Manuskript Alejandro, case 1

Transkript

1 Manuskript Alejandro, case 1 Hvert år forlader over mennesker Guatemala. De flygter gennem Mexico hvorfra de forsøger at krydse grænsen til USA. Størstedelen tilhører Guatemalas oprindelige befolkning, mayafolket. De flygter fra fattigdom, diskrimination og en hård hverdag med ringe udsigt til uddannelse og arbejde. 10 procent af Guatemalas befolkning bor i dag i USA. Men livet i USA lever som regel ikke op til den guatemalanske forestilling om the American dream. I USA oplever de fattigdom, diskrimination og racisme. De lever i landet som illegale indvandrere uden rettigheder eller mulighed for at finde et værdigt arbejde. Omkring halvdelen af alle der flygter ender tilbage i Guatemala. Sendt hjem af migrationsmyndighederne. At blive sendt tilbage er ikke blot en knust drøm. Det medfører en endnu højere grad af fattigdom, da de penge, der er blevet lånt af kriminelle menneskesmuglere skal betales tilbage. I desperation sætter folk alligevel livet på spil gang på gang. Mange ender i kriminalitet og prostitution. Jeg hedder Laura og arbejder for Operation Dagsværk. Sammen med min kollega Katrine har vi udarbejdet dette podcast. I slutningen af januar tog vi på en research rejse til Guatemala. Vi mødte en masse unge mennesker, der fortalte os om forholdene i landet og delte deres personlige historier om det at være ung i et land præget af vold og diskrimination. En af de unge vi mødte var 23-årige Alejandro. Alejandro har som mange andre unge i Guatemala forsøgt at nå drømmen i USA. I februar sidste år blev Alejandro færdiguddannet som lærer for tosprogede. Han ville gerne læse videre og søgte derfor ind på San Carlos-universitetet i Quetzaltenango. Til hans store glæde blev han optaget, men han havde ikke de økonomiske midler, som det krævede at fortsætte. Derfor tog han af sted mod USA i håbet om at finde et job, der kunne betale hans studier. Han nåede dog aldrig længere end Mexico, her blev han stoppet af grænsepolitiet, der arresterede ham og satte ham i fængsel. Da de mexicanske migrationsmyndigheder sendte os retur til Guatemala, var vi alle glade. Forestil dig, at du er blevet frataget din frihed, som du så får tilbage igen. Alejandro sad fængslet i 14 dage før han blev løsladt og sendt tilbage til Guatemala.

2 (...) Ved vores ankomst, var der flere, der græd og takkede Gud for at være tilbage i Guatemala. Andre var frustrerede, da det ikke var lykkedes dem at komme til USA. Nogle af dem havde forsøgt sig flere gange. De var kede af endnu engang at være mislykkedes i deres forsøg på at nå den amerikanske drøm. Jeg var lykkelig over at være tilbage i Guatemala, når man tænker på alt det, der var sket. Da vi kom tilbage i Danmark kontaktede vi en række eksperter, som måske kunne hjælpe os med at besvare nogle af de spørgsmål vi havde om Alejandros oplevelser. Vi fik kontakt til psykolog Marianne Stout, der gerne ville hjælpe os med at besvare vores spørgsmål. Da vi snakkede med Alejandro første gang brugte han meget lang tid på at forklare hele rejsens forløb. Han kunne huske alt ned til mindste detalje. Hvad folk havde sagt, hvad de fik at spise og hvor lang tid de havde ventet hvilke steder. Både Katrine og jeg var overraskede over, at han kunne huske alle disse småting selv en måned efter, at han var kommet hjem. Vi undrede os over hvorfor det var vigtigt for ham at fortælle disse ting til os. Jeg spurgte Marianne, om det er normalt at folk i forbindelse med en flugt kan genkalde sig det præcise handlingsforløb. Det er meget typisk at folk i den første periode ikke fortæller deres historie som du ville fortælle en historie om noget du oplevede engang, men at de faktisk genoplever det og beskriver det de ser nærmest som en film foran deres indre blik. Og det vil sige at der kan komme alle mulige detaljer med, som du som lytter måske tænker: er det vigtigt? Blev du traumatiseret af det her? Men det er netop fordi, at det ikke har lagret sig som en samlet erindring men at de faktisk oplever det hele igen. (...) Alejandro rejste i en større gruppe, de havde alle betalt den samme menneskesmugler til at få dem over grænsen. Flere gange vidste han ikke hvor han var, eller hvad der skulle ske. Det var ikke en let rejse. Man skal passe på menneskesmuglerne og bandemedlemmerne fra Los Zetas, migrationsmyndighederne, overvågningen og tyvene. Los Zetas er en kriminel mexicansk gruppering, som står store dele af narkohandlen i Latinamerika.

3 Det ville være løgn at sige, at jeg intet traume havde, da jeg vendte hjem til Guatemala. De første tre dage havde jeg en kraftig reaktion, jeg kunne ikke sove. Jeg vendte og drejede mig, som om, jeg ikke lå i min egen seng, men var vågen og stadig befandt mig i Mexico. (...) Alejandro sad fængslet i 14 dage. I fængslet var de mange mennesker samlet i et lille rum. Enten var rummet for varmt eller også var det for koldt. De havde ikke mulighed for at tage bad og toilettet var en spand i cellen de kunne benytte til deling. Dette blev et stort problem da næsten alle de indsatte fik diarré. Alejandro fortalte at han mistænkte fængselsbetjentene for, at have kommet afføringsmiddel i deres mad. (...) ofte fik vi kun et måltid om dagen. Jeg havde derfor tit ondt i maven, og jeg spiste ikke normalt. Det var de fysiske symptomer, som jeg oplevede efter min hjemkomst. Derudover var jeg følelsesmæssigt påvirket og jeg følte skam over at ville forlade Guatemala, men samtidig over ikke at lykkes i min flugt. Jeg vendte tilbage til Guatemala med lavere selvværd, da det ikke var lykkedes mig at komme frem til USA. Det er svært at vende tilbage til det guatemalanske samfund, når du har forsøgt at flygte fra det, men for mig var det vigtigste, at jeg var vendt tilbage med livet i god behold, selvom jeg helbredsmæssigt havde lidt skade. (...) Da det ikke lykkedes mig at emigrere til USA, tog jeg en beslutning om at komme videre. Da Alejandro vendte tilbage til Guatemala opsøgte han psykologisk hjælp, men han havde desværre ikke de økonomiske midler. Han modtog derfor en alternativ chokbehandling, som den oprindelige befolkning i landet benytter sig af. Metoden hjalp ham med at reducere sin nervøsitet. Efter denne behandling tog Alejandro sagen i egen hånd. Jeg har ikke modtaget psykologhjælp. I stedet har jeg søgt inspiration i medierne og i de store litterære værker, og det har hjulpet mig meget. (...) Jeg tror på, at jeg kan bearbejde min oplevelse ved at forblive positiv, og derigennem komme videre i mit liv. Jeg bruger mine negative oplevelser som erfaring. (...) Jeg har været god til at vende det negative til noget positivt. Nu hvor jeg er tilbage i Guatemala vil jeg gerne fortsætte mine studier. Måske kan jeg på et tidspunkt bidrage til Guatemalas udvikling og forbedre den sociale situation i landet.

4 Efter vores snak med Alejandro var vi meget imponeret over hans gåpåmod og positive indstilling til livet. Da vi snakkede med ham var det ikke mere end en måned siden, at han var blevet sendt tilbage til Guatemala. Jeg spurgte Marianne om Alejandro bearbejdede sine oplevelser på en sund måde og om det egentlig er nødvendigt at søge professionel hjælp hvis du har været udsat for noget traumatiserende. I forhold til jeres caseperson Alejandro kan det være svært for nogen og også for mig at sige noget sikkert om hvordan hans tilstand vil udvikle sig. Alle mennesker er forskellige og derfor reagerer alle mennesker der har været udsat for noget traumatisk forskelligt. Nu snakkede i med Alejandro relativt kort tid efter, at han var kommet tilbage, derfor er det heller ikke sikkert, at hans tilstand udvikler sig til noget, hvor han får brug for professionel hjælp. Alle mennesker oplever i hvert fald en gang i deres liv noget, der potentielt er traumatiserende. Men det er jo ikke alle, der udvikler en PTSD tilstand, eller noget der bliver langvarigt hvor der er behov for professionel hjælp. Marianne fortalte mig desuden at Alejandros opvækst også kan spille en stor rolle for hvordan hans tilstand udvikler sig. Risikoen for at udvikle et kronisk traume stiger, hvis han tidligere har været udsat for overgreb i barndommen eller på anden måde har været udsat for chikane. Hvis han derimod har haft en tryg og god opvækst vil det være en beskyttende faktor i forhold til ikke at udvikle en kronisk tilstand. Heldigvis kom Alejandro tilbage til en meget støttende familie. (...) Det var min egen beslutning at emigrere det var ikke min familie, der sagde at jeg skulle rejse. Siden jeg blev deporteret tilbage til Guatemala, har min familie givet mig masser af moralsk støtte. (...) Min oplevelse har gjort mig stærkere, og jeg hænger mig ikke længere i, at det ikke lykkedes mig at komme til USA. Sket er sket. Nu vil jeg støtte de unge, som står i den samme situation, og opfordre dem til at tænke sig om en ekstra gang. Alejandro fortalte at mange unge føler skyld over at lade Guatemala i stikken, alligevel føler de sig nødsaget til at prøve lykken i USA. I desperation forsøger mange derfor at flygte igen og igen. Alejandro har ikke selv planer om at tage af sted igen og han vil ikke opfordre andre til at gøre det. Jeg fortæller andre, der overvejer at emigrere, at der findes en anden drøm, nemlig den guatemalanske drøm. (...) Man hører så meget om at være migrant, og om den amerikanske drøm, men det er noget andet selv at gennemleve oplevelsen det giver en dybere forståelse. Oplevelsen som migrant er en del af den amerikanske drøm, og man sætter livet på spil for at nå den. Det er også et stort offer for familien, der står tilbage.

5 Jeg har fået større selvtillid nu, og min mislykkede flugt mod USA er en livserfaring blandt så mange andre. (...) Oplevelsen har hjulpet mig, og i sidste ende har den gjort mig stærkere. Fortiden skal bruges som trampolin til fremtiden, og ikke som sofa. Da vi sluttede vores interview med Alejandro spurgte vi, om vi måtte tage et billede med ham. Han svarede, at det ville han ikke gå med til. Han var bange for hvem der skulle se billedet. Hvem han var bange for var for os meget uklart. Jeg spurgte Marianne om dette kunne fortælle noget om Alejandros tilstand. Nu fortalte du lige at Alejandro ikke ville have sit billede frem, han ville ikke filmes, han ville ikke ses. Det kan man sige også er en del af den angst fra eksempelvis en flugt, der bliver siddende. Så den der manglende tillid til andre mennesker, og den fornemmelse af, at man kan være i fare fra andre mennesker, den sætter sig fast på en eller anden måde.