Henrik Desmond. Bomben i bogen. One Night Stand

Transkript

1

2

3 Henrik Desmond Bomben i bogen One Night Stand

4 Det eneste, vi behøver at frygte, er frygten selv. Franklin D. Roosevelt, USA s 32. præsident

5 PLAN B Danmarks nye tophemmelige efterretningsenhed PLAN B er oprettet af landets statsminister personligt. Sammen med en lille gruppe indflydelsesrige personer ønsker han at værne om landets sikkerhed og beskytte befolkningen og erhvervslivet mod den tiltagende terrorisme og globale kriminalitet. Politi, militær og de traditionelle efterretningstjenester har spillet fallit i kampen mod de nye trusler. PLAN B opererer derimod helt uden for offentlighedens kendskab og demokratiets spilleregler. Den lille slagkraftige enhed har til huse i Odenses velhaverkvarter og arbejder under dække af at være en privat kommunikationsvirksomhed. 5

6 6

7 PLAN B s medlemmer Morten Hvid, 32 år, har en kandidatgrad fra Københavns Universitet i kompleksitetsteori og udviklede gennem sine studier ideen om selvorganiserende problemløsning. Blev udvalgt af PLAN B på baggrund af sin udsædvanlige intelligensprofil og har siden en intens og ufrivillig optagelsesprøve fungeret som gruppens analytiker. Hans styrke er, at han ofte er i stand til at stykke usammenhængende informationer sammen til en meningsfuld forklaring. Evangelina Eva Seidelin Black, 31 år, har en kandidatgrad fra Cornell University i kommunikation og markedsføring. Derudover har hun gennemført FBI s grundtræningsprogram og har i en årrække fungeret som uofficiel undercoveragent i det amerikanske forbundspoliti. Datter af gruppens operationelle chef, Jonathan Black, og en dansk mor. Specialist i overvågning og indtrængning. Hans Henrik Wagner, 56 år, tidligere direktør i IT- og Telestyrelsen og gammel kostskolekammerat med landets statsminister. Har haft problemer med spillelidenskab, men er ikke desto mindre blevet udvalgt som statsministerens betroede leder af PLAN B. En effektiv administrator med et stort internationalt netværk og indgående kendskab til moderne informationsteknologi. 7

8 Jonathan Black, 53 år, tidligere elitesoldat og højtstående politimand i FBI Special Unit og uofficiel sikkerhedsrådgiver for den amerikanske præsident efter terrorangrebene på USA den 11. september En kynisk, men handlekraftig operationel chef for PLAN B. Tilbragte som ung en årrække i Danmark. Bjarke Schack, 37 år, soldat, uddannet i Jægerkorpset og siden videreuddannet i samarbejde med en række af verdens bedste militære specialenheder som Delta Force, SAS, SBS, GSG-9, KSK og Sayeret Mat kal. Står for gruppens fysiske træning og væbnede indsatser. Karin Stahl, 49 år, psykolog. Med en baggrund som personaleansvarlig i en række af Danmarks største virksomheder er hun gruppens største menneskekender. Udarbejder bl.a. profiler af mistænkte personer. Jørgen Kold, 46 år, tidligere politimand med 13 års erfaring fra Politiets Efterretningstjeneste og Politiets Aktionsstyrke. Ansvarlig for gruppens sikkerhed samt forbindelsesled til de etablerede myndigheder gennem personlige kontakter. 8

9 9

10 10

11 1 Det kunne blive en lang aften. Morten satte sin rygsæk ind på bagsædet af den blåmetallic stationcar og åbnede en ekstra gang for at tjekke, at han havde husket det hele. Termokande med varm kaffe. Plastikkrus. Sandwiches i cellofan. To flasker vand. To dåsecolaer. En bog. Og en lille fiks lampe, som kunne clipses direkte på omslaget og lige præcis gav nok lys til at læse ved, uden at skæret ville kunne ses udefra. "Er du klar?" spurgte han, da Eva kom ned ad trappen fra villaens hovedindgang. Hun sendte ham et overbærende blik. Selvfølgelig var hun klar. "Det ser i det mindste ud til at blive en smuk aften." April var lige begyndt, men luften var lun og sprængfyldt med løfter om en snarlig eksplosion af frodighed. I hvert fald i aften. April var en lunefuld måned, hvor snestorme kunne afløse forår, og Morten kom til at smile af sig selv ved tanken om, at han brugte vejret i sit forsøg på at få en samtale i gang. Så ordinært. Han styrede den store Audi R6 rundt på de stille villaveje i Odenses Hunderup-kvarter. Klokken var halv syv torsdag aften, og der var lys i de fleste af vinduerne på begge sider. Familierne sad omkring middagsbordet. Hos advokatparrene uden børn var rødvinen blevet trukket op, og hos ejendomsmæglerne blev dagens handler diskuteret. Eva var stadig tavs. Som altid, når en opgave nærmede sig. Hun forsvandt, og Morten havde efterhånden lært at betragte det som en slags træning. Ligesom hun dagligt trænede i motionsrummet i kælderen med mærkelige styrke- og smidighedsøvelser, Morten aldrig havde kendt før, måtte hun før en mission gå ind i sig selv og gøre det usynlige lige så smidigt og stærkt som det fysiske. Eller det regnede han i hvert fald med. Hun havde aldrig forklaret sig. Morten betragtede hende i smug. På overfladen lignede hun en helt almindelig smuk meget smuk kvinde i 30 erne, som sad på passagersædet og stirrede frem for sig med et fjernt blik. Men under kamuflagen gemte sig en kriger. Under den tynde, sorte kjole med diskrete røde og hvide blomster bar hun løse, sorte bukser med lommer på lårerne. Kjolen var en slå om-model og var kun bundet med en enkelt 11

12 strop i siden, så hun hurtigt kunne løsne den, lade kjolen glide ned over skuldrene og på den måde blive fri for kjolestoffets snærende begrænsninger. På fødderne havde hun lette militærstøvler, som både kunne gå for at være en ung kvindes moderigtige valg og en kampsoldats yderst praktiske valg. Hendes mørke rødbrune hår var trukket hårdt tilbage og samlet med et spænde i nakken. Kochsgade blev til Kertemindevej, og Morten satte farten op, men sørgede for at holde sig inden for hastighedsbegrænsningen, selv om det var en pine. Næsten sekshundrede hestekræfter dirrede under Audiens kølerhjelm og lokkede ham med sin dybe sirenesang. Ved et par enkelte lejligheder havde han prøvet at presse speederen i bund og lade automatgearet gå sin gang. Hver gang var den på overfladen så uskyldigt udseende stationcar øjeblikkeligt blevet forvandlet til en F-16-jager på vej ud ad startbanen. Ufatteligt tilfredsstillende. "Vi er på vej. Er på plads klokken syv." Eva gav den korte besked over sin mobiltelefon og afbrød straks forbindelsen igen. "Er du kendt i byen?" Hun kiggede på Morten. "Nej, men jeg tjekkede på kortet. Vi skal bare ind til havnen og til højre..." "I know, afbrød hun ham. Selvfølgelig vidste hun det. Målet var gourmetrestauranten Rudolf Mathis på havnekajen i Kerteminde, men der var ikke udsigt til en eneste bid af fiskerestaurantens berømmede mad. Den ære var tilfaldet Wagner og Karin, der i rollerne som nyforelsket, midaldrende ægtepar iført røde roser og retningsbestemt mikrofon skulle indtage en overdådig middag, mens de optog subjektets samtale i selve restauranten. I havnebassinet uden for restaurantens panoramavinduer ville Bjarke og Jonathan i skikkelse af to fiskere i en lille båd rense garn og kvejle tovværk op, mens subjektets møde blev foreviget med telelinse. Morten og Eva var sufflører. Dem, der trådte til, hvis nogen glemte deres replikker, eller noget andet gik galt. Da Morten havde parkeret bilen cirka 50 meter fra restauranten med fri udsigt til indgangen, kiggede han på sit ur Subjektet havde sin middagsaftale klokken Han lagde nakken tilbage mod nakkestøtten og lukkede øjnene. Hvorfor helvede vil en så højtstående flådeofficer risikere hele sin karriere for at skaffe oplysninger til et regime som det i 12

13 Syrien? Han står endda højt på listen over kommende forsvarschefer. Han drejede hovedet og kiggede på Eva, der trak på skuldrene. Penge... Morten lagde igen nakken tilbage. Penge? Tror du ikke, man tjener fornuftigt som kontreadmiral i det danske forsvar? Eva sukkede. Morten, prøv at høre her. Jeg er for længst holdt op med at gætte på menneskenes motiver. Helt ærlig er jeg ligeglad. Vores job er at fange dem, der gør noget dumt. Hvorfor de gør det, må være op til psykologerne. Morten lod tankerne glide tre uger tilbage. Opgaven var ukompliceret, og det havde virket, som om statsministeren havde lagt kortene på bordet, da han sad i briefingsrummet i kælderen under villaen i Odense. Kontreadmiralen havde så gode kontakter i både det politiske system og i Forsvarets top, at man havde besluttet at efterforske spionage-mistanken mod ham meget diskret. PLAN B skulle overvåge og aflytte admiralen for at få klarlagt, om og i givet fald hvordan og hvornår admiralen afleverede statshemmeligheder til en fremmed magt. Alt tydede på, at han var skyldig, og at der skulle ske en overdragelse under middagen på Rudolf Mathis. Hvis det var tilfældet, ville sagen blive klaret administrativt, som statsministeren kaldte det. Det var en diskret betegnelse, som kunne dække over alskens ubehageligheder. Vi er på plads, sagde Eva i mobiltelefonen og fik et okay fra Jonathan i fiskerbåden. Rollerne var besat og skuespillerne på plads. De ventede bare på deres cue. Det kom 37 minutter senere, da lygterne fra admiralens sorte BMW 745i fejede hen over havneområdet. "Hvad læser du?" Evas spørgsmål fik det til at gibbe i Morten. De havde siddet i tavshed i bilen i mere end en time. Admiralens BMW var kort efter blevet fulgt af en Syrisk ambassadebil, der havde sat en mand af og havde forladt området igen. Nu sad de to mænd i restauranten, og meldingerne fra Jonathan over den krypterede mobilforbindelse var ikke just ophidsende, med mindre man var madanmelder på et københavnsk dagblad: Både Karin og Wagner og de to objekter var nu omtrent halvvejs i deres ti- 13

14 retters menuer, og ifølge Jonathan var der lige blevet serveret peberrodssorbet i høje glas, så smagsløgene kunne nulstilles, inden det gik løs igen. Han holdt forsiden af sin bog op for hende. Griberen i rugen. "Det er Rifbjergs nyoversættelse. Læste den gamle for mange år siden. Hvad med dig?" Eva viste ham forsiden af sin bog. En karikaturtegning af en svært bevæbnet mand med stort skæg prydede omslaget. Titlen stod på tre linjer helt ude i venstre side: Islam-a-bad. "Åh, det er den, de demonstrerede mod for et stykke tid siden." Hun nikkede. "Ja. Men det kunne man vel sige sig selv. Forfatteren fremstiller muslimer som fanatiske og militante sleepers, der bare venter på en anledning til at gå ind i kampen mod de vantro." "Må jeg se den?" Eva rakte bogen over til ham, og han vendte den om og læste et citat fra en anmeldelse i Berlingske Tidende i de sidste stråler fra aprilsolen, som nu næsten var helt forsvundet bag Kertinge Nor: "Fransk-britiske Richard Darnton har skrevet en spændingsroman, som sætter fokus på den største konflikt i det nye årtusinde: Kulturkampen mellem islam og Vesten. Med hvas pen, et forrygende plot og et skarpt blik for det, som alle ved, men ingen tør sige højt, skriver han sig med Islamabad ind i ytringsfrihedens superliga. Hvis ikke Darnton får en fatwa udstedt mod sig, er der ingen retfærdighed tilbage i denne verden." Seks ud af seks stjerner var bogen blevet belønnet med. "Jeg så lidt af nyhederne, inden vi kørte, sagde Eva, da han gav hende bogen tilbage. Han kommer til Danmark i overmorgen. Morten løftede øjenbrynene. Var han ikke gået under jorden? For sit indre blik så han demonstrationerne, der havde spredt sig fra Karachi og Islamabad til London og Paris og det meste af verden, da bogen udkom. Muslimer var gået på gaden i tusindvis og havde brændt store bunker af bogen af. Og selvfølgelig havde en indflydelsesrig muslimsk leder proklameret, at det ikke kun var tilladt, men ligefrem forventet af en god muslim at forsøge at dræbe forfatteren. Jo, men han har åbenbart besluttet sig for at dukke op igen. I Horsens. 14

15 Morten rynkede panden. "I Horsens?" "Der er en eller anden bogmesse. Det er lige blevet offentliggjort. Det er vist lidt af et scoop. Han har ikke vist sig offentligt, siden fatwaen blev udstedt." Morten bladrede lidt i hukommelsen. Darntons bog var ren spændingsfiktion. En tju bang-roman, og Darnton blev derfor betragtet som en litterær letvægter i forhold til Salman Rushdie og andre, der havde lagt sig ud med muslimer verden over. Samtidig havde ytringsfrihedens proselytter åbenbart brændt det meste krudt af på de to muhammedkriser, så det havde været småt med danske støtteerklæringer, da protestbølgen rejste sig. Richard Darntons bog havde til gengæld nået toppen af bestsellerlisterne i de fleste vestlige lande, drevet derop af lige dele nysgerrighed og forargelse, og den danske oversættelse kom prompte. Forfatteren selv forsvandt hurtigt fra tvskærmene og aviserne igen, og hans problemer med dødstrusler blev lige så hurtig glemt. Det skulle der åbenbart laves om på nu. "Er den god?" Morten nikkede mod bogen, som Eva sad med i skødet. Hun trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke rigtigt. Den er spændende og velskrevet, men jeg har ærlig talt svært ved at se, hvad man kan blive så forarget over. Der er nogle meget karikerede muslimske karakterer, men... ja, det er nok bare mig." Fanatisme er at fordoble indsatsen efter at have glemt sit mål. Var det Jersild? Svenskeren, altså, ikke DR-journalisten. "Begge objekter har rejst sig fra bordet, lød det pludselig fra Evas mobil, der lå mellem hendes ben. Hun have slået højttaleren til og ladet forbindelsen stå åben, så telefonen fungerede som en tovejsradio. Eva smed straks bogen ned i bunden af bilen og samlede telefonen op. "Forlader de restauranten?" Morten kunne høre Jonathan bande på amerikansk, samtidig med at de to mænd kom ud af døren til restauranten. "Okay, jeg ser dem. De kommer mod os..." sagde Eva. Admiralen og hans syriske kontakt gik langsomt hen langs de parkerede biler. Kontreadmiralen var i civilt jakkesæt, mens den mellemøstlige herre havde jeans, sort blazerjakke og mør- 15

16 keblå skjorte på. Ingen af dem var iført det overtøj, de havde haft på, da de ankom. "De skal sgu' bare ud at ryge, bemærkede Morten. Og ganske rigtigt som på kommando tog begge mænd en cigaret i munden og tændte op. Tusmørket havde nu sænket sig over Kertemindes havnefront, og gløderne var tydelige. "De kommer tættere på os, rapporterede Eva til Jonathan over telefonen. De to mænd slentrede langs kajen og lignede to midaldrende mænd, som bare var ude for at skridte havnen af og trække vejret gennem en cigaret mellem retterne på en god restaurant. Da mændene var mindre end femten meter fra Audien, mærkede Morten en snigende panik. Havde kontreadmiralen en mistanke om, at han blev skygget? Og hvis ja hvordan ville synet af to personer i en bil på en øde havnekaj i Kerteminde så virke på ham? Var han bevæbnet? Morten var ikke. Han var ikke en del af PLAN B's operative enhed. Ikke formelt i hvert fald. Han var analytiker. Alligevel syntes han, at han alt for ofte endte midt i kugleregnen. Eva måtte være bevæbnet. Han drejede hovedet for at spørge, men mærkede samtidig Evas hånd under sit hoved. Hendes fingre gled op over hans kind, og hun styrede hans ansigt på plads og pressede sine læber mod hans. Først reagerede hans krop instinktivt ved at trække hovedet tilbage, men så overmandede varmen og smagen hans forsvarsmekanismer. Trods situationen var kysset lige så fantastisk, som han huskede. Fra dengang. Hendes professionelle forførelse. Lokkemaden, der hvirvlede ham ind i det hele. Han var faldet i med begge ben, men havde bestået prøven. Hun spredte læberne, og han følte spidsen af hendes tunge mod sin. Fast og blød på samme tid, ligesom han huskede hendes krop. Det var efterhånden længe siden, han havde mærket den. Nu levede de sammen, men hver for sig. Det havde taget ham tre sekunder at overgive sig til hende, da han så hende første gang i en foyer på et anonymt hotel i udkanten af Odense. Om han nogensinde ville opgive hende helt igen, var et åbent spørgsmål. "Hvor fanden blev de af?" Jonathans stemme var arrig. Morten skubbede Eva væk og samlede hendes telefon op. Han havde fulgt de to mænd med 16

17 øjnene hen over hendes nakke, da de passerede bilen, men kysset havde varet for længe og havde sløvet hans reaktionstid. "De... de gik ind mellem pakhusene, tror jeg." "Fuck... Get this damn boat moving, goddammit!!" Ovre på den anden side af havneløbet kunne Morten skimte Bjarke, der begyndte at rode med udenbordsmotoren på den lille fiskerjolle med en nødtørftig overdækning i stævnen. Herfra dukkede Jonathan frem, som altid klædt helt i sort. Nu med en mobiltelefon for øret og et kamera med telelinse i den anden hånd. "Eva, gå efter dem. Slip dem ikke af syne." Uden et sekunds tøven åbnede hun bildøren og steg ud. I samme bevægelse afførte hun sig slå om-kjolen og smed den ind på det tomme sæde. Så trak hun t-shirten ned over den lille pistol, der sad fast i bukselinningen på hendes ryg. Morten lukkede forsigtigt døren bag hende og startede for en sikkerheds skyld bilen. Den ellers fredelige overvågningsopgave havde pludselig taget en ubehagelig drejning. Hvad skulle de to mænd deromme? Lidt trist sted at ryge i hvert fald. Nu tændte Morten sin egen satellittelefon og koblede op til den krypterede samtale, Jonathan og Eva havde kørende, så han kunne følge situationen. Bjarke havde fået startet motoren på jollen, foretog en krap drejning i havneløbet og gassede op, så båden begyndte at plane med det samme. Jonathan stod i stævnen og holdt fast, mens han råbte ind i telefonen. "I see them... Eva, mellem den blå og den hvide bygning. Stop, Bjarke... Admiralen har taget noget frem fra sin inderlomme. En konvolut. Fuck..." I skæret fra en gadelygte inde på land kunne Morten se, at Jonathan kæmpede for at holde balancen i den vuggende båd, mens han rettede telelinsen mod et sted lidt længere ude ad fiskerikajen. Eva småløb nu hen langs pakhusene og de faldefærdige plankeværker. Da hun var omkring ti meter fra sidevejen, der gik ned mellem de to pakhuse, lød et dæmpet smæld, og Jonathan begyndte at råbe i telefonen. "Shit!! Han skød ham fandeme! Eva, admiralen er nede. Syreren har et våben i hånden. Back off!!" Men Eva fortsatte. Nu med pistolen trukket. Pludselig blev asfalten på kajområdet oplyst af to kraftige lyskilder fra sidevejen. "Bil! Watch it, Eva!!" 17

18 Hun nåede at stille sig i bredstående med pistolen hævet, men sprang så til side. Det var i absolut sidste øjeblik. Mens hun rullede hen ad sorte asfalt, fløj en stor sort bil ud fra sidevejen og drejede skarpt på hvinende dæk for ikke at fortsætte ud i havnebassinet. "Fuck, syreren er blevet samlet op. Fuck, fuck, fuck... Vi skal have stoppet den bil!" Morten satte Audien i bakgear og gassede op for at blokere vejen, men det var et sekund for sent. Den sorte bil foretog en skarp undvigemanøvre og accelererede videre ind ad kajen. I stedet skubbede han gearstangen frem og trykkede på speederen. Audiens store motor rev i chassiset, og stationcaren sprang frem som en gazelle på under fem sekunder havde sælgeren påstået, da Morten købte den for PLAN B's penge for cirka et halvt år siden. Åbenbart havde det ikke været en overdrivelse. Han vandt hurtigt ind på den anden bil, som havde sat kursen mod Nyborg. "Hvad fanden gør jeg?" råbte Morten ned i telefonen, som lå mellem hans ben. Hastigheden nåede hurtigt op på næsten 200 kilometer i timen på den øde landevej. "Har du kontakt?" lød Jonathans dybe stemme. "Ja, for helvede, de ligger lige foran mig!" "Kan du stoppe dem?" Audien begyndt at ryste voldsomt, og Morten drejede væk fra rumlestriberne i vejkanten, men overstyrede en smule, så han kom for langt ud på midten af vejen, og lysene fra en modkørende bil blændede ham et kort øjeblik. Han udstødte en mellemting mellem et skrig og en ed og klemte så hårdt omkring rattet, at knoerne blev kridhvide. Han slap speederen og genvandt kontrollen, men føreren af den sorte bil havde i mellemtiden fået forspring på omkring 100 meter. "Hvordan vil du have, at jeg skal gøre det? De kører helt sindssygt!" Hans hjerte hamrede, og pulsen dundrede i tindingerne, mens spredte lys fra huse langs vejkanten synes at flyde ud og blive til en lang lysstribe. "Ram ham i bagenden i et sving. Så går resten af sig selv." Satan og helvede... Morten trykkede speederen i bund, og bilen accelererede igen. Den var som alle Audier født med en elektronisk fartspærre ved 250 kilometer i timen, men den havde Jørgen Kold gjort kål på med skruetrækker, knibtang og 18

19 loddekolbe. De punkterede midterstriber lignede nu sidelinjen på en fodboldbane, og det føltes, som om ujævnheder i vejbanen nåede ham med flere sekunders forsinkelse. Med én hånd på rattet trak Morten sikkerhedsselen på. Så udså han sig et punkt yderst til venstre på den sorte bils bagende og lænede sig lidt frem mod de g-kræfter, der trykkede ham tilbage i sædet, og som ville blive forstærket om et øjeblik. Det var som at være stødballen i et spil billard. Aktion lig med reaktion. Halvvejs inde i en blød højrekurve ramte han den anden bil, som straks skred ud. Chaufføren forsøgte at rette op, men det var for sent. Bagenden var allerede alt for langt i sin rotation, og bilen begyndte at snurre rundt på hvinende dæk. Morten slap speederen og trak helt over i den modsatte side af vejbanen for at komme udenom, før han trådte bremsepedalen i bund og lod ABS'en og de brede dæk gøre arbejdet. Nedbremsningen føltes voldsom, men kontrolleret og varede et par hundrede meter. Imens betragtede han med hurtige kig i bakspejlet den anden bils totale forlis. Som i slow motion så han, hvordan den efter et par karruselture ramte rabattens græs med det ene baghjul først. Som i en eksplosion af jord og græs blev den først slynget rundt på taget og derefter et par meter op i luften, hvor den hvirvlede omkring sig selv nogle gange, inden den landede inde på en mark og fortsatte med at rulle rundt. Så lagde den sig til rette på taget, stadig med hjulene snurrende. Bilens lygter sendte kegler af lys ud i mørket. Han ventede i et minut med tilbageholdt åndedræt. Forsøgte at få hjertet i ro, mens hans øjne var klinet til bakspejlet. Der skete intet. Ingen kravlede ud. Der var ingen andre biler på vejen. Så trak Morten endelig vejret dybt og slap rattet. Med det samme begyndte hans hænder at ryste ukontrolleret. 19

20 2 "Det var en fantastisk indsats, I leverede i går." Morten havde som den sidste trykket tommelfingeren mod sensoren i gangen i den gamle villa og bevæget sig ned ad trapperne til den aflytningssikrede kælder. Den dæmpede belysning, den dumpe stilhed og lette susen fra udsugningsanlægget havde fået ham til at føle sig rigtig tryg for første gang siden aftenens hændelser. Tredje dør på højre hånd var briefingslokalet. Han vidste stadig ikke nøjagtig, hvad der befandt sig bag alle de andre døre. Da han åbnede døren, slog de andres stemmer ham i møde, og han satte sig tavst på sin vante plads ved siden af Eva ved det store konferencebord. Så var Wagner gået i gang. "Den dramatiske udvikling kom bag på os alle. Men I reagerede hurtigt og dygtigt. Kontreadmiralen overlever takket være dig, Eva. Hvis du ikke havde stoppet hans blødninger, ville vi have været en admiral fattigere i Danmark... What a loss... mumlede Jonathan sarkastisk, men Wagner valgte at overhøre ham....og Morten, du forhindrede drabsmanden og hans medsammensvorne i at flygte. Og nogle ret vigtige dokumenter i at falde de forkerte hænder." Forhindrede... ja, sådan kunne man vel også sige det. Mortens hænder rystede ikke mere, men alting dirrede stadig inden i ham. Farten, rystelserne, den skrigende lyd af metal, der blev krøllet sammen, og stilheden lige efter. En afgrundsdyb stilhed, som næsten var den værste. Det hele var der, og det havde været der hele natten. Heldigvis havde Bjarke også været der, sammen med en flaske whisky. Og Eva havde strøget ham over håret, da hun gik forbi hans stol på vej i seng. "Vi ved nu, hvem syreren var. Skidt fyr, tidligere oberst i hæren, nu våbenhandler og en del af inderkredsen i diktaturet. De CD-ROM'er, admiralen havde med til ham, kunne have indbragt en ganske god fortjeneste på det sorte våbenmarked. 20

21 De indeholdt den komplette kode til de programmer, som styrer det danske forsvars nyeste radarsystemer." "Hvad med admiralen?" Wagner så på Karin, der som altid havde sin notatblok liggende foran sig under briefingen. "Han er ved at blive lappet sammen af en betroet læge. Og så har han et møde med statsministeren klokken 12. Derefter formoder jeg, at Forsvaret bliver nødt til at revidere deres anciennitetsliste over kommende forsvarschefer." Jonathan smilede skævt og udstødte en grov, mumlende lyd, som Wagner ignorerede. "Morten, jeg er klar over, at det var en dramatisk afslutning for dig..." "Helluva driver, bemærkede Jonathan og nikkede anerkendende til Morten. "...og jeg ville ønske, at jeg kunne frede dig i et par dage, men desværre står vi med en ny sag." Der bredte sig en lille undren rundt om bordet. Bjarke så skeptisk på Wagner, mens Karin bladrede om på en ny og jomfruelig side på blokken og gjorde sig klar. Hos gruppens ubestridte stenansigt, Jonathan Black, afslørede nysgerrighed sig kun ved svage løft af øjenbryn. Eva satte sig frem på stolen og fokuserede forventningsfuldt på Wagner. "For kort tid siden blev jeg ringet op af statsministeren. Der er stor bekymring i regeringen for et arrangement, som skal finde sted i Horsens i morgen eftermiddag. Det drejer sig om en yderst kontroversiel forfatter, som med kort varsel har meldt sin ankomst til Krimimessen i det tidligere statsfængsel." "Richard Darnton, udbrød Morten, og Wagner nikkede. "Nemlig. Forfatter til den stærkt islamkritiske roman Islamabad, som har været genstand for millioner af muslimers vrede verden over. I har sikkert ikke haft lejlighed til at se nyheder, siden vi tog af sted til Kerteminde i går, men jeg kan oplyse, at situationen lige nu er højspændt. Der var demonstrationer mange steder i går, og vredens øjne er nu igen vendt mod Danmark. To ambassader er allerede blevet angrebet, og de 21

22 brænder Dannebrog i flere lande. I aften venter man uroligheder flere steder i Danmark også." "Hvad i alverden skal han dog i Horsens, om jeg må spørge? brød Karin ind. "Burde han ikke holde lav profil for tiden i stedet for at optræde på en bogmesse i Danmark?" Wagner trak på skuldrene. "Jo, det skulle man mene. Men denne her forfatter... Darnton... han er ikke helt almindelig. Delt fransk-britisk statsborgerskab. Selvudråbt intellektuel, selv om han tilsyneladende aldrig er blevet anerkendt af de mere etablerede litterater og samfundsdebattører. Han brød igennem internationalt for fem år siden med en kriminalroman om korsriddere og den katolske kirkes hemmeligheder. Han får nok aldrig nobelprisen i litteratur, men har til gengæld ligget i toppen af alverdens bestsellerlister lige siden. Og han har opnåede den ære at blive lyst i band af paven for at udbrede løgne og beskyldninger mod kristendommen." "That's not bad... kom det drævende fra Jonathan. "Det er de færreste forfattere, der kan få to verdensreligioner på nakken inden for så kort tid. Det klarede Rushdie da ikke engang." Wagner hævede brynene og fortsatte. "Angiveligt blev arrangørerne af krimimessen i Horsens kontaktet af Richard Darntons agent onsdag eftermiddag og spurgt, om de var interesserede i at lade forfatteren optræde på messen. Han har ikke vist sig offentligt, siden fatwaen mod ham blev udstedt. Arrangørerne blev selvfølgelig ellevilde og sagde ja med det samme. Uden at tænke så meget over konsekvenserne." "Hvad med sikkerheden?" Bjarke Schack lænede sig ind over bordet og så på Wagner. Den tidligere jægersoldat udstrålede som altid hyperopmærksom ro. "Det er netop sikkerheden, der er problemet. Krimimessen er et sikkerhedsmæssigt mareridt. Messen arrangeres af Horsens Bibliotek og afholdes i samarbejde med lokale boghandlere og så videre. Den har kun eksisteret i få år, og der kommer et par tusinde besøgende. Til gengæld er de alle sam- 22

23 men krimientusiaster til fingerspidserne. Det gælder også arrangørerne. Altså lidt af et græsrodsarrangement for kriminørder." "Så burde de sgu' da vide noget om mordforsøg og skydevåben og den slags, bemærkede Bjarke tørt og lænede sig atter tilbage med sine muskuløse arme over kors. "PET blev hurtigt involveret. Eftersom forfatteren ved flere tidligere lejligheder har udtalt sig om muhammedkriserne, har de været opmærksomme på ham. Så lige så snart en af bibliotekarerne i Horsens havde talt over sig til lokalradioen, foretog PET en risikovurdering og besluttede, at truslen mod Darnton er så høj, at det vil være nødvendigt med et massivt sikkerhedsopbud fra det øjeblik, han sætter fødderne på dansk jord. Helst så de selvfølgelig, at han holdt sig væk, men det er ligesom ikke rigtigt en option. Nu havde Jørgen Kold overtaget briefingen. Som sædvanlig lod han et slideshow med billeder køre på storskærmen i baggrunden, mens han talte. Denne gang viste billederne demonstrationer, afbrænding af store bunker bøger og flag til stor jubel for de omkringstående. "Problemet er bare, at messearrangørerne er blevet pålagt, at Darnton under ingen omstændigheder må stilles under myndighedernes beskyttelse." Alle omkring bordet, undtagen Wagner, stirrede uforstående på den erfarne, gråsprængte ekspolitimand med en fortid i både kriminalpolitiet, aktionsstyrken og efterretningstjenesten. "Det er åbenbart et ultimativt krav, som forfatteren har stillet via sin agent. Det handler om ytringsfrihed. Han insisterer på at kunne tale frit uden at lade sig begrænse af trusler på nogen måde. Darnton har altså krævet, at der absolut ingen sikkerhedsforanstaltninger ud over det sædvanlige må være." "Men det retter PET sig vel ikke efter..?" "Jeg er sikker på, at PET's ledelse deler dit synspunkt, Bjarke, indskød Wagner. "Men der er gået politik i sagen. Kulturministeren skamroste nemlig med vanlig sans for dårlig timing både krimimessen og Robert Darntons mod i Nyhederne i går aftes. Da besøget var en kendsgerning, gik han på tv og kaldte 23

24 messen et skoleeksempel på, hvordan kulturformidling vokser fra bunden, drevet frem af det frie initiativ, som staten skal sørge for at dyrke, men ellers holde fingrene fra. Og samtidig fremhævede han Darnton, som med kulturministerens ord har fået debatten om kulturmøder til at blomstre over hele verden på godt og ondt må man sige..." "Så det vil se rigtig dårligt ud for en borgerlig regering at forpurre sådan et kulturscoop. Mordtrusler og flagafbrænding til trods." Wagner nikkede til Morten. Men det vil også se rigtig skidt ud for en borgerlig regering, hvis manden går hen og dør under sit besøg i Danmark... "Nemlig. Og så er det, at vi kommer ind i billedet." Omkring middagstid havde de en plan klar. Opgaven fra statsministeren havde været meget præcis: I løbet af det næste halvandet døgn skulle PLAN B skabe kontakt til arrangørerne af krimimessen, foretage en vurdering af sikkerhedssituationen i det gamle Horsens Statsfængsel, hvor arrangementet skulle afholdes, samt opnå adgang til den absolutte inderkreds omkring Richard Darnton i det tidsrum, forfatteren ville befinde sig på messen. De skulle med andre ord agere menneskeligt skjold for forfatteren, uden at hverken arrangørerne, forfatteren, hans agent eller pressen opdagede noget. "Godt, lad os løbe det igennem igen, sagde Wagner og rømmede sig. Bordet i briefingsrummet var dækket af kaffekopper, sodavandsdåser og notatpapirer. På storskærmen havde Kold placeret en grundskitse over messeområdet, der lå i en bygning lige bag statsfængslets hovedbygning. "Så snart vi er færdige her, kontakter jeg arrangørerne af messen og orienterer dem om, at Kulturministeriet som en slags kulturstøtte har bevilget dem gratis assistance fra et professionelt kommunikationsfirma i forbindelse med Darntons besøg. Jeg sætter et møde op så hurtigt som muligt et møde, hvor Morten og Eva deltager som PLAN B's ansigter udadtil. Herefter bliver det jeres opgave dels at rådgive arrangørerne bedst muligt, så vi undgår åbenlyse sikkerhedsbrister, dels at vurdere 24