Organisering og drift

Transkript

1 Organisering og drift

2 ORGANISERING OG DRIFT Denne hvidbog er udarbejdet på opdrag af Lokale- og Anlægsfonden, maj 2012 af cand.mag. Troels Rasmussen i hans funktion som projektleder i DGI Huse og Haller. Foto forside: Ib Stokkebye. Layout: DGI kommunikation, Marianne Kristensen Tryk: DGI print 2 Organisation og drift

3 Indhold 1. Behov for at sætte fokus på organisering og drift af idrætsfaciliteter i DK Faciliteter er afgørende for idrætsaktiviteterne Idrætsfaciliteternes polarisering Vi ved ikke meget om organisering og drift endnu Spirende interesse for organisering og drift Disposition og opbygning Hvilke idrætsfaciliteter er i fokus? Afgrænsningens begrænsning Kategorisering Kategorisering Den danske model Idrættens organisationer Idrætten i kommunerne Danskernes idrætsvaner Andre centrale aktører Idrætsfaciliteternes kulturhistorie Hvem ejer og driver faciliteterne? Der bør skelnes mellem ejerskab og driftsorganisation Tilgang til ejerskab og driftsforhold Ejerformernes særlige kendetegn Kommunalt ejerskab Selvejende institution Kommercielt ejerskab Driftsorganisationen Kommunal drift Non-profit selvstændig driftsorganisation Kommerciel driftsorganisation Lidt om moms Tendenser i forhold til ejerskab og driftsorganisation Flere blandingsformer Større og samlede driftsorganisationer Nye spillere på banen Perspektiver ift. ejerskab og driftsorganisation Nye offentlige styringsmekanismer Hvem beslutter om en idrætsfacilitet er nødvendig? Den kommunale medbestemmelse i selvejende institutioner Baglandet en drivkraft eller en klods om benet? Bestyrelsen: Hvem sidder der? Bestyrelsen: Hvilke interesser varetages? Nye perspektiver i bestyrelsen Bestyrelsestyper Baglandets betydning i fremtiden Halinspektører og facilitetsledere Imagemæssige udfordringer Den klassiske stillingsbeskrivelse Ledelsesrummet i idrætsfaciliteterne Karakteristik af lederne Organisation og drift 3

4 5.5 Forventninger til fremtidens facilitetsledere Aktivitetslederen Sælgeren Strategen Effektiviseringsagenten Udvikleren Den ubemandede facilitet Hvor findes og udvikles fremtidens facilitetsledere? Formelle uddannelser i sports management Kompetenceløft og efteruddannelse Netværk som en vej til udvikling Perspektiver og behov Den økonomiske virkelighed i idrætsfaciliteterne Store pengesummer bundet i idrætsfaciliteter De væsentligste indtægter Kommunale tilskud Lejeindtægter Salg af aktiviteter Servicefunktioner Indtægternes fordeling De store udgifter Løn og personale Forbrug Vedligeholdelse og småanskaffelser Finansielle poster Udgifternes fordeling Perspektiver på indtægter og udgifter Tilskudsstrukturen: En gordisk knude Folkeoplysningsloven Eksempler på kommunale tilskudsregler Perspektiveringer og behov Aktiviteterne. Hvad bringer fremtiden? Flere udbydere af aktiviteter Foreningernes forcer og begrænsninger Faciliteternes forcer og begrænsninger Kan foreninger og faciliteter understøtte hinanden? Hvilke aktiviteter skal faciliteterne rumme i fremtiden Idrætten fitness-i-ficeres Sundhed, kultur, turisme og erhverv Perspektiver og behov Opgaver og dagsordener for fremtiden Første punkt på dagsordenen: Økonomi Andet punkt på dagsordenen: Idræt som sektor Tredje punkt på dagsordenen: Blandingsmodeller og styringsmekanismer Fjerde punkt på dagsordenen: Den gordiske knude Det femte punkt på dagsordenen: Baglandet endnu vigtigere i fremtiden Sjette punkt på dagsordenen: Facilitetslederne Syvende punkt på dagsordenen: Faciliteter som aktivitetsudbyder Sidste punkt på dagsordenen: Eventuelt Organisation og drift

5 1. Behov for at sætte fokus på organisering og drift af idrætsfaciliteter i DK 1.1 Faciliteter er afgørende for idrætsaktiviteterne Næsten alle danskere er eller har været idrætsaktive, og det forekommer helt naturligt, at vi kan vælge mellem mange forskellige idrætsgrene, og at der findes idrætsfaciliteter, som understøtter alle typer af idrætsaktiviteter. Men i virkeligheden er det jo ikke en naturlov eller en selvfølge, at de mange idrætsmuligheder er tilgængelige. En række forudsætninger skal være på plads: Vi skal have lyst. Vi skal have kendskab til aktiviteten. Vi skal have adgang til aktiviteten. Vi skal finde mening med aktiviteten. Og så skal vi skal have ordentlige rum og rammer, hvor idrætsaktiviteterne kan dyrkes. I Danmark er det almindelig anerkendt, at idrættens faciliteter er en afgørende forudsætning for, at flest mulige borgere bliver mest muligt idrætsaktive. Undersøgelser af danskernes idrætsvaner viser, at antallet af idrætsfaciliteter har betydning, at afstanden til idrætsfaciliteterne/aktiviteterne har betydning, og at indhold/indretningen af faciliteterne har betydning. 1 I dette skrift sættes fokus på en fjerde dimension, som også har væsentlig betydning, det gælder organiseringen og driften af idrætsfaciliteterne. Danskernes idrætsvaner er ændret markant de seneste 25 år, hvilket er analyseret og beskrevet grundigt i forskerkredse. 2 Tendensen går mere og mere mod nye organiserings- og aktivitetsformer med fokus på fleksibilitet, individuel tilpasning, sundhed samt idræt i alle livsfaser. Det aktuelle idrætsbillede rummer rigtig mange forskellige muligheder: løbetur på en oplyst sti, styrketræning i et fint og flot fitnesscenter, fodboldtræning på græs eller kunstgræs, badminton i en idrætshal, kajaksejlads i Limfjorden, golf på trimmede greens, springgymnastik i gymnastiksale med airtracks og fiberbaner, svømning i opvarmet og rent vand i svømmehallen eller cykling på landeveje, i skove og i træningslokaler. Der er med andre ord sket en udvidelse i forståelsen af begreberne idrætsaktiviteter og idrætsfaciliteter. Der bruges hvert år milliarder af danske kroner på idræt. Pengene går til aktiviteter, foreninger, organisationer, faciliteter, infrastruktur, projekter, uddannelse og meget mere. Ingen ved præcis hvor mange penge, der samlet omsættes i idrætten, men det er interessant, at der hvert år bruges 2-3 milliarder offentlige danske kroner på idrætsfaciliteter. 3 En optælling af antallet af idrætsanlæg viser endvidere, at der er omtrent lige så mange idrætsanlæg, som der er skoler, børnehaver og vuggestuer tilsammen. 4 Fra politisk side har der i de seneste årtier været meget fokus på økonomi, styringsparadigmer, ledelsesstruktur, organisering og borgerindflydelse, når det gælder skoler, børnehaver og vuggestuer. Men hvordan ser det ud med idrætsfaciliteterne? Hvor meget fylder de i valgkampene til kommunalråd og folketing? Hvor mange politikere har gjort idrætsfaciliteternes drift, organisering, effektivitet, resultater og effekter til mærkesager? 1.2 Idrætsfaciliteternes polarisering De sideløbende udviklinger af idrætsaktiviteter og faciliteter forekommer til tider symbiotisk, og der sættes sjældent fokus på det klassiske høne eller æg -spørgsmål. Altså fører en ny idrætsfacilitet automatisk til ny og mere idrætsaktivitet? Eller fører ny og mere idrætsaktivitet automatisk til flere og nye idrætsfaciliteter? Det er i teoretisk forstand et spørgsmål om aktør (aktiviteter) eller struktur (faciliteter), mens der i virkelighedens verden findes eksempler på, at begge tankemåder anvendes. Når kommuner anlægger åbne multibaner, cykelstier og løberuter, forventer kommunalpolitikerne, at der automatisk opstår mere leg, aktivitet og idræt. Her kommer faciliteten først. Omvendt når en etableret forening henvender sig til kommunen med ønske om etablering af hal 2 og henviser til stigende medlemstal. Her kommer aktiviteterne først. Et kig ind i eksisterende faciliteter vil også give eksempler på rum og anlæg, som ikke anvendes og som er glemt. Tænk blot på hengemte gymnastiksale, tilgroede beachvolleybaner eller tomme tennisbaner Dette understreger med al tydelighed, at idrætsaktivitet forudsætter andet og mere end tilstedeværelse af en facilitet. Der er således ikke en entydig og mekanisk årsag-virkningssammenhæng mellem idrætsfacilitet og idrætsaktivitet. Men faciliteten og aktiviteten er hinandens forudsætninger. De er indbyrdes afhængige, hvorfor udviklinger i idrætsvaner og idrætsfaciliteter hænger sammen. Faciliteterne er en helt afgørende forudsætning for at indfri danskernes forventninger og forestillinger om fremtidens idrætsaktiviteter. En undersøgelse har vist, at der aktuelt er et efterslæb på 3,9-8,8 mia. kr., når det gælder vedligeholdelse og renovering af de danske idrætsfaciliteter. 5 Det store efterslæb bliver særlig synligt i den polarisering, som viser sig mellem de danske idrætsfaciliteter i disse år. På den ene side er der eksempler på næsten kitchede og klicheagtige traditionelle idrætsfaciliteter, Organisation og drift 5

6 som forekommer nedslidte og tillukkede med kedelige omklædningsrum, hengemte cafeteriamiljøer samt en trofast brugerskare i form af lokale foreninger og skoler. Det er idrætshaller og organiseringsformer, som groft sagt ikke er forandret i flere årtier. Polariseringen mellem tidssvarerende og mere traditionelle idrætsfaciliteter er i nogen grad udtryk for, hvordan og hvornår idrætsfaciliteterne har tacklet udfordringer som eksempelvis konkurrence fra kommercielle aktører, ændringer i livsstil og aktivitetsmønstre samt kommunale forandringer i form af reformer, økonomiske udfordringer, nye styringsparadigmer og ændrede tilskudsstrukturer. På den anden side nyetablerede eller reorganiserede idrætsfaciliteter, som er indrettet efter de mest moderne principper, og som i den grad er blevet lokale drivkræfter for både idræt, kultur, og sundhed, ja måske lige frem vartegn for byer, byområder og landsbyer. Der er klare tendenser i faciliteternes udbredelse og geografiske placering. Dette illustreres ved et kig på faciliteternes Danmarkskort, som viser, at landkommuner har flere idrætsfaciliteter end bykommuner, når antallet sættes i forhold til indbyggertal. Og økonomisk svagt stillede kommuner har flere idrætsfaciliteter end økonomisk velstillede kommuner. 6 Populært sagt er der en idrætshal og et fodboldanlæg i enhver lille flække i Jylland, mens der i hovedstadsområdet er markant underforsyning af indendørs og udendørs idrætsfaciliteter. Det er oplagt, at forudsætningerne for at drive idrætsanlæg kan være markant forskellige afhængig af befolkningsmæssigt underlag. I by og på land. I små og store anlæg. I anlæg med stort eller lille lokalt engagement. Omvendt står det klart, at de kommercielle idrætstilbud og idrætsfaciliteter er flest i de områder, hvor kundegrundlaget er størst, altså i byområder. Hermed udlignes en anelse på de antalsmæssige forskelle. 1.3 Vi ved ikke meget om organisering og drift endnu Der er de seneste år arbejdet meget med idrætsfaciliteternes fremtræden og synlige udviklingsområder som det arkitektoniske, bygningsmæssige og indretningsmæssige. En generel tendens har været, at idrætsfaciliteterne åbnes for at tiltrække nye brugere. Men midt i den skarpe fokusering på flotte fitnessrum, åbne cafeområder, indbydende indgangspartier og fleksible faciliteter er de mere kedelige og trivielle spørgsmål omkring organisering og drift ofte blevet glemt. Kontant formuleret kan man sige, at fokus har været rettet mod etablering af nye rum og rammer, mens den struktur og organisation, som skal sikre den daglige drift, den fortsatte udvikling og en bæredygtig bundlinje ikke er prioriteret i samme grad. En anden og meget konkret måde at understrege dette på er, at Lokale- og Anlægsfonden har præget idrætsfaciliteterne i flere årtier, hvilket er sket med afsæt i etablering af faciliteter med arkitektonisk og funktionel kvalitet. 7 Lokale- og Anlægsfonden er populært sagt en murstensfond, som nok har kunnet stille krav til drift, budget og forankring, men den primære opgave har været at inspirere og sætte retning på indretning og arkitektur. Der findes ingen fonde eller institutioner, som er sat i verden med det primære formål at fremme Foto: Ajs Nielsen 6 Organisation og drift

7 de organisatoriske og driftsmæssige forhold! Opgaven er med andre ord aldrig rigtig stillet, og ansvaret ikke placeret. Derfor er de organisatoriske og driftsmæssige forhold på sin vis faldet ned mellem forskellige stole eller aktører. Breddeidrætsudvalgets rapport fra 2009 behandler indgående idrætsfaciliteternes betydning og udvikling, men når det kommer til konkrete forslag, er der kun to, som har med den fremtidige organisering og drift af idrætsfaciliteter at gøre. Det gælder forslag 29 med bedre udnyttelse af faciliteterne og forslag 32 med mere og bedre uddannelse af ledere og medarbejdere. 8 Så heller ikke i forbindelse med Breddeidrætsudvalgets arbejde blev der for alvor sat fokus på faciliteternes organisation og drift På det økonomiske område er der udarbejdet analyser af eksempelvis fodboldens, håndboldens og golfsportens professionelle og kommercielle aktiviteter. Der er også lavet analyser af oplevelsesøkonomien, af de olympiske leges økonomiske betydning, af fitnesssektorens økonomiske strømme og af idrættens største arenaer. 9 Men der er store, sorte huller, når det gælder konkret viden om den økonomiske virkelighed i de idrætsfaciliteter, som den almindelige idrætsaktive dansker anvender. Det er en udbredt erkendelse, at der er økonomiske udfordringer hos såvel små som store, nyudviklede som traditionelle idrætsfaciliteter. Der findes imidlertid ikke landsdækkende undersøgelser, forskningsbaserede analyser eller håndfaste nøgletal, som kan agere guidelines for de mange idrætsfaciliteter, der kæmper for at skabe rum til fremtidens idrætsaktiviteter. Det er tankevækkende, at der kun i meget begrænset omfang er eksperimenteret med nye ejerformer, nye bestyrelseskonstruktioner, nye ledelsesbegreber, nye arbejdsbeskrivelser for medarbejderne, nye tilskudsstrukturer eller nye samarbejdsrelationer mellem faciliteterne og de forskellige brugergrupper Nuvel, der er taget nye skridt og gjort erfaringer visse steder, men det er fortsat de klassiske spørgsmål, som ofte rejses: Er det en kommunal eller en selvejende hal? Er halinspektøren også forpagter af cafeteriet? Har alle foreningerne sæde i bestyrelsen? Hvordan afvikles det årlige halfordelingsmøde? 1.4 Spirende interesse for organisering og drift Helt aktuelt anes en begyndende interesse for spørgsmålene om organisering og drift, hvilket et par eksempler kan illustrere. På ekspertniveau har Idrættens Analyseinstitut i foråret 2011 gennemført konferencen Idrættens største udfordringer, som helt konsekvent forfulgte spørgsmålene omkring idrætsfaciliteternes fremtidige organisering og drift. 10 En række nationale og internationale eksperter søgte fra forskellige perspektiver at angribe de presserende spørgsmål: Hvem har nøglen til fremtidens idrætsanlæg? Hvordan kommer faciliteterne fra fortidens fokus på brugere til fremtidens fokus på kunder og gæster? Hvem vinder slaget om fremtidens motionister? Hvilke konsekvenser har kommunernes økonomiske udfordringer? Kan Vasaloppets transformation fra motionsløb til megaevent inspirere i Danmark? Hvilke muligheder og faldgruber medfører digitalisering, automatisk facilitetsanalyse og øget kommercialisering? Oplæggene på Idrættens største udfordringer peger meget klart mod, at alle danske idrætsfaciliteter i fremtiden vil blive målt og vejet i forhold til nøgleord som åbenhed, fleksibilitet, tilgængelighed og bæredygtighed, og at idrætsfaciliteternes overlevelsesmuligheder vil være forbundet med at kunne imødekomme en stigende efterspørgsel på nye aktivitetstyper samt nye deltagelses- og medlemsformer. I 2010 afvikledes to Idrætscamps med fokus på Bevægelse i fremtiden. Her blev arbejdet målrettet og intenst på at udarbejde konkrete ideer og oplæg til fremtidens aktiviteter og fa- Foto: Peter Baastrup Organisation og drift 7

8 ciliteter. I hvert fald tre af de seks camp-ideer indeholder spændende ideer om faciliteternes fremtidige organisering og drift. Det gælder Skolen som motionsmetropol, hvor skolen bliver det organiserende omdrejningspunkt for et væld af aktiviteter. Bevægelseshubs, hvor fysisk adskilte faciliteter forbindes i en samlet organisation, og hvor der samtidig medtænkes nye bevægelsesrum som nedlagte fabrikslokaler, åbne pladser og skolegårde. Idrætsaktiviteterne kommer til dig med etablering af flytbare og fleksible idrætscontainere som kan placeres i forbindelse med traditionelle idrætsfaciliteter. 11 Idrætscamp 2010 har således inspireret til at tænke i mere fleksible organiseringsformer. På det forskningsmæssige område er der også spirende interesse. Idrætten i Danmark bliver i stadig stigende grad genstand for undersøgelse, analyse og forskning. Med udgivelsen af den allerede nævnte Breddeidrætsudvalgets rapport i 2009 foreligger en sammenhængende og samlet rapportering om idrættens udvikling og situation i Danmark. I forhold til idrætsfaciliteter forskes og undersøges mere og mere, når det gælder antal, udformning og placering. Pionerprojektet er dateret tilbage i 1980 erne, hvor den første Ringsted undersøgelse blev gennemført og kortlagde idrætsfaciliteternes antal, placering og anvendelse. 12 Undersøgelsen gjorde det muligt at gå mere analytisk til værks i forhold til placering og planlægning af fremtidige idrætsfaciliteter. Imidlertid er Ringsted undersøgelsen først for et par år siden fulgt op i forskningsmæssig sammenhæng, da Syddansk Universitet i et større projekt tog fat på at analysere idrætsfaciliteterne i 5 kommuner. Det skete med fokus på: 1) Kortlægning af eksisterende idrætsfaciliteter i kommunen 2) Analyse af behov og ønsker til idrætsfaciliteter i kommunen 3) Forslag til fremtidig udbygning af idrætsfaciliteter. 13 Undersøgelsesarbejdet giver væsentlig viden om basale forhold som antallet af faciliteter, deres placering og aktivitetsmæssige potentiale. Endvidere forholdstal, som beskriver facilitetstætheden i de undersøgte kommuner. Faciliteternes ejerforhold, brugergrupper og udnyttelsesgrad. Endvidere er der interessante brugerundersøgelser og anbefalinger for fremtidige udviklingsområder. Alligevel opnås ikke rigtig svar på vores specifikke ærinde, hvilket skyldes tre forhold. For det første er faciliteternes antal og forholdstallene baseret på Lokale- og Anlægsfondens database, som er baseret på kommunale indberetninger og derfor ikke dækker feltet fuldstændigt. 14 For det andet er udnyttelsesgraden baseret på de officielle udlejningsoversigter, hvilket nok giver et billede af timefordelingen, men ikke nødvendigvis af den reelle anvendelse af faciliteterne. Der er således ikke taget hensyn til aflysninger, nedlagte hold, ferier og andre ikke anvendte timer. For det tredje sætter undersøgelsen ikke fokus på økonomien, på facilitetslederne eller på, hvem der igangsætter idrætsaktiviteterne i de respektive faciliteter. På Syddansk Universitet etableres et nyt forskningsprojekt, som skal afdække hvordan kommunale styringsmodeller og tilskudsstrukturer kan medvirke til at skabe incitamenter og motivation for at sikre den bedst mulige målindfrielse i idrætsfaciliteterne. 15 Endvidere arbejder SDU med udvikling af analyser af foreningsliv, frivillighed og faciliteter, eksempelvis er der i 2011 gennemført en interessant undersøgelse af idrætslivet på Bornholm, denne giver også vigtige brikker til det store organiserings- og driftspuslespil. 16 Også i Aalborg er der gang i et par spændende forskningsprojekter med deltagelse af Aalborg Universitet og Aalborg Kommune. For det første arbejdes med RFID (Radion Frequency Identification), som med anvendelse af radiofrekvens gør det muligt præcist at beskrive brugernes bevægelsesmønstre i en idrætsfacilitet. 17 Inspirationen er hentet fra udendørs byrumsanalyser, og teknologien testes nu indendørs. RFID kan give et klart billede af bevægelsesmønstrene og dermed give vigtig viden omkring udnyttelse og anvendelse. For det andet eksperimenteres med automatisk facilitetsanalyse. 18 Ideen er, at der opstilles varmebaserede kameraer i idrætsfaciliteter, hvilket gør det muligt at måle præcist, hvor mange mennesker der er idrætsaktive på forskellige tidspunkter. Hermed kan problemstillingen om de ikke-forbrugte timer i faciliteterne angribes på en ny måde. Med de varmesøgende kameraer kan anvendelsesgraden fuldstændigt og præcist defineres for hver enkelt rum i en idrætsfacilitet. De to Aalborgprojekter giver teknologiske muligheder for at tegne et helt præcist billede af udnyttelse og anvendelse af de enkelte rum i idrætsfaciliteterne. Og det er vigtig viden, når det gælder organisation og driftsmæssige forhold, idet tidligere anvendte oversigter og indberetninger overrules af faktuel viden om hvor mange mennesker, der anvender de pågældende faciliteter på konkrete tidspunkter. Hermed kan den eksakte anvendelsesøkonomi defineres! Det er oplagt, at der vil være skeptiske spørgsmål i relation til sådanne nye teknologier: Kan personerne forblive anonyme? Er der tale om regulære kontrolapparater eller om anvendelige redskaber, som skaber nye perspektiver og positioner? I Idrættens Analyseinstituts regi er der udgivet en skriftrække, hvor idrætten belyses fra et kommunalt perspektiv. Særlig interessant er her Nye stier i den kommunale idrætspolitik, 19 som undersøger kommunernes nye måder at styre idrætsområdet på efter strukturreformen. Bogen er struktureret omkring casestudier i 7 danske kommuner og indeholder endvidere en afsluttende diskussion at de aktuelle tendenser i den kommunale idrætspolitik og kommunale styring. 20 Som det ses, er der igangsat spændende forskning og undersøgelsesarbejde omkring idrætsfaciliteternes organisering og drift. Men der er fortsat meget at gøre. 8 Organisation og drift

9 1.5 Disposition og opbygning Skriftet indeholder syv selvstændige kapitler, som stiller skarpt på hvert sit centrale tema. I alle kapitler vil der blive rejst spørgsmål uden at der nødvendigvis gives svar! Dette understreger blot skriftets pionerstatus. Spørgsmålene søges kategoriseret som enten principielle spørgsmål, forskningsbaserede spørgsmål og praktiske spørgsmål. Hermed adresseres spørgsmålene mere eller mindre direkte til politikere/beslutningstagere, forskere eller de mennesker som dagligt beskæftiger sig med idrætsfaciliteternes drift og organisation. I alle kapitler vil der blive præsenteret eksempler fra virkelighedens verden, således at skriftet bliver vedkommende og væsentligt. Det skal understreges, at eksemplerne sjældent kan tages ubearbejdede ud af egen kontekst og så implementeres direkte i andre sammenhænge. Det er dog håbet, at eksemplernes grundtanker og konkrete udtryk kan give inspiration og være med til at påvirke arbejdet med organisering og drift af de danske idrætsfaciliteter i årene frem over. De udvalgte temaer er: Behov for at sætte fokus på organisering og drift af idrætsfaciliteter i Danmark I dette indledende afsnit diskuteres sammenhængen mellem idrætsaktiviteter og idrætsfaciliteter. Der argumenteres for nødvendigheden af at fokusere mere målrettet på organisering og drift. Og det fastslås, at vi endnu ikke ved ret meget om emnet i Danmark. Det danske idrætsbillede og kategorisering af idrætsfaciliteter Her afgrænses og kategoriseres idrætsfaciliteterne. Herefter gives en kort introduktion til den særlige danske idrætsmodel og idrætsfaciliteternes kulturhistorie. Begge dele er afgørende for at forstå, hvordan idrætsfaciliteterne organiseres og drives i Danmark. Daglig ledelse fra halinspektør til facilitetsleder? Her sættes fokus på de absolutte nøglefigurer, som er halinspektøren, centerlederen eller servicelederen, hvoraf mange er organiseret i Halinspektørforeningen. Ledelsesopgaven og ledelsesrummet beskrives, og der gives en kort beskrivelse af, hvem hallederne egentlig er. Endelig diskuteres muligheder for rekruttering, uddannelse og netværk for facilitetslederne. Økonomi hvor kommer pengene fra? Her beskrives de primære indtægter og udgifter kort. Herefter diskuteres muligheder og udfordringer ved at etablere nationale oversigter og guidelines, som idrætsfaciliteterne kan anvende i budgetlægningen. Der stilles skarpt på de kommunale tilskudsregler og den gordiske knude, som nogle steder er opstået i spændingsfeltet mellem kommunale tilskudsregler, foreningers og skolers råderet over faciliteterne og halledernes incitament til at aktivere ledig tid og skabe forandring. Aktiviteterne hvad bringer fremtiden? Her fokuseres på, hvem der udbyder idrætsaktiviteterne. Traditionelt har arbejdsdelingen været sådan, at faciliteterne stillede rum og rammer til rådighed, og foreningerne udbød aktiviteterne. Men i dag er der opbrud i denne faste fordeling, hvorfor der fokuseres på muligheder og faldgruber i forbindelse med, at idrætsfaciliteterne bliver mere aktivt agerende: Går foreningerne til grunde, når faciliteterne udbyder badminton, fitness, svømning, fodbold og meget mere på klippekortsbasis? Organisering og drift en ny dagsorden I det afsluttende kapitel opridses situationen og der argumenteres for, at der er behov for at dyrke spørgsmålene omkring organisering og drift meget mere i de kommende år. Foto: Peter Baastrup Ejerskab og driftsform - hvem ejer og driver idrætsanlæggene? Her skelnes mellem ejerskab og driftsorganisation, og der beskrives fordele og ulemper ved henholdsvis kommunale, selvejende og kommercielle organiseringer. Der gives eksempler på nye organisationsformer. Og mulighederne ved blandingsmodeller diskuteres. Baglandet - en drivkraft eller en klods om benet? Her sættes fokus på de bestyrelser og brugerråd, som har ansvar for faciliteternes udvikling og fremtid. Bestyrelsens opgave og sammensætning diskuteres og brugergruppernes interesser og indflydelse analyseres. Der sættes fokus på frivillighed og muligheder for udvikling af kompetencerne i baglandet. Organisation og drift 9

10 2. Hvilke idrætsfaciliteter er i fokus? Dette kapitel har til hensigt at skabe en ramme og et fundament for de efterfølgende kapitlers beskrivelse og analyse af de organisatoriske og driftsmæssige forhold i idrætsfaciliteterne. Indledningsvis indkredses og afgrænses begrebet idrætsfaciliteter, her introduceres nogle kategoriseringer, som kan hjælpe til at holde styr på idrætsfaciliteterne i resten af skriftet. Og selvom det er behæftet med usikkerhed, præsenteres en statistisk oversigt, som giver et billede af antallet af idrætsfaciliteter i de respektive kategorier. Derefter følger en ultrakort beskrivelse af den danske model, her præsenteres de væsentligste aktører og de overordnede økonomiske strukturer i det idrætsbillede, som idrætsfaciliteterne indgår i. I kapitlets afslutning gives et kort rids af idrætsfaciliteternes kulturhistorie. I denne fortælling ligger nemlig de helt centrale kim til at forstå, hvorfor idrætsfaciliteterne organiseres, styres og drives, som de gør. Det kulturhistoriske rids bliver således en indledning til de efterfølgende kapitler, hvor der sættes fokus på de organisatoriske og driftsmæssige forhold. 2.1 Afgrænsningens begrænsning Idræt er blevet et betydeligt samfundsmæssigt fænomen, som anvendes og integreres i mange og meget forskellige sammenhænge. Traditionelt er idrætten i Danmark blevet opfattet som et kulturpolitisk fænomen, der på samme tid var afhængig af og producerede frivillighed, medborgerskab samt social og kulturel kapital. 21 Idræt er også sat i sammenhæng med sundhed og velfærd og legitimeret med færre sygdomme og flere mennesker i trivsel. De kulturpolitiske og sundhedspolitiske dagsordener er fortsat dominerende indenfor idrætsverdenen, men idrætten er samtidig spændt for endnu flere vogne. Idræt er en stærk faktor i uddannelses- og læringsmæssige sammenhænge, hvilket bliver tydeligt, når der etableres idrætsuddannelser, når idræt indplaceres i ungdomsuddannelser og videregående uddannelser som særligt trækplaster og drivkraft eller når børnehaver og SFO er certificeres som idrætsinstitutioner. Idræt er blevet en del af oplevelsesøkonomien, 22 hvilket bliver tydeligt, når der afvikles store events og fokuseres på tilskuernes oplevelse, og når der sælges livsstilsrejer, livsstil og wellness. Idræt er blevet en kommerciel driver og en markedsplads, hvor der er penge at hente gennem salg af tøj, udstyr, oplevelser og aktiviteter. Og idræt er for mange danskere en spændende arbejdsplads, spørg blot professionelle udøvere, trænere, konsulenter, ledere, lærere, sundhedsfolk og mange andre Idræt er således ikke længere bare en frivillig aktivitet, som virker befordrende på den almene helse og sammenhængskraft. Idræt er på en og samme tid blevet en levevej for mange mennesker, et politisk udstillingsvindue, en markedsplads, en læringsarena, en sundhedsproducerende maskine, en livsstilsgenererende aktivitet og meget mere til. Idrætten er med andre ord ikke længere en entydig størrelse, som kan defineres og tiltales konkret. Idræt er i dag en sektor med rigtig mange aktører, mange forskellige interesser, mange forskellige værdier og mange forskellige ansigter. 23 Erkendelsen og forståelsen af idræt som en sektor med mange facetter er afgørende og nødvendig for at forstå og beskrive udviklingen og virkeligheden i idrætsfaciliteterne. De rå mursten og idrætsfaciliteternes udformning fortæller tydeligt en historie om idrætsaktiviteternes udvikling, men det er i tankestrukturer, kulturer og værdiorientering, at mange andre ændringer skal aflæses. Det er med andre ord i idrætsfaciliteternes målformulering, værdigrundlag, organisering, ledelse og økonomiske hovedposter, at de nye interesser, orienteringer og tankegange skal aflæses. Hermed er vi fremme ved afgrænsningens begrænsning! Der vil være aktører, som føler sig hjemme i idrætssektoren, men som ikke er omtalt i dette skrift. Det kan være kommercielle fitnesscentre, feriecentre og campingpladser med udbyggede idrætsfaciliteter eller skoler, frie skoler og uddannelsesinstitutioner med opdaterede idrætsfaciliteter. Forståelsen af idræt som en sektor fører til en grundlæggende erkendelse af, at idrætten ikke alene er konkurrenceramt på idrætsbanen. Også udenfor sidelinjerne er der et konkurrenceforhold, og de traditionelle idrætsfaciliteter har på ingen måde monopol på hverken udøveres, foreningers, skolers eller andres gunst. Idrætsfaciliteterne er konkurrenceramt og må derfor bevidst eller ubevidst formulere en overlevelsesstrategi. Der er risiko for, at traditionelle idrætsfaciliteter ikke overlever og går til grunde. Det er en ny erkendelse og fører til dette skrifts helt centrale omdrejningspunkt: Der er et markant behov for at fokusere på organisering og drift i de traditionelle idrætsfaciliteter. Disse udfordres og presses af nye aktører og interesser, hvorfor det store behov for transformation findes her. 10 Organisation og drift

11 Hermed kan en første afgrænsning for dette skrift defineres: Afgrænsning 1 Idrætsfaciliteter som organiseres og drives. Det vil sige: Afgrænsede fysiske enheder, der har idræt som hovedformål. Hvor der er etableret en organisation og en ledelse. Denne kan være professionel eller frivillig. Hvor der er en økonomisk gennemstrømning, som kan styres gennem budget og regnskab. Hvor der kan defineres en åbningstid og en kunde/ bruger/medlemsrelation. Det er nødvendigt at afgrænse og kategorisere yderligere for at få indkredset de idrætsfaciliteter, der behandles i dette skrift. 2.2 Kategorisering 1 LSP Resolve er en privat rådgivningsvirksomhed, som bl.a. gennemfører analyse- og strategiprocesser i danske idrætsfaciliteter. LSP Resolve opererer med 3 generiske typer af idrætsfaciliteter: 1) idrætscentre 2) de lokale haller 3) nicheorienterede. 24 Idrætscentrene er kendetegnet ved at have mange aktivitetsmuligheder, mange services, mange målgrupper, mange ansatte og stor aktionsradius. Der findes ca af disse større idrætscentre. De lokale haller er kendetegnet ved få aktivitetsmuligheder, få services, få målgrupper, få ansatte, frivillig arbejdskraft, lille aktionsradius. Der findes ca af disse lokale haller. De nicheorienterede faciliteter er primært kommercielle centre, særlig indenfor fitnessområdet. De er kendetegnet ved en smal aktivitetsportefølje, få services, specialisering, kædedrift, mange ansatte, lille aktionsradius. Der er ca. 500 sådanne nicheorienterede idrætsfaciliteter, primært etableret som fitnesscentre. Denne kategorisering er velegnet til at definere idrætsfaciliteternes økonomiske og mandskabsmæssige muskler i form af aktivitetsudbud, services og ansatte. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved om skolehaller og meget store svømmehaller passer ind i kategoriseringen. Endvidere ligger der i kategoriseringen, at fokus alene er på indendørs idrætsanlæg, hvilket er argumenteret i den kendsgerning, at det er her, de store organisatoriske og driftsmæssige udfordringer aktuelt forefindes. Samme argumentation ligger til grund for afgrænsningen i følgende skrift: Foto: Jan Christensen Afgrænsning 2 Hovedfokus er på indendørs idrætsfaciliteter, simpelthen fordi de største organisatoriske og driftsmæssige udfordringer aktuelt findes her. Hovedfokus er på idrætsfaciliteter der drives non-profit. Det vil sige faciliteter, som nok agerer kommercielt, men hvor eventuelle overskud ikke hjemtages af aktionærer eller ejerkreds, men anvendes til udvikling og konsolidering af idrætsfaciliteten. Det vil sige, at de nicheorienterede ikke behandles indgående, men mest er medtaget for perspektiveringens skyld. Selv om dette skrift fokuserer på de indendørs faciliteter, er der selvfølgelig al mulig grund til at sammentænke indendørs og udendørs områder i den enkelte idrætsfacilitet, således at der skabes en dynamisk sammenhæng mellem indendørs og udendørs aktiviteter. De opstillede tre generiske typer vil influere på hverandre således, at idrætscentrene vil agere mere og mere markedsorienteret, inspireret af de nicheorienterede. At de små haller vil agere både mere markedsorienteret som de nicheorienterede og etablere flere services, præcis som idrætscentrene. Endelig vil de nicheorienterede etablere flere services inspireret af idrætscentrene. Kategoriseringen berører ikke organisationsformerne, men forudsætter, at det er muligt at agere kommercielt for alle tre typer. Sådan er det ikke helt i virkeligheden, og derfor introduceres en skelnen mellem offentlige og private idrætsfaciliteter. Organisation og drift 11

12 2.3 Kategorisering 2 I Danmark er der traditionelt skelnet mellem selvejende og kommunale idrætsfaciliteter. Mellem private og offentlige. Denne skelnen er ikke længere fyldestgørende. I dette skrift vil fokus være rettet mod alle de faciliteter, som direkte eller indirekte drives, vedligeholdes eller støttes af kommunerne. Rationalet er, at de strengt kommercielle aktører agerer på et alligevel ikke regulerbart marked. Og de drives efter andre rationaler, regler og love. Afgrænsning 3 Der fokuseres på idrætsfaciliteter som helt eller delvis er finansieret af offentlige midler gennem tilskud, vedligeholdelse eller direkte drift. Hermed kan der samles op i forhold til at definere, hvilke idrætsfaciliteter der behandles i dette skrift: 1. Idrætsfaciliteter som organiseres og drives. Det vil sige: Afgrænsede fysiske enheder, der har idræt som hovedfor mål. Hvor der er etableret en organisation og en ledelse. Denne kan være professionel eller frivillig. Hvor der er en økonomisk gennemstrømning, som kan styres gennem budget og regnskab. Hvor der kan defineres en åbningstid og en kunde/medlemsrelation. 2. Hovedfokus er på indendørs idrætsfaciliteter. Hovedfokus er på idrætsfaciliteter som drives non-profit. 3. Der fokuseres på idrætsfaciliteter, som helt eller delvis er finansieret af offentlige midler gennem tilskud, vedlige holdelse eller direkte drift. Med denne afgrænsning på plads og med introduktionen af kategorierne følger en kort præsentation af den danske idrætsmodel, som idrætsfaciliteterne indgår i. 2.4 Den danske model idrættens organisationer Idrætsbilledet i Danmark er særegent sammenlignet med andre lande. Det vil føre alt for vidt at beskrive alle hjørner af den danske model, men et par centrale og afgørende punkter skal fremhæves. 25 Modellen tager afsæt i en udbredt foreningsdannelse med mere end idrætsforeninger, der på basis af demokratisk foreningsdannelse, frivillighed, idrætsinteresse, medlemskontingent og offentlig støtte etablerer idrætstilbud. Idrætsforeningerne har fungeret i mere end 150 år og er organiseret under hovedorganisationerne Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF), der som interesseorganisationer har varetaget idrætsforeningernes interesser. Idrætsorganisationerne har siden tipslovens indførelse i 1948 kunnet modtage offentlige tilskud. I mange andre lande er der kun en enkelt idrætsorganisation, som opnår offentlig støtte, men i Danmark er der konkurrerende idrætsorganisationer, som alle er autonome i forhold til staten. I Danmark er idrætten placeret under Kulturministeriet og betragtes som en kulturpolitisk størrelse. Idrætsforeningerne kan anvende idrætsorganisationernes tilbud og services, men støttes endvidere økonomisk via Folkeoplysningsloven, som forvaltes af kommunerne. Folkeoplysningsloven sikrer idrætsforeningerne tilskud til aktiviteter for børn og unge, når der vel at mærke er tale om demokratiske foreninger og folkeoplysende aktiviteter. 26 Idrættens organisationer har haft en naturlig interesse for idrætsfaciliteternes udvikling, men kun i enkelte tilfælde været direkte involverede i idrætsfaciliteternes drift. Som eksempler kan nævnes, at DIF har været tæt på Idrættens Hus i flere større danske byer med henblik på at sikre gode rammer for nationale stævner og landskampe. DGI har været engageret i decentralt placerede idrætscentre for at sikre gode rammer om større folkelige idrætsstævner. DFIF ejer og driver enkelte idrætsfaciliteter for at sikre firmaidrætten gode lokale rammer. Det seneste årti har særligt DGI intensiveret arbejdet med idrætsfaciliteterne. Det store gennembrud var etableringen af DGI Byen i København, som var en banebrydende nyskabelse med fokus på såvel foreningsidræt som selvorganiseret idræt. Med fokus på såvel idræt, som kultur, konference og hoteldrift. Endvidere med en radikal nytænkning af den bygningsmæssige indretning, mest tydeligt udtrykt med Vandkulturhuset. DGI Byen var både et radikalt nybrud i forhold til idrætsorganisationernes involvering i facilitetsområdet og et nybrud i forhold til måden at tænke drift og indtægter på. DGI Byen har i 2011 gennemgået en omfattende omstrukturering, men udgør fortsat et symbol på en helt ny måde at tænke idrætsfaciliteter på. DGI Byen er efterfulgt af DGI Huse i Aarhus, Vejle, Herning og Aalborg. Disse huse er på hver deres måde nyskabelser, både når det gælder arkitektur, og når det gælder drift. I Aarhus blev en udrangeret remisebygning transformeret til et moderne idrætshus med introduktion af klippekortsidræt søsat efter konceptet Clip n fit. I Vejle er der sket en voldsom aktivitetsforøgelse i det tidligere Idrættens Hus. I Aalborg er det gamle Nordkraft transformeret til et mekka for idræt, kultur og uddannelse. I Herning kæder et helt nyt byggeri mediehus, kongrescenter, hotel, ejerlejligheder og idrætshus sammen. 12 Organisation og drift

13 Både DGI s gode og mindre gode erfaringer med drift af idrætsfaciliteter er fra 2007 søgt udbredt gennem en selvstændig analyse- og rådgivningsenhed, DGI-huse og haller, der alene arbejder med udvikling af idrætsfaciliteter, herunder de organisatoriske og driftsmæssige forhold Idrætten i kommunerne Udover at forvalte Folkeoplysningsloven spiller de danske kommuner også på andre områder en helt afgørende rolle for idrætten. For det første fordi kommunerne hvert år anvender mere end 3 milliarder kroner til idrætsrelaterede aktiviteter og faciliteter. 28 Heraf skønnes mere end 2 milliarder kroner årligt at gå til drift af idrætsanlæg. Suppleret med mere end 500 millioner kroner udbetalt i form af lokaletilskud betyder dette, at der årligt anvendes 2.5 milliarder kroner på udgifter, der er relateret til idrætsfaciliteter. Det er med andre ord den største del af de kommunale udgifter til idræt, som er facilitetsrelaterede. Og kommunerne driver halvdelen af landets idrætshaller og de fleste gymnastiksale. For det andet medførte strukturreformen i 2007, at ansvaret for de forebyggende sundhedsopgaver blev placeret i kommunalt regi. Sammenholdt med den aktuelle økonomiske smalhals i landets kommuner, 29 medfører den øgede sundhedsfokus, at kommunernes interesse for såvel borgernes idrætsvaner som idrætsfaciliteternes driftsforhold vil stige yderligere i de kommende år. En undersøgelse af kommunernes tilgang til idrætsområdet efter strukturreformen viser følgende klare tendenser: 1) Flere og flere kommuner udarbejder en egentlig idrætspolitik, og idrætten anvendes til at brande kommunen eksempelvis som eliteidrætskommune eller breddeidrætskommune. 2) Flere og flere kommuner ansætter konsulenter med specifik idrætsfaglig uddannelse, og dermed ændrer den forvaltningsmæssige tilgang karakter fra primært at være administrativ til at være mere strategisk og agerende. 3) Kommunerne fastholder stærkt fokus på for eningsidrætten, men retter i stigende grad blikket mod de selvorganiserede, og der arbejdes aktivt for at skabe gode rammer for såvel foreningsidrætten som de selvorganiserede. 4) Der er en stærk tiltro til, at idrætten har mange positive effekter, herunder folkeoplysning, sociale, sundhed og forebyggelse Danskernes idrætsvaner I løbet af de seneste årtier er der sket en eksplosion i idrætsdeltagelsen i Danmark. Børn og unge er fortsat aktive og sværger i udbredt grad til velkendte idrætter som gymnastik, svømning, fodbold og andre velkendte idrætsaktiviteter. Den store vækst i idrætsdeltagelsen er sket i voksen- og seniorgrupper, der for alvor er blevet aktive og har kastet sig over idrætsaktiviteter som eksempelvis fitness, løb, gang og cykling. Der er sket en særlig stor udvikling på kvindesiden, således at kvinder i dag er mere idrætsaktive end mænd. Den markante stigning i idrætsdeltagelsen er blandt andet begrundet i, at foreningerne har fået konkurrence som idrætsudbydere. Det gælder både fra kommercielle aktører, som står stærkt indenfor eksempelvis fitness, og det gælder selv- ANDELEN AF DEN VOKSNE DANSEK BEFOLKNING, DER DYRKER IDRÆT, FORDELT PÅ ALDER ANDELEN AF DEN VOKSNE DANSEK BEFOLKNING, DER DYRKER IDRÆT, OG ANDELEN, DER ER MEDLEM AF EN IDRÆTSFORENING Dyrker idræt Medlem af idrætsforening Kilde: DGI s situationsanalyse Organisation og drift 13

14 ANVENDELSE AF IDRÆTSANLÆG FORDELT PÅ ALDER Kilde: DGI s situationsanalyse 2010 organiseret idræt, som refererer til idrætsaktiviteter, der foregår udenfor foreninger enten individuelt eller via uformel organisering. Den danske model indeholder således mange potentielle tilgange i forhold til idrætsdeltagelsen: Man kan vælge idrætsforeningen. Man kan vælge det selvorganiserede. Og man kan vælge den kommercielle tilgang. 31 Et meget interessant perspektiv er endvidere, at danskerne formentlig ikke er enten foreningsidrætsudøvere eller selvorganiserede eller kommercielle udøvere. Mange danskere er det hele - blot til forskellig tid og i forskellige sammenhænge! En undersøgelse i DGI har vist at de voksne DGI-medlemmer i gennemsnit dyrker 3 idrætter, 32 og at der meget let jongleres mellem eksempelvis badminton i foreningsregi, fitness i kommercielt regi og løb i selvorganiseret regi. Dette er den komplekse virkelighed i den danske idrætsmodel Andre centrale aktører Andre særlige elementer ved den danske idrætsmodel er, at der er etableret en række institutioner som på forskellig måde skal understøtte idrætten. Det gælder eksempelvis Lokale og Anlægsfonden, som gennem rådgivning og økonomiske tildelinger har til opgave at sikre en kvalitativ og tidssvarende udvikling af idrættens faciliteter. Fonden er en selvstændig institution og har siden midten af 1990 erne kunnet medvirke til udvikling af såvel eksisterende idrætsbyggeri som etablering af fremtidsorienterede og tidssvarende idrætsfaciliteter. Lokale- og Anlægsfonden har haft frihed til og mulighed for at arbejde målrettet med at skabe idrætsfaciliteter, som er anvendelige for såvel organiserede som selvorganiserede udøvere og sikre sammenhæng mellem idræt, kultur og sundhed. Sætte fokus på særlige arkitektoniske kvaliteter. På fleksibilitet og multifunktionel anvendelse. Etableringen af Lokale- og Anlægsfonden har helt afgjort betydet, at der i Danmark i særlig høj grad har været mulighed for at sætte fokus på udvikling af idrættens faciliteter. Lokale- og Anlægsfonden understøtter specifikke idrætsbyggerier med økonomiske tildelinger og ved at stille krav til indretning og udformning, netop heri ligger muligheden for at udfordre, udvikle og sætte nye standarder. Endvidere kan nævnes Team Danmark, Sport Event Danmark, aftenskolerne, Dansk Skoleidræt, Kulturministeriets Idrætsforum, Idrættens Fællesråd, Idrættens Analyseinstitut, Anti Doping Danmark, de mange uddannelsestilbud, som på den ene eller anden måde inddrager idræt samt institutionsområdet med certificeringer som eksempelvis idrætsbørnehaver. Også ministerier og styrelser tager idrætten op som et velegnet redskab. Med introduktionen af de centrale aktører i dansk idræt på plads følger en uddybning af idrætsfaciliteternes kulturhistorie, som også udgør en afgørende dimension, når man skal forstå idrætsfaciliteternes organisatoriske og driftsmæssige forhold. Der er nemlig forskel på, hvorfor der er etableret idrætsfaciliteter i forskellige tidsperioder, hvilke typer af idrætsfaciliteter der er etableret, hvordan idrætsfaciliteterne er etableret, og af hvem idrætsfaciliteterne er etableret. Og disse forskelle er afgørende for de forskellige typer af ejerskab og driftsforhold, som findes i det danske idrætsfacilitetslandskab anno Organisation og drift

15 2.5 Idrætsfaciliteternes kulturhistorie Første bølge kan registreres fra , hvor der i de fleste sogne blev etableret forsamlingshuse, som dannede ramme om lokalt forenings-, kultur-, fest- og idrætsliv. Forsamlingshusene blev ofte oprettet på lokalt og privat initiativ og fungerede typisk som selvejende institutioner med egen bestyrelse. Der blev etableret mere end 1000 forsamlingshuse i Danmark, og selv om de mange steder har udspillet deres rolle som lokalt forsamlingssted, kan de fortsat findes i mindre byer og landsbyer. Forsamlingshusene indstiftede fra begyndelsen det selvejende princip for forsamlings- og idrætshusene. Anden bølge kan registreres i perioden efter 1937, hvor en ny folkeskolelov gjorde det obligatorisk at etablere gymnastiksal i tilknytning til alle folkeskoler med børn over 12 år og samtidig sikre, at der i hver kommune var mindst et udendørs idrætsanlæg, som kunne anvendes i skolebørnenes gymnastik- og idrætsundervisning. Det er perioden, hvor de klassiske skolegymnastiksale i badmintonbane-størrelse med ribber og bomme blev etableret. Disse anvendes fortsat i skoleundervisning og via Folkeoplysningsloven af mange idrætsforeninger fortrinsvis til børnegymnastik. I disse år, hvor skolelukninger for alvor er kommet på dagsordenen, er mange af de traditionelle gymnastiksale lukningstruede. Men samtidig forestår muligheder for revitalisering, hvis eksempelvis skolelukningerne fører til etablering af lokale kultur- og medborgerhuse. Folkeskolernes etablering af gymnastiksale og anlæggelse af offentlige udendørs boldbaner indstiftede det andet grundprincip for ejerskab af idrætsfaciliteterne: det offentlige og kommunale ejerskab. Tredje bølge manifesteres i erne, hvor etablering af idrætsfaciliteter bliver en blandt mange dimensioner i velfærdsstatens vækst og forgrening. Allerede i 1952 blev det i Ungdomskommissionens storstilede betænkning slået fast, at kommunerne med støtte af staten bør varetage indretningen og driften af de nødvendige anlæg (til idræt). 34 Og kommunalreformen i 1970 var i mange sogneråd og kommunalbestyrelser anledning til at få etableret tidsvarende idrætsfaciliteter, før de nye storkommuner risikerede at dræbe det lokale initiativ gennem en ensidig fokusering på de nye kommunale hovedbyer. Endvidere havde industrisamfundet og byggetekniske fremskridt gjort det praktisk og økonomisk muligt at masseproducere limtræshaller, som blev en attraktiv løsning i rigtig mange halprojekter. Således blev der i perioden fra midten af 1960 erne til midten af 1980 erne etableret mere end 1000 idrætshaller i Danmark. Byggeboomet i idrætsfaciliteterne bestod foruden af håndboldhallerne af svømmehaller, udendørs boldbaner og ridebaner. Det blev en velfærdsret at have idrætsfaciliteter i ethvert lokalområde. Idrætsfaciliteternes tredje bølge er særlig interessant, fordi nutidens faciliteter og idrætsbillede i meget høj grad er formet i denne periode. Særlig interessant er det, at velfærdssamfundets vækst fører til en generel opfattelse af, at etablering og drift af idrætsfaciliteter er et offentligt og kommunalt anliggende. Dette manifesteres lovmæssigt med fritidsloven i 1968, hvor det indstiftes, at kommunerne har pligt til at stille egnede offentlige lokaler til rådighed for idrætsforeningerne, og at det er en kommunal forpligtelse at refundere størstedelen af foreningernes udgifter til private og selvejende faciliteter. Det er således i denne periode, at princippet om kommunalt ejerskab og drift af idrætsfaciliteter for alvor sætter sig igennem. Paradoksalt er det imidlertid, at der ikke foreligger undersøgelser eller statistikker over de mange nye håndboldhallers tilblivelse og ejerforhold. Det er en kendsgerning, at der i perioden blev bygget storstilede kommunalt finansierede, ejede og driftede idrætsfaciliteter. Men det er også en kendsgerning, at der særlig i mange mindre bysamfund og landsbyer blev etableret selvejende håndboldhaller på baggrund af lokalt engagement, lokale indsamlinger og frivillig arbejdskraft. Præcis som i forsamlingshusenes storhedstid. Efter 1968 har traditionen for at rejse idrætsfaciliteter på basis af stærkt lokalt engagement haft den særlige krølle, at kommunerne har været forpligtede til at understøtte foreningernes aktiviteter i faciliteterne. Endvidere er der meget ofte medregnet lokale skolers anvendelse af idrætshallerne, hvorved de selvejende idrætsfaciliteter reelt har kunnet indregne delvis offentlig finansiering. Selvom det muligvis vil vække modstand i mange selvejende idrætsfaciliteters selvforståelse, kan det således konstateres, at etablering og drift af idrætsfaciliteter i Danmark med velfærdssamfundets fremfærd i meget høj grad blev et kommunalt anliggende. Dette spiller en afgørende rolle for at forstå og analysere nutidens organisering, drift, ledelse og kultur i såvel de kommunale som selvejende idrætsfaciliteter. Fjerde bølge er tydelig fra midten af 1980 erne. Velfærdsstatens ekspansion medførte gradvis mere og mere pres på de kommunale budgetter, hvorfor etablering og finansiering af flere og nye idrætsfaciliteter standsede noget op. Ifølge breddeidrætsrapporten førte den kommunale opbremsning til to afgørende nybrud. For det første introduktion af egentlige kommercielle idrætsfaciliteter og for det andet en stigende fokusering på mere fleksible idrætsbyggerier med plads til en bredere brugerskare. De kommercielle idrætsfaciliteter er i sagens natur primært placeret, hvor der er markedsmæssigt grundlag for en sund drift, hvilket vil sige hvor befolkningsgrundlaget er stort og nært, altså i de større byområder. Derfor har fremvæksten af kommercielle idrætsfaciliteter medvirket til at skabe en bedre balance mellem antallet af idrætsfaciliteter pr. indbygger i henholdsvis by- og landområder. I Danmark havde idræt i privat og kommercielt regi primært været et anliggende for danseskoler og - institutter. Men med inspiration fra amerikanske bevægelseskulturer og organiseringsprincipper voksede en kommerciel fitnessbranche frem Organisation og drift 15

16 Foto: Bent Nielsen i erne og i dag findes mere end 400 kommercielle fitnesscentre i Danmark. Samtidig etableres i 1990 erne massevis af private golfbaner, som også drives efter kommercielle principper. Hermed løftes idrætsaktiviteter og -faciliteter ud af den beskyttede velfærdsbaserede ramme og bliver genstand for markedskræfternes frie spil. Dette har dels medført fremvækst og død for en række fitnesscentre, dels medført en mere konkurrenceorienteret tilgang i driften og organiseringen af idrætsfaciliteterne. Den kommercielle tendens synes for alvor at påvirke og berøre såvel de kommunale som selvejende idrætsfaciliteter i disse år. Eftertiden vil vise om vi står midt i en femte bølge Ifølge Lokale- og Anlægsfondens database anlægges fortsat nye idrætsfaciliteter. Eksempelvis er der fra 2005 til 2008 blevet flere idrætshaller, svømmehaller, små gymnastiksale og motionscentre. Men måske er tallene behæftet med så stor usikkerhed qua de kommunale indberetninger, at der endnu ikke kan tales om en egentlig femte bølge. Måske vil historien vise, at vi er midt i en bølge med fokus på etablering af små holdtræningslokaler og motionscentre på den ene side og udendørs anlæg som løbestier og cykelstier på den anden side hvem ved? I historisk perspektiv vil det formentlig blive vægtet, at organiseringsformerne blandes, eksempelvis med kommunale bygninger, der drives af selvejende institutioner. Foreninger, som inspireret af kommercielle fitnesscentre organiserer foreningsfitness. Og idrætsorganisationer, som også i stigende grad bliver aktivitetsudbydere. Den stigende fokusering på fleksible idrætsfaciliteter er blandt andet båret af Lokale- og Anlægsfondens virke fra midten af 1990 erne. Lokale- og Anlægsfondens eksistensberettigelse har været at sikre en kvalitativ fornyelse af idrætsfaciliteterne gennem støtte til byggerier med fokus på eksempelvis selvorganiseret idræt, samling af aktiviteter indenfor idræt, kultur og sundhed, fleksibel anvendelse m.m. Den stigende fokusering på selvorganiseret idræt har dels medført en udvidelse af facilitetsbegrebet, dels udfordret de idrætsfaciliteter, som traditionelt har kunnet indskrænke brugergruppen til skoler og foreninger. Nye organiserings- og driftsprincipper er med andre ord nødvendige, når kommercielle aktører udfordrer fra den ene side, og selvorganiserede interesser presser på fra den anden side. Nutidens idrætsfaciliteter bærer således på en historisk arv, hvor offentlig understøttelse har været helt central, forventelig og selvfølgelig. Gennemgangen af de historiske bølger viser, at den kommunale tendens har en stolt, stærk og sideløbende tendens med etablering af selvejende institutioner i form af først forsamlingshuse og siden idrætshaller. Men denne stolte selvejende tendens har særlig de sidste 30 år været baseret på en forventning om direkte eller indirekte kommunale tilskud, som er hjemlet via lov. Helt aktuelt er såvel den kommunale som den selvejende organiserings- og driftsform udfordret af kommercielle aktører og de selvorganiserede frie fugle. Dette fører til nye forestillinger om ledelse, økonomi, drift, organisation, service og så videre. Hermed rejses nogle nye problemstillinger om forholdet mellem de offentlige forpligtelser, det lokale og frivillige engagement og så de økonomiske nødvendigheder og kommercielle ambitioner. I anden sammenhæng vil det være yderst relevant at få forskningsmiljøer til at foretage en nærmere analyse af eksempelvis de kommercielle idrætsfaciliteters fremkomst fra midten af 1980 erne Er det sådan, at velfærdssamfundets begyndende økonomiske kvaler førte til opbremsning i etablering af kommunalt støttede idrætsanlæg? Eller var behovet for traditionelle idrætsfaciliteter mættet? Var det ændringer i lovgivning eller offentlige styringsmekanismer, som førte til nedgang i anlæggelse af idrætsfaciliteter? Eller var de etablerede idrætsfaciliteter og idrætsforeninger for konservative og konserverende i deres tilgang, hvorfor en flanke blev åbnet for kommercielle aktiviteter? 16 Organisation og drift

17 Foto: Lars Holm Organisation og drift 17

18 3. Hvem ejer og driver faciliteterne? I dette kapitel stilles skarpt på de organisatoriske forhold. Det er ikke et tema, som optager den menige idrætsudøver ret meget i dagligdagen. Men det er et tema, som i stigende grad interesserer en række kommuner, som analyserer på fordele og ulemper ved henholdsvis kommunale og selvejende organiseringer. Indledningsvis argumenteres for nødvendigheden af at skelne mellem ejerskab og driftsorganisation, når der kigges på de organisatoriske forhold. Det giver mulighed for at indkredse og forstå mekanismerne i de fleste idrætsanlæg. Derefter gås tæt på fordele og ulemper ved henholdsvis kommunalt, selvejende og kommercielt ejerskab samt ditto driftsorganisation. Og der kigges nærmere på blandingsmodellerne. Sidst i afsnittet vurderes tendenser og behov for fremtidens ejerskab og driftsmodeller. Her rejses blandt andet det principielle spørgsmål om hvem og hvad, der egentlig definerer, om en idrætsfacilitet skal etableres eller nedlægges eller, om idrætsfaciliteten er succesfuld? 3.1 Der bør skelnes mellem ejerskab og driftsorganisation I daglig tale omtales de fleste danske idrætsfaciliteter som enten kommunale eller selvejende. I hovedreglen opfattes mange af de selvejende idrætsanlæg opfattes som nærmest halvoffentlige, simpelthen fordi de har skoler og foreninger som primære brugere, og fordi broderparten af de økonomiske indtægter hentes fra de kommunale kasser. Mere formelt opfattes en organisation eller institution som offentlig, når mere end halvdelen af indtægterne hentes fra offentlige kasser. I virkelighedens verden er billedet dog ofte betydeligt mere raffineret og komplekst, hvilket understreges med et par konkrete eksempler: I Vejen Idrætscenter er hovedparten af bygningerne kommunalt ejet, men den daglige drift varetages af en erhvervsdrivende fond. Endvidere er der stiftet selvstændige selskaber, som ejer dele af bygningsmassen I Vestfyens Hallerne ejer Middelfart Kommune de indendørs faciliteter, men har udlejet rum til et foreningsbaseret fitnesscenter. Og den daglige ledelse varetager endvidere udendørs vedligeholdelse af nærliggende fodboldanlæg, som er ejet af de respektive fodboldklubber I DGI-Huset i Vejle er bygninger ejet af kommunen, men der er indgået et langtidserhvervslejemål med en erhvervsdrivende fond, som bærer ansvar for den daglige drift Vestjydsk Fritidscenter ejes og drives af Holstebro Kommune, men qua et erhvervslejemål med Trehøje Motion APS varetages dele af den daglige drift af et anpartsselskab Fitness DK ejes og drives kommercielt. Det står således hurtigt klart, at der opereres med en række blandingsformer. Og det står klart, at der analytisk må skelnes mellem to grundlæggende forhold: 1) Hvem ejer faciliteten? 2) Hvem og hvorfor drives faciliteten? 3.2 Tilgang til ejerskab og driftsforhold I fodboldens verden er der skrevet tykke bøger om spilsystem, taktik og holdopstilling. Diskussionen kan kredse om versus eller Mange trænere og fodboldeksperter ynder imidlertid at udtale, at det ikke alene er spilsystemets talkombination, der afgør holdets præstation og spillets forløb. Det er snarere måden, hvorpå de enkelte spillere agerer indenfor spilsystemet. Samme betragtning kan gælde idrætsfaciliteternes ejerskab og driftsorganisation. Det er ikke nødvendigvis den formelle organisering, som afgør facilitetens fremtid, det er måske snarere summen af bestyrelsens, den daglige ledelses og medarbejdernes tankemåder og handlinger, som afgør sagen. Imidlertid giver ejerskab og driftsorganisation en væsentlig ramme for tankemåde og handling, men ligesom det i fodboldens verden ikke entydigt kan afgøres, at det ene system er de andre overlegne, kan det heller ikke i idrætsfaciliteternes verden afgøres, at en ejerform og en driftsorganisation altid vil være de andre overlegne. Det vil altid være afhængigt af de særlige lokale forhold, af de levende mennesker, som er til stede, og af de sammenhænge, som faciliteten indgår i. Det er med denne modifikation, at ejerskabs- og driftsforholdene angribes. Der søges ikke én rigtig model, men en beskrivelse af grundpræmisserne i de mest udbredte ejerskabs- og driftsformer. Spørgsmålene om ejerskab og driftsform er nært beslægtet med det helt grundlæggende principielle spørgsmål: Hvorfor er en idrætsfacilitet sat i verden? Hvad er den grundlæggende ide? Hvad skal faciliteten udvikle sig til på længere sigt? Hvad er facilitetens mål og opgave? Hvornår er idrætsfaciliteten en succes? Hvornår en fiasko? Hvem vil være med til at skabe indhold, aktiviteter og udvikling? Spørgsmålene kunne være taget ud af enhver bog om strategi og strategisk ledelse og refererer til begreberne mission, vision og mål. Uanset hvordan idrætsfaciliteterne forholder sig til sådanne ledelsesbe- 18 Organisation og drift

19 greber, bør det altid være muligt at besvare de konkrete spørgsmål og hermed give bestyrelse, daglig ledelse, medarbejdere og frivillige en platform og retning i hverdagen. 3.3 Ejerformernes særlige kendetegn I det følgende opstilles korte karakteristika for kommunalt, selvejende og kommercielt ejerskab Kommunalt ejerskab Indebærer, at etablering, renovering, udvikling og nedlæggelse er et kommunalt anliggende og dermed et politisk spørgsmål. De kommunale anlæg har som hovedmål at stille idrætsfaciliteter til rådighed for lokalbefolkningen, hvilket traditionelt er fortolket som en forpligtelse overfor foreninger og skoler. Derimod har der ikke været tradition for at udleje baner og rum til ikke-foreningsorganiserede borgere, hvilket primært skyldes, at de ikke-organiserede er uhåndterbare for kommunerne. Endvidere at kommunalfuldmagten begrænser mulighederne for kommerciel aktivitet. En undtagelses ses dog ofte på svømmehalsområdet, hvor der også i kommunalt ejede svømmehaller sælges billetter. De kommunale idrætsanlæg indgår som en del af en stor samlet kommunal bygningsmasse med skoler, institutioner m.v. og derfor er anlæg af kommunale idrætsanlæg altid underlagt en større samlet politisk prioritering. Det kommunale ejerskab har ofte medført en forestilling om, at de kommunale idrætsfaciliteter har evigt liv uanset bygningsmæssig tilstand og driftsmæssig tilgang, men særligt de senere års skolelukninger har aktualiseret spørgsmålet omkring de kommunale hallers selvfølgelige overlevelse Selvejende institution Ansvar for etablering, renovering, udvikling og nedlæggelse er placeret hos den selvejende institutions bestyrelse, hvis opgave er defineret i en selvstændig formålsparagraf. Denne tager ofte afsæt i formuleringer om at stille idrætsfaciliteter til rådighed for lokalbefolkning herunder skoler og foreninger. Hermed ligner målbeskrivelsen til forveksling de kommunale idrætsfaciliteters. Endvidere er den selvejende institution non-profit orienteret i den forstand, at der ikke kan udtages midler til en ejerkreds. Overskud kan alene anvendes til forbedring, udvikling og konsolidering af den selvejende institution. Den selvejende institution udgør i sagens natur en individuel og selvstændig enhed og kan have en veldefineret ejerkreds i form af et bagland bestående af foreninger m.v. De selvejende idrætsfaciliteter er ofte etableret på baggrund af et stort frivilligt engagement, og fordi lokale ildsjæle har påpeget et behov og taget initiativet. Den kommunale indblanding i de selvejende idrætsfaciliteters tilblivelse har traditionelt begrænset sig til en vurdering af omfanget af skolers og foreningers anvendelse og dermed tilførsel af kommunale tilskudskroner. Endvidere er der mange eksempler på, at kommuner har doneret jord eller andet i forbindelse med etablering. 35 I modsætning til de kommunale haller er der formelt ikke en kommunal redningskrans i de selvejende idrætsfaciliteter, hvilket medfører risiko for konkurs. Man kan med andre ord sige, at de selvejende idrætsfaciliteter kan etableres uden kommunalpolitisk accept, men til gengæld risikerer de også at gå til grunde uden, at kommunen reagerer Kommercielt ejerskab Er kort fortalt en virksomhed, hvis overordnede mål er at eje og drive en idrætsfacilitet med henblik på at skabe et økonomisk overskud til uddeling i ejerkredsen. Profitorienteringen kan i sagens natur være meget forskellig, men det er grundlæggende ikke politiske hensyn, lokale interesser eller almenvellet, som definerer udvikling og overlevelse, det er den kommercielle bundlinje. Markedskræfternes kontante spil medfører, at facilitetens overlevelse på ingen måde er selvfølgelig og sikker, ligesom der normalt ikke hjemtages større kommunale tilskud til driften. Den kommercielle ejerform har typisk været udbredt inden for dans, fitness, golf og ridesport. Med engelsk inspiration er der i 2010 etableret en kommercielt funderet fodboldfabrik i København, 36 hermed er det kommercielle ejerskab måske på vej ind på områder, som typisk er varetaget af kommunale og non-profitable selvejende institutioner. 3.4 Driftsorganisationen Som der er redegjort for i begyndelsen af dette afsnit, er det ikke nok alene at fokusere på, hvem der ejer idrætsfaciliteterne i Danmark. Der må også spørges, hvem der driver faciliteterne, og hvorfor de gør det. Her opstilles karakteristika for idealtyperne: kommunal, selvstændig non-profit og kommerciel driftsorganisation. Det er væsentligt at understrege, at der er tale om idealtyper, og at der i virkelighedens verden findes mange forskellige variationer af idealtyperne Kommunal drift Er grundlæggende argumenteret ud fra en velfærdsbetragtning, hvor de kommunale anlægs opgave er at stille faciliteterne til rådighed for offentligheden herunder de primære brugere, som traditionelt har været skoler og foreninger. På denne baggrund har den kommunale driftsorganisation hovedfokus på at skabe en sikker og stabil service, som sikrer en god ramme om idrætsaktiviteterne. Driften af de kommunale idrætsfaciliteter er meget ofte fastholdt i en traditionel kommunal styringstænkning, hvor der traditionelt ikke er etableret incitamenter til at fokusere på udvikling, fornyelse og aktivitetsigangsætning. Tilførsel af økonomi og ressourcer er oftest baseret på generelle kom- Organisation og drift 19

20 munalpolitiske aftaler og ikke i forhold til den enkelte facilitets præstation vurderet på eksempelvis aktivitetsniveau eller effektivitet. Endvidere er det begrundet i kommunalfuldmagtens bestemmelser, som begrænser de kommunalt drevne idrætsfaciliteters muligheder for at agere kommercielt og dermed skabe en ekstra indtjening til den pågældende facilitet. 37 Helt grundlæggende risikerer disse organisatoriske rammer at føre til en situation, hvor den kommunale driftsorganisations medarbejdere opnår samme økonomiske, ressourcemæssige og praktiske situation, uanset om der er mange eller få aktiviteter i anlægget. Dette kan føre til den uheldige situation, at den daglige ledelse kan drage fordel af mindst mulig aktivitet, hvilket strider mod den overordnede ambition om at stille de kommunale idrætsfaciliteter mest muligt til rådighed for borgere og brugere. Fordelene ved den kommunale driftsform er netop stabiliteten og sikkerheden i service. Endvidere kan der hjemtages en række stordriftsfordele gennem den samlede kommunale driftsorganisation. Det kan eksempelvis være på indkøb, energi og forsikringer. Eller det kan være i form af medarbejdere, som varetager opgaver i flere kommunale faciliteter. En traditionel kritik af de kommunalt drevne idrætsanlæg er, at der ikke kan foretages investeringer med kommercielt sigte, ligesom der ikke kan etableres kommercielt baserede aktiviteter. En anden kritik lyder, at de kommunalt drevne idrætsanlæg ofte følger skolernes ferieperioder og foreningernes traditionelle indendørssæson, hvilket påvirker anlæggenes udnyttelsesgrad negativt. En tredje kritik lyder, at de kommunale idrætsanlæg kan være ubemandede i aftentimer og weekender, hvilket forringer servicen. Og et fjerde kritikpunkt er, at det kan være svært at generere et stærkt, frivilligt engagement, når både ejerskab og driftsorganisation er kommunal idet den frivillige indsats hermed risikerer at flyde ind i en større og diffus kommunal sammenhæng. I en række kommunalt drevne idrætsfaciliteter ses eksempler på, at enkelte områder er bortforpagtet eller udlejet til kommercielle aktører. Eksempler kunne være bortforpagtning af cafeteria til en privatperson eller til en forening. Eller udlejning af lokaler til fitness til en kommerciel aktør. Fordele og ulemper ved kommunal drift Oversat fra Offentligt ideelt eller privat, som er udgivet af Kompetenscentrum för idrottsmiljöer i Sverige. For kommunal drift: Totalomkostninger bliver lavere, hvis kommunen står for driften, da kommunen har lang erfaring med anlægsdrift og har stordriftsfordele ved at drive mange anlæg. Kommunen har adgang til teknisk assistance fra andre serviceområder. Kommunen er en stærk arbejdsgiver, som ofte har flere ressourcer at satse på uddannelse og kompetenceudvikling af personale. Kommunen kan styre anvendelse i forhold til nye aktiviteter og målgrupper. Kommunen kan opnå vilkår ved belåning. Kommunen har fuld trækningsret ift moms. Kommunen kan opnå gode vilkår med indkøb (Stordrift). Kommunen kan ikke gå konkurs, hvilket indebærer en større garanti for anlæggets overlevelse. Imod kommunal drift: Beslutningsproces i kommune er politisk styret og tager længere tid end beslutningsgangene i virksomheder og foreninger. I kommunens budget må driftsomkostninger konkurrere med andre udgiftsposter, som kan vurderes til at være mere nødvendige. I den kommunale virksomhed/drift kan det være sværere at opnå nytænkning og forandring. En kommunes muligheder for at drive kommerciel virksomhed i anlægget kan udsættes for kritik fra virksomheder og foreninger. En kommune har sværere ved at udnytte frivillige kræfter for derigennem at nedbringe omkostninger. En kommune kan ikke forvente at få materiale og tjenester fra leverandører til samme lave pris som foreninger. Risiko for beskadigelser kan være større ved kommunal drift, da besøgende ikke føler samme ansvar for anlægget som ved foreningsdrift. 20 Organisation og drift