Resume: Ankestyrelsen behandlede i principielt møde nogle sager vedrørende strafafsonere, der modtog førtidspension.

Transkript

1 KEN nr 9304 af 15/02/1996 (Gældende) Udskriftsdato: 16. september 2020 Ministerium: Beskæftigelsesministeriet Journalnummer: J.nr.: Senere ændringer til afgørelsen Ingen Ankestyrelsens principafgørelse P-6-96 om pension - personligt tillæg - strafafsoning - endelig dom - Den Særlige Klageret - opretholdelse af bolig under strafafsoning - hospital Resume: Ankestyrelsen behandlede i principielt møde nogle sager vedrørende strafafsonere, der modtog førtidspension. Sagerne belyste forskellige forhold vedrørende udbetaling af pension under varetægtsfængsling og afsoning efter endelig dom. Sagerne belyste i hvilke situationer, der var tale om varetægtsfængsling, afsoning eller forhold, der kunne sidestilles med ophold i egen bolig, samt spørgsmål om indsattes ret til personligt tillæg i situationer, hvor pensionen var inddraget. I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at der ikke af den inddragne pension kunne udbetales et beløb til dækning af udgifter til husleje efter endelig dom. Den omstændighed, at der var indgivet klage til Den Særlige Klageret medførte ikke, at den periode, hvor der efter lov om social pension 46, stk. 1, kunne udbetales et beløb til dækning af udgifter til husleje, kunne forlænges. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der kunne udbetales personligt tillæg til dækning af udgifter til opmagasinering af indbo, selvom pensionen var inddraget. I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen, at pågældende havde ret til udbetaling af pensionen fra det tidspunkt, hvor han var overflyttet til en institution under den frie kriminalforsorg. Ankestyrelsen lagde vægt på, at han fra dette tidspunkt måtte betragtes som beboer og ikke som indsat. I sag nr. 3 fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for efterbetaling af pension for den periode, hvor pågældende havde afsonet fængselsstraf, selvom sagen efterfølgende blev genoptaget efter beslutning fra Den Særlige Klageret. Ankestyrelsen lagde vægt på, at den oprindelige dom i relation til reglerne om udbetaling af pension i pensionslovens 46, stk. 5, måtte betragtes som endelig. I sag nr. 4 fandt Ankestyrelsen, at inddragelsen af pension var sket med rette under pågældendes ophold på hospital. Ankestyrelsen lagde vægt på, at pågældende var idømt en fængselsstraf, men midlertidigt anbragt på hospital, og at opholdet måtte betragtes som strafafsoning og ikke kunne sidestilles med en behandlingsdom. 1

2 I sag nr. 5 fandt Ankestyrelsen, at der ikke kunne ydes personligt tillæg til dækning af udgifter til bevarelse af bolig til en pensionist, der var idømt en fængselsstraf på 10 år. *) Love: Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni og 46, stk. 1 Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj Vejledninger: Socialstyrelsens vejledning nr. 228 af 29. oktober 1990 om social pension - pkt. 179 Note: *) Der henvises til SM P * * * * * Sagsfremstilling 1: Sag nr. 1 - j.nr En førtidspensionist blev varetægtsfængslet 11. november Ved byretsdom den 8. februar 1994 blev han idømt 3 års fængsel, stadfæstet af landsretten den 15. juni Pensionisten indgav herefter klage til Den Særlige Klageret over procedurefejl ved landsrettens dom. Pensionsudbetalingen blev inddraget ved varetægtsfængslingen efter reglerne i pensionslovens 46. Pensionisten fik betalt husleje af pensionen, til der ikke længere var formodning om løsladelse efter 3 måneders fængsling. Derefter fik han bevilget personligt tillæg til dækning af flytteomkostninger med kr. samt 350 kr. månedlig til betaling for opmagasinering af bohave indtil 20. juni 1994, hvor varetægtsfængslingen ophørte ved landsrettens dom af 15. juni Kommunen gav afslag på bevilling af personligt tillæg til betaling for opmagasinering for tiden efter 20. juni Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at der ikke fandtes tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var mulighed for at yde personligt tillæg til dækning af udgifter til opmagasinering af møbler under strafafsoning, samt om den omstændighed, at der var indgivet klage til Den Særlige Klageret, kunne medføre, at ansøgeren kunne anses som varetægtsfængslet i tidsrummet indtil klagerettens afgørelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at der efter den 20. juni 1994, hvor landsretten havde stadfæstet byrettens dom, af pensionen kunne udbetales et beløb til dækning af udgifter til husleje. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der var ret til personligt tillæg efter lov om social pension 17 til dækning af udgifter til opmagasinering af bohave. 2

3 Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at selvom pensionen efter reglerne i pensionslovens 46, stk. 1, var inddraget efter dom til fængsel, kunne pensionen ikke anses for bortfaldet, og der kunne som følge heraf ydes personligt tillæg efter reglerne i lov om social pension 17, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt, jf. 9 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om personligt tillæg desuden vægt på, at der var tale om et forholdsvis beskedent beløb til dækning af opmagasinering af indbo, som skønnedes at have betydning for pensionistens tilværelse efter løsladelsen, og at der var tale om en afgrænset periode. Ankestyrelsen fandt ikke, at pensionistens klage til Den Særlige Klageret medførte, at den periode, hvori der efter bestemmelsen i lovens 46, stk. 1, af pensionen kunne udbetales et beløb til dækning af udgifter til husleje, kunne forlænges. Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at en sådan begæring om genoptagelse efter retsplejelovens 986 ikke medførte, at dommens fuldbyrdelse blev udsat eller standset. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse. Sagsfremstilling 2: Sag nr. 2 - j.nr Sagen vedrørte en mand, som oprindeligt var indsat til strafafsoning på en af Kriminalforsorgens åbne fængselsafdelinger. Han forventedes prøveløsladt efter afsoning af 2/3 af straffen, hvilket indtraf den 2. september I forbindelse med strafafsoningen var udbetaling af den tilkendte førtidspension blevet standset i overensstemmelse med den dagældende 46, stk. 5. Som følge af psykiske problemer blev han fra 30. juni 1993 udstationeret til en af den frie kriminalforsorgs pensioner. Kriminalforsorgen anmodede i brev af 29. juni 1993 om, at han fik udbetalt sin førtidspension. Kommunen afslog den 9. juli 1993 at imødekomme anmodningen. Der blev henvist til, at førtidspension tidligst kunne udbetales en kortere tid før forventet prøveløsladelse med henblik på etablering m.m., jf. den dagældende 46, stk. 5, i lov om social pension samt Socialstyrelsens vejledning nr. 228 af 29. oktober 1990, pkt Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet man fandt ansøger berettiget til at få udbetalt sin førtidspension fra udstationeringen. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger fra dette tidspunkt måtte betragtes som beboer og ikke som indsat, uagtet at han var strafafsoner, og at han derfor var berettiget til at få udbetalt sin førtidspension. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, om udstationering i en institution under den frie kriminalforsorg under fortsat strafafsoning kunne sidestilles med at have ophold i eget hjem eller lignende. Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til at få udbetalt sin førtidspension, fra det tidspunkt han blev udstationeret til institutionen under den frie kriminalforsorg. 3

4 Begrundelsen var, at ansøger fra udstationeringstidspunktet til institutionen under den frie kriminalforsorg måtte betragtes som beboer og ikke som indsat, uagtet at ansøger var strafafsoner. Ankestyrelsen lagde vægt på, at opholdet på institutionen skete på samme vilkår som institutionens øvrige beboere. Ankestyrelsen fandt derfor, at ansøger måtte anses for at have taget ophold i eget hjem eller lignende, og at han derfor var berettiget til at få udbetalt sin førtidspension i henhold til 32, stk. 1, i bekendtgørelse om socialpension, jf. den dagældende 46, stk. 6. Ankestyrelsen stadfæstede således ankenævnets afgørelse. Sagsfremstilling 3: Sag nr. 3 - j.nr Sagen drejede sig om en 60-årig mand, der ved landsrettens dom af 16. december 1990 blev idømt 3 års fængsel. Den 9. juli 1991 blev han indsat til afsoning. Den Særlige Klageret optog sagen til behandling den 28. august 1992, og afsoningen blev afbrudt. Klageretten besluttede den 20. maj 1994, at landsrettens sag skulle genoptages. Den 8. april 1995 idømte landsretten ansøgeren 1 års fængsel. Denne straf havde han imidlertid allerede afsonet, jf. den tidligere domsafsigelse. Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse om, at ansøgeren ikke var berettiget til at få efterbetalt førtidspension. Nævnet henviste til, at pensionen var inddraget efter reglerne i lov om social pension 46, stk. 3, 4 og 5, der var gældende før 1. januar 1994, og fandt ikke, at klagerettens afgørelse medførte en ret til at få pension udbetalt for afsoningsperioden. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse, om indgivelse af klage til Den Særlige Klageret medførte, at endelig dom ikke kunne siges at være afsagt. Ansøgeren var ikke berettiget til at få efterbetalt pension for perioden 1. september 1991 til 27. august Ankestyrelsen lagde vægt på, at dom afsagt af landsretten den 16. december 1990 måtte betragtes som endelig. Ankestyrelsen fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgerens sag efterfølgende var genoptaget efter beslutning af Den Særlige Klageret kunne bevirke, at ansøgeren havde krav på efterbetaling af pension efter reglerne i den dagældende 46, stk. 5, i lov om social pension. Ankestyrelsen stadfæstede således ankenævnets afgørelse. Sagsfremstilling 4: Sag nr. 4 - j.nr Ansøgeren fik den 7. marts 1990 en dom på 10 års fængsel. Det blev besluttet, at han skulle anbringes på hospital, indtil han blev så rask, at afsoningen kunne ske i fængsel. 4

5 Straffen var fastsat efter straffelovens 73, hvorefter retten kunne bestemme, om der skulle ske frifindelse eller idømmes straf, hvis tiltalte blev syg i tidsrummet efter den strafbare handling, men før domsafsigelse. Når der blev idømt straf, medregnedes behandlingstiden på hospital i straftiden. Ansøgeren fik i november 1991 tilkendt mellemste førtidspension. Fra juli 1990 og indtil tilkendelse af førtidspension fik ansøgeren dækket sine udgifter til husleje tillige med lommepenge efter reglerne i bistandsloven 37 om kontanthjælp. Den tilkendte førtidspension blev inddraget efter reglerne i lov om social pension 46. Fra februar 1992 fik ansøgeren herefter bevilget personligt tillæg efter pensionslovens 17 til dækning af udgifter til husleje mod tilbagebetalingspligt. Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse om inddragelse af den tilkendte mellemste førtidspension med henvisning til reglerne i den dagældende lov om social pension 46, stk. 5, nu 46, stk. 1. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af spørgsmålet, om anbringelse i sygehus efter domsafsigelse kan sidestilles med en dom til behandling. Ankestyrelsen fandt, at pensionen med rette var inddraget under ansøgerens ophold på hospital i overensstemmelse med reglerne i lov om social pension 46, stk. 5, senere ændret til 46, stk. 1. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var idømt en fængselsstraf med anbringelse på hospital, indtil ansøgerens tilstand tillod afsoning i fængsel. Ankestyrelsen fandt derfor, at opholdet på hospital kunne betragtes som strafafsoning, og at opholdet ikke kunne sidestilles med en behandlingsdom. Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse. Sagsfremstilling 5: Sag nr. 5 - j.nr Ansøgeren fik den 7. marts 1990 en dom på 10 års fængsel. Det blev besluttet, at han skulle anbringes på hospital, indtil han blev så rask, at afsoningen kunne ske i fængsel. Efter dommen blev ansøgeren den 18. maj 1990 overført til hospital, og fristen for hospitalsopholdet blev foreløbig fastsat til 1 år, men siden forlænget flere gange. I november 1991 fik ansøgeren tilkendt mellemste førtidspension, som straks blev inddraget i overensstemmelse med reglerne i pensionslovens dagældende 46, stk. 5, nu 46, stk. 1. I februar 1992 bevilgede kommunen løbende personligt tillæg efter pensionslovens 17 til dækning af udgifter til husleje for en lejlighed, hvortil ansøgeren dagligt havde udgang i nogle timer. Tillægget blev bevilget mod tilbagebetaling. Kommunen traf afgørelse om inddragelse af personligt tillæg til dækning af huslejeudgifter med virkning fra maj 1994 med den begrundelse, at forudsætningen for bevilling af personligt tillæg var, at der var tale om en begrænset periode. Tilbagebetalingskravet blev sat i bero, indtil den tidligere tilkendte mellemste førtidspension ville blive udbetalt i forbindelse med løsladelse. 5

6 Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om der kunne ydes personligt tillæg til dækning af udgifter til bevarelse af bolig, herunder om tillæg kunne ydes mod tilbagebetaling. Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at standse udbetaling af personligt tillæg til dækning af husleje. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var idømt en straf på 10 års fængsel, samt at længstetiden for den tidligst mulige løsladelse blev forlænget flere gange. Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse. Ankestyrelsen fandt det i øvrigt tvivlsomt, om der under hensyn til straffens længde burde have været ydet personligt tillæg fra februar 1992, samt om betingelserne for at forlange tilbagebetaling efter reglerne i pensionslovens 43, stk. 1, nr. 2, havde været opfyldt. For at kunne kræve tilbagebetaling, skulle der være forhold, der viste, at ansøgeren kunne tilbagebetale i løbet af kortere tid. 6