DIS Sokkelund Herred. Nyhedsbrev nr. 3/ årgang

Transkript

1 1. Sidste nyt DIS Sokkelund Herred Nyhedsbrev nr. 3/ årgang I sidste nyhedsbrev nævnte vi, at vi ville vende tilbage med mere nyt om Videnbanken. Bestyrelsen har drøftet sagen og er kommet til den konklusion, at der vist ikke rigtigt er brug for en Videnbank. Der findes så mange muligheder i dag for at hente orientering og hjælp om de forskellige områder, man forsker i. Her kan f.eks. nævnes DIS Forum, DIS Træf, DIS Sokkelund (måske på vores opslagstavle), andre Lokalforeninger, Lokalarkiver, hjemmesider m.m. Der vil derfor ikke blive oprettet en ny Videnbank, men til gengæld er alle medlemmer velkommen til at eftersøge familiemedlemmer og spørgsmål af andet genealogisk interesse gennem Nyhedsbrevet til andre af vore medlemmer. Jeg koordinerer gerne kontakter på john@bils.dk, og jeg ved, at Ena gør det samme ena@eiberg.dk Fra småtingsafdelingen Ny hjemmeside med gravsteder Søg tip-oldefars erindringsmedalje efter 1864 Igennem flere måneder er der tastet, og nu kan man på en privat hjemmeside lede i erindringsmedaljeansøgningerne. 41% er tastet. Ny arkivalieronline Ny arkivalieronline er indgang til alle Rigsarkivets 35 mio. scannede dokumenter, som nu kan ses uden at installere Java. Nyt i et Nyhedsbrev Nedenstående beretning er resultatet af min søgning efter og interesse for min slægtsgren, Tolboe, som i 1800-tallet var blevet en stor og kendt familie i Grenaa. Mange blev Mormoner, og dette er en reduceret udgave af det materiale, som jeg har samlet, og som tidligere er blevet publiceret i Årbogen for Grenaa og omegn Fortsættelse vil følge i næste udgave af Nyhedsbrevet. John Bils 1

2 Mormonbevægelsen og Tolboe erne I sommeren 2003 havde jeg lejlighed til at besøge Grenaa Egnsarkiv og fik her mulighed for at arbejde med arkivets lager af oplysninger om Tolboe-familien, som jeg havde forsket intenst i. Min tiptipoldefar, Peder Christensen Tolboe, var omkring år 1800 flyttet til Grenaa og havde her grundlagt en stor familie. Mormonbevægelsen var medio 1850 erne meget aktiv i byen og ret mange af familien var blevet Mormoner. En del af Tolboe erne udvandrede til Utah, USA i 1868, og dette er beretningen om de 877 danske, svenske, norske og engelske Mormoners lange rejse med Emerald Isle, - det sidste sejlskib, der blev brugt til at transportere Mormoner fra Europa til USA. Mormonbevægelsen, hvis egentlige navn er Jesu Kristi af Sidste Dages Hellige, blev stiftet i 1836 af Joseph Smith i New York. Den overbevisende og aktive prædikant fik hurtigt mange tilhørere, og det var årsagen til, at bevægelsen ret hurtigt begyndte at rejse mod vest ud af storbyen. De sidste Dages Hellige (LDS) arbejdede sig langsomt, men sikkert gennem Pennsylvania, Ohio, Idaho, Indiana og videre til de til sidst slog sig ned i den vidunderlige natur ved den store saltsø Salt Lake. Her etablerede de sig og kaldte byen Salt Lake City, som senere blev hovedstaden i Utah. Baggrunden for opstarten af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages hellige og dens udbredelse bl.a. her i landet er en anden beretning, som kan blive et emne i et andet nummer af Nyhedsbrevet! Allerede i 1840 blev en dansk sømand, H.C. Hansen, medlem af bevægelsen, og i 1850 blev den første danske missionsgren startet i København. Året efter bestod den danske mission af 12 organiserede grene. Der kom hurtigt flere menigheder til og i 1857 blev der under Aarhus-afdelingen oprettet en lokal afdeling i Grenaa. Her blev min tipoldefars yngste bror, Christian Peter Tolboe, udnævnt til lokal prædikant med direkte ansvar til præsidenten i Aarhus. Det lykkedes ret hurtigt den unge, veltalende prædikant at interessere mange beboere i Grenaa og ikke mindst hans familie med ægtefæller for den nye lære. Bevægelsen voksede sig hurtigt stor her og over hele landet, og fattigdommen sammen med forfølgelsen af disse nye kristne fik mange til at drømme om at rejse til Amerika. Som døbt af en mormonprædikant kunne de nye medlemmer af bevægelsen søge om at emigrere til Amerika, og ved den årlige mormonkonference kunne man blive godkendt til at komme med den næste rejse, som blev gennemført af hovedkontoret for LDS i Salt Lake City. I 1868 besluttede Aarhuskonferencen at sende endnu en båd over Atlanterhavet, og denne gang skulle det være et dampskib, Rejsen fra Grenaa til Liverpool Den danske præsident for mormonerne John Forsgren havde i de første måneder af 1868 samlet oplysninger om antallet af deltagere fra de svenske og norske missioner, og sammen med de 500 danske blev det til 630 nydøbte Sidste Dages Kristne, der havde opgivet alt for at skabe en ny hverdag i Amerika. 2

3 Rejsen for de fleste jyder startede fra Grenaa havn den 10. juni, hvor 100 nydøbte jyder sejlede mod København, og ved afrejsen var havnen fyldt med hundredevis af venner og familiemedlemmer, der ville sige det sidste farvel til børn og voksne, som de var klar over, de ikke ville se igen. Af de 21 rejsende fra den lokale mission i Grenaa var 15 i familie med Christian Peter Tolboe. Ved ankomsten til København den næste dag fik alle de rejsende travlt med at samle deres rejsegods (max. 45 kg pr. voksen) og bringe det til skibet Hansia, som 2 dage senere skulle transportere alle videre til Hull i England. Inden afrejsen udpegede en samling af missionens præster og prædikanter Hans Jensen Hals til ansvarlig leder på rejsen, og det betød, at han skulle agere som Præsident for selskabet. Hals var overbevist mormon og var emigreret til Amerika i Han havde taget turen til Skandinavien flere gange netop for at få erfaring med transport af emigranter, hvilket viste sig at blive af stor betydning og hjælp på denne tur. Med de 630 skandinaviske emigranter startede Hansia turen til Hull i England lørdag den 13. juni, og de 2 dages sejltur gik fint på trods af, at skibet var overbelagt, og der var trangt overalt med de mange passagerer, men bortset fra en del blev søsyge, nåede de som planlagt til Hull mandag den 15. Straks efter ankomsten blev de i tog transporteret til Liverpool, hvor de var fremme ved midnat. Her blev de indlogeret på 7 forskellige hoteller, hvor de fik en elendig behandling. Mad fik de meget lidt af, og langt de fleste familier blev delt, da det ikke var tilladt mænd og kvinder at sove på samme hotel. Det var således en flok trætte, udsultede og frustrerede skandinaver, som nogle dage senere ville starte på den tur, som de siden skulle huske som den værste oplevelser, de nogen sinde før eller siden kom ud for.. Emerald Isle Den ansvarlige for rejsen, Hans Jensen Hals besøgte sammen med sine assistenter emigranterne rundt om på hotellerne torsdag den 18. juni. Han fortalte alle, at de skulle 3

4 møde op på havnen med bagagen næste morgen, da Emerald Isle skulle afsejle til New York fredag den 19. Alle kom opstemt til havnekajen tidligt den morgen, og her blev de 630 skandinavere præsenteret for ca. 250 engelske emigranter, som skulle med samme skib over Atlanten. Da alle var ankommet viste det sig, at tømrerne ikke var færdige med at ændre Emerald Isle fra transport af kvæg til en passagertur over Atlanterhavet for små 900 mormoner. I løbet af formiddagen var tømrerne dog klar med at sætte køjer op til de rejsende, men alle udvandrerne måtte indtil da sidde eller stå ved deres bagage på kajen. Så snart tømrerne var færdige, blev emigranterne formelig jaget om bord af havnearbejdere og skibets søfolk, samtidig med at deres bagage blev smidt op på dækket, hvor det til sidst lå i et stort rod. Hans Jensen Hals var rystet over at se, hvordan både voksne og børn brutalt blev behandlet som dyr. Han skrev bagefter i sin dagbog: Det var virkeligt et under, at ingen kom til skade!. På afrejsedagen lørdag morgen den 20. juni kom de øverste fra mormonmissionen i Liverpool om bord på Emerald Isle for at sikre sig, at alt var i orden, og at gældende engelsk lov om transport af mennesker var opfyldt. Loven krævede også, at der var tilstrækkeligt med mel, kød, kartofler og vand til hver voksen for en uge og halv ration til børn mellem 1 og 12 år. Inden de lokale fra missionen trak sig tilbage, blev der afholdt en gudstjeneste. Kort tid efter blev ankeret hevet op og en slæbebåd trak Emerald Isle gennem Mersey floden ud på åbent vand, - turen vestover kunne begynde. Egentlig skulle denne rejse været sket med motorskib, som det var besluttet tidligere på året af det øverste råd for LDS i Salt Lake City, men da man i Liverpool ikke kunne skaffe et skib stort nok til alle emigranterne, blev det til kvægbåden Emerald Isle. Med ansvaret for 877 emigranter havde Hans Jensen Hals og hans assistenter straks meget travlt med at hjælpe alle de rejsende med at finde deres bagage og i en del tilfælde også finde sengepladser til familierne. Desuden udpegede Hals vagter, der skulle sikre 4

5 emigranterne mod skibets besætning, som syntes at nyde at fornærme, drille og ydmyge de rejsende på alle måder. Han sørgede desuden for, at skibet blev delt i 13 afdelinger med en præst som ansvarlig for, at man overalt fulgte de aftalte regler. I hver afdeling fik visse medlemmer ansvaret for vand og madvarer, andre skulle hjælpe syge, og desuden arrangerede man, hvem og hvornår der skulle laves mad, så f.eks. skandinavere og englændere skiftedes til madlavningen. Alt gik fint, men efter 5 dage fandt man ud af, at den medbragte maskine til destillation af havvand til ferskvand ikke fungerede, så kaptajnen måtte igen søge land. Denne gang i Queensland i Irland. Inden afrejsen herfra fik emigranterne mulighed for at købe nyt brød og andre fornødenheder af de mange handlende, som var mødt op på havnen. Kaptajn Gillespie og Jensen Hals var en tur i Cork og fik herfra et stort kvantum ferskvand til brug på den kommende tur, som startede søndag den 28. juni. Uhyggelige oplevelser på vejen over Atlanterhavet Turen til USA skulle hurtigt vise sig at blive en umenneskelig og for en del familier - en dødbringende tur. Allerede efter et par dages sejlads havde et stort antal af passagererne fået maveproblemer, men et større problem blev det, at et engelsk ægtepar havde en datter med mæslinger med om bord. En mæslingeepidemi udbrød - især blandt børnene - efter få dage på havet, og allerede den 1. juli døde en dreng fra Ålborg. I en stor, grov kiste blev han efter en gudstjeneste på både dansk og engelsk sænket i havet, mens forældrene stod og så til. På trods af, at forældrene havde fået at vide, at kisten hurtigt blev fyldt med vand og ville synke i løbet af kort tid, fortsatte kisten med at flyde, indtil de grædende til deres store skræk så kisten forsvinde i horisonten. For at holde modet oppe hos emigraterne arrangerede Jensen Hals sammen med de ansvarlige præster, at der blev afholdt møder i de enkelte afdelinger. Der blev drøftet planer for, hvordan man kunne arrangere sig med hensyn til vask og rengøring, og om hvor og hvornår der kunne hænges tøj til tørre på dækket. Der blev også startet undervisning i engelsk og skandinavisk for at styrke moralen. Disse aktiviteter hjalp dog ikke meget på søsygen, som langt de fleste led af i mange omgange. Det blev ikke bedre af, at mange - både børn og voksne - led af tyfuslignende maveproblemer. Sammen med mæslingeepidemien var det en del af forklaringen på, at 37 emigranter døde på turen over Atlanterhavet. Før halvdelen af juli måned var gået, lå 51 børn med mæslinger og mange var yderst svækkede. Ud over sygdom og elendige forhold var det trods alt skibets irske besætnings stadige negative væremåde og holdning overfor passagererne, som gik de fleste på. Emigranterne blev fra starten generet på de værst tænkelige måder, - kulminerende den 13. juli, hvor skibets styrmand greb Nicoline Tolboe i brystet for at rive hende bluse af. Hendes skrig blev hørt af Jensen Hals, som straks kom til og fik trukket styrmanden væk. Kaptajnen kom også til, og resultatet blev, at styrmanden blev sat i skibets fængsel. Kaptajnen lovede efter denne hændelse, at besætningen ville opføre sig ordentlig fremover, men alligevel opstod der mange grimme episoder. Sømændene fandt ret hurtigt 5

6 ud af, at turen til New York ville tage mere end de forventede 2 uger, så de kaprede det meste af det friske vand og overlod til passagererne at bruge vandet i lastrummet. Emerald Isle, som er det oprindelige navn for Irland, havde før denne tur transporteret kvæg fra Europa til Australien, og vandet i bunden af skibet havde været brugt som ballast på tre ture. De emigranter, som havde været nede efter vand, fortalte, at vandet var tykt som amerikansk olie og blåt som petroleum! Der var således stor mangel på vand, og emigranterne benyttede enhver lejlighed til i potter, gryder og pander at opsamle regnvand på dækket. For at undgå at besætningen sparkede de små gryder og pander til opsamling af vand i havet, var der altid sat vagter ud, selv om regnen styrtede ned. En dag så nogle emigranter en 18-årig dreng fra besætningen, som lå lænket til dækket i 3 dage, fordi han havde stjålet frisk vand til 3 svenske piger. Et andet eksempel på besætningens ondskab oplevede danskerne en dag, da de i afdelingen havde lavet gule ærter. Alle, der kunne finde plads rundt om jerngryden, sad med deres skeer og spiste. Kogepladsen lå lige under en af luftkanalerne, og oppe fra dækket kunne man se ned i køkkenet. Da en fra besætningen så, at nogle af danskerne sad og spiste varm suppe, tog han et stykke jernkæde og lod det glide ned gennem røret. Kæden faldt direkte ned i gryden, så den skoldhede suppe sprøjtede ud over de spisende. Der var grænser for, hvor emigranterne måtte opholde sig på skibet og bl.a. sømændenes spiseområde var forbudt areal for passagerene. En dag faldt en kartoffel ned fra bordet og rullede uden for området, og en 6 årig blandt emigranterne spurgte, om hun måtte tage den, men fik straks svaret NEJ. Den pågældende piges onkel sad lidt væk, og da han hørte svaret, efterabede han deres negative svar på dansk/engelsk. Straks blev han overdænget af besætningen med store kartofler, og bagefter lå der smadrede kartofler rundt om manden, men ikke engang en lille kartoffel blev der til den sulte pige! Den 11. august var det 63 dage siden de jyske mormoner var sejlet fra Grenaa, og den dag var de sammen med alle de andre emigranter glade, da Emerald Isle kunne kaste anker ud for New York. Skibet blev sat i karantæne, indtil de ca. 30 syge kunne transporteres til et hospital med forskellige symptomer på sygdomme som tyfus og mæslinger. Turen over Atlanten havde koste 37 mormoners liv, - af hvilke 8 børn under 12 år (5 fra Tolboe-familier). Alle turens 37 døde blev begravet i havet efter en gudstjeneste, og mange har sikkert haft det som Jensen Hals, der skrev i sin dagbog den 7. august efter at have begravet 6 børn: Jeg kunne knapt styre mine følelser. De allerinderste følelser i mit hjerte var rørt, og der var næppe et øje tørt i forsamlingen. Den 8. august startede med fint vejr, men med strøm og vind imod. Jensen Hals fik sidst på dagen arrangeret en lods ombord, hvilket havde en positiv indflydelse på passagererne. I de efterfølgende dage fik sejladsen relativt langsomt, men den 11. august skimtede man land forude, hvilket var en stor glædelig oplevelse for næsten alle. Jensen måtte den 11. og den 12. begrave endnu 3 børn, da en læge kom ombord deres skib for at kontrollere sygeligheden for de rejsende, tog han 6 emigranter med i land. Jensen Hals var også med på denne tur, da hen skulle sørge for den videre transport. 6

7 Den 14. august landede Emerald Isle i New York, - og fortsættelsen på emigranternes lange, besværlige og hårde tur til Salt Lake City vil komme i næste nummer af Nyhedsbrevet. John Bils 7