Vigtig debat. Formændene fra SF og LA, Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen, diskuterede lighed i SFs telt på Folkemødet på Bornholm 2014.

Transkript

1 Lige skævheder Uvidenhedens slør er den lille, men geniale mekanisme, filosoffen John Rawls opfandt i sin bog A Theory of Justice fra 1971, og som skal sikre øget retfærdighed i politiske beslutninger. Kan uvidenhedens slør fungere i et land, hvor man ikke tror på personligt ansvar altså i Danmark. Det svarer jeg selvfølgelig på senere, men først skal vi omkring lighedens skævheder og spørgsmålet om, hvilken type af uretfærdighed (og ulighed), der er den mindst slemme. For lighed og retfærdighed er ikke det samme. af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole Tankerne begyndte på Folkemødet på Bornholm, hvor jeg selvfølgelig måtte til debat om lighed mellem formand og forkvinde fra Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti. Huxi Bach, dagens interviewer, talte om bryllup, fordi Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen var næsten lige enige med sig selv og hinanden. Det kan man så efterfølgende ikke rigtig få øje på i medierne. Der er gået valgkamp i sagerne, som man siger. For ingen ved egentlig, hvad det er vi taler om, når vi taler om lighed.

2 Vigtig debat. Formændene fra SF og LA, Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen, diskuterede lighed i SFs telt på Folkemødet på Bornholm Gini, ulighed og uretfærdighed I Danmark kan vi ikke blive meget mere lige økonomisk set. Vi har, ligesom Ungarn, en gini-koefficient på omkring 28, hvis vi kigger på Eurostats barometer. Gini-koeffecienten er som bekendt et tal, der indikerer graden af lighed i et land: er den 100 (eller 1, som det i korrekt statistiksprog hedder) betyder det, at der er absolut ulighed det kunne f.eks. være Kim Jung-Un, der havde alle indtægterne i Nordkorea og befolkningen ingen. Ikke mange lande i verden når en ginikoeffecient på 25, så lighed er vældig i Danmark. Ser vi på BNP, så ligger danskernes på dollar per indbygger og ungarernes på dollar. Der altså klart bedre at være lige i Danmark, end i Ungarn (tallene skulle udtrykke købekraft og stammer fra gapminder.org). Så altså: hvad kan vi lige lære af gini-koefficienten? Gini-koefficienten siger ikke meget om materiel velstand. Måske fortæller den noget om retfærdighed. I hvert fald er det

3 uretfærdigt, hvis kun 1 person eller måske 20% i en befolkning sidder på alle goderne særligt hvis det skyldes korruption eller kammerateri. I så fald er der grundlag for social uro ligefrem revolutionære tendenser. I Ghana ligger BNP på dollar per indbygger og gini-koefficienten er 42,8, hvilket antyder meget forhold for mange mennesker; det er meget afrikansk. Kina har en gini-koefficient på 47 og et BNP på dollar per person, og tallene for USA er dollar per person med en gini-fordeling på 45 (BNP-tallene er igen fra gapminder.org, mens gini-tallene er fra wikipedia, hvor der er en samlet liste for verdens lande). Er de danske tal foruroligende. Det er der tilsyneladende mange, der mener. Centrum-Venstre tænketanken CEVEA poster tendentiøst (ja, nærmest tankeløst) om farerne ved ulighed i Danmark på deres facebookside. Det gør tænketanken selvfølgelig med den underliggende præmis, at staten må gribe ind og fordele goderne anderledes. Hele venstrefløjen var jublende glade da den franske stjerne-økonom Thomas Pikkety viste, at uligheden er voksende, og at det skyldes den liberale økonomiske politik, der er ført gennem de seneste 200 år. Det er forståeligt, venstrefløjen blev glade, fordi man her for første gang siden Berlin-murens fald og den kolde krigs afslutning, rent faktisk blev udstyret med argumenter. Der er voksende ulighed i verden og det er det samme som uretfærdighed. Venstrefløjen følte energien fra den gamle progressive harme vende tilbage. De er stadig berettigede, uretfærdigheden og uligheden skal bekæmpes. Men holder det også i Danmark. Er det virkelig markedet, der skaber skævheder her, eller er det staten, der gør det. Debatten i SFs telt på Folkemødet Hvad er det for en retfærdighed, hvad er det for en lighed, venstrefløjen kæmper for eller rettere, hvad er det for midler, de vil benytte sig af. Det glemmer de helt at spørge sig selv om. Jeg tror slet ikke, de evner at stille sig selv

4 det spørgsmål, fordi de slet ikke filosoferer tilstrækkeligt over begrebsparrene retfærdighed / uretfærdighed og lighed / ulighed. Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand på cykel på Cirkuspladsen på Folkemødet på Bornholm DF har aldrig lagt skjul på, at de går ind for direkte favorisering af bestemte befolkningsgrupper og dermed diskriminerende. Nu spiller de andre røde samme melodi. Altså liberale vil i hvert fald ikke bekæmpe ulighed ved statslig indgriben, hvilket må betyde, at de ligefrem må elske ulighed og uretfærdighed. Det er ikke fordi, jeg hører vildt godt efter under debatten i SFs telt på folkemødet. Tankerne vandrer mod en artikel fra Danmarks Radio om, at børn af de mindst-uddannede har mest fravær i skolerne, og at de ikke i samme grad som børn af forældre med mere uddannelse, bliver opdraget til at tage imod (den gratis) uddannelse. Det får mig igen til at tænke på, om ikke det er normer, der gør os forskellige i Danmark og ikke pengene.

5 Anders Samuelsen har helt sikkert sagt noget om, at skatten skulle ned på 40%, og at en sådan sænkning af byrderne ville medføre øget aktivitet, gøre det nemmere at fastholde arbejdspladser måske særligt sådan nogle som man i de samme dage reddede på Danish Crown, Bornholm og måske vil man ligefrem skabe nye arbejdspladser. Flere ville således komme i arbejde, de offentlige udgifter til overførselsindkomster ville falde, og vi ville derfor have råd til at hjælpe de virkeligt svage. Mere velfærd og flere arbejdspladser for færre penge eller rettere flere penge i borgernes lommer. Pia Olsen Dyhr talte helt sikkert om liberale blålys måske endda fugle på taget. Hun vil også øge velfærden, men selvfølgelig modsat Samuelsen gennem statslige tiltag: det er nemlig flere penge i statens kasse, der vil sikre retfærdigheden. Den ville jo gå fløjten ved det private initiativ. Det kan man forsikre sig om ved at læse Ugebrevet A4s interview med hende. Men hvad var det lige DRs nyhed antydede: det var da vist ikke penge, der afholdt børnene fra at få uddannelse. Jo, det var også penge, for ikke så mange penge og kort eller ingen uddannelse korrelerer. Men Danmark har verdens største offentlige sektor og sammenlignet med Ghana, Ungarn og Kina er der masser af penge i omløb. Vi har prøvet det dér med at vælte statslige penge ud over alle samfundsgrupper. Det begyndte man for alvor med dengang jeg var spæd. Men har det hjulpet? Skolen har ikke brudt den dårlige sociale arv i det omfang, man havde håbet på og nu prøver man så igen med en ny reform. Jeg får lyst til at spørge Pia Olsen Dyhr om, hvorfor et fortsat højt skattetryk vil løse problemerne, når nu det ikke ser ud til at have afhjulpet problemerne. Hvad med at forsøge noget nyt, hvad med at give borgerne noget ansvar tilbage, hvad med at forsøge at skabe nogle incitamenter til at vi i højere grad begyndte at tænke over konsekvenserne af vores valg også dem, vi træffer for vores børn; eller lader vores

6 børn træffe, mens vi ser på. Kunne det ikke skabe en mere retfærdig dynamik i samfundet. Jeg får ikke spurgt, der er andre, der er hurtigere, og tiden rinder ud. Hvilken retfærdighed Thomas Pikkety advarer mod, at vi er på vej tilbage til et patriarkalsk samfund, hvor formuerne er koncentreret på få hænder, og hvor det knapt nok kunne betale sig at arbejde (Information har samlet en masse om Piketty her). Arbejderne fik ikke en løn, de kunne leve af, og de rige havde ingen gavn af at investere i nye og bedre arbejdspladser, fordi renteindtægterne fra deres formuer gav langt mere. Det kan enhver høre er uretfærdigt. Det ville ikke være rart, hvis det var nogle få patriarker, familier eller klaner der sad på det hele og bestemte, hvem der kunne og måtte hvad eller staten eller store forretningskonglomerater, som i Japan og Sydkorea. Og heldigvis har Europas stærke velfærdsstater (særligt dem, der aldrig var i hænderne på kommunisterne) erstattet de strukturer. Om der kan skabes en fuldstændig retfærdig verden er ikke et spørgsmål. Det kan der ikke. Spørgsmålet, vi bør stille os, drejer sig om, hvilken typer af uretfærdighed, der er de mindst slemme. Politologen Francis Fukuyama beskriver det som patrimonialisme i The Origins of Political Order. Begrebet dækker, kort beskrevet, over en hersker, der sidder på alle midlerne og derfor kontrollerer strømmen af ressourcer. Han har selvfølgelig en masse vasaller, som følger trop eller bliver halshugget de har jo ikke midlerne til ikke at følge efter. Dem, der er begunstiget af herskeren er glade og bakker ham op, ellers mister de deres privilegier. Balancen kan selvfølgelig tippe, herskeren er, alt efter styrke, nødt til at uddele privilegier til sine vasaller og sådan er den politiske orden i sådan et patrimonialt samfund.

7 Foran Højskolernes telt på Folkemødet Vi kan sagtens være forskellige og mødes som lige. Det gør vi hele tiden på landets højskoler. Problemerne med patriarkalske og patrimoniale systemer er, at magten går i arv (det er egentlig det, patrimonial betyder). Man skal altså ikke regne med at komme til fadet, hvis man er født i den forkerte familie, eller kan noget, som ingen andre kan eller gider noget andre ikke gider. Friheden for den enkelte er ganske begrænset i sådanne samfund og kun forundt nogle få udvalgte. Kongen distribuerer retfærdigheden eller uretfærdigheden. Den vasal, der lover at stille med støtte i krisetider, finder det sikker helt på sin plads og ganske retfærdigt, at han får noget igen for det løfte. Lige nu lover Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt Nielsen at ville gøre alt, hvad de kan for at nogle kan bevare deres dagpenge eller få dem igen, hvis de altså stemmer på SF eller EL. (Der er vist også en del, der mener at Olsen og Nielsen skylder det, for den stemme de gav deres partier ved sidste valg: noget for noget). Den slags politik kan vi kalde statslig patrimonialisme. I hvert fald er det statsligt distribueret uretfærdighed. Målet er selvfølgelig lighed, og derfor mener Olsen og Nielsen selvfølgelig også, at det er

8 helt retfærdigt. Det er jo rigtige mennesker, som Olsen forklarer (dem, der måske ikke er klar over det), og de risikerer at måtte gå fra hus og hjem hvis de altså ejede hjemmet. Og jeg glemmer helt partiet, der i mange år har ført politik på samme måde, som SF og EL er begyndt på. Partiet, der elsker at favorisere bestemte grupper og genere andre. DF hører med i denne forsamling af neo-patrimonialister i dansk velfærdspolitik. Johanne Schmidt Nielsen i vanlig selvsikker stil på den store talerstol på folkemødet på Bornholm Enhver lighed med julemanden er utilsigtet. Foto Lars Andreassen Men hvad med de helt ny-uddannede mennesker på arbejdsmarkedet bare for at tage et eksempel. De kommer lige fra deres kollegieværelser og har svært ved at finde gode boliger, som deres rookie-løn kan betale. Hvor er den statslige retfærdigheden for dem? De knokler, betaler deres skat og formodentlig også deres kontingent til A-kassen, således at de en dag vil kunne modtage hjælp, hvis de skulle være uheldige at stå uden job. Hvor er solidariteten med dagpengespørgsmål. Hvor er dem i hele det her solidariteten med de

9 pligtopfyldende skolebørn og deres strenge forældre, der skal lægge ryg og krop til inklusion af andre folks børn, som forstyrrer undervisningen når de altså ikke er fraværende. De kan sidde og finde sig i en statsligt implementeret skolereform, mens de samvittighedsfuldt træner sig op til konkurrencen på det globale arbejdsmarked, så de kan betale deres skat og med tiden understøtte de børn, der lige nu forstyrrer dem i klasseværelset, generer dem på legepladsen og bidrager med nul, når der er gruppearbejde. Hvad er det for en retfærdighed? Vi har skabt lige muligheder, men hvis ikke der er lige viljer eller lige meget ligegyldighed, er der så tale om retfærdighed. Er det bedst med en form for naturlig uretfærdighed baseret idéen om at vi er født lige og frie, der skal danne vores skæbnes rammer. Eller er det staten, der skal danne rammen om vores skæbne ud fra den tanke, at hvis ikke vi dør lige, har vi aldrig været det. Uvidenhedens slør Vi kender historien og vi kender udfordringen. For et par somre siden debatterede vi ikke meget andet end konsekvenserne af, at der nu snart ville være flere, der fik deres udkomme via det offentlige, hvad enten der var tale om løn eller en eller anden form for understøttelse (også kaldet velfærdsydelse). Og det er her uvidenhedens slør kommer ind i billedet. Det handler ikke om, at vi er ignoranter og uvidende om samfundsforhold. Næh, tværtom. Vi skal blive uvidende under sløret Du skal se bort fra din viden om, hvor i samfundet du selv befinder dig efter en politisk vedtagelse af den ene eller den anden art. Hvis ikke du ved, om du tilhører den gruppe af mennesker, der vil have gavn af forslaget, om du tilhører dem forslaget ikke vil berøre, eller du falder i den uheldige gruppe, som vil få de negative konsekvenser at føle, så vil du bedre kunne forholde dig til forslagets konsekvenser for samfundet som helhed. Med uvidenhedens slør vil vi kunne

10 fremme det almene vel. Det er tanken hos John Rawls. Og så var det tanken eller spørgsmålet slog mig, mens jeg fiksede en cykel og hørte gutterne fra The Partially Examined Life diskutere Rawls: Kan uvidenhedens slør fungere i en befolkning, der ikke tror på personligt ansvar? Eller kan den fungere i en nation, hvor mange tror på absolut retfærdighed, forbinder retfærdighed med lighed og opfatter staten som eneste garant for retfærdighed (fordi det er åbenlyst, at frihed medfører ulighed). Hvad vil den dansker tænke, som lige er stået af løbebåndet, og står med håndklædet over hovedet, mens han eller hun overvejer den dagpengedebat, han eller hun lige så på fitnesscenterets storskærm (som altid kører på TV2 News). Formodentlig det værste, at intet privat initiativ ville kunne dæmme op for katastrofen ved arbejdsløshed. Man kan aldrig være sikker på, at konkurrenceevnen virkelig forbedrer sig, og der bliver skabt mængder af nye arbejdspladser. Og skulle det alligevel ske, er det nok en anden, der får det fede arbejde og hvis de fede jobs er taget, er der jo kun mac-jobs tilbage, så hellere dagpenge og kontanthjælp. Danskeren under uvidenhedens håndklæde ved siden af løbebåndet med TV2 News kværnende i baggrunden vil kaste sit lod i statsskålen. Staten er den der sikrer lighed. Og dermed retfærdighed. Markedet er (ideelt set) et meritokrati, som fordeler anerkendelse og velstand efter evner og arbejdsindsats. Danskeren ville fravælge markedsmekanismen og meritokratiet, fordi retfærdigheden (eller uretfærdigheden) under et sådant regime ville være overladt til os selv og vores gerninger. Som mennesker. Født lige og frie. Her er en god og kort introduktion til Rawl s theory of justice.

11 Til Grundlovsmøde med Liberal Alliance og Enhedslisten Grundloven gennem liberale og socialistiske briller. Gennem djurslandet, der bugter sig i bakkedal, til grundlovstræf på Rampen i Ebeltoft, hvor Liberal Alliances Ungdom (LAU) og Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har sat hinanden stævne. Hvad kan der komme ud af det. Hvad har de at sige om grundloven, og hvad har de at sige hinanden i den efterfølgende debat.

12 Rampen, det nyligt åbnede Ungdomshus i Ebeltoft, hvor ungdommen +16 kan mødes og udfolde deres kreative potentialer, hjælpe hinanden med lektioner eller som i dag, mødes til politisk debat. Grundlovsdag burde være årets festdag større en juleaften og mens jeg sidder bag rettet og følger vejens kurver, falder tanken om, at noget grundlovsstridigt kunne hænde de præmieskovle, der har udnævnt 5. juni til fas dag, mig uundgåeligt ind. Mødet finder sted på Rampen et helt nyt sted,

13 et ungdomshus som nogen kalder det, hvor der er lektiecafé og værksteder til udfoldelse af kreativitet. Men altså også et sted til politisk debat. Og netop på grundlovsdag har Liberal Alliance stiftet en ungdomsafdeling på Syddjurs og det forlyder, at SF er på vej med en lokal ungdomsafdeling. Den ny-slåede lokale LAU-formand, Rikke Christiansen, byder velkommen. Det er svært at få øje på folk fra SUF og Enhedslisten. Gennem de bølgende marker og enge over Mols har jeg da også undret mig lidt over, hvad godt Enhedslistens folk kunne have at sige om Grundloven, al den stund beskyttelse af den privat ejendomsret mod statslig indgriben, er en grundlovens vigtigste opgaver. Dagens hovedtalere har indfundet sig, da jeg ankommer. Det er Ole Birk Olesen, Liberal Alliances skatteordfører, og Malthe Lange, et lokalt medlem af Enhedslisten, som stillede op til kommunalvalget. De er i hvert fald enige om at fejre Grundlovsdag. Det Liberale perspektiv Grundlovsdag er alle liberale menneskers festdag. Sådan indleder Ole Birk Olesen (OBO) sin tale og fortsætter: Socialister har 1. maj, vi har 5. juni. For grundloven sætter grænser for statens magtudøvelse, eller den fastlægger det grundlag magtudøvelsen skal finde sted på, hvis den er nødvendig. Staten må f.eks. ikke udskrive skatter uden at det er vedtaget ved lov, hvilket i praksis betyder, der skal være flertal i folketinget. Det var liberale, der skabte Grundloven, og derfor er den fyldt med paragraffer, der skal begrænse statens magtudøvelse. Men Grundloven er kun en ramme for politikken og samfundet. Indholdet må vi selv skabe i civilsamfundet. Og hvorledes står det så til med denne skabelse af indhold, spørger OBO retorisk.

14 Ole Birk Olesen, MF og Liberal Alliances skatteordfører holder Grundlovstale på Rampen i Ebeltoft 2014.

15 Ikke alt for godt, svarer han, for dertil kræves der åbenhed og en ærlig diskussion af præmisserne for samfundets udvikling. Og han referer til en ordveksling mellem Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, og Statsminister Helle Thorning Schmidt (HTS) fra Folketingets spørgetid den 2.juni, hvor Anders Samuelsen spurgte, om ikke det ville være en god idé at lette skattetrykket med årlige kroner for at skabe flere arbejdspladser. F.eks. ville slagteriarbejderne (jf. Danish Crown på Bornholm) kunne gå ned i løn, men bevare deres købekraft. HTS replicerede at det var noget pjat, fordi disse penge til skattelettelser måtte tages fra den offentlige velfærd og den skal ikke forringes. Det sagde hun i folketingssalen alt imens finansminister Bjarne Corydon i de selvsamme timer pressede regionerne til at effektivisere med 2%. Det er ikke en åben og fair debat, forklarer OBO, når Statsministeren på den ene side benægter at effektiviseringer i det offentlige er muligt, samtidig med at hendes Finansminister gennemfører dette angiveligt umulige. Sorte skyer trækker ind over Ebeltoft og Rampen netop som Liberal Alliance og Enhedslisten mødes for at fejre Grundloven.

16 Anders Samuelsen henviste i sine spørgsmål til regeringens effektivitetskommission, der har peget på en række områder, hvor den offentlige service kan tilvejebringes på mere hensigtsmæssig vis, men statsministeren afholder sig fra at forholde sig til disse undersøgelser. OBO fortæller at regeringens egne tal viser, at skattelettelser på flere områder (faktisk siger han alle), vil føre til øget velstand. Det viser beregninger fra skatteministeriet gang på gang, når Liberal Alliance har bedt dem beregne konsekvenserne af deres forslag til skattelempelser. Disse beregninger er gennem årene underskrevet af Thor Möger Pedersen, regeringens og SFs første skatteminister, dernæst Holger K. Nielsen, SFs anden skatteminister og endelig de Radikales skatteminister Morten Østergaard. Man ved et fra beregningerne i eget ministerium, men siger noget ganske andet det modsatte faktisk i den åbne debat. Det er mangel på ordentlighed og demokratisk dannelse og den slags kan Grundloven ikke stille noget op imod, slutter OBO sin tale. Det Socialistiske perspektiv Den unge mand fra Enhedslisten, Malthe Lange (ML), tilslutter sig også Grundloven og dens budskab om frihed. Han lægger en klar historisk vinkel på, og peger på den samfundsmæssige sammenhæng den blev skabt i. Den teknologiske og industrielle udvikling har forandret samfundet og tilvejebragt grundlaget for ændrede strukturer. Feudalsamfundets stive strukturer, hvor almuen tjente herskabet har udspillet sin rolle, og det er på tide, at det gryende borgerskab, den kapitalejende klasse får plads til at videreudvikle samfundet (i kapitalistisk retning). Og den plads sikres de blandt andet gennem Grundloven. Og det har optimeret produktionsvilkårene og uden tvivl været til gavn for mange, understreger ML.

17 Malthe Lange, lokalpolitiker for Enhedslisten på Djursland, fortæller her, hvordan Grundloven gennem sit opgør med feudalsamfundet gav frihed og førte til velstand og velfærd. Det er interessant at lægge øre til en så klar marxistisk udlægning af historien. Der er vægt på de materielle vilkår og deres indflydelse på historien. Men hvor står vi nu? Det er som om, den politiske debat forstummede efter Berlinmurens fald i 1989, nu diskuterer vi ikke længere politik forstået som samfundets indretning og mulighederne for at udvikle det; vi diskuterer blot hvordan det hele skal administreres. Historien er ikke slut, antyder ML eller den behøver ikke være det. Er vi ikke bare velbehageligt selvtilfredse, spørger han, er det virkelig kapitalismen vi vil. Det bliver ikke udtryk helt klart, men skribenten her, opfatter det sådan, at ML mener, vi er havnet eller på vej til

18 at havne i en ny type feudalsamfund. Det er en kritik, der falder fint i tråd med den franske økonom Thomas Pikettys advarsler i Capital in the Twenty First Century, om at vi er ved at vende tilbage til tidligere tiders patriarkalske tider, hvor en bestemt klasse sad på kapitalen og gjorde det umuligt for andre at komme til fadet. Men som ML anfører: en vindmølle giver jo lige mange timer til en mobiltelefon hvad enten den er statsligt eller privatproduceret. Og kapitalejerne dem med produktionsapparatet har for meget magt, når politikerne udelukkende diskuterer, hvordan man kan få virksomheder til at investere i Danmark eller til ikke at flytte ud. Kunne vi måske nå der til, hvor det var befolkningen, der bestemte, hvilke virksomheder vi vil have til landet, spørger Malthe Lange til slut. Har LA og Ø noget at sige hinanden Den efterfølgende debat kommer til at handle om, hvordan vi borgere kan få mere indflydelse, og om mulighederne for at indrette produktionen anderledes og indføre mere demokrati på arbejdspladserne, og om lønmodtagernes og kapitalejernes modstridende eller fælles interesser. Og på dette punkt virker det som om, LA og Ø er enige i, at indflydelsen og muligheden for at indrette sig som man vil i de lokale samfund, kunne være bedre. OBO anfører at det ville være pragtfuldt om, man i kommunerne selv kunne fastsætte behovet for f.eks. sociale ydelser, fastsætte skatterne som man finder det bedst, og så kunne folk flytte derefter. Og man ville med reelt kommunalt selvstyre forestille sig, folk af kommunistisk overbevisning oprette et kollektivt samfund.

19 Er det virkelig kapitalismen vi vil. Eller glemmer vi i al magelighed at tænke over det, spørger Enhedslistens Malthe Lange. Hertil replicerer ML, at det ikke vil kunne lade sig gøre, fordi en kommunistisk ø ikke ville kunne fungere i et kapitalistisk indrettet hav. Hvorfor egentlig ikke, bliver ikke fuldstændig klart for mig men mellem linjerne lyder det faktisk som om, ML mener, at den vil blive udkonkurreret, når den skal til at udveksle sine produkter med det omgivende kapitalistiske samfund. Under alle omstændigheder er det befriende at møde en person, som konsistent fører sin socialistiske argumentation igennem. Det vidner om den ordentlighed og demokratiske dannelse, OBO efterlyste i sin tale. Men problematiserer det også socialismens forhold til det konstitutionelle demokrati og liberale samfund, for hvordan skal socialismen, kommunismen, gennemføres hvis den død og pine skal være international og omfatte alle. Jeg sidder stille og håber på, at historien faktisk er slut.

20 Er Johanne en ny Pia? Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af? Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra Der er skåret i hjemmehjælpen 5 millioner timer, siger

21 Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden. Et rent og værdigt liv til alle Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere. Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge og uddannelse til deres børn. Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet. Velfærd eller luksus De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med

22 Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970 erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi. Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse,

23 barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke? Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden rigtig mange endda som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør. De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp. Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980 erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for

24 Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard. Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer. Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde. Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i

25 selvforsørgelse. Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger det socialismen ellers lovede er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden? Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring.