Indholdsfortegnelse. 1. Indledning Problemformulering Redegørelse Forsvarspolitik Udviklingspolitik...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Redegørelse Forsvarspolitik Udviklingspolitik Europapolitik Diskussion Konklusion Litteraturliste...9

2 1. Indledning Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sammenfattede i sin tid arbejdet for udvidelsen af EU og NATO og en aktiv ulandspolitik i begrebet aktiv internationalisme udenrigspolitikkens mål om en mere stabil og retfærdig verden, hvor internationalt samarbejde var fremherskende (Petersen 2002: 118). Samtidig formulerede den danske regering i 1990 en strategi om aktiv internationalisme med følgende punkter: - Fremme fælles sikkerhed - Sikre demokrati og menneskerettigheder - Skabe global økonomisk og social udvikling - Sikre en økologisk bæredygtig udvikling (Holm 2002: 20) En rapport fra 1997 viste efterfølgende, at Danmark brugte 1,5 procent af BNP på aktiv internationalistisk politik (Holm 2002: 28). På baggrund af ovenstående vil jeg i det følgende forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorvidt dansk udenrigspolitik i perioden kan karakteriseres som værende aktiv internationalisme med speciel fokus på sikkerhedspolitik, europapolitik samt udviklingspolitik og såfremt dette ikke er tilfældet, hvilke årsager der kan ligge til grund for dette. Opgaven vil bestå i en redegørelse for hvert af de tre områder som oplæg for en efterfølgende diskussion med en afsluttende konklusion. Definitionen af internationalisme vil bestå af tre delelementer: - Aktivt fremme en retligt reguleret verdensorden, herunder fælles værdier og grundprincipper for opførsel - Prioritere økonomiske interesser og undgå krig - Udvide fredszoner og samarbejde med ligesindede stater (Branner 2000: ) Aktiv udenrigspolitik vil defineres som: - Det modsatte af passiv eller reaktiv - Element af risikovillighed - Høj profil (Holm 2002: 23). 2.1.Problemformulering Redegør for dansk udenrigspolitik 1980 til 2002 med udgangspunkt i de tre politikområder: sikkerhedspolitik, europapolitik og udviklingspolitik. Diskuter hvorvidt periodens udenrigspolitik på de tre områder kan siges at være aktiv internationalisme herunder eventuelle hindringer for denne politik.

3 2. Redegørelse 2.1. Sikkerhedspolitik Under den kolde krig blev dansk medlemskab af NATO betragtet som et nødvendigt onde og Danmark var splittet mellem at beskytte sig mod Sovjet og ikke at fremstå som dets fjende. Dette indebar, at Danmark ikke tillod atomvåben på dansk jord, forsøgte at reducere spændinger i området omkring det baltiske hav og generelt holdt en lav profil eksemplificeret ved fodnotepolitikken (Jakobsen 2000: 63). En regeringsrapport fra 1993, der beskrev nye muligheder for at styrke danske værdier i internationalt samarbejde, blev hovedhjørnestenen i dansk udenrigspolitik, og året efter nævnte daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen Danmarks fremstående rolle i fredsbevarende FN-operationer (Holm 2002: 21-28). Forsvarskommissionen af 1997 godtgjorde, at mens Danmarks direkte sikkerhed ikke var truet, var dette ikke tilfældet med den indirekte sikkerhed, dvs. stabilitet og orden i de internationale omgivelser og derfor blev det anbefalet at ændre forsvarets opgaver fra territorialt forsvar til internationale opgaver (Petersen 2002: 118). NATO fik en central rolle i dansk udenrigspolitik som garant for stabilitet og et værn mod Tyskland, Europas stærke magt. USA's fortsatte tilstedeværelse i Europa var af afgørende betydning hvilket tydeligt kan udledes af en udtalelse fra daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen: The United States dominant role in the world and strong engagement in Europe is an advantage for Denmark It is also in the Danish interest. This applies in the Baltic area and it is generally speaking an important factor for security that the US is engaged in Europe Med Danmarks støtte til European Security and Defence Identity (ESDI), med den stærke understregning af at et fælles europæisk forsvarssamarbejde ikke må afkobles fra eller duplikere NATO-samarbejdet ses stadig Danmarks stærke binding til USA (Jakobsen 2000: 64-63, 78). Danske soldater blev sendt til FNs fredsbevarende styrker i Eritrea i 2000 og militærobservatører blev udsendt til Vestsahara i 1998 og Sierra Leone i 1999 (Olsen 2002: 4). Ændringer i dansk sikkerhedspolitik blev understøttet af udviklingspolitikken. Danidas Strategy 2000 indebar støtte til oprettelsen af fredsbevarende styrker i tredjeverdens lande og med konfliktforebyggelse som ny officiel prioritet, blev en dansk major udstationeret hos det sydlige Afrikas fredsbevarende styrker i Harare i Zimbabwe for at hjælpe med konfliktledelse (Olsen 2002: 4). Danmark har endvidere været aktiv i oprettelsen af den fælles baltisk fredsbevarende bataljon BALTBAT og FN-brigaden SHIRBRIG (Jakobsen 2000: 64-65). Danmark har været meget aktiv i hjælpen til de baltiske stater, herunder militært, og har støttet dem i deres bestræbelser på at blive optaget i NATO på trods af modstand fra Rusland (Holm 2002: 27). Danmark havde allerede udkæmpet hårde kampe i Bosnien, men deltagelsen i Kosovo-konflikten betragtes som et afgørende brud med neutralitetspolitikken og ses som Danmarks første krig siden 1864 herunder i forbindelse med flere episoder gennem 1990erne som et brud med 1864-syndromet. Manglen på et FN-mandat lå i forlængelse af, at Danmark allerede i 1998 havde tilkendegivet, at ville støtte et angreb på Irak uden et FN-mandat (Jakobsen 2000: 61-62). Der var især en heftig debat omkring støtten til USA i 1998, hvor kritikerne så det som en underminering af FN, hvilket gik direkte imod et af dansk udenrigspolitik vigtigste mål siden 1945 om at styrke organisationen (Jakobsen 2000: 65). Debatten om nødvendigheden af et FN-mandat, var allerede fremme i 1998,

4 hvor Niels Helveg Petersens understregede behovet for fleksibilitet ved håndteringen af humanitære katastrofer, hvor FNs sikkerhedsråd var lammet på grund af stridigheder mellem stormagterne. 9. februar 1999 vedtog Folketinget en resolution, om at NATO skulle handle i overensstemmelse med international lov og i tråd med FN-chartret, hvilket uden definition af hvornår en handling er i overensstemmelse med international lov, i realiteten gav regeringen frie tøjler (Jakobsen 2000: 76-77). En detalje ved hele forløbet var regeringens modvilje mod at kalde den militære operation for en krig, selvom udenrigsministeren måtte indrømme i Folketinget, at der ikke en retslig forskel på en væbnet konflikt med et humanitært formål og krig (Jakobsen 2000: 73). Eksempler på at dansk militært isenkram var utilsvarende, hvilket af visse iagttagere med rette sås som et tegn på free-riding, blev i Danmark nærmere opfattet som flovt (Jakobsen 2000: 79). Den 11. september blev der for første gang i NATOs historie gjort brug af artikel 5 og angrebet på USA blev betragtet som et angreb på samtlige NATO-lande. I daværende statsminister Poul Nyrups Rasmussen udlægning blev det til en kamp mellem terrorister og de demokratiske samfund og svaret hertil var et styrket internationalt fællesskab med USAs deltagelse, der, som regeringen tilfreds noterede sig, atter kunne mærkes (Petersen 2002: ). Forholdet til USA havde ellers været anstrengt med Bush-regeringen, der trådte til i januar 2001, med dens afstandtagen til Kyotoaftalen og en international straffedomstol (Petersen 2002: 118). Regeringens respons på USAs angreb på Afghanistan var delt, statsministeren og forsvarsministeren gik ind for direkte og indirekte støtte til USAs krig i Afghanistan, mens udenrigsministeren Mogens Lykketoft hældede til dansk deltagelse i en efterfølgende international FN-styrke (Petersen 2002: 123). Den nye regering der kom til magten i november 2001 godtgjorde at dens udenrigspolitik ville videreføre den forrige regerings internationale engagement og en styrket solidaritet med USA (Petersen 2002: 123). I forhandlinger med amerikanerne om dansk bidrag til krigen i Afghanistan tyder flere forhold på, at regeringen var villig til at gøre en indsats, ligesom de danske styrker blev fuldstændig undergivet amerikansk kommando. På trods af udtalelser fra ministre fra den tidligere regering, blev deltagelsen godkendt med et bredt flertal, fodnotepolitikken vakte dårlige minder (Petersen 2002: ). På den hjemlige front blev der i maj 2002 vedtaget en samlet antiterrorpakke, herunder indførslen af en speciel terrorisme-definition, der værner både danske, såvel som udenlandske myndigheder og internationale organisationer (Petersen 2002: ) Udviklingspolitik Under den kolde krig argumenterede regeringen for, at Danmarks ulandshjælp skulle ses som en kompensation for de relativt lave forsvarsudgifter og modsat Sverige, var modtagerne af dansk ulandshjælp kun at finde i den vestlige lejr. Krav blev der ikke stillet ifm. Ulandshjælp, ud fra devisen om ikke at blande sig i ulandenes indenrigspolitik (Holm 2002: 24-25). I 1985 blev det besluttet at nå op på en udviklingsstøtte på 1 procent af BNP fra de daværende 0,77 procent, hvilket blev nået i 1992 med efterfølgende automatisk reguleringer, mens tendensen har været faldende ulandshjælp i de fleste andre lande efter den kolde krig (Olsen 2002: 1, 9). Stigningen i støtten blev besluttet af et flertal i Folketinget, på trods af modstand fra den daværende konservative mindretalsregering under Poul Schlüter (Olsen 2002: 9-10). Danmark ses som et land, der lægger vægt på recipient needs, men det modsatte, donor-interest, ses også med jobs direkte afhængige af dansk udviklingsstøtte. En debat om at adskille støtte fra nationale økonomiske interesser er blevet afvist af både det danske samfund og den danske regering (Olsen 2002: 5).

5 Hvis vi kigger på formen, blev det i 1989 bestemt, at Danmarks bilaterale støtte skulle begrænses til 20 såkaldte samarbejdslande, valget af disse lande var afsluttet i 1994 (Olsen 2002: 8-9). Valgene af lande har ikke været permanente, menneskerettighedsovertrædelser fik Danmark til at skære i støtten til Kenya, ligesom Niger, Zambia og Zimbabwe har oplevet lignende sanktioner (Holm 2002: 30). I 1994 pegede Niels Helveg Petersen på Danmarks høje placering mht. ulandshjælp for at understrege Danmarks aktive udenrigspolitik (Holm 2002: 21). Forud for dette opstod ideen om aktiv multilateralisme, der indebar en påvirkning af det internationale system i tråd med dansk udviklingspolitik samtidig med respekt for de pågældende internationale organisationer. Den aktive multilateralismes mål var at få ansat flere danskere i internationale organisationer og udvide brugen af danske leverancer. Senere evalueringer konkluderede, at Danmarks indflydelse er steget og haft som virkning, at der er blevet skåret i bidragene til FAO og WHO (Olsen 2002: 11-12). Aktiv multilateralisme var formodentlig et forsøg af den daværende leder af Danida for at bevare størrelsen af den multilaterale støtte under indtryk af kritiske analyser af udvalgte FN-organisationer og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens forsøg på at ændre størrelsesforholdet mellem bilateral og multilateral (Olsen 2002: 14). I Danidas Partnership 2000 konkluderedes det, at udviklingsstøtten er en integreret del af dansk udenrigspolitik med målet om at fremme fælles sikkerhed, demokratiske principper, menneskerettigheder og økonomisk, socialt og miljømæssig bæredygtig udvikling og også her blev der lagt vægt på samarbejdet med udvalgte lande (Olsen 2002: 12). Den regering, der blev dannet i november 2001 under Anders Fogh Rasmussen reducerede udviklingsstøtten med 10 procent, penge der var blevet lovet til sundhedssektoren under valgkampen (Olsen 2002: 6). Finansloven for 2002 indebar drastiske nedskæringer i både bilateral og multilateral støtte, hvilket gik ud over Zimbabwe, Malawi, Eritrea og UNDP tillige med bidragene til NGOer. Meningsmålinger viser, at dette var i overensstemmelse med prioriteringer hos befolkningen (Olsen 2002: 7-8). I forbindelse med debatten omkring den 11. september var der også en forskel mellem Nyrupregeringen og Fogh-regeringen, hvor den første havde nævnt ulandsbistanden som et middel for at fjerne grobunden for terrorisme, havde Fogh argumenteret for større international frihandel, og stillet krav om indførsel af demokrati og menneskerettigheder for ulandshjælp, hvilket efterfølgende er blevet officiel politik (Petersen 2002: 122, 124, 132) Europapolitik Med Tysklands tanker om EF/EU som et føderalt projekt, hvorved frygten for tysk dominans kunne dissolveres og Frankrigs erkendelse af det tyske spørgsmål med udsigten til genforeningen af de to Tysklande som naturlig samarbejdspartner for USA kom nødvendigheden af en politisk union foruden en økonomisk og monetær union nærmere (DUPI 2000: 19). Dansk deltagelse i EF blev forsvaret med økonomiske argumenter især fordele for landbruget, hvilket prægede afstemningen om den europæiske Fællesakt i 1986 og blev accentueret af daværende statsminister Poul Schlüter udtalelse at Unionen er stendød som svar på modstandernes frygt for et føderalt Europa (Hansen 2000: 120). Dette var udtryk for, at dansk udenrigspolitik var opdelt, hvor sikkerhed var deponeret hos NATO, stræben efter en bedre verden var hos FN og i nordisk sammenhæng, mens økonomi og marked lå i EU, hvilket understreges af Danmarks forsøg på et medlemskab begrænset til EFs fælles landbrugspolitik (Holm 2002: 24). Afslutningen på den kolde krig fik to virkninger, at USA's tilstedeværelse i Europas forsvars- og sikkerhedspolitik ikke længere kunne tages for givet og at den naturlige grænse der havde været for medlemskab mod øst forsvandt (DUPI 2000: 20). I diskussionen om en fælles udenrigs- og

6 sikkerhedspolitik under regeringskonferencen i Rom i 1990 var Danmark imod at gøre området overstatsligt og foretrak dens placering i en mellemstatslig søjle, ligesom Danmark i forslaget om mere indflydelse til Europa-Parlamentet foretrak den indirekte legitimitet gennem de nationale parlamenter (DUPI 2000: 23-24). På forsvarsområdet betød hensynet til USA og NATO, at Danmark var stærkt imod en sådan dimension i EF-arbejdet (DUPI 2000: 24). Det danske nej til den efterfølgende Maastricht-traktat d. 2. juni 1992 førte efter en anden afstemning til et ja d. 18. maj 1993 med de fire forbehold mod unionsborgerskabet, ØMUen, forsvarspolitikken, og retspolitikken (DUPI 2000: 30-31). Med de fire undtagelser var Danmark undtaget fra de føderalistiske elementer i Maastricht og det blev tolket som en folkets sejr over eliten i det der blev set som et forsvar for den særegne danske velfærdsstat. EU-fortalerne var blevet fanget i konstruktionen af EU som en økonomisk konstruktion og der var ingen tro på unionen som ramme om nationalstatsligt samarbejde (Hansen 2000: ). Der argumenteres for, at der i Danmark tidligt blev dannet en stats-nation-folk konstellation, der indebar at folket er privilegeret ift. eliten, senere inkorporeret med velfærdsstaten som del af den danske identitet (Hansen 2001: ). Hvad angik EU's udvidelse blev processen i 1997 fremskyndet efter pres fra blandt andet Danmark (DUPI 2000: 214). Især blev der skubbet på for optagelsen af de baltiske stater (Holm 2002: 27). Politiske analytikere har tolket den danske modvilje mod fuld deltagelse i EU-samarbejdet som udtryk for neutralitetstænkning (Branner 2000: 187). Afstemningen om Amsterdam-traktaten i maj 1998 blev af ja-siden sat sammen med EU som fredens projekt og som nødvendigt for udvidelsen af EU og blev her efterfølgende stemt igennem, mens ØMU-debatten i september 2000 endte med et nej i en debat centreret om velfærdsstaten, herunder en frygt for afskaffelsen af folkepensionen (Hansen 2000: 127). Det danske nej til ØMUen betød, at forsøget på at afskaffe de andre forbehold er blevet udsat på ubestemt tid og ifølge den nuværende regering først efter der er opnået flertal for det i befolkningen, Forbeholdet har især betydet vanskeligheder for Danmarks engagement i internationale aktioner, herunder FN-aktioner i det omfang aktionen har været koordineret gennem EU, hvilket bliver mere udbredt efterhånden som EUs militære kapaciteter styrkes, hvilket blandt andet skete med indlemmelsen af WEU i EU. Denne ulempe har været årsag til Niels Helveg Petersens afgang som udenrigsminister, begrundet i at forbeholdene hindrede en aktiv dansk udenrigspolitik (Holm 2002: 32-33, 38) (Jakobsen 2000: 78).

7 3. Diskussion Det er tydeligt på baggrund af redegørelsen, at dansk udenrigspolitik efter den kolde krigs ophør ændrer sig fra i høj grad at være en tilpasningspolitik eller reaktiv balancering til en mere proaktiv linje i stil med aktiv internationalisme, hvilket flere politiske iagttagere bemærker (Olsen 2002: 4) (Holm 2002: 19). Danmark levede en stille tilværelse i skyggen af Sovjetunionen, dog som medlem af NATO, men uden forsøg på at vække opmærksomhed. Ulandshjælpen blev brugt som undskyldning for det manglende militære bidrag og forhøjelsen af den skete som en konsekvens af et flertal uden for regeringen, mens hjælpen i sig selv forblev en passiv ydelse. EF-projektet var for Danmark et økonomisk projekt og dansk idealisme om en bedre verden og arbejdet for tætter internationalt samarbejde var henlagt til FN og Norden. Med den kolde krigs ophør ændrer tonerne sig fra den danske regering, danske værdier skal udbredes i internationalt samarbejde og rapporter viste at forsvaret af Danmark burde ændres fra territorialt forsvar til globalt sikring af orden og stabilitet, at fremme den fælles sikkerhed og en reguleret verdensorden. Tegn på denne ændring har vi med dansk aktiv deltagelse i FN-styrker og hjælp til konfliktforebyggelse understøttet af udviklingspolitikken. Stræben efter en reguleret verdensorden ses i arbejdet for Baltikums medlemskab af NATO for udvidelsen af EU mod øst, hvilket ligeledes kan ses som et forsøg på at udvide fredszonen omkring Danmark og vægtning af økonomiske interesser. Elementer der modarbejder dette arbejde er Kosovo-konflikten, der med sin mangel på et FNmandat retfærdigvis underminerer FN-systemet, ligesom at regeringen ved at undgå ordet krig ikke kan siges at have en høj profil, men indsatsen må siges at bære tegn på risikovillighed på trods af materiellets mangler. Dansk udviklingspolitik fik en høj profil og blev i modsætning til tidligere som vi så i forsvarspolitikken brugt aktivt, af økonomiske årsager, men også ved at der stilles krav, der fik en direkte konsekvens for flere lande, der ikke overholdte menneskerettighederne. Aktiv multilateralisme ligger i forlængelse heraf på trods af den måde den fremkom på, lagde den sig op ad den aktive internationale politik, ligesom den bidrog hertil. Ulandshjælp blev ifm. d. 11. september først set som et middel til at fjerne grobunden for terrorisme som udtryk for at kunne fremme en bedre verden, mens Fogh-regeringen prioriterede bedre økonomiske betingelser og markedsåbninger for ulande sidestillet med krav om demokrati, hvilket kan forstås i lyset af den samme regerings økonomiske nedskæringer på området. Efter d. 11. september kendetegnes dansk udenrigspolitik af en aktiv, risikovillig kamp mod terrorisme med angrebet på Afghanistan, der med de sandsynlige hidtidige kaotiske forhold i landet kan ses som en kamp for en ordnet verden. Terrorismens trusselsbillede tydeliggør at kaos og ustabilitet i verden, udgjorde en trussel mod lande som Danmark. Med Afghanistan skete der et brud med kravet om at undgå krig og et andet tema blev aktuelt på ny, Danmarks satsning på USA, det var tydeligt under bipolariteten og nu også under unipolariteten. Allerede under Kosovokonflikten var Danmark USAs faste støtte og gennem hele konflikten afspejledes USAs politik i Danmarks politik (Jakobsen 2000: 68). Flere forhold, herunder dansk interesse for Baltikum, ses som bevis på, at dansk udenrigspolitik ligger sig i forlængelse af USA (Holm 2002: 41). Danmarks interesser er da også tæt knyttet til USA blandt andet ønsket om støtte til NATO-udvidelsen og behovet for en alternativ sikkerhedspolitik til EUs, hvor forbeholdene holder os udenfor og hvor den nuværende regering ikke har vist tegn på at ville eller set en mulighed for at ændre på situationen (Petersen 2002: ). Danmark er generelt interesseret i USA som en del af verdenssamfundet, der med Danmarks hidtidige politik kommer til at virke selvforstærkende. Danmarks modvilje mod at give EU en militær dimension, kan ses som udtryk for en frygt for EU som en ny global supermagt (Branner 2000: 218).

8 Dansk europapolitik blev karakteriseret ved en fastholdelse af økonomi som omdrejningspunkt som svar på modstandernes opstilling af en føderalismetrussel, selvom der kan argumenteres for EU som en unik hybrid mellem en føderation og en international organisation, der på sin vis udgør et fænomen vores begrebsapparat endnu ikke kan forstå (DUPI 2000: 221). Dette førte til de fire forbehold, der har haft negativ indflydelse for Danmarks deltagelse i blandt andet fredsbevarende operationer. Det har medført selv en udenrigsministers afgang med baggrund i ulemperne for en aktiv international politik. Forbeholdene står ligeledes i modstrid med Danmarks aktive bestræbelser på at udvide EU, et projekt med klare aktive internationalistiske perspektiver. Denne problemstilling er foreslået løst ved opbygningen af en ny udenrigsidentitet, der inkluderer EU, hvilket der var tegn på under afstemningen i 1998 med beskrivelsen af Amsterdam-traktaten som fredens projekt (Holm 2002: 37). Men som det så ud ved udgangen af 2002, tydede intet på en kommende ændring af status quo.

9 4. Konklusion Dansk udenrigspolitik på områderne sikkerhedspolitik, udviklingspolitik og europapolitik under den kolde krig, kan dårligt karakteriseres som aktiv internationalistisk, hertil var frygten for Sovjetunionen den tids største hindring. Dansk deltagelse i FN-aktioner, hjælp til konfliktforebyggelse, arbejdet for udvidelsen af EU og NATO herunder med Baltikum var med til at ændre på dette billede. Kosovo-konflikten underbyggede dette aspekt, mens manglen på et FN-mandat trak i den modsatte retning. Aktiv multilateralisme blev et led i den aktive politik, samtidig med kravene til gengæld for ulandshjælp, hvilket blev tydeligere under Fogh-regeringen. Krigsførelsen i Afghanistan trak i negativ retning i og med det, at det var en krig, men det var samtidig med kampen mod terrorismen med målet om en mere stabil verden. Dansk udenrigspolitik kan samtidig ses om en afspejling af USAs, som Danmark lagde sig tæt op ad. Danmarks medlemskab af EU har været begrænset til økonomiske aspekter på trods af muligheder for en aktiv internationalistisk politik på området, hvor viljen til udvidelsen af EU har stået over for modviljen mod en militær dimension. Manglen på en udenrigsidentitet, der inkluderer EU, og de fire forbehold må siges, at være den største hindring for en dansk udenrigspolitik baseret på aktiv internationalisme. En aktiv international linje i dansk udenrigspolitik har dermed bevæget sig fra at være hindret af eksterne årsager Sovjetunionen - til en længere periode med en forholdsvis aktiv politik, til den blev mødt af en ny hindring forårsaget af interne forhold: forbeholdene.

10 5. Litteraturliste Branner, Hans (2000).The Danish Foreign Policy Tradition and the European Context. S Hans Branner & Morten Kelstrup (red.), Denmark s Policy towards Europe after 1945: History, Theory and Options. Odense: Odense University Press DUPI (2000). Udviklingen I EU siden 1992 på de områder, der er omfattet af de danske forbehold. København: DUPI Hansen, Lene (2001). Historie, identitet og det danske europadilemma. S Nina Koefoed & Claus Møller Jørgensen (red.), Den jyske historiker 2001, nr. 93. Århus: Historisk Institut, Århus Universitet Holm, Hans-Henrik (2002). Danish Foreign Policy Activism: The Rise anddecline. S Bertel Heurlin & Hans Mouritzen (red.), Danish Foreign Policy Yearbook København: DUPI Jakobsen, Peter Viggo (2000). Denmark at War: Turning Point or Business as Usual? S Bertel Heurlin & Hans Mouritzen (red.), Danish Foreign Policy Yearbook København: DUPI Olsen, Gorm Rye (2002). Danish Aid Policy in the Post War Period: Increasing Resources and Minor Adjustments. Danmark: Centre for Development Research Petersen, Nikolaj (2002). Den tro allierede: Danmark og 11. september. S Mehdi Mozaffari (red.), 11. september: Internationale konsekvenser og perspektiver. Århus: Systime