Til konfererence om pædagogikken i socialpsykiatrien. Undertitel: magt og magtesløshed i professionelt perspektiv Radisson, Århus.

Transkript

1 Foredragstittel: HAR DE ALLE SAMMEN FRONTALLAPSPROBLEMER? 1. Undertekst: Hvad er effekten af at anvende neuropædagogik som forståelsesramme for udadreagerende og selvskadende adfærd? Cases fra driftsområdet voksenhandicap i Århus kommune. Betyder neuropædagogikkens tilgang øget forståelse og nye handlemuligheder? Eller er den en kilde til nye frustrationer for personalet, der ikke har tid til at lave så individuel en pædagogik? Er det kan nytte pædagogikken et reelt alternativ til neuropædagogikken/ den diagnosticerende kultur, eller fører den til afprofessionalisering og afmagt. Til konfererence om pædagogikken i socialpsykiatrien. Undertitel: magt og magtesløshed i professionelt perspektiv Radisson, Århus. Hvornår er man professionel? Er det en følelse? At tingene lykkes? Er det når man klarer en svær opgave? Er det når man får ros fra sin leder eller sine kollegaer? Er det når man er erfaren nok? Er det når man arbejder målrettet? Er det når man har en distance til brugeren og kan observere hende udefra? Er det når man kan indrømme at der er ting man er i tvivl om? Vi kender alle følelsen af at være uprofessionel. At det vi har sat os for ikke lykkes, men bliver noget mudder. At man keder sig eller synes det er for uprofessionel / venindeagtig en relation man lavet til brugeren. At kollegerne modarbejder det, man troede var aftalt omkring en beboer. At alle er forvirrede og mangler overblik. At man står alene med sit synspunkt. Og at dem man er sat til at tage sig af har det dårligt. Et eksempel. Personalet står med en udadreagerende bruger. Uanset hvad de gør, protesterer han larmende. Personalet begynder at blive uenige om hvad der er godt at gøre. De deler sig i flere lejre. Den ene del af personalegruppen mener, at han skal undersøges for at finde ud af, hvad der er galt med ham, den anden gruppe mener at han skal have mere ro, omsorg og nærhed fra personalet. Den tredje at man skal have inddraget ledelsen, forvaltningen eller andet netværk omkring brugeren. En siger han har frontallapsproblemer. Det har hun hørt om på et kursus. Hvad skal man gøre med sin uenighed? Ringer man så efter en supervisor? Filmen Rainman (Dustin Hoffmann). I elevatoren med broderens kone. Et kys. Hvordan var det?, spørger hun. Det var vådt, siger han. Han registrerer sanseindtryk, men mangler koblingen mellem sanseindtryk og følelser. Han har ikke adgang til empatiske følelser. Han er højtfungerende autist. Han skildres i filmen som et helt menneske, omgivet af folk der elsker ham og prøver at forstå ham, som det mysterium han er. 1. budskab: Vi fødes ikke med blanke harddiske. Nogle fødes med perfekte gener. Andre fødes med defekte gener. Vi kan ikke kurere eller behandle os ud af de menneskers medfødte defekter. Det kommer an på omgivelserne om en afvigende adfærd bliver et problem. Mit menneskesyn er at det ikke er mennesket, der er problemet. Det er problemet, der er problemet. Vi må indrette omgivelserne så de passer bedre til at forebygge de problemer der opstår for mennesker med handicaps.

2 Målet: Hvordan undgår man udadreagerende / selvskabende adfærd vha. pædagogik.? Hvordan laver vi en pædagogisk tilgang der minimerer brug af magtanvendelser? På kort sigt: Hvordan minimerer man konflikter her og nu? På lang sigt: Hvordan laver man en langsigtet pædagogik for den enkelte bruger der holder? 2. budskab: Eklektisk/ pragmatisk pædagogik: Sammensætte de gode kræfter. Tag det bedste. Der er ikke et værktøj, der har evighedsgaranti. Der er dilemmaer, skal der tales om. Der er tale om et paradigmeskift. Begrundelser for budskabet: Ingen pædagogik kan gennemføres 100 % uden at man havner i moralske dilemmaer. Dilemmaerne: Yderpoler hos neuropædagogikken. En person på et værksted bliver vha. neuroscreening udstyret med en DAMP- diagnose. Damp betyder oversat til neuropædagogik at portnerkontoret eller blok 1 får for mange indtryk. Der skal altså sættes hegn op om sanserne. Personen skal med andre ord være i et rum uden lyd og sanseindtryk, for at kunne koncentrere sig, Vi flytter personen til et specialindrettet, lydisoleret, hvidt rum. Damp betyder også at frontallapperne, eller blok 3 ikke fungerer. Personen kan ikke selv styre sine handlinger. Personen reagerer impulsstyret på alt der fanger opmærksomheden. Altså skal vi have ansat en direktør. Det bliver en fra personalegruppen. En til En. Og 6 personale til resten af de 55 andre brugerne. Hvad skal personen så lave? En ting af gangen. Teach undervisningsprogram. Det skal forberedes. Der går meget tid med at lave materiale. Det viser sig ved efterfølgende screeninger at der er 4 andre på værkstedet, der også har Damp. Så er der 2 medarbejder tilbage til 50 brugere. Det kan ikke være rimeligt. Og tænk hvis nogle af dem også har hjerneorganiske dysfunktioner og skal have specialpædagogik. Yderpolerne hos det kan nytte pædagogikken. Vi sætter os i stedet for at benytte en mere humanistisk pædagogik. Der er en medarbejder, der har været på kursus i det kan nytte. Og budskabet passer ind i servicelovens ordlyd om størst mulig selvbestemmelse og værdighed og andre fine ord. Vores person bliver nu udstyret med en livshistorie og en udviklingsalder. Det er stadig den samme unge mand, som før drønede rundt på sit værksted uden støddæmpere eller bremseklodser. Men nu ser vi ham som en 8 årig, der pga. sin socialt belastede opvækst med mange anbringelser på forskellige institutioner ikke har lært at mærke sig selv, og hvad han selv ønsker. Det betyder, at han skal lære at bestemme mere selv over sit eget liv. Han bestemmer så, at han ikke gider stå op og tage på arbejde på værkstedet. Han vil hellere blive i sengen på sit bosted. Og sin ritalin -medicin vil han bestemt ikke have længere. Han bliver derfor sløv og har nedsat arousal. Den mad han fik på værkstedet er nu erstattet af cola og chips, som han henter på den nærliggende tank. Han taber færdigheder. Begynder at tisse i sengen. Der skal magtanvendelser til at få ham op, og det har personalet bestemt, at det er slut med. Magtanvendelser bruges kun, når personen ikke er til stor fare for sig selv eller andre. Et par stykker fra personalegruppen mener at det altså ikke at det kan passe, at han skal ligge der og tisse i sengen, at det er uværdigt. Og de kunne bedre lide det gamle system, hvor han da kom op og i

3 tøjet og blev vasket og af sted hver dag. Man bliver enige om at der skal findes en ny metode. Man ringer efter en psykiater. Yderpolerne hos den diagnosticerende kultur. Psykiateren siger at han er personlighedsforstyrret. Han sættes på lykkepiller. Og personalet skal sørge for at han ikke kan lave splitting. Der skal etableres en mere professionel distance til ham, hvor man optræder neutralt ved enhver af hans impulsive følelsesudsving. Det handler om ikke at komme med i gyngen, ikke at lade sig manipulere af ham. Men holde fast i de grænser personalet bliver enige om at sætte op for ham. De bestemmer så at hvis han ikke vil stå op, er der ingen kontakt, service eller opmærksomhed. Så kan han ligge i sin seng, uden mad og drikke. Og hvis han vil op og på arbejde kan han spare flinke - mærker op til en præmie efter eget valg. Nogle fra personalet bliver efterhånden led og ked af denne pædagogik, som de synes er umenneskelig og ikke en hund værdig. De deler sig i flere grupper. Nogle stikker ham lidt mad, selvom aftalen var, ingen service uden at han har opfyldt sin del af aftalen om at stå op. Personalet er ude i den splitting, som psykiateren advarede imod, og den unge mand, ja han er på vej ud i en zombielignende psykotisk tilstand. Det jeg ville illustrere med disse tre eksempler er, at ingen pædagogik kan gennemføres 100 % uden store moralske omkostninger. Pædagogikken skal bruges som inspiration ikke som fundamentalistisk trosretning. En ukritisk anvendelse af det kan nytte pædagogik ender i afmagt hos personalet, fordi alt er tilladt for brugeren, og der bliver tale om omsorgssvigt fordi man ikke vil anvende magt længere. En tilsvarende rendyrket neuropædagogik havner i et ufatteligt ressourcespil fordi alle skal være en til en i små enheder og specialindrettede bygninger, gerne resten af livet. Det er kun i Sverige at man har råd til den slags. Og en rendyrket psykiatrisk diagnose medfører en menneskefjendsk diagnoseliste over brugerens fejl og mangler som personalet for alt i verden skal forholde sig neutralt observerende og distanceret til. Det giver udbrændte medarbejdere. Tilbage til problemet, konferencens tema: Målet: Hvordan undgår man udadreagerende / selvskadende adfærd vha. pædagogik.? Hvordan laver vi en pædagogisk tilgang der minimerer brug af magtanvendelser? På kort sigt: Hvordan minimerer man konflikter her og nu? På lang sigt: Hvordan laver man en langsigtet pædagogik for den enkelte bruger der holder? Paradigmeskiftet: Måske bliver det mere interessant at se på succeshistorier end på problemhistorier. Se på hvad der virker. Hvad effekten er af det, vi gør. Se på hvad er hver enkelt specielt god til.

4 Den narrative tilgang betyder at skabe en dialog mellem de mange forskellige forståelser af problemer og løsninger. At få fælles forståelse er at koordinere fortællingerne. Man må gå med tusindben og inkludere det mest brugbare i bestræbelserne på at skabe bedre miljøer for brugere og personale. Vi bliver mere interesseret i effekten af problemet. Og effekten af pædagogiske handlinger. Der er ikke længere noget, der er rigtigt og forkert. Det betyder også at man kan inddrage både det kan nytte forståelse, det traditionelle psykiatriske diagnosesystem og neuropædagogikken i sin pædagogik Bevægelsen fra individuel forståelse til systemisk/ narrativ forståelse. Ekspertrollen skiftes ud med konsulentrolle. Tests skiftes ud med samtaler, hvor alle inviteres med. Der er ikke længere en årsag og en løsning. Der er mange samvirkende faktorer, der kan bidrage til at et problem bliver et problem. Der er ikke længere en sandhed. Vi har en hændelse. Der kan fortælles 5 historier. Alle fortællingerne er en del af virkeligheden. Og sande hver på sin måde. Men hvad gør personalet så mere konkret ved alle problemerne og dilemmaerne? (Det svarer Inga på, ikke Inga?) Hvad gør det paradigmeskiftet ved forståelsen af mennesket? Hvad gør det ved den pædagogiske forståelse? Pædagogen og mennesket sammen? Pædagogen på arbejde? De mange historier om den samme sag? Er alt så ligegyldigt? Hvad gør man så ved dilemmaerne? En metode er supervision i personalegruppen og i ledergruppen. Fælles refleksion. Mennesket skilles ad fra problemet. Mennesket, dvs. hverken beboeren, kollegaen, der mener noget andet, ledelsen, eller kommunen, er forkerte. Vi har et fælles problem, der skal løses. En opgave. Hvad kan vi hver især bidrage med, som betyder at opgaven bliver løst? Hvordan kan vi kæde de mange historier sammen så vi får en koordineret historie? Hvordan kan vi blive enige om målet? Hvilke yder poler vil vi ikke acceptere? Hvad skal der til, for at vi kan løse opgaven? Etiske spilleregler for hvordan man taler sammen. En kulturændring. Fælles undren.. Anerkende hinanden. Være nysgerrig. Stille åbne spørgsmål. Ikke kritisere. Være igangsættende for hinanden. Gaia Nedergaard, Arbejde:Driftsområdet Voksenhandicap, Værkmestergade Århus c, Tlf , mobil: , fa.aarhus.dk Eget firma: Erhvervspsykologisk center, Timianvej 3, 8240 Risskov, Tlf: , mobil: E. mail: gaia.nedergaard@gmail.com,

5 (Overhead 1.) 1. budskab: Vi fødes ikke med blanke harddiske. Nogle fødes med perfekte gener. Andre fødes med defekte gener. Vi kan ikke kurere eller behandle os ud af de menneskers medfødte defekter. Det kommer an på omgivelserne om en afvigende adfærd bliver et problem. Mit menneskesyn er at det ikke er mennesket, der er problemet. Det er problemet, der er problemet. Vi må indrette omgivelserne så de passer bedre til de problemer der opstår for mennesker med handicaps. Målet: Hvordan undgår man udadreagerende / selvskadende adfærd vha. pædagogik.? Hvordan laver vi en pædagogisk tilgang der minimerer brug af magtanvendelser? På kort sigt: Hvordan minimerer man konflikter her og nu? På lang sigt: Hvordan laver man en langsigtet pædagogik for den enkelte bruger der holder? 2. budskab: Eklektisk/ pragmatisk pædagogik: Sammensætte de gode kræfter. Tag det bedste. Der er ikke et værktøj, der har evighedsgaranti. Der er dilemmaer, skal der tales om. Der er tale om et paradigmeskift. Gaia Nedergaard, Arbejde:Driftsområdet Voksenhandicap, Værkmestergade Århus c, Tlf , mobil: , fa.aarhus.dk Eget firma: Erhvervspsykologisk center, Timianvej 3, 8240 Risskov, Tlf: , mobil: E. mail: gaia.nedergaard@gmail.com,

6 Paradigmeskift: Fra individfokus til systemfokus/ relationsfokus Mennesket er problemet problemet er problemet Fra analyse af indre motiver analyse af handlingers effekter Fra fokus på problemer fokus på succeshistorier Fra fejlfinding til styrker og ressourcer Fra problemfokus til undtagelser fra problemet Fra fælles forståelse og enighed til en tusindbenet forståelse Fra ens pædagogik og entydig handleplan dialog og koordinering Fra objektive kendsgerninger lokale sandheder Gaia Nedergaard, Arbejde:Driftsområdet Voksenhandicap, Værkmestergade Århus c, Tlf , mobil: , fa.aarhus.dk Eget firma: Erhvervspsykologisk center, Timianvej 3, 8240 Risskov, Tlf: , mobil: E. mail: