Gud er ødsel, han ødsler liv på dig og mig, og dit svar til den gave skal være, at du ødsler med.

Transkript

1 Gud er ødsel, han ødsler liv på dig og mig, og dit svar til den gave skal være, at du ødsler med. Prædiken til Septuagesima, søndag 24. januar 2016 Af sognepræst Kristine S. Hestbech salmer: 739, 557, det er hvidt herude, 523, 728 Det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide, som jeg vil leve og dø for. Søren K. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, 1

2 du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«matt 25,14-30 Året er 1835 og Søren Kierkegaard er i gang med at pakke. Søren har alt hvad en ung mand kan ønske sig. Faren var rig og han havde store planer for sine mange børn. Nu går Søren på universitetet og læser teologi, måske skal han være præst. Selvom læser måske er at overdrive, for han fester en hel del, går modvilligt til forelæsninger, og har svært ved at forstå, 2

3 hvad han skal bruge kundskaberne til; Hvad nyttede det mig at kunne udvikle kristendommens betydning at kunne forklare mange enkeltfænomener når den for mig selv og mit liv ikke havde nogen dybere betydning, skriver han i sin dagbog. Der er ikke længere noget, der rører ham, helt ligesom mange unge mennesker i dag, synes han i 20 års alderen at det meste er meningsløst. Hvorfor lever jeg? spørger han sig selv, Hvad er meningen? Nu har han bestemt sig for at tage på landet, til fiskerlejet Gilleleje, for at søge sig selv i naturen og fæste blik på mit eget indre. Ja, Isaac Newton blev inspireret af et æbletræ 3

4 Kierkegaard af Gilleleje. Og Søren tager traveskoene på, men efter at have rejst rundt på landet i hestevogn i flere uger giver han op. Hav, skov og historiske steder lader ham lige uberørt, og den 1. august 1835 tager han sin dagbog frem, og skriver de ord, som går over i filosofihistorien: Det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide, som jeg vil leve og dø for. Søren pakker og tager hjem. Nu ved han. At det er livsnødvendigt at have en livsholdning. At have noget som får os til at stå op om morgenen, og som giver perspektiv på tilværelsen, og kraft til at leve. 4

5 Uden det, taber vi fodfæstet og bliver tomme indeni. Vi må have en livsmening. Og livsmeningen den kan vi kun selv finde. Ingen andre kan, det er kun dig selv der kan formulere din livsmening. Sandheden om dig selv og dit liv kan ikke findes andre steder end i dit eget indre. Alt må begynde i dig selv. Ikke i overleverede meninger ikke i færdige religiøse dogmer, ikke i dine forældres holdninger, og ikke i de andres værdier. Du bliver nødt til at gå vejen selv, sagde Søren. Du skal lære at leve inderligt. Og at være inderlig er at tage livet og dig selv yderst alvorligt. Glem alle skal alt det, som andre påstår er sandt, og tænk i stedet over, 5

6 hvad du selv føler og synes. Undgå for alt i verden at blive som den 3. mand i Jesu lignelse om talenterne. Som gjorde som han troede han skulle. Han tog bestik af konventionerne og regnede ud hvordan han kunne undgå problemer og måske endda få ros. Han er tabt. Fortabt. Fordi han går fejl af livet når han tror at livet kan leves som en kopi af originalen. Hvor vi gør som andre gør, og andre gjorde før de andre, og hvor vi ikke bliver meget andet end en stol, der aldrig bliver andet end en stol, uanset om vi stiller den på hovedet eller maler den gul eller blå. En stol er en stol. Og vi bliver til en stol, hvis alt vi gør i vores liv er at sove, vågne, stå op og spise, arbejde, elske, købe nye briller og måske et nyt hus, 6

7 for så at spise og gå i seng for så at gøre det samme næste dag, måske med undtagelse af det nye hus. En stol tænker ikke over sin situation, den vil ikke noget, den udvikles ikke, den er og bliver det som snedkeren har lavet den til. Det samme gælder solsikker og træer og dyr. Med mennesket er det anderledes. Vi er altid kun i vores vorden. Vi er kun i gang. Vi er ikke færdige. Tænker I det? At I kun er i gang. At I altid er i jeres vorden, begyndelse, tilblivelse? Tænker I jer selv som på rejse, eller er I som stolen? spørger Søren Aaby Kierkegaard. 7

8 Eller sagt med Jesu ord i dag; Gud er ødsel, han ødsler liv på dig og mig og dit svar til den gave skal være at du ødsler med. Ikke dovent og som en båd der bare driver med strømmen men som floden selv. Du skal være som en flod. Det kan være du tørrer ud eller går over dine bredder i løbet af dit liv. Pyt. Vær ikke smålig, du laver fejl og du jokker i spinaten, men det skal ikke få dig til at stivne op. Du skal engagere dig i verden. I din verden. Og om den går til din havelåge eller til Timbuktu er ikke pointen. Pointen er at du skal leve inderligt. Du skal finde meningen med dit liv. Og den finder du kun i dig selv. 8

9 - Siger Søren Kierkegaard, der kunne sin kristendom. For han er som et ekko af Jesus, der var dødtræt af alle disse lærde mænd og præster der ikke tænkte en selvstændig tanke men bare hev overleveringer og dogmer og regler frem. Lærde stole var de. Og det koster at gå sin egen vej. Det gjorde det også for Søren Kierkegaard. Jo mere han sagde, der i midten af 1800-tallets København, desto færre lyttede. De fleste forstod det ikke. I stedet stillede de spørgsmål, bagtalte ham, ja, mobbede ham lige indtil hans død, 42 år gammel i Han sagde dengang: Min hovedtanke var, at man i vor tid, har glemt hvad det er at eksistere. (afsluttende uvidenskabeligt efterskrift) 9

10 Og Søren sagde; at have travlt, at elske meget, at have mange venner, at nyde dejlig vin og købe smukker klæder og vidunderlige bøger er godt. Det er livsbefordrende. Nyd alt det I kan, men pas på ikke at tro at det er tilstrækkeligt. For man kan narres så let. Sørens pointe er at intet af det vi gør er forkert, hvis længslen kommer indefra. Hvis du lever i samklang med dine egne ægte behov. Men alt er forkert, hvis dine handlinger styres af værdier andre har stillet op, hvis drivkraften ligger uden for dig selv, eller fra en side af dig selv, som narrer dig væk fra dig selv. Som manden der gravede talenterne ned i jorden 10

11 fordi han troede det var det, der forventedes af ham. Så har du mistet dig selv og dermed meningen med dit eget liv. Fortællingen om talenterne er en af de store fortællinger i Det ny Testamente. Og den er god at have i baglommen sammen med Søren Aaby Kierkegaard. Sådan når man står op om morgenen og spiser og går på arbejde og går hjem og spiser og ser TV og tænker på næste ferierejse og middagen til på lørdag. Hvad er det jeg putter i mit liv? Gør jeg bare som jeg plejer? Og gør det mig godt? Eller er jeg ved at grave alt det jeg har i min vorden ned i jorden? Er jeg ved at blive til stol, til inventar, der bare er? Eller mærker du floden bruse i dig? 11

12 Mærker du, at det her det er mit liv det er det, der gør at jeg lever? stilhed Kirkebønnen Herre, Gud Fader i himlen Du, vores himmelinspiration til hjerte og sjæl, lad os ånde troen på dig ind, så vi mærker at vi lever i samklang. Du, som ikke har brug for menneskehænder til at være Gud men dig har vi brug for, til at være mennesker. Lad os mærke dig som livskraft, livsessens og rod. At vi mærker at vi er grundfæstede i eget liv og kan bære andre hvor de trænger og selv lade os bære når vi er trætte. Vær mild og nådig når vi graver livet ned 12

13 og bliver smålige i bekymring og ængstelse. - ræk din hånd frem og sig du er dig. Ræk din hånd frem og sig at jeg er mig. Og hvisk vores navn, som det sidste vi hører inden vi dør Lad os bede i stilhed for dem og det vi tænker på. Det beder vi om i Jesu navn. Amen film på tirsdag kl 19 litteraturkreds på onsdag kl 19 årsfest for alle der ku tænke sig at give en hånd her i kirken og sognehuset og som HAR givet en hånd og lidt mere. Vi gir middag og vin og fortæller om både året der gik og næste år. indsamling til kvinderne og børnene på Madagascar. 13