Vejledning. En tilgængelig softwareløsning - softwareapplikationer og operativsystemer. Tilgængelighed

Transkript

1 Vejledning En tilgængelig softwareløsning - softwareapplikationer og operativsystemer En softwareløsning dækker her såvel softwareapplikationer som operativsystemer. Softwareløsninger er kendetegnet ved, at løsning har en egen brugergrænsefladeflade, som det ikke kræver et andet program til at præsentere (modsat webbaserede løsninger). Hvor der er tale om software, der helt eller delvist har en web-brugergrænseflade, skal kravene til en tilgængelig webløsning ligeledes følges. Tilgængelighed Mange softwareløsninger er opbygget ud fra en forudsætning om, at alle brugere er ens, at alle kan udnytte alle sanser, har den samme mobilitet og de samme kognitive evner. Men i virkeligheden er alle brugere ikke er ens. Mange brugere har en eller anden grad af nedsat funktionsevne. En tilgængelig softwareløsning er en softwareløsning, der kan benyttes af alle også brugere, der enten permanent eller i en periode har nedsat funktionsevne. Begrebet brugere med nedsat funktionsevne dækker over en lang række forskellige mennesker. Der kan være tale om brugere af den type vi traditionelt forstår som handicappede; dvs. blinde, stærkt svagsynede, døve, personer med stærkt nedsat hørelse, personer med motoriske handicap (i form af f.eks. lammelser, spasmer eller andre fysiske funktionsnedsættelser) samt personer med kognitive handicap (i form af f.eks. nedsat evne til opmærksomhed, koncentration, problemløsning eller opfattelse). Men gruppen omfatter også farveblinde, ordblinde, brugere med læse- og skriveproblemer, brugere med mindre syns- og hørenedsættelser, brugere med gigt, brugere med forringet koordinationsevne og brugere med museskader. Hertil kommer de mange andre brugere, der har problemer med at få adgang til en softwareløsning, hvis der ikke er tænkt over tilgængeligheden som f.eks. brugere, der arbejder i støjende og uhensigtsmæssige omgivelser samt personer, der ikke er vant til at benytte computere og softwareløsninger. Ifølge WHO har ca. 10% af befolkningen nedsat funktionsevne i en sådan grad, at det gør dem handicappede i hverdagen. Det vil for Danmarks vedkommende sige ca personer. Men hvis man tæller de mennesker med, der har en mindre funktionsnedsættelse og/eller en ikke permanent funktionsnedsættelse bliver tallet ca. dobbelt så stort altså ca. 1 million mennesker. Forrester Research har f.eks. i en undersøgelse fra 2003, udført for Microsoft i USA, peget på, at op til 57 % af computerbrugerne mellem 18 og 64 år sandsynligvis vil have udbytte af forbedret tilgængelighed. Det er med andre ord en problemstilling, der rækker længere end til de personer, man normalt opfatter som handicappede. Hvis man har fokus på at gøre sin softwareløsning tilgængelig vil den derfor blive bedre at bruge for en meget stor gruppe mennesker. Alle brugere har nemlig samme behov for at kunne benytte en softwareløsning. Behov for at kunne orientere sig, kunne navigere og uhindret kunne identificere og fortolke den tilbudte information.

2 Brugere med nedsat funktionsevne kan bare vanskeligt eller umuligt gøre det, hvis der ikke er tænkt over tilgængeligheden, andre brugere har større eller mindre problemer med at benyttesoftwareløsningen under de normale betingelser. For nogle gælder, at de kan få adgang på lige fod, hvis de har mulighed for at ændre på forskellige ting ved den måde de får informationen præsenteret på - f.eks. ved at ændre på størrelser og farver eller den måde de skal interagere med softwareløsningen på. For andre gælder, at de alene kan få adgang til softwareløsningen ved brug af forskellige tekniske hjælpemidler også kaldet kompenserende teknologi der præsenterer informationer på en bestemt måde (output til brugeren), gør det muligt for brugeren at have en speciel måde at arbejde med løsningen på (input fra brugeren) eller evt. begge dele. Kompenserende teknologi kan f.eks. være en softwarebaseret løsning såsom en skærmlæser med en talesyntese, der læser indholdet af en side op for synshandicappede, ordblinde og andre læsehandicappede, et forstørrelsesprogram, der forstørrer siden eller dele af den, eller en særlig brugergrænseflade, hvor der er særlige knapper eller ikoner, der gør siden lettere at overskue. Det kan også være en hardwarebaseret løsning såsom en særlig mus eller andet pegeredskab, for mennesker med motoriske og kognitive handicap, et særligt tastatur, der f.eks. er mindre og dermed lettere at bruge for mennesker med nedsat håndfunktion eller et særligt display/en særlig skærm, der er større eller mindre. Niveauopdelte krav En tilgængelig softwareløsning skal overholde en række krav, der gør det muligt for alle at benytte den. Hvis brugeren benytter kompenserende teknologi bliver det essentielt, at softwaren overholder en række krav for at den kan virke efter hensigten. Det drejer sig både om krav, der er helt essentielle for brugerens adgang og om krav, der for en række brugere vil gøre det meget lettere at benytte et stykke software. Det er derfor rimeligt at niveauopdele kravene i forhold til den betydning de har for brugeren: På niveau 1 findes krav, der sikrer en fuldt tilgængelig tastaturgrænseflade. Hvis der via tastaturet er adgang til alle dele af en applikation, uden at det er nødvendigt at gribe til en løsning med en mus eller andet pegeudstyr, vil applikationen i meget stor udstrækning være tilgængelig for de fleste mennesker uanset om de benytter kompenserende udstyr eller ej. Disse krav har derfor højeste prioritet. På niveau 2 findes krav, der sikrer fuld tilgængelig programmatisk adgang til skærmbilledets elementer. Adgangen til information om de elementer, der er sat sammen for at danne skærmbilledet er faktisk lige så vigtigt som fuld adgang via tastaturet. Dette gælder særligt for mennesker, der benytter kompenserende teknologi, idet de er afhængige af, at den information, der gives om elementerne, er præcis. Ellers kan de ikke finde ud af, hvad et skærmbillede indeholder, og dermed hverken navigere rigtigt eller benytte styreelementer. En fuldt tilgængelig objektgrænseflade har den næsthøjeste prioritet, men kommer ind på en meget tæt andenplads.

3 På niveau 3 findes krav, der sikrer et fuldt tilgængeligt visuelt, auditivt samt indholdsmæssigt output. Det visuelle output omhandler f.eks. brug af farver, størrelsen på fonte og objekter samt brugen af animation og video, det auditive output omhandler brugen af lyde, mens det indholdsmæssige output f.eks. omhandler sprogbrug, reaktionstider og timing. Alle disse forhold er væsentlige for mennesker med forskellige former for funktionsnedsættelser synshandicappede, hørehandicappede, læsehandicappede og mennesker med fysiske handicaps. Men det er næppe nogen af disse forhold, der helt vil hindre en person i at benytte en given applikation. Kravene i denne kategori får derfor tredje prioritet, da der er tale om væsentlige krav, men ikke krav, hvis opfyldelse er tvingende nødvendige for brugerens adgang. Kravene på niveau 1 og 2 er krav, der beskriver hvad der er nødvendigt, hvis brugeren skal have adgang til en softwareløsning. Kravene på niveau 1 og 2 er altså essentielle for at sikre, at alle brugere har adgang til en softwareløsning, og hvis man f.eks. udelader kravene på niveau 2 vil der være brugere, der ikke kan benytte en løsning. Kravene på niveau 3 er væsentlige krav, der vil gøre en softwareløsning lettere at benytte for en bruger med funktionsnedsættelser, men hvor manglende efterlevelse, i de fleste tilfælde, ikke helt vil udelukke nogen brugere. Efterlevelse af andre standarder og guidelines tilhører kategorien nice to have. I det følgende gennemgås det, hvilken effekt manglende efterlevelse af et krav vil have for brugeren. Niveau 1 - En fuldt tilgængelig tastaturgrænseflade Hvis softwareapplikationen eller operativsystemet er designet til at køre på et system, der har et tastatur Ad 1.1 Fuld adgang til alle dele af en applikation via tastaturet er et universelt krav, der ikke alene kommer mennesker med funktionsnedsættelser til gode, idet de fleste bruge vil have glæde af at arbejde i en applikation, hvor man ikke behøver forfalde til brug af mus eller andet pegeudstyr. Herved kan man bl.a. undgå museskader samt forkerte arbejdsstillinger og heraf følgende arbejdsskader. For at sikre en fuldt tilgængelig tastaturgrænseflade, skal der findes en tastaturfunktion svarende til alle handlinger samt alle grænsefladeelementer, sådan at man kan få adgang til og bruge hele applikationen. Man skal kunne markere og vælge tekst, samt arbejde med en tekst via tastaturet. Det er samtidig vigtigt, at man fra tastaturet har adgang til alle menuer, menupunkter, vinduer, paneler, rammer, styreelementer og værktøjer. Dette krav gælder dog ikke, hvor der er tale om funktioner, der decideret er beregnet for en mus eller et andet pegeværktøj som f.eks. at tegne. Modsat er det at markere og vælge tekst ikke decideret er beregnet for en mus eller et andet pegeværktøj. Ad 1.2 Når man benytter tastaturet skal man kunne det samme som, hvis man f.eks. benytter en mus. Betjening via tastatur skal derfor ikke føre til "blindgyder" som det f.eks. sker, hvis en

4 valideringsrutine forhindrer, at man kan give et indtastningsfelt fokus og forlade det igen, uden at indtaste en værdi. Tabrækkefølge og genveje Ad 1.3 Der skal være en logisk tabrækkefølge for styreelementer, inddateringsfelter og andre objekter, sådan at man kan arbejde på en struktureret måde fra tastaturet. Dette har særlig betydning når man er afhængig af at benytte tastaturet, især i forhold til muligheden for at danne sig et overblik over applikationen og i forhold til arbejdshastigheden. Ad 1.4 Når man arbejder fra tastaturet er det af stor betydning om der findes tastaturgenveje til de mest anvendte funktioner i applikationen og til menupunkter, idet dette vil sikre, at man kan arbejde i applikationen fra tastaturet med en vis hastighed. I modsat fald vil man altid skulle tabbe sig rundt i applikationen. Tastaturtilgængelighedsudstyr Ad 1.5 Mange operativsystemer har forskelligt indbygget tastaturtilgængelighedsudstyr (f.eks. Sticky Keys, Slow Keys, springe-tilbage -taster, gentage -taster, slå-fra -taster, musetaster samt indbyggede tastekombinationer, der aktiverer skærmtastatur, forstørrelsesglas, skærmlæser eller lignende), og det er naturligvis nødvendigt, at softwaren ikke griber forstyrrende ind i her, da de mennesker dette er lavet for så ikke vil kunne få glæde af det. Niveau 2 - En fuldt tilgængelig objektgrænseflade Synligt og programmatisk fokus Ad 2.1 Hvis en bruger skal bruge applikationen via tastaturet er det nødvendigt at have en synlig og tydelig indikation af det øjeblikkelige fokus på skærmen. Dette er dog også en lettelse for alle andre brugere af en softwareløsning. Denne synlige og tydelige indikation skal bevæge sig rundt blandt de interaktive grænsefladeelementer når inddateringsfokus ændrer sig f.eks. fra et felt til et andet. Et tekstbehandlingsprogram er et godt eksempel på en applikation, der ville være meget svært at arbejde i, hvis tekstmarkøren ikke er synlig, fordi man ikke vil vide, hvor man arbejder. Det vil være særligt vanskeligt at redigere i tekster og lignende. Ad 2.2 Den programmatiske information om fokus er helt essentiel for at kompenserende teknologi kan give den relevante information videre til brugeren. En skærmlæser fortæller f.eks. brugeren, hvad det øjeblikkelige styringselement er, og et forstørrelsesprogram vil sikre, at det der vises på skærmen ved selv en stor forstørrelse altid vil være der, hvor fokus er.

5 Ad 2.3 Det er absolut en fordel at lave en standardløsning her. Dette er væsentligt fordi genkendelighed er en væsentlig faktor for mange mennesker. En løsning, der ligner de løsninger brugeren ellers kender f.eks. fra software fra Microsoft vil gøre brugen af softwaren lettere for alle. Et eksempel på en standardløsning er f.eks. en User Interface standard fra Microsoft. Elementinformation Ad 2.4 og 2.5 Viden om, hvilke elementer, der er på skærmen, om disse er er/kan aktiveres, og hvordan dette gøres er særligt vigtigt for brugere af skærmlæsere og talesynteser. Ellers er det umuligt at arbejde i en given softwareløsning. Information om et brugergrænsefladeelement, herunder information om elementets identitet, virkemåde og tilstand skal derfor være til rådighed for den kompenserende teknologi. Det er i den forbindelse væsentligt at al information stilles til rådighed programmatisk og ikke blot visuelt, gennem layout eller lignende. Hvordan tekst stilles til rådighed Ad 2.6 Tekst skal stilles til rådighed gennem de funktioner, der er indbygget i operativsystemet til at vise tekst. I Windows-løsninger sker dette gennem et API (Application Programming Interface). Nogle kompenserende løsninger (skærmlæsere og talesynteser) er afhængig af f.eks. et API til at finde ud af, hvilken tekst, der vises på skærmen. Det kompenserende udstyr er derfor afhængigt af, at udvikler bruger de rigtige løsninger f.eks. API er til skrivning af tekst i softwaren. Hvis dette ikke sker vil det forhindre skærmlæseren i at virke ordentligt. Hvis billeder/ikoner benyttes til at repræsentere programelementer Ad 2.7 Nogle mennesker med funktionsnedsættelser har problemer med tekst og foretrækker billeder eller ikoner. Så længe man sikrer, at billedet også gengives som tekst er det udmærket. For brugere, der benytter kompenserende teknologi er det nødvendigt, at den information, der præsenteres via et billede også er til rådighed som tekst. Teksten vil så blive læst op af f.eks. en skærmlæser/talesyntese. Ad 2.8 Et billede, der benyttes som en etiket, der dækker over en bestemt handling, f.eks. handlingen at skrive ud eller lignende betegnes her et ikon. Et ikon skal være funktionelt unikt i applikationen, dvs. at samme ikon skal benyttes til samme funktion i hele applikationen. Man bør desuden sikre sig, at man ikke benytter ikoner, der har en anden funktionel betydning i andre standardapplikationer som mange brugere benytter sig af. Hvis man f.eks. benytter et ikon, der i Word normalt dækker handlingen at skrive ud, bør det ikke benyttes med betydningen vis udskrift. Hvis man ikke sikrer dette mister ikonet sin værdi som et let kendeligt symbol for mange, og vil i stedet skabe forvirring hos brugeren og forståelsesproblemer.

6 Labels Ad 2.9 Elementer kan være rubriceret på forskellige måder, enten ved brug af et billede eller en tekst. Et redigeringsfelt, en rulleliste en kombinationsboks eller et afkrydsningsfelt vil sædvanligvis have en nærliggende etiket. På samme måde har radioknapper normalt deres egen label, men ofte også en label, der knytter sig til gruppen af radioknapper. Labels er med til at fortælle alle brugere, hvilket element, der er tale om, og der skal derfor være tilknyttet en label til alle styringsredskaber, objekter, ikoner og billeder. Ad 2.10 Man skal naturligvis også sikre, at labels er placeret korrekt, da de ellers ikke hjælper brugeren til at finde den rette funktion. Hvis der benyttes kolonner og tabeller Ad 2.11 Når man benytter kolonner eller tabeller til at præsentere indhold tænker man normalt ikke over, hvordan dette indhold ser ud for mennesker, der f.eks. ikke kan se og skal have al information læst op via en skærmlæser og en talesyntese, der typisk vil læse en linie hen over en side. Dette kan være problematisk, hvis præsentationen er møntet på, at man læser lidt op, lidt ned og lidt hen. Men man skal sikre, at indholdet i f.eks. en kolonne eller en tabel giver mening når det bliver lineariseret. Layoutet er nemlig næsten lige så væsentligt som adgang til indholdet, hvis man skal kunne sige, at en applikation er tilgængelig. Ad 2.12 Det skal også sikres, at indholdet i tabeller stilles til rådighed programmatisk sådan, at det kan læses vha. det kompenserende udstyr. Hvis der benyttes elektroniske blanketter Man kan sige, at kravene til tilgængelige elektroniske blanketter burde være dækket gennem de øvrige krav altså at en blanket skal kunne nås via tastaturet, at alle elementer i den skal være tilgængelige og der er sat de rette etiketter på. Det burde derfor ikke være nødvendigt med et ekstra krav i forhold til elektroniske blanketter. Men det har vist sig, at mange brugere med funktionsnedsættelser netop har problemer med utilgængelige elektroniske blanketter, hvorfor der er er medtaget krav herom. Ad 2.13 og 2.14 Det er vigtigt, at en elektronisk blanket tillader, at mennesker, der benytter kompenserende teknologi kan få adgang til al information, alle feltelementer og den funktionalitet, der er nødvendig for at udfylde og indsende blanketten, inklusiv alle anvisninger og vink. I den forbindelse skal det understreges, at al information skal stilles til rådighed programmatisk.

7 Størrelse Ad 2.15 Nogle kompenserende løsninger, som f.eks. et skærmtastatur vises i sit eget vindue på skærmen. Brugeren vil ikke kunne arbejde ordentligt med applikationen, hvis et sådant vindue (til skærmtastaturet) skjuler dele af den. Dette vil kunne undgås, hvis man kan ændre størrelsen på det vindue applikationen kører i. Hvis man kan lave vinduet mindre (eller evt. større) vil man kunne tilpasse applikationen efter f.eks. størrelsen på et skærmtastatur, og man vil stadig kunne se/have adgang til hele alle dele af applikationen i det mindre vindue. Nogle applikationer fungerer heller ikke efter hensigten, hvis de ikke optager hele vinduet. Så hvis det ikke er muligt at ændre størrelsen på det vindue applikationen kører i, er det et krav, at applikationen som minimum ikke skal optage hele vinduet for at fungere efter hensigten. Hvis der tale om en løsning til elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH) Hvis der er tale om en løsning til elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH) er der et indholdsmæssigt forhold, der har vist sig at have stor betydning for tilgængeligheden; nemlig produktion, arkivering og visning af dokumenter. Ofte vil arkivering af udefra kommende breve og lignende samt ting, der produceres i huset ske i form af f.eks. en PDF-fil, der lagres i en database og somme tider også som en tekst-fil, der lagres i en anden database. Tekst-filen er en slags backup, der fylder mindre, og som kan bruges, hvor det bliver nødvendigt at redigere i et dokument, og brugeren vil som udgangspunkt alene have adgang til PDF-filen. Ofte vil denne PDF-fil være lavet sådan, at den ikke er tilgængelig for mennesker, der benytter kompenserende hjælpemidler. Se også afsnittet Særligt om PDF-filer i dokumentet Et tilgængeligt websted webbaserede internetinformationer og applikationer. Ad 2.16 Løsninger, der anvender eller producerer dokumenter i ikke-tekstformater er potentielt ikke tilgængelige for alle. Ad 2.17 For brugere, der benytter kompenserende teknologi nødvendigt, at der er adgang til en tekstudgave af alle dokumenter, der gemmes og vises. Ellers vil den kompenserende teknologi ikke kunne samarbejde med løsningen og dermed ikke kunne give brugeren adgang. Hvis der tale om et redigeringsværktøj til at designe og redigere webinformation som f.eks. en CMS-løsning Hvis der er tale om et redigeringsværktøj til at designe webinformation som f.eks. en CMS-løsning skal løsningen naturligvis overholde de her opstillede krav, der gælder for softwareløsninger, og hvis løsningen har en web-brugergrænseflade skal den også overholde de krav, der stilles til websteder. Ad Men herudover er det væsentligt, at værktøjet kan producere tilgængelige og valide webløsninger og ikke mindst, at værktøjet gør det let og attraktivt for brugeren at lave tilgængelige løsninger.

8 Se også dokumentet Et tilgængeligt websted webbaserede internetinformationer og applikationer samt Krav til webbaserede internetinformationer og applikationer. Niveau 3 - Visuelt output, lydoutput og andre forhold omkring uddata samt inddata og timing Brugen af farver og fonte Ad 3.1 Mange mennesker kan ikke se eller skelne farver. Det gælder både den gruppe der har et egentligt synshandicap og farveblinde. Man skal derfor ikke bruge farver som den eneste metode til at overbringe information, indikere en handling, fremkalde et svar eller kendetegne et visuelt element. Farver kan være en god metode til at fremhæve en ting eller understrege en pointe man skal blot huske, at det ikke er en metode, der kan stå alene. Samtidig er det ønskeligt, hvis den anden metode man anvender ikke alene har et grafisk udtryk (som f.eks. brugen af kursiv eller en indrykning, der illustrerer en menustruktur), da dette ikke kan fanges med kompenserende teknologi. Ad Brugere, der har nedsat syn vil især have ønsker i forhold til farven og størrelsen på skærmelementer - f.eks. farve og størrelse på vinduer, baggrund, cursor, styreelementer, bokse, knapper og menuer. Det samme kan siges i forhold til selve teksten, men her vil fonten også spille en rolle. Alle disse faktorer vil tilsammen være af betydning for, i hvor høj grad brugeren vil være i stand til at aflæse skærmbilledet, og applikationen skal derfor ikke tilsidesætte de farve- og kontrastvalg samt valg omkring fonte og størrelser, der er foretaget af brugeren. Da farver og kontraster har så stor betydning er det også essentielt, at produktet tillader, at brugeren justerer farve- og kontrastindstillinger på en sådan måde, at det bliver muligt at lave forskellige kontrastniveauer. Normalt vil alt i en applikation ikke være til at ændre for en bruger. Programmøren vil nemlig ofte være nødt til at vælge forskellige elementer og opsætninger, der ikke siden kan ændres af brugeren. Man bør derfor altid sikre en god kontrast, bruge en tydelig skrifttype og en enkel baggrund samt overveje størrelsen på elementerne og ikke vælge for små elementer. Hvis softwareapplikationen eller operativsystemet giver et lydoutput Mange applikationer benytter i dag lyde og forskellige lydoutput som reaktion på handlinger, typiske fejl eller advarsler, ligesom lyd benyttes i forbindelse med animationer og video. Som udgangspunkt vil denne information ikke kunne opfattes af personer med alvorlig nedsat hørelse, og det er et problem, hvis informationen ikke gives på anden måde. Ad 3.6 Man skal sikre, at al information kan opfattes af personer, der har nedsat eller ingen hørelse. Ad 3.7 For de mennesker, der har nedsat hørelse er lydkvaliteten væsentlig for forståelsen. Jo bedre lydkvalitet, jo større forståelse. Man skal derfor altid levere den bedst mulige lydkvalitet.

9 Ad 3.8 Det skal i øvrigt sikres, at brugeren kan regulere lydniveauet, idet dette kan løse problemet for en række brugere med nedsat hørelse og desuden vil være en god hjælp for alle brugere, der kan befinde sig i forskellige miljøer, hvor der er behov for højere eller lavere lyd. Hvis softwareapplikationen benytter animation, video eller andre multimediapræsentationer Ad 3.9 En animation er et meget visuelt element og derfor ikke er tilgængelig for alle. En animation kan være svær at se ordentligt og vil normalt ikke være let at forstørre, hvis brugeren ønsker det. Animeret information skal derfor kunne vises i mindst en ikke-animeret form når brugeren ønsker det. Ad 3.10 I film og visuelle præsentationer bliver visuelle elementer som kropssprog, gestik, etc., ofte ikke suppleret med auditiv information i tilstrækkeligt omfang til, at meningen videregives til mennesker, der ikke kan se den visuelle præsentation. Med mindre der findes verbale beskrivelser af denne visuelle information, vil mennesker, som ikke kan se (eller se på) det visuelle indhold, ikke have mulighed for at forstå det. Lyd benyttes også i forbindelse med multimediapræsentationer. Som udgangspunkt vil denne information ikke kunne opfattes af personer med alvorlig nedsat hørelse, og det er et problem, hvis informationen ikke gives på anden måde. Man skal sikre, at al information kan opfattes af personer, der har nedsat eller ingen hørelse. I forhold til væsentlige lydoutput, videoer m.m. skal man derfor tilbyde tilgængelige alternativer i form af f.eks. tekstning af en video eller en separat tekstversion af et lydoutput. Ad 3.11 Verbale beskrivelser skal kunne afspilles samtidig med den visuelle præsentation for at give mening for synshandicappede brugere. På samme måde skal en evt. separat tekstversion være synkroniseret med en visuelle præsentation sådan, at den hørehandicappede kan følge med i denne. Blinkende og rullende tekst Ad 3.12 Blinkende tekst er svær at opfatte for nogle mennesker med funktionsnedsættelser, og kan virke meget forstyrrende for andre. Mennesker med fotosensitiv epilepsi kan f.eks. få udløst anfald af lysglimt med en frekvens på 4-59 glimt pr. sekund (mennesker med den højeste følsomhed får udløst anfald ved en frekvens på omkring 20 glimt pr. sekund) eller ved hurtige skift fra mørkt til lyst. Man bør derfor undgå blinkende tekst, -objekter eller andre blinkende elementer. Ad 3.13 Rullende tekst skal som udgangspunkt ikke benyttes, slet ikke hvis den indeholder et budskab, der er væsentligt, da teksten stort set vil være ulæselig for en lang række brugere med syns- og læseproblemer i øvrigt. Som et minimum skal det sikres, at informationen kan vises i mindst en ikke-rullende form når brugeren ønsker det.

10 Advarsler Ad 3.14 Hvor der er tale om en lydlig advarsel er det særligt vigtigt, at der også kommer en tilsvarende advarsel i tekst enten en, der genereres automatisk eller en, der kan slås til via brugeres individuelle opsætning af applikationen. Navigering og opsætning Ad 3.15 Mennesker med kognitive handicaps har mange forskellige problemer med at benytte en softwareløsning. Der er stor diskussion om, hvorvidt alle behov en bruger med et kognitivt handicap har skal og/eller kan adresseres i en guideline som den foreliggende, dels fordi der stilles krav til indholdet f.eks. at man skal bruge et simpelt sprog, dels fordi nogle krav er i modstrid med de behov andre grupper har og så fordi der stilles krav om, at alle systemer så vidt muligt bør ligne hinanden sådan, at brugere ikke skal genlære alt for meget, hvis man skifter til en anden applikation. Dette sidste er dog noget mange brugere vil sætte pris på. Og et krav, der med rimelighed kan stilles er kravet om, at brugergrænsefladen, og den rækkefølge opgaver skal udføres i, er ens gennem alle funktioner i applikationen. Dette vil nemlig komme en lang række brugere til gavn. Ad 3.16 Brugen af tastatur, mus eller andre indlæseenheder er påvirket af brugerens fysiske funktionsevne. F.eks. vil lammelser i den øverste halvdel af kroppen nedsætte brugeres evne til at reagere hurtigt. På samme måde vil brugeren evne til at læse og forstå influere på, hvor hurtigt brugeren kan reagere. Og begge grupper har typisk behov for kompenserende udstyr. Det er derfor vigtigt, at applikationen benytter standard systeminddata. Hvis applikationen går forbi disse mekanismer og f.eks. henter inddata direkte fra tastaturet i stedet for fra inddatabufferen, vil den kompenserende teknologi måske ikke være i stand til at opdage denne inddata. Ad 3.17 Mange applikationer tillader brugeren selv at indstille f.eks. musehastigheden, hastigheden for dobbeltklik samt reaktionstiden, hvilket er meget nyttigt for en række brugere med funktionsnedsættelser. Alle sådanne brugerdefinerede systemopsætninger i forhold til ind- og uddata skal derfor fastholdes og må ikke blive overskrevet af softwaren. Sprog Ad 3.18 Skriv i et klart sprog, der kan læses og forstås af alle. I en softwareløsning bør man målrette sit sprog mod en meget bred målgruppe, og man skal tænke over, at det man selv føler er meget klart udtrykt, ikke nødvendigvis opfattes sådan. Man skal altid tænke over, at mange mennesker har problemer med at læse og med at opfatte.

11 Tidsbegrænsninger Ad 3.19 Endelig er der spørgsmålet om instruktioner, der forefindes på skærmen i en tidsbegrænset periode. Her er det vigtigt, at der gives mulighed for at justere reaktionstider, således at det er brugeren, der bestemmer, hvor kort eller lang denne tidsbegrænsning er. Dette har særlig betydning for mennesker, der ikke læser eller opfatter så hurtigt og mennesker, der er afhængige af kompenserende hjælpemidler.