Copyright Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv 2004 Danmark for Folket, AOF Folkenes Forbund og Danmark. Af Rasmus Hansen.

Transkript

1 Folkenes Forbund og Danmark. Af Rasmus Hansen. Menneskene har forandret sig fra Tid til anden, de Samfund, hvori de har levet, ligeledes. Engang var det Regel, at fik to Mænd en Strid, saa afgjorde de den i en Kamp paa Liv og Død. Det var i Næverettens Tid, hvor den stærkeste fik den Ret, han kunde tiltvinge sig, fordi han havde de fleste fysiske Kræfter en Tilstand, som ikke var forskellig fra den, hvorunder Dyrene lever. Højere Kultur medførte andre Samfundsforhold. Menneskene naaede Fejderettens Tid. En Domstol afsagde da Kendelse om, hvem der havde Ret. Men ingen Institution sikrede paa Samfundets Vegne, al Dommen blev fuldbyrdet. Det maatte den, der havde faaet Domstolens Medhold, selv sørge for, om fornødent ved Anvendelse af Vaaben. Det tredie Led i denne Udvikling blev den Tilstand, hvor Staten gennem Love og med Politi regulerer Menneskers Tilværelse og baade dømmer og straffer. Selvtægt er ikke mere tilladt i det moderne Samfund, og holder en eller anden alligevel selv Justits og dræber et Menneske, er det et Mord, som i den almindelige Bevidsthed er forargeligt, og som derfor straffes haardt, enten med Henrettelse eller med et Fængselsophold. Naar Krav om en Reform paa dette eller hint Omraade er affærdiget med en Bemærkning om, at Ændring er umulig, fordi Menneskene er saadan og saadan og altid har været saaledes, er det derfor overfladisk Snak. Men Retsbegreber har i Aartusinder haft geografiske Grænser. Engang levede Mennesker i Grupper. Senere kom Gruppernes Sammenslutning i den nationale Stat og derefter i Statsforbund, for Eksempel i Statsforbund som De forenede Stater og det tyske Rige. Indenfor den nationale Stat eller Statsforbundet skabtes den moderne nationale Ret. Men udenfor Staten eller Statsforbundet raadede indtil Verdenskrigens Afslutning samme Lovløshed, samme Næveret som Aarhundreder og Aartusinder tilbage. Ingen Domstol var forpligtet til at afsige en bindende Kendelse i en Strid mellem Stater. Ingen Institution havde Mandat til at drage Omsorg for, at Dommen blev fuldbyrdet. Ingen Politistyrke opretholdt Ro og Orden. Staten var suveræn i Forholdet til andre Stater, som enevældige Statsoverhoveder har været det og er det i Forholdet til deres Undersaatter. Staten kunde naarsomhelst erklære andre Stater Krig uden at risikere Domfældelse og Straf. Men det er jo ingenlunde saaledes, at Mennesker først vendte sig mod denne Tilstand efter Verdenskrigen. Det er heller ikke saaledes, at det først var Verdenskrigens Rædsler, som udløste Bestræbelser for varig Fred. Længslen efter varig Fred kan spores tilbage til Romerriget. Men saa længe dette Rige eksisterede og i Aarhundreder efter dets Sammenbrud blev Ønskerne om varig Fred kædet sammen med Planer om en enkelt Nations Overherredømme over andre Nationer. Tendens til at udraabe sig selv som udvalgt Nation, skabt til at herske over andre, er nemlig heller ikke af ny Dato. I det 14., det 15. og det 16. Aarhundrede skabtes den ene Fredsplan efter den anden, og i det 17. Aarhundrede formede Hollænderen Hugo Grotius det første spinkle Grundlag for moderne Folkeret. I det 18. Aarhundrede fortsatte Franskmanden Rousseau og Tyskeren Immanuel Kant dette Arbejde. Kant paaviste det urimelige i, at der indenfor en Stats Ramme forlanges Respekt for Love, hvis Fundament er en Moral, som ikke gælder i Forholdet mellem Staterne, og anbefalede Oprettelsen af et Folkeforbund, hvor enhver, ogsaa den mindste Stat,»ikke skal regne med Sikkerhed og Ret ved egen Magt eller eget Skøn, men ved dette Folkeforbund, ved en forenet Magt og ved Afgørelser i Henhold til den fælles Viljes Lov«. 1

2 Paa dette Grundlag byggedes derefter den franske Revolutions Ideologi om Broderskab mellem Folkene. Frankrigs Bønder og Bourgeoisie og Smaaborgere blev indtil Revolutionen i l 789 undertrykt af den enevældige Konge og led derunder. De var udelukket fra Andel i Statens Styre. De var ikke med paa Raad, naar Krig blev erklæret. De var simpelthen Kanonføde, og de var i deres gode Ret, naar de gjorde de enevældige Fyrster ansvarlige for de Krige, som. de førte deres Undersaatter ud i. Men Revolutionens Forkæmpere drog i deres Propaganda heraf den Slutning, at blev Fyrsterne fjernede, vilde Muligheden for Krig ogsaa være afskaffet og varig Fred være tilvejebragt. Denne Propaganda var saa virkningsfuld, at den hellige Alliances Fyrster ikke kunde lade være med at tage Hensyn til den. Da Napoleon var styrtet, blev der derfor paa den russsiske Zar Alexanders Foranledning vedtaget en Fredspagt: tre store Paragraffer med flot klingende Ord uden anden Forpligtelse end den, at Østrig, Rusland og Prøjsen vilde handle i Overensstemmelse med Biblens Forskrifter, og de er jo fortolket paa mange Maader. Napoleon-Krigenes Rædselsperiode fik saaledes en Afslutning, der minder om Verdenskrigens et Aarhun-drede senere. Maaske vilde den sværmeriske Zar ligesom Wilson gerne have givet sin Fredspagt et mere værdifuldt Indhold. Men Metternich vilde det ligesom Clemenceau anderledes. Fredspagtens Sprogblomster var Metternich mere end nok. Men vilde andre Stater være med i dette Stormagtsforbund, hvor Medlemmerne højtideligt forsikrede hinanden, at de betragtede sig som Medlemmer af een Nation: den kristelige, saa var de velkommen. Hvad udenforstaaende Stater saaledes blev opfordret til, var i Virkeligheden Tilslutning til Sejrherrernes Alliance. Af det Folkeforbund til Sikring af Fred, som brede Lag af Europas Befolkning higede imod i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, skabte den hellige Alliance en Karrikatur, og gav herved Anledning til en Polemik, som ogsaa minder om den, vi har oplevet i Aarene efter Verdenskrigen. Napoleon var en af Deltagerne. Fra sit Fangenskab paa Set. Helena angreb han den hellige Alliances Fyrster. De havde, erklærede han, misbrugt hans store Plan. Han havde nok ført store og frygtelige Krige og gennemført store Erobringer. Men ikke for at undertrykke Europas Folk. Han vilde befri dem. Befri dem for Kriges Rædsler i Fremtiden. Han vilde forvandle Europa til det fælles Fædreland for eet Folk, med fælles Retsvæsen og fælles Møntvæsen, med Handelsfrihed og med Afrustning! Lad det nu være Løgn, at dette har været Formaalet med hans Krige og hans Erobringer, det var i hvert Fald for Millioner af Mennesker en skøn Løgn allerede for mere end et Aarhundrede siden, det var det har han været klar over den eneste Løgn, hvormed han overfor disse Millioner kunde kaste et forsonende Skær over sit Styre og sine Blodbad. Thi Napoleon forstod Tidens Tendens, og fra Aarti til Aarti blev denne Tendens forstærket op igennem det 19. Aarhundrede. Internationale Fredskongresser blev afholdt, den interparlamentariske Union blev dannet, fra Firserne demonstrerede det internationale Socialdemokrati hver 1. Maj for varig Fred. Ønsket om et internationalt Retssystem og om varig Fred blev mere og mere højlydt tilkendegivet, og Statslederne begyndte at hylde disse Bestræbelser, bl. a. Napoleon den Tredie i Frankrig, Gladstone i England og Zar Nicolaus i Rusland. Men alligevel oplevede det 19. Aarhundrede den ene Krig efter den anden, og i 1914 kom den største af alle Krige. Italien fik under Verdenskrigen fra de allierede et Løfte om territoriale Udvidelser uden Folkeafstemning, Frankrig og Rusland ligeledes. I Tyskland havde baade Kejseren og Kronprinsen, Hindenburg og Ludendorff Planer om Belgiens og de baltiske Landes Forvandling til tyske Lydlande. Alligevel erklærede Lloyd George: Vort Formaal med denne Krig er at sikre en Afslutning, som udelukker Krige i Fremtiden. Tilsvarende Paroler kom fra de franske 2

3 Regeringschefer, og i den tyske Rigskansler Bethmann Hollweg's Taler lyste ogsaa en from Forventning om en Fred, som forebyggede en Gentagelse af Verdenskrigens Rædsler. Men hvorfor da Krigen? Hvorfor en saa langvarig Krig? I 1916 holdt Præsident Wilson sin første Tale om Oprettelse af et Folkenes Forbund. Hans Plan var Summen af alle de Løfter, der var givet de krigsførende Landes Befolkninger. Den var endvidere Virkeliggørelse af den Forhaabning, som Tænkere og Digtere, Politikere og Jurister havde givet Udtryk i Aarhundreder og navnlig i det 19. og det 20. Aarhundrede. Maatte Præsident Wilsons Plan da ikke paa Forhaand være sikker paa begejstret Modtagelse hos de antisocialistiske Magthavere i de allierede Lande og i Tyskland? Men i England var Lord Grey og senere Lloyd George særdeles kølig, og Lloyd Georges Varme blev ikke kraftigere, da Wilson gik et Skridt videre og formede de berømte l 4 Punkter. I Frankrig afviste Clemenceau fuldstændig Tanken om et Folkenes Forbund, men tog Afvisningen tilbage, da han blev klar over, at den var en taktisk Brøler. Afvisningen var, forklarede han, fremsat i et Øjebliks Hidsighed, den dækkede ikke hans Mening. Men da Krigen var forbi, og Frankrig havde sejret, og han bedre kunde udtale, hvad han mente, sagde han en Dag meget bestyrtet til en af de allieredes Delegerede paa Fredskonferencen : De tror da vel ikke paa Folkenes Forbund l I Tyskland klagede Rigskansler Bethmann Hollweg. Han vidste, sagde han i en Tale den 9. November 1916, at Rusland fra England og Frankrig havde faaet Tilsagn om Herredømmet over Konstantinopel, over Bosporus og over Dardanellernes Vestkyst. Endvidere havde han Oplysninger om, at Ententemagterne vilde dele Lilleasien mellem sig, og om, at Frankrig vilde annektere Alsace Lorraine.»En saadan Voldspolitik kan«, erklærede Bethmann Hollweg,»ikke være Grundlag for et virkningsfuldt, internationalt Fredsforbund.«Men baade Centralmagternes og de allieredes Magthavere stræbte jo netop efter en Voldsfred. Typisk i saa Henseende er den Maade, hvorpaa det tyske Rigsdags-flertals berømte Resolution om en Forstaaelsesfred blev behandlet. Ludendorff var imod Udtrykket: en Forstaaelsesfred. Han ønskede i Stedet Vendingen: en Udligningsfred, men Rigsdagsflertallet havde afvist ham. Kejseren indbød da Partiførerne til en Sammenkomst.»Det er udmærket«, sagde Wilhelm den Anden,»at Rigsdagen ønsker en Udligningsfred.,. Udligningsfreden bestaar netop deri, at vi fratager Fjenden Guld, Raastoffer, Bomuld, Olie... Det er et glimrende Ord.«Forhaanelsen af de tyske Partiførere var altsaa udsøgt, og da Rigskansler Michaelis i Rigsdagen tog Stilling til Fredsresolutionen, gav han den da heller ikke ubetinget Tilslutning. Han tog et Forbehold: han kunde tiltræde Resolutionen»saaledes som han forstod den«, og hvorledes den blev forstaaet af de tyske Magthavere, blev paany bekræftet ved den Voldsfred, som de dikterede Rusland i Brest Litowsk i Begyndelsen af En Chance blev herved forspildt. En endnu større blev tilintetgjort, da Voldsfreden i Versailles var en Kendsgerning. Thi hverken i Brest Litowsk eller i Versailles var der hos Sejrherrerne Vilje til at skabe det Grundlag for varig Fred, som de havde lovet. Sejrherrerne var først og fremmest ude om at undertrykke de Besejrede. Det Folkeforbund, Wilson fik gennemført, og som er et Led i Versailles-Traktaten, fik derfor selv om det var mere værdifuldt samme Præg som den hellige Alliances Fredsforbund et Aarhundrede i Forvejen: en Sejrherreorganisation, hvortil andre Stater kunde faa Adgang. Et nevtralt Lands Indmeldelse i en saadan Organisation og under de foreliggende Omstændigheder var ikke uden Risiko. Thi det kunde ikke undgaas, at Nevtralitet i hidtidig Forstand dermed blev opgivet. Men der var paa den anden Side den Mulighed, at Manglerne ved det af de Allierede oprettede Folkeforbund kunde afhjælpes efterhaanden, og derom kunde der ikke være Tvivl: det vilde for en saadan Udvikling være af Betydning, at de smaa Lande indmeldte sig og gjorde deres Indflydelse gældende i det Omfang, der var Mulighed for. Men et 3

4 var at samarbejde med andre Nationer indenfor Folkenes Forbund om Nedrustning og om et mere fuldkomment Organ for Virkeliggørelse af den aarhundredgamle Drøm om varig Fred. Noget andet at blive Led i en Alliancepolitik, hvis Formaal er Varetagelse af visse Stormagtsinteresser. Folkenes Forbund interesserede kun Clemenceau, for saa vidt det kunde anvendes til den Styrkelse af Frankrig og den Undertrykkelse af Tyskland, som han ansaa for sin eneste Opgave. En Voldsfred vil næsten altid avle Revancheplaner hos den Nation eller de Nationer, som maa bære dens Byrder. En Voldsfred forudsætter derfor, at den Sejrherre, der dikterer den, til sin Raadighed har et stærkt Magtapparat. Frankrig har en Hær, store Luftstyrker og en Flaade. Dette Militærvæsen vilde Clemenceau supplere med en stærk Alliance, og blev Folkenes Forbund kun Rammen omkring en saadan Alliance, kunde det ikke forurolige ham og hans Meningsfæller. Men en saadan Afslutning paa Krigen kunde naturligvis ikke give gode Betingelser for den Nedrustning, som er Forudsætningen for Sukces for Folkeforbundstanken. Pagtens Nedrustningsparagraf (Artikel 8) er da ogsaa begrænset til en Anerkendelse af, at Fredens Opretholdelse kræver en Indskrænkning i de nationale Rustninger. Der er til denne Anerkendelse ikke føjet nogen Bestemmelse, som sikrede, at Indskrænkningen vilde finde Sted, og dette Forhold i Forbindelse med Voldsbestemmelserne i Versaillesfreden gjorde adskillige af Fredskonferencens Delegerede meget betænkelige. En af dem var William C. Bullitt, Chefen for De forenede Staters tekniske Delegerede. Han kom til Fredskonferencen som Tilhænger af Wilsons Folkeforbunds-Planer. Men da Versailles-Traktaten var udarbejdet, og han var bleven klar over dens Indhold, forlod han i Harme sin Stilling og vendte tilbage til Amerika som Modstander af De forenede Staters Indmeldelse i det Folkeforbund, der var skabt. Thi Versailles-Traktaten vil, skrev han i et Brev til Præsident Wilson, betyde endnu et Aarhundrede af Krige. Han og mange andre Amerikanere, som ogsaa er Tilhængere af Folkeforbundstanken, var af den Opfattelse, at Folkeforbundspagtens Sanktionsbestemmelser saaledes som Pagten og Versailles-Traktaten i det hele taget var affattet kunde medføre, at De forenede Stater i Stedet for Andel i Straffeforanstaltninger overfor en Fredsbryder fik Andel i et militært Forsvar for evropæiske Stormagtsinteresser. Versailles-Traktaten var ikke færdig, da Danmark og andre mindre Stater blev indbudt til Forhandling paa Fredskonferencen i Paris i Marts 1919 om et foreløbigt Udkast til Folkeforbunds-Pagt. Men der forelaa en Række Oplysninger og Formodninger, som manede til Forsigtighed, og i en Instruktionsskrivelse den 14. Marts 1919 blev den danske Gesandt i Paris af daværende Udenrigsminister Erik Scavenius underrettet om den danske Regerings Standpunkt. Det hedder i denne Skrivelse :»Under den forestaaende Forhandling bør det først og fremmest fra dansk Side stærkt fremhæves, hvilke betydelige Interesser de mindre Lande, og specielt Danmark, der allerede forlængst har sluttet sig til Tanken om den uindskrænkede, obligatoriske Voldgift, og som et af de første Lande har gennemført denne Tanke i sine Voldgiftstraktater, har i Oprettelsen af Folkenes Forbund og Anerkendelsen af Retsprincipet ved Løsningen af alle internationale Stridigheder. Ligesaa bestemt bør det understreges, at det ingenlunde er Danmarks Ønske at deltage i Fordelene ved et saadant Forbund uden samtidig ogsaa at bære sin Del af de dermed forbundne Byrder. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan tages et retfærdigt Hensyn til Forbundsmedlemmernes forskellige Forhold i politisk, militær og økonomisk Henseende. En saadan Hensyntagen til den overordentlige Forskel, der kan være i de forskellige Deltageres Hjælpekilder, er en Forudsætning for Skabelsen af en Organisation af blivende Karakter, og som kan give Plads for alle saavel store som smaa Stater. I denne Henseende lader det sig imidlertid ikke nægte, at Ententens Udkast frembyder iøjnefaldende Mangler, idet det i overvejende Grad synes at have haft de store Magters Forhold for Øje, medens de mindre 4

5 Landes særlige Forhold og Interesser "ikke i tilstrækkelig Grad er varetaget. Navnlig er der ikke taget Hensyn til de smaa Staters i det hele mindre fremtrædende Stilling indenfor Staternes Samfund, der gør det til en Livsbetingelse for dem at kunne holde sig udenfor visse storpolitiske Stridigheder, selv om det i enkelte Tilfælde maatte være nok saa klart, hvilken af de stridende Parter der har Retten paa sin Side. De Byrder, som de mindre Lande, og specielt Danmark, kan paatage sig i Organisationens Tjeneste, maa i mange Retninger blive principielt forskellige fra de større Magters Andel deri. Man kan ikke lade ude af Betragtning, at en Deltagelse i den internationale Magtanvendelse efter Omstændighederne langt hurtigere vil kunne udtømme et lille Lands Hjælpekilder og virke ødelæggende paa hele dets fremtidige Udvikling og Eksistens. Dette gælder navnlig, hvor det drejer sig om Tvangsanvendelse overfor en mægtig Nabostat. I saadanne Tilfælde er Muligheden for, at en lille Stat kan holde sig udenfor i alt Fald den militære Aktion ogsaa i Forbundets egen Interesse. Hvis nemlig den paagældende Stats Deltagelse paa Forhaand er givet, vil den Stat, overfor hvilken Magtanvendelsen skal finde Sted, foretrække selv at besætte dette Land for derved at kunne udnytte dets økonomiske, militære og strategiske Hjælpekilder mod Forbundet. Hvis derimod Retten til i et saadant Tilfælde at indtage en Slags Nevtralitet i hvert Fald paa det militære Omraade anerkendes, vil dette i mange Tilfælde føre til, at den Stat, overfor hvilken den internationale Sanktion skal bringes til Anvendelse, afholder sig fra et saadant Indgreb i smaa Nabostater.... Sammenligner man den overmægtige Retsstilling, som Forslaget giver Stormagterne, med de Pligter og Begrænsninger i Henseende til Rustningsspørgsmaalet, som det paalægger disse samme Stater i Art. 8, synes Resultatet ligeledes utilfredsstillende saavel fra et almindeligt fredsretsligt som specielt fra de mindre Staters særlige Synspunkt.«Under Forhandlingerne i Paris blev der af den danske Delegation i Henhold til Instruks fra Udenrigsministeren stillet Forslag om at indsætte i Folkeforbunds-Pagten en Artikel, hvorved der aabnes Medlemsstater Adgang til at holde sig udenfor Forpligtelserne til Anvendelse af militære Magtmidler, men dog saaledes, at disse Stater ydede en Godtgørelse for andre Staters Gennemførelse af Folkeforbundets Beslutninger. Det Ønske, som dette Forslag indeholdt, blev imidlertid ikke efterkommet, og et dansk Forbehold overfor Folkeforbundsstyrkers Ret til at passere over dansk Omraade (Passageretten) blev diskuteret, men afgørende Stilling til det blev ikke taget. Derimod erklærede Lord Robert Cecil under Forhandlingerne, at Folkeforbundsraadet hverken kunde paalægge en Stat en bestemt, militær Ordning eller kræve af en Stat, at den mod egen Vilje skulde deltage i militære Tvangsforanstaltninger. Men Lord Robert Cecil stillede samtidig et Spørgsmaal. Han spurgte: Ønsker Danmark ogsaa at være fritaget for Forpligtelse til økonomiske Sanktioner. Den danske Delegation (Dr. P. Munch, fhv. Statsminister Niels Neergaard og Kammerherre Bernhoft) svarede benægtende, og i den Anledning udtalte Dr. P. Munch i et fortroligt Rigsdagsmøde d. 3. April 1919: Jeg maa for min Del tilstaa, at naar jeg var med til at give dette Svar paa netop dette Spørgsmaal, var det med alt andet end Tilfredshed. Det er min Opfattelse, at allerede Deltagelse i økonomiske Tvangsmidler i givet Tilfælde ikke blot vil kunne ramme en Stat som Danmark meget haardere end den Stat, mod hvilken Midlerne anvendes, men ogsaa vil kunne ramme en Stat som Danmark i hele dens Stilling, ogsaa medføre militære Følger for Landet.«Disse Betænkeligheder, som Dr. Munch saaledes gav Udtryk for, er gentaget i en Betænkning i Januar 1920 fra en Regeringskomité om Danmarks Indmeldelse i Folkenes Forbund, og i en Tale i Landstinget den 4. Marts 1920 tilføjede daværende Udenrigsminister Erik Scavenius: 5

6 »Det er i de mindre Staters egen Interesse at slutte sig til den Fortolkning, der søger at gøre disse Krav (om Sanktioner) saa lidet byrdefulde for de mindre Stater som muligt og søge i saa vidt Omfang som muligt at opretholde de mindre Staters frie Selvbestemmelsesret.«Efter Danmarks Indmeldelse i Folkenes Forbund samarbejdede en dansk Komité med en norsk og en svensk Komité om et Forslag til Lempelser i de smaa Staters Forpligtelser til Tvangsforanstaltninger. Der opnaaedes ogsaa Enighed mellem de tre Lande, og i Folkeforbundets første Delegeretforsamling i 1920 stillede Danmark, Norge og Sverige derfor Forslag om følgende Tilføjelse til Folkeforbundspagtens Artikel 16, 1. Stk.:»Dog kan Raadet efter Anmodning fra et Forbundsmedlem, for hvilket Anvendelsen af denne Bestemmelse vil medføre alvorlig Fare, give dette Forbundsmedlem Tilladelse til at vedligeholde Forbindelsen med den retsbrydende Stat i det Omfang, som Raadet nærmere bestemmer.«ændringsforslaget blev henvist til Kommissionsbehandling, men foranledigede, at Delegeretforsamlingen i 1921 vedtog 18 Fortolkninger af Bestemmelserne om Sanktioner. Det blev fastslaaet, at»det tilkommer de enkelte Medlemmer af Forbundet at afgøre, hvorvidt der foreligger Brud paa Pagten«, og i Fortolkning 2 hedder det:»den ensidige Handling fra den pagtbrydende Stats Side kan ikke fremkalde Krigstilstand; en saadan Handling berettiger blot de andre Forbundsmedlemmer til at gribe til krigerske Foranstaltninger eller til at erklære sig i Krigstilstand me3 den Stat, der har brudt Pagten; men det er i Overensstemmelse med Pagtens Aand, at Folkenes Forbund i det mindste til at begynde med skal forsøge at undgaa Krig og at genoprette Freden ved økonomiske Tryk.«Den Holdning, Danmark saaledes indtog i Folkeforbundets første Aar, er siden blevet fastholdt. Men dets Afvisning af militære Forpligtelser samt det socialdemokratiske Afrustningsforslag fremkaldte under Delegeretforsamlingens Samling i Geneve i 1924 en meget skarp Diskussion i 1. Kommission. Rolin, Belgien, udtalte da:»det er utvivlsomt, som Frankrigs Delegerede har sagt under et tidligere Møde, saaledes, at ingen tænker paa at paalægge en Stat et Minimum af Rustninger; hver Stat vurderer selv de Farer, for hvilke den er udsat. Men man kan ikke godkende den yderst farlige Situation, der vilde opstaa, hvis man lod denne Forestilling falde om en Pligt for en Stat til først at forsvare sig med sine egne Midler... Vor Grundsætning bør være: Hjælp dig selv, og Folkeforbundet vil hjælpe dig.«det var paa dette Tidspunkt, at der i Folkenes Forbund blev forhandlet om den berømte Geneve-Protokol. Under Drøftelserne af Teksten til Protokollens Artikel 11, der indeholder Regler for de undertegnende Staters Forpligtelse til at deltage baade i økonomiske og militære Sanktioner, var de nordiske Lande og Holland enige om det Standpunkt, at der kun skulde være en Forpligtelse til at deltage i økonomiske Tvangsmidler. Dr. Munch fremsatte i den Anledning Forslag om en Ændring i Overensstemmelse hermed, og Hjalmar Branting erklærede paa Sveriges Vegne, at Antagelse af Protokollen heller ikke for»dette Land medfører Forpligtelse til at tage Del i militære Tvangsmidler; derimod var Sverige altid villig til loyalt at samarbejde med andre Nationer for at opnaa Respekt for Pagten ved Hjælp af økonomisk og finansiel Pression«. En anden Erklæring, afgivet af Chr. Lange paa Norges Vegne, indeholdt et tilsvarende Standpunkt, og der er siden den Tid ikke sket noget, som udvider de nordiske Landes Forpligtelser. Derimod har de i Juli 1936 taget Forbehold overfor økonomiske Sanktioner, som Folkenes Forbund maatte foreslaa i den kommende Tid. Men deres Standpunkt udelukker naturligvis ikke, at de under visse Omstændigheder kan beslutte sig til Deltagelse i militære 6

7 Tvangsmidler, og det Spørgsmaal er stillet, om den hidtidige Holdning overfor militære Folkefor-bundsforpligtelser fremdeles er rimelig. Regeringerne i Danmark, Norge og Sverige har imidlertid været enige om, at der ikke er nogen Grund til at opgive den. Men Sverige forbedrer nu sit Militærvæsen og imødekommer herved det Standpunkt, som Belgieren Rolin gjorde sig til Talsmand for i