Nigeria som sikkerhedspolitisk aktør - med hvilke interesser?

Transkript

1 Kaptajnløjtnant Christian Horsted STK 2007/08 Forsvarsakademiet Juni 2008 Nigeria som sikkerhedspolitisk aktør - med hvilke interesser? Med udgangspunkt i Waltz formulering af den neorealistiske teori gennemføres der på baggrund af en opstilling af Nigerias kapabiliteter en analyse af Nigerias sikkerhedspolitiske rolle på det afrikanske kontinent efter 2002.

2 ABSTRACT This extended essay discusses Nigeria and its capacity as a security political role actor from 2002 and onwards on the African Continent and it puts forward the hypothesis: Nigeria s security political profile is dominated by the ambition of becoming Africa s leading security actor. The analysis starts with an assessment of Nigeria s strengths by looking into her capabilities. It is concluded, that Nigeria is a potent and strong state, let alone the political stability. The essay then looks into three political elements to be able to test the hythesis: Nigeria s efforts in pursuing the election to one of the expected new permanent seats in the Security Council; Nigeria s efforts in her involvement in the Darfur crisis and an examination of the strategies chosen by Nigeria. Furthermore, Nigeria s relations towards international institutions are discussed. It is concluded that Nigeria is seeking regional dominance by pursuing a seat in the Security Council, as this will enable Nigeria to influence AU and the direction that the union will take in security matters. The interest for Nigeria is in the end to achieve maximum influence and security in a region, which is troubled by numerous conflicts and wars, while Nigeria, contrary to a number of other African States, is on her way to a new and prosperous future founded on the increasing oil revenue. 2

3 RESUMÉ Dette speciale analyserer Nigerias profil som sikkerhedspolitisk aktør efter 2002 og stiller i den forbindelse spørgsmålet, hvilke interesser Nigeria efterstræber i den rolle i en afrikanske, regionale kontekst. Specialet opstiller hypotesen, at Nigerias sikkerhedspolitiske profil domineres af ambitionen om at være Afrikas førende sikkerhedspolitiske aktør. I tilknytning hertil stilles spørgsmålene, om Nigeria har potentialet til at være den aktør, Nigeria ønsker at være og om Nigeria i virkeligheden forfølger en strategi med det ønske at dominere AU s sikkerhedspolitiske rolle på det afrikanske kontinent. For at finde svarene er der i med rod i specialets teoriapparat neorealismen opstillet tre hypotesetestende elementer. Der ses derfor på Nigerias bestræbelser på at komme i FN s Sikkerhedsråd, Nigerias rolle i Darfur konflikten samt Nigerias valg af strategi i forhold til primært i forhold til at bemande FN missionerne i regionen. I specialet er opstillet to analyser. Analyse 1 gennemgår de af Waltz opstillede syv kapabiliteter for Nigeria. Formålet er at klarlægge statens potentiale som sikkerhedspolitisk aktør på grundlag af den konstaterede styrke Nigeria, efter en samlet vurdering, fremstår med. Det konkluderes på baggrund af en opstillet aktørmodel, at Nigeria besidder et mellemhøjt potentiale, men det konkluderes også, at Nigerias politiske kompetence og stabilitet er den svageste kapabilitet i staten. Videre konkluderes det, at Nigeria på den ene side agerer i forhold til internationale institutioner, herunder AU, med det grundlæggende formål at afkode potentielle aggressorer eller konkurrenter deres intentioner. På den anden side ønsker Nigeria også at samle så mange stater som muligt i fællesskaber, idet den fælles kapabilitet derved bliver mindre grundet princippet om free riding. Analyse 2 klarlægger Nigerias strategi, der viser sig ved at analysere på de tre hypotesetestende elementer. Det tre hypotesetestende elementer anvendes bagefter som grundlag for en samlet indikation. I forhold til at svare på specialets problemformulering, der ser på, hvordan Nigeria som sikkerhedspolitisk aktør har manifesteret sig på det afrikanske kontinent, og desuden på baggrund af hvilke interesser er dette sket, konkluderes det, at Nigeria sikkerhedspolitisk har manifesteret sig som en særdeles aktiv og synlig aktør, der i høj grad har evnet at indsætte substantielle militære bidrag i FN operationer, særligt på det afrikanske kontinent, men i nogen grad også globalt. Bidragene har bragt Nigeria i toppen som det afrikanske land, der aktuelt bidrager mest. Det konkluderes, at Nigerias ambition om at få en permanent plads i Sikkerhedsrådet er et udtryk for en interesse i at kunne påvirke regionalt gennem AU i en subsidiaritetsmæssig kontekst. Nigeria er påvirket af den nye verdensorden, forstået som det unipolære system. I den realistiske forståelse er en sådan tilstand en overgangsordning, fordi magtbalancens mekanismer vil tilsige en udvikling mod enten et bipolar eller multipolart system. Under sådanne omstændigheder vil en selvhjulpen stat sørge for sin egen sikkerhed i den realisti- 3

4 ske logik. Den udvikling og proces må Nigeria konkluderes at være på vej ind i, fordi Nigeria dels er inde i en kraftig ekspansion indenfor den økonomiske kapabilitet samtidig med, at Nigeria anvender sit militær meget aktivt. Nigeria har indset, at i forbindelse med de stærke magters gradvise tilbagetrækning efter bipolariteten, skal det sikkerhedsmæssige vakuum i regional sammenhæng udfyldes snarest muligt, hvis ikke det skal overtages af nye konkurrenter på vej op i magthierarkiet. Det globale perspektiv er blevet regionalt. 4

5 RESUMÉ 3 INDHOLDSFORTEGNELSE KAPITEL - INDLEDNING OG OPGAVEDISKUSSION Overordnet problemstilling Motivering og relevans Afgrænsning Begrebsapparat og definitioner Definition af en sikkerhedspolitisk aktør Opstilling af problemformulering samt hypotese Specialets struktur KAPITEL - METODE Metodisk tilgang Metodisk design Kilder KAPITEL - TEORIAPPARAT Teorivalg Teoriapparat Waltz teori om realisme Birthe Hansens operationalisering af Waltz neorealistiske teori Territorium Befolkning Naturressourcer Økonomi Politisk kompetence Politisk stabilitet Militær kapacitet Birthe Hansens polaritetsbegreb Aktørmodel Vurdering af de syv kapabiliteter i den aktuelle kontekst (Nigeria) Mearsheimer og hans teori om institutioner Supplerende betragtninger vedrørende valget af neorealismen KAPITEL - NIGERIAS POTENTIALE SOM SIKKERHEDSPOLITISK AKTØR Indledning Analyse Nigerias styrker og svagheder som potentiel sikkerhedspolitisk aktør Territorium og geostrategisk placering Befolkning Naturressourcer Økonomi Politisk kompetence Politisk stabilitet Militær kapacitet Overvejelser vedrørende analysen Delkonklusion på analyse 1 arbejdsspørgsmål KAPITEL - NIGERIAS INTERESSER OG SIKKERHEDSPOLITISKE PROFIL Indledning - Analyse Nigerias interesser ud fra den neorealistiske teori

6 5.3. Analyse af Nigerias sikkerhedspolitiske profil efter Nigerias bestræbelser på at blive repræsenteret i FN s sikkerhedsråd Nigeria og Darfur krisen Nigerias valg af strategi Nigerias ageren i forhold til internationale institutioner og organisationer Overvejelser vedrørende analysen Delkonklusion på analyse 2 arbejdsspørgsmål Nigerias ambitionsniveau, af- eller bekræftelse af specialets hypotese KAPITEL - KONKLUSION KAPITEL - PERSPEKTIVERING...52 Bilag LITTERATURLISTE

7 1. KAPITEL - INDLEDNING OG OPGAVEDISKUSSION 1.1. Overordnet problemstilling. Nigeria, Afrikas største bidragsyder til FN operationer, er inde i en hastig økonomisk udvikling, og er desuden med overgangen til en civil regering efter adskillige års militært styre inde i en positiv demokratisk udvikling. Formålet med specialet er at analysere Nigerias potentiale som sikkerhedspolitisk 1 aktør ud fra landets kapabiliteter, og at analysere Nigerias sikkerhedspolitiske profil på det afrikanske kontinent 2. Analysen munder ud i en kausal forklaring på, hvorfor Nigeria varetager sine interesser, som staten gør. Svarene skal give større forståelse for den sikkerhedspolitiske udvikling i regionen, og de skal give et større indblik i det internationale system og de mekanismer, aktørerne ligger under for. Den aktuelle sikkerhedspolitiske virkelighed i Afrika er særdeles kompleks. 11 af FN s 17 3 igangværende fredsstøttende operationer sker på det afrikanske kontinent og den ældste af missionerne har været aktiv siden april Det er dermed en betydelig del af FN s ressourcer til fredsbevarende og fredsskabende missioner, der er bundet af opgaver på det afrikanske kontinent. Og der er ikke noget, der umiddelbart peger på, at dette tal indenfor overskuelig fremtid vil være for nedadgående. Konflikterne på det afrikanske kontinent er en blanding af intrastatslige 4 og interstatslige 5 konflikter. De er relateret til alt fra territorialkonflikter, over konflikter om råstoffer til etniske stridigheder samt stridigheder om retten til magt og indflydelse. I den sammenhæng er Nigeria en aktiv og integreret del af det, man kan kalde en afrikansk sikkerheds- og indflydelsesarkitektur. Dette leder naturligt videre til spørgsmålet om, hvordan denne situation har påvirket Nigeria og dets forhold til såvel AU som de øvrige afrikanske stater. Det derfor specialets hensigt at stille skarpt på den ene af de tre 6 vel nok mest indflydelsesrige stater på det afrikanske kontinent som udover Sydafrika og Egypten er Nigeria Motivering og relevans. Skal Afrikas udvikling sikres og dermed give kontinentet velstand og bæredygtighed, er det afgørende, at der først og fremmest skabes fred og sikkerhed. Da det kan skabes på flere måder, er det interessant, hvordan Nigeria navigerer i den sammenhæng også set i forhold til AU. AU er tiltænkt en meget vidtgående og stabiliserende rolle på det afrikanske 1 Sikkerhedspolitik: En betegnelse for summen af de handlinger, en aktør udfører for at realisere opstillede (politiske) målsætninger, og særligt i de situationer, hvor aktøren i forbindelse med at nå disse opstillede målsætninger konfronteres med trusler fra andre aktører i systemet. 2 Idet Nigeria også har haft indsat tropper i FN missioner uden for det afrikanske kontinent, f.eks. Haiti (MI- NUSTAH) og i Bosnien Konflikter indenfor en stats egne grænser. 5 Konflikter på tværs af grænser (mellem stater). 6 Knapp og Nielsson (2007: s. 5). 7

8 kontinent 7. Intentionen med AU var bl.a., at der også skulle tilbydes organisationens medlemmer en form for kollektiv sikkerhed i kraft af den meget vidtgående klausul i AU s grundlæggelsestraktat i forhold til den deri nedfældede hjemmel til indgriben 8. Det synes således interessant at undersøge om den måde, hvorpå den sikkerhedspolitiske virkelighed i Afrika har udviklet sig siden AU s grundlæggelse i 2002, har haft en synlig effekt på Nigerias sikkerhedspolitiske profil - og i tilknytning hertil - de dermed forbundne nigerianske interesser? Nigeria har siden sin uafhængighed i 1960 udviklet sig til en af de mest toneangivende aktører på det afrikanske kontinent, og har i den rolle påtaget sig flere opgaver i konflikter, kriser og krige i Afrika 9, men også udenfor regionen. Og trods det, at store dele af befolkningen aktuel lever i fattigdom og stor nød, har landet alligevel formået at udvikle sig til at indtræde i den aktive position, det har i dag. Der er næppe nogen tvivl om, at Nigeria søger at maksimere egen position og indflydelse, men sker dette først og fremmest for at sikre egen stabilitet og overlevelse, eller er det snarere et udtryk for en ambition om at indtage rollen som Afrikas dominerende stat? Det vil derfor være interessant at se på, i et neorealistisk perspektiv, hvorvidt Nigeria i virkeligheden søger at maksimere egen indflydelse på bekostning af de andre stærke magter i Afrika og, hvordan Nigeria agerer i forhold til AU Afgrænsning. Indledningsvis er der foretaget en periodemæssig afgrænsning. Specialet fokuserer på tiden fra oprettelsen af AU, dvs. fra 2002 og frem til i dag. Det skyldes, at der først med oprettelse af AU viste sig en fælles vilje til at blive enige om at agere sikkerhedspolitisk. Prisen for dette var, at medlemsstaterne skulle være indstillet på at give indrømmelser til AU, og at medlemmerne skulle være indstillet på at give indrømmelser til AU, og at medlemmerne kunne risikere at afgive suverænitet. I den forbindelse vil der blive sat fokus på Nigerias ageren i forhold til AU og sekundært Nigerias ageren i forhold til andre stater i regionen. Der følger af teorivalget også en afgrænsning. I og med neorealismen er valgt som teoriapparat, vil der fortrinsvis blive fokuseret på de eksterne faktorers påvirkninger, primært i form af besiddelsen/karakteren af udvalgte kapabiliteter som en årsag til systemiske mønstre. Der vil, i overensstemmelse med teorien, således ikke blive kigget på afhængige variabler såsom beslutningstagning og ageren på individniveau, konkrete stats- og regeringsformer mv. - altså en reduktionistisk tilgangsvinkel 10. Dette forhold vil der blive redegjort nærmere for i forbindelse med specialets gennemgang af teorien i kapitel 3. Selvom specialets fokus er tiden efter 2002, vil der kort blive redegjort for det internationale systems udvikling efter den kolde krig for at sætte specialets fokus i en historisk kontekst. 7 Møller (2008: s og s. 28) 8 Her tænkes særligt på AU Constitutive act, Articel 3 (b) og 4(h) som har hhv. et inter- og intrastatsligt sigte. 9 Mosdal (2008: s. 51) 10 Waltz (1979) 8

9 I forhold til at behandle Afrika tager specialet i regional forståelse udgangspunkt i Sub- Sahara Africa, fordi de nordafrikanske stater i dette speciales kontekst anses at indgå i et andet sikkerhedskompleks og dermed en anden regional referenceramme 11. Imidlertid vil Egypten blive inddraget, da Egypten i forhold til at have ambitioner om at komme i Sikkerhedsrådet, er en væsentlig aktør i forhold til sub-sahara regionen 12 sammenholdt med, at Egypten samtidigt på områder agerer efter samme mål med Sydafrika og Nigera. Se afsnit 1.4. for yderligere uddybelse Begrebsapparat og definitioner. Indledningsvis skal den geografiske referenceramme fastlægges. I forhold til inddeling under det globale niveau i regionale og subregionale er der en igangværende diskussion om denne inddeling 14, en diskussion, der ikke vil blive ført videre her. I dette speciales referenceramme vil sub-sahara blive anset for en selvstændig region. Af dette følger, at der ved forståelsen regional aktør eller regional dominans fokuseres på disse begreber i relation til implikation på sub-sahara Africa. De vigtigste begreber og definitioner i specialet vil blive forklaret eller defineret i fodnoterne. Begreber og definitioner i international politik 15 kan næppe fastlægges efter en fælles universel overenskomst. Dertil er disciplinen for kompleks og under indflydelse af det store antal forskere og forfattere med hver sin referenceramme. De i fodnoterne forklarede begreber og definitioner opstilles derfor primært med det formål at skabe en fælles referenceramme for læserens forståelse. Begreber og definitioner fra teorier er forsøgt opstillet loyalt overfor de forfattere, der har bidraget med dem Definition af en sikkerhedspolitisk aktør. Da specialets titel er Nigeria som sikkerhedspolitisk aktør, skal begrebet indledningsvis defineres. Da specialet funderes på den neorealistiske diskurs, vil det altså være i denne referenceramme, at begrebet skal fastlægges. Til brug herfor opstilles følgende sammenhæng: Magtressourcer + Strategi (profil) = Sikkerhedspolitisk aktør En stats magtressourcer bestemmer det sikkerhedspolitiske aktørpotentiale. Jo stærkere magtressourcer en stat besidder relativt set, desto større vil statens teoretiske forudsætninger være for at kunne agere som sikkerhedspolitisk aktør; og omvendt. Dette skisma vil imidlertid skulle ses i sammenhæng med den valgte sikkerhedspolitiske strategi, eller med andre ord, den profil, staten vælger. Profilen er dermed et udtryk for, hvordan staten vælger at operationalisere sit magtpotentiale. 11 Knapp og Nielsson (2007: s. 5). 12 Det skal bemærkes, at Egypten i SIPRI s bpg er opført under Mellemøsten. 13 Bemærk også, at Egypten ikke er medlem af Maghreb Unionen. 14 Møller (2005: s. 9). 15 IP med stort. 9

10 Hvordan sammenhængen mellem ressourcer og strategi samt opgørelse af en stats magtressourcer konkret måles i den neorealistiske kontekst, vil blive uddybet nærmere i forbindelse med gennemgang af specialets teoriapparat i kapitel Opstilling af problemformulering samt hypotese. Ovenstående overvejelser leder frem til specialets problemformulering: Hvordan har Nigeria som sikkerhedspolitisk aktør manifesteret sig på det afrikanske kontinent, og på baggrund af hvilke interesser er dette sket? Specialet anvender den neorealistiske teori og der opstilles, med baggrund i problemformuleringen, en hypotese, der efterfølgende vil blive genstand for en nærmere undersøgelse: Nigerias sikkerhedspolitiske profil domineres af ambitionen om at være Afrikas førende sikkerhedspolitiske aktør. Til støtte for hypotesen opstilles endvidere to arbejdsspørgsmål: 1. Har Nigeria potentialet 16 til at være den sikkerhedspolitiske aktør, Nigeria ønsker at være? og 2. Har Nigeria via sit valg af strategi et ønske om at dominere AU s sikkerhedspolitiske rolle på det afrikanske kontinent? De to arbejdsspørgsmål vil blive besvaret i henholdsvis analyse 1 og Specialets struktur. Specialet er opdelt i syv kapitler, som følger: Kapitel 1 omhandler den overordnede problemstilling, specialets problemformulering, motivering og relevans, afgrænsning og definitioner, samt specialets struktur. Formålet med Kapitel 1 er at bibringe læseren et overordnet overblik over specialet og dermed en bedre forståelse for specialets strukturelle sammenhæng. Kapitel 2 omhandler den metodiske tilgang såvel som det metodiske design. Formålet med kapitlet er at ridse den overordnede metodik op i form af præsentation af den analytiske tilgang, teoriens anvendelse samt specialets skrivemetode i øvrigt. I kapitel 3 gennemgås specialets teoriapparat, hvori der argumenteres for teorivalg og hvor den valgte teori operationaliseres. Det er i dette kapitel valgt at medtage en kort diskussion af neorealismen for at sætte rammen for forståelsen af den konkrete anvendelse, herunder søge at redegøre for de overvejelser samt alternativer til det endelige valg af teori, der ligger bag. 16 På baggrund af en opgørelse af Nigerias kapabiliteter i overensstemmelse med Waltz teori. 10

11 I kapitel 4 foretages en beskrivende analyse af Nigerias kapabiliteter 17 for så vidt angår styrker og svagheder. Kapitlet analyserer dermed Nigerias potentiale som sikkerhedspolitisk aktør og bidrager til at svare på arbejdsspørgsmål 1. I kapitel 5 gennemføres specialets anden beskrivende analyse. Analysen indledes med at søge at afdække Nigerias interesser i en neorealistisk kontekst. Herefter analyseres specialets centrale hypoteseprøvende elementer: Nigerias bestræbelser på at blive repræsenteret i FN s sikkerhedsråd, Nigerias relation til AU samt endelig Nigerias indsats i forhold til den igangværende krise i Darfur. Formålet er at se specialets samlede hypoteseprøvende element i en sammenhæng for dermed at kunne afgøre, hvorvidt hypotesen kan be- eller afkræftes. I kapitel 5 bidrages til besvarelse af arbejdsspørgsmål 2. Kapitel 6 er specialets konklusion. Formålet er at sammenfatte og konkludere arbejdsspørgsmål, hypotese samt svare på problemformuleringen. I kapitlet konkluderes endvidere, hvorvidt specialets hypotese kan be- eller afkræftes. Kapitel 7 er en perspektivering på baggrund af identificerede sammenhænge mellem årsager og virkning specialets kausalitet. Formålet er at se på, hvilke tendenser i den sikkerhedspolitiske udvikling i Nigeria og regionen, det vil være interessant at følge i fremtiden. En kort teorikritik vil afslutte perspektiveringen. 17 Kapabilitet forstås som en given kapacitet og måden, hvorpå denne anvendes. 11

12 2. KAPITEL - METODE 2.1. Metodisk tilgang I det følgende redegøres for den overordnede opgavetilgang samt det videnskabsteoretiske perspektiv, der vil blive anvendt dels ved problemformuleringen, dels ved den opstillede hypotese 18. I det videnskabsteoretiske perspektiv vil de ontologiske og epistemologiske valg, der er truffet, kort blive behandlet: Indledningsvis er der i den ontologiske kontekst foretaget et valg mellem objektivisme og reflektivisme. Eftersom specialets teoretiske ramme er neorealismen, anvendes den objektivistiske tilgang, hvor forståelsen er, at der er én og kun én sandhed, som socialvidenskaben så har til formål at afdække 19. I den epistemologiske ramme er der foretaget et valg mellem de tre fremherskende retninger: Positivisme, hermeneutik samt kritisk teori 20. I dette speciale anvendes en positivistiske retning, men mere konkret forstået som kritisk rationalisme, der er Karl Poppers skærpelse af den positivistiske retning. Dermed er der forsøgt at skabe sammenhæng mellem ontologi og epistemologi, fordi den valgte epistemologiske ramme kritisk rationalisme antager, at der kun er en objektiv sandhed, hvorfor meninger og værdiudsagn således er irrelevante. De foretagne valg forekommer således at være de mest logiske i forhold til neorealismens fokus på de uafhængige variabler samt den strukturelle tilgang. Som analytisk tilgang til specialet anvendes den deduktive tilgang: Der konkluderes som en logisk følge af de opstillede præmisser. Det kan umiddelbart synes en anelse rigidt, fordi teorien kan hævdes på forhånd at fokusere på en række løsningsmuligheder. Ikke desto mindre må dette også ses som værende en egentlig styrke, fordi det felt, hvori svarene skal søges, hermed snævres ind. Specialet anvender overordnet set den strukturelle, realistiske vinkel. Det betyder, at det primært er det neorealistiske teoriapparat, der, jvf. ovenstående, skal give svarene i det deduktive perspektiv. Det skal understreges, at analysens fokus er et øjebliksbillede: Heri ligger dog ikke et fravalg af at behandle allerede indtruffede begivenheder, fordi der heri ligger mønstre, der kan forklares ud fra specialets teoretiske vinkel. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at neorealismen, i lighed med IP teorier generelt, ikke kan anvendes til at forudsige politiske begivenheder. Neorealismens styrke er at give forklaringskraft til foretagne observationer 21. Såfremt det internationale system opfører sig som forventet, vil der være tale om, at specialets hypotese er bekræftet, eller med andre ord, at specialets hypotese ikke er falsifice- 18 Rienecker og Jørgensen (2006: s. 195). 19 Bryman (2003: s ). 20 Ibed, s Waltz diskuterer tilsyneladende sin teori evne til at forudsige (1979, s. 69). Konklusionen må imidlertid være, at naturligvis kan den ikke forudsige politiske begivenheder. I dette speciale tolkes Waltz derfor derhen, at hans teori kan anvendes til at fremskrive systemiske logikker i overensstemmelse med hans teoris centrale synspunkt om de uafhængige variablers indflydelse. 12

13 ret. Dermed vil teoriens systemiske og strukturelle tilgang have vist sig at kunne tilbyde den ønskede forklaringskraft på det observerede. Der forholdes til (aktuel) politik og ikke policy, fordi et fokus på policy i udpræget og uønsket grad vil centrere på interne forhold og dermed opstår også risikoen for at vægte individuelle, afhængige variabler i staten. Som følge af teorivalget, og i forlængelse af ovenstående, vil der heller ikke blive fokuseret på interne forhold i Nigeria 22, forstået på den måde, at interne beslutningsmekanismer og faktorer forbundet hermed udelades. Heri kan umiddelbart ligge et paradoks i forhold til den virkelig verden på den ene side og Waltz teori på den anden side. Argumentet er, at trods det, at der ses på kapabiliteterne, som kan anskues at være et indre anliggende, så ligger fokus på det potentiale, disse kapabiliteter udgør. Kapabilitetsfordelingen er selve udtrykket for den relative magt mellem stater/aktører og dermed et udtryk for magtbalancen 23 i sig selv. Rykkes denne fordeling, rykkes magtbalance og dermed magtfordelingen. Men der ses i overensstemmelse med Waltz teori ikke på, hvilke interne beslutningsmæssige grundlag, der ligger til grund for generering af de enkelte kapabiliteter. Ovennævnte fravalg er ikke et udtryk for, at Waltz ikke anerkender interaktion (relation) 24, men der vil i strukturel 25 neorealistisk kontekst skulle ses på en abstraktion herfra. Strukturer er altovervejende konstante, men er naturligvis i stand til at påvirkes. Dette vil imidlertid aldrig ske som følge af de enkelte lederpersonligheder, deres adfærd mv., da disse med andre ord ses som afhængige variabler. Waltz bruger i sin teori fra 1979 meget energi på at forklare dette som det reduktionistiske 26 fænomen. Der anvendes i specialet den klassisk-empiriske skrivemetode 27. Det betyder helt grundlæggende, at teorigennemgangen og undersøgelsesredskaberne præsenteres før analyserne. Det skal her indskydes, at tilgangen også åbner for, at det kan vælges at gøre dette sideløbende. Den tilgang er imidlertid ikke valgt i nærværende speciale. De enkelte analyser vil imidlertid overordnet set være beskrivende (deskriptive). Den afsluttende perspektivering bør ses frigjort fra den teoretiske kontekst og dermed stå for forfatterens egen regning og risiko. Men det kan på den anden side ikke udelukkes, at der i den foretagne perspektivering kan forekomme sammenfald med fremskrivning af systemiske logikker Metodisk design. For en nærmere skematisk gengivelse af det overordnede metodiske analysedesign henvises til bilag Dette vil dog blive uddybet og behandlet senere i specialet. 23 Magtbalance: En utilsigtet konsekvens af staters forsøg på at overleve i det internationale, anarkiske system. 24 Waltz (1979: s. 80) 25 Struktur: Det regulerende kraftfelt i systemet, bestående af et organiseringsprincip, en funktionel opdeling samt relative kapabiliteter. 26 Reduktionisme: Et synspunkt, der finder, at man kan opbygge viden om verden ved at se på de enkelte detaljer og kombinationer af disse og herunder også disse detaljers adfærd. Reduktionister har en positivistisk analytiske tilgang. Analyseniveauet er typisk intra-statsligt. 27 Også beskrevet som den klassisk videnskabelige metode, Rienecker og Jørgensen (2006: s.163) 13

14 Der arbejdes med en overordnet hypotese (jvf. afsnit 1.5), som behandles på baggrund af to særskilte analyser. Hypotesen lyder: Nigerias sikkerhedspolitiske profil domineres af ambitionen om at være Afrikas førende sikkerhedspolitiske aktør. På den baggrund analyseres først Nigerias styrker og svagheder. I analyse 2 undersøges specialets tre hypotesetestende elementer; Nigerias bestræbelser på at blive permanent medlem af Sikkerhedsrådet Nigerias indsats i forbindelse med håndteringen af krisen i Darfur regionen og, Nigerias valg af strategi Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at de tre hypotesetestende elementer i forbindelse med den endelige falsificering ikke må udtages af deres sammenhæng. Elementerne skal tvært imod ses som en samlet indikation, som med deres respektive bidrag, klarlægger Nigerias interesser Kilder. Som kilder til specialet er tilstræbt at anvende primære kilder såsom bøger, tidsskrifter, og artikler. Det er tilstræbt at anvende originalkilder på originalsprog. Endvidere er der trukket og anvendt nøgletal og statistiske opgørelser fra hjemmesider tilhørende diverse organisationer og institutioner. I det omfang, der er anvendt andenhåndskilder, er der i videst mulige omfang henvist til den originale kilde 28. I forbindelse med indhentning af statistiske tal har uafhængige kilder ofte givet forskellige tal. F.eks. er der konstateret uoverensstemmelse mellem SIPRI og Janes ved bl.a. styrkeopgivelser. I det omfang det ikke har været muligt at få diskrepanser undersøgt nærmere, kan de trufne valg desværre ikke argumenteres ud fra en snæver faglig synsvinkel, men alene som en afvejning i den konkrete situation. 28 Rienecker og Jørgensen (2006). 14

15 3. KAPITEL - TEORIAPPARAT 3.1. Teorivalg Ved valg af teori skal der fokuseres på at anvende den teori, der først og fremmest har den bedste forklaringskraft ved, at de uafhængige variable har større effekt på de afhængige end omvendt. Herved menes, at al påvirkning og interaktion fremtræder tydeligt og entydigt. Når det er sagt, er det også vigtigt, at teorien er enkel og solid således, at den allerede med relativt få variable kan vise det ønskede, dog uden samtidigt at løbe den risiko at blive underdeterminerende. Derved undgår man unødigt komplicerede modeller, som med deres store kompleksitet samtidig også bliver meget sårbare. Endelig skal en god teori ikke blot kunne svare på, hvad, der forårsager det observerede, men også hvorfor. Dette samtidigt med, at det undgås at rejse nye spørgsmål i forsøget på at svare herpå. Ved valg af teori til at analysere en sikkerhedspolitisk aktør viser der sig en række muligheder. Det er i den proces dog næppe muligt at indplacere alle teorier efter en orden, der meget bastant er ordnet efter den enkelte teoris anvendelighed i forhold til at forklare dynamikken omkring sikkerhedspolitiske aktører. Det er således nødvendigt at træffe en række valg ikke blot på baggrund af rent objektive årsager men også på et mere subjektivt fundament i forhold til, hvilken analytisk vinkel der ønskes på problemstillingen. De dominerende og meget betydningsfulde IP-teorier såsom realismen, liberalismen og konstruktivismen, er alle teorier, der kan anvendes på nærværende problemstilling. Men også den engelske skole og institutionalismen kunne være interessante. Alle retninger og/eller skoler har deres egen forklaringskraft, styrke og svagheder, og er på hver sin måde produkter af deres egen tid og anskuelse. Den klassiske realisme, som den fremstilles af Thukydid, Niccolo Machiavelli, Thomas Hobbes og senere Hans Morgenthau, medtager den menneskelige natur som den centrale parameter bagved de motiver, der ligger til grund for, at stater søger det, som den klassiske realisme tager sit grundlæggende udgangspunkt i, nemlig ønsket om og stræben efter dominans. Efter en række grundlæggende overvejelser har det endelige valg af teori til dette speciale stået mellem neorealismen og neoliberalismen. For så vidt angår liberalismen vil denne teori have den umiddelbare styrke, at den, udover at have en hel del fællestræk med realismen, i højere grad end neorealismen inddrager og anerkender internationale organisationers og institutioners indflydelse på det internationale system 29 samt de interne forhold i de enkelte stater. Implicit heri behandler liberalismen selve den bagvedliggende statsførelse, fordi den så at sige kigger ind i staten, altså mere hen imod en institutionel tilgang og anskuelse. Men ved et nærmere gennemsyn erkendes på den anden side, at denne anskuelse imidlertid udelukker at se på de opstillede hypoteser i et mere systemisk niveau. Det betyder, at muligheden for en ren og mere enkel teori udelukkes, fordi en række afhængige variabler indgår. Hermed opstår faren for at miste overblikket i en proces med at analysere på et antal interne, lokale faktorer i de enkelte stater, den anlagte policy, interne 29 System: Et antal (to eller flere) interagerende aktører i indbyrdes afhængighed i fælles omgivelser. 15

16 politiske motiver mv. I forhold til netop dette problem, har neorealismen den styrke, at den er systemisk og dermed ikke kigger på faktorer internt i den enkelte stat. I sit neorealistiske hovedværk Theory of International Politics 30 går Waltz i rette med den neoliberalistiske opfattelse (og også institutionalismen for den sags skyld) og tilbyder i stedet den forklaring, at årsagerne bag staters aggressivitet og stræben om magt skal findes i den anarkiske 31 verden på baggrund af en systemisk og strukturelt funderet argumentation. Altså langt fra den mere reduktionistiske tilgang og anskuelse, der kort blev redegjort for ovenfor. Der skal her peges på, at Waltz i sin teori fokuserer på, at staten påtager sig ansvaret for egen skæbne ved at dyrke (og styrke) egen suverænitet og stræbe efter relative gevinster 32. Dette sker på en sådan måde, at denne stræben bliver statens bærende element i selve anarkiets struktur og, at det derfor er staten, der er den eneste, som er ansvarlig for egen sikkerhed. Dermed vil neorealismen være velegnet til at undersøge, og dermed efterfølgende opstille en forklaring på, på hvilken måde og med hvilket udtryk en stat søger at påvirke andre stater eller institutioner, såfremt dette må være hensigtsmæssigt for at positionere sig og udbygge egen magt og indflydelse. Da dette speciale specifikt ønsker at undersøge interesser og systemiske sammenhænge ved Nigerias valgte sikkerhedspolitiske profil, dels i forhold til andre stater som f.eks. Sydafrika og USA, og dels i forhold til en kollektiv institution som AU, er vurderingen derfor den, at neorealismen er den teori, der passer bedst i den aktuelle kontekst. Således er Waltz neorealistiske strukturelle teori valgt som teoriapparat til specialet. Det kan hævdes, at valget umiddelbart ikke er det mest logiske, fordi neorealismens styrke også af kritikere bliver fremhævet som dens svaghed. At neorealismen peger på, at organisationer og institutioner generelt ikke anses for at have tilstrækkelig styrke til at sikre orden og sikkerhed 33. Modsat kan der argumenteres, at neorealismens synspunkt er fremsat i anskuelsen af den globale orden og sikkerhed, og at neorealismens kritikere derfor mister styrke i deres argumentation, når der ses på organisationer, der i deres funktion har alliancemæssige fællestræk på det regionale niveau. For så vidt angår det regionale niveau peger Buzan på 34, at der netop på det regionale niveau sker en omfattende sikkerhedsrelateret interaktion. For selvom det globale system er dominerende, er virkeligheden den, at de fleste trusler er mere markante på korte end på lange afstande. På den baggrund konkluderer Buzan, at de regionale sikkerhedsmæssige relationer indtager en større prioritet end de globale. Og med denne argumentation bekræftes det også i dette speciales forståelse, at neorealismens logik kan applikeres på det regionale afrikanske niveau. 30 Waltz (1979). 31 Anarki: Et fravær af en overordnet, samlende autoritet. 32 Hermed menes, at en stat stræber efter at få en relativ gevinst ud af samarbejdet med andre stater. 33 Et synspunkt særligt Mearsheimer advokerer for. Se f. eks The False Promise of International Institutions (1995). 34 Buzan (1993: s. 77). 16

17 3.2. Teoriapparat. I det følgende gennemgås specialets teoriapparat. Som tidligere anført anlægges neorealismen som specialets teoretiske indgangsvinkel. Imidlertid er det fundet nødvendigt at styrke teoriapparatets gennemgående forklaringskraft, ved at supplere med Birthe Hansens egen nuancering og bidrag til den neorealistiske teori samt hertil et bidrag fra John Mearsheimer omkring neorealisme i forhold til internationale institutioner. Birthe Hansens bidrag vil omfatte hendes operationalisering af Waltz opgørelse over kapabiliteter, som Waltz selv ikke i særlig stor grad har uddybet i sin teori. Herudover anvendes Hansens teori vedrørende maksimal- og minimalstrategier. Kombinationen af Waltz og Hansen er grundlaget for opstillingen af aktørmodellen, hvor Waltz giver potentialet ved opgørelsen af ressourcerne og Hansens formuleringen af strategier bidrager til at belyse den sikkerhedspolitiske profil. Mearsheimers tekst, der ligger til grundlag for inkluderingen i specialets teoriapparat har bl.a. den styrke, at den belyser stater og deres ageren i forhold til internationale institutioner, hvilket anvendes til bedre at kunne forstå Nigerias interesser og valg af sikkerhedspolitisk profil i overensstemmelse hermed. Uddybes nærmere i pkt Waltz teori om realisme. En af de mest betydningsfulde bidragsydere til den realistiske teori er Kenneth Waltz, som med sin udgivelse fra 1979 Theory of International Politics formulerer en videreudvikling af den klassiske realisme over i det, der benævnes den defensive neorealisme eller den strukturelle realisme. I det følgende vil denne blive omtalt som neorealismen. Men Waltz var fremme allerede i i forbindelse med sin bog Man, the State, and War: A Theoretical Analysis, hvor Waltz tager hul på diskussionen af, hvorvidt årsager til ændringer i systemet skal findes i staters interne karakter eller om årsagerne skal tillægges systemiske træk, eller snarere ændringer heri, i det internationale system. Dermed var grundlaget for megen af forskningen i International Politik givet, og herunder også grundlaget for de senere fremkomne strukturelle og systemiske tanker i Theory of International Politics og den dermed afledte struktur-aktør debat, som neorealisterne har haft med navnlig neoliberalisterne. Waltz beskriver ved undersøgelsen af det internationale system tre grundlæggende analyseniveauer: individniveauet, statsniveauet og systemniveauet. En analyse foretaget på individniveauet vil i princippet være en observation ned til den enkelte statsmand, og det vil derfor være her, årsagen til bevægelser i det internationale system skal findes. Det vil i så fald være den enkelte statsmands ideologi, evner, personlighed og måske endda karakter, der her bestemmer statens adfærd og dermed dens placering i forhold til andre stater i systemet. Ved statsniveauet løftes analysen ét niveau op, hvilket betyder, at der nu ses på den enkelte stats styreform som et samlet produkt af statens institutioner, ideologi, indretning, styrke mv., afhængigt af det teoretiske perspektiv. Statens styreform kan være demokratisk, revolutionær eller diktatorisk. 35 Waltz (1959). 17

18 Løftes analysen yderligere ét niveau op, vil det være systemniveauet, der er fokus mod. Nu er der to eller flere stater, og der er derfor, jvf. tidligere anført definition, nu tale om et system. I systemet ses primært på antallet af poler, stormagter og småstater. I systemet kan enten være balance ved, at stater har fællestræk i måden at opfatte verden på, og derfor ikke udfordrer hinanden, eller der kan være tale om en ubalance som skyldes det forhold, at staterne opfatter hinandens placering i systemets magthieraki på forskellig vis og derfor principielt vil være tilbøjelige til at udfordre hinanden. Der hersker således anarki, hvilket ses som en manglende tilstedeværelse af en suveræn, der besidder evnen til at udøve magt (voldsmonopol). Det er vigtigt at slå fast, at der i det anarkiske system ikke menes et system i kaos og uorden i ordets populære forstand, men et system, som er karakteriseret ved fraværet af en central og samlende politisk suveræn. Fraværet af en suveræn betyder således, at stater selv er ansvarlige for egen sikkerhed og altså ikke kan forlade sig på at være omfattet af en universel og kollektiv beskyttelse under en altomfavnende og samlende magt. På de vilkår er det ifølge Waltz centralt, at staten besidder en sådan styrke, at staten er i stand til at nå sine mål og herunder eventuelt også om nødvendigt føre krig ved egen hjælp. Det er derfor også en almindelig antagelse blandt neorealister, at krig ikke er undtagelsen - men hovedreglen. I forhold til de gennemgåede analyseniveauer ovenfor henter Waltz teori sin forklaringskraft i det internationale system. Det er jvf. Waltz i systemet, at de uafhængige forklaringsvariabler findes konkret manifesteret i ramme af systemets anarki. I forbindelse med opgørelse af staternes styrke måler Waltz staten på syv kapabiliteter 36 (befolkningens størrelse og territorium, militær, politisk kompetence og stabilitet samt økonomisk og ressourcemæssig kapabilitet). Og det er også centralt ved Waltz, at disse kapabiliteter alle kan operationaliseres og anvendes som (magt)instrumenter i søgningen mod dominans. Stater som aktører i det internationale system er overordnet set ens like units forstået som autonome enheder 37, der forfølger egne ambitioner, men i den proces stræber mod et fælles mål deres egen overlevelse. I det anarkiske system er magtopfattelsen relativ, hvilket betyder, at staters magt skal ses i det relative perspektiv altså i en pareto-optimal forståelsesramme. Herved forstås, at samspillet mellem stater er et nul-sums spil. For at én kan vinde, er der én, der må tabe. Kort fortalt kan overvejelserne koges ned til: Under hvilke vilkår betyder de forskellige faktorer hvor meget. Stater vil i forlængelse af denne logik også være tøvende i forhold til at samarbejde under de vilkår, hvor der er mistanke om, at andre stater får relativt mere ud af dette samarbejde, end de selv måtte gøre. Waltz ser i denne kontekst systemets vilkår som den internationale og politisk-anarkiske struktur. I visse situationer vil stormagter eller stærke stater, der stræber efter hegemonisk status, være villige til at betale mere, for at få andre stater med, på trods af en position af relativ større styrke Waltz (1979: s. 131). 37 Enhed: Den mindste del i den neorealistiske perception af strukturen i den internationale system. Ofte stater. 38 Et eksempel på dette kunne være USA og Marshall hjælpeprogrammet. 18

19 Det er centralt at slå fast, at trods Waltz definition af selvhjulpne stater, så afviser den neorealistiske diskurs ikke alliancer mellem stater. Pointen i synspunktet er, at der i så fald ikke balanceres mod magt, men mod trusler. I forlængelse af synspunktet om trusler kommer nuanceringen af, at en trussel skal ses dels i forhold til hvor tæt på den er, og hvilke intentioner den har. Men alliancer er midlertidige, og er alene fornuftsægteskaber. Selvom man er i alliance i dag, kan man være fjender i morgen og omvendt 39. Waltz ser på den måde systemet som bestående af dels en struktur, dels et antal interagerende enheder (stater) 40. Strukturen er i den forbindelse et sæt af begrænsninger, eller et regulerende kraftfelt om man vil, der kan selektere og lede enheder (stater) i forskellige retninger 41. Freden i anarkiet består ifølge Waltz ved, at stater dels forsøger at balancere sig i forhold til hinanden og dels i forhold til den stærkeste magt således, at der i anarkiet ikke opstår en så stor styrkemæssig asymmetri, at en stærk magt (stat) ultimativt kan opsluge en svagere stat. Men Waltz inspireret af Rousseau beskriver imidlertid også det fænomen, som kan betegnes som den uretfærdige sikkerhedsforanstaltning 42. Herved forstås, at stat A kan gå i krig mod stat B. Ikke fordi stat B konkret er en direkte trussel, men fordi stat B før eller siden i den anarkiske kontekst vil angribe stat A, hvorfor stat A ligeså godt kan slå først. Neorealismen vurderes i nærværende speciale at give god forklaringskraft, fordi den ser på systemet som en struktur, hvor det er staterne, som er de centrale aktører, og hvor de indbyrdes relationer er kendetegnet af magtrivalisering. Magt er i Waltz struktur således en variabel, der kan varieres op og ned, og der, som et middel i sig selv, kan give staten sikkerhed. Det er væsentligt at pege på, at Waltz i sin selvforståelse ikke hævder at kunne forudsige politiske begivenheder med sin teori 43, og at Waltz teori derfor alene tilbyder forklaringskraft til den systemiske forståelse 44. Waltz sammenfatter, som opfølgning på budskabet i Theory of World Politics, dette derhen, at de systemiske faktorer ikke kan anvendes til at forudsige staters handlinger, men at de betinger dem. I International Politik søges de empiriske begivenheder og sammenhænge forklaret ved opstilling af videnskabelige teorier. Det handler derfor først og fremmest om at antage den teoretiske retning, der ud fra en samlet betragtning giver den største forklaringskraft. Som gennemgået under teorivalget er diskussionen om forskellen mellem neorealister og neoliberalister knap så meget et spørgsmål om forskellige antagelser, som det kan henføres til forskellen i det valgte teoretiske udgangspunkt. 39 Walt (1987). 40 Waltz (1979: s. 40). 41 Ibed, s Waltz (1954: s. 180). 43 Waltz (1979) 44 Årsagen til dette synspunkt skal formentlig findes i, at politiske teorier til forskel fra naturvidenskabelige teorier ikke er i stand til at gennemføre kontrollerede forsøg som svar på at bekræfte opstillede hypoteser. 19

20 3.4. Birthe Hansens operationalisering af Waltz neorealistiske teori. Formålet med afsnittet er at operationalisere den neorealistiske teori til at kunne svare på specialets hypotese samt i den proces opstille konkrete målepunkter, som de fremgår af Birthe Hansens teori. Der vil derfor blive redegjort for de målepunkter i form af variable, som de er opstillet af Birthe Hansen 45 i bogen Overmagt USA og Europa i det 21. århundrede. Dette fortrinsvis med henblik på at opstille præmisserne for en fælles forståelsesramme. Endvidere vil der blive redegjort for Birthe Hansens formulering af polaritet og valg af strategi i det anarkiske system Territorium. Der ses på statens samlede territorium og herunder også på de overordnede geostrategiske forhold i den forbindelse; herunder særligt i forhold til de omkringliggende naboer 46. Dette vil give en indikation af den rent fysiske base men også eksempelvis hvor store ressourcer, der skal afsættes med det formål at sikre statens grænser og dermed suverænitet Befolkning. Formålet med at se på befolkningen er som udgangspunkt at opgøre det rent fysiske antal, der dels udgør rekrutteringsgrundlaget til en stats militær og sikkerhedsstyrker i øvrigt, men som også udgør den humane kapital 47. Hermed forstås den overordnede kvalitet som følge af uddannelsesniveau mv., der ved deres værdiskabelse i produktionen skal generere samfundets velstand Naturressourcer. Besiddelsen af naturressourcer som f.eks. landbrugsjord 48, giver forudsætningerne for at generere velstand men sikrer samtidigt hermed også en større afhængighed i forhold til andre stater. Ikke alle ressourcer er lige vigtige, hvorfor der særligt bør fokuseres på strategiske ressourcer i form af f.eks. olie og mineraler Økonomi. Der ses her dels på statens BNP men også på den aktuelle vækstrate. Det vil her også være vigtigt at se på BNP pr. indbygger, fordi dette fortæller noget om den aktuelle fordeling af velstanden. Samhandel med det øvrige samfund samt arbejdsløshed undersøges Politisk kompetence. Hermed menes den overordnede institutionelle styrke, der giver staten mulighed for at træffe vigtige beslutninger samt herudover tilsikre, at disse udføres. Der ses endvidere på, om staten i internationale sammenhænge optræder efter overenskomst og med myndighed Hansen (2003). 46 Hansen (2003: s. 31). 47 Ibed: (s. 31). 48 Hansen (2003: s. 35). 49 Ibed: (s ). 50 Ibed: (s. 29). 20

21 Politisk stabilitet. Politisk stabilitet er ikke enkel at måle, men der sigtes på, i hvor stor en udstrækning landets indre forhold er stabile, og at der er en passende fællesskabsfølelse 51 eller horisontal legitimitet 52, om man vil. En manglende politisk stabilitet vil alt andet lige være hindrende for en stat for så vidt angår mulighed for at agere i det internationale system. Der skal her understeges, at der ikke tages hensyn til egentlige regime- eller styreformer, men alene om det pågældende regime i den forbindelse er stabilt Militær kapacitet. Hermed menes den militære styrke, dens rækkevidde, det teknologiske niveau samt A- våben 53. Et stærkt militært apparat måles primært på dets rækkevidde samt evnen til at gennemføre operationer af en hvis størrelse og kompleksitet, snarere end dets rent numeriske størrelse Birthe Hansens polaritetsbegreb. Neorealister indtager forskellige standpunkter i forhold til forståelse af polaritetsbegrebet 54, og herunder om det internationale system er uni-, bi- eller multipolært. Det skal her erindres, at Waltz i forbindelse med formuleringen af hans neorealistiske teori udførte dette arbejde i 1979, hvor verden var karakteriseret af bipolaritet mellem USA og Sovjet. Dette har muligvis påvirket Waltz til i den forbindelse ikke at anse en unipolær verden som en særlig stabil tilstand, da Waltz fremfører, at en stærk pol altid vil blive afbalanceret over tid 55, hvorfor systemet vil finde tilbage til sin naturlige, bipolare tilstand. Hansen har i sin tilgang til Waltz neorealisme formuleret en yderligere nuancering af polaritetsbegrebet. Denne nuancering er væsentlig, fordi den bl. a. beskriver en unipolær verden, som den aktuelt ses i dag. Hansen rejser spørgsmålet om, hvorvidt der stadig kan være tale om anarki, når der er tale om en unipolær verden. Burde dette så ikke snarere være et hierarki? Svaret, der tilbydes, er to-fold; Så længe der ikke er tale om et legitimt voldsmonopol og så længe det internationale system stadig består af stater med samme funktionelle egenskaber 56, ser verden stadig anarkisk ud 57. Videre rejses spørgsmålet om, hvorvidt der reelt kan være tale om en magtbalance under ovennævnte konditioner? Og det kan der ifølge Hansen. Denne magtbalancering 58 foregår dog mere opportunistisk og uden den regelmæssighed og symmetri, der ses i en magtbalance i en bi-polær verden Ibed: (s. 39). 52 Holsti (1996: s ). Med bidrag fra Buzan 53 Hansen (2003: s ). 54 Pol: En stat med stærke aggregerede kapabiliteter. 55 Waltz (1979: s. 168). 56 Waltz: Like units. 57 Hansen (2000: s ); Hansen (1993: s. 5). 58 Hansen (1993: s. 7). 59 Hansen (2000: s. 55). 21

22 Hansen fastslår videre, at en (uni)pol kan vælge mellem at føre en minimal- eller maksimalstrategi. Ved at føre en maksimalstrategi vil polen søge at undertvinge andre stater sin vilje. Dette kan naturligvis medføre øget magt og indflydelse, men faren er, at polen i bestræbelserne herpå udmatter sig selv og/eller, at de stater, der er i fokus, finder sammen i alliancer mod polen. Føres en minimalstrategi, vil unipolen i modsætningen til maksimalstrategien ikke søge at undertvinge andre stater sin vilje. Konsekvensen er, at andre stater lukrerer på unipolens evne til at opretholde eller skabe fred og sikkerhed uden selv at bidrage, hvorved disse stater dels restituerer samtidig med, at unipolen udmattes. Dette er naturligvis en latent farlig situation, fordi unipolen i sagens natur kan svækkes så meget, at den udfordres. Ovenstående skisma kan opfattes som en fastlåst situation, hvor løsningen af det en forhold samtidig umuliggør løsningen af det andet. Resultatet er imidlertid, at en unipol vil navigere mellem de to strategier, og derved sikre, at der ikke kommer udfordrere til, at der ikke opstår modalliancer, at andre stater ikke bliver for stærke samtidigt med en stræben efter det mål, at egen position i systemet fastholdes. Og unipolen kan dermed lettere opnå sine mål 60 samtidigt med, at egen sikkerhed er sikret, positionen er fastholdt og egne interesser i tilknytning hertil tilgodeses bedst muligt 61. Som tilføjelse til ovenstående polaritetsbegreb skal her formuleres en supplerende betragtning med det formål at justere teorien ind i forhold til den aktuelle kontekst. Neorealismen og dens logik opererer med udgangspunkt i dynamikken mellem stormagterne i et lukket system i form af typisk et bipolart eller unipolart system forstået på den måde, at i forhold til en unipol, vil der være lukket opad. Der eksisterer for unipolen ingen højere orden som unipolen skal forholde sig til. I forhold til Nigerias placering i det internationale system, vil Nigeria i dette speciales forståelse blive anset som en begrænset bipol/multipol i et åbent system. Hermed menes, at Nigeria til stadighed må agerer ikke blot i forhold til andre poler på det regionale niveau men også i forhold til en overliggende højere orden Aktørmodel. En stats sikkerhedspolitiske rolle vil være et udtryk for, hvordan, på hvilken måde eller i hvilken grad, en stat evner eller måske vælger at operationalisere det definerede sikkerhedspolitiske aktørpotentiale. Det ligger i naturlig forlængelse heraf, at en stat godt kan have et stærkt sikkerhedspolitisk aktørpotentiale, men have en lav sikkerhedspolitisk profil (og dermed være en svag aktør) og omvendt. Til brug for specialets forståelse af begrebet sikkerhedspolitisk aktør opstilles Hansens operationalisering af Waltz i nedennævnte model: 60 Hansen (1998: s. 1) 61 Hansen (1993: s. 7-9) 62 Interview med Ph.d. Thomas mandrup, FAK, maj