Dette hellige evangelium skriver evangelisten. Menighedssvar. Prædiken

Transkript

1 Prædiken Mariæ bebudelse 2016 i Skibet Kirke Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre mod Abraham og hans slægt til evig tid. Luk 1,46-55 Menighedssvar Prædiken Da sagde Maria:»Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng! AMEN Det er en meget speciel søndag i dag. Maria bebudelsesdag. Det er den dag i kirkeåret, hvor vi i i første tekstrække hører om, hvordan engelen 9 måneder før jul besøger Maria

2 og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn, og hvor vi her i 2. tekstrække hører Marias reaktion det som vi kalder Marias lovsang - da hun finder ud af, at det er rigtigt! At Gud vil vise sig for hende i form af et lille barn hans og hendes egen søn. Himmel og jord skal stå i ét, kunne man næste sige. og det er jo netop det, der bliver forkyndt. At Gud viser sig konkret her på jorden. Og hun reagerer selvfølgeligt med glæde og lovsang. På en vis måde skulle man bare synge sig igennem sådan en dag. For poesien i vores sange har en kraft, som prædikenen svært kan hamle op med. Hvordan kan man f.eks. prædike over en ung kvinde, der af bare overraskelse og glæde bliver så forvirret, at hun ikke kan sige noget som helst. Hun forstår ingen ting, men man har indtryk af, at hun aner en mening, som gør hende glad. Som enhver jøde - mand eller kvinde - vidste, så havde de gamle profeter spået om, at Gud engang ville sende en frelser til Israel. Et menneske, som var ham selv, og nu rykkede denne profeti jo ganske nær, idet hun får at vide, at ham skal hun føde. Man kan næsten se hende som et stort spørgsmålstegn. Som om hun vil sige: Hvorfor lige mig? Og det er da også underligt. Hvorfor skal Guds søn fødes så fattigt? Man kunne have forventet, at han ville fødes i markant herlighed. I et slot eller måske i metropolen, Rom. Hvorfor i et lille besat land? Og af en yderst almindelig kvinde? Underligt er det da. Man kan ikke fortænke hende i, at hun ikke forstår noget af det. Men det er klart, at hun er glad og stolt over at være udvalgt, og hun bryder ud i sang. Og det er jo det, man gør, når man overraskes af en stor glæde, som man ikke forstår, men som man gerne vil

3 kvittere for på en eller anden måde så synger man. Det har mennesker altid gjort. Som sagt er det en underlig dag. Vi hører om en jomfru, som får at vide, at hun skal føde et barn. Men det bliver det endnu værre. For om 14 dage skal vi høre om den selvsamme Jesus, at han hænger stendød på et kors, og tre dage senere bliver opvakt fra de døde. Der er sikkert mange, der synes, at det ville være rart ikke have den slags beretninger og mere af samme skuffe at slås med, fordi det er så ufatteligt. Men jeg tror, vi tager fejl. Jeg tror, vi skal være glade for de sære historier. For hvad er det, de gør? De taler til os i billeder. De er tegn på det guddommelige. For vi må være klar over, at Gud fatter vi ikke på anden måde end i billedets og tegnets form. Vi forstår ikke Gud. Gud kan vi ikke få hånd om, på den måde at vi kan lægge ham i en kasse og sætte et mærkat på og sige, at det har vi styr på. Ham drømmer vi om og digter om og laver det ene billede efter det andet, som vi så visker ud, fordi vi alligevel aldrig gør det godt nok. Mon det ikke i grunden er sådan, at alt som er rigtig stort, kan man godt forholde sig lovsyngende og taknemmeligt til, selv om man ikke forstår det? De allerstørste ting er uforståelige, men giver mening. Det gælder også Kristi død og opstandelse! Det er jo volapyk for tanken. Det er ufornuft. Men det gør jo noget ved os. Og alene ved at gøre noget ved os, giver det mening. Lad os vende tilbage til Maria. Hun forstod ingenting, men hun anede, at hun var blevet del af noget underfuldt, og derfor brød hun

4 ud i sang. Hendes sang er ikke det mindste original. Hun er ingen digter. Hun stjæler med arme og ben. Hun låner og sammenstykker en masse stumper fra det Gamle Testamente, som hun har hørt læst op, da hun var barn, og det synger hun nu ud. Hun stjæler sine billeder, for hun kan heller ikke forklare det direkte i ord. Og det skal hun ikke klandres for, for det gør vi andre jo også, når vi vil udtrykke en glæde, der er så stor, så man ikke kan snakke om det direkte, men må synge. Så lader vi også digternes billeder tale for os. Så vi må være taknemmelige for digterne, hvis ord løfter sig og få sagt smukke ting om det, som for os andre er uudsigeligt. og på samme måde med musikerne, der har den åbne kanal op til himlen, så musik bliver til musik og ikke bare lyde i en bestemt rækkefølge. Og som kan akkompagnere os i sangen, så vi også selv bliver en del af den fælles lovsang, hvor taget løfter sig som man siger og det er et godt udtryk, for når taget løfter sig, så har vi direkte adgang til himmelen og det er jo netop den følelse, man får, når salmesangen er allerbedt. Og det ikke kun i lovsang. Nej, når man virkelig til gavns skal bede til Gud, takke Gud, klage til Gud eller i sårbarhed blot lægge ansvaret fra sig og sætte sin lid til Gud, så findes der salmer, der kan sætte ord på det for os. Forestil jer en dansk folkekirke uden salmesang. Det er en fuldstændig utænkelig tænke. Vi kan ikke undvære digterne og deres digte. Der er en af dem, som jeg har lyst til i dag at kaste et særligt lys hen over i dag, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det er N.F.S. Grundtvig.

5 Han var i den grad en sær starut, ham Grundtvig. Han kan nogen gange være tung og træls og temmelig uforståelig, men han kan også med Bent Lumholts ord være så glasklar og hæve sig så højt op på poesiens yderste tinder, at det simpelthen ikke kan gøre bedre. Hvad er det så, der gør, at han er så dygtig til at skrive salmer? ja, Først og fremmest er det jo nok det, at han er en stor digter - en stor billedmager. Han er virkelig en af dem, der med ord og billedverden kan få himmel og jord til at stå i ét. Det er også, fordi han har en utrolig indlevelse i kristendommens inderste væsen. Og så er det også fordi, hans produktion er så enorm og så alsidig. Han har lavet salmer til hele kirkeåret. For 10 år siden prædikede Bent Lumholt i DR-pirken på Mariæ bebudelsesdag, og i den anledning tog han Marias arbejdsmetode med at sammenstykke brudstumper til en sang op og skrev en sammenfatning af Grundtvigs salmer for at vise, hvor den gamle kæmpe kunne sætte ord på hele kirkeårets forløb. Lumholt siger om Grundtvig: Han har lavet mange sange, nog n er korte, nog n er lange, nog n er stille, nog n er sprælske. nog n er fromme, nog n rebelske. Selvom både Gud og hver mand syn s, han var en tem lig sær mand, må vi tilstå, at han fylder os med tanker i ét vældigt mylder. Han besynger alt i salmer, båd når bøgeskoven falmer, og når skyerne de gråner,

6 så de sidste blomster dåner. Men når Advent så begynder, er det ham, der glad forkynder: I skal ikke være bange, blomstre skal de øde vange, bare vent, der sker en fødsel, som vil vise, Gud er ødsel. Der blir tændt en vældig stjerne, og når vi den følger gerne, står vi pludslig der i stalden og beskuer himmelfalden et lidet barn så lysteligt, et gudebarn så trøsterigt. Otte dage efter dette synger vi, skønt vi er trætte, med på Vær velkommen-sangen, og så tar vi een ad gangen alle dagene i kulden, mens den sover under mulden, den vidunderlige lilje, som ifølge Grundtvigs vilje sid n skal stå i al sin gulhed og afsløre dødens hulhed. - Dagene blir mere lyse, vi skal ikke længer fryse, morgenstund får guld i mund, der blir fuglesang i lund. Jeg får lyst til selv at sjunge, giv mig, Gud,en salmetunge. Vint tren var en mørk og drøj tid, men nu kommer så den højtid, der får døden til at gyse og får håbet til at lyse. Hil dig Frelser og forsoner, - Verden dig med torne kroner, men vi ved, at lykken vender, alt står i Guds faderhænder.

7 Du viser os dit underværk Påskeblomst, en dråbe stærk, får vi af dit gule bæger, og det styrker, vederkvæger, så vi kan udholde tanken at vi selv skal ud på planken og ta springet ned i døden. Vi ved jo godt, at det er bøden, vi betaler for vort levned, eftersom vi aldrig evned at bekæmpe, som vi skulle, hjertets hårdhed, hjertets kulde. Nok om det! - Vor milde dommer sørger for, at det blir sommer, den er ikke til at stoppe, sol er oppe, skovens toppe blir til lysegrønne faner, lærken kvidrer, mens fasaner pudser fjer, så de kan glinse! - Lige pludslig er det Pinse. Vi har sommer skær og blid, det er pinseliljetid. Der blir åndet over støvet lisså vel som gennem løvet. I takkesangens offerskål forsamles alle tungemål. Himlen bliver næsten jordisk. Frelseren blir næsten nordisk. Dermed er det slut på festen. Trinitatis dækker resten af det Herrens år, der følger efter andre år som bølger. Søndag følger efter søndag, søndag er som reg l en skøn dag, hvor man, hvis man ellers gider, kan bevæg sig endnu vider

8 ind i troens skønne have, for vi har den store gave, at når præknen ofte knirker lidt for tørt i vores kirker, så er Grundtvig disponibel, han kan åbne vores bibel og vort sind med sine sange, han har skrevet rigtig mange, nog n er korte, nog en er lange, nog n er stille, nog n er sprælske, nog n er fromme, nog n rebelske. - Selvom både Gud og hvermand syn s, han var en tem lig sær mand, ved vi godt, sig hjertet fryder, når den gamles sange lyder! I dag er det ikke den gamle Grundtvig, der synger. Nej, det er en purung pige. Maria. Men hun synger i grunden af samme grund, som han sang. Hun synger, fordi hendes hjerte er fuldt, og bægeret flyder over i sang, over det hun har oplevet. Det følte Grundtvig også. For trods al den modgang, der var i hans liv, så formåede han at sætte pris på den vidunderlige verden, Herren har skabt og givet os at leve i. Han kunne sætte ord på, hvordan den skønne tilværelse, som vi på trods alt det svære, der også er i vores liv, hver dag får liv af Gud til at leve - hvordan hvert menneskes livstråd er flettet med Guds kærlige faderhænder. Og derfor vil vi om lidt stemme i med lovsang, netop som Maria gjorde det for godt 2000 år siden, for følelsen er den samme. Men først vender vi blikket ind i hjertekamret og siger: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

9 du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen Kirkebøn: Herre, almægtige Gud, vi takker dig for livet, du har givet os. Vi takker dig for den kærlighed og glæde, som du skænker os til og gennem andre mennesker. Hjælp os til ikke at overse folk i nød og brug os til at skabe tryghed og livsglæde for andre. Lad os være dine tjenere, så sultne gennem os får noget at spise, syge bliver plejet og den ensomme får besøg. Vi beder derfor også for din kirke her i Skibet og verden over, at den altid må vidne om dig, Vor herre, i mødet med næsten. Brug den til at sprede dit ord blandt mennesker og lad de kristnes liv være tegn på den kærlighed, som du vil skal herske mellem alle. Tak for vort land og for frihedens gave. Velsign vor dronning, og giv alle, som er sat til at lede og styre, visdom, fantasi og mod til at gå nye veje for dine menneskers skyld. Tak, fordi det, som er umuligt for os, er muligt for dig. Hjælp os til at tro på dit ord og være tro i livet, så vi får kraft fra din tilgivelse og lærer at se på andre mennesker med nye øjne til din ære. Alt dette beder vi om i Jesu navn. Amen.

10 Meddelelser Næste søndag den 13. april indleder vi den stille påskeuge med højmesse igen heri kirken kl , og det er ved Dorte Volck Paulsen. Og senere kl. 14 samme dag viser Juniorklubben og Spirekoret deres passionsspil. Efter gudstjenesten er der frokostkoncert i dag. Mens de rigger til tager vi dog som sædvanligt en kop kirkekaffe i våbenhuset. og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed