Skrevet af: Sigurlaug S. Gunnlaugsdottir Offentliggjort: 15. august 2011

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Island tre år efter Skrevet af: Sigurlaug S. Gunnlaugsdottir Offentliggjort: 15. august 2011 Europæiske lande som i stigende grad er truet med "default", er Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og nu Italien, såvel som de stærkere kapitalistiske stormagter Frankrig og Tyskland, der holder betydelige mængder af gæld fra deres mindre brødre. En katastrofe som de europæiske regeringer har besluttet at må afværges gennem skatter og statslige besparelser. Den arbejdende befolking i hele Europa står overfor nedskæringer der vedrører job, løn, pension, sundhed og arbejdsvilkår. Det er finansverden som kræver det, og i finansen er de ikke lige så bekymrede for fremtiden som de almindelige beboere. Det genspejler erfaringerne fra de knapt tre år der er gået, siden den pludselige men forudsigelige islandske økonomikrise - generelt omtalt som "kollapset" (hrunið). Selv om Deutsche Bank tog det største tab, sammen med et par engelske banker, betød det i realiteten at den islandske nationalbank gik konkurs.[1] Island måtte reddes ved lån fra den internationale valutafond, IMF, mod hårde betingelser. Andre ville ikke tage den risiko at finansiere den Islandske stat eller foretagender. Politiske konsekvenser Da kollaps"-regeringen, ved Selvstændighedspartiet og Den Socialdemokratiske Alliance (SD), omsider gik af i januar 2009, havde den mistet al troværdighed. Sloganet lød: uegnet regering". Det borgerlige Selvstændighedparti ville ikke være taget med i nogen form for regering på det tidspunkt. Efter 18 år i regering blev partiets ledere anset for at være skaberne af de forhold, der førte til så vidtrækkende konsekvenser. Bankerne var blevet solgt til privatejere, reservekravene sænket, reglerne løsnet op og tilsynet svækket. I den politiske debat bliver supporterne af Davíd Oddsson - direktør for den Islandske Nationalbank de sidste fire år op til kollapset - populært kaldt dødningehof".[2] Oddsson er nu redaktør for landets tidligere største avis, Morgunbladid, og forhenværende formand for Selvstændighedspartiet. Indenfor den Socialdemokratiske Alliance kunne man nøjes med udskifting af ledere. Historisk set er det Socialdemokratiets opgave at videreføre samfundet for kapitalistisk økonomisk drift, hvor overklassens partier er svækkede og udenfor regeringsmagten; det er det de kan. Regeringen som kom til magten i 2009 er en koalition, der består af Socialdemokratisk Alliance og Venstre Grønne (VG). Ifølge finansminister Steingrimur J. Sigfússon (VG) er Island nu på den rigtige vej", hvor man gennem kraftige nedskæringer i statsbudgettet har lagt grundlaget for økonomisk vækst.[3] Det 1 / 7

2 tillader en forbedring af løn- og levevilkår, siger Sigfússon, og peger på en lille nedgang i arbejdsløsheden og stigende interesse i industriinvesteringer. At sidste års statsbudget blev overskredet skyldes ekstra bevilling til Boligfondet, der blev udsat for stort tab p.g.a. låntagenes restance.[4] Foregår der en genopretning? Hvordan bærer SD og VG sig ad med at genoprette samfundet? Er deres løsinger det som folk forventer og taler om? Hvad protesterede folk forøvrigt imod og hvad var det man ville? Det er i den sammenhæng vigtigt at se på sammensætningen af det islandske samfund. Kløften mellem rig og fattig siges at være vokset enormt i Island i de sidste år; men det er noget man har talt om længe.[5] Præcist hvordan det står til ved man ikke, eftersom Statens økonomiske Institut, Thjodhagsstofnun, blev lukket efter stridigheder mellem forstanderen og Oddssson i 2002.[6] Kløften mellem velhavende og fattige i de industrialiserede lande er stærkt tiltagende i den senere tid, tydeligst i de Nordiske lande.[7] Mellemklassen er omfattende og sammensat af flere lag med forskellig levestandard. En del af disse mellemlag har haft et godt liv under de tidligere regeringer. Mens mellemklasserne er sammensat af ustabile sociale lag, med svag politisk retning, antager de gerne løsninger på systemets betingelser.[8] Det kan diskuteres hvorvidt lastbilchauførere er mellemklasse, samt selvstændige fiskere der har en båd, enkeltpersoner der er afhængige af sæsonbestemt turisme, diverse enkeltproducenter af kunstartikler og musik, private anlægshavere og andre lag der er skabt i kølvandet af tidligere privatiseringsprocess og snigende recession. I virkeligheden er det mennesker der er blevet lagt i lænker p.g.a. gæld. Hvor ungdom og arbejdsløse udgjorde en stor del af dem som protesterede i 2008/2009, er det denne lagdelte mellemklasse der har været fremtrædende i islandsk politik på det sidste, specielt i Reykjavik. Hvad der er fælles for disse protester er at de bygger på vrede. De har centreret sig omkring krav om afgang, imod betaling af tvivlsom gæld til udenlandske banker, mod statsbudgettet o.lign.; men også mod lukning af institutioner og nedskæringer i sundheds- og uddannelsessektoren. Statsbudget for 2011 indeholdt kraftige nedskæringer i velfærd, sundheds- og unddannelsessektoen. Det islandske arbejdsmarket har i flere årtier bygget på flexibel arbejdskraft fra andre lande i produktion og service, gerne på tidsbegrænset kontrakt. Arbejdsløshedtal viser således ikke et præsist billede af, hvad der er foregået på arbejdsmarkedet. Det viste sig klart i den første halvdel af halvfemserne, at udenlandsk arbejdskraft bliver brugt i højkonjunktur og sendt hjem i lavkonjunktur.[9] Dengang var det hoversagelig polske arbejder i fiskeindustrien, hvorimod i 2009 blev det også medarbejdere på diverse institutioner og nærmest 2 / 7

3 alle bygningsarbejdere der rejste, ialt over tusind arbejdere. Det fælles Europæiske arbejdsmarked trådte i kraft i Selvom mange er rejst udgør indvandrere stadig omkring 8% af beboerne, med stor arbejdsløshed blandt deres unge. Arbejdsløsheden er i dag omkring 7%, noget som man ikke har set i Island siden krisen i tredverne.[10] Ringere løn- og leveforhold - faldende investeringer I begyndelsen af 2009 indgik arbejdsmarkedets parter med regeringens godkendelse en aftale om at frafalde en tidligere bestemt lønstigning. Bortset fra enkelte fagforeninger, især udenfor hovedstadsområdet, blev det stort set accepteret. Bortset fra nogle enkelte grupper indenfor de højere mellemlag, er lønen forblevet på sammeniveau indtil foråret 2011, hvor de fleste fik forhøjelse på knapt 5%. Denne kontrakt (2011) blev vedtaget af et stort flertal af lønarbejderene, først på det private arbejdsmarked og derefter blandt de offentligt ansatte. Mange har valgt at studere hellere end at gå arbejdsløse og således forbedre muligheden for at få et job. Islands universitet fik i 2009 ekstra bevilling for at tage imod en bølge af nye studerende, men måtte beslutte at begrænse adgangen og forhøje derefter deres immatrikulationsgebyr. Skatten blev hurtigt forhøjet for alle lønmodtagere. Ifølge den islandske LO (Althydusambandid) er købekraften nu 10% lavere end i begyndelsen af Grafen nedenfor, som viser inflationen , kan give en ide om, hvor store ofre lønarbejderne har måttet bære.[11] 3 / 7

4 Hvor en del professionelle, bygningsarbejdere og diverse andre grupper mistede deres arbejde, gælder ikke helt det samme for industrien. Fiskeri, fiskbehandling og aluminium - langt de største industrigrene - blev ved med at produsere. For fiskeindustriens vedkommende, uden fald i exportværdien eftersom den islandske krone nu var faldet drastisk relativt til udenlandsk valuta. Disse arbejdere beholdt derfor deres arbjede, skønt deres løn var blevet betydelig ringere. Også turismen, som står for en voksende procentdel af valutaindtjeninger, blev ved med at køre som hidtil. Trods denne relativt gunstige situation for industriinvestering, udgør investeringer nu en mindre procentdel af nationalproduktet end nogenside, hvorfor industriproduktion knapt kan forventes at blive udvidet.[12] I den politiske debat, diskuterer man nu, om det skyldes usikkerhed med regeringens skattepolitik eller noget andet. Island: Økomomisk vækst [13] Husholdningerne i gældsfælden Andelen af befolkningen der har "købt" deres bolig er betydelig større end i andre europæiske lande. Procendelen gik ned fra tresserne op til 2004, hvor regeringen og 4 / 7

5 de fornyligt privatiserede banker begyndte at tilbyde 100% lån, og lidt senere blev det på mode at reklamere med gunstige valutalån. Alle lån var (stadigt er) indeksregulerede. Fonden for social boligbyggeri blev nedlagt i 1998 [14]. For at skaffe sig tag over hovedet måtte man købe sin bolig til markedspris. Da den islandske króna faldt drastisk i 2008 og inflationen steg blev gælden større end ejendommens værdi. Regeringen tog forholdsregler for at undgå at tusindevis af hjem gik konkurs, ved at tilbyde tidsbegrænset frysning af gæld og udsættelse af indkassering og auktion indtil videre. Omend flere auktioner og indkassering har fundet sted, indgik regeringen tildligt 2011 en aftale med de nu restaurerede banker om at reducere prioritetsgælden til en grænse på 110% af boligens vurderede værdi. Valutalån bliver genberegnet med samme princip. Islandske hjem indtager i dag andenpladsen i verden for gældsatte husholdinger. Kun irske hjem skylder mere. Islandske hjem skylder 110% af bruttonationalproductet, sammenlignet med 90% i USA og 70% i Grækenland.[15] Boligproblemet kan derfor anses for at være uløseligt, d.s.v. den eneste mulige løsning, som tingene står, er gældslaveri for dem som vil beholde deres bolig og hjem. Politisk polarisering Den højreorienterede diskurs, der er blevet mere dominerende, har flere bud på løsninger. Altingsmanden Tryggvi Thor Herbertsson (konservative) deltog tidligt i juli i en diskussion om "Ny tænkning".[16] Denne nye tænkning ville ikke blive populær hos alle, mente han, men ikke destå mindre var den nødvendig. "Vi " - hentydende til nationaløkonomien - "er kommet op til den yderste grænse". Skattebyrden kan ikke forøges, pensionsfondene kan ikke leve op til forventningerne, staten kan ikke klare uddannelsessystemet og sundhedssystemet er for omfattende. Kapitalismen er trods alt relativt den bedste option blandt flere optioner, mente de. For at gennemføre disse ikke-populære aspekter, som Herbertsson hentydede til, dvs. nedbrydning af de historiskt erhvervede sociale ydelser, ville der være brug for stærk politiker som tager lederskabet for den nye tænkning. Denne mulighed er ifølge hans mening, ikke langt udenfor rækkevidde. Det er ikke denne politiske linje som flertallet af vælgerne er faldet for. Kollaps"- regeringen, ved Selvstændighedspartiet og Socialdemokratisk Alliance, havde mistet al troværdighed selv hos dele af overklassen og hos det omfattende og differentierede mellemlag. Selv om disse lag delvis eller for en stor dels vedkommende kunne vende tilbage til højre, ser det anderledes ud for den almindelige arbejdende befolkning, som har stemt på Socialdemokraterne og bliver ved med det. Der er ikke andre alternativer på arbejdersiden. Flere tidligere ledere forsøger nu at forklare hvad der gik galt. Misbrug af friheden" 5 / 7

6 er blandt dem den almindelige forklaring, rettet mod en sektion af dem som førte an i den udenlandske ekspansion.[17] Økonomen og Nobelspristageren Joseph Stiglitz og andre, som specielt kommenterer den irske økonomiske krise, har påstået at i Island fokuserede man på at redde folk snarere end banker.[18] Om der her blev truffet et valg om, at lade banksystemet "falde" er ganske tvivlsomt. Man kan til gengæld påstå, at protester og indvendinger har svækket IMFs indblanding. Men det ændrer ikke ved, at trods alt er blevet truffet et poltisk valg om at bygge videre på finansverdens betingelser. [1] Ref: Stefnuræða forsætisráðherra Ármann Þorvaldsson, Pressan [2] Náhirð" [3] á réttri leið" [4] Ref: Rúv [5] Jvf: [6] Ref: althingi, løg 51/2002. [7] OECD report [8] Ísl: millistéttir eru óstöðugar og stefnulausar í stjórnmálum; þær að halla sér að kerfislausnum." [9] Ref: Kári Gylfason; se også kjavik%20lokaskyrsla.pdf [10] Ref: Vinnumálastofnun: ysistolur-i-excelskjolum/ [11] Hagstofan/Statistisk Bureau. [12] Ref: Sigmundur Davíð, Morgunbladid, vantar dagsetningu. [13] Hagstofan/Statistisk Bureau. [14] Jvf. [15] Ref: Mbl , Sigmundur Davíð. Eyjan.is [16] Ref: Udsendelsen Á Sprengisandi". Þarf nýja hugsun. Þórður Snær Júlíusson blaðamaður og Tryggvi Þór Herbertsson eru sammála um að stjórnmálin verði að finna nýjar leiðir og það sem fyrst. Þá greinir hins vegar á hvort þess megi vænta. Þórður Snær er svartsýnni á það en Tryggvi Þór." [17] "Þeir misnotuðu frelsið" - segja íhaldsmenn um Bónusfeðga o.fl. Sjá einnig, Styrmir: [18] Ref: Joseph Stiglitz: 6 / 7

7 Bloomberg: s-saving-banks-instead-of-taxpayer.html David McWilliams: a/ 7 / 7