Sundhedsprofessionelles forståelser af interprofessionel læring og samarbejde et deltagende observationsstudie

Transkript

1 Sundhedsprofessionelles forståelser af interprofessionel læring og samarbejde et deltagende observationsstudie Klinisk Foto, Sygehus Lillebælt Navn: Erik Vestergaard Årskortnummer: Uddannelse: Master i Humanistisk Sundhedsvidenskab og Praksisudvikling, MHH, Modul 4 masterprojekt Institution: Det Humanistiske Fakultet, Århus Universitet. Vejleder: Lotte Huniche. Dato:

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Introduktion Begrebsafklaring. IPLS versus tværfagligt samarbejde Baggrunde for IPLS tiltaget på Kolding Sygehus Styregruppens IPLS plan Metode Humanistisk sundhedsvidenskab og praksisforskning Indsamling og bearbejdning af empiri Praksisfelter der undersøges Praksisfelt Praksisfelt Praksisfelt Analyse Praksisfelt 1. Forståelser af IPLS i monofaglig kontekst Praksisfelt 2. IPLS forståelser i et interprofessionelt perspektiv Praksisfelt 3. Udvikling i IPLS forståelser i IPLS tiltagets første år Perspektiver ved sammenstilling af de tre praksisfelter Diskussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste...41

3 Summary This project was carried out in Kolding Hospital and describes the development of health care professional s attitudes and their understanding towards a new concept of interprofessional learning and team collaboration. The concept included training and was named IPLC. By means of participative observation, this project reveals differences of the understanding of IPLC within both a uni-professional and an inter-professional setting. It also explores to which extent the health care professionals attitudes towards IPLC meet the management s expectations and furthermore, it shows the importance of involving patients in planning coherent patient pathways. Et fag kan kun se det, det kan se. Det kan ikke se det, det ikke kan se. Det kan heller ikke se, at det ikke kan se det, det ikke kan se (Luhmann 1982)

4 1. Indledning Måden vi har organiseret vore sygehuse på, kan skabe barrierer for integration og vekselvirkning mellem faggrupper og for optimering af det tværfaglige samarbejde. Analyser af det danske sygehusvæsen peger på grundlæggende problemer på sygehusene: Manglende koordinering, kontinuitet og informationsudveksling mellem professioner og dermed manglende optimering af den samlede kvalitet i patientbehandlingen (Seemann et al., 2012). Region Syddanmark har beskrevet visioner og anbefalinger for sygehusene i regionen, med kvalitetsforbedringer for det akutte patientforløb som et særligt indsatsområde. Denne organiseringsform indebærer en tværspecialiseret og tværfaglig kontekst, hvor patienter modtages på sygehusene i en teambaseret forløbsorganisering. Indsatsen på sygehuse bør fremover være fokuseret på sammenhængende patientforløb, således at fragmenterede forløb ikke kompromitterer patientsikkerhed og kvalitet. Der opfordres fra regionens side til at faglige traditioner brydes og at fremtidens sygehuse skal bæres af multispecialiserede tværfaglige teams (Region Syddanmark, 2009). Det er således ikke længere tilstrækkeligt at være fagligt dygtig; der er en forventning om, at sundhedsprofessionelle arbejder sammen og opøver deres teamkompetencer i tværfaglige og tværspecialiserede teams til gavn for patienterne. Effektivt teamsamarbejde menes at kunne bidrage med bedre patientpleje, øget jobglæde og øget interkollegial støtte i det samlede patientforløb (Gittel, 2012). Et sådant tværfagligt teamsamarbejde kan imidlertid være vanskeligt at etablere. For det første har undersøgelser vist, at sundhedsprofessionelle mangler, dels viden om hinandens professioner, dels viden om hvilke teamkompetencer, der er nødvendige for et godt interprofessionelt samarbejde (Berry, 2007, s.49). For det andet fastslår Hall, at hvert fag har sin egen historiske, uddannelsesmæssige og socialiserede evolution bag sig, der skaber fag identitet og kan giver samarbejdsproblemer, når fagene sættes sammen i tværfaglige teams. Hvert fag har forskellige kognitive kort, skriver Hall og disse kort kan være vanskeligt for andre fag at tyde (Hall, 2005). For det tredje er et nyt forandringstiltag på sygehuse, i en tid hvor der ofte ændres på systemer, rutiner og organisationens opbygning, i sig selv en mulig kilde til modstand hos personalet på vejen mod nye teambaserede arbejdsstrukturer (Melander og Jørgensen, 2003). 1

5 Frustration blandt sygehuspersonale over kontinuerlige nye tiltag og krav til bl.a. standardiserede patientforløb, dokumentation og indførelse af nye og utilfredsstillende IT systemer gør, at flere personalegrupper stiller sig defensivt overfor de mange ændringer. (Børsen, 2011). Undersøgelser peger på, at transformering af nye idéer til lokal virkelighed ofte fejler, bl.a. fordi idéerne kommer fra udefrakommende idémagere og ikke opleves som professionelt relevante af de faglige aktører. De forestillinger og tolkninger sygehuspersonale har om nye idéer, især på tværfaglige samarbejdsområder, er sjældent de samme som var tænkt fra de idéskabende aktørers side (Albæk, 2009). Fra august 2012 ønskede afdelingsledelser på Ortopædkirurgisk afdeling og Akutafdelingen, Kolding Sygehus, at sætte fokus på Region Syddanmarks visioner og give medarbejderne mulighed for at opøve tværfaglige teamkompetencer, med henblik på at skabe mere sammenhængende patientforløb. Begrebet interprofessionel læring og samarbejde (IPLS) blev valgt som grundlæggende begreb for dette tiltag. Et begreb som er blevet promoveret af verdenssundhedsorganisationen WHO og som nu har fået større opmærksomhed i Danmark (Albertsen et al, 2012). IPLS begrebet har som ideal, at faggrupper skal lære af, om og med hinanden, opøve teamkompetencer og have et stort fokus på at inddrage patienten i beslutningsprocesser (WHO, 2010). Men når ledelser på et sygehus, der er kendetegnet ved specialeopdelte afdelinger og monofaglig arbejdstilrettelæggelse, ønsker en forandring i samarbejdskulturen, hvilke forståelser til kulturændringen ses så hos medarbejderne? IPLS er et omfattende og komplekst begreb, som giver plads til mange måder at forstå og omsætte dette til praktiske tiltag. Begrebet skal forstås generisk og det appellerer til, at den lokale arbejdsplads finder egne måder at arbejde med begrebet på. Jeg har i 2012/13 været daglig leder for IPLS tiltaget og denne opgave vil præsentere og analysere forståelser af IPLS hos medarbejderne, som jeg har observeret i monofaglige og interprofessionelle sammenhænge. Den belyser, hvordan forståelserne udvikler sig over tid og analyserer i hvor høj grad initiativtagerne har forudset disse forståelser. Freeman et al. (2000) har vist, at individuel forståelse af teamwork og samarbejde er meget vigtig for teamets præstation. Hvor teammedlemmer har forskellige forståelser til aspekter indenfor teamsamarbejde, kan dette kompromittere teamkommunikation, rolle- og opgavefordeling og dermed niveauet for teamlæring. Det er hensigten, at de nyetablerede interprofessionelle 2

6 teams på Kolding Sygehus skal kunne spejle sig i denne opgaves beskrivelser af faggruppernes forståelser og spørge sig selv: Kan vi i vores team genkende disse faglige forståelser til IPLS og i givet fald, hvordan forholder vi os så til dem? 2. Problemformulering Når ledelser på Kolding Sygehus ønsker en kulturforandring, der indebærer tættere teamsamarbejde mellem faggrupper og iværksætter forskellige forandringstiltag under betegnelsen interprofessionel læring og samarbejde IPLS, hvilke forståelser har ansatte fra forskellige faggrupper så af IPLS? Hvilke forståelser af IPLS kommer frem hos faggrupperne i monofaglige og interprofessionelle kontekster og hvad sker der med forståelserne over tid? I hvor høj grad er der overensstemmelse mellem faggruppernes forståelse af IPLS og ledelsens forventninger til faggruppernes forståelse og modtagelse af IPLS? 3. Introduktion 3.1. Begrebsafklaring. IPLS versus tværfagligt samarbejde På de nordiske sprog findes ikke klare definitioner på tværfagligt samarbejde. Lauvås & Lauvås beskriver hvorfor og har i bogen Tværfagligt samarbejde samlet forskellige forfatteres arbejde med at definere det begreb, bogens titel indeholder (Lauvås & Lauvås, 1998). Det beskrives hvordan vi i daglig tale sjældent har brug for at forklare hvad et samarbejde, hvad et fag eller hvad tvær-faglighed er. Alligevel må man skrive en hel bog for at komme godt rundt om emnet tværfagligt samarbejde. Ved definitionsforsøg, både på de nordiske sprog og på engelsk, viser litteraturen, at man må omkring følelsesmæssige og relationsmæssige områder, hvor interesser og magtforhold ligger gemt i ord og begreber og ordene har semantisk forskellig forståelse hos og mellem de samarbejdende fag (Ibid., s ). Definitionsforsøg indeholder ofte tautologiske problemer, fordi begreberne er flertydige og overlapper hinanden angående indhold, samtidig med, at intet ord rigtigt favner dem alle. Ordet fag i sig selv kan være vanskelig at definere. Det har også forbindelse til ordene disciplin og profession (Just & Nordentoft, 2012, s. 27). Derudover dækker begrebet tværfagligt samarbejde et bredt udsnit af former, fag arbejder sammen på og ofte er man i organisationer ikke særlig bevidst om, hvilken tværfaglig form organisationen har eller hvor hensigtsmæssig den er (Lauvås & Lauvås, 2006, s. 45). 3

7 Indenfor feltets internationale samarbejde har man forholdt sig til de eksisterende definitionsproblemer og nu synes ordet interprofessionalisme at vinde terræn (D amour, 2005). I flere lande har der i en årrække været et tæt samarbejde mellem politikere, uddannelsesinstitutioner og sundhedspersonale, for at sætte fokus på tværfagligt samarbejde i sundhedsvæsenet, også under grunduddannelserne og for at få artikuleret en meningsfuld og praktisk anvendelig begrebsforståelse af dette. England og Canada er i den henseende interessante lande at følge 1. Netværk under WHO af interesserede sundhedsarbejdere og forskere verden over, samlede i 2010 erfaringer og forskningsresultater om interprofessionalisme via rewievs og surveys. Disse dannede baggrund for anbefalinger om interprofessionel læring og samarbejde i WHO s rammebeskrivelse: Framework for Action on Interprofessional Education & Collaborative Practice (WHO, 2010). I udgivelsen foreslås en definition af interprofesionalisme: Interprofessional education (IPE). IPE occurs when two or more professions learn about, from and with each other to enable effective collaboration and improve health outcomes. Interprofessional Collaboration (IPC). Collaborative practice in health-care occurs when multiple health workers from different professional backgrounds provide comprehensive services by working with patients, their families, carers and communities to deliver the highest quality of care across settings. (WHO, 2010, s. 13). Med disse definitioner sættes ikke kun fokus på tværfagligt samarbejde i et ideelt patientforløb. Der sættes også fokus på vekselvirkning og læring mellem de samarbejdende personer og fag og man anbefaler, at samarbejdet foregår teambaseret. Det er ikke nok at være fagligt kompetent og indgå monofagligt på skift i et patientforløb, hvor patienten møder forskellige fag i lineær rækkefølge. Brug af ordet interprofessionalisme markerer en ny måde at tænke tværfagligt samarbejde på og en ny måde at tale om det på: Der er i højere grad fokus på sammenhæng og vekselvirkning/relationel læringsproces professionerne imellem; det handler om at lære med, af og om hinanden. Viden og læring om hinandens områder er i fokus og man udforsker bevidst denne viden i forhold til at berige sin egen professions faglighed. Der er tale om bevidst patientinddragelse fokus på patientens behov patients voice. 1 England: CAIPE Centre For Advancement Of Interprofessional Education. Canada: Centre for Interprofessional Education. University of Toronto. 4

8 Der er tale om at øge de enkelte sundhedsarbejderes kompetencer til at fungere succesfuldt i et teamsamarbejde. (Thistletwaite, 2010). Definitionsmæssigt sker der ikke en forenkling af samarbejdsbegrebet, men der fokuseres på de bestanddele som tiltagende evidens peger på er nødvendige, for at få et interprofessionelt teamsamarbejde til at fungere (Thistletwaite, 2010). WHO s rammebeskrivelse anbefaler seks forhold, samarbejdende fag skal fokusere på (egen oversættelse): Teamwork: At være i stand til både at være teamleder og teammedlem. Roller og ansvar: At forstå egen rolle, ansvar og ekspertise samt det samme hos de øvrige sundhedsarbejdere i teamet. Kommunikation: At udtrykke egen mening kompetent til kolleger og at kunne lytte til kolleger. Læring og kritisk refleksion: At reflektere kritisk over egne relationer i teamet og overføre interprofessionel læring til arbejdsopgaver. Samarbejdet med og anerkendelsen af behovene hos patienten: At samarbejde til patientens bedste, sammen med patienten, dennes familie og anden støtte som partnere. Etisk praksis: At forstå de stereotype synspunkter som sundhedsarbejdere har om sig selv og andre. At anerkende, at hvert fags synspunkter er lige gyldige og betydningsfulde (WHO 2010, s. 26). Det pointeres i litteratur om IPE og IPL, at interprofessionalisme er en kompleks størrelse og hver arbejdsplads må analysere egen kontekst og afdække hvilke forhold, der lokalt kan optimere samarbejdet (Reeves, 2010, s. 4) Baggrunde for IPLS tiltaget på Kolding Sygehus Udvikling af IPE og IPL i sundhedsvæsener i flere lande har herhjemme bl.a. inspireret Glostrup Hospital. Medarbejdere på Glostrup Hospital har været idémagere til det i 2010 oprettede Dansk Selskab for Interprofessionel Læring og Samarbejde i Sundhedsvæsenet. Selskabet har introduceret dansk oversættelse af IPL/IPC til forkortelsen IPLS: IPLS sker, når 2 eller flere fag lærer om, med og af hinanden i nært samarbejde og med inddragelse af patienten. ( Regionsrådet for Region Syddanmark har udarbejdet Rapport om Sygehuse i Syddanmark et fagligt og organisatorisk grundkoncept (2009). Her angives anbefalinger for det fremtidige sygehusarbejde i Region Syddanmark og det påpeges, at patienter og pårørende bør involveres i langt højere grad end tilfældet er nu. Rapporten sætter fokus på 5

9 ..sammenhængende patientforløb, brugerinvolvering, fokus på viden, evidens og forskning samt fokus på at løse opgaven frem for fokus på professioner og overholdelse af faggrænser. (Region Syddanmark, 2009, s. 9). Det beskrives flere gange, at fremtidsvisionen er, at alle patienter mødes af specialiserede teams i et tværspecialiseret miljø, der i videst mulig udstrækning varetager hele patientforløbet. Også den traditionelle, specialerettede afdelingsstruktur skal der gøres op med iflg. rapporten. Begrebet kompetenceklynger er tænkt som svaret på denne udfordring. Kompetenceklynger er et resultatcenter for organisatorisk, sundhedsfaglig og patientoplevet kvalitet og udgør en organisatorisk tværfaglig og tværspecialiseret enhed, der har ansvar for at gennemføre en række foruddefinerede patientforløb i sit fulde spektrum (Region Syddanmark, 2009, s. 5). Rapporten giver ingen henvisninger til, hvilken evident viden anbefalingerne bygges på, men de har meget stor lighed med WHO s anbefalinger (WHO, 2010). Et andet samarbejdsbegreb, der nu arbejdes med på danske sygehuse, er Relationel Koordinering. Dette har stor lighed med IPLS begrebet og er udviklet af Jody Hoffer Gittel (Gittel, 2012), som gennem forskning har vist, at ved at sætte mere fokus på det interprofessionelle samarbejde og temaerne fælles mål, fælles viden og gensidig respekt, kan sygehuse optimere kvalitet og produktivitet, patient- og brugertilfredshed samt ansattes trivsel og arbejdsmiljø. Foruden ovennævnte baggrunde, har også interne forhold været årsag til iværksættelsen af IPLS tiltaget på Kolding Sygehus. Afdelingsledelsen på Ortopædkirurgisk Afdeling har de senere år behandlet et stigende antal klager fra patienter. Koordinering mellem fag i patientforløb nævnes som en stor del af årsagerne til klagerne. Og i januar 2012 afholdt Ortopædkirurgisk Afdeling en temadag for hele personalet. Medarbejderne blev spurgt, på hvilke områder de ønskede udvikling og følgende blev skrevet til referat: Større fokus på tværfaglighed. Kende mere til andre faggrupper og deres kompetencer. Respekt og forståelse mellem fagene. Teamsamarbejde. Fælles forståelse af kerneopgaver. Patienten i centrum. Undervisning mellem medarbejdere. Formidling af erfaringer og succes medarbejdere imellem. Disse medarbejderønsker var især udslagsgivende for igangsættelse af IPLS tiltaget. 6

10 3.3. Styregruppens IPLS plan Ortopædkirurgisk Afdeling samt Akutafdelingen nedsatte en styregruppe for IPLS tiltaget i august Det blev besluttet at kalde initiativet for IPLS tiltaget og ikke benævne det et projekt, som er kendetegnet ved at have et afgrænset forløb. Styregruppen ville signalere, at der blev arbejdet på en permanent kulturforandring. Styregruppen bestod af ledende overlæge og oversygeplejersker for Ortopædkirurgisk Afdeling og Akutafdelingen, en overlæge fra ledergruppen på Ortopædkirurgisk Afdeling, en evalueringsansvarlig, samt undertegnede som daglig leder af tiltaget. Styregruppen var sig bevidst, at kultur- og holdningsforskelle mellem faggrupperne ikke bare forsvinder, fordi nye idéer implementeres af ledelser. Der var i styregruppen vedholdende diskussioner om, hvornår det var nødvendigt med tydelige lederbeslutninger og hvornår det var nødvendigt med tid og procestiltag, der skulle imødegå skepsis og modstand samt skabe ejerskab for IPLS tiltaget hos faggrupperne. En strategiplan over 1 år blev besluttet af styregruppen, indeholdende planer om ledelsesdedikation på alle niveauer, udarbejdelse af informationsmateriale, undervisning i konceptet IPLS, en proces med etablering af interprofessionelle sammensatte teams, udpegning af teamledere og afholdelse af IPLS kurser for ca. 40 medarbejdere, fordelt på de forskellige afdelinger. Tiltagene blev iværksat fra august 2012 til maj 2013 og skabte mange forskellige praksisfelter i løbet af året, hvor der fremkom forståelser til IPLS fra forskellige faggruppers side, både på leder- og medarbejderniveau. Jeg har til opgaven valgt 3 praksisfelter ud, hvor jeg især har observeret faggruppernes forståelser af IPLS og disse præsenteres efter metodekapitlet. 4. Metode 4.1. Humanistisk sundhedsvidenskab og praksisforskning Da jeg ønsker at beskrive og analysere forståelser hos medarbejdere på Kolding Sygehus, finder jeg det metodemæssigt relevant at anvende en kvalitativ tilgang. I kvalitative undersøgelser indenfor Humanistisk Sundhedsvidenskab er der fokus på mennesket som et fornuftsvæsen. Mennesker kan forstå sig selv og sin egen verden på en refleksiv måde og forståelsen er unik og subjektiv for hvert enkelt menneske (Andresen, 2001, s. 61). Samarbejdet mellem forskellige sygehusfag, mellem mange forskellige mennesker, er så kompleks en størrelse, at man ikke kan tale om rigtige eller forkerte svar eller søge 7

11 udtømmende svar på problemstillinger, som det f.eks. kan være muligt ved en naturvidenskabelig, positivistisk forskningsmetode. Humanistisk sundhedsvidenskab opfordrer til at se mennesker som komplekse væsener i komplekse omgivelser og situationer, der ikke kan beskrives udtømmende i enkle årsags/virknings sammenhænge. Og menneskers opfattelser af de givne forhold spiller en væsentlig rolle i forståelsen af deres handlinger (Elsass & Lauritsen, 2006, s ). Denne opgave ønsker at belyse perspektiver og forståelser af, hvad ansatte fra forskellige faggrupper forstår ved IPLS, der kan have betydning for deres fremtidige handlinger og læring sammen. Derfor benytter jeg en kvalitativ metode. Forståelse som begreb er komplekst. Det trækker på flere videnskabsteoretiske retninger indenfor humanismen og hver retning har sin egen kompleksitet. Den kvalitative form i denne opgave har baggrund i begrebet praksisforskning som det præsenteres indenfor den psykologiske retning kritisk psykologi. Sigtet med kritisk psykologi er at udvikle en særlig forståelse af mennesker som subjekter, indlejret i en bestemt social praksis (Borg, 2002, s. 88). Kritisk psykologi har udgangspunkt i historisk, dialektisk materialisme og forholder sig kritisk til traditionel psykologi. Denne har haft tendens til at anskue mennesket som et objekt, der kan observeres udefra og som ikke ses og forstås i de samfundsmæssige og øvrige omgivelsesmæssige betingelser, det indgår i. Kritisk Psykologi ser mennesket som socialt, historisk og samfundsmæssigt situeret (Borg 2002, s ). Forskning finder sted i et subjektvidenskabeligt perspektiv, skriver Borg, hvor der lægges vægt på et perspektiv indefra ; fra brugere, professionelle, og enhver anden aktør, der er relevant for en bestemt praksis (Ibid., s. 70). Wenger har udviklet en lignende forståelse i begrebet praksisfællesskaber, der kan defineres som personer bundet sammen af en konkret praksis som har, eller skal udvikle, fælles referencerammer og repertoire for, hvordan man handler og italesætter denne praksis (Wenger, 2004). Det interprofessionelle læringsrum i et team formes således af konteksten og af underforståede gensidige holdninger/viden om/til hinanden, som kommunikeres af parterne (Just og Nordentoft, 2012, s. 20). Dreier (1996) beskriver praksisforskning som et samarbejde mellem forskere og lokale praktikere og mellem praktikerne indbyrdes, hvor forskningen skal forankres som en naturlig del af praksis. Idéen er, at forskning i praksis ikke skal foretages af udefra betragtende forskere, men af engagerede, lokalt ansatte forskere i nært samarbejde med 8

12 praksisaktører som betragtes som medforskere. De der til daglig arbejder sammen i en lokal kontekst, har et indgående kendskab til dens problemer og muligheder og gennem praksisforskning vil professionelle kunne få et ejerskab af forskningsresultater samt kunne analysere egen praksis mere systematisk (Ibid., 1996, s ). Og man skal forholde sig kritisk til egen metode. Højholdt påpeger, at en af tidens trends er, at alle løsninger kan findes i mantraerne samarbejde og brugerinddragelse: Når bare vi snakker om tingene og hører brugerne også, så går det fint (Højholdt 1996, s. 99). Højholdt mener, at begreberne er mere problematiske end som så. Hun repræsenterer her den kritiske tilgang, humanistisk sundhedsforskning også har til sig selv og sit eget forskningsmæssige genstandsfelt. Når vi skal forstå os selv, må vi være kritiske i den forståelse, at vi i enhver given situation må iagttage egen praksis og spørge os selv, om den kan forbedres (Elsass og Lauritsen 2006, s.14). Højholdt mener, at vi må udforske indholdet i vores arbejdsopgaver, indholdet i de sammenhænge vi handler i og være kritisk indstillet i sådanne henseender, at vi også ser kritisk på, hvordan vi udforsker indholdet (Højholdt 1996, s. 99) Indsamling og bearbejdning af empiri Metoden til denne opgave kaldes deltagende observation. Praksisforskning benytter sig ofte af denne antropologiske metode, med brug af feltnoter som forskerens huskeredskab. Deltagerobservation betyder, at forskeren involverer sig i den praksis forskeren skal forstå og skal på samme tid prøve at distancere sig fra den, for senere at reflektere over det sete og reflektere over egen deltagelse. Tjørnhøj-Thomsen og White (2007, s. 97) påpeger, at egentlig er deltagerobservation et grundprincip i alt mellemmenneskeligt samvær, men i antropologien er denne praksis forfinet til en videnskabelig metode. Ofte er det en udefra kommende forsker, der ved deltagende observation træder ind i et for forskeren ukendt felt, f.eks. en arbejdsplads, for at foretage en kulturanalyse. I mit tilfælde træder jeg ikke ind i et ukendt felt. Feltet er min egen arbejdsplads, min egen kontekst. Kristiansen og Krogstrup (1999) beskriver i bogen Deltagende observation, hvordan der historisk har været en videnskabsmetodologisk diskussion mellem kvalitative forskere, om observatøren som udefra kommende fremmed, sammenholdt med en intern ansat forsker, 9

13 der er kendt i og af det miljø han/hun vil forske i. I en kvalitativ og hermeneutisk optik kan forskeren ikke være neutral og dette er heller ikke et ideal (Borg 2002, s 122). Ved observationer sker der altid en tolkning af det sete og en forsker vil altid som betragter være biased, fordi han har egne subjektive og teoretiske forudsætninger (Kristiansen og Krogstrup 1999, s. 83). En intern ansat praksisforsker har også subjektive forudsætninger, men har i en fænomenologisk forskningstradition og i en kritisk psykologisk synsvinkel, gode forudsætninger for at forstå sin egen sociale virkelighed og de mennesker, der lever, handler og fungerer sammen med forskeren. For en udefra kommende forsker, tager det meget lang tid at nå til en sådan forståelse (Ibid., s ). Til gengæld vil en udefra kommende forsker ikke være blindet af rutiner og vil lettere kunne stille direkte og naive spørgsmål, som en indefra værende forsker vil finde for selvfølgelige. I min egenskab af daglig leder for IPLS tiltaget, med bred viden om professionsforhold på Kolding Sygehus gennem 14 års ansættelse og med en baggrund i mange års interesse for IPLS, må mine betragtninger og tolkninger læses med disse mine forudsætninger in mente..vidensproduktion sker ikke fra et absolut sikkert og indiskutabelt udsigtspunkt, men er i stedet i bund og grund bundet til sit ståsted, som det nu er bestemt socialt, historisk, kulturelt, sprogligt, bevidsthedsmæssigt, institutionelt osv. (Dahler-Larsen, 2008, s. 91). Min observation sker ved begivenheder og forløb i tre praksisfelter og jeg har til observationen brugt feltnoter af forskellig karakter. Jeg har noteret feltnoter fra begivenheder ned, umiddelbart efter de fandt sted. Således også med fagpersoners kommentarer som blev skrevet i citatform, så ordret som jeg huskede dem. (Emerson et al., 1995, s. 40). Citatformen bruges for at få forståelser af IPLS hos medarbejderne beskrevet så direkte som muligt. Citaterne er dog også ofte udtryk for et koncentrat og konstruktion af min forståelse af kommentarerne. Deltagernes mening udtalt verbalt, kan i direkte skriftligt sprog give en anden mening end afsenderens hensigt (Ibid., s. 108). Jeg bruger også referater fra møder og temadage samt materiale, udarbejdet af kursisterne på IPLS kurset. De mange observationer og feltnoter er blevet bearbejdet i analysen ved at samle dem i temaer som det anbefales af Kristiansen og Krogstrup (1999). Til kategorisering af feltnoter findes ikke én rigtig metode (Tjønhøj-Thomsen & White, s. 105). Temaerne er samlet som de synes at dukke op ved læsningen af dem og de citater jeg bruger i analysen er udvalgt, 10

14 fordi de særligt repræsenterer det enkelte tema. Tematiseringen sker i en kombineret brug af Væsensmetoden, Idealtypemetoden og Procesmetoden. Væsensmetoden prøver at identificere et antal grundlæggende kendetegn for en given situation. En idealtype kan sammenlignes med, at vi i dagligt sprog taler om den typiske læge, den typiske fysioterapeut og i denne opgaves optik, en typisk forståelse af begrebet IPLS. Procesmetoden bygger på de to første metoder og ser også på om der foregår udvikling af forståelser, eller der kan observeres bestemte faser gennem en proces (Kristiansen og Krogstrup, 1999, s ). Målet for alle tre metoder er ikke en total beskrivelse af det studerede fænomen, men målet er at give et troværdigt billede på en lokal forståelse af et fænomen, på samme måde som vi bruger landkort (Ibid., s ). Et landkort gengiver ikke det virkelige landskab, men giver os mulighed for at orientere os i landskabet. Etiske overvejelser: I henhold til Emerson et al. udleverede jeg samtykkeerklæringer til alle deltagere på IPLS kurset og fik samtlige tilbage med et ja til at jeg måtte referere fra hele kurset, såfremt jeg anonymiserede udtalelserne (Emerson et al., 1995, s. 21). 5. Praksisfelter der undersøges 5.1. Praksisfelt 1 Praksisfelt 1 drejer sig om faggruppers forståelser af IPLS som de fremkom i monofaglig kontekst i efteråret Styregruppen besluttede, at der skulle informeres bredt om IPLS konceptet til alle involverede faggrupper. Også for faggrupper fra andre afdelinger, som Ortopædkirurgisk Afdeling og Akutafdelingen har tætte samarbejdsrelationer med. For ikke at gøre tiltaget mere komplekst end nødvendigt, blev kun bionalytikere, radiografer og terapeuter inddraget, med accept af ledelserne for disse faggrupper. Fagene havde tidligere deltaget i projekter om tværfagligt samarbejde på Ortopædkirurgisk Afdeling og Akutafdelingen. IPLS informationen bestod i, at jeg hen over efteråret 2012 havde oplæg på alle involverede afdelingers monofaglige personalemøder. Møderne var af ca. 1 times varighed og formen var et oplæg om IPLS med plads til spørgsmål og kommentarer fra deltagerne. Ledelser fra involverede IPLS afdelinger deltog, for at signalere deres dedikation til IPLS tiltaget (Peck & Dickinson, 2008). Med til praksisfelt 1 hører kommentarer fra samtaler, jeg førte med enkelte eller flere personer fra faggrupperne i dagene efter mit oplæg. 11

15 5.2. Praksisfelt 2 Praksisfelt 2 drejer sig om forståelser af IPLS som de fremkom i en interprofessionel kontekst på to kurser á fire dages varighed, afholdt i foråret Deltagerne var fordelt mellem de seks involverede fag med i alt 21 personer pr. kursus. Alle fagenes ansatte kunne tilmelde sig og udvælgelsen skete i samarbejde med ledelser fra alle fag. Jeg fungerede som kursusleder. Kursets formål var, at kursisterne skulle øge deres bevidsthed om og forståelse for, hvordan interprofessionel læring og samarbejde kan bidrage til at skabe sammenhængende patientforløb og optimere samarbejdskulturen mellem ansatte på tværs af fag. Disse IPLS kursister skal i det fremtidige arbejde danne netværk og udveksle idéer og erfaringer og som IPLS vejledere være til støtte for deres teamkolleger og teamledere. Den primære læringsform på kurset var oplæg ved fem undervisere ansat på Ortopædkirurgisk Afdeling og to eksterne konsulenter. Der var aktiv deltagelse fra kursisterne i form af gruppearbejde og grupperne blev sammensat med repræsentation fra alle fag i hver. Et væsentligt perspektiv på IPLS kurset, var inddragelse af patienters og pårørendes perspektiver. På dag tre deltog inviterede patienter og pårørende i et dialogforum sammen med kursisterne og fortalte om egne oplevelser i forbindelse med deres patientforløb på Kolding Sygehus. Efter patientfortællingerne arbejdede grupperne med fortællingerne og genererede forslag til forbedringer på Kolding Sygehus, de mente kunne give værdi for patienterne Praksisfelt 3 I dette praksisfelt 3 ser jeg på faggruppernes forståelser af IPLS over tid. Det er en beskrivelse af, hvad der sker i løbet af et år med IPLS forståelser hos de ansatte, sammenholdt med styregruppens strategiplan og forventninger til faggruppers forståelser. Jeg ser på, i hvor høj grad styregruppens strategiplan for IPLS tiltaget har været hensigtsmæssig, set i lyset af faggruppernes forståelser af IPLS konceptet. I den kommende analyse af de tre valgte praksisfelter, sammenholder jeg egen empiri med andre forskningserfaringer og teoribeskrivelser. I alle tre praksisfelter indfletter jeg styregruppens overvejelser til strategiplanen, hvor disse har relevans i forhold til den indsamlede empiri. 12

16 6. Analyse 6.1. Praksisfelt 1. Forståelser af IPLS i monofaglig kontekst Den dominerende reaktion fra alle faggruppers side i praksisfelt 1 svarer til denne udtalelse: Sygeplejerske: Det lyder meget teoretisk rigtigt, men hvordan skal det gøres i praksis? Virkeligheden er jo kompleks og det er mange fag, det drejer sig om. Ved gennemgang af feltnoter og citater ses en fælles bekymring for IPLS konceptets mulighed for at blive gennemført, men faggrupperne var generelt positivt indstillede overfor IPLS tankegange. Dog var der kun få læger, der tilkendegav positive indstillinger overfor IPLS. Skepsis blev ikke præsenteret som modstand mod de grundlæggende IPLS idéer, men skepsis mod endnu et nyt forandringstiltag, de skulle forholde sig til. En af lægerne sagde: For mig er IPLS bare endnu et i rækken af ovenfra kommende tiltag, som gør min hverdag mere bøvlet. Læg FAM 2 konstruktionen, Talegenkendelse TGK, Patientsikkert Sygehus m.m. ovenpå og du har fra dag 1 modstand mod IPLS. Citater og observationer fra praksisfelt 1 omhandlende forståelse til IPLS, har jeg valgt at opdele i fire temaer, der gælder alle fag og disse gennemgås i det følgende. Tema 1. Manglende tydelighed af hvordan IPLS skal praktiseres i den daglige praksis. IPLS blev ved mine oplæg præsenteret som et ledelsesmæssigt og politisk ønske og styregruppens strategiplan blev præsenteret. Den indebar den generiske model, at fagene i den kommende teaminddeling, selv skulle arbejde med at gøre IPLS idéer konkrete. Jeg observerede flere gange, at faggrupperne var på vagt overfor IPLS som en generisk ny arbejdsmodel. Sygeplejerske: Skal vi nu igen lave arbejdet med at få en ny idé til at passe til vores dagligdag? Det lå i kommentarerne, repræsenteret ved ovenstående citat, at personalet før var blevet præsenteret for nye ufærdige, generiske samarbejdsmodeller, præsenteret oppefra i 2 Fælles Akut Modtagelse. 13

17 systemet og at der tidligere har været indkøringsproblemer med disse nye idéer. Albæk har i 2009 påvist, hvordan idéer om udvikling af kvalitet og tværfaglighed indarbejdes på sygehusafdelinger i Danmark og giver et bud på hvorfor transformering af nye idéer fra udefra kommende idémagere til lokal virkelighed ofte fejler. Albæk konkluderer, at det er de faglige aktører som er nøglen til udvikling og det er deres forestillinger og tolkning af idéerne som har stor betydning for idéernes succes. Han beskriver tre forhold i sin konklusion: 1. idéen skal opleves som professionelt relevant af de faglige aktører. 2. aktørernes forestillinger om udvikling på kvalitet og tværfaglighed, er forbundet med den identitet aktørerne har som medlemmer af professionelle faggrupper. 3. idémagernes egne tolkninger og forestillinger om et problem eller en udviklingsmulighed, var kun i begrænset grad sammenfaldende med de faglige aktørers tolkning og forestillinger. Der kan altså ske en dekobling mellem leder- og medarbejderniveau, siger Albæk og påpeger, at faggruppernes kompetencer og engagement (skal) anvendes konstruktivt i udviklingen af kvaliteten. (Albæk, 2009, s ). Ved IPLS oplæggene oplevede jeg, at IPLS gav større mening for faggrupperne, når jeg gav eksempler fra daglig praksis. En læge spurgte f.eks.: Hvor i vores daglige praksis kan dette lade sig gøre? Hvordan konkret kan vi lære af hinanden? Mit svar kan bruges som eksempel på, hvordan jeg overfor alle faggrupper forsøgte at give konkrete IPLS eksempler til den daglige praksis: Når du har en patient i ambulatoriet, der spørger om øvelser til genoptræning efter et kompliceret brud på foden, kan du ringe efter mig som fysioterapeut. Du, jeg og patienten kan så lære af og med hinanden. Jeg kommer med forslag til øvelser på baggrund af mit fags viden. Du vurderer disse i forhold til bruddet og de bevægerestriktioner patienten skal overholde for at få god heling og patienten kan fortælle om øvelserne synes realistiske i forhold til vedkommendes daglige livsførelse. Det er et spørgsmål om at se en sag både fra flere faglige og især patientmæssige vinkler, for at behandlingen bliver så god som muligt. Lægen sagde derefter: Den mulighed har jeg egentlig aldrig tænkt over. Under oplæggene gav faggrupperne selv eksempler på, hvor IPLS kunne gøre en forskel: 14

18 Sygeplejerske: Stuegangen går meget hurtigere, hvis den terapeut, der træner med patienten, tilfældigvis er til stede og hvis der lige er en farmaceut, der kan medicinafstemme. Fysioterapeut: Vi er i gang på Akutafdelingen, hvor det er helt nyt at have terapeuter gående. Dét, at vi maser os på, bliver faktisk modtaget positivt. Man skal ikke være bange for at vise hvad man kan. Eksempler og fortællinger fra praksis havde stor betydning, men var ikke nok til at skabe en hurtig overbevisning om værdien af IPLS som ny arbejdsmodel i daglig praksis. Berg & Timmermans har i artiklen Order and Their Others On the Constitution of Universalities in Medical Work, problematiseret rationalet bag megen udvikling indenfor sundhedsvæsnet, som det f.eks. kommer til udtryk indenfor rationaliseringstiltag og standardiseringsprocedurer. Titlen indikerer artiklens tese, at negationen til uorden ikke altid er orden. At orden altså har indbygget uorden (Berg & Timmermanns, 2000). Nye tiltag i et stort system af systemer, som systemer i sygehusvæsenet, har børnesygdomme og kan efterlade personale frustreret i en travl hverdag. Det ved alle faggrupper på Kolding Sygehus. Og de ved, at det kræver megen energi at aflære gamle metoder og få nye ind under huden. I bogen Tværfaglig Praksis (Just og Nordentoft, 2012) gives eksempler på dette. I kapitlet Tværfaglig organisering kræver fælles mål og tager tid, omhandlende tværfaglig organisering af neurorehabilitering, beskrives det, at først efter 2-3 år med fokus på at optimere tværfagligheden, kunne man tale om en stabil tværfaglig hverdag. Kapitlet indledes med dette citat: Fagligheden skulle bygges op, og vi havde meget usikkerhed i forhold til, hvad hinanden kunne, og hvad det i det i det hele taget gik ud på (Ibid., s. 50). Tema 2. Skepsis overfor om ledelser vil IPLS og overfor det mulige at skabe teamsamarbejde på tværs af fag og afdelinger. Alle fag udviste skepsis overfor ledelsernes dedikation til IPLS. Citater om dette emne kan samles i dette udsagn: Sygeplejerske: Bliver der afsat tid? Vil ledelsen virkelig dette her? Styregruppen selv havde forestilling om at der bredt hos faggrupperne, på baggrund af års fokus på optimering af tværfagligt samarbejde, ville være skepsis overfor om visionerne for netop dette samarbejdsmæssige paradigmeskifte overhovedet var realistiske. Alle 15

19 faggrupper på Kolding Sygehus har de senere år oplevet mange organisatoriske forandringer med forsøg på kvalitetsforbedringer, som blev iværksat i en i forvejen travl hverdag og som også indebar ny uorden (jvnf. Berg & Timmermanns, 2000). Så hvordan få tid til at udvikle IPLS konceptet, ville medarbejderne spørge og efterspørge eksempler på, hvordan IPLS konkret skal udmøntes i daglig praksis. Svaret skulle være at forklare Albæk s pointer om det nødvendige i at inddrage medarbejderne selv i forandringsprocessen og pointere, at det både for ledere og medarbejdere er et vilkår på danske sygehuse, at produktionen skal opretholdes samtidig med, at der gennemføres tiltag til kvalitetsforbedringer. Ledelser fra de involverede afdelinger deltog flere gange på personalemøderne, hvor jeg gav oplægget. De pointerede, at også ledelser på tværs af fag er inde i en forandringsproces, hvor visioner er beskrevet, men ikke hvordan de konkret skal iværksættes. I den henseende er både ledere og medarbejdere i samme båd. Ledelsernes udtalelser mindskede dog ikke faggruppernes skepsis til ledelsesdedikationen på dette tidspunkt. Læge: Det er da helt sikkert en god idé, at vi får tid til at mødes og lægge mål og planer for det tværfaglige patientarbejde. Det gør vi næsten ikke nu mere. Men jeg vil se det før jeg tror på det, at vi får bedre tid til at praktisere det. Jeg præsenterede også i mit oplæg Region Syddanmarks visioner for mere teamorganisering. Men igen blev der spurgt til, hvordan det konkret skal gøres. At forstå, hvordan fag på tværs af siloopdelte afdelinger skal indgå i tæt teamsamarbejde, var i praksisfelt 1 genstand for megen forvirring. Læge: IPLS giver som sådan mening, men jeg kan ikke se mening i den nye teamstruktur. Sekretær: Hvordan skal vi fordeles i de forskellige teams? Hvor mange møder skal vi gå til? Bioanalytikere og radiografer havde vanskeligt ved at se sig som medlemmer af et team på en anden afdeling end deres egen, mens terapeuter beskrev, at de i længere tid havde haft fokus på at vise flaget, især på Akutafdelingen. Bioanalytiker: Jeg tror ikke, at vi kan se os selv som medlemmer i et fast team på en anden afdeling. Vores arbejde har jo ikke megen patientkontakt. Vi skal hele tiden 16

20 videre til andre patienter og tilbage for at analysere blodprøver, så tiden sammen med andre fag, er meget begrænset. Radiograf: Næsten alt vores udstyr står i Røntgen og vores kontakt til andre faggrupper især i patientnære situationer er meget begrænset. Hvordan skal vi være del af et tværfagligt team? Ergoterapeut: Hvis vi ikke kommer ud af Terapien og viser hvad vi kan tilbyde, så bliver vore tilbud til patienten glemt. Tema 3: Fagspecifikke forståelser og logikker. I praksisfelt 1 har jeg observeret, at hvert fag ser på samarbejdsproblemer ud fra deres egen synsvinkel og ikke sjældent ligger der følgende forståelse bag faggruppers udtalelser: Vi har ret de andre har uret. At sidde blandt personale kun fra sit eget fag, gav basis for gratis bemærkninger om de andre sygehusfag. Der var ikke andre fag til at modsige dem og dermed heller ikke filter på udtalelserne. På min tur rundt til mange forskellige fag og afdelinger blev det tydeligt, at et fags synspunkter på et givent forhold, kan nuanceres betydeligt, når forholdet anskues fra andre fags synsvinkel. De følgende udtalelser viser, at to eller flere sandheder om et forhold for de involverede faggrupper, sagtens kan være til stede på samme tid og have lige gyldighed. Just og Nordentoft (2012) beskriver, at mellem læger og sygeplejersker hersker der et specielt forhold. Disse to fag er ofte irriterede på hinanden, men irritationen udtrykkes helst indenfor egen faggruppe (Ibid., s 115). Derved kan myter om hinanden opstå, som ikke holder helt i virkeligheden. Dette havde praksisfelt 1 flere eksempler på: Sygeplejersker og læger så hver især sig selv som dem, der skal styre den organisatoriske del af IPLS tiltaget og begge fag tvivlede på, at andre vil, kan eller skal gøre det. Flere sygeplejersker så ikke læger som villige til at være tovholdere eller til at indgå i et tættere samarbejde: Sygeplejerske. Lægerne er ikke alt for ivrige med forpligtende aftaler i et team. Det hjælper da med de yngre læger de er mere tværfagligt indstillede. Sygeplejerske: Vil lægerne det her? Er det nu igen os sygeplejersker, der skal være tovholdere? Lægerne bliver det da ikke? 17

21 Lægerne selv imidlertid mener, at de skal stå for det organisatoriske, men nok især oplevelsen af daglig travlhed, sænker iveren efter at tage dette lederskab på sig: Dette bliver alt for tidskrævende. Det kræver jo et utal af møder. Vi kommer til at møde os ihjel og det bliver os læger, der skal styre det organisatoriske. Med hensyn til netop styrende roller i det interprofessionelle samarbejde, har terapeuterne så en forståelse af, at terapeuter i mange tilfælde må eller skal være tovholdere: Fysioterapeut: Det tværfaglige samarbejde prøver vi dagligt at få til at lykkes. Det er bare meget vanskeligt at få andre fag til at se meningen med vores handlinger. Altså; der er ikke tid til, at vi kan præsentere vores holdninger og rationale bag måden vi behandler patienterne på. Det var min observation i praksisfelt 1, at holdninger til andre fag egentlig repræsenterede enkle problemstillinger, hvor klare aftaler mellem fagene synes at kunne løse problemerne. Radiografer: Henvisninger fra læger til Røntgen er tit mangelfulde. Hvis der blev noteret lidt mere i henvisningen om patienten, vil mange misforståelser undgås. Hvis f.eks. bare der stod, at pt. sidder i kørestol, så vil vi kunne forberede vores planlægning bedre og vi vil ikke komme bagud med patienternes bookede tid. Andre udtalelser vidner om manglende forståelse for og viden om hinandens arbejdsvilkår. Udtalelser blandt monofaglige kolleger, fik hurtigt karakter af beskyldninger mod et andet fag. Her repræsenteret med to citater, udtalt uafhængigt af hinanden: Sygeplejerske i ambulatorium: Lægerne vil gerne have, at vi servicerer dem endnu mere, men vi er jo ikke én sygeplejerske pr. læge. De må lære at hente ting selv. Læge: Det er frustrerende hele tiden at skulle gå ud af sit ambulatorium for at få praktiske ting til at fungere. Hvis vi havde mere hjælp fra sygeplejerskerne til at indkalde patienter fra venteværelset, til at hente udstyr osv., vil vi kunne se dobbelt så mange patienter. Problemer på sygehuse mellem sygeplejersker og læger kan måske nuanceres og endda afhjælpes, hvis disse to fag giver større opmærksomhed til andre, ikke så dominerende fag: 18

22 Sekretærer: Vi bliver tit glemt, når andre fag tager beslutninger. Der er altid et eller andet praktisk vi ved, som beslutningen ikke tager højde for. Vi oplever, at blive glemt af ledelser, når konsekvenser af et eller andet bliver meldt ud. Ledere på informationsmøder fortæller altid om konsekvenser for sygeplejersker og for læger. Ikke for sekretærerne. Den selvforståelse og professionsidentitet fagene her giver udtryk for, er udviklet i en kompleks praksis af mange fags heterogene praksisser (Hall 2005). Hall har samlet megen litteratur om sundhedsprofessioner, der påpeger, at hvert fag har dannet egne kulturer og forståelsesdimensioner, som inkluderer egne værdier, holdninger, vaner og adfærd. Og disse kommer i praksisfelt 1 især til udtryk i monofaglige sammenhænge. En citatrække fra lægegruppen kan vise dele af dette fags selvforståelse: - Det er nok vigtigt i første omgang, at lægegruppen får bedret det sociale, monofaglige miljø. Det er jo os læger, der sætter dagsordenen i afdelingen. - Har lige været på sygehusets kommunikationskursus og jeg har indtrykket af, at kurset kun har den effekt at få de andre fag op på lægernes niveau. IPLS drejer sig måske også om at få de andre fag op på lægernes niveau? - Det der spørgsmål i spørgeskemaet om IPLS 3, det må da være lægerne, der topper der, ikke?: Jeg er nødt til at tilegne mig meget mere viden og flere færdigheder end sundhedsprofessionelle fra andre fagområder. Min observation er, at de øvrige fag på Kolding Sygehus anerkender lægerne som øverst i hierarkiet. Det kunne være interessant at høre, om andre fag mener, at det er lægerne, der sætter dagsordenen, har høje kompetencer indenfor kommunikation og IPLS, samt er den faggruppe, der må tilegne sig flest færdigheder og mest viden sammenlignet med øvrige fag. De andre fag vil sandsynligvis sætte andre nuancer på lægernes udtalelser. Jeg har observeret, at hvert fag har en selvforståelse angående egen rolle, varetagelse af opgaver og status som andre fag ikke nødvendigvis er enige i. Lægegruppen er her kun vist som eksempel og i praksisfelt 2 viser jeg, at andre fag ligeledes har egne selvforståelser, som de øvrige fag undrer sig over. 3 Alle medarbejdere fik før igangsættelse af IPLS tiltaget tilsendt et spørgeskema om deres holdning til IPLS. 19

23 Tema 4: Koordinering af forskellige fags arbejdstilrettelæggelse. Mange kommentarer handler om at få egen arbejdstilrettelæggelse og arbejdsvilkår til at harmonere med andre fag. Læger påpeger, hvordan de må gå fra den ene kontekst til den anden. Om morgenen til egen konference, videre til konference på Røntgen, så stuegang på sengeafdeling, til ambulatorium, til operationsafdeling osv.. Og ikke altid er det muligt for læger at overholde aftaler, fordi uforudsete ting opstår. Det kan være vanskeligt at have forståelse for hos andre fag, der akut ønsker lægens tilstedeværelse: Sygeplejerske: Stod her for nylig med en patient vi bedøvede til operation, fordi vi havde en klokkeklar aftale med operatøren om at møde til den og den tid. Men der gik en ½ time mere inden lægen kom. Kan vi ændre på det, tror du? Interprofessionelt samarbejde medfører ofte følgende dilemma: At gå på kompromis med monofaglighedens mål for at tilgodese et andet fags eller patientens mål. Radiografer udtalte f.eks, at det set fra eget perspektiv, ikke altid er hensigtsmæssigt at have en Røntgensatellit i Ortopædkirurgisk Afdeling, men at dette må accepteres, fordi det giver god mening for andre fag: Radiograf: Satellitfunktioner, som i Ortopædkirurgisk ambulatorium, gør det vanskeligt at hjælpe hinanden monofagligt. Der kan være travlhed i Rtg. afd. og intet at lave i satellitten og vice versa. Men Orto erne er glade for satellitten. Og på Røntgen fremkom denne ordveksling, som viser, at der mellem fagene er basis for klarere aftaler, for at imødekomme hinandens arbejdstilrettelæggelse: Radiograf: I traumeteamet står vi ofte i traumekald med uklarhed over, hvornår vi skal til og hvornår bioanalytikerne skal til. Det er traumelederen, der skal tage stilling, men ofte bliver der ikke taget stilling og så står begge fag og venter. Hurtig efterfølgende kommentar fra kollega: Nej, det er altid bioanalytikerne, der først får mast sig ind! Fagenes forståelser af andre fag, vidner om en opdelt struktur på sygehuset, hvor samarbejdsproblemer ofte italesættes som os kontra de andre. I en IPLS tankegang er det afgørende, at faggrupperne arbejder på at udvikle en mental forestilling om bredere fællesskaber end de monofaglige. Og i en interprofessionel teammæssig optik, skal der arbejdes på at skabe et vi i stedet for jeg (Stoch & Søholm, 2005, s. 53). Dvs. et skifte i 20

24 måden man tænker opgaveløsning på, hvor det ideelt set er teamet ikke individet, ikke det enkelte fag der bliver den mindste enhed. I praksisfelt 2 arbejdes der med dette ideal Praksisfelt 2. IPLS forståelser i et interprofessionelt perspektiv I praksisfelt 2 blev der skabt rum for, at fagene kunne sætte sig ind i og lytte til andre fags argumenter, bagvedliggende antagelser og begrundelser for eget fags virke. Til dette har Hall (2005) denne kommentar: A major challenge facing proponents of effective interprofessional teamwork is to provide opportunities for team members to understand each other s cognitive maps. Praksisfelt 2 skabte denne mulighed for fagene, for at høre hinandens forståelser af IPLS og af egne og fælles praksisser. Fagpersoner fik modspil til egne forståelser fra andre fag og fra patienter og sammen overvejede de nye handlemuligheder i fælles praksis. Og praksisfelt 1 s temaer træder frem igen og et nyt kommer til, men de må præsenteres anderledes. Forståelserne af IPLS i temaerne har bevæget sig fra praksisfelt 1 til 2: 1. Fra manglende tydelighed til skabelse af tydelighed. 2. Fra monofaglige til interprofessionelle perspektiver og logikker. 3. Fra monofaglig til interprofessionel arbejdstilrettelæggelse. 4. Fra professionsperspektiv til inklusion af patientens perspektiv. Tema 1. Fra manglende tydelighed til skabelse af tydelighed. Det var et mål på IPLS kurset, at fagene øgede deres viden om hinandens faglige kompetencer. Kursisterne øvede sig i at præsentere og repræsentere deres eget fag. Og det er ikke helt så enkelt eller nem en opgave som det lyder. Fags opgaver i løbet af en dag er mangfoldige og da fagpersoner ofte arbejder sammen med monofaglige kolleger, er der ikke behov for at kunne præsentere sit fag og dets opgaver i løbet af dagen. Det er der brug for, når man samarbejder med andre fag. I et teamsamarbejde er det vigtigt at kunne skabe synergieffekter af fagenes komplementære kompetencer (Reeves 2010, s. 57). Når teamets medlemmer kender til hinandens arbejdsopgaver, bliver det nemmere at aftale roller og opgaver og ydermere; det bliver nemmere at hjælpe hinanden: Ergoterapeut: Når en nyopereret patient beder mig servere et glas vand, kan jeg godt blive lidt usikker. Der ligger et væskeskema på sengebordet. Hvordan udfylde 21