Den 28. april 1984 giftede C sig med A, og den 25. juni 1989 fik de sammen datteren D.

Transkript

1 DOM Afsagt den 11. juni 2013 i sag nr. BS SKSd-1099/2012: A mod B Sagens baggrund og parternes påstande C afgik ved døden den 21. november Boet behandles som et bobestyrerbo. Sagen drejer sig om, hvorvidt det notartestamente, som C oprettede den 5. maj 1981, er ugyldigt på grund af bristende forudsætninger, eller fordi det er tilbagekaldt. Sagen er anlagt i skifteretten den 17. august 2012 i medfør af dødsboskiftelovens 89, stk. 1, nr. 1. Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, B, skal tilpligtes at anerkende, at det af afdøde C den 5. maj 1981 oprettede notartestamente er ugyldigt. B har nedlagt påstand om frifindelse. Oplysningerne i sagen Den 5. maj 1981 oprettede C et notartestamente med følgende indhold: "Underskrevne typograf C (cpr. nr. ), 8800 Viborg, der ikke eftetlader mig livsarvinger og som ikke tidligere har oprettet testamente, bestemmer herved som min sidste vilje: Skoleelev B (cpr. nr. ), 7100 Vejle skal være min universalarving. Som begrundelse for denne beslutning skal jeg oplyse, at jeg har kendt B siden hun var 4 år, at jeg giftede mig med hendes mor i 1969 og siden da har været som en far for hende. Efter ægteskabets opløsning i 1976 har jeg stadig god kontakt med hende Dette testamente underskrives for notaren i 2 ligelydende eksemplarer, hvoraf det ene begæres opbevaret i notarialarkivet, således at en afskrift deraf skal have samme gyldighed som originalen". Den 28. april 1984 giftede C sig med A, og den 25. juni 1989 fik de sammen datteren D. Det er ubestridt, at testamentet ikke er tilbagekaldt i testamentsform. Den 21. november 2011 afgik C ved døden. Boet er udleveret til bobestyrerbehandling. A og B er uenige om, hvorvidt B er arving i boet i henhold til testamentet.

2 - 2 - B har under hovedforhandlingen tilkendegivet, at såfremt hun får medhold i sin påstand, så er det hendes opfattelse, at testamentet skal fortolkes således, at hun i arvemæssig henseende skal stilles, som om hun var barn af afdøde C. A har fri proces. Der er ikke retshjælpsdækning. A har forklaret, at hun lærte afdøde at kende i februar eller marts 1983, og at de flyttede sammen 14 dage efter. Hun mødte B første gang i efteråret 1983, hvor hun kom på besøg en lørdag. B boede da i Vejle. Afdøde fortalte hende, at B var datter af hans første hustru, som han var gift med i 7 år. Han sagde, at det var ham, der ønskede skilsmisse fra Bs mor. Han fortalte, at B var 3-4 år, da han lærte hende at kende. Han fortalte videre, at han siden skilsmissen fra Bs mor, alene havde haft sporadisk kontakt til B. Afdøde og hun blev gift i B var med til brylluppet. Afdødes kontakt med B var sporadisk de første år. De talte primært i telefon med hinanden. De var ikke sammen til højtider. Hun ved ikke, om B fik gaver af afdøde. I 1987 flyttede afdøde og hun til Vejle. De første 3 måneder boede de i Bs lejlighed, mens hun var på sprogskole. I 1989 flyttede afdøde og hun til Them, og samme år fik de fællesbarnet D. En dag i 1995 eller 1996 ryddede afdøde op på sit kontor. Hun satte sig ind til ham. Han viste hende testamentet, som hun herefter læste. Hun spurgte ham, hvad testamentet betød for D og hende. Afdøde svarede, at testamentet intet betød, da han nu havde livsarvinger. Afdøde fortalte, at han havde oprettet testamentet inden, han fik livsarvinger, fordi han ikke ønskede, at hans søskende skulle arve ham. Hun gav ham testamentet tilbage. Hun ved ikke, hvad han herefter gjorde med testamentet. Hun har ikke fundet testamentet efter hans død. Hun går ud fra, at han har smidt det væk. Hun hørte først om testamentet igen, da hun kontaktede skifteretten efter dødsfaldet. I 2006 ønskede hendes mor at overdrage en skovejendom til hende og hendes 4 søskende. Det var vigtigt for moderen, at ejendommen blev i familien også i fremtiden. Der blev afholdt nogle møder, hvor hun og hendes søskende, deres ægtefæller og moderen var tilstede. Det blev drøftet, om ejendommen skulle være særeje for hende og hendes søskende. De talte om, at hverken hun, hendes søskende eller ægtefællerne havde børn uden for ægteskab. Der var derfor ikke nogen udenforstående, som kunne gøre krav gældende, hvorfor særeje var unødvendigt. B fik sit første barn, E, 10 måneder efter, at hun og afdøde havde fået D. De mødtes herefter til fødselsdage og andre mærkedage. De var med til Bs bryllup. Det var afdøde, som førte B op ad kirkegulvet. De sås 1-3 gange årligt. De snakkede også i telefon sammen. Der kunne godt gå 4-5 måneder uden nogen kontakt. Når afdøde kunne se på telefonens nummerviser, at det var B, der ringede, bad han hende om at tage telefonen. Afdøde ringede ikke selv til B. Når B og hendes familie skulle inviteres, var det hende og ikke afdøde, der gjorde det. De udvekslede gaver i et vist omfang. Det var hende, som købte gaverne. Afdøde skældte ud over, at hun købte for dyre gaver til Bs børn. Hun købte typisk for ca. 300 kr. På et tidspunkt bad B afdøde om at kautionere for et lån, hvilket han afviste. Afdøde sagde til hende, at B jo ikke var hans datter, og at han ikke ville udsætte deres økonomi for den risiko. B og Bs børn har altid kaldt hende A. B kaldte afdøde for far. Afdøde sagde til hende, at han syntes, at det var noget pjat, at B kaldt ham for far. Bs børn kaldte afdøde for bedstefar eller morfar. Afdøde og hun har alene haft sporadisk kontakt til Bs børn. Børnene var med, når B og hendes mand var på besøg. Da E var år boede hun i en periode ca. 5 km fra afdøde og hende. Efter nogle måneder ringede hun til E og inviterede hende på aftensmad. E havde ikke selv kontaktet dem. De sidste mange år var det i overvejende grad hende, der holdt kontakten med B ved lige. Afdøde sagde flere gange, at kontakten med B ikke sagde ham noget. D og Bs børn var fremmede for hinanden. I 2009 blev afdøde pludselig alvorligt syg, og han fik konstateret kræft. Hun underrettede B 3 dage efter, at han var blevet indlagt. B besøgte afdøde på sygehuset, men kontakten mellem dem fortsatte med at være sporadisk. B ringede dog lidt oftere efter, at afdøde var blevet syg. I be-

3 - 3 - gyndelsen af afdødes sygdomsforløb, besøgte B ham, når han var indlagt, men det var han ikke så tit. I 2010 og 2011 var afdøde ofte indlagt. Hun informerede B om indlæggelserne. B besøgte afdøde nogle gange, da han var indlagt i Horsens. Hun besøgte ham også hjemme. Afdøde var ikke interesseret i Bs besøg, men hun gav hende lov til at besøge ham alligevel. I marts 2011 blev B skrevet ind i afdødes journal på sygehuset som den ene af 2 kontaktpersoner. Sygehuset syntes, at D var for ung til at være kontaktperson, og den øvrige familie boede for langt væk. Afdøde var på hospice fra den 16. november 2011 og frem til sin død den 21. november B boede tæt på hospice, og blev igen noteret som kontaktperson. Personalet spurgte afdøde, hvem B var. Han ville ikke svare, idet han var pinligt berørt. Efter dødsfaldet kontaktede hun B og spurgte, om hun ville komme og se afdøde. Det ønskede B ikke. B ønskede heller ikke at deltage i planlægningen af bisættelsen. B deltog i bisættelsen, men ikke i arrangementet i hjemmet. B deltog i den efterfølgende urnenedsættelse. Da hun af skifteretten var blevet gjort bekendt med testamentet, kontaktede hun B og spurgte, om de skulle mødes og snakke om det. B takkede først ja, men senere ombestemte hun sig. B fortalte, at hun ikke havde været bekendt med testamentet. Det er ikke korrekt, når det står i stævningen, at hun fik kendskab til testamentet i 1988, og at afdøde da smed det væk. Hun holdt kontakt med B, fordi hun syntes, at det var det rigtige at gøre, selvom afdøde helst var fri. B har forklaret, at hun er 50 år. Hun arbejder som speditør i Dansk Supermarked. Hun var 4 år, da hendes mor og afdøde mødte hinanden. Mens hendes mor og afdøde var gift, var han som en far for hende. Han tog ansvar for hende. Han var med hende på sygehuset, til læge, til tandlæge og han deltog i forældremøder. Det var hendes mor, som ønskede at blive skilt fra afdøde. Moderen sagde i forbindelse med skilsmissen, at afdøde ikke var hendes biologiske far, men at hun gerne måtte bevare kontakten til ham. Efter skilsmissen havde hun og afdøde regelmæssig kontakt. De så hinanden ca. hver 14 dag. Da hun blev konfirmeret, var afdøde med i kirken, og han gav hende en gave. Han var ikke med til festen, fordi moderen havde sin nye kæreste med. Afdøde fortalte hende om A, da han havde mødt hende. Hun var glad på hans vegne. Hun husker ikke, hvornår hun mødte A første gang. Hun besøgte afdøde og A regelmæssigt, og hun overnattede hos dem. Da hun blev gift, var det afdøde, der førte hende op ad kirkegulvet. Da D og E blev født, boede hun og hendes mand forholdsvis tæt på afdøde og A, og de sås regelmæssigt. Det var tydeligt, at afdøde var glad for E. Han besøgte hende på sygehuset, da hun havde født. Efter at D og E var blevet født, var det ofte A og ikke afdøde, som ringede. I 2009 blev hun ringet op af A, der fortalte, at afdøde var blevet indlagt, og at det var alvorligt. Hun og hendes mand kørte straks til sygehuset. A fortalte, at afdøde havde fået konstateret kræft. Hun snakkede alene med afdøde. Hun fortalte ham, hvor meget hun holdt af ham, og hvor glad hun havde været for, at han havde været der i hendes barndom. Efter at afdøde var blevet syg, besøgte hun ham typisk 2 gange om ugen enten på sygehuset eller derhjemme. På hospice var hun på pårørendelisten. Afdøde kom på hospice en onsdag, hvor hun ikke kunne besøge ham, fordi han var for træt. Torsdag havde hun ikke mulighed for at komme på besøgt. Fredag blev hun kontaktet af personalet på hospice, fordi afdøde havde haft det dårligt. Hun besøgte ham herefter samme dag. Hun var ikke bekendt med testamentet før dødsfaldet. Afdøde talte ikke meget om personlige forhold. Den mandag afdøde døde, havde hun og hendes mand været på hospice stort set hele dagen. A ringede kl. ca og fortalte om dødsfaldet, og hun spurgte, om de ville se afdøde. De tog først på hospice igen dage efter. Inden dødsfaldet havde A talt med hende om begravelsen. Efter dødsfaldet følte hun ikke, at hun havde behov for yderligere indflydelse på begravelsen. A fik præsten til at kontakte hende, og hun fortalte præsten om sit forhold til afdøde. Præsten sagde til hende, at afdøde jo var hendes far. Afdøde var et ordensmenneske, der havde styr på tingene, og som satte sig ind i tingene.

4 - 4 - E har forklaret, at hun går på VUC i Thisted. Hun er datter af B. Hun har altid haft et godt forhold til afdøde. Afdøde var hendes morfar. Hun så afdøde, A og D til jul og fødselsdage. Hun og hendes søster fik gaver af afdøde og hans familie. D fik gaver af dem. Mens afdøde var syg, besøgte hendes mor ham jævnligt. Hun har været på ferie hos afdøde. Fra august 2008 til januar 2009 boede hun på en rideskole i Silkeborg. Hun besøgte afdøde og A et par gange i denne periode. Hun husker ikke, hvem der tog initiativ til besøgene. Fra maj 2009 til december 2009 var hun i Canada. Hun besøgte afdøde på sygehuset, inden hun rejste. Hun kontaktede ikke afdøde, mens hun var i Canada. H har forklaret, at hun er mor til B. Hun var gift med afdøde fra B og afdøde havde et godt forhold til hinanden. Afdøde var meget glad for B, og han ville gerne have adopteret hende. Hun ville ikke have, at afdøde skulle adoptere B, fordi hun syntes, at Bs biologiske far skulle have lov til at betale børnebidrag. Da hun og afdøde var blevet skilt, blev B og afdøde ved med at se hinanden. I forbindelse med skilsmissen sagde afdøde til hende, at han gerne ville blive ved med at være far for B. Det var hende, der ville skilles. Hun var bekendt med, at afdøde oprettede testamente til fordel for B. De talte dog ikke efterfølgende om testamntet. Hun var derfor ikke klar over, om han havde tilbagekaldt testamentet efterfølgende. Hun har set afdøde i årenes løb hos B til bryllup, kobberbryllup og fødselsdage. Da hun for 8 år siden blev 60 år, inviterede hun afdøde og A med til festen. Hun besøgte afdøde 2-3 gange efter, at han var blevet syg. Afdøde havde altid orden i sine ting, og han vidste, hvad han havde med at gøre. F har forklaret, at hun er As søster. A og afdøde lærte hinanden at kende omkring Hun og hendes mand har altid haft meget tæt kontakt til A og afdøde. De har besøgt hinanden et utal af gange, og de kendte hinanden rigtig godt. Hun har altid kendt til B. Hun vidste, at B var datter af afdødes første hustru. Afdøde har aldrig omtalt B som sin datter, hun har tværtimod hørt ham sige, at B ikke var hans datter. Afdøde udtrykte irritation over, at B kaldte ham far. På et tidspunkt var afdøde blevet opereret, og B havde besøgt ham på sygehuset. Da afdøde kom hjem fra sygehuset, besøgte hun ham. Han var irriteret over, at B på sygehuset havde grædt og kaldt ham far, selvom han jo ikke var hendes far. Afdøde var en rolig og venlig mand. De talte jævnligt om, at D var enebarn. Der var ikke snak om, at B var Ds søster. Afdøde har aldrig omtalt sit testamente for hende. På et tidspunkt ønskede hendes mor at overdrage en skov til hende og hendes 4 søskende. I den forbindelse var de 5 søskende, deres ægtefæller og moren samlet flere gange. De drøftede, hvorledes man kunne sikre, at skoven blev i familien. Moren ønskede, at skoven senere skulle gå i arv til børnebørnene. Det blev drøftet, om skoven skulle gøres til særeje for de 5 søskende. De talte om, at alle søskende havde været gift i mange år, og at der ikke var udsigt til, at nogen skulle skilles. De talte videre om, at ingen havde særbørn. Afdøde havde rig lejlighed til at fortælle om testamentet, hvis det fortsat var gyldigt, men det gjorde han ikke. Hun har været sammen med B ved forskellige lejligheder. D har forklaret, at hun er født i 1989, og at hun er datter af A og afdøde. Hun husker først B fra hun gik i 0. eller 1. klasse. Hun undrede sig over, hvorfor B kaldte hendes far for far. Afdøde fortalte hende, at B ikke var hans datter, men at hun var datter af hans første hustru. Afdøde sagde, at B ikke var hendes søster. Hendes familie havde en meget sporadisk kontakt til B og hendes familie. De sås til fødselsdage, hvor de gav hinanden gaver. De var måske sammen 1-2 gange om året. Da hun var 9-10 år, var hun på ferie hos B i nogle dage. Det var ikke nogen specielt god oplevelse. Hun mindes ikke, at Bs børn har været på ferie hos dem. Hun kan huske, at B på et tidspunkt ringede til afdøde og spurgte, om han ville kautionere. Da afdøde havde lagt røret på, sagde han, at han ikke ville udsætte familiens økonomi for det. Han

5 - 5 - sagde videre, at B jo ikke var hans datter. Det var hendes mor, som købte gaver til Bs børn. Afdøde var irriteret over, at de blev ved med at give Bs børn gaver. Han syntes ikke, at der skulle bruges så mange penge på dem. Hun har aldrig opfattet B som sin søster eller Bs børn som familie. Det virkede som om, at afdøde var lettere irriteret over kontakten til B. Parternes synspunkter A har i sit påstandsdokument gjort gældende: at det af C den 5. maj 1981 oprettede testamente er bortfaldet, jf. AL 77, stk. 1, nr. 2, idet det forhold, at C ikke havde livsarvinger eller ægtefælle på tidspunktet for oprettelsen af testamentet, har været afgørende for bestemmelsen om, at B skulle være universalarving. C indgår ægteskab i april 1984 med A, og i juni 1989 får de fællesbarnet D. at C mundtlige tilkendegivelse om testamentets gyldighed samt kassering heraf i 1988, anses som en tilbagekaldelse, jf. AL 102, stk. 1, jf. AL , stk. 1 med følgende ordlyd:"en testamentarisk bestemmelse kan genkaldes i testamentsform eller ved, at testator på anden måde utvetydigt tilkendegiver, at den ikke længere skal være gældende". B har i sit påstandsdokument gjort gældende: at testamentet ikke er tilbagekaldt, jf. arvelovens 77, stk. 1, nr. 2 og 67, at afdøde trods de familiemæssige forhold forholdt sig passiv i relation til testamentet, at det ikke er dokumenteret, at afdøde på en utvetydig måde har tilbagekaldt testamentet, at afdøde som følge af det nære forhold til sagsøgte ikke haft til hensigt at tilbagekalde testamentet, at testamentet ikke kan anses som tilbagekaldt i henhold til arvelovens 102, stk. 1, jf. arvelovens L-1963, 46, stk. 1, at der ikke foreligger dokumentation for afdødes mundtlige tilkendegivelse om testamentets gyldighed og kassering af testamentet. Skifterettens begrundelse og afgørelse Den 5. maj 1981 oprettede afdøde C et notartestamente, hvorefter B skulle være hans universalarving. Testamentet har bl.a. følgende ordlyd: "Som begrundelsen for denne beslutning, skal jeg oplyse, at jeg har kendt B siden hun var 4 år, at jeg giftede mig med hendes mor i 1969 og siden da har været som en far for hende. Efter ægteskabets opløsning i 1976 har jeg stadig god kontakt med hende". B var 18 år, da testamentet blev oprettet.

6 - 6 - Det må efter forklaringerne lægges til grund, at B har haft regelmæssig kontakt til afdøde C frem til hans død den 21. november Under disse omstændigheder, og uanset at afdøde efter testamentets oprettelse har giftet sig med A og sammen med hende fået datteren D, findes det ikke tilstrækkeligt bevist, at testamentet er ugyldigt som følge af bristende forudsætninger. Det er ubestridt, at testamentet ikke er tilbagekaldt i testamentsform. Det er ikke ved de afgivne forklaringer tilstrækkeligt bevist, at testamentet iøvrigt er tilbagekaldt. Bs påstand tages derfor til følge. Det bemærkes, at testamentet ikke kan opfyldes efter sin ordlyd, allerede fordi A og D er tvangsarvinger. B har under hovedforhandlingen tilkendegivet, at såfremt hun får medhold i sin påstand, så er det hendes opfattelse, at testamentet skal fortolkes således, at hun i arvemæssig henseende skal stilles, som om hun var barn af afdøde C. Statskassen skal til B betale sagsomkostninger med kr. Beløbet skal dække udgiften til advokat. Skifteretten har lagt vægt på sagens værdi, forløb og resultat. Vedrørende sagens værdi bemærkes, at fællesboets nettoformue i åbningsstatus er opgjort til ,24 kr. Thi kendes for ret: Sagsøgte, B, frifindes for sagsøgeren, As, påstand. Statskassen betaler inden 14 dage kr. i sagsomkostninger til B.