Afløsningsopgave i GT I, ES2010. Underviser: Niels-Peter Lemche. - Af Simon Buchwald -

Transkript

1 Problemformulering: Gen. 6,5-12. Der ønskes en oversættelse, parafrase og eksegetisk gennemgang (kontekstbestemmelse, enkeltpunkter og samlet vurdering. Desuden ønskes en drøftelse af den klassiske litterærkritik (med udgangspunkt i dette stykke) ). Oversættelse. 5 Og Jahve så, at menneskets ondskab (var) stor på jorden og (at) al vilje 1 (og) deres hjerters søgen kun (var) ondt dagen lang 2. 6 Og Jahve fortrød 3 at han skabte mennesket på jorden og han blev bedrøvet i hans hjerte. 7 Og Jahve sagde: jeg vil udrydde mennesket, som jeg skabte, fra jordens overflade, både mennesker og vilde dyr og reptiler og himlens fugle for 4 jeg fortryder at jeg skabte dem. 8 Og Noa fandt nåde for Jahves øjne. 9 Dette (er) Noas slægtstavle. Noa var en retskaffen og fuldkommen mand blandt hans samtidige og Noa vandrede med Gud (egt. Guden). 10 Og Noa avlede 3 sønner, Sem, Kam og Jafet. 11 Og jorden fordærvedes for Guds åsyn og Jorden fyldtes (med) vold. 12 Og Gud så jorden og (se!) den blev fordærvet 5, fordi alt levende ødelagde sin færd over jorden. Parafrase. 5: Jahve ser menneskernes onde tilstand på jorden. 6: Jahves reaktion er fortrydelse og bedrøvelse 7: Jahves konklusion på situation er total udryddelse. 8: 1 enkelt undtagelse. Noa. 9 En karakteristik af Noa, som en retskaffen og fuldkommen. 10 Noas toledot. 11 Situationsbestemmelse. jorden har taget skade (formentlig en permanent skade). 12 gentager v. 11, dog med en begrundelse. 1 Jetser kommer af Jātsār (egtl. Betydning i pa'al: fremkommer). Egentlig oversættelse: al fremkomst 2 Det andet objekt for vajar er problematisk. Dels fordi kol-jetsær er er ptc. Og dels fordi der at at en hypotaktisk we ('og') mangler. Egentlig står det som 2 ptc. Med led knyttet til sig. Det drejer sig her om kol-jetsær og mahshevot libo. Her vælger jeg at læse end we ind. Så det bliver, via min oversættelse til kol-jetsær (og) mahshevot libo. 3 I pa'al 'trøste' / 'have medlidenhed med'. I nifal udtrykt med en form for selvmedlidenhed. 4 I v. 7 optræder der kij x2. Det første regner jeg for at være kausalt og det andet regner jeg for at være kontemplativt. Deraf oversættelsen for/fordi og at. 5 Jeg har valgt denne oversættelse, fordi jeg mener at udeladelse af et kij gør at verbet Nishrātāh har implicit subjekt. Alternativ kunne man oversætte Gud så jorden og den blev fordærvet. Den aut. Oversættelse af 1992 oversætter Gud så at jorden var fordærvet. 1

2 Eksegetisk gennemgang af Gen. 6,5-12. kontekstbestemmelse. Det forholder sig sådan, at teksten hører til den del, som kaldes Urhistorien 6, som hører under pentateuken, der er defineret ved at strække sig fra verdens oprindelse til Israels standfæstelse i det forjættede land. Urhistoriens narrative forløb foregår i en ukendt fortid 7, som ikke er lang tid efter verdens skabelse, da der går en slægtstavle fra Adam til Noa. Urhistorierne tangerer her som en forklaringsmodel for nogle af denne verdens præmisser, livet, døden, smertefulde fødsler og hårdt arbejde. Urhistoriernes slægtstavler er således med til at kæde urhistorien sammen med patriarkhistorien og videre til udvandringen fra Egypten, som fører hele vejen til indvandringen til Kana'ans land 8. Ligeledes hører teksten ind under pentateuken eller loven 9, om man vil. Loven klassificeres: en guddommelig levering om hvordan alting blev skabt (altings genese) og hvordan Jahves folk, Israel, blev Israel. Den er på denne måde med til at placere Israel i en slags guddommelig historie. I disse guddommelige historier er slægtstavlerne (toledoterne) også med til at binde Israels slægt til de mere berømte skikkelser i historien, f.eks. Adam 10. Toledoterne er også med til at angive hvor lang tid der går fra de første mennesker og til syndfloden (1656 efter verdensskabelse) i teksternes egen kontekst. De fædre, som levede i tiden inden Syndfloden kaldes gerne De antedeluvianske fædre (lat. Af diluvium, 'oversvømmelse'). Der er dog det problem, at ifølge denne tidsangivelse så overlevede Jered, Metusalem og Lemek flodbølgen 11. I den nære kontekst kommer der, før Noas historie, historien med Kain og Abel og brodermordet efterfulgt af kap. 5, som er en toledot fra Adam til Noa. Efterfølgende kommer der, i Gen. 6,1-4, en udlægning af, hvad der er sket for at ondskaben er blevet stor. Det er Gudssønnerne (benej Haælohim) som har blandet sig med menneskedøtrene (benot hadamah) og det fører til urenhed. Efterfølgende, i Gen. 6,13 og frem, sætter Gud så sin plan i værk, Noa skal bygge arken, 6 Jf. Gads bibelleksikon redigeret af Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen forfatterne og G.E.C Gads Forlag, 2. udgave, 2. oplag 2006, er Urhistorien Gen Hele skriftet begynder ligeledes med tidsangivelsen bereshit (Heb. i en begyndelse / til at begynde med ) i Gen. 1,1 8 Således også Det Gamle Testamente, mellem teologi og historie, af Niels-Peter Lemche, forlaget Anis, København 2008, Pa. 24 om urhistorien. Ligeledes Gads bibelleksikon mosebøgerne. 9 I den jødiske tradition kaldes den hattorah deraf udtrykket Tora. 10 Gads Bibelleksikon Mosebøgerne 11 Bogen om bibelen, af Lisbeth-Kjær og Mogens Müller, Politikens forlag, 2004., Pa

3 tage et par af alle dyr og sin familie og svigerdøtre med. Og efter Noas historie slutter i kap 9, hvor historien slutter med at Gud sætter regnbuen, som et symbol på at de har en pagt og at det skal være den eneste vandflod, kommer Noas sønners toledoter i kap. 10. Generelt for de første 11 kapitler i Genesis ser man, hvorledes perspektivet indsnævres fra den universelle verden og helt ned til Jahves udvalgte, hvoraf den første er Abram/Abraham 12. Detaileksegesen 5 Jahve ser menneskets ondskab. Ondskaben har her åbenbart ikke noget med Jahve at gøre. Her er ondskaben forvoldt af uacceptable seksuelle akter, der referer til v korrekt seksuel opførelse er indenfor parforholdet. At man har valg at bruge haarets i stedet for hadamah, referer muligvis til Gen. 1 skelnen mellem himlene (hashamajim) og Jorden (haarets). Med brugen af haarets henvises der muligvis til et stykke land Reaktionen på v. 5 støtter antagelsen om at Jahve åbenbart ikke har den totale kendskab til ondskaben. At Jahve fortryder (vajniahræm) står i forbindelse med Gen. 2, hvor Jahve arbejder som en eksperimenterende Gud. Dette står ligeledes i modsætning til Gen. 1 hvor Jahve efter hver skaberhandling ser at det var godt (vajar Elohim kij tov) og at eventuelle justeringer måtte være unødvendige. 7 Beslutningen, om ikke kun at udryddet mennesket men alt levende, er noget nyt i teksten. Fortrydelsen gælder ikke alene mennesket, men nu også fugle, reptiler og vilde dyr. Det er også interessant at det nu er på haadamah og ikke længere haarets, der skal udslettes. Her er brugen måske udtryk for at det nu også er hele jorden og ikke kun et landområde. 8 Sætningen bryder med det forudgående og markerer derved et vendepunkt i det narrative forløb. Formentlig er verset med til at sørge for at det narrative forløb ikke slutter med oversvømmelsen. Noa er her, digterisk set, det lille lys i en mørk verden og kan derfor sættes sammen med andre gammeltestamentlige helte såsom Moses og Abraham. 9 At Noa er en retfærdig og fuldkommen mand står her i skarp modsætning til omverdenen, hvis hensigter altid er onde dagen lang, hvorfor det også fremhæves. At Noa er vandrende med Gud (et-haelohim hithalek-noah) henviser til Enok i Gen. 5,22 (vajithalek Hanok et 12 Bogen om Bibelen, Pa. 40, om 1. Mosebog. 13 jf. A concise hebrew and aramaic lexicon of the old testament based upon the lexical work of Ludwig Koehler and Walter Baumgartner, af William L. Holladay, forlaget E.J Brill, Leiden, The Netherlands, betydning 2 eller 3. 3

4 haelohim). De adjektiver der sættes på Noa (refærdig og fuldkommen) har muligvis, sammen med den følgende del af skriftet, sin historiske kontekst efter eksilet i babylon. Det vil betyde at den ondskab og uretfærdig der skal drukne er en pendant til babylonerne og og at de retfærdige og fuldkomne (Israelere) vil vende tilbage til en renset jord. Ligesom Israel omkring år 600 F.kr. vandrede med Gud til Jerusalem således gør de gode det i præsteskriftet også. Altså kan man sige at Noa symboliserer de retfærdige Israelitter, som i en tid var oversvømmet af vand (her er vandet et symbol på babylonerne og hvis man læser fremad, læser man også at vandet udspringer af urdybet, som er den kaosmagt Jahve betvinger i kap. 1 og klassisk for Jahves straffe er at lade en kaosmagt udfolde sig). 10 Sønnerne er ligeledes også vigtige at nævne og udgør egentlig den egentlige slægtstavle (toledot), der nævnes i v. 9. At de er vigtige og derfor nævnes, kommer efter syndsflodsberetningen, hvor de bliver stamfædre til alle folkeslag her er jorden blevet fordærvet 15 og handling er påkrævet. At jorden fyldes med vold står muligvis i modsætning med at den senere skal fyldes med vand. 12 Gentager egentlig v. 5 og 11, dog passer denne med v. 7s beslutning om at udrydde alt. Her begrundes det nemlig med at alt levende (kål-bāshār) har ødelagt sin færden. Med færden må forstås liv, altså er deres livsforløb ødelagt. I sammenhold med forudgående passer det, at alt levende selv har ødelagt sin færden. Det er ikke nogen udefrakommende ondskab, der har forvoldt disse skader, men alene alt levende. Samlet fortolkning. Vi kan altså konkludere at her er tale om en optakt til en udryddelse, som stammer fra 2 kildeskrifter, kaldet Jahvisten og Præsteskriftet 16. Det er en narrativ fortælling, som foreløber i en ukendt tid, dog med bindeled til skabelsen i Gen Vi kan også sammenholde teksten med tavle 11 fra Gilgamesh-epet, hvor guden Ea i al hemmelighed fortæller Utnapishtim at guden Enlil har planer om at udrydde hele menneskeheden med en vandflod. Guderne følger ikke Enlil i denne beslutning, da guderne åbenbart er afhængige af menneskernes ofringer. Her skulle en naturkatastrofe mindske antallet af mennesker på jorden, ikke forsage en totaludryddelse. 14 jf. Gen Verbet står i konsekutiv imperfektum og oversættes derfor med perfektum. 16 Se litterærkritik. 17 jf. toledoterne 4

5 Tanken om en stor vandflod er i genesisberetningen en hændelse, som er båret af seksuel urenhed 18 og en tilsyneladende total fordærvelse af jorden og alt hvad der eksisterer på den. Der kommer så et brud i teksten, men denne er en positiv information, som nok er placeret for at historien ikke bare skulle slutte med vandfloden 19. Litterærkritisk er det 2 kildeskrifter her er tale om, formkritisk er det en narrativt urtidsforløb, redaktionshistorisk drejer det sig om at redaktorerne har ønsket at bruge skrifterne til at forklare hvorfor mennesket er ondt 20, hvilket også henviser til Babylon eksilet. I alt kan man også sige at teksten kodeord er overlevelse, hvilket både passer på teksten og på den historiske kontekst i P. Noas overlevelse af vandfloden er da et symbol på Israels overlevelse under eksilet i Babylon. Litterærkritik. Indenfor den kendte litterærkritik har man gjort opmærksom på at dette skriftstykke er en sammenskrivning af 2 individuelle skrifter. Skrifterne har titlerne: Jahvisten og Præsteskriftet. Baggrunden er at litterærkritikken har en firekildehypotese, som forklarer de forskellige modsstridigheder i pentateuken, f.eks. i Gen. Kap 1 og 2. Forklaringen er at pentateuken er redigeret sammen af 4 individuelle kilder, som man kalder for det Jahvistiske ( J ), det Elohistiske ( E ), det præstelige ( P ) og det deuteronomistiske ( D ) Kildeskrift 21. Det Jahvistiske kildeskrift er præget af lægmandssynspunkter, hvorimod præsteskriftet er blevet til i præstelige kredse 22. Det, der har lagt navn til de fire kilder, er blandt andet brugen af gudsnavne. Jahvisten har sit fra sin brug af Jahve. Elohisten for sin brug af navnet/titlen Elohim. Præsteskriftets titel stammer fra en formodning om at skriftet stammer fra en forfatter(e) i præstelige kredse, da skrifterne synes at være systematisk opbygget. P bruger både Elohim og Jahve Elohim. Begrundelsen kunne være et ønske om at klassificere at Jahve og Elohim er den samme. Man går ud fra, at Jahvisten er den ældste kilde (fra 10 årh. F.Kr.), Elohisten fra 8 Årh. F.Kr. Præsteskriftet fra eksilet i babylon (6 Årh.) Deuteronomisten datering synes ukendt, men er dog et sted imellem P og E 23. Tekststykket er opbygget af hhv. Jahvisten og præsteskriftet, men fælles for dem begge 2 er 18 jf. Benej Haælohim og deres samkvem med benot hadamah. 19 Samme princip gør sig også gældende for Gilgamesh. 20 Jf. den historiske kontekstbestemmelse om at P er fra Eksilperioden. 21 Lemche Pa 63. ligeledes pa. 65 for en synoptisk opstilling af Gen. 6, Gammeltestamentlig religion. En indføring, af Hans-Jørgen Lundager Jensen. Forlaget Anis, 5. oplag 2007 pa. 276 (Jahvisten) og 278 (præsteskriftet) 23 Gads Bibelleksikon Litterærkritik, Kildekritik. 5

6 brugen af et andet skrift. Tanken om en vandflod der oversvømmer jorden er ikke et særligt træk ved det gamle testamente 24. Man finder det ligeledes i det gamle Gilgamesh epos, tavle nummer 11, hvor at det berettes for Kong Gilgamesh af Uruk, at Guden Enlil besluttter at udrydde hele menneskeheden, men Guden Ea, beretter i al hemmelighed dette for Utnapishtim 25 og med denne viden overlever han den store vandflod. Guderne taler med Enlil, efter at Utnapishtim har ofret til dem, fordi han ikke må få del i Gudernes mad. Enlil opdager så hvor ofret kommer fra og bliver rasende, da ingen skulle overleve floden. Der spørges til hvorfor han ikke kunne nøjes med blot at fjerne en mængde mennesker, formentlig pga. overbefolkning, i stedet for at forsøge at udrydde dem alle. Her i teksten er et menneske nød til at overleve, for ellers kan guderne ikke få noget mad 26, hvilket ligeledes kunne være et motiv for Noas overlevelse. Et motiv i teksten naturligvis.. Der er forskelle teksterne imellem, men både J og P synes at bruge det samme skrift i Genesis. En kritik af Litterærkritikken har været den at man skal være påpasselig med den, for selvom den er ophav til firkildehypotesen, så kan den også bruges til at opdrive resultater der fremgår absurde. Dertil har kritikken fremmanet andre litterære metoder, såsom formkritikken, som mener at litterærkritikken forsøger at opløse teksten for derefter at samle den via en mulig mekanisk teori. Formkritikken viser at f.eks. Jahvististen som et kildeskrift på ingen måde udgør et homogent materiale, men i alle henseender et yderst heterogent materiale. Det kan vi i Gen. 6,5-12 også se, da både Jahvisten og Præsteskriftet øser ud af samme kilde 27. Hvor formkritikken så har præsenteret en mængde korte eller længere passager og bestemt deres genrer og forskelligheder, svarer den ikke på, hvorledes forfatteren/forfatterne har udarbejdet skriftet. Det spørgsmål har ført til metoderne traditionshistorie og redaktionshistorie, som er 2 sider af samme sag og dermed overlapper de også hinanden. Begge metoder tager udgangspunkt i den samlede tekst og arbejder dermed synkront, hvorimod litterærkritik og formkritik arbejder diakront. Disse synkrone arbejdsmetoder vil læse teksterne som de foreligger i biblia hebraica og forsøge at forklare alle ensartetheder og ujævnheder. Det bedste eksempel er de 10 bud i hhv. Exodus 20 og Deuteronomium 5. Redaktionshistorien, som også indoptager de foregående metoder, vil forsøge at blotlægge forfatterens (eller redaktoren/redaktøren) intentioner med teksten. Spørgsmålet for en 24 Man bruger gerne udtrykket syndflod, hvilket er en fejloversættelse af det tyske sintflut, der betyder stor flodbølge. jf. Gads bibelleksikon Syndflod 25 Epossets svar på den bibelske Noa. 26 Der berettes i tavle 11, linie at Guderne flokkes om ofret som fluer 27 Lemche, pa om Formkritikken 6

7 redaktionshistoriker ville altså typisk være: hvad var intentionen med teksten? Det virker relativt klart at disse metoder i sig selv næppe er nok til at kortlægge alle de ting der knytter sig til det gamle testamente (og dets omverden), men fælles er dog, at fokus ændrer sig fra at være tekstens kontekst og områderne omkring teksten, til nu at blive teksten selv, der kommer i centrum 28. Litteraturliste. - Biblia Hebraica Stuttgartensia, af Elliger, K. & Rudolph, W. udgivet af Deutche Bibelgesellschaft. - Det Gamle Testamente, mellem teologi og historie, af Niels-Peter Lemche, forlaget Anis, København Gammeltestamentlig religion. En indføring, af Hans-Jørgen Lundager Jensen. Forlaget Anis, 5. oplag Gads Bibelleksikon, redigeret af Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen forfatterne og G.E.C Gads Forlag, 2. udgave, 2. oplag A concise hebrew and aramaic lexicon of the old testament based upon the lexical work of Ludwig Koehler and Walter Baumgartner, forlaget E.J Brill, Leiden, The Netherlands, Bogen om bibelen, af Lisbeth-Kjær og Mogens Müller, Politikens forlag, Epic of Gilgamesh, tavle 11, fra hjemmesiden 28 Lemche, pa