Bilag G. Sprogofficer A (SOA) Interviewet blev foretaget 16. januar kl på ISP, Svanemøllen Kaserne

Transkript

1 Bilag G Sprogofficer A (SOA) Interviewet blev foretaget 16. januar kl på ISP, Svanemøllen Kaserne I: Jeg skal starte med at stille nogle helt almindelige sådan baggrundsspørgsmål som, hvad dit navn er? SOA: [fornavn] I: Og, ja det er bare sådan, det er så jeg selv har det. SOA: Okay, [fulde navn] I: Ja, og din alder? SOA: 28 I: Ja, og hvor kommer du fra? SOA: Amager Så skal jeg høre, dine forældre, og hvad de laver? SOA: Min far han er ortopædkirurg. SOA: Og arbejdede i det offentlige i mange år og stoppede så for nogle år siden og gik i forsvaret. SOA: Fordi han synes, der var lidt mere spændende arbejde sådan i udlandet og i Afghanistan. SOA: End på de offentlige sygehuse herhjemme. SOA: Fik arbejde på felthospitalerne. Min mor har været hjemmegående siden jeg var 8-9 år men er oprindeligt uddannet fysioterapeut Ja. Og de bor stadig sammen på Amager. Og har du nogen søskende? SOA: Ja, jeg har en lillebror. SOA: Som er 25 og som blev uddannet cand.polyt. her i sommers. Jeg har en lillesøster der er i gang med fitnessinstruktøruddannelsen. Hun er 22. SOA: Og det var det. I: Ja, har du nogen kæreste, børn? SOA: Jeg har en kæreste. Men ingen børn? 1

2 SOA: Nej, ingen børn. I: Nej. Har du nogen tidligere uddannelser? SOA: Kun studentereksamen og selvfølgelig det uddannelse, jeg har fået løbende i forsvaret. Der er jo ikke rigtig noget af det, der er sådan rigtig [utydeligt] det er primært i form af kortere kurser og [utydeligt] Hvornår påbegyndte du uddannelsen som sprogofficer? SOA: Personligt begyndte jeg november forrige år, Det hold jeg ellers går med, det startede foråret Fordi forud for, for uddannelsen her inde på ISP skulle jeg have et, sådan et introforløb og noget, noget der tilsvarer den gammeldags rekrutskole, hvor de lige sådan skulle lære det grundlæggende, de grundlæggende militære færdigheder før de så kom i gang. SOA: Så på den måde er jeg i forvejen, fordi jeg så allerede har været i forsvaret [utydeligt] i 1 år, så fik jeg lov at springe over. I: Hvad lavede du tidligere sådan i forsvaret? Var du sådan, var det du? SOA: Ja, jeg startede i 2002, hvor jeg blev indkaldt som værnepligtig. SOA: Og så optjente jeg 3 måneder som værnepligtig i Garderhusarregimentet. Og så blev jeg sendt på sergentskolen i Sønderborg, fordi de fandt mig egnet til det. Og så fortsatte jeg der i 8 måneder, blev udnævnt sergent og fortsatte efterfølgende i [utydeligt] 1 år, altså hvor jeg havde værnepligtshold, så det var sammenlagt 2 år som værnepligtig, hvorefter jeg stoppede i forsvaret for at køre lidt lastbil. Så startede jeg så igen et lille års tid efter med det her, fordi jeg synes, det lød sjovere, og så er det bare, og så har jeg faktisk bare været i forsvaret siden. Så du er gammel i gårde her. SOA: Jeg er sådan lidt ældre end de andre i hvert fald. Hvad hedder det, hvorfor, hvorfor valgte du egentlig vejen som Sprogofficer i stedet for, for eksempel, ja, man kan jo vælge så meget andet, for eksempel læse sprog på universitetet eller SOA: Jamen de akademiske uddannelser interesserer mig egentlig ikke sådan som udgangspunkt, fordi, ikke at det ikke er interessant, det synes jeg det er, men de arbejdsformer og job, man typisk havner i efterfølgende, passer ikke særlig godt til mit temperament og sådan noget, og jeg har altid været glad for at arbejde i forsvaret, men samtidig så har jeg også, så har jeg også haft lydt til at bruge den indvendige side af hovedet lidt også, fordi det kan man godt mangle lidt, når man bare går som almindelig, almindelig fodtudse, så kan det godt mangle lidt. Og jeg synes, det var længe siden, jeg sidst havde dygtiggjort mig sådan, sådan rent bogligt, så derfor synes jeg, det var ved at være tid til det. Også fordi det giver mulighed for efterfølgende at arbejde i det miljø, jeg er vant til og har været i i snart 10 år og samtidig også bruge 2

3 sådan, den lidt mere sådan, ja, den indvendige side af hovedet eller hvad man skal kalde det. Sådan så jeg har lidt begge dele. Både sådan det akademiske, det militærakademiske, og også det almindelige soldaterhåndværk, kan man sige. I: Det er vel lidt sådan også samme vej, din far han, han faktisk SOA: Ja, det kan man sige, ja det kan man helt sikkert sige. SOA: Han har jo i mange år arbejdet i det offentlige, men, men er så begyndt at lade sig udsende her de sidste 3-4 år. Så det har helt sikkert givet nogle udfordringer også på det sådan mere, den mere håndværksmæssige del af det at være læge, tror jeg. Når man vælger at blive sprogofficer, så vælger man jo også at blive, blive udsendt. Det er jo en del af, af det fra starten af, man ved, man skal det. Altså, hvordan, hvordan forholdt du dig til det? SOA: Det har jo ikke været så svært for mig, som for mange af de andre på holdet, for jeg har jo været udsendt før. Så det havde jeg det egentlig fint med. Det eneste uddannelsen her har givet mig, det er faktisk bare sådan større fleksibilitet og lidt større, jeg har fået lidt mere at skulle have sagt selv, fordi jeg har lidt flere kompetencer at byde ind med, end jeg havde før, hvor jeg bare var sådan gruppefører eller sektionsfører. Nu har jeg lidt flere kompetencer at byde ind med, så derfor er der lidt mere fleksibilitet i forhold til udsendelsen og jeg har været ude før, så, så jeg har ikke haft de sådan store problemer med at, at skulle acceptere det overhovedet. I: Så de overvejelser, dem har du så gjort dig, på forhånd, med hensyn til at blive sendt ud. Hvor har du været sendt ud før? SOA: I Afghanistan. SOA: Ja, det var på hold 7, som det hedder, i det sidste, sidste I: Ja SOA: Nej, første halvår af Der er skrevet nogle forskellige bøger om Afghanistan. Jeg kan ikke huske, om det faktisk er et af de hold, som man hører om. SOA: Det ved jeg faktisk heller ikke. I: Nej, det var en af dem, der var en, der hed Med støvlerne på SOA: Det er det hold, ja. Der, det er et af de andre kompagnier SOA: Det var en af delingsførerne, der skrev den bog der, ja. I: Hvad siger du? 3

4 SOA: Ja, det var en af delingsførerne der skrev en bog. Det er rigtig ja. SOA: Som var hans egne beretninger. I: Søren Sjøgren, ja. SOA: Ja, ja. Det lyder bekendt, i hvert fald. Jeg har aldrig været så meget til at læse alle de bøger der, men, jeg har heller ikke haft brug for det. I: Nej. SOA: Jeg har dog set Armadillo. SOA: Den ved jeg ikke, om du har hørt om? I: Jo jo. SOA: Det var, det var på det hold der. I: Okay. Ja, hvad hedder det, så man kan ikke sige, at udsendelsen det var sådan en del motiverende del for dig, for at vælge den her udsendelse, det var SOA: Undskyld, demotiverende? I: Nej, en del af det, der motiverede dig, var det udsendelsen, altså til at vælge udsendel, eller til at vælge den her uddannelse? SOA: Ja, altså, det har det jo været, fordi, altså, som jeg siger, det giver nogle flere muligheder, altså det, det, jeg får flere muligheder i forhold til de stillinger, man kan vælge, når man er udsendt, fordi jeg som sagt både har den håndværksmæssige del i det og lidt erfaring med det, ikke, fra hold 7 og så samtidig har jeg så også Sprogofficerens kompetencer og derfor har jeg sådan lidt bredere muligheder. Og det at have bredere muligheder og det at have større, altså, større ansvar og større arbejdsområde har været en motivation i sig selv. SOA: For mig er det jo arbejde, hvad end det foregår herhjemme på skolebænken eller om det foregår i Afghanistan, det er jo bare noget, man må veksle imellem, hvis man, hvis man prøver at dygtiggøre sig. Så det har i hvert fald været, altså udsendelsen har i hvert fald været en del af motivationen, helt klart. Hvad er det der sådan, er motiverende ved en udsendelse for dig? SOA: Det er et, et spændende og udfordrende arbejdsmiljø, altså, der er jo, der er jo, der er jo rigtig mange nuancer i det. Ligesom der typisk er det i folk også, ikke. Der er måske en del af mig, der synes det er spændende, at man kommer ud. Det er ikke altid lige sikkert, der er nogle risici forbundet med det og det kan være spændende i sig selv, at man får nogle udfordringer, som også ligesom indebærer, nogle ting, der er sådan lidt farlige, ikke. Det er måske en del af mig, der, der altså, som synes, det er spændende. En 4

5 anden del af mig synes det er spændende, fordi du bliver udfordret, fordi du arbejder på nogle ting, som du egentlig har arbejdet med i lang tid, men nu gør du det bare i et vanskeligere miljø med nogle af de andre udfordringer, og det er spændende, og så synes jeg også det sådan rent etisk er et interessant arbejde, fordi det giver altså en langt større, det giver en langt større tilfredshed at arbejde med noget, som man ved er vigtigt, og noget, som kommer rigtig, rigtig mange mennesker til gode. Fordi det job, man laver, hvad end man er geværskytte 8, der bare skal sidde og sikre en eller anden retning, eller om du er kører eller om du er sprogofficer, så, så udfører jeg ligesom en, en opgave, som betyder meget i den anden ende, ikke og på sigt. I: ja. SOA: Så det synes jeg er spændende og det har hele tiden tiltrukket mig. I: Det med at gøre en forskel, aktivt? SOA: Ja, måske er det sådan lige langhåret nok at sige gøre en forskel, ikke, fordi det lyder lidt som om, man tror, man er sådan en, der er på humanitær mission eller sådan noget ikke? Men, men det jeg tror, der er mange fællestræk mellem det at være soldat udsendt, udsendt soldat, og så også at lave det her, sådan forskellige frivillige projekter som MGO erne og sådan noget, what ever. Jeg tror, der er nogle fællestræk i forhold til det som folk tiltrækkes af, eller [mumler]. Det er også, noget med at komme ned, altså i stedet for at høre om tingene hjemmefra, altså at komme ned og føle, at man medvirker på en anden måde, end ved at man sidder herhjemme og SOA: Ja. SOA: Ja, man er ligesom med, hvor det sker. Hvad har din familie sådan tænkt i forhold til det, at du vælger aktiv udsendelse? Din far han er jo, han må have været rimelig okay med det, siden han også har valgt den vej? SOA: Ja, altså både og. Jeg tror faktisk i virkeligheden, udover at han nok har tænkt længe over det før han tog valget, har fået lidt ekstra blod på tanden, da jeg begyndte og for alvor at snakke om at lade mig udsende. Så jeg tror faktisk, han er selvfølgelig både, både stolt af de ting, jeg har lavet, men jeg tror også, han er mindst lige så bange for, for, at der skal ske mig noget, som alle andre, både familie og andre pårørende er men, men altså så, den der har haft det sværest med det, må jeg nok sige har været min mor og min lillesøster. De har haft det rigtig svært med det. Men jeg tror måske også, det hænger sammen med, at for dem, der er hele den verden, jeg begiver mig rundt i og arbejder i, den er mere fremmed for dem end den er for min far og min lillebror. Men bror har nemlig også aftjent værnepligt. Og selvom 4 måneders værnepligt jo ikke rigtig står mål med en udsendelse, så kan man sige, at verden er ikke helt så fremmed for 5

6 henholdsvis min lillebror og far, som den måske er for min lillesøster og min mor, og tit så kan man sådan skabe sine egne dæmoner, når man ikke ved, altså så kan det være uvisheden, ikke, som SOA: Får man, ja så får man en masse tanker, som man i virkeligheden ikke behøver, fordi man ligesom kan få det hele afmystificeret lidt, hvis man rent faktisk kender til det, ikke. I: ja, men det er ofte usikkerhed, eller uvisheden, der er, der er det værste, siger man jo, ikke, SOA: Jo I: i mange henseender. Og så og helt sikkert også, også her, kan jeg kun levende forestille mig. SOA: Ja. I: Hvad hedder det, med hensyn til, altså du kommer ned og, og gør en forskel eller føler, du på et eller andet plan gør en forskel. Altså, det at du kommer fra et andet land, altså Danmark og skal ned til Afghanistan, du har nogle værdier, et andet værdisæt med i rygsækken. Er det noget, der påvirker dit arbejde dernede? SOA: Det gjorde det i høj grad både for mit og mine kollegaers vedkommende, da jeg var udsendt sidst. SOA: Men, men de sådan, det du nævner der, har faktisk også været en af mine motivationer for og, for at starte på den her uddannelse. For at lære at se tingene, for at lære ting, at se tingene i et andet perspektiv. Og nogle af de fag vi har herinde, blandt andet sådan psykologi og religion og nogle af de forskellige samfundsfag, de har virkelig givet mig, dem føler jeg selv har, har gjort, gjort at jeg ligesom kan se tingene mere, hvad hedder det, mere objektivt hvor før, der så jeg tingene meget i lyset af min egen baggrund og mine egne normer og værdier og det gjorde mine kollegaer også i høj grad, hvor nu vil jeg nok langt bedre kunne sætte mig ind i deres kultur og bedre kunne sætte mig ind i, hvordan de ser tingene. Og så på den måde, så på den måde dels har jeg et helt andet forhold til mit arbejde, men også et helt andet forhold til, til de mennesker, der er der og det sted jeg, jeg arbejder, fordi man kan være meget, altså, der kan opstå nogle konflikter og sådan noget netop som følge af det der med, at man har nogle normer og værdier, som ikke matcher deres særlig godt. I: Så på en måde, så lægger man lidt de danske, altså ens danske værdisæt, altså lægger det fra sig, når man træder ind SOA: Ja, det bør man i hvert fald gøre i det omfang det påvirker ens arbejde, men jeg skal være ærlig og sige, at jeg fik ikke gjort det nok, altså jeg havde situationer, hvor jeg, hvor jeg godt efterfølgende kunne have ønsket mig at se tingene mere objektivt, fordi man somme tider altså, når der sker nogle ting og sådan noget, så kan der være, så er der en del følelser involveret, ikke, og når følelserne begynder at fylde meget, så begynder fornuften at fylde mindre og så, så, så kan det, så kan det let påvirke situationerne, det her 6

7 med, at man er meget anderledes end dem, sådan kulturelt og sådan noget. Men nu har man jo ikke, altså, som, som almindelig fodtusse. Altså, det, det forstår du godt, hvis jeg siger, ikke? I: Ja ja. SOA: Fodtusse, så er man virkelig Jar Head, der. De har så ikke så stor kontakt med de lokale, at det er noget, der er noget stort, altså det er ikke noget meget stort problem, men det kan selvfølgelig give nogle konflikter somme tider, fordi vi skal jo trods alt samarbejde med de lokale styrker, hvilket normalt foregår gennem en tolk, der så kan vejlede i de her kulturforskelle, men, men det vil give nogle sammenstød alligevel. Man bruger jo også nogle gange lokale tolke dernede? SOA: Ja. I: Ja, men, hvad hedder det, når du så, altså, da du sad herhjemme første gang du sådan skulle, altså udsendes, tænkte du over, at du skulle ned og forsvare Danmark eller tænkte du over, at du, altså du skulle ned og gøre en forskel, eller at du skulle teste dig selv af eller? SOA: jeg må nok sige ja til alle tre, SOA: i virkeligheden. Fordi det er, en kombination af rigtig mange ting. Jeg, men altså, decideret beskytte Danmark, nej. Fordi det synes jeg er ret søgt. Men, men ikke mere, end at det er en politisk beslutning og at det som sådan er en pligt, sådan i den sammenhæng, ikke. Hvad jeg så føler selv, det kan være helt, det kan selvfølgelig være noget helt anderledes. Men jeg kan godt se fornuften i, jeg kan godt se fornuften i at vi bekæmper nogle værdier, som er meget, altså som, altså som, som er et problem for vores værdier. Så kan sige, at det er jo nærmest på den anden side af jorden. Det er jo så rigtigt, men det er jo så under, det er jo så under det mantra der er, man siger, at det er noget der påvirker os, i forhold til, altså i form af terrorangreb og sådan noget, ikke. Og så føler man, at meget af den ondskab eller terror, den avles ligesom de steder, hvor der er de tilstande, derfor vil man gerne søge at lave de tilstande om. Det er så en politisk beslutning. Det er så sådan, det, det formelle af det, men det personlige i det, som rent professionelt, hvis vi ser bort fra det andet, så er det jo en stor udfordring både sådan arbejdsmæssigt, professionelt, men også personligt, fordi man selvfølgelig er væk et godt stykke tid og man bliver udsat for nogle udfordringer man, man ikke rigtig kan forberede sig på, fordi, det er sådan lidt, sådan lidt atypisk, ikke. SOA: Men det var helt sikkert en stor del af motivationen også at få de udfordringer. I: ja. SOA: Også, som jeg siger, en del af spændingen også. 7

8 Så der er sådan delt lidt mellem at du på den ene side, jamen bliver pålagt kan man sige, eller, fra, ja, fra det politiske liv også, at forsvare Danmark, og det kan du godt sætte dig ind i, og så er der også den personlige motivation af at komme ned og se, hvad man egentlig kan, er i stand til SOA: Ja I: under nogle helt unikke, pressede forhold. SOA: Ja. I: Men altså grunden til jeg spørger ind også, det er fordi, at der er jo sket en, en udvikling også i den måde, man fører krig på, hvor man, kan man sige, for eksempel, hvis man bare går tilbage til 2. verdenskrig, man kan også gå længere tilbage til 1800-tallets krige, hvor man mere i direkte forstand forsvarede Danmark SOA: Ja. I: ved, ved grænsen. Hvor i dag, der har man jo mere, altså med krigen mod terror, rykket, kan man sige, rykket den danske frontlinje meget lang ud i udlandet, men man siger stadig, at man forsvarer Danmark. SOA: Ja. I: Men det er jo så, er det, er det noget du sådan kan, kan sætte dig ind i? SOA: Ja, altså, det kan jeg sådan set godt, det kan jeg sådan set godt. Men det er sådan meget, det er sådan på en, på en indirekte måde. Fordi, som du selv siger, vi forsvarer jo ikke Danmark sådan rent fysisk. Vi står ikke ansigt til ansigt med dem ved grænsen overhovedet, men, men i forhold til, ja, også som du nævner, at krigen har haft den udvikling over de sidste mange år, som den har, så foregår meget af krigen ikke på en slagmark med en fast linje optrukket mellem to, mellem to styrker, der ligesom konfronterer hinanden, det er, krigen er overgået til at være noget, der foregår i et mere abstrakt terræn. For eksempel, det som man, det er sådan en militær term, men noget man kalder human terrain, kampen foregår ligesom i et andet mere abstrakt miljø. Det kan være på internettet, hvor man bekæmper hinanden med propaganda, det kan være, man prøver at trække hinanden og nogle befolkningsgrupper i en bestemt politisk retning, eller, ja eller i noget sådan meget, i en meget ekstremis, meget ekstrem retning, ikke, og det er så, så, det er så ligeså meget det, vi prøver at bekæmpe, fordi vi, udover, vi jo i Afghanistan i endnu højere grad nu end før, jo ikke fører krigen sådan fysisk og kinetisk, vi er, vi er meget gået over til at føre krigen mere, med noget samarbejde, med noget optræning af de lokale styrker og en masse forskel operationer, hvor man ligesom søger og fremme de positive, fremme folks positive syn på ISAF og på den vestlige verden og prøve at gøre deres syn på Taliban dårligere, sådan så de vælger en vestligt orienteret, eller, en vestligt, hvordan skal man sige det? en mindre Sharia-orienteret SOA: måde at føre landet på, i hvert fald. Og det, det er jo i høj grad det, krigen går ud på, fordi som sagt, målet i sidste ende, det er, at vi jo bare gerne, ændre de tilstande der gør, at der bliver skabt nogle, nogle, 8

9 nogle, nogle ideer og nogle sådan terroristagtige typer, der som så kan indvirke i vores land, rent fysisk, men det er meget indirekte, det foregår I: Ja SOA: Og det er meget indirekte, vi kæmper krigen I: Ja SOA: Det er sådan de tanker, jeg selv har gjort mig omkring det, men meget af det, som sagt, er noget jeg har fået efter jeg startede herinde, fordi så langt har jeg slet ikke tænkt, I: Nej SOA: sidste gang, jeg, var jeg udsendt, der var det, der var det et håndværk og I: Ja SOA: og derfor, var det ikke naturligt at behøve tænke særlig meget over I: Nej SOA: over de der ting, fordi, der var nok at koncentrere sig om med bare at holde styr på sine folk og en skreg og løse den opgave, man får, uden at skulle, uden at skulle, altså gøre sig selv til dommer over, hvor vidt det var den opgave, der var den rigtig eller ej. SOA: Fordi, det skal man også kunne. I: Men kan man sige, i stedet for man så forsvarer, man står og forsvarer Danmark fysisk ved den danske grænse, for at forsvare de danske, altså Danmark og de danske værdier, og det det nu så indebærer at være dansker, så kan man sige, måske nu, eller kan man sige i stedet for nu, at man er ude også at prøve, ikke at gøre dem danske, men måske prøve at påvirke den lokale befolkning og politiet og til at have en mere vestligt orienteret tankegang? Du var lidt inde på det. SOA: Ja, altså ja, og jeg ærgrede mig egentlig også over, at jeg formulerede det sådan, I: ja SOA: fordi det synes jeg jo egentlig ikke er rigtigt, altså nu, nu, kom, det kom i sådan en lidt uheldig kontekst, men, men jeg synes egentlig ikke det er rigtigt. Det, det, man kan sige, det er vestligt orienteret på den måde, at det er mere, det er mere bygget op over sådan systemer og, og I: Demokrati? SOA: Ja, altså jeg synes ikke, det er bygget op på noget vestligt sådan rent politisk eller idealistisk, men jeg synes mere, det er bygget op over noget vestligt på den måde, at der er mere system om det og system over det. Vores samfund er lidt mere bygget over på, bygget op på nogle ting, der er meget formelle, altså forstået på den måde, at det er meget uvant for os at skulle sætte os ned i en gruppe på 3 mennesker og så diskutere med naboerne, hvordan vi løser den her konflikt. Vi er vant til nærmest ikke at snakke med 9

10 hinanden, fordi i Danmark der, du ved, alting skal foregå på et mere formelt plan. Så vi vil gerne have en eller anden inde i kommunen, vi kan ringe til og spørge til råds og så skal han komme og løse konflikten for os, hvor i Afghanistan, der er man langt mere vant til at løse det på lavest mulige niveau, så på den måde synes jeg måske lidt, man påvirker dem i en vestlig retning, men rent politisk eller idealistisk synes jeg egentlig ikke, man gør det. Jeg synes man har gjort det rigtig meget. Der er mange af de lande, der har blandet sig i mellemøsten generelt over de sidste år, der har gjort det rigtig, rigtig meget. Men jeg synes, man er blevet rigtig god til, specielt inden for de sidste par år her, at forstå den kultur der er, og så prøve at bygge noget af det, fordi man i højere grad har fået forståelse for, at man kan ikke rigtig feje det hele væk og så bygge noget nyt op, som er vestligt orienteret, for så risikerer man samme historie som, russerne forsøgte nogenlunde det samme, så for ikke at det skal gentage sig eller noget lignende, så, så, så synes jeg i hvert fald, man er blevet ret god til at forstå den, den lokale måde at gøre tingene på og så prøve at bygge noget op på den. Ja. Det synes jeg, man er blevet ret god til. Og det kan man sige, er en krig, forstået på den måde, at man ligesom kæmper for at, at lave noget, noget der imødegår angreb på Danmark, så på den måde er det jo krig, men, nogen gange så synes jeg, arbejdet er lige så meget sådan, velgørenhedsarbejde, og støtte ala det, MGO er laver. Det kan have meget forskellig karakter. I: Altså der er en, det er meget abstrakt, altså i forhold til at forsvare Danmark, som du siger. SOA: Ja. Ja, det kan man sige. I: Så man kan sige, det er en del af motivationen for at drage afsted, men det er ikke det, der udgør det hele. Nu tænker jeg på, når man læser de gamle, altså fædrelandshistorier, hvor man, soldaten står og ser, eller den unge mand står og ser soldaterne drage af sted og bliver opfyldt af sådan en nationalfølelse og bare ud og forsvare mit land. Man kan sige, den, det, den del er blevet, den kan du godt, den føler du, den er blevet minimeret meget, kan jeg næsten forstå? SOA: Ja, altså, ja, altså, den unge, den unge knægt, der motiveres af de ældre, der drager i krig, kan jo være altså sådan lidt forskellig, det kan både være motiveret af nogle sådan nationale, noget nationalfølelse, altså nogle meget ideologiske ting, ikke, men det kan jo også være drevet af sådan noget mere sådan socialt, sådan noget med at blive accepteret rent socialt, ikke, man er år og så, så føler man ligesom man har lidt mere, man har lidt mere og byde med, man har lidt mere i rygsækken og på skuldrene, hvis man, hvis man kan bryste sig af at have været udsendt også, og det kan helt sikkert også være en motivationsfaktor, man ikke skal undervurdere. Så der kan lige såvel være noget socialt i det, som noget sådan ideologisk, men, men, ja, men, men til dit spørgsmål ja, jeg tror, det er blevet meget, meget mindre vigtigt nu, de der sådan meget nationale følelser. Det er mere blevet, det er måske ikke nogen følelser med at man vil beskytte vores nation, det er nok i højere grad en følelse af at ville beskytte vores ideologier og vores måde at leve på. Måske ikke kun lige i Danmark, men også i hele vores sådan region af verden, hvor vi 10

11 har nogle, nogle værdier, som vi føler os truet på, at, at, at de, at de, at de ting, der kan opstå i Afghanistan, når der er de tilstande, som vi så søger at ændre. I: Så der er en form, der er stadig nationalfølelse, men den har ændret karakter. SOA: Ja. I: I forhold til, til dengang. Det giver jo også god mening SOA: Ja, altså det har. Jo, altså de har, de har i hvert fald ligesom fulgt tiderne, både sådan politisk og ja, ideologisk fordi, i gamle dage, der ville man gerne beskytte Danmark, og det var sådan meget bundet op på flaget og sådan måske en, en snert af nationalsocialisme og sådan noget og fædrelandskærlighed. Det er måske blevet mindre udtalt i dag og så er det blevet lagt over på nogle andre værdier, hvilket der jo er tydelige, altså tydeligt er mange forskellige delte meninger om, men i min verden har det sgu egentlig ikke ændret sig så forfærdeligt meget. Hovedsagen er, at man beskytter noget, man har kært, hvad end det er en måde at leve på, eller om det er et land eller sit eget hus, altså det. I: Ja, men man, man ser jo også, altså, man har set meget opblomstring og det er jo så blandt befolkningen, af, jamen med de der batches med Støt vore udsendte og flagdag og der er kommet sådan en opblomstring på en måde her på det seneste i de her, altså, støt vore tropper og, og flagdag, som os man kan sige, hvor nationen står bag de udsendte soldater, det arbejde, de gør for Danmark. SOA: Ja. I: Hvordan, hvad tænker du om det? SOA: Jamen det er jeg selvfølgelig glad for. SOA: Fordi det føles som en personlig støtte, at man støtter soldaterne. Og kunne godt ønske mig, at, at jeg havde da også gjort før i tiden, men jeg er jo ikke selv så gammel at, det er noget, jeg bør bekymre mig om, men altså lang tid før det hed Irak og Afghanistan havde vi udsendte, som kom hjem med traumer og voldsomme skader og ar på både kroppen og sjælen men der var ikke så stort, altså man vidste ikke særlig meget om det og folk var ikke rigtig så interesserede i det, men specielt, altså både med Irak og særligt med ISAF, eller altså Afghanistan der, der er Danmark virkelig kommet på verdenskortet og alt det her ved folk langt mere om, end de gjorde før og derfor vil der jo naturligt også komme så mange desto flere meninger om det, og der synes jeg faktisk, man fra regeringen side af har været rigtig god til at prøve og påvirke folks meninger om det, men altså på en sober måde, så det ikke bliver sådan ren reklame eller propaganda. Så det synes jeg, det synes jeg, de har gjort rigtig fornuftigt og, ja. Jeg tror både det er mængden af unge mænd, der har deltaget, altså sådan rent kvantiteten, men også hvor meget, men også hvor meget, der egentlig er sket, hvor, hvor stort, altså hvor nyt det er for, for, for, for danskerne. Så det er, det er selvfølgelig politisk at man, at man skal skabe en stemning blandt befolkningen, som gør, at de støtter op 11

12 om det, fordi ellers så, men altså man kan tabe krigen både på en slagmark, men man kan også tabe den politisk indadtil, ikke, hvis ikke der er opbakning fra ens befolkning, altså fra landets befolkning, så hænger det ikke sammen. Så det har været vigtigt politisk, men ellers som sagt, jeg synes man har gjort det på en rigtig god måde og helt, rent personligt er jeg rigtig glad for det. Ja, at der bliver støttet op om det. I: Men der er jo også, der er jo også, mange eller ikke mange, jeg ved ikke, hvor mange det er, men der er også modstandere mod, at vi sender tropper i krig. Er det noget, der, er det noget, du mærker meget til i hverdagen, at der findes sådan nogle mennesker, der stiller sig meget kritisk? SOA: Nej, det synes jeg ikke. Og når jeg møder det, så Når, når, når jeg møder det så synes jeg faktisk ret, for det meste, når jeg møder det, vil jeg lige sige, så er det ikke noget, der interesserer mig særlig meget, men når jeg har, når jeg har prøvet at snakke med nogen eller har ligesom oplevet, der har, folk rent faktisk har haft debat om det, så ople, det jeg tit oplever det er, at det er fordi de ikke ved så meget om det. Det er selvfølgelig nemt bare at skyde skylden på uvidenhed, det er altid nemt, men jeg synes rent faktisk, det har været tilfældet ret tit. Fordi folk stadig har en, folk har stadig en idé om, at soldater der bliver sendt i krig, de er taget ud med det formål at slå ihjel, ikke. Og det er jo, kan man sige, det er sådan meget tegnefilmsagtigt, ikke, og fuldstændig håbløst gammeldags, for det gør man jo ikke, fordi, der er faktisk ret mange, som jeg har oplevet kritisere Afghanistan-krigen, som ikke vidste helt simple ting, som for eksempel, at vi jo aldrig nogensinde skyder på nogen, hvis ikke de har skudt på os først, altså, jeg bliver sådan, altså, jeg [utydeligt] jo ikke bare nogen, uden de først har været en trussel, så i 9 ud af 10 tilfælde, når vi rent faktisk er i kamp, så er det rent selvforsvar. Og alene det, er der ret mange af de her kritikere, som simpelthen ikke ved, og det synes jeg er, det synes jeg er synd, for de går glip af rigtig mange ting, ikke og jeg ved, de lægger rigtig mange følelser i det arbejde, de laver, og der går rigtig meget energi med det altså der går rigtig meget tid med det og de bruger rigtig meget energi på det. Der er sikkert fuldtidsansatte i organisationer som prøver at arbejde mod de her ting og sådan noget. og det er ret synd, ikke, for det er energi der kunne bruges så meget bedre på så meget andet. Alt sammen bare fordi de ikke har sat sig ind i det, det synes jeg er lidt synd. Og det kan jeg godt følge dig i. Men, hvad hedder det, er der noget her til sidst, du har sådan, hvad hedder det, du synes du mangler at sige i forbindelse med, altså det, der har motiveret dig? SOA: I forhold til motivationen? For udsendelsen, blandt andet. SOA: Ja... I: Vi er også kommet godt rundt, synes jeg. SOA: Ja, jamen det synes jeg også. Så skal det lige være, at jeg synes det er vigtigt at erkende, at, at folk har forskellige motivationer. Det er vigtigt at respektere den, den opgave, man har fået. Det skal være det som, 12

13 det skal være ligesom være det altoverskyggende, men man skal også have respekt for, at folk har forskellige motivationer, uanset hvor, de er man føler, de er rigtige eller forkerte. SOA: Ja. I: Jo, men 1000 tak. SOA: Ja, det var skam så lidt. 13

14 Sprogofficer B (SOB) Interviewet blev foretaget 16. januar kl på ISP, Svanemøllen Kaserne I: Men så vil jeg starte med at høre dit fulde navn? SOB: Det er [fulde navn]. Og din alder? SOB: 25 Og hvor kommer du fra? SOB: Jeg er oprindeligt fra Fyn I: Ja SOB: Men har boet i København de sidste par år. Hvad hedder det. Dine forældre, går jeg ud fra, som holder til på Fyn, hvad, hvad, hvad laver de? SOB: Min far hedder [fornavn], samme efternavn som mig selv, han er uddannet Det er et af de gode spørgsmål, det her Han er uddannet klejnsmed og har i mange år arbejdet med og, hvad hedder det, at være rejsemontør, som rejser rundt til store, til sådan store flaskerensningsanlæg???? i Europa og lidt i Rusland [utydeligt] desgine dem og reparere på dem. I: Spændende, må man sige. Og din mor? SOB: Min mor er uddannet på kontor. Og har du nogen søskende? SOB: Jeg har fire halvsøskende. I: ja? SOB: Mine forældre, min mor hedder [fornavn] i øvrigt I: Ja SOB: Mine forældre havde begge to, to børn hver I: Okay SOB: Da de mødte hinanden. Så har de mig sammen. I: Er det yngre eller ældre eller sådan noget, det er så yngre, ja SOB: De er alle sammen ældre I: Æld, ja! Ja, ældre. SOB: [griner] Ja, netop. I: Har du, din civilstand, har du en kæreste eller... SOB: Jeg har en kæreste, ja. Og, har i nogen børn? 14

15 SOB: Nej. I: Nej. Så er det afklaret. Tidligere uddannelser? SOB: Jeg har læst noget spansk i Argentina, men ellers så er jeg sproglig student. Så du har været inde på, på noget med sprog før. SOB: Ja. I: Hvad hedder det. Hvornår påbegyndte du uddannelsen som sprogofficer? SOB: Det gjorde jeg lidt atypisk i 2009, hvilket betyder jeg normalt ville have været færdig nu, men jeg har taget et ekstra år. Jeg stoppede uddannelsen halvvejs, lidt over halvvejs sidste år, af en hel masse personlige årsager, og så påbegyndte jeg den igen sidste april. I: Okay. SOB: Ja. I: Hvordan kan det være egentlig, du valgte at gå den her vej, uddannelsesmæssigt, i stedet for for eksempel at læse, at læse et sprog på universitetet, som er sådan den klassiske, kan man sige. SOB: Nå ja, du tænker sådan militært? I: ja. SOB: Jeg tror ud, altså udsendelsen er en stor del af det. Det virker, det virkede meget uhåndgribeligt for mig at læse et sprog på universitetet. Plus at jeg læste mig frem til, at man her vil lære sprog langt bedre end du ville på universitetet på meget kortere tid. Og det appellerede meget til mig. Også intensiteten af uddannelsen, jeg tror også det var lidt med at prøve sig selv af. Jeg er blevet mere til mig at skulle, at være nødt til at udvikle mig både fysisk og, og mentalt i forhold til den her uddannelse end at møde op 14 timer på universitetet hver uge. Du ved, altså, mere udfordrende på den måde. Men, men jeg tror udsendelsen i sig selv er også en stor del af det. Det at man rent praktisk har noget anvendelses [utydeligt], hvor man kan Altså udsendelses, nu kommer du selv ind på, udsendelsen motiverede dig, hvad havde du sådan af, af, af tanker om det inden, altså når du nu skulle sendes ud til et fremmed land i en krigszone, sandsynligvis jo ikke, når det nu er pashtu i lærer, så går jeg ud fra, det begrænser sig meget til Afghanistan, eller målretter sig mod det. SOB: Det gør det. Det gør det. I: Hvad havde du af tanker om det? SOB: Altså jeg tror, jeg havde sådan en eller anden naiv, naiv forestilling om, at man kunne hjælpe et eller andet sted uden i verden. At det man var der, det gør en eller anden forskel, ikke. Det kan godt være, det er på et meget, meget lille plan, og måske slet ikke, men muligheden for det var nok til, at jeg synes det 15

16 gjorde, det lød spændende Tæn, tænker du i forhold til, om jeg var bange for at tage af sted eller sådan om det var, der var noget frygt forbundet med det eller sådan nogen ting eller? bare sådan [taleroverlap] I: Jamen sådan hele, det, altså, det du sådan havde af tanker, kan man sige, inden. SOB: Okay. I: Altså, og det, kan være, det kommer jo an på, om du var bange for at tage af sted, kan man sige, ikke, eller. SOB: Okay. Ja. Men det er tit det, man bliver spurgt om i hvert fald. I: ja. SOB: Så det er derfor, jeg lige ville høre, om det, det var på den måde. SOB: I så fald egentlig ikke. Altså selvfølgelig er det løgn at sige, man ikke var nervøs for at tage af sted. Men jeg tror ikke, det skræmmer mig mere, end jeg rejste til Sydamerika alene som 20 årig. Jeg tror ikke, jeg tror ikke det her skræmmer mig mere som sådan. Jeg har et våben med, jeg er omgivet af soldater, du ved. Der tog jeg jo bare af sted alene, ikke. Vandrede rundt i slumkvarterer og sådan noget, slum. Så hvis jeg ligesom holder det op mod det, så tror jeg ikke, jeg synes det er så skræmmende, som hvis jeg aldrig havde gjort de der ting. I: Så du har sådan lidt med i bagagen. SOB: Ja det kan man vel sige, sådan meget populært. I: Ja, for at trække på klicheerne, ikke. SOB: Ja. I: Hvad hedder det, så udsendelsen, den har motiveret dig. Hvordan, hvordan reagerede dine pårørende på, på det at du valgte en uddannelse, hvor det var en del af det, fra start af, at du også skulle udsendes? SOB: Altså, der er ingen tvivl om, at det påvirker dem. Min mor hun var i sær, som eksempel, været [utydeligt] ved at forstå, jeg var pige, og hvor skal jeg rende rundt og, og lave alle de her mandeting, ikke. Hvad hun definerer som, som mandearbejde. Mine søskende er også De stiller mange spørgsmål og nogle af dem har lidt karakter af, skulle du ikke, skulle du ikke hellere blive hjemme, kunne du ikke tænke dig at blive hjemme i stedet for, ikke. Men sådan helt grundlæggende er det der er vigtigst for mig, det er mine, det er mine forældres reaktion. Min far har faktisk selv foreslået mig uddannelsen sådan helt, mange år tilbage. Rigtig mange år, hvor jeg selv fandt den, hvor jeg tænkte, det var faktisk en god idé. Så, så min mor er selvfølgelig heller ikke vildt glad for det med, at jeg skal af sted. Det med, at jeg skal ud. Men, men støtter mig og synes, altså, jeg kan mærke, de, de er stolte af, at jeg har, har taget den her uddannelse og gået den her vej, så, så de er ikke glade for det, men det er ikke ligesom noget, jeg skal bokse med, de forstår, og de støtter mig ligesom. Så det er rart. 16

17 De reagerer jo meget naturligt, fordi selvfølgelig er det jo ikke rart at. SOB: Ej, jeg tror I: Du bliver sendt ud et sted, hvor det er farligt. Det ville de fleste nok, det ville nok være de færreste forældre, der tænke: Jaaah! Mine børn skal i krig, fantastisk. God tur!, ikke. Men det vigtigste er jo, at de støtter dig, sådan så du har, noget opbakning. SOB: Altså, der er den der, den der forståelse af dig, ikke. Fordi altså, jeg ville have det meget svært med, hvis, hvis, hvis den ikke var der. I: Men selve det altså at tage ud i en krigszone. Hvad er det, der motiverer til det? SOB: Jeg tror ikke, jeg tænker så meget på, at der er, altså på at det er krig som jeg tænker på, at det er mennesker, som bor i et konfliktfyldt område. Og jeg tror tit jeg i min familie har haft den der mæglerrolle mellem to forskellige parter og det er lidt det samme et eller andet sted, vi skal ned og lave. Der er de lokale og så er der nogle danske eller udenlandske styrker som vi kommer, kommer ned til det her område og de aner ikke hvad det er, der foregår eller hvordan kulturen er det pågældende sted og de kan ikke sproget og alle sådan nogle ting. Så, så igen er det lidt den der mæglerrolle, som man får lov til at have, altså jeg synes et eller andet sted det er meget privilegeret, samtidig med at det er spændende. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker. Især mennesker og kultur, der er sådan lidt forskellig fra min egen. Og ja, så selvfølgelig er der krig, men Det meste af den konflikt, som jeg ser det, som, som vi skal prøve på bedste måde og, og få løst. I: Så når du nu siger selv, at du har sådan en mæglerrolle, mellem kan man sige to kulturer, altså så Danmark og de danske værdier vi har her, er det, er det noget du sådan har med, altså også i din bagage, for at trække på den kliché endnu, endnu engang, når du, når du mægler mellem de danske styrker på den ene side og så måske det afghanske politi eller hvem man nu skal, skal lære noget? SOB: Ja helt klart. Altså jeg synes, det er lige så vigtigt for mig, at jeg forstår de danske soldater, som jeg forstår de afghanere, der er det pågældende sted. Jo mere man ligesom forstår fra begge sider, jo bedre kommunikation vil der opstå parterne imellem, ikke. Meget af de vi laver på s, består udelukkende i at tolke, ikke, men der er jo rigtig meget der kan gå tabt, hvis man ikke har en kulturel baggrundsviden, der gør at man kan få budskabet ordentligt igennem eller at man ikke kan rådgive som tolke??? om, at det her er måske en rigtig dårlig idé at sige, fordi det kunne have den her indflydelse, som det, det ikke ville have på en dansker, men det vil have på en afghaner fordi at, de lever på en anden måde, de tænker på en anden måde. Forholdende er anderledes og har været det over så mange år, at, at, at, der, potentielt ville der kunne opstå noget rigtig grimt i en sådan situation, hvis man ikke har forståelse for begge parter. 17

18 I: Men, kan man, vil du sige, at du, inden du her, nu her inden du tager af sted, at, at du, altså, at de danske, at de danske værdier, de betyder noget for dig, altså når du, når du tager ud, har de været en del af motivationen eller? SOB: Kender du det, jeg er ikke helt sikker på, hvad danske værdier er mere? I: Ja, men det kan jeg sagtens sætte mig ind i, men det er jo, det er meget individuelt. SOB: Ja, altså, det er det. Altså vi har jo vores kæpheste, ikke, ytringsfrihed og I: Demokrati. SOB: Demokrati og vores, altså familien os stadigvæk, ikke. Selvom vores begreb om familie har ændret sig meget over de sidste år, men Men ja, selvfølgelig har jeg dem med, fordi det er jo en del af, hvem jeg er. Men jeg, men jeg tror det at kende den afghanske kultur så indgående, som er kommet til, har ændret lidt på min egen, mit forhold til de her værdier. Altså er ytringsfrihed virkelig så vigtigt, altså er det, er det virkelig så fedt, som vi gør det til. Det er lidt sådan, altså, jeg synes vi forherliger det lidt, på mange måder, ikke. Hvor jeg måske, altså godt kan se det fra den anden side af, og godt kan se, at der er en værdi i, at det ikke er alt, der er død og pine skal ytres. Og det ikke er alt, man burde have ret til at sige, sådan helt. Altså selvfølgelig har jeg stadig min, mine danske værdier med, men, men, men Jeg tror nok, de har ændret sig. Nu tænker jeg også meget på, man kan sige, for bare for, hvis man går tilbage til 2. verdenskrig eller længere tilbage i 1800-tallet, de krige, der blev kæmpet der, der stod man jo, altså den danske soldat stod i Danmark og forsvarede i mere fysisk forstand, den danske grænse, hvor man nu, kan man sige, har rykket, en form for, for rykket frontlinjen ud til et helt fremmed land, men fra politisk side i hvert fald stadig siger, at der er tale om et forsvar af Danmark. Hvad, hvad er dine tanker omkring det? SOB: Et eller andet skal man jo sige for politisk at kunne forsvare, en alliance man har med et land, som man er nødt til at have, fordi vi kan ikke forsvare os selv, hvis vi bliver nødt til det. Så Det ved jeg ikke, hvad vil du have jeg skal? I: Nej, men det er, det er også derfor jeg spørger mere ind til, til hvad dine holdninger, altså din holdning er til, altså mener du stadig, at vi forsvarer Danmark? SOB: Ja, altså, selvfølgelig er det, det er jo på en helt anden måde end, end politisk eksempel, ikke, givet vis. Men Vi forsvarer nogle fælles interesser. Som også er gældende for Danmark. I: Men kan man sige, kan man sige, at det at forsvare Danmark, har det været en del af motivationen for dig, for at tage ud, eller har det været nogle helt andre ting? Eller har det bare været en del af det måske, eller slet ikke fyldt noget? SOB: Ej, så patriotisk tror jeg slet ikke, jeg er. I et større billede, altså i forhold til om Altså man kan sige 9/11 har selvfølgelig har en, en indflydelse på ens liv, ikke. Jeg var ikke så gammel og sådan nogle ting og 18

19 man gjorde sig tanker om, en 3. verdenskrig og alt sådan noget, ikke. Ting der selvfølgelig er, er skræmmende, især altså jo yngre man er, kan man sige, det piller ved ens verdensopfattelse og ens virkelighedsopfattelse. Det piller ved ens følelser af at føle sig sikker, så måske Et eller andet sted, sådan ret langt væk. Ikke, ikke, ikke som en direkte årsag, men måske sådan lidt i underbevidstheden, er det, er det måske også et led i, at man gerne vil gøre noget for At verden også om år skal være et sikkert sted at være. Hvis man kan definere sikkerhed. Det kan man ikke, det kan man ikke med så få ord, som jeg har tænkt mig at gøre lige nu i hvert fald. Men noget alla jeg har haft en rigtig god opvækst. Skulle jeg nogensinde få børn så vil jeg have det, så vil jeg ønske det samme for dem. Så ikke nødvendigvis i en Danmark-kontekst, er jeg ikke sikker på, at jeg om 10 år bor i Danmark, men så i et større perspektiv. Lidt mere, lidt bredere. I: Hvor kunne du forestille dig at flytte hen? SOB: Godt spørgsmål. I: Det er ikke noget, du har afklaret endnu? SOB: Jeg har, jeg har en klar forkærlighed for Argentina. Der har jeg tilbragt rigtig meget tid. I: Hvad tror du, indsatsen i Afghanistan, hvad tror du, den bidrager med? SOB: Ja Altså forhåbentlig, på langt sigt, at, et land, der passer på sig selv. Der ikke længere skal være marionetdukke for de omkringliggende lande og [utydeligt]. Et land, der former sin, sin egen politik. Sine egne holdninger og bare frem for alt ikke længere skal, skal bestå af folk, der aldrig har set andet end krig. I: Føler du, at du på en eller anden måde, altså hvad føler du, du bidrager med, når du er nede, når du tager derned? Eller, hvad tror du, du kommer til at bidrage med, når du tager derned? SOB: Altså forhåbentlig, som vi snakkede om, den her, det her kulturelle link. Jeg tror, altså, jeg tror det er, det er noget af det eneste, der virkelig virker, men jeg tror, det skete for sent. Altså der har været for meget fokus på, på det militære, på en militær indsats i Afghanistan, helt fra start af, hvor det nok fra start af i min optik skulle have været, skulle have været mere fokus på genopbygning og, du ved, at, det skulle være afghanernes kamp, at det skulle, at de skulle have ansvar og på den måde få det til at fungere. I: Så en mere humanitær indsats tænker du på, at det skulle have været? SOB: Ja, det tror jeg. Fordi, du ved, jeg tror i deres øjne, der er det bare endnu en besættelsesmagt, ikke. Vi kommer og vi skyder. De kan jo ikke forstå, altså de har jo ikke lige så stor indsigt i, hvordan verden hænger sammen og ikke lige så stor en adgang til medier, som vi har. Så hvis vi kommer ned og vi bomber deres compound, deres børn dør og sådan, hvordan skal vi forsvare det? For, altså for dem kunne vi være russere, det ville være det samme, ikke, på et eller andet plan. Det er sgu også svært at forklare sig ud af. Nej nej, vi er her for at hjælpe Jer. Okay, hvorfor skyder I så mine børn?, ikke. Altså, der opstår en konflikt der, som, som lige meget hvad du gør, vil det, altså, vil de ikke sætte pris på, at vi er der. Så jeg tror bare gerne, 19

20 de vil have lov til at være i fred. Så på den måde nytter det ikke noget, at vi er dernede mere, med kampsoldater, og sådan. I: Og det er så også, en, en af grundende måske til, du så vælger at tage derned som, som tolk? SOB: Øh I: For at mægle, som du startede med at sige, mellem? SOB: Ja, plus jeg synes det er der, det er der min force ligger. Det er ligesom det, jeg kan, ikke. Sprog. Altså, ikke at jeg ikke også kan finde ud af at håndtere et gevær og sådan nogle ting, men det vil ikke være nok for mig at være der som kampsoldat. Det skulle, det ville ikke give nok mening for mig. I: Altså du vil gerne bidrage med noget, altså kulturelt, snakker du meget om? SOB: Mmm. Ja, det er nok meget rigtig at sige. I: Føler du, at du sådan påvirker deres kultur med noget fra vores kultur, når du er dernede, eller, hvordan? Eller er det sådan, du taler mere om, at det er omvendt, næsten? SOB: Det er den anden vej rundt, ja. I: Ja? SOB: Altså, det synes jeg heller ikke bør være vores, bør være vores hensigt på nogen som helst måde, men bare forstå dem så godt som vi kan, ikke. SOB: Jeg tror, det vi er der gør os, altså, det giver også dem en større forståelse for, hvad vi er for nogen, kan man sige ikke, især i og med igen, at vi kan tale med dem, ikke. Samtidig med, at vi bare må ligne en flok aliens i deres øjne. Du ved, de står i skjorte og en løs buks ude på marken, du ved, med et strå i hånden og så kommer der sådan en flok soldater gående med alverdens udstyr på. De har frag-vest på, de har fragbriller på, du ved, hjelm, basis, sådan en underlig vanddunk på ryggen, ikke, og underlige apparater i panden og hvad ved jeg og så går de ellers med et gevær foran sig, ikke. Det må være, altså, nogen gange så ser jeg på det og zoomer lidt ud og så ser på det udefra og så vil det svare til, at der landede en alien på min mark i sin UFO og vandrede ud og var lille og blå og underlig og havde tænkt sig at komme til mit land, hvor jeg bor for at lære mig en hel masse, ikke. I: Men man siger jo sådan, jeg tror det er inden for antropologien, der siger man jo at, hvis en antropolog tager ud til et samfund, så kan vedkommende ikke undgå at blive påvirket af det, men antropologen kan heller ikke undgå at påvirke den anden vej rundt, så selv om det ikke er hensigten, så er det noget, der på en måde er uundgåeligt. SOB: Ja, altså man, det tror jeg også helt sikkert. Altså, man vil altid påvirke hinanden ikke, hvis der, hvis der er flere mennesker til stede så vil man altid påvirke hinanden. Det er sådan helt, helt basalt. Men jeg synes der er forskel på at påvirke og blive påtvinge folk nogen, altså det mener jeg ikke er vores, er vores opgave. 20

21 I: Men at lære sådan altså, frihedsidealer, og, og leve i et demokrati og måtte sige, hvad man vil og, altså sådan nogle værdier, er det noget [bånd slut] I: Skal vi kaste os ud i det igen på et nyt bånd? Men jeg tror, vi kom fra kulturelle påvirkninger og antropologer og jeg ved ikke hvad. SOB: Nej, jeg ved ikke, hvad vi har kastet os ud i. I: Nej. Men det er, jeg kunne godt tænke mig at høre noget omkring, hvad betyder, det at du er dansker, hvad betyder det for dig? Sådan helt grundlæggende? SOB: Jeg tror ikke, det betyder så meget. Jeg har brugt en del af mine år på at rejse rundt. Havnede på Cuba som, som 19- årig. Var af sted til Sydamerika, da jeg var 20 og har kun været, været hjemme, hvad kan man sige i den periode og frem til jeg startede den her uddannelse, så lidt som, så lidt som muligt, i virkeligheden. Men selvfølgelig savnet min familie, savnet de tilhørsforhold jeg har. Qua min familie. Men derudover, så tror jeg bare, aldrig rigtig jeg [utydeligt] har haft det store tilhørsforhold til, til Danmark, du ved, rød-hvide farver, flæskesteg og det er alt sammen meget godt, ikke. Men Men vi er et underligt folkefærd, ikke? Altså jeg har, jeg har lært og, lært at sætte meget mere pris på det. I de sene teenageår synes jeg det var et forfærdeligt land, hvor ingen, ingen kom hinanden ved. Hvor vores værdier var bundet op på en flæskesteg, som sagt ikke, og vores ret til at sige, lige hvad fanden det passede os, og det kunne jeg ikke finde den større mening i. Så jeg vil ikke, jeg vil ikke sige, at jeg er taget ud i verden for at finde en mening med det hele, men jeg har måske alligevel søgt et eller andet, som jeg ikke rigtig syntes var her. Så jeg har opholdt mig i, brugt lidt tid i Californien også, New Zealand og ellers primært Syd- og Mellemamerika. Og sådan af, altså af den vej lært om mennesker, men nok også lært om danskere og om mig selv, ikke. På en eller anden måde fordi, det kan man simpelthen ikke undgå, selv hvis man forsøgte, tror jeg. I: Nej nogen gange er man nødt til SOB: Så skulle man være meget snæver, hvad hedder snæver? Narrow minded? I: Snæversynet. SOB: Ja tak. I: Nogen gange er man tage ud, nødt til at tage ud for at lære om sig selv. SOB: Mm. I: Ja, og det kan jeg godt følge dig lidt i, men det er SOB: Så, så jeg ved ikke, hvor meget. Altså, hvor dansk, jeg synes, jeg er. Så altså, selvfølgelig er jeg det, ikke. Men I: Men det er jo også som om 21