i Karlslunde Kirke torsdag d. 22. december

Transkript

1 Karlslunde Skole 1. Organist spiller. Juleafslutning 2005 i Karlslunde Kirke torsdag d. 22. december 2. Skoleleder Linda Ågren har ordet. 3. Fællessang: Du kom til vor runde jord. 4. Oplæsning v/ pastor Birgitte Flensburg af»alle tiders barn«(tekst: Holger Lissner, billeder: Sten Platz). Billeder vises på lærred. Billede 1. k Maria var helt rundt på gulvet. Når hun redte sit hår, gik hun i stå og sad bare og kiggede på sit ansigt i spejlet. Når hun gik til købmanden for at købe ind, glemte hun det halve af, hvad hun skulle have haft. Og når hun skulle sove, kunne hun ikke falde i søvn. Tankerne snurrede rundt i hovedet på hende. Igen og igen hørte hun englens stemme:»maria, du skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes Guds søn.«del løb hende koldt ned ad ryggen, når hun tænkte på det. Hvordan skulle det dog gå til? Og hvornår skulle det ske? Hun var jo bare en almindelig pige, og hun var ikke flyttet hen til Josef endnu. Var det hele kun noget, hun havde drømt, fordi hun glædede sig sådan til at blive gift og få børn? Men nej, englen havde stået lige foran hende og set på hende, og den var så virkelig, så overvældende. 1

2 Hun kunne endnu mærke, hvor rædselslagen hun var blevet. Hendes ben havde givet efter under hende, så hun sank på knæ og hviskede:»jeg vil godt. Lad det ske med mig, som du siger!«billede 2. k Maria var bange og urolig. Men hun kunne ikke snakke med sin mor om det, og slet ikke med sin far. De ville ikke forstå noget. Hun måtte op til tante Elisabeth. For englen havde fortalt, at Elisabeth også ventede barn. Også? Jamen, var der allerede et lille bitte barn inde i hendes egen mave? Det kunne da ikke passe, selv om englen havde sagt, at for Gud er der ingenting, der er umuligt. Hun skyndte sig hen ad vejen, men jo nærmere hun kom huset, hvor Elisabeth boede, desto mere urolig blev hun. Sæt nu, at Elisabeth ikke troede på hende. Men da hun kom ind til hende, faldt alle hendes sære tanker til ro, ligesom fuglene, der sætter sig i træerne for at sove, når det bliver aften. For Elisabeth kom hen til hende, omfavnede hende og sagde:»velsignet er du, Maria, af Gud, og velsignet er det barn, du bærer i dig. Det ved jeg. For da du kom ind og hilste på mig, mærkede jeg barnet i mig sparke af glæde.«billede 3. k Maria blev så glad. Hvor vidste Elisabeth det fra? Så var det måske alligevel sandt! Hun skulle være mor. Til et lille barn. Til Guds barn. Hun skulle føde en dreng, og han skulle blive en stor konge og befri landet for de romerske soldater. Hendes dreng skulle dømme de onde og hjælpe de fattige. Han skulle helbrede de syge og give de sultende mad. Og alle skulle sige:»se, der går hans mor!«maria rankede ryggen og lyste op i et stort smil. Hvor var det dejligt! Og hvor var det underligt! 2

3 Hun gav sig til at synge, en gammel salme som tak til Gud:»Min sjæl ophøjer Herren, og jeg fryder mig over Gud, min frelser!«maria og Elisabeth gik sammen i haven. Fuglene sang, som om de allerede vidste det. Blomsterne nikkede til dem og duftede, som om de ville hilse på hendes barn. Kvinderne snakkede om det, der skulle ske, om børnene, de havde inde i deres maver, og hvordan det var at få børn, om hvor meget de glædede sig, og hvor mærkeligt det var, at Gud havde valgt netop dem. Billede 4. k Maria havde kvalme. Lige med et fik hun det så dårligt og kastede op, som om maven ville ud af hendes krop, væk fra barnet. Ind imellem bøvsede hun højt, så hun blev helt flov. Var det sådan at vente barn? Så væmmeligt? Hvad var det for et fremmed væsen, en lille djævel, der havde slået sig ned i hendes mave og fik hendes krop til at vride og vende sig? Var det virkelig Guds barn, der gjorde hende så dårlig? Hvorfor sørgede Gud ikke for, at hun havde det godt, så hun kunne glæde sig over barnet? Hvorfor skulle noget dejligt være så sært? Når hun gik til brønden for at hente vand, sørgede hun for at komme så tidligt, at ingen af de andre piger så hende. Hun vidste, at de ville snakke og sladre om hende. Måske ville de grine ad hende. De måtte ikke vide noget endnu. For hun havde ikke fået sagt det til sin far og mor og slet ikke til Josef, som hun var kæreste med. 3

4 5. Fællessang: Barn Jesus i en krybbe lå. 6. Oplæsning fortsætter: Billede 5. k Maria var så ked af det. Hun græd, og hun græd, tårerne ville slet ikke holde op med at løbe. For hun havde mødt Josef, og han kunne med det samme se, at der var sket noget med hende. Han havde spurgt, hvad det var, og var blevet ved, og til sidst havde hun fortalt ham det hele, om englen, der var kommet, og barnet, hun skulle føde. Hun havde fortalt ham om kvalmen, som gjorde hende så utilpas, om turen til tante Elisabeth, og at hun også ventede sig, selv om hun egentlig var for gammel til at få børn. Josef havde ikke sagt ret meget, men han havde set på hende med øjne, der var helt sorte, fordi han var ked af det og vred på hende og foragtede hende. Hun kunne ikke holde ud at se på ham igen. Hun havde mest lyst til at synke dybt ned i jorden og forsvinde. For han troede ikke på hende. Han troede, at hun løj, når hun sagde, at hun ikke havde haft nogen anden kæreste. Hvordan skulle han kunne andet? Hvordan skulle hun overbevise ham om, at det var sandt? Billede 6. k Maria var så glad, men på en mærkelig måde. Hun havde lyst til at le og græde. Samtidigt! For Josef var kommet ind i køkkenet til hende og havde taget hendes hånd og smilet så kærligt til hende. Han havde fortalt, at nu havde han også set en engel, i en drøm, og den havde sagt til ham, at det var rigtigt, hvad hun sagde. Og nu skulle de giftes, så han kunne blive far for den lille. Det var en dreng, havde englen sagt, og han skulle hedde Jesus. Allerede i dag skulle de holde bryllup. Hendes veninder var kommet for at give hende brudekjolen på og hendes mors halskæde. 4

5 Og nu var Josef på vej med alle sine venner. Hun kunne høre, at de sang og slog på tromme. Så ville de følge hende over til Josefs hus, hvor festen skulle stå. Hun kunne sikkert ikke spise ret meget, men hun ville kigge ind i Josefs glade og forventningsfulde øjne og glemme alle de andres nysgerrige blikke. Så skulle det nok gå alt sammen. Han elskede hende, og hun elskede ham, og sammen vidste de, at det var Guds elskede barn, hun bar under sit hjerte. Billede 7. k Maria var forbavset, dybt forundret, for selv om hendes mave var vokset og blevet mere rund, så hun måtte gå med store kjoler, var det svært for hende helt at forstå, at hun havde et barn inde i sig. Men i nat, da hun lå og ikke kunne sove, havde hun pludselig mærket noget, der bevægede sig inde i hende, ligesom en lille fisk, der slog med halen, som om den ville sige: Jeg er her. Jeg er virkelig nok. Jeg lever. Han var derinde. Han var stor nok til at vende sig, til at sparke hende blidt i maven, indefra. Det var hendes barn. Det var ham, der gjorde hende så træt og fik hende til at bøvse. Det var ham, der voksede og tog hendes kræfter. Det var ham, der havde forandret hendes liv for altid. Men hun kendte ham ikke endnu. Hun vidste ikke, hvordan han så ud, om han lignede hende eller Gud. Men det gjorde ikke noget. For hun elskede ham. Det vidste hun. 5

6 Billede 8. k Maria kunne slet ikke tro sine egne øjne. Hun så og så på barnet, som hun havde født. Var det virkelig hendes barn? Guds barn. Hun havde klaret den lange rejse til Bethlehem, selv om det havde gjort ondt at sidde på æslet, der vuggede frem og tilbage, når det gik. De havde svært ved at finde et sted at bo. Til sidst havde de fundet en stald, men da var fødslen allerede gået i gang. Det havde gjort ondt. Veerne kom og gik som bølger på stranden. Hun ville ønske, at hendes mor havde været der! For der måtte ikke ske noget med hendes lille dreng. Da bad hun: Kære Gud, det er dig, der har givet mig dette barn, så må du også hjælpe mig igennem hjælpe os igennem. Lad det ske med mig, som du vil det! GUD, LAD DET SKE MED MIG, SOM DU VIL DET! Da barnet var født, og Josef lagde drengen op til hendes bryst, begyndte hun at græde af glæde og af lettelse, for han var det smukkeste barn, hun havde set. Nogensinde. Han var ikke bare hendes barn. Han var alle tiders barn! Og Guds søn. 7. Fællessang: Et barn er født i Bethlehem. Billede 9. k Juleevangeliet 8. Dejlig er den himmel blå. 9. Afslutning v/ Linda Ågren 10. Organisten spiller mens børnene går ud af kirken. Alterbillede af den nederlandske maler Rogier van der Weyden ( ) 6