18. søndag efter trinitatis, den 19. oktober 2014 Vor Frue kirke kl. 17

Transkript

1 1 18. søndag efter trinitatis, den 19. oktober 2014 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: Johs 15,1-11 Salmer: Gud, lær os før din vinters gru Som æblerne der falder nu At slippe al vort eget Din søn var her og lærte os At døden intet finder hos Den, som har elsket meget Det hører til voksenlivets foruroligende overraskelser, at vi ligner vores forældre mere, end vi nogensinde har ønsket at komme til det. Vi er godt klar over, at slægtskabet ikke fornægter sig, og at æblet ikke falder langt fra stammen. Aldrig så snart er et barn født, før end vi begynder at finde ligheder med moren, faren, bedsteforældrene, og aldrig så snart er barnet nået skelsår og alder, førend barnets interesse for forskellen er ligeså stor, som ligheden var det for forældrene. Og så er det, man som voksen til sin overraskelse og forfærdelse opdager, at man siger det samme, gør det samme og drømmer de samme drømme, som ens fædrene og mødrene ophav. Selv en opførsel, man har lovet sig selv aldrig nogensinde at gentage, ser man sig selv i. Selv en

2 holdning, man har lovet sig selv aldrig nogensinde at antage, har man til sin overraskelse alligevel antaget som sin. Når litteraturen afsøger de områder af tilværelsen, hvor den verden, vi tror, vi har magt over, grænser op imod den verden, vi ikke har, henviser den til naturfænomener. Storm, regnmasser, snefog. Man kunne også have peget på afstamning. Her er også et område, som unddrager sig vores magt. Det vidste vi allerede som børn, når vi råbte efter en kammerat, som havde fået sin første kæreste. Se på moren, råbte vi advarende efter den ven, som havde fået travlt med andet end vores selskab. Se på moren, hvis du vil have en fornemmelse af, hvordan din kæreste ser ud om tredive år. Arven efter vores forældre er som et naturfænomen, der er ligeså uafvendeligt som et skybrud. Man kan søbe op efter det, men dæmme op mod det kan man ikke. Hvis vi ellers kunne få vores natur med til det, var det måske bedre fra først af at vedgå slægtskabet. Når det ikke rigtig lader sig praktisere og vi først baglæns skal forstå, at det forholder sig sådan, kendes kun det ene væsentlige modtræk at insistere på sit gudsforhold. Væsentligere end mit forhold til mit fædrene og mødrene ophav er mit forhold til den Gud, jeg blev døbt til i Jesus Kristi navn. Det lader sig ikke gøre at fortælle nybagte forældre, men senere kan det lyde, som den evangeliske befrielse det er: at ved dåben er der sat en grænse for, hvor meget vores forældre skal have lov til at 2

3 hærge i vores liv. Og set fra den anden side: sat en grænse for, hvor meget vi som forældre skal hærge i vores børns liv. Vi kan til hver en tid henvise til et forhold, som sætter alle andre forhold i relief. Vores forhold til Gud forpligter os på at komme til os selv som de originaler, vi er tænkt til at være og ikke som kopier af vores slægt. Det moderne, - hvornår det så end sætter ind, nogle vil sige med renæssancen og reformationen andre efter 1. verdenskrig, kan vi blandt andet forstå som en gevaldig eftersøgning af selvet, af vores identitet altså som et forsøg på at svare på spørgsmålet om, hvem jeg er. Svaret har i alle dets varierende former karakter af en vej. Vejen er gået tilbage i slægten som en beskæftigelse med afstamning. Tanken har været, at når det nu ikke kan være anderledes, end at vi bærer slægtens mere eller mindre fikse ideer med, så kan vi ligeså godt vedgå dem som fornægte dem. Det er i bogstaveligste forstand en oldgammel indsigt, at fædrene åd sure druer og børnene fik stumpe tænder (Jer 31,29). I en bredere fortand er denne indsigt formuleret i dogmet om arvesynden. Et af de ligeså miskendte som opløftende forestillinger om, at der trods alt er grænser for, hvor meget vi kan laste os selv. Vi er en del af den slægt, som spiste den forbudne frugt. Eller vejen er gået indad i os selv ud fra forestillingen om, at vores sande jeg gemte sig bag sociale og kulturelle forskansninger. Ad den vej 3

4 forventes vi at ankomme til os selv i splendid ensomhed som resultatet af selvrealisering For den tidligere roskildebisp så det ud, som om den vej endte blindt. Man har hørt om manden, der gik i sig selv, sagde Jan Lindhardt og tilføjede og aldrig er set siden. Men vejen kan også have form af en stige, så den hverken går tilbage eller indad men opad. Det er den vej til selvet, evangeliet om Jesus Kristus anviser. Det er i vores forhold til Gud vi bliver til dem, vi skal være. Og det mest forunderlige ved denne vej er, at den hverken fordrer kunnen eller teknik. Det mest organiske billede på dette forhold introducerer Johannesevangeliet med vintræsmetaforen. Med et af sine Jeg er-ord kalder Jesus sig for et vintræ og os for sine grene. Jeg er-ordene er åbenbaringer af Gud. Gud har tidligere åbenbaret sig som ren væren til. Jeg er eller Jeg er den værende eller endnu mere sandsynligt som Jeg er der som den, der følger dig. Sådan mødte Moses og siden folket den Gud, som Jesus nu afslører som den gode hyrde, vejen, sandheden og livet, fårenes port og nu altså det sande vintræ. Jesus og vintræet, - det hedder vel egentlig vinstokken, har det til fælles, at de kan forvandle vand til vin. Og det er netop i denne egenskab, vi skal forstå vores forhold til det guddommelige ophav. 4

5 Som vinstokken ad sindrige veje forvandler vandet til den vin, vi både kan slukke vores tørst og beruse os i, således slukker Jesus også ad sindrige veje tørsten hos den, der søger mod sit sandere selv. Han og hun kan se på sig selv som grene på livets træ, vinstokken Jesus. Det har især i protestantisk teologi og da i de seneste årtier med stigende problemer med spiritus været forbundet med politisk ukorrekthed og personlig skamfuldhed at glæde sig for oprømt over Jesus i billedet af noget så berusende som vin. Men det er en klassiker at forestille sig Jesus som vinstokken og dens frugter. Jesus er vindruen, som blev lagt i Guds vredes perse for at briste og forløse den frugtsaft, som herefter gik i gæring for at udvikle sig til den farligt virkningsfulde spiritus. Det er ikke tilfældigt, at spiritus og spiritualitet har fælles sproglig oprindelse. Vi bliver meget bogstaveligt påvirkede af begge dele, og ifølge pinseberetningen ligner påvirkningerne hinanden. Så tæt er vores forhold til vores himmelske ophav som vinen i vores åresystem. Når spørgsmålet er, hvem vi er, så er svaret, at vi fra vores dåb er podet på Kristus-stammen. Vi er kristne. Således kan vi holde ud af se på os selv som de børn, der fik stumpe tænder af de druer, vores fædre spiste. Sådan kan det lade sig gøre at se på os selv som arvinger til mere, end vi ønskede fra det fædrene og mødrene ophav. 5

6 Vejen har form af en stige, ad hvilken vi når til forståelse og accept af os selv som grene på både stamtræer og kulturelle gevækster, fordi vi først og sidste er grene på den sande vinstok. Den sande vinstok plantede Gud som erstatning for det træ midt i haven, vi ikke måtte spise af. Fra den sande vinstok kan vi slukke vores tørst efter det evige liv, vi ikke har som personlig ejendom, men som menneslægt. Hvis vi under vejs skulle være kommet i tanke om nadveren som det sted, hvorfra vi stadig som grene kan suge næring til vores liv, ville Johannesevangeliets Jesus nok ikke anse det for helt tilfældigt 6