Status og perspektivoplæg for arbejdsskadeområdet

Transkript

1 Status og perspektivoplæg for arbejdsskadeområdet

2 Indhold Indledning Resumé Generel status Status for 2003-arbejdsskadereformen Status for andre aktuelle initiativer på arbejdsskadeområdet LO-fagbevægelsens 9 forslag til initiativer på arbejdsskadeområdet her og nu Opmærksomhedspunkter for LO-fagbevægelsens de nærmeste år Forsidefoto: Mark Knudsen/Monsun 2

3 Status og perspektivoplæg for arbejdsskadeområdet Indledning LO-fagbevægelsen har gjort status for udviklingen på arbejdsskadeområdet og udpeget de perspektiver og initiativer, som skal have særlig opmærksomhed nu og de kommende år. Vi ønsker et øget samspil imellem arbejdsskadesikringsloven og fremme af fastholdelse og forebyggelse på arbejdsmarkedet. Samtidig er der behov for bedre erstatningsmuligheder for de arbejdsskadede. Perspektivoplægget og de ni konkrete forslag skal bidrage til at realisere disse ønsker. Resumé Perspektivoplægget indledes med en generel status, som omtaler på hvilke måder LO-fagbevægelsen er involveret i den samfundsmæssige og politiske udvikling af arbejdsskadeområdet. Derefter følger status for 2003-arbejdsskadereformen, som gav arbejdsskadesikringsloven helt nye arbejdsskadebegreber og frister for sagers behandling mv. Reformen har været i kraft i 6-7 år og har medført visse forbedrede erstatningsmuligheder. Overordnet er reformens politiske pejlemærker nået, men der er fortsat behov for at få afklaret, hvilke ulykkessager som afvises. Samtidig er det fortsat meget vanskeligt at få anerkendt psykiske arbejdsskader samt bevægeapparatskader. I forhold til 2003-reformen vil LO-fagbevægelsen derfor de kommende år analysere nærmere, om erhvervssygdomsbegrebet og ulykkesbegrebet er rummeligt nok til at opfylde 2003-reformens ambition om flere anerkendte arbejdsskader. Den efterfølgende status for andre aktuelle initiativer på arbejdsskadeområdet viser eksempler på forbedrede erstatningsmuligheder gennemført af et bredt politisk flertal. Status viser imidlertid også, at der fra den borgerlige VK-regering har været lagt op til eller gennemført snævre forlig til ugunst for skadelidte, og med forsøg på at få omkostninger pålagt samfundet i stedet for de skadeansvarlige, som burde betale regningen. Samlet viser erfaringerne, at arbejdsskadeområdet fortsat har brug for LO-fagbevægelsens opmærksomhed, hvis skadelidte skal sikres en god retsstilling. Derefter følger LO-fagbevægelsens»9 forslag til initiativer på arbejdsskadeområdet her og nu«, som skal fremmes inden for en kortere tidshorisont: Forslag 1. Udredning om perspektiver i tidlig behandling og fastholdelse; Forslag 2. Permanent fastholdelsesindsats finansieret over arbejdsskadesikringen; Forslag 3. Negative følger af samlede af - gørelser afskaffes; Forslag 4. Godtgørelsen for psykisk mén forhøjes; Forslag 5. Udredning om niveauet for méngodtgørelse; Forslag 6. Arbejdsskadesikring af repræsentanter i a/s-bestyrelser; Forslag 7. Fuld kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning; Forslag 8. Erhvervsevnetab under 15 pct. skal også kompenseres; Forslag 9. Styrkelse af de arbejdsmedicinske klinikker. Endelig udpeges der under»opmærksomhedspunkterer for LO-fagbevægelsens de nærmeste år«nogle temaer, hvor LO-fagbevægelsen vil analysere nærmere om der er behov for initiativer. Det gælder: Afviste arbejdsulykker, erhvervssygdomsbegrebets rummelighed, arbejdsskadedækning ved erhvervsmæssig bilkørsel samt underrapportering af arbejdsskader. Generel status Resultaterne af arbejdsskadereform 2003 har LOfagbevægelsens særlige opmærksomhed, fordi reformen på vores anbefaling indførte et helt nyt erhvervssygdoms- og arbejdsulykkesbegreb samt kortere frister for sagsbehandling for at fremme flere anerkendte og hurtigere afgjorte arbejdsskader i arbejdsskadesikringsloven Når det gælder udmøntning af det nye erhvervssygdomsbegreb er LO-fagbevægelsen direkte involveret, idet Arbejdsskadestyrelsen forestår den løbende udvikling af anerkendelsespraksis i et tæt samarbejde med parterne i Erhvervssygdomsudvalget. Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg modtager årligt en redegørelse om udviklingen. 1 På erhvervssygdomsområdet indgår parterne samtidig direkte i styringen af AES-ordningens indkrævning af arbejdsgiverbidrag til dækning af erstatningsudgifter mv. på området. På sigt er det meningen, af AES-ordningen skal udvikle forebyggende elementer. For ulykkesbegrebet er der ikke en tilsvarende lovfæstet inddragelse af parterne i udvikling af anerkendelsespraksis mv. LO-fagbevægelsen søger derfor indflydelse igennem dialogmøder med Ar- 1 Redegørelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

4 Foto: Lars Kemp Mortensen/Monsun bejdsskadestyrelsen, høringer, afklarende retlige søgsmål og ankesager samt politiske initiativer. Parterne er ikke involveret i opkrævning af forsikringspræmier mv., idet ulykkesområdet er placeret på det private forsikringsmarked. Når det gælder indflydelse på en række andre forhold af betydning for de arbejdsskadede, som f.eks. erstatningernes størrelse og samspil med anden lovgivning, er partsinddragelsen afhængig af den aktuelle politiske situation. Dette illustreres under afsnittet»status for andre aktuelle initiativer på arbejdsskadeområdet«. Dertil kommer den indsats som LO-fagbevægelsen gør lokalt og regionalt på arbejdsskadeområdet via sin støtte til den arbejdsskadede, indspil i forebyggelses- og fastholdelsesindsatsen og sparring med de arbejdsmedicinske klinikker mv. Status for 2003-arbejdsskadereformen 2003-reformen blev vedtaget med bred politisk opbak ning og har været i kraft i 6-7 år. Reformen har med ført forbedrede erstatningsmuligheder. Der ses des uden klare forbedringer, når det gælder Arbejdsskadestyrelsens overholdelse af lovens frister for afgørelse. Der anerkendes nu 80 pct. af de anmeldte arbejdsulykker mod 64 pct. før reformen, og tendensen går mod reformens pejlemærke på 85 pct. Der er fortsat behov for præcisering af retstilstanden, og særligt i sager som afvises med henvisning til lovens egnethedskriterium. Der anerkendes 1000 flere erhvervssygdomme årligt end før reformen, og der er sket visse lempelser af anerkendelseskriterierne eksempelvis for bevægeapparatsskader og det psykiske område. Men det er fortsat meget vanskeligt at få anerkendt psykiske arbejdsskader samt bevægeapparatsskader, blandt andet fordi det på disse områder er meget vanskeligt at påvise en entydig årsagssammenhæng imellem skaden og arbejdet, gennem forskning og anden erfaring. Med hensyn til erhvervssygdomsbegrebets principper for dokumentation af årsagssammenhæng er der brug for løbende at vurdere om begrebet er rummeligt nok og at udvikle anerkendelsespraksis på baggrund af ny viden og erfaring. Dette skal ses i lyset af de få sager som anerkendes, når det gælder bevægeapparatet, herunder inden for rengøringsog plejeområdet samt på det psykiske område. Efter reformen er der løbende sket klare fremskridt med hensyn til opfyldelse af tidsfrister og kvalitetskrav i Arbejdsskadestyrelsen, men der er stadig plads til forbedring for helt at nå de mål, som er sat i reformen. 4

5 Foto: Sonja Iskov Der er med andre ord fortsat stort behov for, at LO-fagbevægelsen har fokus på 2003-reformens implementering. Status for andre aktuelle initiativer på arbejdsskadeområdet I perioden fra 2003 har en række lovændringer og retlige afgørelser fået væsentlig betydning for de arbejdsskadedes retsstilling både i positiv og negativ retning. Senest er der i 2011 i forbindelse med lovudkast L136 fulgt op på 2 retssager som LO-forbund har ført. Disse viste, at man under revalidering er dårligere stillet erstatningsmæssigt ved en arbejdsskade end ved en fritidsskade. Den borgerlige VK-regerings første udspil til en løsning ville betyde en voldsom forringelse af erstatningerne og det offentliges regres- og skatteprovenu. Til gengæld ville forslaget give store besparelser til skadevolder og forsikringsselskaberne. Imidlertid valgte regeringen efter massiv kritik fra LO-fagbevægelsen at stille et ændringsforslag, som efterfølgende blev vedtaget af et bredt politisk flertal i juni 2011, idet forslaget er til klar fordel for 5

6 de arbejdsskadede. Forløbet illustrerer den udfordring som erstatningsområdet løbende konfronteres med, når visse dele af det politiske system primært søger at fremme skadevolders/arbejdsgivernes økonomiske interesser. Lov L211 er et eksempel på en forringelse, som ikke kunne forhindres politisk. Her gennemførte den borgerlige regering i 2010 sammen med et snævert flertal en ændring af arbejdsskadesikringslovens kapitaliseringsfaktor som betyder, at de arbejdsskadede ikke får den fulde gavn af skattereformens afskaffelse af mellemskatten. Forringelsen gennemførtes uanset, at principperne for erstatningsberegninger var blevet fastlagt så sent som i 2007 med bred politisk opbakning og på baggrund af en indstilling fra en enig partsforhandling. Endnu et eksempel på at friholde skadevolder er fra foråret 2011, hvor den borgerlige VK-regering aftalte med Dansk Folkeparti og løsgængeren Pia Christmas Møller, at Arbejdsskadestyrelsens fastholdelsescenter skal gøres permanent. Det sker ved, at der årligt tages 12 mio. kr. fra Forebyggelsesfonden på arbejdsmiljøområdet, og det vil sige fra skatterne og finansloven. Isoleret set er fastholdelse af arbejdsskadede på arbejdsmarkedet et plus, men et permanent center burde i stedet finansieres af arbejdsskadepræmier, fordi fastholdelse er i arbejdsgivernes helt klare økonomiske interesse. Endelig kan det nævnes, at VK-regeringen uden forudgående høring og med virkning fra 1. august 2011 har ændret méntabellen, så der i realiteten lægges en overligger på godtgørelserne på det psykiske område. Det sker som led i veteranpolitikken, men berører også erstatninger i almindelighed. Det betyder, at der lægges et loft på den økonomiske godtgørelse for helbredsmæssigt mén på 35 pct., når det gælder psykiske skader i form af posttraumatisk stresssyndrom. Til sammenligning kan man med en fysisk arbejdsskade få en méngrad på op til 120 pct. På positivlisten er lov L144, hvor et bredt politisk flertal i 2011 ændrede forældelsesloven så sager på f.eks. asbest-, kviksølv- og nano-området, ikke længere kan forældes. Ændringen er initieret af bl.a. LO-fagbevægelsen og arbejdsmedicinere i forbindelse med kviksølvsagerne fra Grindsted og asbestsagerne fra Ålborg Eternit, som havde udsigt til at blive forældet fra 1. januar De senere år har således vist flere eksempler, hvor der fra politisk hold er lagt op til eller gennemført ændringer til ugunst for skadelidte, og hvor forberedelsen er sket med kort høring og uden reelt at inddrage parterne i løsningerne. I andre tilfælde søges omkostninger pålagt samfundet i stedet for de skadeansvarlige, som burde betale regningen. Samlet viser erfaringerne, at arbejdsskadeområdet fortsat har brug for LO-fagbevægelsens opmærksomhed. Når de arbejdsskadede skal sikres en god retsstilling og et retfærdigt erstatningsniveau skal opmærksomheden rettes mod såvel det politiske som det administrative system. Samtidig er det en vigtig opgave for LO s medlemsforbund at gennemføre konkrete klagesager samt retlige søgsmål, som kan afdække principielle og uhensigtsmæssige forhold omkring erstatningsniveauet og erstatningslovenes rækkevidde mv. Foto: Søren Weile 6

7 7 Foto: Mark Knudsen/Monsun

8 LO-fagbevægelsens 9 forslag til initiativer på arbejdsskadeområdet her og nu Forslag 1: Udredning om perspektiver i tidlig behandling og fastholdelse Der skal gennemføres en analyse og perspektivering af skadelidtes fordele i et øget samspil imellem arbejdsskadesikringsloven og fremme af tidlig medi cinsk behandling og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Der har de senere år været større samfundsmæssig opmærksomhed på initiativer, som kan fremme tidlig medicinsk behandling og fastholdelse af arbejdsskadede. Arbejdsskadestyrelsen har taget et initiativ med et særligt koordinerende fastholdelsescenter, og forsikringsselskaberne har også projekter på området. Udviklingen kræver opmærksomhed, så skadelidte sikres optimale vilkår i forhold til tidlig medicinsk behandling og fastholdelse på arbejdsmarkedet, men også erstatningsmæssigt, etisk og i forhold til retssikkerhed for skadelidte. Arbejdsskadestyrelsen har desuden i 2010 igangsat et inspirationsprojekt. Formålet med projektet er at indsamle viden om fem udvalgte forsikringsselskabers arbejde med aktiv skadebehandling med henblik på eventuelle justeringer af arbejdsskadesikringsloven. Tilsvarende har Arbejdsskadestyrelsen indledt et samarbejde med fem udvalgte kommuner med henblik på skadelidtes fastholdelse på arbejdsmarkedet. LO har erfaret, at der i projektet indgår, at forsikringsselskaber kan give ydelser i forhold til medicinsk behandling mv. som kan ligge ud over lovens formelle ramme. Når forsikringsselskaber som jo principielt varetager den erstatningsansvarliges interesser agerer på nye måder, skal der være opmærksomhed på, at det ikke må ske på bekostning af skadelidtes retsstilling og god forvaltningsretlig etik. Samtidig skal der være stor opmærksomhed på, at man ikke i sin iver for at opfylde generelle ønsker og regler kommer til for hurtigt at presse den konkrete skadelidte ud i en raskmelding. Forslag 2: Permanent fastholdelsesindsats finansieret over arbejdsskadesikringen Forslaget indgår også i LO s perspektivoplæg på arbejds miljøområdet»flere hænder gennem forebyggelse«. Arbejdsskadestyrelsens Fastholdelsescenter/indsats skal gøres permanent og finansieres af arbejdsgivernes præmier og bidrag til den lovpligtige arbejdsskadesikring. Arbejdsskadestyrelsen har gennem en årrække haft et forsøg med et særligt Fastholdelsescenter, som står for koordinerende fastholdelsesinitiativer imellem involverede aktører, herunder kommuner, arbejdsgivere, forsikringsselskaber, skadelidte m.fl. Forsøgsprojektet var fra start finansieret via satspuljemidlerne med 7,5 mio. kr. pr. år. Med finansloven for 2011 var der udsigt til, at centret skulle stoppe, men centret blev med bred politisk enighed forlænget via satspuljemidler. Som led i den borgerlige VK-regerings aftaler med Dansk Folkeparti, Pia Christmas Møller og finanslovsforslag 2012, lægges der imidlertid op til, at centret gøres permanent med 12 mio. kr. årligt som tages fra Forebyggelsesfonden, og dermed finansieres via skatterne. Fastholdelse på arbejdsmarkedet er som udgangspunkt et plus for skadelidte og en økonomisk fordel for den erstatningsansvarlige/arbejdsgiverne. Derfor bør et permanent fastholdelsescenter i stedet for finansieres via arbejdsgivernes betaling til den lovpligtige og obligatoriske arbejdsskadesikring. Forslag 3: Negative følger af samlede afgørelser afskaffes Loven skal ændres, så bestemmelsen om samlede afgørelser ikke blokerer for tidlig medicinsk behandling af skader og fastholdelse af arbejdsskadede på arbejdsmarkedet. Lovens bestemmelse om samlede afgørelser giver forsinkelse i en række juridisk set simple ulykkessager mv., hvorved ventetiden for afklaring af ménog erhvervsevnetabsafgørelser blokerer for den meddelelse om anerkendelse, som skal til for at der kan ydes tilskud til medicinsk behandling mv. Se i øvrigt forslag 1. Forslag 4: Godtgørelsen for psykisk mén forhøjes Godtgørelsen for psykisk mén skal sættes op gennem en revision af den vejledende méntabel. 8

9 Foto: Mark Knudsen/Monsun Den borgerlige VK-regering har som led i veteranpolitikken indført en vis forhøjelse og en»overligger«på méngodtgørelser for visse tilfælde af posttraumatiske belastningsreaktion (PTSD). Godtgørelsen kan herefter fastsættes til maksimum 35 pct., hvis skadelidte har en svær PTSD og samtidig har anden psykisk sygdom. Kompensationsniveauet er således kun forbedret for svær PTSD med samtidig anden psykisk sygdom, hvilket betyder en diskriminering af de skadelidte som (kun) har en let, moderat eller middelsvær PTSD. Den politisk indførte»overligger«bryder med den gældende praksis, hvor méngodtgørelsen fastlægges ud fra en individuel vurdering af skadelidtes situation principielt uden fast maksimum og hvor den administrativt fastsatte méntabel er vejledende udgangspunkt for gældende praksis. LO finder det uacceptabelt for skadelidtes retssikkerhed, at den individuelle vurdering reelt er afskaffet, når det gælder tilfælde med svær PTSD og samtidig anden psykisk sygdom. Det er desuden LO s vurdering, at ændringen til 35 pct. for svær PTSD ikke giver en forbedring for ret mange skadelidte, når der ifølge Arbejdsskadestyrelsens egne oplysninger kun har været to personer siden 2002, der har fået diagnosen svær posttraumatisk belastningsreaktion. Endelig harmonerer en kompensation på 35 pct. ikke med en så invaliderende tilstand som diagnosen PTSD + anden psykisk sygdom er udtryk for. End ikke de berørte grupper veteranerne, hvis psykiske problemer var den konkrete årsag til initiativet er blevet hørt inden regeringen traf sin beslutning. Fastlæggelsen af ménprocenten er således blevet en politisk og økonomisk afgørelse, hvor de berørte parter ikke er blevet hørt. Inden ændringen var 25 pct. det vejledende maksimum for alle de svære psykiske diagnoser i méntabellen f.eks. for svær PTSD eller svær kronisk depression med psykotiske symptomer. De 25 pct. er fortsat vejledende maksimum for andre skadetilfælde end ovennævnte PTSD + anden psykisk sygdom. Der er ikke i det offentliggjorte materiale 2 meddelt nogen nærmere reel faglig/medicinsk begrundelse for, at man finder, at dette niveau på 25 pct. (og 35 pct. for»ptsd +«), er fastlagt på et passende niveau. Personer med svær PTSD eller svær kronisk depression med psykotiske symptomer er forpinte 2 Arbejdsskadestyrelsens undersøgelse af de vejledende ménprocenter efter psykiske skader for veteraner og andre, 22.juni 2011:»Det er desuden arbejdsgruppens konklusion, at der ikke er grundlag for en generel forhøjelse af de vejledende satser for psykiske skader i méntabellen. Arbejdsgruppen fandt, at der er tale om en vanskelig vurdering. Det skyldes, at man ved vurderingen blandt andet skal foretage en vurdering af de psykiske geners medicinske art og omfang og under hensyn til skadens forvoldte ulemper i den tilskadekomnes personlige livsførelse sammenholdt med vurderingen af andre følger end psykiske følger medicinske art og omfang m.v. Det var arbejdsgruppens opfattelse, at det nuværende niveau for méngraderne i intervallet 10 pct. 25 pct. er passende ud fra en vurdering af funktionsniveauet, det vil sige den påvirkning af funktionsniveauet som skaden har medført«. 9

10 mennesker med et næsten ubetydeligt funktionsniveau og en særdeles ringe livskvalitet i hverdagen. At der i méntabellen er fastsat et vejledende maksimum på 25 pct. for sådanne svære psykiske sygdomme harmonerer ikke med en så invaliderende tilstand. Derfor er der efter LO s opfattelse god grund til at gennemføre en revision af méntabellen og hæve procentsatsen for psykiske skader. Helt konkret mener vi, at svær PTSD og svær kronisk depression med psykotiske symptomer bør takseres til en méngrad på minimum 50 procent. Denne forhøjelse skal samtidig aflede en forholdsmæssig tilpasning af de tilhørende gradueringersniveauer eksempelvis en forhøjelse for moderat kronisk depression. Der er inden en ny revision af méntabellen behov for en nærmere uvildig medicinsk/erstatningsmedicinsk analyse af det gældende niveau for méngodtgørelse ved psykiske skader. Forslag 5: Udredning om niveauet for méngodtgørelse Der skal gennemføres en analyse af godtgørelsesniveauet for varigt mén, ved en sammenligning af det danske niveau med andre europæiske landes niveau og med særlig fokus på godtgørelsesniveauet ved skader på bevægeapparatet. Det generelle danske niveau for kompensation for varigt mén virker ikke umiddelbart imponerende, idet 100 pct. mén i 2011 takseres til kr., hvilket vil sige, at 1 pct. svarer til kr. Beløbet reguleres årligt den 1. januar. Ifølge loven gives der kun godtgørelse, hvis ménet er på 5 pct. eller derover. LO vurderer, at méngodtgørelsen kompenseres i alt for ringe grad set i forhold til de faktiske følger for skadelidte i hverdagen. Der er derfor behov for en modernisering af méntabellen samt et generelt højere godtgørelsesniveau. Udgangspunktet for sådanne ændringer kan være igangsættelse af en systematisk analyse, som belyser, om det danske niveau for méngodtgørelse er rimeligt set i forhold til den betydning som ménet har for livsførelsen og i forhold til niveauet i sammenlignelige europæiske lande. Der er et særligt behov for at belyse, om forholdene er rimelige ved skader i bevægeapparatet. Forslag 6: Arbejdsskadesikring af repræsentanter i a/s-bestyrelser mv. En lovændring skal sikre, at repræsentanter i aktieselskabsbestyrelser får en dækning via arbejdsskadesikringsloven svarende til den, som er gældende for tillidsrepræsentanter. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgår, at en medarbejderrepræsentant ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven i forbindelse med arbejdet som bestyrelsesmedlem. På baggrund af denne afgørelse er det LO s vurdering, at medarbejdervalgte medlemmer i aktieselskabsbestyrelser ikke vil være omfattet af gældende arbejdsskadesikringslov, medmindre der sker en lovændring. Efter LO s opfattelse må der ikke herske tvivl om, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og anpartsselskaber mv. i deres bestyrelsesarbejde skal være sikret i samme omfang som var de på arbejde og svarende til den sikring som allerede er gældende for tillidsrepræsentanter. Det foreslås derfor, at der indføres en undtagelsesbestemmelse i arbejdsskadesikringsloven, som sikrer repræsentanter i aktieselskabsbestyrelser en dækning for skader, svarende til den bestemmelse i arbejdsskadesikringsloven, som allerede er gældende for tillidsrepræsentanter. Forslag 7: Fuld kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning En lovændring skal sikre, at der altid sker fuld kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning. Løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. bliver normalt, og uden den erstatningsberettigedes samtykke, omsat til et kapitalbeløb. Eventuel resterstatning udbetales herefter løbende, hvilket kan være en uhensigtsmæssig administrativ byrde for Arbejdsskadestyrelsen og for offentlige instanser ved pensionsberegning mv. For skadelidte kan det virke besynderligt, at man får et mindre løbende resterstatningsbeløb, som så efterfølgende modregnes i offentlige ydelser. Der er formodentlig ikke formelle barrierer, f.eks. i ILOkonventioner mv., som forhindrer en lovændring om fuld kapitalisering. En lovændring vil være fornuftig for såvel skadelidte som det administrative system. Forslag 8: Erhvervsevnetab under 15 pct. skal også kompenseres En lovændring skal afskaffe arbejdsskadesikringslovens manglende dækning af erhvervsevnetab som ligger under 15 pct. Arbejdsskadesikringsloven bestemmer, at der ikke kompenseres for det erhvervsevnetab, som ligger imellem 0 og 15 pct. 10

11 Erstatning for erhvervsevnetab blev indført som erstatningsart ved arbejdsskadeforsikringsloven, der trådte i kraft 1. april Der er i overensstemmelse med betænkning 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring fastsat en minimumsgrænse på 15 pct. Hvor»bagatelagtig«tabet af erhvervsevne kan være for at berettige til erstatning fremgår ikke af forarbejderne. I administrativ praksis tilkendes der erstatning, når tabet er omkring 12 pct. 3 Reglen betyder altså, at de arbejdskadede får afvist erstatning for erhvervsevnetab, hvis de (kun) har et arbejdsskadeafledt løntab på imellem 0 og 12 pct. Et rimeligt erstatningsniveau bør indeholde kompensation for erhvervsevnetab på under 15 pct. Forslag 9: Styrkelse af de arbejdsmedicinske klinikker Forslaget indgår også i LO s perspektivoplæg på arbejdsmiljøområdet»flere hænder gennem forebyggelse«. De arbejdsmedicinske klinikkers rådgivning af virksomheder og institutioner i forbindelse med forebyggelse og fastholdelse er vigtig og skal styrkes. Der skal derfor årligt afsættes flere midler til drift og udvikling af de arbejdsmedicinske klinikker. Midlerne skal sikre en bred kompetenceprofil, med kompetencer inden for bl.a. arbejdsmedicin, arbejdspsykologi, ergo- og fysioterapi, og en fortsættelse og udvikling af arbejdsmiljøforsknings- og udviklingsindsatsen på klinikkerne, bl.a. inden for muskel- og skeletbesvær, psykisk arbejdsmiljø, allergi, hudsygdomme og lungelidelser. Virksomheder og institutioner skal i højere grad end hidtil tage et selvstændigt socialt ansvar for at fastholde medarbejdere i arbejde og forebygge nedslidning og arbejdsmiljøbestemt sygefravær. Ved at give virksomhederne et mere tydeligt ansvar for fastholdelse og tilbagevenden til arbejde efter sygdom, sendes et signal til de selvsamme virksomheder om, hvor meget bedre det er at forebygge end at helbrede. Virksomheder og institutioner har imidlertid brug for rådgivning om en sådan mere bred forebyggende arbejdsmiljøindsats, bl.a. i forhold til arbejdstilpasning, fastholdelse og tidlig tilbagevenden til arbejdet. Der skal derfor skabes muligheder for, at de arbejdsmedicinske klinikker i langt højere grad end i dag involveres i virksomheder og institutioners forebyggelsesindsats. Det er vigtigt, at der ud fra en bred faglig tilgang arbejdes med både individuel arbejdsfastholdelse samt med minimering af risikofaktorer og forebyggelse. De arbejdsmedicinske klinikker indtager i dag en vigtig, men dog begrænset placering i det samlede arbejdsmiljørådgivningssystem. I takt med den økonomiske krise er der i de senere år gennemført betydelige besparelser på de arbejdsmedicinske klinikker, hvorved deres muligheder for at rådgive virksomhederne om konkrete løsninger på konstaterede arbejdsmiljøproblemer er blevet klart forringet. 4 Opmærksomhedspunkterer for LO-fagbevægelsen de nærmeste år LO-fagbevægelsen vil fortsat følge udviklingen på arbejdsskadeområdet de næste år. Der vil være særligt fokus på følgende temaer, så det kan vurderes om der er behov for yderligere initiativer på arbejdsskadeområdet: Afviste arbejdsulykker, erhvervssygdomsbegrebets rummelighed, arbejdsskadesikringens og anden forsikrings dækning ved erhvervsmæssig bilkørsel samt underrapportering af arbejdsskader. 3»Erstatning for erhvervsevnetab blev indført som erstatningsart ved arbejdsskadeforsikringsloven, der trådte i kraft 1. april Der er i overensstemmelse med betænkning 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring fastsat en minimumsgrænse på 15 pct.... Hvor»bagatelagtig«tabet af erhvervsevne kan være for at berettige til erstatning fremgår ikke af forarbejderne. I administrativ praksis tilkendes der erstatning, når tabet er omkring 12 pct.«kilde: Arbejdsskadesikringsloven kommenteret, Preben K. Hansen og Leif Rasmussen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag På baggrund af oplysninger fra regionerne og de arbejdsmedicinske klinikker har LO beregnet, at de arbejdsmedicinske klinikker p.t. har et driftsbudget på årligt 72 mio. kr. Klinikkerne bliver dog jævnligt beskåret, og er i år allerede blevet beskåret med 2,2 mio. kr. Det er LO s vurdering, at klinikkerne i 2013 vil råde over 68 mio. kr. til finansiering af aktiviteter i forbindelse med forskning, uddannelse, TTA og udredning. 11

12 Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32D 2300 København Tlf Fax Oktober 2011 LO-varenr: 4447 Grafisk produktion: Eks-Skolens Trykkeri ApS