Ankenævnet for Patienterstatningen

Transkript

1 Ankenævnet for Patienterstatningen Tortgodtgørelse til efterladte (2014) Erstatningsansvarsloven har, siden den trådte i kraft i 1984, indeholdt en bestemmelse om, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Det blev også muligt, at nærtstående pårørende i særlige tilfælde kan få en tortgodtgørelse, da 26 a i 2003 blev indført i erstatningsansvarsloven. Bestemmelsen lyder: 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende. Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd kan pålægges, er der tale om en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Flere betingelser skal være opfyldt, for at bestemmelsen kan bruges: 1) For det første skal den skadelidte være død som følge af den skadevoldende handling. På patientskadeområdet betyder det, at døden skal være anerkendt som en skade, der giver ret til erstatning, efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. 2) For det andet skal man som pårørende have stået den afdøde særlig nær. Her tænkes der ifølge forarbejderne til loven særligt på ægtefæller, samlevende eller på hjemmeboende mindreårige børn og deres forældre. Derimod vil der normalt ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i tilfælde, hvor der er tale om voksne børn, der er flyttet hjemmefra eller forældre til disse. 3) For det tredje skal døden være forvoldt forsætligt (det vil sige med vilje) eller ved grov uagtsomhed. Når uagtsomheden vurderes, kan der ifølge forarbejderne til loven tages udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd indebar en indlysende fare for den indtrådte skade. 1

2 4) For det fjerde skal dødsfaldet være forvoldt under omstændigheder, der normalt må forventes at påføre de efterladte ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over, hvad dødsfaldet i sig selv påfører nærtstående af sorg og savn. Derfor er der tale om en generel vurdering af dødsfaldets egnethed til at medføre en sådan særlig belastning for de efterladte, og ikke en konkret vurdering af om de efterladte rent faktisk er blevet påført en særlig belastning. Bestemmelsen 26 a er ifølge forarbejderne blandt andet tænkt anvendt i situationer, hvor dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal måde. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis offeret var udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden, døde på en særlig pinefuld måde, eller hvis skadevolderen udviste grov hensynsløshed. Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor de efterladte var til stede, da ofret blev dræbt, eller var til stede umiddelbart efter. Forarbejderne forudsætter, at reglen navnlig anvendes i tilfælde, hvor dødsfaldet blev forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv og legeme (f.eks. straffelovens 237 om drab, 246 om grov vold med døden til følge eller 252 om fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed). På området for patientskader er der endnu ikke udbetalt tortgodtgørelse til efterladte efter 26 a. Patientskadeankenævnet har dog i flere tilfælde taget stilling til, om bestemmelsen kunne anvendes. Herunder følger en række eksempler på afgørelser og domme om 26 a. Ankenævnet fandt i alle sagerne, at dødsfaldet var en følge af ansvarspådragende adfærd, fordi behandlingen ikke stemte overens med, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet, jf. klage- og erstatningslovens 20, stk. 1, nr. 1 (inden 1. januar 2007 patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1). J.nr. 07/1198: En fødsel blev sat i gang, og barnet døde, fordi behandlingen på sygehuset ikke stemte overens med den erfarne specialists standard. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at sygehuset på intet tidspunkt foretog skalp PH måling på barnet for at vurdere, om der var iltmangel. Sygehuset overvågede heller ikke tilstrækkeligt sidst i fødselsforløbet, mens man målte barnets hjerterytme under veerne (CTG). Ankenævnet fandt dog, at der ikke var grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a, fordi dødsfaldet hverken var forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde. J.nr. 08/1130: En kvinde udviklede blodforgiftning på grund af infektion i et større sår på benet og døde. Patienterstatningen fandt, at kvinden døde, fordi der ikke var optimal blodprøvekontrol og behandling. Patientskadeankenævnet fandt, at der trods den fatale fejl ikke var grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a. Dødsfaldet var hverken forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde. Dødsfaldet skete derfor ikke under sådanne kvalificerende omstændigheder, at de efterladte efter en generel vurdering var påført lidelse eller krænkelse i særlig grad. 2

3 Højesterets dom af 4. maj U H (j.nr. 05/828): En 20-årig mand fik under en operation afklemt blodforsyningen til tynd- og tyktarm. Efter operationen blev manden tiltagende dårlig, men sygehuset foretog ikke de nødvendige undersøgelser og indgreb for at diagnosticere og behandle skaden. Manden døde derfor 11 dage senere, mens hans forældre overværede det. Patientskadeankenævnet fandt på baggrund af forarbejderne og foreliggende retspraksis, at der ikke var grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a til forældrene. Forældrene indbragte afgørelsen for domstolene, men Vestre Landsret afviste sagen ved dom af 27. marts Landsretten fandt, at Patientskadeankenævnet ikke havde kompetence til at behandle spørgsmålet, om hvorvidt pårørende til en afdød patient kan tilkendes en godtgørelse efter 26 a. Landsretten kom dog med en tilkendegivelse om, at hvis retten skulle have taget stilling til sagen, ville den have frifundet Patientskadeankenævnet for kravet om godtgørelse efter 26 a. Forældrene ankede sagen til Højesteret, der ved dom af 4. maj 2009 fandt, at patientforsikringsordningen også omfatter godtgørelse til efterladte efter 26 a. Højesteret fandt, at betingelser for at tilkende godtgørelse efter 26 a ikke var opfyldt. Retten lagde vægt på oplysningerne om behandlingsforløbet, og de lægelige fejl der blev begået. Vestre Landsrets dom af 25. februar 2013 (j.nr. 07/1110): En yngre mand blev bragt til et sygehus med ambulance i bevidstløs tilstand. Efter ankomsten udviklede han hjertestop. Det blev opdaget så sent, at man efter genoplivningen konstaterede, at han ikke kunne overleve på grund af massivt organsvigt. I samråd med familien blev det derfor besluttet at slukke for respiratoren, og manden døde. Han havde indtaget alkohol, og en obduktion viste, at han også havde sniffet heroin i en høj koncentration. Nævnet fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed ville være død, hvis han var blevet observeret og behandlet korrekt på sygehuset. Ankenævnet fandt dog ikke grundlag for at yde godtgørelse efter 26 a, fordi dødsfaldet hverken var forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde. Forældrene indbragte afgørelsen for domstolene, og Vestre Landsret fandt ligesom Retten i Århus at forældrene til den afdøde yngre mand ikke havde krav på godtgørelse for tort efter 26 a. Byretten fandt, at der ikke var tvivl om, at den yngre mands død og omstændighederne ved dødsfaldet havde påført forældrene en betydelig følelsesmæssig belastning. Det behandlende personale havde udvist grov uagtsomhed. Retten antog dog, at der ikke var så kvalificerende omstændigheder, at der var grundlag for at yde godtgørelser efter 26 a. Dødsfaldet havde ikke påført forældrene en sådan følelsesmæssig belastning, at det rakte ud over den sorg og det afsavn, der normalt forbindes med at miste en søn. Retten fandt, at den yngre mand ikke havde været udsat for grov hensynsløshed under behandlingen, og at dødsfaldet ikke var sket på en særlig krænkende eller pinefuld måde. Retten lagde også vægt på, at forældrene ikke selv var til stede, da sønnen blev indbragt på sygehuset, og natten inden han døde. Landsretten henviste til de grunde, som byretten anførte. Forældrene gjorde, da sagen blev behandlet i landsretten, gældende, at de havde overværet dødsfaldet, fordi de var til stede, da respiratoren blev slukket. Landsretten fandt dog, at det ikke kunne 3

4 føre til et andet resultat, at forældrene efter de ansvarspådragende forhold var sket var til stede på sygehuset, da deres søn blev behandlet og senere døde. Retten i Glostrups dom af 18. november 2013 (j.nr. 2011/1216): En 75-årig kvinde med sklerose blev indlagt med brud på den ene knæskal efter at være faldet ud af sin kørestol. Da hun blev indlagt, var hendes mave desuden voldsomt udspilet mave på grund af forstoppelse gennem længere tid. På sygehuset kunne man ikke umiddelbart finde årsagen til kvindens forstoppelse, og det lykkedes heller ikke at afhjælpe den. Efter fem dage opererede man for at finde årsagen. Under operationen bristede tarmen, som var voldsomt udspilet. Kvinden udviklede derfor svær betændelse i bughinden og deraf følgende blodforgiftning. Hun blev overført til intensiv afdeling, hvor hun var indlagt frem til sin død cirka en måned senere. Det samlede sygeforløb varede i 32 dage. Patienterstatningen fandt, at erfaren specialist ville have opereret kvinden to dage tidligere. Tarmbristningen, det efterfølgende infektionsforløb og dødsfaldet kunne så med overvejende sandsynlighed være undgået. Sagen blev også behandlet i klagesystemet. Her fandt Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, at to læger handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard. Kvindens to døtre krævede at få tortgodtgørelse efter 26 a, men det blev afvist af både Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet. Kvindens ene datter anlagde sag mod Patientskadeankenævnet og gjorde blandt andet gældende, at hun var særligt nærtstående i lovens forstand. Hun havde på grund af forældrenes skilsmisse boet alene sammen med sin mor, fra hun var 10 til 22 år, hvor hun flyttede hjemmefra. Hun havde efterfølgende fortsat tæt daglig kontakt med moren, og på grund af morens sygdom hjalp hun hende med praktiske ting. Hun og moren var afhængige af hinanden, og en psykolog bekræftede, at moren og datteren havde et nærmest symbiotisk forhold. Endvidere bekræftede psykologen, at datteren var svært belastet af morens død og den måde, hun døde på. Retten fandt, at der ikke var et sådan særligt forhold mellem moren og datteren, at datteren var omfattet af den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse efter 26 a. Retten lagde vægt på, at datteren var flyttet hjemmefra som cirka 20-årig, og at hun var 42 år gammel, da moren døde. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at dødsfaldet var forvoldt ved grov uagtsomhed eller under sådanne omstændigheder, at det indebar en særlig belastning eller krænkelse af de efterladte. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Konklusion De nævnte afgørelser og domme er konkrete eksempler på den vurdering, som skal ske i hver enkelt sag. Som det fremgår, fortolkes kravene til, hvornår man er nærtstående i lovens forstand, ganske restriktivt. Der skal ganske meget til, for at kravet om, at dødsfaldet skal være forvoldt ved grov uagtsomhed, er opfyldt. Den omstændighed, at behandlingen var under den erfarne specialists standard eller endda under normen for almindelig anerkendt faglig stan- 4

5 dard, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at dødsfaldet kan tilskrives grov uagtsomhed eller grov hensynsløshed. Der skal også meget til, før et patientforløb med fatal udgang belaster de efterladte så meget, at det er en ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over, hvad dødsfaldet i sig selv påfører nærtstående af sorg og savn. 5