor vægt på, at stofmisbrugeren har ønsker og mål i forhold til et stoffrit liv. Motivation for behandling handler ligesåvel om at komme hen til noget godt som at komme væk fra noget dårligt. En del af behandlingen er orienteret mod at motivere og hjælpe eleverne til at definere nogle mål for deres liv, hvorfor der i visitationen mere bliver gået efter stofmisbrugerens potentialer end konkrete evner og ønsker for et stoffrit liv. Centralt i behandlingsfilosofien står den gestaltterapeutiske skelnen mellem 16

17 en misbruger-del og en clean-del af stofmisbrugerens personlighed. Cleandelen anses for at være underudviklet, hvorfor fokus fortrinsvis er på at opbygge clean-delen hos eleverne. Man kan sige, at det er potentialet i stofmisbrugernes clean-del, som bliver vurderet i visitationen. Selv om der forekommer konfrontationer og fortolkninger i den misbrugsorienterede terapi, er hovedvægten i den terapeutiske tilgang på at støtte eleven i sin egen oplevelse af verden. Behandlingen er klientcentreret, hvor det at finde forklaringer på elevens situation er mindre vigtigt end, at klienten er bevidst om de signaler, kroppen sender og dermed de følelser, han/hun har her og nu. Kendskab til og konstant bevidsthed om eksistensen af en misbruger-del er væsentligt for, at eleverne ikke lader sig overmande af deres misbruger-del. Det er ligeledes vigtigt - så at sige - at få luftet misbruger-delen og derudover at udnytte konstruktivt eventuelle ressourcer, som er karakteristiske for misbruger-delen. Men det dominerende behandlingsfokus er på, at clean-delen skal styrkes, så eleven kan tage lederskab over eget liv! 2. Den overordnede ramme Hjulsøgård reviderer jævnligt strukturen i deres behandlingsprogram både p.g.a. gode og dårlige erfaringer med forskellige elementer og strukturer og ny inspiration udefra, samt fordi de kan være nødsaget til det af personalemæssige årsager. Disse strukturelle ændringer har dog ikke været udtryk for forandringer i den grundlæggende behandlingsfilosofi i løbet af de 3 år, evalueringen har stået på. Det har nærmere været et forsøg på ved hjælp af ændringer i sammensætningen af de enkelte behandlingselementer at opnå et behandlingsprogram, der mest optimalt kan leve op til behandlingsfilosofien. Nogle af de ændringer, der har været, vil kort blive redegjort for i relation til beskrivelserne af behandlingselementerne. I dette afsnit vil vi koncentrere os om nogle hovedlinier i de strukturelle forhold ved behandlingsprogrammet. Strukturen Hvad, der ikke har ændret sig de senere år, er, at hele behandlingsforløbet har været bygget op over 3 faser; - en indslusningsfase, en elevfase og en udslusningsfase. Hvor indslusningsfasen tidligere var en slags prøvetid på selve Hjulsøgård, er det i 1998 ændret til at være et ophold på en ny afdeling i Søvig - få kilometer fra Hjulsøgård. Hvordan denne adskillelse fungerer, har det ikke været 17

18 muligt at undersøge nærmere i denne evaluering, men begrundelsen for at oprette Søvig Centret var, at man ønskede at skabe mere ro omkring behandlingen på Hjulsøgård, hvor der havde været en periode med for meget uro p.g.a. alt for mange nye elever på én gang. I indslusningsfasen er rammerne strammere,- således kan eleverne ikke bevæge sig udenfor Søvig på egen hånd. Eleverne skal i løbet af indslusningsfasen demonstrere, at de er motiverede for at gå ind i behandlingen og dermed klar til at blive overflyttet til selve Hjulsøgård. I elevfasen, som normalt varer 1-1½ år, foregår den egentlige terapeutiske behandling. I følge institutionsmaterialet er følgende overordnede mål centrale for denne fase: At tage ansvar for sig selv: erkendelse af den fortid man har haft, - arbejde på at få helet de ødelagte steder i ens liv, således at man kan finde sig selv og stå ved sig selv på godt og ondt. Videre forventes det, at eleven tager ansvar for at få det godt, tager ansvar for sine behov i nuet og kan honorere at møde til tiden og sørge for, at den personlige hygiejne er i orden. Hjulsøgård har i eget materiale selv skelnet mellem en elevfase og en efterfølgende praktikantfase, hvor praktikantfasen er karakteriseret ved, at eleven forventes at tage ansvar for, hvis nogen eller noget ikke fungere i huset. Endvidere skal eleven være sikker på sig selv i forhold til stoffer, have styr på sin økonomi, honorere ansvaret for egen familie, få etableret et godt netværk, og få italesat problemområder, hvis noget ikke fungerer. I praksis laver eleverne ikke en skelnen mellem, hvorvidt en elev er i elevfasen eller i praktikantfasen. De skelner blot mellem nye og gamle elever. Derfor har jeg valgt at beskrive de 2 faser under ét som elevfasen, hvor eleverne i slutningen af denne fase selvfølgelig forventes at tage et større ansvar i huset og begynder at orientere sig mod at komme i udslusningsfasen. Elevfasen er bygget op omkring nogle arbejdsmoduler, der omhandler individuel terapi, gruppeterapi, arbejdstræning, aktivuger, som vil blive beskrevet i det efterfølgende afsnit. Idéen med denne opdeling i arbejdsmoduler er, at alle behandlingselementer er vigtige, og at de skal doseres i rette mængder, således at der ikke bliver hverken for meget eller for lidt af hver især. De strukturelle ændringer i behandlingsprogrammet er typisk udtryk for forsøg på netop at korrigere og finde den rette balance mellem de forskellige behandlingselementer. Ofte foregår udflytningen til udslusningsboliger før eleven er stoppet med at følge de gruppeterapeutiske forløb i elevfasen, hvorfor eleverne i denne periode stadigvæk regnes for at være i elevfasen 3. Udflytningen udgør dog som regel en 3 Hvilket bl.a. indebærer fortsat fuld betaling. 18

19 større social omvæltning for eleverne end den overgang, de møder ved overgangen til udslusningsfasen eller ved selve udskrivningen, hvorfor vi senere i rapporten vil fokusere mere på udflytningen end på overgangen fra elevfasen til udslusningsfasen. I udslusningsfasen forventes det, at eleven har lært at klare sig selv og fungere normalt i sociale og arbejdsmæssige relationer. Alligevel anser Hjulsøgård det for nødvendigt med en tæt opfølgning. Denne opfølgning består af individuel terapi og netværket, som vil blive beskrevet i det efterfølgende afsnit. Det har været forskelligt fra kontaktperson til kontaktperson, i hvor høj grad eleven har ansvaret for at få individuel terapi i udslusningsfasen. Det svinger derfor meget for de enkelte elever, men det mest hyppige for de interviewede elever har været én gang om måneden. Indenfor det sidste års tid er der blevet iværksat en fast struktur, hvor udslusningseleverne skal mødes med deres kontaktperson (minimum) hver 14. dag. Regler I den første måned må eleverne ikke bevæge sig frit på egen hånd udenfor institutionen. Herefter må de bevæge sig frit i lokalområdet, og efter 3 måneder må de tage til Varde på egen hånd. Først efter et ½ år kan eleven tage på besøg i sin hjemkommune. Dette er generelle regler, som der godt kan dispenseres for på baggrund af en vurdering af den enkelte elev og dennes behov. Tidligere var det tilladt for eleverne at drikke udenfor institutionen efter individuelle aftaler med medarbejderne. I foråret 1998 blev der strammet op på alkoholreglerne, således at det nu er forbudt at drikke i hele indskrivningsperioden. Der bliver endvidere jævnligt taget urinprøver, for at kontrollere om eleverne overholder stofforbuddet. Der opfordres til, at nye elever venter i hvert fald et par måneder med at finde en kæreste, men der er intet sex- eller pardannelsesforbud. Tværtimod anser Hjulsøgård pardannelse for at være katalyserende for, at relevante problemstillinger kommer frem til overfladen. Hvis to elever begynder at kæreste, skal det offentliggøres overfor alle - både personalegruppen og de andre elever. Der har ikke været faste regler i forhold til hyppigheden af individuel terapi og aktiviteten i gruppeterapien. Nogle havde været i den varme stol (se nedenfor!) i PU-uger gange, mens andre havde prøvet det én gang i løbet af et år. Nogle havde i perioder individuel terapi flere gange om ugen, mens andre i gennemsnit har haft det hver tredje eller fjerde uge i løbet af elevfasen. Frivilligheden og det personlige ansvar vægtes meget højt, hvorfor de strukturelle rammer og ge- 19

20 nerelle regler er forsøgt minimeret så meget som muligt! Der er dog blevet strammet op omkring den individuelle terapi, således at eleverne i dag skal have individuel terapi mindst hver 14. dag. Gruppeterapien er også blevet ændret, hvilket vil blive omtalt under gennemgangen af behandlingselementerne. 3. Behandlingselementer I det følgende skal de enkelte behandlingselementer kort beskrives. Kontaktperson-rollen Dette behandlingselement er på mange måder hjørnestenen i behandlingsmodellen. Det betyder ikke, at de andre elementer er mindre vigtige, men kontaktperson-rollen udtrykker noget helt grundlæggende ved behandlingskulturen, som giver Hjulsøgård dets særpræg. Kontaktperson-rollen skaber en personlig kontakt mellem en medarbejder og en elev, hvor der oparbejdes en gensidig tillid og fortrolighed, således at eleven kan henvende sig når som helst for blot at snakke eller for bede om personlige råd. Kontaktpersonen fungerer både som en personlig støtte og rådgiver såvel som en slags socialrådgiver, hvis der er nogle mere upersonlige og praktiske/økonomiske problemer, eleven skal have hjælp med. Individuel terapi Det mest almindelige er, at der er et personsammenfald mellem kontaktperson og den individuelle terapeut. D.v.s. at der ikke altid er et klart skel mellem reel individuel terapi og mere uformelle eller rådgivende samtaler. Da mange stofmisbrugere kan have det svært med at skulle være i terapi, bevirker denne sammenblanding ofte, at terapi-situationen i sig selv bliver gjort mere acceptabel og mindre farlig. Hvis eleven ikke er klar til at gå ind i terapien, giver sammenblandingen af kontaktperson-rollen og terapeut-rollen eleven mulighed for at undgå at snakke om personlige problemer, uden at det bliver pinligt. De oplever samtalerne som meningsfulde, fordi de ikke er klart definerede som terapi, hvor en tydelig overskrift på samtalerne som terapi ville kunne give dem en oplevelse af spild af tid, fordi de har svært ved at tage hul på de mere personlige problemer. Endvidere er den personlige kontakt mellem terapeut og klient for mange elever med til at motivere dem til at gå ind i terapien. I kapitel VI vil den meget personlige terapeutrolle, som bl.a. sammenfaldet med kontaktpersonfunktionen er udtryk for, blive taget op til en mere uddybende di- 20