Hvidbog. M13 - Malmø oktober Arbejdsseminar

Transkript

1 Hvidbog M13 - Malmø oktober 2013 Arbejdsseminar

2 Indhold Indledning Program 4 Deltagerliste 6 De fire byeksempler 8 To internationale oplæg 10 English summaries 14 Forskere i panel 15 Social kapital og social innovation 16 Innovation i byer 18 Innovation som faser 19 Fortællinger om byen 20 Tirsdag den 29. oktober Udfordringer for Nordic City Network - Om NCNs mange projekter 21 NCN - og den internationale dimension 22 NCN - og nordisk uddannelse for byudvikling 22 M13 - M14 og livet derefter 24 Bilag 25 Udgiver Redaktion Tekst og opsamling Nordic City Network Per Riisom, Hannah Wadman og Henrik Poulsen Henrik Poulsen, Odense Kommune

3 Indledning Seminaret i Malmø den oktober var et arbejdsseminar M13 og en forløber for den store internationale konference næste år M14, der bl.a. skal bygges op omkring en urbaniade med Malmø som internationalt eksempel på den moderne komplekse kundskabsby. Som NCNs formand Christer Larsson understregede, er det vigtigt, at man i tiden frem til M14 arbejder på identificere og diskutere de hovedudfordringer, som vore byer står overfor, og som M14 efter planen skal give et internationalt perspektiv på. Det helt store fælles NCN-projekt netop i disse måneder er de godt 450 eksempler på velfærds- og byudvikling, der nu er indsamlet og i færd med at blive bearbejdet. Det hele er gået meget hurtigt, og der mangler fortsat en del bearbejdning af projekterne. De interessante spørgsmål er, hvad disse projekter er et udtryk for, og hvilken virkning de har. Hvordan afspejler de den nordiske velfærdsmodel i dens urbane sammenhæng, og kan der spores linjer i de mange projekter, der kan antyde eller direkte vise, hvor vi kan være på vej hen med den nordiske velfærd?. Fælles projektet er også et læringsforløb, hvor mængden og mangfoldigheden måske kan vise, om der er et særligt greb eller nogle særlige linjer, der kendetegner byudviklingen i Norden. Læringen består både i at identifi-cere og diskutere eventuelle fælles træk men også i at diskutere, hvordan de eventuelt kan videreudvikles frem over. Per Riisom sammenlignede situationen med et sejlende skib: når skibet er til havs, begynder kaptajnen at skrive en logbog. Hvis man tager de godt 400 projekter vurderede han, at 70% af dem er, hvad man kan kalde typiske eller repræsentative for den nordisk byudvikling, mens 20% er banebrydende og endnu 10% kan siges at være radikalt innovative men alene den tankegang, der ligger bag: at 18 større nordiske byer hver samler 25 lokale eksempler på, hvad der har haft betydning for dem er måske radikalt innovativ sammenlignet med, hvad et tilsvarende antal byer kunne finde på at gøre et hvilket som helst andet sted i Verden. Samlet set er de mange projekter måske udtryk for et paradigmeskift; nemlig at byernes store forandringer og omdannelser i stadigt stigende grad realiseres gennem et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommunerne og stærke private aktører og for det andet, at borgernes fokus på det offentlige som system og myndighed er på vej til at flytte sig i retning af et fokus på kommunen som en fælles støtte, som kan mobiliseres til at klare fællesskabets opgaver som et samarbejde mellem kommune og civilsamfund, det sidste i skikkelse af både foreninger og det enkelte menneske. Uanset, om der kan kippes med flaget for et samlet paradigmeskifte i nordisk urban velfærdsudvikling eller ej, så er det vigtigt at holde fast i, at projektet med de godt 450 eksempler tager form af en fælles læreproces, der skærper deltagernes opmærksomhed mod det, der virkelig vurderes som vigtigt stort eller småt på det korte eller det lange sigt i byernes forandring. Og som det gentagne gange er blevet slået fast, mens projekterne er løbet ind: det interessante er måske ikke så meget projekternes indhold eller ydre form, men hvilken virkning de har i lokalsamfundet.

4 Program Nordic City Network Arbejdskonferece i Malmö oktober 2013 Måndag 28 oktober Välkomna + introduktion till konferensen Per Riisom Presentation av deltagarna och programmet Christer Larsson presentationer: 4 medlemsstäder Contemporary Nordic tendencies Fika Inspirationsföreläsningar: Lawrence Barth, European contra Nordic contemporary tendencies + Academy of Urbanism Analys av de nordiska exemplen Michel Sudarskis, INTA Diskussion om nordiska tendenser Alla deltagare Stadsvandring i Västra hamnen: The Line Göran Rosberg + representanter från företag Lunch på MEC 4 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

5 GRUPPDISKUSSIONER Presentation av byarnas projekt Representant NCN medlemsstäder +analysgrupp (Malmö Högskola) Analys av de framlagda projekten Dialog om byarnas insats Samhällsutvecklingen bakom projekten Uppsamling dagens arbete Per Riisom Middag på Katrinetorp Tisdag 29 oktober Analysgruppen sammanträder Analysgrupp Uppsamling av gårdagen Analysgrupp - Grupparbete - Sortering av projekt - Pilotprojekt Per Riisom Fika Genomgång av programmet för M14 + Per Riisom Presentation och dialog om Urbaniaden, guiden + bok III Genomgång av ny hemsidan Giv Akt Lunch på MEC Debattupplägg: Christer Larsson NCN:s framtid och utveckling Debatt Alla deltagare Upplägg om skriftserie Torkild Green-Jensen Master class: Henrik Poulsen Ny kurs i stadsutveckling Eva Engquist Nordic Urban Forum Mads Sand Perspektiv och avslutning Per Riisom Christer Larsson Slut M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 5

6 Deltagarlista M13 Aalborg Brian Høj Erik Møller Aarhus Thorkild Green Jensen Eskilstuna Dag Johansson Madeleine Lundbäck Pernilla Lindström Fredericia Uffe Steiner Jensen Mads Quottrup Sand Kristiandsand Grete Kvelland Skaara Anne S. Lislevand Linköping Saga Wingård Lund Johan Lindström Cecilia Hansson Malmö Johan Emanuelsson Carina Svensson Elisabeth Hellman Ingemar Gråhamn Stefan Lindhe Malin Backman Tyke Tykesson, Kerstin Gustafsson Kerstin Torseke Hulthén Norrköping Karin Milles Beier Tina Bosnjak Erixon Odense Kommune Henrik Poulsen Umeå Carl Arnö Isabella Forsgren Elin Pietroni Skedsmo/ Lilleström Andreas Bjørnnes Torild Fagerbekk, Plansjef 6 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

7 Sönderborg Simon Bryderup Gaardsda Vivian Krøll Tromsö Erik Øwre Trondheim Kari Elisabeth Paulsen Amund Aarvelta Anne Reinton Vasa Susanna Slotte-Kock Gehl Architects Louise Kielgast International Federation for Housing and Planning Regitze Marianne Hess Dorte Bøgelund Petersen ISU institutet för hållbar stadsutveckling Clara Norell Lunds Universitet Ola Jonsson Malmö Högskola Eva Engquist ÅF - Ångpanneföreningen Ulf Silbersky Urban Development Strategies Mats Olsson Stadskontoret Tove Dannestam M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 7

8 Mandag den 28. oktober De fire byeksempler Om Media Evolution City I sjælden grad kan man denne gang slå fast, at der er en kobling mellem seminarets emner og diskussioner og så den fysiske ramme, som de finder sted i. Media Evolution City er Malmøs kreative mødested for især virksomheder indenfor mediebranchen. En kæmpe bygning, der har rødder tilbage i Malmøs industriepoke og i dag samler en mangfoldighed af mennesker og virksomheder. Som der står i stedets indbydende præsentationsfolder et mødested karakteriseret af de tre S er: samarbejde, synliggørelse og synergi. Kvarken (finsk: Merenkurkku) eller Norra kvarken er det ørige havområde mellem Umeå i Nord-Sverige og Vaasa i Nord- Finland hvor den Botniske Bugt danner en indsnævring. I Sverige skelner man mellem en Norraog Södra-kvarken (nordlige og syd-lige). Södra kvarken (finsk: Ahvenanrauma) er sundet mellem Åland og det svenske fastland. Med «Kvarken» mener man almindeligvis Norra kvarken. Man hører også Västra og Östra kvarken; Västra kvarken er da sundet mellem Umeå og Holmön, mens Västra kvarken er hovedsundet ud for Holmön/Ängesön. Kvarken med skærgården på begge sider blev i 2006 indlemmet i verdensarvsområdet Höga kusten, og fik navnet Höga kusten/kvarkens arkipelag. Som udvalgte eksempler på de godt 450 projekter fra NCNs medlemsbyer forelagde fire af de deltagende byer hver deres refleksioner over de valgte projekter: Vaasa (Susanna Slotte- Koch), Odense (Henrik Poulsen), Linköping og Lillestrøm (Andreas Bjørnes). For Vaasa var den store overskrift byens strategiske satsning på at blive måske endog Nordens energihovedstad. Erhvervs- og forskningsinteresser inden for dette område er massive i byen, og den er med til at give en fælles retning på den overordnede strategiske udvikling. Byens historiske fortælling handler både om Kvarken som kom på Unescos Heritage List i 2006 men også om en traditionel åbenhed mod Verden, der måske har bidraget til, at Vasa står ganske stærkt i det finske hierarki af byer, der klarer sig bedre end gennemsnittet. Og så giver Vaasas lokalisering mulighed for direkte kobling til men også etablering af mere strategiske alliancer til Umeå på den anden side af den Botniske Bugt. Den østbotniske region klarer sig godt i disse år. Den har for øjeblikket landets højeste beskæftigelse, lønniveauet flugter med Helsinkis, der er korte afstande, og hver femte indbygger er en studerende - i alt studerende fordelt på tre videregående uddannelsesinstitutioner. Der er heller ikke langt til et meget stort marked, som ikke mange andre byer er specielt optaget af; nemlig Rusland. Men den strategiske satsning er i Vaasa som i mange andre byer også oppe imod nogle udfordringer: aldrende befolkning, svag økonomisk vækst, manglende investeringer i nye arbejdspladser, fraflytning af veluddannede og færdige kandidater fra uddannelserne, pres på den kommunale økonomi i form af flere opgaver men med ringere statslig kompensation - den finske version af kendte velfærdsudfordringer. I Linköping er historien en lidt anden, måske fordi man tydeligere er indfældet i et by-hierarki og et netværk. Historisk har Linköping været bispe- og universitetsbyen, mens Norrköping 45 km derfra var industri- og handelsbyen. I dag indgår begge byer i en fælles strategisk alliance som Sveriges fjerde største storstadsregion. Allianceskabelse og regionalisering er interessante faktorer i Linköpings nyere udviklingshistorie. Forestillingen om, at to byer gennem alliance kan udgøre en storstadsregion ville næppe give samme mening, hvis ikke man netop geografisk var placeret så tæt på hovestaden Stockholm. 8 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

9 Odenses situation ligner mere Linköping end Vaasas. Der er ikke én overskrift for udviklingen. Der er flere, måske endog mange. Dualismen mellem industri/håndværk og tradition på den ene side, der er ved at forsvinde til fordel for viden, uddannelse og innovation på den anden er dog grundkonflikten begge steder. Mangfoldigheden hos Linköping fordrer lige som i Odense stærk fokus på importance of drivers, hvem er det, der sætter gang og driver projekter og forandringer inden for forskellige områder i byen? Og hvor ligger i givet fald byens barrierer for udvikling? I tilfældet Odense er der også fokus på, at der samtidig med de store udvendige byudviklingsprojekter finder en markant udvikling sted indvendigt i den kommunale organisation, hvor gamle organisatoriske skel nedbrydes og nye fagligheder i stigende grad mødes i en stadig mere åben og direkte dialog med borgerne. Måske er det ikke en uvæsentlig pointe, at det netop er kommunen som organisation, der griber ud efter kræfter i det civile samfund. Mødepladser er et nøgleord i Linköpings præsentation. Byen skal danne rammer for, at forskellige mennesker og dermed forskellige ressourcer kan finde hinanden. Pendanten til retorikken om mødepladser eller mødesteder er partnerskaber, som er meget aktuelle i Odenses strategiske udvikling - at store projekter i byen ikke kan realiseres uden partnerskaber mellem især kommunen og investorerne - men i virkeligheden også de aktører, der efterfølgende måske skal fylde de rammer ud, der bliver skabt gennem disse partnerskaber. Her fra er der et interessant spring til eksemplet fra Skedsmo kommune og Lillestrøm. Med åbningen af Norges internationale lufthavn Gardemoen i 1999 og etableringen af en station i Lillestrøm som eneste mellem lufthavn og Oslo centrum blev den helt grundlæggende eksistensbetingelse for Lillestrøm med ét slag ændret. Det skabte en helt ny lokal selvbevidsthed og en klar fornemmelse af at ligge på linien. Både den efterfølgende etablering af kulturcenter i Lillestrøm og projektet om kundskabsbyen Lillestrøm udspringer af lufthavnens tilblivelse og Lillestrøms særlige position mellem take off i Gardemoen og storbyens puls i Oslo. Det er interessant, at i tilfældet Lillestrøm er der denne fornemmelse af et startpunkt for en ny identitet, en ny kollektiv bevidsthed om, hvad Lillestrøm er for en by, og hvad den kan udvikle sig til. Måske har den særlige situation skabt klarhed over vilkår og urbane virkemidler, som er vanskeligere at klarlægge i byer, som ikke på samme måde har været udsat for et afgørende vendepunkt i sin historie. Fire byer, fire ret forskellige præsentationer af den ramme, som nogle af de godt 400 projekter udspiller sig inden for, og det understreger måske, at selv om der er talrige parallelle træk i de mange projekter, så har byerne også et særpræg. De udvikler sig på en historie, der er forskellig i forhold til geografi, ressourcer, infrastruktur og aktører - og måske andre forhold, men som har betydning for, hvilke konkrete skridt byen tager på et givent tidspunkt. I den endelige præsentation af de mange projekter skal denne dualisme mellem paralleller mellem byernes udvikling og byernes egne særtræk måske tegnes skarpere op, end den fremtræder i det foreløbige udkast. M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 9

10 To internationale indlæg For første gang i NCN s seminarhistorie var der internationale indlæg - præsenteret af kompetente repræsentanter fra internationale forskningsmiljøer og netværk. Michael Sudarskis er generalsekretær for INTA og Lawrence Barth er professor i urbanisering (urbanism) ved Graduate School of Architectural Association, hvor hans forskning især ligger i spændingsfeltet mellem bygningsarkitektur og byplanlægning. To oplæg, der på en måde, havde hvert sit udgangspunkt eller hovedperspektiv. Michel Sudarski som generalsekretær i en international organisation, der arbejder med global urbanisering, anskuede typisk urbaniseringen fra et overordnet strukturelt og systemisk perspektiv, mens Lawrence Barth som arkitekt og forsker gik tættere på den moderne bys miljøer og bygninger. Michel Sudarskis indlæg tog sit udgangspunkt i byernes helt basale eksistensvilkår - en slags urban eksistensialisme - hvilke værdier, drivkræfter og barrierer har moderne byer spurgte han?. Det er der naturligvis ikke noget enkelt svar på, men den moderne bys udvikling udspiller sig i en konstant kamp mellem stærke drivkræfter og lige så stærke barrierer, der hele tiden er i spil mod hinanden. Et indiskutabelt hovedtræk, som Sudarski fremhævede, er dog byernes kommercialisering. I stigende grad overalt i Verden men måske med et særligt tyngdepunkt i Fjernøsten, er kapitalinteresser og forretningssektoren blevet en dominerende faktor i den måde, som byen fysisk udvikler sig på. Det kunne måske opfattes helt uproblematisk, hvis alle indbyggere i Verdens byer generelt blev rigere, men det modsatte synes at være tilfældet. Der bliver stadig flere fattigere og om muligt endnu mere alvorligt: middelklassen, der er alle byers og samfunds væsentligste kit, fordi den traditionelt bygger bro mellem de rige og de fattige, bliver samlet set også fattigere - f.eks. er 17% af alle franskmænd berettiget til social housing på grund af en faldende eller en mistet indtægt. De sociale spændinger stiger overalt. En spansk sociolog påpegede for nyligt, at den sydeuropæiske velfærdsmodel, hvor familien er anker for det enkelte menneske, er under hårdt pres på grund af krisen. Antallet af skilsmisser og andre familiestridigheder er i markant vækst. Den basale sociale sammenhæng er simpelthen truet i den moderne sydeuropæiske by. Og globalt set har byerne også en mangfoldighed af andre udfordringer, som Sudarskis understregede, netop ikke er nye og slet ikke - i modsætning til de sociale - er følgevirkninger af finanskrisen men et resultat af langvarige underliggende problemer, hvis udspring kan dateres langt tidligere. Presset på de naturlige ressourcer som energikilder og vand samt f.eks. forureningen er langt fra nye problemer. Disse faktorer er et direkte produkt af en materielt stadig mere krævende livsstil og ukritisk vækstfilosofi - og alt tyder på at presset vil intensiveres i de kommende årtier. Det er ikke mindst metropolernes uhæmmede vækst, der afspejler denne udvikling og hvor det er meget vanskeligt at pege på politiske styringsmekanismer med tilstrækkelig slagkraft. Og løsningen på presset og ressourceknapheden ligger ikke alene i smartere teknologiløsninger. Vi bliver tvunget til at ændre nogle grundlæggende vaner i vores livsstil, anførte Sudarskis, men slog han dernæst fast: Selv om vi har behov for innovation, vil folk ikke have innovation. De vil have mainstream. Alle taler om fornyelse, men ingen vil reelt forandre deres livsstil og vaner - og konklusionen er, at mens behovet for forandringer stedse vokser, er vores indre modstand mod dem uændret. Inertien forstærkes af, at den politiske ledelse lokalt og til dels nationalt under den globale finanskrise generelt har været hurtige til at skifte fokus fra miljøet og bæredygtigheden til at blive langt mere optaget af, hvordan man sikre velfærdsydelserne, når den økonomiske vækst lader vente på sig. 10 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

11 Markedsgørelsen af den moderne by hænger også sammen med, at begrebet mobilitet i en urban sammenhæng har ændret karakter og er blevet udvidet. Begrebet er ikke længere knyttet til den enkeltes bevægelse mellem arbejde og hjem, men drejer sig om, hvilke sammenhænge byen indgår i, regionalt, nationalt og internationalt. Den moderne by skal med andre ord række ud over sin egne grænser. Den tager imod et stigende antal mennesker, der spiller afgrænsede roller i byen, men ikke nødvendigvis lever hele deres liv inden for kommunens eller byens grænser. Vi kan indtegne vore ruter på kortet, og ruterne vil typisk strække sig over flere kommuneog bygrænser. Det er skiftet fra at være inhabitant til at blive territoriant, som prof. Nicoas Tixier fra Grenoble tidligere har udtrykt det på en af INTAs konferencer. Dette skift er i sig selv afgørende både for borgerens og for byens identitetsfølelse, fordi den ikke længere er bundet til ét sted men snarere er blevet relationel. Med andre ord; der er tale om både en begrebs- og en territorialudvidelse af mobiliteten som et fænomen, og det understreger vel også hele diskursen om byen som indfældet i en konkurrence med andre byer. Men derudover rejser territorielperspektivet også en række centrale spørgsmål om, hvordan en by hænger sammen med forstæderne, forstæderne sammen med omegnen, metropolen sammen med udkantsområderne - hvad er det i grunden, der danner en sammenhængende region, hvor alle byer f.eks. kan rekruttere arbejdskraft fra hinanden og tilsvarende i den enkelte by kan skabe værdier, der er til gavn i de øvrige byer? Vigtigheden af regionalisering, som var det primære genstandsfelt på Uppsala-seminaret, blev yderligere understreget af Sudarskis, der også slog til lyd for, at et territorium skabes gennem bevidste strategier og bevidste valg, der understøtter disse strategier. Sudarskis pointerede afslutningsvis tre ønskescenarier for fremtidens by: Balanced and intense city Eco and resilient city Equity in urban development Fremtidens urbanisering skaber et internt pres i alle byer på miljøet, på infra-strukturen, på behovet for billige boliger etc. Intensitet skal kunne rummes inden for en koordineret og balanceret udvikling. Fremtidens byer står over for klimaudfordringer, der typisk er menneskeskabte. Begrænsninger i emissioner af CO2 og bedre fysiske planlægning, ressourcekontrol og forebyggelse af f.eks. oversvømmelser m.m. vil understrege det altafgørende hensyn til byernes økologiske balance og gøre dem mere modstandsdygtige overfor naturkatastrofer. Byerne skal aktivt sikre social inklusion og arbejde på at styrke den daglige livskvalitet for alle indbyggere. De sociale spændinger skal slukkes bl.a. gennem en mere aktiv inddragelse af de urbane fællesskaber - soft urbanism, som Sudarskis kaldte det. Den helt afgørende pointe er imidlertid, at disse visioner eller scenarier for fremtidig byudvikling ikke realiseres eller indfinder sig automatisk, selv om den finansielle krise skulle blive afblæst. Realiseringen af dem kræver et strategisk politisk greb, der bl.a. i et helt andet omfang og langt mere gennemgribende, end det har været praktiseret før, skal aktivere nye aktører i det urbane fællesskab. Organisationen INTA blev etableret på fransk initiativ i 1975 på en kongres i Paris, hvor 240 delegerede fra 25 lande mødtes. Organisationen dannede spå et tidspunkt, hvor der i mange lande var stærk fokus på store planlægningsopgaver, og hvor initiativtagerne anså det for afgørende, at der var et forum, hvor alle, der var involveret i sådan storskala planlægning kunne mødes for at udveksle ideer og erfaringer. Foruden Frankrig var det især England og USA, der prægede organisationen i dens første år. Det er ikke et internationalt netværk af byer men snarere et mødested for forskellige aktører fra byplanlæggere, developere, politikere og forskere inden for byudvikling med et primære formål at dele viden og erfaringer. INTAs mest kendte aktivitet er INTA Peer to Peer Advisory Service, der er baseret på, at man kan få et hold af beslutningstagere og eksperter til at arbejde sammen om et kvalificere et projekt fra en af medlemsbyerne. Dermed understreger INTAs virksomhed også dialogen og samarbejdet mellem beslutningstagere, investorer på den ene side og praktikere på den anden side. M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 11

12 Lawrence Barth har beskæftiget sig med arkitektur og byplanlægning gennem en årrække og er i dag professor ved Graduate School of the Architectural Association. I 2003 blev han tilknyttet Graduate School s Landscape Urbanism Programme og har stået bag forskningsprogrammer med fokus på sammenhængen mellem arkitektur og udvikling. Han har endvidere initieret bl.a. en forskningsklynge The Architecture of Innovation. Grundlæggende handler hans forskning om sammenhængen mellem de fysiske rammer, det arkitektoniske udtryks indflydelse på og betydning for de menneskelige interaktioner, der enten kan føre til innovation eller måske kan blokere for den. Lawrence Barth er medlem af UK s Academy of Urbanism Lawrence Barths udgangspunkt var byen og dens fysiske fremtrædelsesfor-mer. Den moderne bys store transformationsproces i retning af at blive en vidensby er i følge Barth universel eller i hvert fald har den så mange identiske træk på tværs af lande og kulturer. Forskellene ligger snarere i den måde, som man indretter byerne på for det første og for det andet, hvilke aktører eller processer, der så at sige vokser ud af disse rammer, og som er i stand til at forandre byen. Et nøglebegreb, som vi ikke tidligere har fokuseret på i den nordiske diskussion er, hvad han kalder valuechains. En konkurrence ikke mellem virksomheder eller mellem det offentlige og det private men mellem forskellige typer af værdikæder; dvs. afgørende faktorer, der set i en sammenhæng kan skabe forandringer i byen. I praksis er det traditionelle PPP projekt ofte suppleret med et fjerde P: nemlig philantrophy - med andre ord i byernes komplicerede udviklingsprocesser er det ikke kun de specifikke og økonomiske interesser, der sættees i gang. Der er også andre kræfter på spil, der muligvis interagerer med fokuserede aktører, men som ofte vil noget andet og mere. Filantroperne skal nok forstås her som en bred vifte af aktører fra fondskapitallister til borgere eller institutioner uden en meget afgrænset eller målrettet egennytte andet end måske et ønske om at bidrage til det store fællesskab gennem et engagement og dermed en påvirkning, der vil gøre en forskel. Måske kan de siges at være en del af den sociale kapital, men pointen er måske netop, at de er stærke nok til at spille en ret afgørende om end måske indirekte rolle også for de processer, der skaber vækst og velstand. PPP-P modellen, hvis man over hovedet kan tale om en model, har som konsekvens, at byerne skal være langt mere åbne over for, hvad der kan skabe værdi, og hvad der reelt kan have betydning i de miljøer, hvor der skabes jobs og velstand. I en nordisk sammenhæng kunne konsekvensen være følgende: I dag skaber byerne hovedsagelig fysiske rammer i form af forskerparker, erhvervs- og kulturkomplekser i håbet om efterfølgende at tiltrække vækstskabende aktører og aktiviteter, eller der formuleres ambitiøse projekter, som man så prøver at samler partnere til at kunne realisere. Måske skal der i fremtiden simpelthen langt mere til, hvis vi skal skabe dynamik og innovation. Måske skal vi skabe en teori for, hvordan fysiske rammer og kultur hænger sammen med menneskelig dialog og samarbejde. Den menneskelige og den fysiske dimension skal planlægges parallelt og ikke som i dag forskudt. Når han f.eks. ser på den generelle samfundsudvikling i Silicon Valley er de mest spændende initiativer ikke styret af det offentlige eller af meget store private aktører men snarere mange, mindre og private, der tager uventede initiativer - og pointen set med nordeuropæiske systembriller kan være, at disse initiativer og deres ophav opstår uden for de store systemer og deres påvirkning. De må være funderet i en særlig kultur og en selvbevidsthed. Denne grundlæggende antagelse indebærer også, at innovation - i modsætning til i industrialiseringens æra - i langt mindre grad handler om at opfinde ny teknologi, mens snarere om at implementere allerede eksisterende teknologier i nye sammenhænge eller kombinere eksisterende teknologier med hinanden til at løse tidens opgaver m.m. 12 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

13 Og værdikæderne skal måske forstås bredere som et samspil mellem fysiske, faktuelle vilkår og den menneskelige faktor, der kan skabe værdi for byen og dens fællesskaber. Rent visuelt kan man se tendensen i en række moderne byggerier, hvor forskellige indretningsmiljøer og forskellig arkitektur afløser hinanden - ofte inden for den samme bygning eller på den samme etage - eller endog inden for det samme kontorlandskab - en slags konstant skiften mellem muligheden for at skifte mellem intimitet og fællesskab - skift, der også kan understrege fremmarchen for det 4. stadsrum, som tidligere har været flittigt i det nordiske bysamarbejde. Og billedet kan skaleres op, så værdikæden i virkeligheden er en række af forskellige miljøer, der i en stor by kan komplettere hinanden, som f.eks. i Singapore eller i Hamburg, hvor man eksempelvis kan tegne en kæde mellem Hamburg HBF i den ene ende over byens kunstmil, shoppingkvarterer, historiske kvarterer frem mod mere grønne og rekreative områder. Et interessant diskurskifte set fra et arkitektsynspunkt er, - følge Barth - at det tidligere så stærke fokus på arkitekturen i den moderne by er afløst af en langt større interesse for de dynamiske processer inde bag murene, under overfladen - hvad sker der inde i bygningerne, ikke mindst, når de bliver åbnet op og stadigt flere mennesker får umiddelbart adgang - det fjerde stadsrum for nu at bruge et velkendt begreb. Bag det diskursskifte ligger vel også den erkendelse, at arkitekturen - den fysiske ramme i sig selv ikke kan sætte dynamikken i gang - den er kun et om end meget vigtigt delelement. Men det er dog et væsentligt første skridt, at vi - som Barth fremhæver - er også på vej til at opbløde skellet mellem arbejdet og alt anden menneskelig virksomhed, eller som han udtrykte det: arbejdspladsen er på vej til at blive et oplevelsessted, hvor mere end blot arbejdet skal klares og erfares. Et af de mest eklatante eksempler er fra Singapore, hvor meget avanceret forskningsområder i weekend erne invaderes af børn og børnefamilier og dermed liver rammen for et helt andet slags liv. På lidt længere sigt må konsekvensen blive You need to establish buildings that are more human og som et konkret eksempel kan man kigge på, rundt om og inden for i Kings Place i London - et bygningskompleks, der både kan favne kunsten, forretninger og innovative miljøer. Et andet helt afgørende nøgle ord bliver collaboration, og det er jo ikke nok blot at kræve, at vi alle skal samarbejde. Vi skal i langt højere grad virkelig i dybden med, hvordan forskellige mennesker og institutioner så også arbejder sammen: We need to be forensic, når det gælder begreber, slog Lawrence Barth fast og dermed fik han måske skrevet overskriften på fortsættelsen af de 450 proejkter, fordi det credo i virkeligheden er et krav til alle om at komme i dybden med, hvordan de menneskelige faktorer i vores byer kan kombineres med det formål at skabe innovation, nye arbejdspladser og dermed de ressourcer, der også kan finansiere fremtidens velfærd. M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 13

14 English summaries For the first time on a NCN-seminar we welcome two international presenta-tions from Secr. Gen. Michel Sudarskis, INTA, and professor Lawrence Barth, Graduate School of Architectural Association. In his presentation Michel Sudarskis underlined the importance of some basic and existential conditions for living in and for the development of mod-ern cities. In many large cities world wide, growing social tensions and seg-regations can be observed also followed by a stronger dominance of private investors and private economic interests which naturally represent a challenge both to the local democracy but indeed also to the city environment and the possibilities for building up a sustainable city. The steady impoverishment of especially the middle class in many countries and cities represents a threat to the cohesiveness of the society. And the solution is not only a question of investment or implementing smart technology. We will basically need to change fundamental patterns in the daily life. This also illustrates the fact that the real challenges of the big modern city and the metropolis are not coming from the current financial crises. They are the consequences of a long lasting development and pressure on the city, its environment and its communities. In the future the growth of cities will require a much more systematic approach to the dynamic relationship between city and countryside, between city and suburbs. Regionalization is a key word in this process and we need to be much more aware of the dynamic relations between cities and cities and their regions. Finally Michel Sudarskis pointed out three scenarios for a future city ideal: a balanced and intense city, an eco and resilient city and equity in urban development. His conclusion was: to create better and sustainable cities is not a question of surviving the current crises; the cities need to cope with the longterm problems and challenges of global urbanism, which have been visible for at least the last couple of generations. Lawrence Barth focused on the relationship between the general transformation of cities and urban architecture and the way it is reflected in planning and human behaviour. In other words the physical structure and city landscape are a part of more complicated valuechains, which reflects that many different agents and partners today may have an impact on the urban devel-opment. Barth pointed out that the traditional Public-Private-Partnership PPP very often was supplied with a fourth P - for Philantrophy - cities are in-creasingly gathering a number of different partners and the way we build and plan the city is vital for this process. In order to create new and dynamic and competing valuechains it is necessary to think of terms of how to open up the city architecture and to make sure that new facilities and places are inviting different groups and users and not appear closed and introvert. From an overall planning point of view cities need to build up environments whose functions are not isolated from each other but complementary to each other as it can be seen in for instance metropolises like Hamburg and Singapore You need to establish buildings that are more human was the message - with the Hub at Kings Place in London as an example - and the conclusion is that this aim naturally must have impact on the appearance and the character of the architecture. However, the most important may not be the look but the possibility of any new facility or building to create human interaction because this interaction is the premises of future innovation in the city. 14 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

15 Forskere i debat Paneldebatten blandt de indbudte forskere udsprang af gruppearbejdet dagen forinden, hvor medlemsbyerne havde orienteret hinanden om de projekter, som man hver især har meldt ind til det store fælles projekt. I disse gruppearbejder drøftedes naturligvis mange aspekter og detaljer fra de deltagende byer drøftet, og paneldebatten havde til formål at samle nogle af de mange diskussioner i nogle hovedemner. Indledningsvis blev rejst to centrale spørgsmål; for det første: foretrækker vi reelt bestemte grupper/segmenter som nytilflyttere til vore byer for at sikre deres fortsatte vækst og udvikling eller tro vi på byens udvikling baseret på en bred social rekruttering?, og for det andet: hvad betyder historien og for-tællingerne for byens udvikling og dermed for dens attraktionsværdi?. Den moderne by: mellem sociale spændinger og social innovation Diskussionen af og mulige svar på det første spørgsmål bliver til et indirekte opgør med diskursen om den helt særlige værdi og rolle, som er blevet tildelt den kreative klasse udkrystalliseret gennem Richard Floridas berømte tanker om tolerancens indirekte betydning som værdi og vækstskaber især på vestkysten i de amerikanske byer, men efterhånden også udbredt til alle andre byer i den vestlige verden, der har taget Floridas tanker til sig - måske lidt for ukritisk, kunne man føje til. I NCNs charter proklameres visionen byer for alle, men den faktiske ud-vikling afslører mange steder problemer med at udvikle byen for hele befolkningen. Eksempelvis er den prisudvikling, der finder sted på grunde og lej-ligheder i attraktive bykvarter af en karakter, der i sig selv udelukker ind-komstgrupper under et relativt højt niveau. Tendenser til om end ikke direkte gated communities så socialt afstemte enklaver forstærkes i disse år især i de store universitetsbyer, hvor f.eks. omdannelsen af de gamle industrihavne til meget attraktive bolig- og erhvervsområder sætter nye standarder økonomisk og socialt. Således er mange byer i fuld gang med at danne små kolonier for bestemte grupper og miljøer, der formelt set ikke lukker nogen ude, men på den anden side heller ikke i praksis kan inkludere andre end de, der på forhånd føler sig tiltrukket af kolonien og har både de intellektuelle og materielle ressourcer til at slå sig ned og føle sig velkommen. Et centralt spørgsmål til fremtidens kundskabsby Inklusion og adskillelse er tæt forbundet med et andet helt centralt punkt; nemlig om fremtidens vidensby kun eller overvejende er en by for mennesker med helt særlige, typisk akademiske kompetencer eller vidensbyen også skal forstås som differentieret og mangfoldigt, som f.eks. Leif Edwinsson slog til lyd for på NCNs seminar tidligt på året i Lund. I disse år måles byers attraktivitet på, om man kan tiltrække højtuddannede, der gennem velbetalte jobs formodes at bidrage til værdivæksten og den lokale velstand. Som udgangspunkt er forestillingen eller billedet om vidensbyen horisontal. I den horisontale optik svæver især de veluddannede, der gennem dynamiske netværk i byen kan skabe uventede og spændende relationer, ny viden og bidrage til vækst - men i deres eget selvreferentielle luftlag, uden at hænge sammen med alle mulige andre lag i den moderne by. Mangler vi det vertikale syn, der drejer sig om, hvordan viden reelt skabes i en by, og hvordan denne værdiskabende viden i øvrigt også kan være afhængig af servicefunktioner, kultur og mange andre former for mangfoldighed? Helt nede på jorden kan man løbende gennem pressen blive præsenteret for landets eller regionenes mest succesfulde virksomheder - de, der vokser mest eller tjener flest penge. Det er fortsat påfaldende, så relativt få af de mest succesfulde og innovative virksomheder vi har i vore lande, der kan siges at være udrundet endsige afhængig af den kreative klasse eller være forankret i den højeste akademiske forskning. Det er ikke mange. M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 15

16 Social kapital og social innovation Som det blev nævnt af flere i debatten, så favner byen også gennem det, man med et tilsvarende meget rummeligt begreb kalder den sociale kapital en mængde ressourcer og grupper, hvis kompetencer og engagement vi slet ikke bruger optimalt. Den sociale kapital dukker hele tiden op i diskussioner om urban udvikling og udgør et slags samlekatalog for alt det, der findes i byen, som ikke lige kan placeres i en snæver produktiv kontekst eller som lader sig benchmarke med noget tilsvarende i andre byer. Som eksempel kan man nævne det frivillige foreningsliv, der tiltrækker og aktiverer i tusindvis af borgere året igennem, men som almindeligvis ikke kobles sammen med andre udviklingsprocesser eller projekter i byen. Foreningslivet er sit eget. Det eksisterer kun i kraft af den enkeltes eget engagement i en sag eller en interesse, som vedkommende deler med et antal andre borgere. Det modsætningsfyldte og kimen til dets uklarhed i selve begrebet social kapital er jo, at mens det sociale i sagens natur afspejler et fællesskab, en ramme, så er kapital modsat konkret og afgrænset. Enten har man kapital eller også har man den ikke! Måske er det netop årsagen til, at vi i byplanlægningens sprog ofte begrænser os til at tale om, at byen skal rumme mødesteder for den sociale kapital, men at vi ikke helt ved, hvordan denne kapital så reelt kan mobiliseres disse steder, fordi det sker ikke som en automatik. Kapitalen i den sociale kapital kan være til stede, men den udfolder sig ikke nødvendigvis. Det gælder vel i udpræget grad den kapital, vi søger at stimulere gennem vore fælles byrum og som Robert Putnam kaldte for generaliseret og diffus. Det er den kapital, der som en vertikal kraft kan skabe nye relationer (bridging), hvis den kommer i spil. Men i modsætning til de nære sociale relationer (bonding) mellem individer sker det ikke uden videre, og hvis der bygges broer er det jo så ofte mellem mennesker, der i forvejen tilhører samme sociale, økonomiske og kulturelle klasse. Og det iøjnefaldende er jo, at mens den sociale kapital samlet set vokser i samfundet gennem et stigende antal aktiviteter og initiativer, som borgerne selv tager og udmønter, så degenererer det traditionelle repræsentative demokrati, dvs. de institutioner og enheder, der på en eller anden måder knytter sig til det formelle demokratis system og spilleregler, f.eks. politiske partiers vælgerforeninger. En del forklaringen på den udvikling skal måske også findes i, at de traditionelle ideologiske partiskel er under opbrydning og den udvikling går typisk hurtigere i befolkningen end inden for de formelle politiske organisationer. Som det blev nævnt, så er en følgevirkning af denne opbrydning, at det repræsentative demokratis repræsentanter og partier i højere grad er på vej til at blive til det præsentative demokrati, med andre ord ideologi og politik fortrænges til fordel for mediefikserede enkeltsagsprædikener og udvendighed i al almindelighed i et og alt. Og det er også billedet på, som det blev nævnt, at vores samfund og dermed også vores byer bliver stadigt mere orienteret mod det ekstroverte. Der skal hele tiden ske noget, arrangeres noget, der kan fotograferes og viderebringes etc. Det betyder samtidig, at byen som et fællesskab ikke altid har blik for det stille, det introverte menneske eller det stille liv og måske overser byen som helhed derfor også noget af den refleksion, som kan være grundlaget for ny innovation. 16 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

17 Det råbende og det stille er ikke i dialog med hinanden i den moderne by. Og måske er den gode ide baseret på godt købmandsskab heller ikke i særlig god kontakt med de kræfter, der kunne få ideen til at vokse. Måske skabes disse succesfulde virksomheder ikke i kraft af byens ressourcer men på trods af dem. Vi har reelt ikke et samlet bud på, hvordan vi underbygger den innovation, der kan finde sted i byerne og som skal skabe fremtidens arbejdspladser. Vi kan identificere den gennem eksemplerne, finde de spændende personer, der pludselig skaber spændende og hurtigt voksende virksomheder, men vi ved ikke reelt, hvordan vi får byen som et samlet kompleks til at understøtte innovationen. Seminarets moderator Per Riisom fortæller en historie om et interview med en leder af en af Ålborgs kreative vidensvirksomheder inden for IT, der har til huse byens attraktive havnekvarter: hvad betyder bymiljøet for din virksomhed, spørger arkitekten og får svaret: ingenting. Senere i samtalen, efter at have talt om virksomhedens produkt, dens medarbejdere og kunder gentages spørgsmålet og svaret er forventelig netop ikke det samme, men det modsatte; byen betyder næsten alt. Historien illustrerer på god vis, hvor vanskeligt det er også uden for en indviet kreds at definere betydningen af en bys rammer og atmosfære for både virksomhederne men formentlig også for det enkelte menneske. De stærke samfund Måske interessant for diskussionen om identifikationen af den sociale kapital og afdækningen af dens betydning for byens udvikling udgav politologen Lars Torpe fra Aalborg Universitet tidligere på året bogen de stærke samfund om den sociale kapital som et i Norden fremherskende træk, der dog efter hans opfattelse kan være under pres af økonomisk stagnation og sociale spændinger. Netop frivillige organisationer og foreninger og deres udbyggede samspil med det offentlige er en vigtig del af forklaringen på de skandinaviske samfunds succes. Et stærkt samarbejde mellem foreningslivet og det offentlige samt en velfærdsstat med sigte på at give borgerne lige muligheder har banet vejen for et samfund med tillid og sammenhængskraft. De største trusler udgøres af stigende ulighed og en større opsplitning af samfundet samt et svagere formaliseret samspil mellem organisationerne og det offentlige. Social kapital som en kollektiv ressource har altså en positiv fremdrift for demokratiet og velfærdsstaten fordi social kapital styrker evnen til at koordinere og styre processer i både offentligt og privat regi. I bogen sammenligner Lars Torpe graden af forskellige former for tillid og udbredelsen af frivillighed i forskellige lande. Analysen viser, at der er sammenfald mellem tillid og frivillighed, således at de lande med en høj grad af deltagelse i frivilligt arbejde også er lande præget af et højt tillidsniveau. Det skandinaviske foreningssamfund fungerer som sammenbindingsmekanisme i civilsamfundet og mellem civilsamfundet og det offentlige, og er dermed i stand til at skabe brobyggende social kapital i samfundet. Social kapital er ifølge Lars Torpe en vigtig ressource, der forbedrer organisationers og nationers evne til at præstere på nøgleparametre for demokratisk styring, ledelse og vækst. M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 17

18 Innovation i byer Det er en generelt accepteret kendsgerning, som der nu også kan findes rigeligt statistisk belæg for, at byernes vækst i disse år skabes gennem det, der kan kaldes vidensbaseret produktion af varer eller serviceydelser, frem for den traditionelle industriproduktion. I de fleste af de større nordiske byer har service, handel, undervisning m.m. for længst overhalet de traditionelle fremstillingserhverv målt på både omsætning og antal medarbejdere. Og selv, hvis man forsøger at tegne scenariet for den tredie industrielle revolution, hvor en del af den tidligere out-sourcede produktion måske kan vende hjem fra Østeuropa, Fjernøsten og Kina, fordi den tredimensionelle IT-teknologi gør det muligt for os at producere langt billigere og tilpasset indivi-duelle behov, så vil antagelig også denne del af fremtidens produktion i langt højere grad være afhængig af kontinuerlig tilførsel af ny viden for at kunne være globalt konkurrencedygtig. Derfor er byerne optaget af, hvordan det urbane kan understøtte etableringen og væksten af kreative miljøer, hvor enkeltpersoners viden kan omsættes til ideer og ideer til produktion og dermed skabe arbejdspladser og økonomisk vækst. Ugebrevet Mandag Morgen udgav i 2005 sammen med Nordisk Ministerråd skriftet Norden som global vinderregion med undertitlen På sporet af den nordiske konkurrencemodel som tog udgangspunkt i den observation, at Norden i internationale sammenligninger flere gange er blevet fremhævet som et af Verdens bedste regioner for innovation og nytænkning - kort sagt netop det vi skal leve af i fremtiden. Lav magtdistance, tillid, lighed, inklusion, respekt for naturen, protestantisk arbejdsetik, fleksibilitet, æstetik var nøgleordene for det særlige nordiske værdifællesskab, som blev foldet ud i denne publikation så malende, at Dansk Industri sammen med sine nordiske søsterorganisationer året efter i 2006 tilsyneladende følte sig kaldet til at udsende en anden publikation In Search of Best Nordic Practice, der slog på, at den nordiske model var en myte, fordi selv om de nordiske lande generelt klarede sig godt i den globale konkurrence, skyldtes det ret forskellige aspekter - og altså ikke deres fælles tankegods. Danmark udmærkede sig ved sin flexicurity model, mens islændinge havde sænket marginalskatterne, Finland satset langt mere massivt på forskning og udvikling, Norge nedbragt sygefraværet og Svenskerne gennemført en mål-rettet liberaliseringsproces etc. Altså; det var ikke de fælles værdier, der skabte innovation i Norden. Det var forskelligheden. Eksemplet her viser blot, hvor vanskeligt det er at diskutere fremtidens samfund fri af mere snæverstynede ideologiske betragtninger. Måske er der også behov for i byerne at opfatte innovation som noget, der skal vokse op frem for noget, der blot skal iscenesættes gennem bestemte rammer. Mandag Morgens løfterige tour de force til en række nordiske professorer, koncernchefer, forfattere og andre velmenende opinionsdannere med spørgmålet om, hvad er det, gør Norden til en potentiel vinderregion, viste, at et flertal forankrer nordiske styrkepositioner på forskning og innovation i den nordiske velfærdsmodel. 18 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network

19 Innovation som faser fra det synlige til det usynlige At byerne i i fremtiden i langt højere grad skal stimulere innovation forekommer helt nødvendigt, når man kan se, at byerne vil vokse i de kommende år tier. Imidlertid er det måske også nødvendigt at analysere langt mere detal-jeret, hvordan innovation og innovative processer kan skabes og udvikles inden for byerne, i de urbane fællesskaber og miljøer. I den løbende debat opfatter vi innovation som en eller anden samlende og integrerende proces, der synes at løbe i det uendelige, men måske er det nyttigt at indtage et mere forensic tilgang for nu lige at vende tilbage til Barth (se ovenfor) for at afdække, hvordan byerne kan fremme innovationen. Den danske uddannelsesforsker Lotte Darsø har - og det er måske interessant også i en urban sammenhæng - peget på, at der især er behov for at sætte fokus på de meget tidlige aspekter af en innovativ proces. Derfor taler hun om overgangen fra et preject til et project, og det kan i virkeligheden dække den indledende proces til enhver form for innovation, social, inkrementel eller radikal innovation. Det vanskelige er, at denne meget tidlige fase ikke har sit eget sprog, sit eget genstandsfelt, som kan underkastes en systematisk analyse, hvis resultater eller observationer igen er umiddelbart overførbare til andre. Og det uundgåelige spørgsmål må naturligvis så stilles: hvad initierer det, vi kan kalde et preject.? Det er oplagt, at selve grundlaget må udspringe af et menneskes tanker og initiativ, men igen: kan det på nogen måde iscenesættes, motiveres af særlige fysiske rammer eller artefakter i øvrigt - eller via særlige menneskelige relationer? Så snart et projekt er blevet beskrevet teknisk, økonomisk og organisatorisk er det formentligt muligt i alle de nordiske landes byer at tilbyde vejledning og rådgivning i både private og offentligt regi. Instanser eller enkeltpersoner med kompetencer, der gør det muligt at kvalificere det beskrevne yderligere står parate, eller kan i hvert fald i vidt omfang rekvireres. De er for det mest integreret i hele det erhvervsfremmekompleks, som mange byer i de nordiske lande har opbygget. Imidlertid er den meget tidlige fase både interessant og krævende og vi ved meget lidt om den. Den er antagelig kaotisk og usystematisk, og derfor vanskelig at generalisere. Det indebærer i praksis også, at den næppe fremmes betydeligt ved at blive konfronteret med systemet i form af konsulenter eller.. Derfor er det også vurderingen, at rigtig meget afhænger af de relationer, som kan opbygges omkring entreprenøren eller iværksætteren. Ideen skal modnes, udvikles og testes - og det forudsætter opbygningen af aktive og kritiske relationer mellem ideskaberen og de, der kan være en del af den meget indledende proces. En del af det indledende kaos udspiller sig netop gennem en konstant udveksling mellem to modsætninger: viden og ikke-viden eller uvidenheden. Med andre ord, at den viden, som prejektet bygger videre på hele tiden kan blive mødt af den uvidendes spørgsmål og tvivl og dermed kan afprøves gennem en åben dialog, gennem relationer mellem de/den, der har ideen og eventuelle omgivelser, der kan holde prejektet ud i strakt arm. Hvis byerne i netværket skal ud over den lidt primitive idelogiske diskussion om, hvad det er, der i den nordiske samfundsmodel tilsyneladende er god gødning til innovation er vejen måske at komme tættere på den innovative proces, som den ser ud fra iværksætteren og virksomheden og mindre fra den politiske vinkel. M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network 19

20 Fortællingerne om byen Social kapital, sociale og økonomiske enklaver og spørgsmålet om betydningen af byens historie og fortællinger hænger sammen således, at det i høj grad er fortællinger byens emne til at sætte sig i scene, der er med til at skabe identitet på tværs af alle mulige ske men også inden for afgrænsede grupper og kvarterer. Overalt i alle byer er mennesket indfældet i fortællinger. I sportsklubben er fortællingerne om fortidens sejre, i industrilandskabet historien om både tradition og transformation, på teatret om markante skikkelser eller tilskikkelser etc etc. Ideen er at folde historierne ud, så de påvirker både de, der færdes i de byrum, der er forbundet med en historie, og de mennesker, der besøger byen og bliver mødt med spændende historie. I forhold til byens fornyelse og forandringsprocesser er det spændende, om historien ikke kunne kan være bagudskuende og underholdende men netop også præsentere perspektiver, der kan få betydning for det, der skal ske i fremtiden at historien også får en betydning for diskussioner, kultur og liv i almindelighed her og nu. I en gammel diskussion fra Havard Business Review fra januar 1986 diskuterer fire Harvard historikere med speciale i erhvervshistorie og økonomisk hi-storie Why history matters to managers. Med henvisning til Mark Twains diktum history doesn t repeat itself but sometimes it rhymes er der en fælles vurdering af, at det historiske motiv skærper analyseredskaberne også af nutidige fænomener og artefakter, og selv om historien ikke kopierer sig selv ukritisk, så er det muligt at søge efter mønstre eller træk, som kan gentage sig over tid, måske i en anden udformning eller i en anden sammenhæng, og det kan øge forståelsen af det observerede. Men at bruge historie aktivt betyder også getting things, events, and facts into shared memory, og dermed bringer de fire historikere historisk be-vidsthed ind i skabelsen af fælles identitet og tilhørsforhold, f.eks. i et stort firma eller en organisation. Identiteten kan være betinget af noget fortidigt men i sagens natur med en meget nutidig effekt. Diskussionen om historiedisciplinens betydning for nutidens ledere og virksomheder er fristende at overføre på den moderne by. At fortællinger fra og i byen er med til at skabe både relationer, identitet og tilhørsforhold, der både kan være skabende men i høj grad også værdiskabende i økonomisk forstand er vel ret oplagte, men vi har i øjeblikket ingen metodik til at beskrive det nærmere. For det første beskæftiger historikere sig med cases slår en af dem fast, og det leder jo straks diskussionen hen på, om disse cases repræsenterer en kontinuerlig udvikling og skal forstås som en del af den eller de snarere repræ-senterer det særegne det unikke, der bryder med kontinuitet og mønstre. Begge perspektiver kan naturligvis være tilfældet i praksis 20 M13 Malmø Hvidbog Nordic City Network