Analyse af filmen Thirteen Days fiktion som historieformidling

Transkript

1 Analyse af filmen Thirteen Days fiktion som historieformidling Af H.C. Christiansen og Gitte Rose Undervisningsmateriale til 7-10 klasse (Dansk, Samfundsfag og Historie) Thirteen days er et såkaldt dokudrama, dvs. en spillefilm der bygger på autentisk historisk materiale om Cuba-krisen (16-28 oktober, 1962). Filmen fortolker således Cuba-krisen med dramaturgiske greb som synsvinkel, dramatisk klipning, spændingsopbygning etc. Formidlingen er derfor ikke forpligtiget i forhold til virkeligheden. I forhold til tilskuerens oplevelse af værket har det dokumentariske en stor betydning idet det skildrede tilføjes en samfundsmæssig, historisk og/eller kritisk merværdi. Dokudramaer vil derfor ofte være mere debatskabende end rene fiktionsværker. Filmen går bag om kulissen på det diplomatiske og politiske spil, der foregik under Cubakrisen, og kan derfor anvendes til at belyse krisens forløb. Gennem pædagogisk brug af filmen vil eleverne ligeledes få et indblik i den kolde krigs spændinger. Denne Best Practice fortæller kort om filmens fremstilling af det historiske materiale og hvordan man skal forholde sig til genrens særlige blanding af fakta og fiktion. Af speciel interesse for Historie-lærere, gøres der også rede for hvordan man kan forholde sig til den filmiske vinkling af historien.

2 1) Filmcredits Thirteen Days, USA Instruktion: Roger Donaldson. Medvirkende: Kenny O'Donnell: Kevin Costner John F. Kennedy: Bruce Greenwood Robert Kennedy: Steven Culp Robert McNamara: Dylan Baker 2)Handlingsreferat Verden står på tærsklen af ragnerok i oktober 1962, da amerikanske overvågningsfly registrerer, at Sovjetunionen har påbegyndt opstillingen af atomraketter på Cuba. Over hele kloden afventer befolkningerne med tilbageholdt åndedræt udfaldet af den politiske, diplomatiske konfrontation, der herefter udspiller sig mellem Sovjet og USA. Præsident Kennedy nedsætter i denne forbindelse i dybeste hemmelighed en rådgivningsgruppe, Excomm, som har til opgave at skabe en diplomatisk løsning på konflikten. Verden står nærmest stille i de næste 13 døgn, hvor forhandlingerne finder sted. Cubakrisen er det tætteste verden hidtil har været på en atomkrig. Thirteen Days beskriver forløbet, giver et indblik i aktørernes indbyrdes konflikter og skildrer hvordan det til sidst lykkes for duerne (diplomatiet) at sejre over høgene (generalerne) hvorved en militær konfrontation (og en verdensomspændende atomkrig) i sidste øjeblik afværges. New Line Productions.

3 3) Fiktion og fakta og sammenblandinger heraf Forudsætningen for at indkredse genren dokudrama er at man er rimeligt afklaret mht. hvad hhv. fakta og fiktion dækker over. Ordet fakta stammer fra latin factum og henviser til en begivenhed eller hændelse. I moderne betydning har fakta ofte været forbundet med sandhed. Fakta kan her defineres som information om en begivenhed, som faktuelt (reelt) har fundet sted. Fiktion på den anden side udspringer af det latinske fictio = noget opfundet og henviser derfor til en forestilling (en imaginær skabelse). Ordet bruges i dag næsten udelukkende om det opdigtede til forskel fra det faktuelle. Modsat fakta kan fiktionen således sige sig fri for de bindende referencer til virkeligheden. Fiktionen skaber et fantasi- og et frirum, inden for rammerne af hvilket det er muligt at omforme virkeligheden og de normer, krav og roller som den ellers indebærer. I dagens mediekultur udvikles stadigt flere genrer der udfordrer vores traditionelle skelnen mellem fiktion og fakta og hvorved rekonstruktionen af virkeligheden bliver både mere omfattende og mere subtil. Denne tendens er dog ikke udelukkende symptomatisk for vor egen tid; allerede Herman Bang (dansk forfatter, kritiker og journalist, ,) gjorde sig til talsmand for oplevelsesjournalismen - forudsætningen for New Journalism - som i dag er ved at genindfinde sig på spaltepladsen i aviser og magasiner. (New Journalism dukkede som skriftlig genre op i USA omkring 1965 (første kendte udøver var forfatteren Tom Wolfe). Denne skriftlige genre karakteriseres generelt ved en litterær stil og en udtalt subjektivitet, som har til formål at give læseren en illusion af nærvær. Med til de vigtigste fortælletekniske særtræk hører scene-på-scene-konstruktion, udbredt anvendelse af dialog samt en tredjepersons-fortællersynsvinkel, der inddrager journalisten og hans oplevelser direkte i fortællingen).

4 New Journalism var forløberen for den udvikling der fandt sted i 1980 erne hvor der udvikledes stadig flere genrer, som med større frihed blandede stil- og formtræk traditionelt bundet til enten fiktion især fakta. Denne tendens kategoriseres som faktion (som dækker flere undergenrer med en glidende overgang fra faktamontagen til det stærkt dramatiserede dokudrama, der udgør det fiktivt iscenesatte virkelighedsdrama som i fx Thirteen days). 4) Vinklingen af historien i Thirteen Days Thirteen Days er et drama, som udspiller sig omkring et temmelig komprimeret tidsforløb; præcise datoangivelser, specificering af de forskellige personer samt bestemmelse af de konkrete lokaliteter skaber overskuelighed og bidrager til at give filmen et højt troværdighedspræg. Dokudramaer, der tager afsæt i store politiske begivenheder, vinkler altid emnet på baggrund af en særlig opfattelse af begivenhedernes gang. Ud over den rent underholdningsmæssige værdi bidrager valg af fokus, personkarakteristikker og dramatisk opbygning til at tilskuerne får anlagt et særligt perspektiv på den historiske begivenhed. I Thirteen Days anvendes en velkendt fortællestrategi for filmiske historieskildringer: den store historie skildres gennem den lille (dvs. gennem betragtninger og synspunkter som tilhører en karakter, der spiller en mindre rolle i dramaet). Denne teknik egner sig til på illustrativ og pædagogisk vis at sammenflette det dramatiske stof (repræsenteret af konkrete identifikationsfigurer) med større og mere abstrakte samfundsmæssige problemstillinger. Vi kan kalde dette for personalisering. Personalisering: den store historie set gennem den lille Filmen er personalt fortalt og skildrer begivenhederne i 1962 med synsvinklen lag hos præsident Kennedys rådgiver Kenneth P. O Donell som i virkeligheden ikke spillede den store rolle i forhandlingerne. Han udgør filmens hovedperson, er den person hvis synspunkt og viden vi deler, og udgør i forlængelse heraf også i høj grad en identifikationsfigur for seeren. Til forskel fra de andre mandlige aktører følger vi også O Donnel på hjemmefronten (bl.a. i indledningssekvensen, hvor han er sammen med sine børn), hvilket giver ham følelsesmæssig og identifikationsmæssig merværdi (om identifikation med filmens karakterer). Ved at vælge denne perifere figur som bærende for tilskuerens synsvinkel gives fortællingen et dramatisk, snarere end et politisk,

5 indhold. Der klippes således gennem hele filmen gang på gang til netop O Donnels point of view til trods for at han reelt ikke rigtigt er aktivt deltagende i konfliktløsningen. Årsagen til at man fra instruktørens side vælger at lægge synsvinklen hos O Donnel er at publikum har brug for en almindelig mand at kunne identificere sig med. Kennedybrødrene kunne i denne forbindelse ikke bruges, dels på grund af deres tilnærmelsesvist mytologiske status (i hvert fald i USA), dels på grund af den klassiske fortællings essens: den handler per tradition om grundlæggende (og derfor generelle) menneskelige eksistentielle problematikker. Et klassisk drama som Thirteen Days kan ikke lade komplekse politiske eller økonomiske interessemodsætninger udgøre fortællingens drivkraft i sig selv. Seerens indlevelse og engagement er helt afhængig af muligheden for at indleve sig de menneskelige reaktioner den tvivl, frygt, usikkerhed og ambivalens - som den samfundsmæssige situation skaber. En forskydning af konfliktens fokus Et af de store problemer som man som filmskaber konfronteres med, når man skal skildre en historisk begivenhed, er at publikum allerede kender slutningen som eksempelvis i Gandhi, Apollo 13 og Thirteen Days. Det er derfor nødvendigt at vinkle begivenheden så den overrasker og dermed fanger publikum. Og det gør man ved at fokusere på nogle personlige aspekter ved forløbet. Den klassiske dramaturgi er forenklet sagt drevet af konflikt: orden eksisterer > status quo forstyrres, ubalance og konflikt opstår > konflikten løses og orden genoprettes. Fordi publikum på forhånd kender udfaldet af historien i en film som Thirteen Days forskyder instruktøren hovedkonfliktens fokus fra duellen mellem USA og Sovjetunionen (hvis udfald vi kender) og til den dramatiske konflikt, som udspiller sig i det Hvide Hus mellem de amerikanske aktører: duerne (der søger diplomatiske løsninger) og høgene (som argumenterer for militær magtdemonstration). Denne forskydning indebærer dels, at publikum introduceres for en for dem hemmeligholdt og derfor ganske ukendt side af konflikten (forhandlingerne), dels at filmen på intet tidspunkt mister sin aktualitet. Den Kolde Krig og konflikten mellem USA og Sovjetunionen hører måske nok fortiden til, men spørgsmålet om, hvorvidt man skal diplomatiske eller militære konfliktløsninger er til gengæld stadig aktuel. Helte og skurke Ved at flytte fokus fra det storpolitiske til det menneskelige opstår muligheden for at skabe et drama med klassiske helte og skurke. Heltene er, blandt andet understøttet af

6 filmens valg af hovedperson, Kennedy-brødrene og deres allierede Kenny O Donnell. Det er disse tre mænd vi følger tæt, det er deres private overvejelser vi får indblik i, og derfor også dem vi identificerer os med. De får yderligere følgeskab af især Ted Sorensen (som er manden, der skal overvåge blokaden) og FN-ambassadør Adlai Stevenson (som er den første der i filmens fortælling foreslår en byttehandel med Sovjetunionen som konfliktløsning). For at underbygge de to bipersoners centrale betydning knytter filmen sidehistorier til netop dem. Filmens konfliktfokus tydeliggøres yderligere af, at publikum kun får et sporadisk indblik i de sovjetiske aktørers verden. Valget af militæret som de egentlige skurke i den amerikanske lejr tydeliggøres ved filmens slutning i forbindelse med et møde mellem Robert Kennedy og den russiske USA-ambassadør, som siger:»jeg hører, at jeres militærmænd vil have krig. De er en god mand, Deres bror er en god mand. Lad mig understrege, at der er andre gode mænd. Lad os håbe, at de har styrken til at stoppe dette forfærdelige, der er blevet sat i gang. Netop fordi filmen opbygges som en klassisk fortælling - med helte og skurke, menneskelige følelser og konflikter glemmer man undervejs at man kender udfaldet på den store konflikt i forvejen. Manglende indblik i den sovjetiske lejr I filmen får vi kun sporadiske indblik i den sovjetiske lejr og filmen er flere gange blevet kritiseret for at være ensidig. Men dette rammer ved siden af filmens formål: filmen har således til formål at fortælle om dramaet i de amerikanske korridorer og fra disse aktørers point of view og de amerikanske aktører ved i denne sammenhæng ikke meget om hvad de sovjetiske aktører tænkte herigennem skabes hele spændingen. 5)Perspektiv: fiktion som historieformidling I kraft af sin pendlen mellem fakta og fiktion, personalisering og de forenklinger man nødvendigvis må foretage i en fiktionalisering af faktiske begivenheder, skaber dokudramaet debat både om det faktiske forløb og om den aktuelle fortolkning bl.a. fordi filmene indskriver sig i den kollektive historiske bevidsthed på linje med faktuelt materiale. I den historiske forskning har man da også i mange år diskuteret den betydning historie som fortælling, og fiktionsberetningens modeller har for historieskrivning og forståelse. Også i Danmark har fortælleformer i historieformidling, bl.a. gennem erindringer, biografier og halvdokumentariske værker, været genstand for kritisk opmærksomhed.

7 Flere forskere har påpeget på, at den udbredte alliance mellem historien og genrerne i mange tilfælde fremkalder en unuanceret historieforståelse. På den anden side betones også ofte, at den filmiske historieformidling kan bruges til at give indblik i individets oplevelse af de store historiske begivenheder. Virkeligheden redigeres For at tilpasse virkeligheden til fortællingens ramme kræves det at man udelader noget og tilføjer noget andet (personalisering, synsvinkling, tidsmæssig kondensering etc.). Lige så vel som filmen eksplicit skildrer en historisk begivenhed skildrer den således også implicit gennem dens fortolkning den tid og den kultur den tager afsæt i. Skildringen i Thirteen days af Kennedy som idealistisk, men konsekvent, fredsforkæmper er således på mange måde præget af den mytologi som har eksisteret og måske i dag stadig eksisterer - omkring Kennedy-brødrene. Filmen giver et på mange måder romantisk billede af Kennedy som kan synes problematisk i en tid hvor vi er temmelig kyniske i forhold til vores politikeres motiver. Men Kennedy kan siges at fungere som et symbol på nogle idealer i vores kultur som netop i en kynisk tidsalder kan have en vis effekt overfor publikum. På denne måde er Thirteen days også at betragte som et samtidshistorisk dokument. Det gør at det kan være interessant at diskutere filmens budskab og synsvinkel. Dette kan danne grundlag for en mere generel diskussion om fiktionsfilmens potentialer som historieformidler. Og her kan følgende aspekter inddrages: I hvor høj grad er fiktionsfilmen forpligtet til at holde sig til virkeligheden? Opregn formidlingsmæssige fordele og ulemper ved dramatisering af historiske begivenheder. 6)Flere spørgsmål omkring det historiske drama Skriv en liste over de vigtigste nøglebegivenheder i Cuba-krisen er disse elementer med i Thirteen days? Hvad mangler? Hvorfor er noget blevet fravalgt? Thirteen Days fremstiller begivenhederne ud fra et amerikansk perspektiv. Hvordan præsenteres de forskellige karakterer for os, hvem er skildret sympatisk, hvem er skildret usympatisk og hvilken betydning har det for filmens budskab? Henvisning: