Kemikalier i politik og hverdag. EU s kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter

Transkript

1 Kemikalier i politik og hverdag EU s kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter

2 Kemikalier i politik og hverdag EU's kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter Det Økologiske Råd August 2013

3 Indholdsfortegnelse Forord 4 Introduktion til kemikalier i vores samfund 5 1 EU og REACH 7 Hvordan er EU opbygget? 8 Hvordan kan EU påvirkes? 10 Kemikalielovgivningen i EU 12 Risikovurdering 15 Grænseværdier 16 Hvor store koncentrationer kan mennesker tåle? 17 REACH trin for trin 19 Registrering (registration) 19 Vurdering (evaluation) 19 Godkendelse (autorisation) 20 Ret til viden 22 Klassificering og mærkning 25 Huller og mangler i lovgivningen 27 2 Hormonforstyrrende stoffer 29 Intro. til hormonforstyrrende stoffer 30 Parabener 34 Ftalater 39 Ftalater på hospitaler 44 Bisphenol A 47 Fluorerede stoffer PFOA/PFOS 50 Bromerede flammehæmmere 54 3 Kemikalier i hverdagen 57 Kemikalier i fødevarer 58 Kemikalier i tøj og tekstiler 60 The horror show er vi tikkende hormonbomber? 64 4 Cocktaileffekter og Nanomaterialer 67 Cocktaileffekter 68 Nanomaterialer 72 5 Farlige kemikalier kan erstattes 77 Substitution af farlige kemikalier 78 Hvorfor substituere og hvad er substitution? 78 Advarselslister og substitution 78 Substitutionsportaler og netværk 79 Forbrugerens rolle 79 Ordliste 81 Kemikalier i politik og hverdag EU's kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter 1. udgave, august 2013 ISBN: Citering, kopiering og øvrig anvendelse af publikationen er velkommen og kan frit foretages med kildeangivelse. Udgives også på engelsk. Udgivet af Det Økologiske Råd med støtte fra Villum Fonden Foto RTimages Tekst: Lone Mikkelsen Det Økologiske Råd (med mindre andet er angivet ved kapitlet) Design og layout: Birgitte Fjord Grafisk design Forsidefoto: wragg Publikationen kan frit downloades fra Det Økologiske Råds hjemmeside: Det Økologiske Råd Blegdamsvej 4B DK-2200 Copenhagen N Tel info@ecocouncil.dk web:

4 FORORD 4 Forord I dette undervisningsmateriale fortæller vi om problematikken ved de såkaldte hormonforstyrrende stoffer, samvirkende effekter af kemikalier det, som ofte kaldes cocktaileffekter samt nanomaterialer. Disse forskellige typer af kemikalier forekommer i en lang række af de produkter, vi omgiver os med i dagligdagen, og er en vigtig del af vores moderne livsstil. Mange af de produkter, hvori kemikalierne findes, har gjort livet lettere eller smartere for os, men alt for mange af disse stoffer er endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt for, hvilke skadelige effekter de kan have på mennesker, dyr og miljø. Eksperterne har mistanke om, at de hormonforstyrrende stoffer kan påvirke en lang række processer i vores krop. F.eks. hvornår børn/unge kommer i puberteten og senere vores evne til at få børn. Desuden mistænkes stofferne for at kunne fremkalde visse former for kræft og skabe misdannede kønsorganer. Man er på det seneste også begyndt at mistænke stofferne for at have indflydelse på fedme og udvikling af sukkersyge, hvor sidstnævnte er ved at blive en af de helt store livsstilssygdomme. Nanomaterialer har også længe været under lup. Ikke kun på grund af deres utroligt lille størrelse, men især fordi de, ligesom de hormonforstyrrende stoffer, er mistænkt for at kunne skade mennesker og miljø. Mange stoffer er allerede reguleret af den fælles europæiske kemikalielovgivning, der i daglig tale hedder REACH. Dog er der stadig mange af de lovlige kemikalier på markedet, som er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter samt at være medvirkende til cocktaileffekter. Det er producenten og/eller industrien, der skal bevise, at det stof, de producerer eller bruger i deres produkter, ikke er farligt for forbrugerne. Men da der stadig ikke findes kriterier for, hvordan man påviser, om et kemikalie er hormonforstyrrende, vil disse stoffer falde igennem lovgivningens sikkerhedsnet. For at sikre forbrugerne mod sundhedsfare, er det vigtigt at disse stoffer bliver bedre reguleret, og derfor er det nødvendigt med øget fokus på kemikalieområdet. fælles europæiske kemikalielovgivning i bred forstand. Herefter er de vigtigste grupper af hormonforstyrrende stoffer beskrevet med en gennemgang af, hvordan vi hver dag udsættes for stofferne, og hvad det i givet fald betyder for vores sundhed og miljøet. Senere beskrives cocktaileffekter og nanomaterialer. I hvert af disse kapitler gives der eksempler på, hvad man selv kan gøre i sin hverdag for at nedsætte risikoen for at blive udsat for farlig kemi. Da indholdet i hæftet til tider kan være lidt kompliceret og indeholde svære ord, er der bagerst i hæftet opbygget en ordliste, hvor man kan finde ordforklaringer. Når man undervejs i hæftet støder på et ord, som er medtaget i ordlisten, vil det være markeret med kursiv skrift. Vi har dog undladt denne mærkning i de afsnit, som omhandler det specifikke ord samt de steder, hvor vi mener, at en nærmere forklaring er unødvendig. Desuden er der enkelte ord der simpelthen optræder så ofte, at en mærkning ville være forstyrrende (f.eks. ordene kemikalie og EU ). Hæftet er udarbejdet med henblik på at være anvendeligt i flere forskellige fag og undervisningsforløb samt i tværfaglige projekter. Det kan læses fra ende til anden, eller man kan vælge at pille afsnit ud, som passer til specifikke undervisningsemner. Hvert afsnit er skrevet til at kunne stå alene, men henviser til underbyggende afsnit, hvis særlige passager kræver uddybning for bedre forståelse. Rigtig god fornøjelse! Vi vil i dette materiale forklare konstruktionen af den Europæiske Union (EU), og hvordan man på nationalt plan foreslår og følger den lovgivning, som bliver vedtaget på EU-niveau. Desuden gennemgås teorien om den

5 INTRODUKTION 5 Introduktion til kemikalier i vores samfund Kemikalier findes overalt i vores samfund, og forekommer både naturligt og som industrielt fremstillede stoffer. Mennesker og miljø har til alle tider været udsat for kemikalier i et vist omfang. Om de forekommer naturligt, eller om de er menneskeskabte, har intet at sige for deres mulige sundhedsskadelige effekter på mennesker og miljø. Mange tror fejlagtigt, at hvis det blot er naturligt, så har det ingen skadelig effekt. Dette er desværre forkert! Der er mange eksempler på, at naturligt forekommende kemikalier er skadelige. Som eksempel kan nævnes naturlige aromaer (duftstoffer). Der findes ikke mindre end 2500 duftstoffer, som kombineres på kryds og tværs, når der skal fremstilles parfume, plejeprodukter, rengøringsmidler osv. En parfume kan nemt bestå af op til 300 forskellige duftstoffer. Af de 2500 duftstoffer er mindst 100 mistænkt for at være allergifremkaldende, mens 26 af dem er konstateret allergene. Når et stof er konstateret allergent, skal det skrives med navn i indholdsfortegnelsen på et produkt. Det vil sige, at står der parfume efterfulgt af et navn, så ved du, at produktet indeholder et duftstof, der er konstateret allergent. Endvidere indeholder kosmetiske produkter i mange tilfælde konserveringsmidler for at sikre produkterne en lang holdbarhed. Det er til stadighed diskuteret, hvorvidt brugen af konserveringsmidler til specielt hudplejeprodukter, som f.eks. bodylotion, er nødvendigt. Cremer i bøtter udgør eksempelvis et problem. Når vores mere eller mindre bakterieforurenede fingre dagligt skal i direkte berøring med hele indholdet er der et stort behov for konservering med antibakterielle midler for at cremen ikke skal udvikle skimmel. Man kunne dog forestille sig, at dette langt hen ad vejen kunne løses ved at bruge lukkede emballager, som f.eks. tuber. Det er et faktum, at vi ikke kan slippe helt for kemikalier i vores hverdag, da mange af dem som sagt forekommer helt naturligt, men vi kan være med til at styre i hvor høj grad, vi udsættes for dem, ved at fravælge dem, når de i bund og grund ikke er nødvendige. Man forstår stadig ikke til fulde, hvilke konsekvenser disse kemikalier kan have for mennesker og miljø, og dette faktum burde i sig selv være nok til at handle efter forsigtighedsprincippet. At benytte sig af forsigtighedsprincippet vil sige, at man kun bruger kemikalier dér, hvor det af sociale og/eller økonomiske grunde 1 er nødvendigt at bruge dem. Et socialt argument for at bruge et bestemt sundhedsskadeligt kemisk stof kan være, at en vaccine, på grund af varmen, kun kan holde sig i tropiske egne, hvis der bruges kviksølv som konserveringsmiddel. Det kan være vigtigere for et spædbarn at få vaccinen det kan betyde overlevelse end at beskytte det mod en lille mængde kviksølv. For sådanne overvejelser findes der dog helt specielle analyser, der skal gennemgås, inden man kan komme med en afgørelse. I vores del af verden vil det dog være sjældent, at meget farlige stoffer ikke kan undværes. Vi er hver dag i berøring med en bred vifte af produkter, uden at vide om de er fyldt med farlige kemikalier såsom hormonforstyrrende stoffer og/eller allergi- og kræftfremkaldende stoffer. Oven i købet er vores viden om de fleste af de kemikalier, der bruges i dag, utrolig begrænset. Som forbrugere skal vi have garanti for, at der ikke findes problematiske stoffer i de produkter, som vi benytter hver dag, uanset om de er produceret i den Europæiske Union (EU) eller importeret fra andre lande. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at farlige stoffer tillades i produkter, når der findes alternativer der er mindre skadelige for sundhed og miljø. Kemikalier indgår som en naturlig del af den materielle velstand og komfort, som vi lever under i dag, og som mange vil have svært ved at undvære, men samtidig har de skabt enorme sundheds- og miljømæssige problemer. Der findes i dag menneskeskabte kemikalier, som er blevet spredt til alle kroge af kloden, og som kan findes i både vand, luft og jord. Det er blevet påvist, at disse kemikalier, selv i meget små mængder, kan påvirke økosystemer og dyr og føre til problemer såsom ophobning af miljøgifte i isbjørne og hvaler, med sundhedsmæssige effekter til følge. Der er desuden fundet tvekønnede fisk og snegle i bl.a. Danmark samt tvekønnede alligatorer i USA, hvilket er mistænkt for at hænge sammen med en stigende eksponering for sundhedsskadelige kemikalier. 1 En social-økonomisk analyse er en veletableret metode til afvejning af fordele og ulemper ved en handling, for samfundet som helhed.

6 INTRODUKTION 6 Mange videnskabelige undersøgelser har vist, at piger kommer tidligere i puberteten 2, og et stigende antal drengebørn bliver i Danmark født uden nedsunkne testikler (kryptorkisme) eller med en misdannelse på penis, hvor urinrøret munder ud for langt nede (hypospadi) 3. Desuden har Danmark, sammen med Norge, verdensrekord, når det kommer til antallet af patienter med testikelkræft (se figur 1). Flere og flere forskere bekræfter, at disse sundhedseffekter kommer, helt eller delvist, som følge af eksponering for hormonforstyrrende stoffer. WWF (Verdensnaturfonden) udførte i 2004 en ret kendt undersøgelse, hvor de udtog og undersøgte blodprøver fra miljø- og sundhedsministre fra 13 EU-lande. Blodprøverne blev testet for en bred vifte af industrielt fremstillede (menneskeskabte) kemikalier, som kan indvirke negativt på sundhed og miljø, og som bl.a. findes i dagligdagsprodukter som elektronik, tæpper, møbler, pizzabakker og i emballagen til mikrobølgepopcorn. Figur 1 Danmark og testikelkræft I gennemsnit blev der fundet 37 kemikalier per person ud af de 103, som testen omfattede. I blodet på den daværende danske miljøminister (Hans Christian Schmidt) blev der fundet 36 kemikalier. Af de fundne stoffer er nogle forbudt for flere årtier siden, men flere af dem er alligevel stadig i brug eller findes som en forurening i det omgivende miljø. Denne kemikalieforurening er en trussel imod vores helbred og naturen. Mange af de kemikalier, der blev fundet i ministrenes blod er persistente, bioakkumulerende og toksiske (giftige) kaldet PBT-stoffer. Mange af dem kan desuden forstyrre hormonsystemet hos dyr og mennesker. Problemet ved PBT-stoffer er, at de forbliver i vores miljø, selvom produktion og forbrug af dem standses. De kan ikke nedbrydes eller bliver det kun meget langsomt, og desuden vil rigtig mange af dem oplagres i fedtvæv på dyr og mennesker, da de er fedtopløselige. Som eksempel kan nævnes polychlorerede bifenyler (PCB), der er en gruppe industrikemikalier udviklet i 1920 erne, som især blev brugt i elektronikindustrien på grund af deres isolerende egenskaber og lave brandevne. Disse stoffer blev siden vist at kunne medføre bl.a. hjerneskader, og i dag er de forbudt i det meste af verden med Sverige som et af de lande, der var først med et forbud allerede i Grafen viser, at Danmark er det land i EU, som har den største forekomst af personer, som diagnosticeres med testikelkræft. De vandrette søjler angiver, hvor mange der i de enkelte EU-medlemslande er diagnosticeret med sygdommen. X-aksen angiver antallet af personer per Kilde: Modificeret fra org/cancerstats/types/testis/incidence/uk-testicular-cancerincidence-statistics (2008) Man regner med, at der er blevet produceret omkring to millioner tons PCB. En del af dette er blevet forbrændt, mens en endnu større del enten er blevet deponeret eller stadig findes i f.eks. de bygninger og elektroniske produkter vi omgives af. Resten er primært blevet udledt til havene og er havnet i kredsløbet. Resultatet er, at dyr og mennesker vil blive eksponeret for disse stoffer i generationer fremover, og bl.a. kan man finde dem i sæler og isbjørne i Arktis, hvor stofferne aldrig har været i brug, men blot er blevet overført via luft og vand. For at undgå en lignede problematik i de næste mange år er det nødvendigt, at vi får skærpet kemikalielovgivningen! 2 Miljøstyrelsen. Langtidseffekter af prænatal pesticideksponering : 3 Gabel, P. et al The risk of cryptorchidism among sons of women working in horticulture in Denmark: a cohort study. Environmental Health: A Global Access Science Source, 10: 100

7 1 EU og REACH Foto Pietro Naj-Oleari

8 EU OG REACH > HVORDAN ER EU OPBYGGET? 8 Hvordan er EU opbygget? Danmark er medlem af den Europæiske Union (EU), og dermed er mange dele af din hverdag underlagt en masse fælles love og reguleringer, som er bestemt og styret på EU-plan. Det berører så forskellige ting, som det du spiser, det tøj du har på, hvor stort et CO 2 -udslip vi som land må have, og hvor i havene der må fanges fisk. EU lovgiver først og fremmest på de områder, hvor problemer bedst løses i fællesskab. Når det handler om f.eks. kemikalier, er det oplagt, at alle lande har et ønske om at beskytte deres borgere mod sundhedsskadelige stoffer. Men det bliver dyrere for os alle, hvis hvert land har sine egne regler for, hvilke stoffer der må være i forskellige forbrugerprodukter såsom legetøj, elektriske apparater og kosmetik. Desuden ville de enkelte lande ikke have kapacitet til at regulere de mange tusinde stoffer og produkter, som produceres og importeres fra alle dele af verden. Fælles regler betyder, at virksomhederne kan opnå fordele ved at producere deres varer i meget større mængde, samt at flere virksomheder konkurrerer indbyrdes. Samtidig kan landene i fællesskab bedre overkomme at vedtage fælles regler, kræve risikovurderinger af de mange stoffer samt vurdere alle de data, som producenterne i denne sammenhæng skal levere. For at regulere alle disse forskellige områder vedtager EU-institutionerne regler, som de enkelte medlemslande skal følge ud fra nogle bestemte retningslinjer, alt efter hvilken type lov der indføres. De nye love eller regelsæt kan være udformet som enten forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger eller udtalelser. De adskiller sig primært ved måden, de skal håndteres på af de enkelte medlemslande. En forordning er almengyldig i hele EU. Det betyder, at den er bindende i alle sine enkeltheder og er gældende for alle medlemslande, så snart den er vedtaget. Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål f.eks. forbud mod et kemisk stof bindende for ethvert medlemsland, som det rettes til, men det er op til de nationale myndigheder at implementere det i den nationale lovgivning. En afgørelse er bindende i alle sine enkeltheder. Når den angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse. Henstillinger og udtalelser er ikke bindende. EU består af 28 medlemslande. Det nyeste medlemsland er Kroatien som blev optaget i sommeren EU s institutioner ligger hovedsageligt i Bruxelles i Belgien, men også byer som Luxembourg og Strasbourg huser centrale EU-institutioner.

9 EU OG REACH > HVORDAN ER EU OPBYGGET? 9 Figur 2 Den Europæiske Union Europa-Kommissionen Initiativret til at fremsætte forslag til ny lovgivning Europa-Parlamentet Organiseret i 8 politiske grupper. Ved den fælles beslutningsproces lovgiver Parlamentet i samspil med Rådet Ministerrådet Den centrale lovgivende institution i EU EU-Domstolen Den øverste juridiske myndighed i EU Opbygningen af den Europæiske Union, med de fire centrale institutioner; Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EU-Domstolen. De vigtigste institutioner i EU er Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Den Europæiske Unions Domstol, der normalt bare omtales som EU-Domstolen (se figur 2). Europa-Kommissionen består af en politisk ledelse med én kommissær fra hvert medlemsland samt embedsmænd. Hver kommissær leder et såkaldt generaldirektorat. Det er Kommissionen, der kan foreslå love og regler for hele EU, hvor ingen lande forfordeles, og det er desuden Kommissionens ansvar, at medlemslandene overholder de fælles love. Hvis de mener, at der sker overtrædelser, kan de anlægge sag imod det specifikke medlemsland. Dette vil ske ved EU-Domstolen. Når Kommissionen har fremlagt et lovforslag, skal det vedtages i Europa-Parlamentet og i Ministerrådet. Det er disse to institutioner, der sammen fungerer som den lovgivende magt i EU. Dog kan de ikke selv komme med lovforslag, men de kan vedtage, ændre eller afvise Kommissionens forslag. Man kan sige, at Parlamentet er de europæiske borgeres talerør, da dette består af direkte folkevalgte politikere. Danmark har 13 europaparlamentarikere 4, som repræsenterer forskellige politiske partier. Ministerrådet derimod består af en række råd for fagministre, f.eks. Miljøministerrådet og Det Europæiske Råd, hvor det sidstnævnte består af regeringscheferne fra de 28 medlemslande (Kroatien blev i sommeren 2013 optaget som det 28. medlemsland). For at fordele indflydelsen og magten så ligeligt som muligt mellem de europæiske organer, er det Parlamentets rolle at føre kontrol med Kommissionen. F.eks. skal parlamentarikerne godkende en ny Kommission, når medlemslandene har udpeget nye kommissærer 5. For at skabe dynamik i EU-arbejdet er der skabt en opbygning, hvor medlemslandene skiftes til at varetage Ministerrådet seks måneder af gangen. Man siger, at et bestemt land har EU-formandskabet. EU-formandskabslandet har grundlæggende to hovedopgaver: 1. At lede og tilrettelægge møderne i Rådets forskellige sammensætninger. F.eks. skal den danske Miljøminister lede Miljøministerrådsmøderne, når Danmark har formandskabet. Det er tanken, at formandslandet altid skal opføre sig neutralt og upartisk. 2. At repræsentere Rådet overfor EU s andre institutioner, ikke mindst Europa-Parlamentet og Europa- Kommissionen. Her skal de så at sige være de andre EU-medlemslandes talerør i forhandlinger med Parlamentet og Kommissionen. 4 Medlemmerne af Europa-Parlamentet, som alle er folkevalgte, kaldes europaparlamentarikere 5 EU og folketinget:

10 EU OG REACH > HVORDAN KAN EU PÅVIRKES? 10 Hvordan kan EU påvirkes? Mange parter prøver at påvirke beslutningerne i EU. Det kan være en stor privat koncern, virksomhed, fagbevægelse, miljøorganisation eller en lokal aktør, som f.eks. et dansk regionsråd. Mens f.eks. miljøorganisationerne oftest selv arbejder med at fremme deres sag, hyrer store virksomheder og erhvervsorganisationer ofte betalte lobbyister. En lobbyist er en person, som repræsenterer en særlig interesse over for politikere og embedsmænd og søger at påvirke lovgivningsarbejdet i EU i en ønsket retning. Lobbyisme foregår i alle led i EU s beslutningsproces og over for alle parter. Mange interesseorganisationer, virksomheder samt regioner og kommuner i Danmark har udstationeret medarbejdere i Bruxelles. Medarbejderne forsøger at påvirke beslutningstagerne i EU s institutioner med deres interesser og indsamler desuden viden tidligt i en beslutningsproces. Denne viden sendes derefter hjem og bruges af moderorganisationen/virksomheden i den danske beslutningsproces. Faktisk er lobbyisterne en uundværlig del af den demokratiske lovgivningsproces i både Danmark og EU. Lobbyisterne oplyser politikerne om mulige konsekvenser af specifikke beslutninger og lovforslag. Derved får politikerne et bedre beslutningsgrundlag. Der menes at være cirka lobbyister i Bruxelles. Ca. 60 % af lobbyisterne repræsenterer det private erhvervsliv, og 21 % repræsenterer den offentlige sektor. De resterende 19 % repræsenterer andre typer organisationer som f.eks. fagforeninger, forbruger- og miljøorganisationer (herunder flere NGO ere 6 ), kirker og tænketanke 7. Det er tydeligt, at der er en skæv fordeling af interesseorganisationer, hvilket især skyldes, at virksomheder og brancheorganisationer har langt de største økonomiske ressourcer. Det skyldes desuden historiske kendsgerninger. EU er en videreførelse af dét, der oprindeligt blev indledt som Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), og var dermed først og fremmest et økonomisk samarbejde. Dette medførte, at især det private erhvervsliv havde særligt store interesser på spil, når lovgivningen skulle udformes. I de enkelte EU-medlemslande er der større eller mindre demokratisk indflydelse på, hvordan regeringerne stemmer i EU. Når Danmark stemmer for eller imod et forslag i EU s Ministerråd, sker det på baggrund af en grundig beslutningsproces EU-koordineringsprocessen. Først er regeringen nået til enighed, og herefter skal den sikre sig, at der ikke er et folketingsflertal imod deres holdning til den aktuelle sag. Det sker ved, at Folketingets Europaudvalg giver et mandat til, hvordan regeringen skal stemme. Der er andre lande, hvor det nationale parlament har langt mindre indflydelse på regeringens politik i EU. Når en lovgivning er endeligt vedtaget på EU-plan, skal den afslutningsvist implementeres i de enkelte medlemslande. Lobbyisme kan have indflydelse på afstemninger i Europa-Kommissionen, -Parlamentet og Ministerrådet. 6 Non-governmental Organisation (NGO); en ikke-statslig organisation, der hverken støttes eller styres af staten 7 Kilde: EUropa på vej af Mads Dagnis Jensen og Julie Hassing Nielsen

11 EU OG REACH > HVORDAN KAN EU PÅVIRKES? 11 Europa-Parlamentet har igennem årene fået større og større indflydelse på EU s miljøpolitik. Parlamentet er den europæiske instans, som arbejder med størst åbenhed og dermed den instans, som er lettest at påvirke udefra. I den danske debat er det ofte blevet fremstillet, som om det er umuligt at få indflydelse på EU s beslutningsprocesser. Men bl.a. miljøorganisationers erfaring er, at det ikke er afgørende sværere at påvirke EU s beslutninger end at påvirke det danske Folketing. Dog kræver det, at man arrangerer sig på tværs af landegrænserne. Der er nogle hovedtendenser til, hvordan de forskellige partigrupper i Europa-Parlamentet stemmer i forbindelse med miljøspørgsmål, og dermed kan det have stor betydning, hvor man som lobbyist lægger presset. Den grønne gruppe i Parlamentet prioriterer naturligvis miljøspørgsmål højt. Desuden lægger den socialdemokratiske gruppe også kaldet socialistgruppen og den øvrige venstrefløj en del vægt på miljøproblematikken. Den store konservative/kristendemokratiske gruppe er normalt mere fodslæbende og i langt højere grad parat til at sætte industriens kortsigtede økonomiske interesser i centrum. Den liberale gruppe placerer sig ofte midt imellem, mens højregrupperne er de mindst miljøinteresserede. Natur-, miljø- og forbrugerorganisationerne i EU-landene arbejder tæt sammen. Dels er der Greenpeace og Verdensnaturfonden (WWF), som er egentlige internationale organisationer, dels er der paraplyorganisationer, hvor de enkelte nationale organisationer arbejder tæt sammen. Den største er European Environmental Bureau (EEB), som har et bredt arbejdsfelt med arbejdsgrupper for f.eks. kemikaliepolitik, nanoteknologi og luftforurening. Der er også mere specialiserede paraplyorganisationer, som f.eks. Pesticide Action Network (PAN-Europe), der arbejder med reduktion af pesticider. Disse organisationer har kontorer i Bruxelles, hvor de følger EU-arbejdet tæt, og der er en livlig kommunikation mellem disse kontorer og de tilsluttede organisationer i alle EU s medlemslande. Det samme gælder forbrugerorganisationerne, som er samlet i paraplyorganisationen BEUC (The European Consumer Organisation) i Bruxelles. Mange europaparlamentarikere det gælder også mange af de danske er meget bevidste om, at de bliver overdænget med argumenter fra erhvervsorganisationer (industri, landbrug, vognmænd, flyselskaber osv.), og de er derfor også åbne for at høre argumenter fra de grønne organisationer som modvægt. I USA findes der love, som regulerer lobbyisternes virke, mens der i EU som udgangspunkt er frit spil i forhold til, hvordan forskellige organisationer vælger at øve politisk indflydelse. For alligevel at sikre en meningsfuld diskussion om, hvordan der kan fastlægges rammer for lobbyvirksomhed på EU-plan, er det nødvendigt at definere de grundlæggende rammer for forbindelserne mellem EU-institutionerne og lobbyisterne. I den forbindelse har Europa-Kommissionen formuleret en grundholdning, der er fremført i Grønbog om et europæisk åbenhedsinitiativ 8, som blev lanceret i 2006 med en opfølgning i 2007: 1. Lobbyvirksomhed er et legitimt element i det demokratiske system, uanset om den gennemføres af individuelle borgere eller virksomheder, civilsamfundsorganisationer og andre interessegrupper eller virksomheder, der arbejder på andres vegne (public affairs-virksomheder, tænketanke og advokater). 2. Lobbyister kan hjælpe med at henlede EU-institutionernes opmærksomhed på vigtige spørgsmål. I nogle tilfælde yder EU finansiel støtte for at sikre, at visse interessegrupper effektivt kan give udtryk for deres synspunkter på EU-plan (f. eks. forbrugere, handicappede, miljøorganisationer m.fl.). 3. Samtidigt må der ikke øves uberettiget indflydelse på EU s institutioner gennem uretmæssig lobbyvirksomhed. 4. Når lobbygrupper søger at få medindflydelse på EU s formulering af politikker, skal det være klart for offentligheden, hvilket bidrag de yder i forhold til EU s institutioner. Det skal også tydeligt fremgå, hvem de repræsenterer, hvad deres formål er, og hvordan de finansieres. 5. Foranstaltninger vedrørende åbenhed skal være effektive og rimelige. I et forsøg på at skabe mere åbenhed omkring beslutningsprocessen og lobbyisternes rolle i EU indførte Europa-Kommissionen et frivilligt lobbyregister i juni Dette er et første skridt, men der er stadig ikke styr på, hvem der løber rundt på gangene. Problemet med en frivillig ordning kan være, at det altid kun er the good guys der melder sig. For at kunne regulere lobbyismen til fordel for alle borgerne i EU, vil det være utroligt fordelagtigt at vide, hvem der er lobbyister, og hvor mange der er. Et obligatorisk lobbyregister kan være en løsning på dette problem. Samtidig vil det give beslutningstagerne mulighed for bedre at finde ud af, hvem de står over for, og hvilke interesser, der er blevet hørt i en sag. 8 Grønbog om europæisk åbenhedsinitiativ, Kommissionen for de europæiske fællesskaber, maj 2006

12 EU OG REACH > KEMIKALIELOVGIVNINGEN I EU 12 Kemikalielovgivningen i EU I december 2006 vedtog EU en ny fælles kemikalielov kaldet REACH. REACH trådte i kraft den 1. juni 2007 og erstattede omkring 40 tidligere direktiver. Siden REACH blev vedtaget, har kemikalieproducenter og importører selv haft ansvaret for at fremskaffe viden om stoffernes egenskaber, herunder en evt. risiko ved at bruge dem, inden de kan blive godkendt. Før REACH trådte i kraft, var det op til myndighederne at påvise, at et kemikalie var farligt, hvis de ville have taget det af markedet. Loven har til formål at sikre, at de omkring forskellige kemikalier, der bruges i EU, er undersøgt i forhold til sikkerhed for mennesker og miljø, og at de bruges forsvarligt. Med REACH blev det slået fast, at kemikalielovgivningen i Europa bygger på forsigtighedsprincippet. Tidligere kunne alle eksisterende kemikalier bruges frit, med mindre en myndighed havde påvist en risiko for et specifikt kemikalie og efterfølgende forbudt anvendelsen. Kun stoffer, som var kommet på markedet efter 1981, blev automatisk pålagt krav om undersøgelse. Med gennemførslen af REACH er det fremover industrien, som skal påvise, at de producerer og anvender kemikalier forsvarligt. REACH omfatter både enkeltstoffer (kemikaliet i sig selv altså det kemiske stof), stoffer i kemiske blandinger og stoffer i artikler (se boks for definitioner). Lovgivningen medfører også, at anvendelsen af særligt problematiske stoffer (ofte kaldet SVHC-stoffer; Substances of Very High Concern) med tiden vil kræve en godkendelse. De farligste af disse stoffer skal substitueres (erstattes), hvis der findes egnede alternative stoffer eller teknologier. I forbindelse med, at REACH trådte i kraft blev også Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) oprettet. ECHA har en central rolle i den overordnede proces omkring retningslinjer for brugen af kemikalier. ECHA er placeret i Helsinki i Finland og er den instans, som tager imod registrering af eksisterende kemikalier. Alle registreringer bliver gennemgået, og udvalgte stoffer vurderes herefter af EU-landenes myndigheder, som enten kan godkende eller udstede begrænsninger for kemikalier, som de mener, vil udgøre en sundhedsrisiko for forbrugerne. Alt dette sker for at sikre en sammenhæng i lovgivningen i hele EU. De enkelte medlemslande har dog mulighed for, i perioder, at lave nationale særregler. Det har Danmark f.eks. gjort med forbuddet imod bisphenol A i sutteflasker, hvor de benyttede sig af forsigtighedsprincippet. Når et EU-medlemsland benytter sig af denne regel, REACH kort fortalt REACH er EU s store kemikalielov og dækker over ordene: Registration, Evaluation, Authorisation of Chemicals. Oversat til dansk: Registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier. Målet med REACH er at sikre et højt beskyttelsesniveau for mennesker og miljø og at øge virksomhedernes konkurrenceevne og innovation. Ansvaret for at skaffe viden om stoffernes egenskaber og risikoen ved deres anvendelse i forbindelse med godkendelse ligger, efter indførelsen af REACH, hos kemikalie-producenter og importører. Definitioner kemiske stoffer, produkter, blandinger og artikler Kemikalier er en samlet betegnelse for kemiske stoffer og blandinger af disse. Et kemisk stof er et grundstof og forbindelser heraf, som er naturligt eller industrielt fremstillet. I teknisk og lovgivningsmæssig forstand defineres et kemisk stof som stoffet, som det forekommer, eller som det fremstilles. Et kemisk stof kan indeholde tilsætningsstoffer, som er nødvendige for at bevare stoffets stabilitet. Kemiske stoffer kan også indeholde andre urenheder fra fremstillingsprocessen. Et kemisk produkt/blanding er en blanding eller opløsning, der er sammensat af to eller flere stoffer. Et kemisk produkt kan være fast, flydende eller gasformigt. En artikel er en genstand, der under fremstillingen har fået en bestemt form, overflade eller design, som har større betydning for dens endelige funktion end dens kemiske sammensætning har.

13 EU OG REACH > KEMIKALIELOVGIVNINGEN I EU 13 Figur 3 REACH tidslinje Registreringsdeadline : Stoffer > 1 tons/år Registreringsdeadline: Stoffer > 1000 tons/år R50/R53 stoffer > 100 tons/år CMR stoffer kategori 1 og 2 > 1 ton/år Registreringsdeadline: Stoffer > 100 tons/år Offentliggørelse af stoffer præregistreret af ECHA. Påbegyndelse af registrering Indledende registrering REACH træder i kraft 1/ /6-30/ / / / / Tidslinje over den fulde implementering af REACH. Selvom kemikalieloven trådte i kraft allerede i 2007, så kan man her se, at det først vil være i 2018, at den er fuldt implementeret. Dette skyldes bl.a., at producenter og virksomheder skal have en chance for at finde egnede alternativer til de kemikalier der ifølge REACH bliver forbudt, og at forhandlere skal have tid til at udskifte dele af deres sortiment. R50/R53 stoffer: klassificeret som miljøskadelige. tages den specifikke sag op på EU-niveau, og reglen vil herefter enten blive gældende i hele EU, eller det pågældende land vil få besked på at trække forbuddet tilbage, så der igen er enslydende regler for EU-medlemslandene. Sker det ikke, kan det pågældende land blive dømt ved EU-Domstolen for at bryde traktaten. Er et land først dømt for traktatbrud, kan det idømmes bøde, hvis det vedvarende tilsidesætter de samme regler. Inden REACH trådte i kraft, blev der lavet en tidslinje for den fuldstændige implementering (se figur 3), da det vil tage mange år at registrere, vurdere og godkende de op mod kemiske stoffer, som det skønnes, der er på markedet i EU 9. Tidslinjen er opdelt, så det først er de mest sundhedsskadelige stoffer, de såkaldte CMR-stoffer 10, sammen med miljøskadelige stoffer og de stoffer, der produceres i størst mængde (over 1000 tons/år), der skal registreres. Derefter er der registreringsfrist for stoffer, der produceres i mængder over 100 tons/år, og til sidst følger registreringen af de stoffer, hvor der produceres mere end 1 ton/år. Alle mængdegrænserne gælder for en enkelt virksomheds produktion eller import af et givent stof til EU. Et centralt mål med REACH er at fremme substitution (erstatning) af særligt farlige kemikalier med mere sikre alternativer indtil videre er dette dog kun sket for ganske få stoffer. Alene eksistensen af REACH godkendelsesprocessen sender dog et stærkt budskab til virksomhederne om, at de bør gennemgå de kemikalier, de bruger, og begynde at erstatte farlige stoffer med sikrere alternativer. Intentionen er, at lovgivningen skal fremme nytænkning samt føre til sikrere processer og anvendelsen af alternative teknikker. Om det bliver en realitet, vil de kommende års administration af lovgivningen vise. Hvis substitution af de nævnte stoffer, af tekniske grunde, ikke er mulig (f.eks. at der ikke findes et egnet stof på markedet, som kan erstatte det farlige), eller man skønner, at det alternative stof er for dyrt, 9 The European INventory of Existing Commercial chemical Substances (EINECS): 10 CMR betyder Carcinogen (kræftfremkaldende), Mutagen (ændrer arveanlæg) og Reproduktionstoksisk (skadelig for forplantningen), gælder for produktion > 1 ton/år/ producent.

14 EU OG REACH > KEMIKALIELOVGIVNINGEN I EU 14 vil stoffer kun være tilladt, når de socio-økonomiske fordele overstiger risikoen. Det vil sige, at de sociale og økonomiske fordele i forhold til menneskers sundhed og miljøet skal vurderes at være større end den risiko, som er forbundet med brugen af kemikaliet. Et eksempel på dette kunne være kemikalier, som bruges til rensning af vand i ulandene, hvor det er vigtigere, at befolkningen får rent vand, end at de bliver beskyttet mod en mindre mængde kemikalier, selv om de anvendte stoffer måske er mistænkt for at påvirke hormonsystemet eller er kræftfremkaldende. Der er nogle stoffer, som er undtaget fra registrering i henhold til REACH. Det gælder bl.a. pesticider og biocider (reguleret under bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler), stoffer der anvendes i humane- og veterinærmedicinske lægemidler samt stoffer, der anvendes i fødevarer eller foder. Desuden falder produktgruppen kosmetik udenfor REACH. Kosmetik er reguleret af det særlige kosmetikdirektiv, som er implementeret i dansk lovgivning i form af kosmetikbekendtgørelsen, som fra 2013 bliver ændret til kosmetikforordningen. Alle kosmetiske produkter skal dog registreres i henhold til REACH, men kemikaliesikkerhedsrapporten behøver ikke omfatte vurderinger af risici for miljøet. flydende eller forekomme som en gas. Maling og vaskemiddel er eksempler på kemiske produkter. En artikel er en genstand, der under fremstillingen har fået en bestemt form, overflade eller design, som har større betydning for dens endelige funktion end dens kemiske sammensætning har. Eksempler på artikler er biler, tekstiler, batterier, tapet og elektronisk udstyr. Når man bruger begrebet kemikalier, dækker det over både kemikalier og blandinger af disse. Ofte vil man opleve, at kun begreberne kemikalier og artikler bliver brugt, men man skal altså være opmærksom på de lovgivningsmæssige forskelle, hvor der skelnes mellem de fire begreber, som også tidligere er beskrevet i en boks. Kosmetik skal blot være sikker for menneskers sundhed, når det anvendes under normale betingelser eller betingelser, som med rimelighed kan forudses, under hensyntagen til b.la. præsentationsmåde, mærkning og anvisninger vedrørende anvendelse og bortskaffelse. Ovenstående afsnit beskriver med al tydelighed, hvor mange undtagelser, der findes i REACH, og her er blot nævnt nogle udvalgte eksempler. Inden loven bliver beskrevet nærmere i sine enkeltheder i de følgende kapitler, er der nogle begreber, som er gode at være bekendt med. F.eks. bliver der skelnet mellem en artikel og et produkt, hvor der hver især gælder forskellige regler 11. Et kemisk stof er et grundstof og forbindelser af et grundstof, som er naturligt eller industrielt fremstillet. I teknisk og lovgivningsmæssig forstand defineres et kemisk stof som stoffet, som det forekommer, eller som det fremstilles. Et kemisk produkt/blanding er en ensartet blanding eller opløsning, der er sammensat af to eller flere stoffer. Et kemisk produkt kan være fast, 11 Miljøstyrelsens hjemmeside:

15 EU OG REACH > RISIKOVURDERING 15 Risikovurdering Når man vil undersøge, om kemikalier har farlige virkninger på mennesker og miljø, laver man en såkaldt risikovurdering. Det er imidlertid en ret kompliceret affære at lave risikovurderinger. Man skal have kendskab til mange faktorer, for at det kan blive en fyldestgørende analyse, og desuden laver man ofte særskilte vurderinger for mennesker (human risikovurdering) og miljø (økotoksikologisk risikovurdering). Den humane risikovurdering er som regel den mindst komplicerede, men samtidig, i mange tilfælde, den mest nøjagtige, for her kigger man kun på én art mennesket. I den økologiske risikovurdering er det virkningen på miljøet generelt, man risikovurderer, og det inkluderer selvsagt tusinder af arter. Formålet med en risikovurdering er at få samlet al den eksisterende viden til en ensartet præsentation, så beslutninger om en eventuel regulering kan ske på en konsekvent og overskuelig måde, hvor der bliver taget hensyn til alle videnskabelige data. et stof. Processen er særdeles tidskrævende, hvilket er en af grundene til, at kemikalieregulering sker i et meget langsomt tempo. Derfor rejser f.eks. miljøorganisationer og fagbevægelser ofte krav om, at stoffer skal reguleres på baggrund af deres fareegenskaber, uden at afvente en risikovurdering. Risikovurdering er et vigtigt krav i EU s lovgivning i forbindelse med at kontrollere produktion, anvendelse og udledning af kemikalier. Den lovgivningsmæssige risikovurdering er meget omfattende og beskrevet i The Technical Guidance Document (TGD) 12, hvor det primære mål er at tage højde for individuelle kemikaliers mulige effekter på mennesker og miljø. Risikovurderingen er en forudsætning for, at miljø- og sundhedseffekter af et givent stof kan blive implementeret og reguleret i en konkret lovgivning. Normalt vil der foreligge en bred vifte af videnskabeligt arbejde og dokumentation, som en myndighed - f.eks. Arbejdstilsynet - efterfølgende laver en risikovurdering ud fra. Et eksempel kunne være, at forskere har undersøgt, hvordan bly påvirker menneskers sundhed. I denne sammenhæng har de lavet forsøg, hvor de eksempelvis har testet for kræftfremkaldende effekter, effekter på hjerte-karsystemet, fosterskadende effekter, adfærdsmæssige effekter samt allergiforstærkende effekter. Resultaterne fra alle disse forsøg bliver derefter gennemgået samlet for på den måde at få en risikovurdering, der dækker bredest muligt. En risikovurdering har den ulempe, at den bliver meget omfattende fordi man søger at beskrive alle tænkelige måder, hvorpå mennesker og miljø kan udsættes for 12

16 EU OG REACH > GRÆNSEVÆRDIER 16 Grænseværdier En grænseværdi for et stof fortæller, hvor meget der må være af stoffet i eksempelvis en fødevare eller i jorden. Grænseværdier tager udgangspunkt i, hvor meget, man efter eksperternes mening, kan indtage af et stof hver dag hele livet igennem uden forøget risiko for, at man eksempelvis bliver syg. Mindre overskridelser af grænseværdien i kortere perioder er derfor uden sundhedsmæssig betydning. Når en grænseværdi for kemikalieindhold i fødevarer skal fastsættes, skal eksperterne først finde ud af, hvor meget af stoffet mennesker kan tåle. Dernæst skal de vide, hvor meget vi typisk spiser af de forskellige fødevarer. På den baggrund kan der fastsættes en grænseværdi for, hvor meget der må være af stoffet i hver enkelt fødevare. Man kan aldrig garantere, at vurderingen af et stofs sundhedsmæssige egenskaber ikke forandres. Grænseværdier kan ændres, hvis ny viden viser, at det er påkrævet. Nye forskningsresultater kan f.eks. afdække hidtil ukendte egenskaber ved stoffet. vi ved ikke, om dette også gælder, når man udsættes for hormonforstyrrende stoffer igennem længere tid eller i særligt følsomme perioder i menneskers liv, f.eks. fosterstadiet. Der er gentagne eksempler på, at dyrs udvikling er påvirket af længerevarende kontakt med hormonforstyrrende stoffer. Der er fundet fisk og snegle med kønsforstyrrelser, hvor det i flere tilfælde er blevet påvist, at forstyrrelserne skyldes forurening med hormonforstyrrende stoffer. I andre tilfælde kender man ikke årsagen. Hertil kommer, at det gennem dyreforsøg er påvist, at visse kemikalier påvirker dyrenes hormonbalance og dermed deres normale kønsudvikling. Det kunne derfor tyde på, at det ville være fordelagtigt for mennesker og miljø, hvis der blevet arbejdet hen imod at få fastsat grænseværdier for forskellige hormonforstyrrende stoffer. Alternativt bør stofferne helt udfases, hvis det viser sig, at der ikke kan fastsættes en nedre tærskelværdi, hvorunder stoffet ingen miljø- eller sundhedsmæssige effekter har. På trods af megen forskning i hormonforstyrrende stoffer er det begrænset, hvad vi ved om stoffernes påvirkning af mennesker i de mængder, som vi udsættes for i dagligdagen. Hormonsystemet genopretter som regel sig selv efter kortvarige ydre påvirkninger, men Akutte effekter af et kemikalie undersøges som regel ved at udføre såkaldte LD 50 -forsøg (LD står for Lethal Dose dødelig dosis). I sådanne forsøg bliver forsøgsdyr (f.eks. mus) udsat for så høje doser af et givent stof, at mange dør. Formålet er at finde frem til den dosis, ved Figur 4 Dosis-respons-kurver Respons Respons Dosis Dosis Dosis-respons-kurver, som de oftest ser ud. Til venstre en sigmoid kurve, som er mest almindelig. Her vil der være en nedre tærskelværdi, hvor eksponeringen for et givent stof ikke medfører skadelige effekter, hvorefter øget dosis vil medføre øget respons. Til højre er der vist en lineær kurve. Denne beskriver f.eks. et kræftfremkaldende stof, hvor der ikke kan fastsættes nogen tærskelværdi, hvorunder eksponeringen af stoffet ikke medfører øget risiko for at udvikle kræft. Lige meget hvor lille en dosis man udsættes for, øger det risikoen for sygdom.

17 EU OG REACH > GRÆNSEVÆRDIER 17 hvilken 50 % af dyrene dør. Det er denne værdi man kalder LD 50 ; altså den dosis, hvor halvdelen af de eksponerede individer dør. Ved fastsættelse af grænseværdier vurderer forskerne på baggrund af en række videnskabelige forsøg, om der findes en tærskelværdi for det kemiske stof eller ej. Finder man en tærskelværdi betyder det, at hvis man udsættes for koncentrationer af stoffet, som ligger under denne grænse vil det ikke have skadelige effekter, hvorimod en udsættelse for større koncentrationer vil kunne føre til skade på mennesker og/eller miljø. For kræftfremkaldende stoffer findes der ingen nedre tærskelværdi (se figur 4). Man kan altså ikke udsættes for selv den mindste koncentration af stoffet, uden at det i nogen grad øger risikoen for at udvikle kræft. Når dette er tilfældet, bruger man ofte begrebet livstidsrisiko. I Danmark tolereres som regel en livstidsrisiko på 10-6, hvilket betyder, at man tolererer ét ekstra tilfælde af kræft, på baggrund af eksponering for det givne stof, for hver 1 million mennesker i løbet af en normal levetid, som er fastsat til 70 år. Hvor store koncentrationer kan mennesker tåle? Den sundhedsmæssige risiko ved kemiske stoffer i fødevarer vurderes på basis af videnskabelige undersøgelser, der bl.a. omfatter fodringsforsøg på dyr, f.eks. mus og rotter. I de fleste tilfælde er det internationale videnskabelige komitéer som EU s Videnskabelige Komité for Fødevarer eller i FN-regi Det Fælles FAO/ WHO-ekspertudvalg for Tilsætningsstoffer (JECFA = Joint Expert Committee on Food Additives), der foretager vurderingerne af tilsætningsstoffer, forureninger og naturlige giftstoffer i fødevarer. Det danske Fødevaredirektorat har også ekspertise til at foretage disse vurderinger og har deltaget aktivt i det internationale arbejde i mange år. Ved vurderingen af stofferne fastsættes ofte en ADI- eller TDI-værdi (Acceptabel Dagligt Indtag og Tolerabel Dagligt Indtag). Disse værdier minder meget om hinanden, da de begge er et udtryk for, hvor meget vi maksimalt må udsættes for af et bestemt stof (se nedenfor). Ifølge FAO/WHO s ekspertkomité JECFA udgør denne mængde sædvanligvis en hundrededel af den højeste dosis, som et forsøgsdyr kan indtage dagligt hele livet uden påviselige skader (ved dyreforsøg kaldes denne faktor for NOAEL, hvilket betyder 'No Observed Adverse Effects Level' nuleffektdosis). Sikkerheds-/usikkerhedsfaktoren på 100 kan variere alt efter, hvilket stof Eksperter bestemmer, ud fra videnskabelige data, hvor store mængder af forskellige stoffer der må være i vores fødevarer. Dette skal sikre befolkningen imod sundhedsskadelige effekter ved normalt indtag af mad og drikke. det drejer sig om. Det er en faktor, der tager højde for både variationen mellem forskellige arter f.eks. mellem mus og mennesker, og variationen mennesker imellem, f.eks. den fysiske variation mellem børn og voksne. Det vil sige, at hvis man ved dyreforsøg har påvist, at et givent stof ikke medfører sundhedsskadelige effekter ved en koncentration på 4,5 mg/kg/dag, finder man den tilsvarende ADI/TDI ved beregningen: Her vil man altså på baggrund af dyreforsøg vurdere, at et menneske kan tåle at indtage 45 µg/kg kropsvægt/ dag af det givne stof. ADI er en forkortelse for Acceptabel Daglig Indtagelse og anvendes normalt for stoffer, som må bruges ved produktion af fødevarer, men som skal vurderes, før de tillades. Dvs. man tilsætter bevidst et kemisk stof for at opnå en ønsket virkning trods de negative bivirkninger, der samtidig kan optræde. ADI er et mål for, hvor stor en mængde af stoffet en person kan indtage gennem et helt liv uden nogen sundhedsmæssig risiko. Eksempler på stoffer, som er tildelt en ADI-værdi, er tilsætningsstoffer, herunder bl.a. farvestoffer, konserveringsmidler og sødestoffer. Alle godkendte tilsætningsstoffer er samlet på den såkaldte Positivliste. Heraf fremgår det, hvilke tilsæt- Foto Catherine Lane

18 EU OG REACH > GRÆNSEVÆRDIER 18 ningsstoffer, der må tilsættes til hvilke fødevarer og i hvilke mængder. TDI er en forkortelse for Tolerabel Daglig Indtagelse og benyttes ofte til stoffer, hvor man ikke helt kan styre deres tilstedeværelse i fødevarer, og som man derfor i et vist omfang er nødt til at tolerere. Det gælder f.eks. tungmetaller og dioxiner, der findes som forurening i miljøet omkring os. Den tolerable daglige indtagelse er den mængde af stoffet, som et menneske vurderes at kunne indtage dagligt hele livet igennem uden sundhedsmæssig risiko. Eksempler på stoffer, som er tildelt en TDI-værdi, er bly og cadmium. Ofte anvendes en sikkerhedsfaktor, som er betydeligt under de 100, som nævnes ovenfor netop fordi der er tale om vidt udbredte forureninger, som ikke umiddelbart kan fjernes. ADI og TDI fastlægges på grundlag af den samlede viden om stoffets giftighed. Denne viden stammer bl.a. fra dyreforsøg. Der tages også hensyn til eventuelle virkninger på lang sigt, bl.a. om stofferne kan fremkalde kræft. Eksperterne stiller desuden krav om resultater fra såkaldte reproduktionsforsøg, der belyser stoffets indvirkning på forsøgsdyrs frugtbarhed og sundhed over flere generationer. Hvis der findes viden om et stofs virkning på mennesker, f.eks. fra anvendelse i medicin eller fra kemiske forureninger, bliver det også inddraget i vurderingen. Det er vigtigt at bemærke, at ADI og TDI hverken er en faregrænse eller en absolut grænseværdi, men et udtryk for, hvad eksperterne på baggrund af videnskabelige data vurderer, at man dagligt kan indtage livet igennem uden risiko. Selvom det ikke er ønskeligt, vil mindre overskridelser af de fastsatte værdier i kortere perioder være uden sundhedsmæssig betydning på grund af sikkerhedsfaktoren. Hvis denne er betydeligt under 100, kan det dog alligevel være problematisk. Ikke mindst på baggrund af, at der ikke er taget højde for f.eks. cocktaileffekterne ved tilstedeværelsen af flere stoffer i samme produkt. Det er derfor muligt, at de sikkerhedsfaktorer, som anvendes ved fastsættelsen af ADI og TDI, ikke altid giver det tilsigtede beskyttelsesniveau.