Det samme med hans far og mor. De var aldrig sure. Som de sagtens kunne være tidligere. De bed aldrig ad Jeff eller hinanden. Ikke mere.

Transkript

1 Her Fra novellesamlingen Monstermail og andre mysterier Skrevet af Peter Mouritzen Alt var blevet bedre. Det var næsten for godt til at være sandt. Jeff følte, at der var et eller andet galt. Han blev klar over det kort før Sørens fødselsdag. Søren var hans bedste kammerat. Jeff havde spurgt Søren, hvad han ønskede sig i fødselsdagsgave; men Søren var blevet mærkelig og havde svaret undvigende. Først havde Jeff troet, at Søren havde problemer derhjemme: måske skulle forældrene skilles - men nej. Det var ikke det. For da Jeff fortalte Jesper, en anden af kammeraterne, om Sørens reaktion på det uskyldige spørgsmål, havde Jesper set strengt på ham og sagt: - Vi taler ikke om fødselsdage, ikke her. Her? Jeff vidste ikke, hvad Jesper mente med det. Her. Men et eller andet dæmrede i ham. Der var en forskel. Han vidste ikke præcis, hvad forskellen var; den var lille, men altafgørende. Jeff havde i et stykke tid haft en underlig fornemmelse. Der var sket et skred et eller andet sted. Alting var næsten det samme, men også kun næsten. For eksempel skolen. Det havde altid været en god skole; men nu var den næsten for god. Der var slet ingen problemer, hverken i klassen eller på skolen i det hele taget. Alle kunne deres lektier. Alle var næsten unaturligt rare over for hinanden. Ingen mobbede nogen, ingen drillerier overhovedet. Ingen ballade, ingen hærværk, ikke engang uheld, hverken i skolegården eller på sportspladsen. Og lærerne løftede aldrig stemmen. Der var ro i klassen, i timerne og på gangene. Det mindede mere om en kirkegård end om en skole. Det samme med hans far og mor. De var aldrig sure. Som de sagtens kunne være tidligere. De bed aldrig ad Jeff eller hinanden. Ikke mere. De var ikke 1

2 længere stressede af deres arbejde, tværtimod. De udstrålede stor ro og harmoni og var altid velafbalancerede. Ligesom maleriet af det skib i stormvejr, der hang over skænken i stuen. Før i tiden hang det altid skævt på snoren. Når man rettede på det, gik der ikke lang tid før det igen havde slagside. Hans far plejede at spøge med, at det var fordi skibet var ved at kæntre. Men nu hang maleriet altid lige. Jeff havde undrende spurgt, hvorfor billedet ikke længere hang skævt; men hans far havde lidt forfjamsket slået det hen med, at det nok bare var nogle rystelser, der var holdt op. Hans far og mor var næsten for kærlige. På nær den morgen, da Jeff ved morgenbordet fortalte om Sørens og Jespers reaktioner på spørgsmålet om fødselsdagsgaven. Da tabte hans far kniven på gulvet, og hans mor holdt vejret og så fortvivlet, nærmest tiggende på faderen, som om hun bad ham håndtere en vanskelig situation så varsomt og klogt som muligt. Faderen havde overdrevent langsomt samlet sin kniv op fra gulvet og lagt den forsigtigt på en serviet, som om den var et helligt relikvie og ikke bare en almindelig smørekniv fuld af krummer og diætmargarine. - Jeff, sukkede hans far. - Der er ting man ikke taler om. Der er ting, som du må acceptere, at det er upassende at tale om. Sådan er Hans far gik pludselig i stå, det var som om han ledte efter det rigtige ord. - Livet, busede det ud af moderen. - Sådan er livet. Faderen så ud til at være ubehagelig til mode. Som om han ikke brød sig om det ord. - Sådan er det bare, sagde han så. Jeg er nødt til at skære igennem. Men der kommer en dag. Når du er parat. Der er nogle realiteter vi skal have snakket igennem. Ting som du ikke er helt moden til at forstå endnu. Det kommer en dag. Men ikke nu og her. Stol på mig, min dreng. - Ja, Jeff, du må prøve at forstå, tilføjede hans mor, kærligt udglattende. - Vi fejrer ikke fødselsdag her. Her. 2

3 Der var det igen. Det ord. Så lille. Så betydningsløst. Og alligevel så fuldt af betydning. Men hvad betød det? - Her? mumlede Jeff. - Vi er da ikke flyttet, så vidt jeg ved. Og vi er da heller ikke blevet Jehovas Vidner, som ikke fejrer fødselsdag. Og så vidt jeg ved er der heller ingen i klassen, der tilhører den sekt. - Nej, vi er ikke religiøse på nogen måde, religionen behøver vi ikke her, sagde hans far. - Og så slut med den diskussion. På cyklen ned ad den lange villavej kørte det frihjul i hans hoved: Hvorfor brugte alle ordet Her -? Pludselig slog det ham, at hvor der var et Her måtte der også være et Der. Men han kunne ikke få det til at passe. Huset de boede i var det samme. Vejen han kørte på var den samme. Skolen også. Kammeraterne. Lærerne. De samme. Alt var det samme, alt var bare blevet bedre, også vejret. Det var som om de af en usynlig hånd alle sammen var blevet flyttet til Californien med evigt solskin eller til en paradisisk trope-ø, Bountyland. Der var ingen fejl nogen steder, det var dét der var fejlen! Og så - pludselig - det sidste korte stykke, ned ad kirkegårdsbakken til skolen, gik det op for ham hvad der var galt. En bil, en rød Renault, var ved at ramme ham fra en sidevej, men med et mirakuløst hurtigt tråd smuttede han forbi dens katastrofale køler og da så han det; det var sært at han ikke havde bemærket det før, for det var en iøjnefaldende og temmelig stor mangel, måtte man nok sige! Der var ingen kirke! Kirken på Kirkebakkevej var væk. Som paladset i Aladdin-eventyret var den forsvundet ud i den blå luft. Jeff bremsede op og trak cyklen hen til stenmuren. Han troede ikke sine egne øjne: det var ikke bare kirken, der var væk, det var også alle gravene. De måtte være sløjfet! Kirkegården var ikke længere en kirkegård, men en stor, grøn græsplæne, som en park, med en gartner der bar en solkasket. Han lå på knæ og ordnede nogle blomsterbuketter, der lå spredt op imod den sten, der var den eneste sten, der var tilbage på det der før havde været en kirkegård. 3

4 Det var en stor sten, rødgnistret, den flimrede i sollyset. Der var ingen grav foran stenen, kun græs. Det var ikke et gravsted; stenen lignede mere en mindesten. Jeff stillede cyklen op ad muren og gik ind ad lågen ad den lille sti med hvidt grus hen til gartneren og stenen. Gartneren rejste sig, da han kom, og hilste venligt. Jeff hilste tilbage. Han forsøgte at læse inskriptionen på stenen, men kunne ikke. Skriften var mærkelig, på én og samme gang velkendt og skræmmende fremmed. Den var kun næsten læselig; det var som om de mejslede ord flimrede i hans hoved. Måske var det solen? Den syntes at skinne unaturlig stærkt. - Hvad er der blevet af kirken? spurgte Jeff gartneren. - Man fjerner da ikke bare kirker i Danmark så vidt jeg ved. Gartneren svarede venligt, men det var som han vejede hvert ord forsigtigt: - Vi har jo ikke rigtig brug for kirker. Her. Er du ny? Her! Der var det igen. - Se på vejret, fortsatte gartneren uden at afvente Jeffs svar. - Det er så smukt. Alting er kirke her. Den gamle kirke var blot en overflødig bygning. Den hørte til der, ikke her. Der! Der var det. Igen. Her og der. Hvad var det dog for noget? Noget faldt på plads i Jeffs hoved. Han burde være skræmt, men mærkeligt nok - det var han ikke. Der var ingen angst. Der var ikke noget at være bange for. Ikke her. Han skulle vist bare vænne sig til tanken. - Hvad står der på stenen? spurgte Jeff gartneren. - Kan du ikke læse det? Det er smukke ord. Alle kan læse det, på nær Gartneren tog pludselig sin solkasket af, som om han var blevet klar over, at han stod over for en højtstående person; som om Jeff havde været en biskop, der var kommet på uanmeldt besøg og ikke bare en ganske almindelig skoledreng. 4

5 - På nær hvem? hviskede Jeff. Han anede svaret. - Vi gør alle vort bedste for, at du skal føle dig velkommen her, og få dig til at føle dig som om du var hjemme, sagde gartneren stille og ærbødigt. - Det er ikke nogen let overgang; men Gud er god og mild. Han kan alt og vil dig det godt. Vi andre er blot hans tjenere. Jeff havde lukket sine øjne. Det gnistrede rødt inde bag øjenlågene. Og for sit indre blik så han en rød Renault komme susende. Den var som en mejsel, der huggede i ham, og han kunne nu selv med lukkede øjne læse den smukke inskription på mindestenen og de mange smukke ord på blomsterbuketterne. Så ramte den røde Renault ham. Men det gjorde ikke ondt. For det var der. Ikke her. 5