Sydamerika - eventyret lever

Transkript

1 DECEMBER 2007 / nr. 30 Globen M e d l e m s b l a d f o r D e B e r e j s t e s K l u b Tema: Sydamerika - eventyret lever JAMAL HALVØEN Rensdyrnomader i Sibirien VATIK ANET Overgav sig endelig

2 TEMA KLUBBEN Oplev den legendariske karavanevej og få 10% rabat* DBK- medlemmer 6 COLOMBIA: GUERILLAER, NARKOSMUGLERE OG INGEN TURISTER af Henrik Schumacher Vanvittig cykeltur gennem et af verdens farligste områder. 12 TEMA: 5 EVENTYRLIGE EKSPEDITIONER af Søren Fodgaard og Jakob Øster Fokus på fem eventyrlige ekspeditioner og tre kendte sydamerikanere. 18 BOLIVIA: DET LOVLØSE FÆNGSEL af Jakob Øster Læs om kokainfængslet San Pedro, verdens mest bizarre turistattraktion. 28 RUNDTUR: SLANGEN I PARADISET af Arne Runge Manos arriba! Læs om Arnes dramatiske oplevelser i Sydamerika. 40 BRASILIEN: MED CLAUS I FØRERTRØJEN af Ann Kledal og Annette Grønkær Brasiliansk rundrejse og det vestligste medlemsmøde i DBK. 46 BOLIVIA & CHILE: FRA VERDENS HØJESTE JERNBANE TIL VERDENS ENDE af Jørgen Oulund Læs om djævelen i bjerget, dødens lande vej og et flystyrt set fra oven. 50 PERU: ØJEBLIKKE PÅ AMAZONAS af Anders K. Pedersen Drømmende beretning fra ekspedition i verdens største regnskov. 56 ARGENTINA: 4 BRYLLUPPER OG ET VANDFALD af Jacob Gowland Jørgensen Bryllupsklokker, store røde bøffer og et brag af en fest. 61 GUYANA: EN HOVEDSTAD OPFØRT I TRÆ af Simon Staun Pengeproblemer og bliktagsbelagte træhuse i besynderlige Georgetown. ARTIKLER 14 VATIKANET: VATIKANET OVERGAV SIG af Peter Schønsted Sværere at erobre end at vinde en million i Lotto? Læs om Peters utrolige bedrift. 22 RUSLAND: JAMAL FOR ALTID af Gerner Thomsen Vor Ruslandseksperts utrolige fortælling fra en af klodens barskeste egne. 32 SOMALIA: ET IKKE LAND af Rasmus Krath På besøg hos præsidenter og krigsherrer på Afrikas horn. 38 KATHMANDU/NEPAL: ET LAND/EN BY af Per Allan Jensen 5 ting du må vide om Kathmandu - og en billedrejse rundt i Nepal. 54 SPANIEN: COSTA DEL SOL - ANNO 2007 af Henrik Frier Hansen Spansk multikultur - eller internationalt betonhelvede? 4 Leder Dette nummer af Globen er viet til beretninger fra Sydamerika. 5 Næste tema Fortællinger fra naturen, når vi sætter fokus på verdens vilde dyr. 17 Forsidekandidater Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden. 37 Top 20 Se listen over medlemmer med flest besøgte lande. 43 Konkurrence De bedste artikler i konkurrencen: Mit besynderligste måltid. 63 Folkersenprisen Se hvem der vandt klubbens fornemmeste pris i år Formandens beretning Søren Padkjær runder af med sin sidste beretning om året der gik. 65 Nye medlemmer Se de sidste nye ansigter i klubben. 66 Klubbens kontaktpersoner tlf GLOBEN nr. 30 / December

3 intro redaktørens forord næste tema verdens vilde dyr Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren Fodgaard. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Vilde hjerter Sydamerika. Sig navnet, og det vælter frem med billeder på nethinden. En mand med overskæg, der spiller guitar. En mørkhåret skønhed med et forpint ansigt i en tango. En arbejdsmand i El Alto i højt humør trods en lang dags hårdt arbejde. En halvnøgen dronning i fjer og glitter på Sambadromen. Sydamerika er de store følelsers kontinent. Der festes, som var der ingen i morgen. Der leves, drikkes og danses. Og melankolikerne skriger deres smerte ud i det offentlige rum. I tangoen, i romantiske sange og på fodboldtribunerne. Forsidefoto: Morten Elm Karneval, Rio de Janeiro Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 500 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. februar 2008 Tema: Verdens vilde dyr Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Jens Poul Madsen, adresse s. 66 Men er Sydamerika råt eller romantisk? Når du læser artiklerne i dette blad, får du let indtrykket af det første. Der er fokus på guerillaen, på kokainsmuglere, drukkenbolte, røverier og overfald. Sandt at sige har Sydamerika sine problemer med narkotika, fattigdom, ustabilitet og korruption. Paradoksalt nok er den gennemsyrede korruption måske med til at gøre Sydamerika til så spændende en destination. At der på en eller anden måde er plads til de vilde hjerter. Til eventyret. Til at folk ikke behøver at bekymre sig alt for meget om regler og retningslinjer. Under alle omstændigheder er Sydamerika den rejsedestination, der står mit hjerte nærmest. På grund af menneskene, livsglæden og eventyret. Og selvfølgelig kan man sagtens trygt og roligt rejse uden problemer på dette fantastiske kontinent, blot man udviser en smule omtanke. Dette nummer er endnu engang spækket med velskrevne fortællinger om eventyr, der næsten overgår fantasien, og kommer helt ind under huden på læseren. I dette nummer vil jeg fremhæve Henrik Schumachers fantastiske - nogle vil måske sige dumdristige - fortælling om en opsigtsvækkende cykeltur gennem guerillaens Colombia. Desuden kan du læse Peter Schønsteds meget underholdende beretning om, hvordan det lykkedes ham at erobre Vatikanet - der dermed som det sidste land i verden blev fjernet fra DBK s kort over ubesøgte steder. Endelig må du ikke snyde dig selv for Gerner Thomsens forrygende historie om hans mange besøg på en af klodens mest ufremkommelige destinationer, den russiske Jamal-halvø. En kæmpe tak til vores nye grafiker Anja Povlsen Olsen (P125), der er trådt til med kort varsel og professionelt har sat dette blad så flot op. Desuden tak til de utrættelige korrekturlæsere, Gerner og Per Allan, samt til min kompetente nye medredaktør, Søren Fodgaard (P216). God fornøjelse med bladet. Jakob Øster Foto: Jakob Øster Verdens vilde dyr Elefanten på Ugandas savanne udstøder et højt trompetstød. Kondoren hænger over en bjergkløft i Peru og spejder efter bytte. Kaskelothvalen ud for Vesterålen løfter halen højt til vejrs, inden den dykker ned på flere kilometers dybde. Vandregræshopperne i Niger formørker himlen. Alligatoren i Everglades ligger og lurer i sumpen med kun øjne og næsebor over vandet. De vilde heste på Mongoliets stepper forsvinder i en støvsky. Alle berejste har nu chancen for at berette om deres møde med verdens vilde dyr. Har du været på kør-selv safari i Afrika og overnattet blandt savannens rovdyr? Har du reddet på elefanter i Asien, dykket med hajer i Stillehavet eller besøgt orangutanger på Sumatra? Har du opsporet kæmpe komodovaraner på øerne af samme navn, eller har du været på jagt efter krokodiller, anakondaer og piratfisk i Pantanal? Ligegyldigt om du har været på jagt, på ekspedition eller på organiseret safari, hører vi meget gerne fra dig, blot du har en underholdende beretning om dit møde med klodens vilde dyr. Send som altid gerne en mail, før du begynder at skrive, især hvis din beretning drejer sig om safari i Afrika, om dykning eller om jungleture i Amazonbassinet. Adressen er som altid globen@ berejst.dk, og deadline for næste nummer er 5. februar. De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Kommende temaer Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Juni 2008: Road trips (deadline 5. maj) September 2008: Mellemøsten (deadline 5. august) December 2008: Det indiske subkontinent (deadline 5. november) GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007

4 tema sydamerika Guerillaer, narkosmuglere og ingen turister - En cykeltur gennem Colombias no go area Tekst og foto: Henrik Schumacher Lige om hjørnet fik Guerillaen sig en middagslur, jeg trillede lydløst forbi, men den gik ikke, og så var der ellers ballade. Mit møde med en roterende ventilator resulterede i en hed flirt med lægen på skadestuen. Colombia er et dejligt land! Udenrigsministeriet havde advaret kraftigt om ikke at rejse til Ecuador. Regeringen i Quito havde øget gaspriserne med 50%. Alle hovedveje i Ecuador var spærret med brændende barrikader, og under de voldsomme demonstrationer i Quito havde militæret skudt nogle demonstranter. Ikke ligefrem de bedste forudsætninger for at starte en tre måneders cykeltur gennem Sydamerika, men det er heller ikke første gang et sydamerikansk land oplever denne slags uroligheder. Efter en dejlig uge og et stort hul i budgettet forlod jeg Quito trods uroligheder mod nord. Jeg nød fartvinden, bevægelsen og ikke mindst cyklen som transportmiddel, hvor sjælen kan følge med. Vejene var stort set uden trafik, og de indfødte lod mig passere deres vejspærringer mod nogle smøger og smalltalk. Efter tre dage nåede jeg grænsen til Colombia; nok det mest udfordrende land for mig. Guerillaer og paramilitære styrker bød på helt nye udfordringer. Faren for bortførelse var hele tiden tilstede i de to måneder, jeg cyklede gennem Colombia. Med narkosmuglere til kokainområdet Jeg elsker at cykle oppe fra Andesbjergene og ned til Amazonas regnskove. Man kommer indenfor kort tid gennem de forskellige vegetationszoner, fra kulde og træløse bjergtoppe ned til tæt regnskov med vandfald, dyr og fugtig varme. I Pasto forlod jeg den verdensberømte Panamericana Highway, som starter i Alaska og ender efter km ved Kap Horn. Der mangler dog 400 km mellem Panama og Colombia. Planen var at trille oppe fra bjergsøen Lago de Cocha i 3300 meters højde og ned til Colombias kokainområde i Putumayo. Min cykel var ikke egnet til denne rough and bumpy road (Lonely Planet) med store sten og mudderbad på skift. Jeg besluttede mig for at blaffe ned til Mocoa. To flinke fyre fra Cali tog mig med i deres pickup. De var på vej ned til Amazonas for at besøge familien og hente nogle specielle urter, som kun vokser i det område. Det tog os næsten hele dagen at køre de 140 kilometer med flere stop, hvor de betalte større beløb til noget de kaldte Vejdirektoratet. Mig beskrev de som loco aleman con bici, altså skør tysker med cykel. Det var fint med mig, bare jeg kunne nyde den enestående og uberørte natur. Vi kørte gennem den frugtbare Sibordoydal og på smalle grusveje, som bød på hæsblæsende udsigter til regnskov, der nærmest klistrede sig fast op ad de stejle skråninger. Ud af vinduet kunne jeg nogle gange se en rivende flod et par hundrede meter længere nede. Jeg jublede over at være en af de få rejsende, der nogensinde har fået denne vidunderlige naturoplevelse, og så i selskab med narkokurerer. Sent på eftermiddagen satte de mig af ved et vejkryds og ønskede mig held og lykke med turen. De sidste kilometer til Mocoa lignede den sidste dag af Tour de France. Hele den lokale befolkning kom stormende ud af deres hytter for at hilse på mig og klappe mig på skulderen. Børnene og hundene løb efter mig, de fløjtede og klappede i hænderne. Jeg var den eneste turist i flere år, der var kommet ned i deres skønne område. Amerikansk løsning på narkoproblemer Mocoa, som er den største by i området, ligger i 600 meters højde omgivet af regnskov og med et behageligt klima. Byen nyder godt af narkotrafikken. Der er en helt unik stemning på byens mange hoteller, restauranter, barer, salsatecas og i gaderne. Jeg følte mig meget tryg og blev hurtigt kendt som el ciclisto. Næste morgen vågnede jeg ved en kæmpelarm. Noget chokeret spurgte jeg hotelejeren, hvad der foregik. Det var amerikanere, der bekæmpede narko. Den amerikanske regering havde i samarbejde med den colombianske regering lavet en plan Colombia som kostede USA 1,3 milliarder dollars. Den gik ud på at dræbe alle kokaplanter ved hjælp af sprøjtegift og derefter ødelægge de illegale laboratorier. USA havde sendt special forces for at varetage denne opgave med helikoptere og våben. Det lykkedes dem at forgifte store områder og floder. Kokainproduktionen flyttede sammen med tusinder af flygtninge til nabolandene, hvor den nu er lige så stor som før, men mere spredt. De lokale fik aldrig tilbudt alternativer eller hjælp. Det må være den amerikanske måde at løse deres egne narkoproblemer på, tænkte jeg. Hvordan ville den amerikanske regering mon reagere, hvis saudiaraberne sprøjtede californiske vinmarker med gift, fordi alkohol er lige så forbudt i deres land som kokain er i USA? EU havde på samme tidspunkt tilbudt at give kokabønderne (cocaleros) løn for at ødelægge planterne uden gift. Efterfølgende skulle de plante frugttræer, og EU ville købe frugterne til samme beløb, som de tidligere fik fra narkobaronerne. Ingen dårlig ide, men USA s her og nu løsning var hurtigere. De næste par dage så jeg, hvordan de syge cocaleros med deres børn på armene strømmede til byen, fordi de havde drukket forgiftet vand. Stemningen var vendt 180 grader, og jeg havde fået nok af USA s kortsigtede narkopolitik. GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

5 Dårlig stemning i guerillaområdet Jeg kørte videre langs med regnskoven og var glad for hver kilometer jeg cyklede uden at møde de berygtede FARC, som er Colombias største guerillagruppe. Mit næste mål, St. Augustin, har tidligere været Sydamerikas næststørste turistattraktion efter Machu Picchu (ifølge min Lonely Planet fra 1994). Da jeg kom til St. Augustin lignede byen en stor depression. Ingen turister, ingen musik, og mange af beboerne havde pakket deres habengut og var klar til at forlade byen. En fransk kvinde, som ejede et lille hotel i byen, spurgte mig, om jeg ikke havde hørt nyhederne i sidste uge. Mit behov for colombianske nyheder var for længst dækket, efter at jeg kunne tælle i gennemsnit lig hver aften i TV-avisen. En ny guerillagruppe var ved at etablere sig i det nærliggende bjergområde og havde skudt syv turister i St. Augustin. Tak for kaffe, tænkte jeg. Hvorfor kan jeg ikke bare cykle langs med Donaufloden, vandre i Alperne eller tage på charterferie til Spanien? Næste dag havde jeg hele den store stenskulpturpark for mig selv. Skulpturerne skulle efter sigende være lidt i stil med dem på Påskeøerne. På landkortet viste hotelejeren mig, at St. Augustin var omringet af guerillagrupper, bortset fra den vej jeg var kommet ad. Det bedste var nok at tage bussen til Popayan. God idé. Min cykel gemte vi mellem frugtkurve og store tasker ovenpå taget, og mine cykeltasker blev pakket ned i en stor ternet plastiktaske for en tier. Jeg reserverede den midterste plads på den bagerste bænk, og bortset fra mine blå øjne kunne jeg godt ligne en colombianer. Bussen var håbløst overbooket da vi forlod St. Augustin. Stemningen i bussen var meget atypisk for Sydamerika. Der blev ikke spillet musik, og alle passager var tavse og meget nervøse. Hver gang bussen stoppede, kunne man fornemme at alle holdt vejret mens de kiggede ud af vinduet. Mange vendte sig i min retning og kiggede på mig, som om de ville spørge, hvad fanden jeg lavede her. Det samme tænkte jeg, da bussen blev stoppet af en gruppe guerillaer. Ti unge fyre i camouflagetøj, gummistøvler og delvist maskeret med sortrøde tørklæder havde omringet bussen, bredbenede og skydeklare med deres maskingevær i hænderne. Min første tanke var wow, det er sgu ægte guerilla og den næste hovsa, hvordan klarer jeg lige denne situation?. Faktisk havde jeg meget hurtigt affundet mig med, at min rejse ville ende her i ødemarken. Min pensionsopsparing ville nok ikke række til udbetaling af løsepenge. Mine tanker kredsede omkring, hvor meget jeg egentlig var værd, da to fyre kom ind i bussen og råbte noget, som jeg heldigvis ikke forstod. De nøjedes med at kigge langs med begge sidderækker. En af dem pegede med sit maskingevær på en fyr med en nystrøget hvid skjorte og sagde, at han skulle komme med ud. Jeg bemærkede, at han rystede over hele kroppen og tydeligvis ikke var meget for at forlade bussen. Jeg var så heldig at sidde for enden af gangen, som var fyldt med mennesker, så de ikke kunne se mig. Tavsheden fortsatte indtil cirka tredive kilometer før Popayan. Så fik den ellers hele den sydamerikanske arm med musik for fuld skrue, og folk var lettede over, at der ikke var sket mere. Det mest uforståelige for de andre i bussen var, at de blev til flygtninge i deres eget land, og hvorfor fanden jeg cyklede rundt her. Jeg gav dem ret i begge punkter. Det var efterhånden blevet mørkt, da jeg trillede af sted for at finde et hotel. I hele byen brændte der stearinlys, og min første tanke var nej, hvor hyggeligt, her bliver jeg et par dage indtil jeg fandt ud af, at guerillaen havde slukket for strømmen på ubestemt tid. Præcis klokken tyve, samtidig med at Colombia skulle spille fodbold mod Australien (3:2), var strømmen tilbage. Sammen med en nordirsk backpacker skålede jeg på både Colombias sejr og det spændende rejseland, som Colombia uden tvivl er. Popayan er ellers en hyggelig gammel koloniby, som blev genopbygget i samme stil efter at et kraftigt jordskælv havde ramt byen. Den står på UNESCO s liste over bevaringsværdige byer og er sikkert en rejse værd. Tilbage på Panamericana Highway cyklede jeg forbi en del udbrændte biler og busser og bildte mig selv ind, at de alle var blevet overfaldet efter solnedgang. De bilister, der havde penge nok, forsynede deres biler med skudsikre ruder og hjul. Oveni købet er der indgraveret samme nummer på ruderne som på nummerskiltene. Så kan det vist heller ikke være værre. Nogle gange cyklede jeg gennem spøgelsesbyer, dvs. forladte landsbyer med skudhuller i husmurene, smadrede vinduer og graffiti overalt. Der var en ubehagelig atmosfære, og jeg skyndte mig at cykle igennem uden fotostop, desværre. Næste længere stop blev storbyen Cali. Tyve kilometer før Cali oplevede jeg noget, som man nok kun kan opleve i Colombia. Midt på vejen stod 58 mænd i cykeltøj, men uden cykler. Et grotesk syn. Mændene var blevet overfaldet, alle cykler var kort efter forsvundet i en lastbil, og nu stod de stakkels fyre og ringede efter hjælp. Velkommen til Cali, tænkte jeg og skyndte mig ind til millionbyen før solnedgang. Jeg tilbragte nogle dejlige dage i Cali og konstaterede, at byen har de kønneste kvinder i Colombia og uden tvivl er et mekka for salsamusikken. Choco, den glemte delstat Jeg havde tanket nok energi til nye eventyr, denne gang ned til delstaten Choco. I følge Lonely Planet kunne jeg tage en cargobåd fra Chocos hovedby Quibdo og op ad Rio Atrato til Turbo, en havneby ved det caribiske hav. Der fører kun én vej ned til Quibdo, og den er i meget dårlig stand. Jeg valgte igen bussen og overhørte alle advarsler fra de lokale om ikke at tage derned. Choco, som colombianerne kalder den glemte delstat, er cirka på størrelse med Frankrig og ligger ud til Stillehavskysten. Der bor kun mennesker, hvoraf er indianere og resten er sorte (1994). Choco består hovedsagelig af regnskov og sumpområder længere nordpå ved grænsen til Panama. Regnskoven har ingen forbindelse til Amazonas og skulle derfor være helt speciel med 20% endemiske planter. Lokale hænger ud på et gadehjørne i det gamle kolonikvarter i Cartegena de Indias. Foto: Jakob Øster Der gik ikke lang tid, før vores bus blev stoppet af en større guerillagruppe, denne gang ELN. En gruppe unge mænd iført Che Guevara T-shirts og med håndgranater hængende på deres militærveste stod kampklare omkring bussen. Alle passagerer forlod bussen bortset fra mig. Jeg blev sur på mig selv. Hvorfor i alverden hørte jeg ikke på de lokale, der havde advaret mig. Hvorfor skulle jeg udfordre min skæbne igen og igen. Jeg nåede lige at gemme nogle vigtige ting i min nabos gamle og slidte taske, før jeg blev eskorteret ud af bussen og hen til kommandanten. Der stod jeg så blandt bevæbnede guerillakæmpere og var meget spændt på, hvad der skulle ske med mig. Jeg husker tydeligt, at jeg var forbavsende rolig, holdt nerverne i ro og smilede, mens jeg hilste på spansk. Den anspændelse, som havde fulgt mig hele vejen gennem landet, var pludselig forsvundet. På den ene eller anden måde var jeg meget afklaret; en meget underlig fornemmelse. Min skæbne lå i deres hænder. Straks efter de havde undersøgt mig for våben, skulle jeg aflevere mit pas til kommandanten. Han stillede mange spørgsmål, som alle gik ud på, om det kunne betale sig at bortføre mig. Hurtigt fattede jeg pointen og fortalte ham en vandtæt historie, som ikke skulle give grund til en bortførelse. Alle, både guerilla, passagerer og nogle lokale lyttede meget interesseret til den følgende delvise løgnehistorie. Mine forældre var blevet dræbt i en trafikulykke, jeg havde ingen søskende, jeg havde sagt mit job op som sygeplejerske, solgt det lille hus og flyttet til min mors fædreland. Jeg brugte mine resterende penge på en brugt cykel og en flybillet til Quito for at få tingene på afstand og opfylde min drøm om at rejse rundt i Sydamerika. Jeg sov i min hængekøje og kørte på cykel for at spare penge. Desuden var colombianerne utrolig flinke til at invitere mig på middag eller give mig frugter og lignende. Det hele varede cirka en til halvanden time, hvor jeg skulle gentage nogle af de ting, som jeg tidligere havde fortalt. Efter en kort pause, hvor han scannede mig fra top til tå, proppede han mit pas i sin brystlomme, lukkede den, lænede sig tilbage og sagde med korslagte arme, at de havde brug for en læge eller sygeplejerske. Kortvarigt strejfede tanken mig om en karriere som sygeplejerske hos guerillaen; det ville sikkert pynte på CV et, men hvad så med min bekymrede familie og venner derhjemme, hvad med forlængelse af mit visum, skulle det være tidsbegrænset, osv., osv. De mærkeligste tanker kørte rundt i mit hoved, og det eneste jeg sagde til ham var, at det ikke kunne lade sig gøre. Han vendte hovedet til den ene side og spurgte med et overlegent smil og hvorfor ikke?. Og så væltede det bare ud af mig. Nu var jeg kommet den lange vej fra Danmark til Quito, cyklet derfra og hertil, og nu lige før regnskoven skulle min rejse ende. Jeg havde hørt og læst så meget om regnskoven, så nu ville jeg opleve den med alt hvad der hører til, og i øvrigt er der ingen regnskov i Danmark. 8 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007

6 En idyllisk lille landsby på vej ud af Andesbjergene. Cartagena, den koloniale perle ved det caribiske hav, er godt besøgt af tusindvis af krydstogtturister og backpackere. Han lå flad af grin mens han fortalte mig, hvad der ventede mig i regnskoven, gav mig mit pas tilbage og sagde, at jeg var så langt ude, at han bare kunne ønske mig held og lykke i det grønne helvede. Jeg takkede pænt og gik tilbage til bussen, hvor jeg lænede mig tilbage i mit sæde og tændte en smøg. Den har du brug for, sagde min nabo, for om cirka en time kommer vi til den næste guerillagruppe. Da vi nåede til næste gruppe blev jeg i bedste Hollywoodmaner stillet op ad bussen med spredte ben, mens en ung knægt borede sit gevær ind i min ryg. Buschaufføren forkortede opholdet, idet han fortalte den hurtige version til kommandanten. Han stillede nogle enkelte konkrete spørgsmål som tydede på, at de to grupper kommunikerede sammen. Jeg løj til den store guldmedalje og var lidt stolt af, at ingen fandt mine 1000 dollars, som var godt gemt i mine cykelbukser. Vi fortsatte turen til dagens sidste guerillagruppe. Kommandanten her havde solbriller på og kasketten trukket godt langt ned i panden. Af erfaring vidste jeg, at det ikke er et godt tegn, men jeg blev nødt til at følge ham til en hytte, der lå lidt længere væk. Min første tanke var han er bøsse. Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg havne i en sådan situation efter alt hvad der var sket i dag? Jeg blev helt nervøs og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Min homoseksuelle debut med en guerilla i en forladt hytte i Colombia. Det var da noget af en historie. Vi gik ind i hytten, han lukkede døren, tog brillerne af, smed sin kasket på bordet og smilede. Hvad skulle jeg gøre? Spændingen var ikke til at holde ud. Han tilbød mig noget at drikke, og så stillede han masser af spørgsmål omkring min cykeltur, livet i Europa, og, og, og... Jeg blev så lettet at jeg nær var faldet ham om halsen. Tilbage i bussen undskyldte jeg mange gange og fordelte mine sidste smøger, mens jeg besvarede utallige spørgsmål. Lige inden Quibdo blev vi atter kontrolleret, denne gang af det officielle militær. Den præstation fik mig til at trække på smilebåndene. Sendt retur af det colombianske FBI Det var trykkende varmt da vi ankom i mørket til Quibdo. Mit største behov bestod i et værelse med aircondition, noget mad og nogle kolde øller. Næste dag undersøgte jeg muligheden for at rejse med en cargobåd 400 kilometer gennem regnskoven op ad Rio Atrato til den caribiske kyst. Den trafik var blevet indstillet efter at AUC (paramilitær) var begyndt at kontrollere området længere nordpå. Jeg kunne prøve at sejle med indianerne fra landsby til landsby, men det ville nok tage uger, og så havde jeg stadigvæk problemet med AUC, som skyder først inden de spørger. Jeg blev mere end skuffet nu, hvor jeg havde glædet mig til denne unikke tur udenom guerillaen. I stedet gik jeg rundt i byen og sugede den fascinerende stemning til mig. En blanding af Sort-Afrika og Amazonas, fuldstændig ignoreret og glemt af resten af Colombia. Halvnøgne indianere som gik småforvirrede rundt, nærmest uden orientering, delvist berusede. Om aftenen kiggede jeg længe efter dem, når de forsvandt i mørket med deres selvbyggede kanoer, tilbage til regnskoven. Klokken ti bankede det på døren, og en sort pige i tyverne med kort kjole, rød læbestift og en dyb hjerteformet udskæring spurgte, om jeg havde brug for noget til natten, mens hun løftede brysterne. Jeg takkede pænt nej og sagde, at jeg havde oplevet nok de sidste par dage. Næste morgen fik jeg besøg af to civilklædte colombianske DAS-agenter (FBI). De tjekkede mit pas over walkie-talkie og spurgte om min mission. Min mission? Jeg var cykelturist på vej fra Quito til Caracas, uden mission. Hvordan jeg var kommet forbi guerillaen, hvad min plan var, og om jeg overhovedet havde en anelse om, i hvilket område jeg befandt mig. Så fortalte de, at det ikke var sjovt længere, at der var borgerkrigslignede konflikter, og at jeg skulle forlade Quibdo hurtigst muligt. De sidste vesterlændinge, der forlod området, var fra Læger uden grænser, efter at en af dem var blevet bortført i juli 2000 og løsladt måneden før jeg kom til området. Jeg besluttede mig for natbussen samme vej tilbage frem for at vente en hel uge på en plads i et militærfly. Jeg var selvfølgelig skide nervøs, men havde ingen rigtige alternativer. Heldigvis sov mine gode venner, da vi passerede posterne, og vi ankom helskindet til Medellín. Jeg cyklede nu videre mod Cartagena. På vejen stødte jeg kun en enkelt gang mere på en guerillapost, som jeg listede mig forbi, mens hele banden sov til middag. Efter jeg forlod bjergene, blev landskabet noget mere trist. Enkelte marker med sukkerrør, majs og rigeligt med køer. Solen brændte fra morgen til aften, og en stærk modvind fulgte mig helt op til Caracas. Der er ikke noget værre end at cykle i modvind. Næste gang kigger jeg på vejrkortet inden jeg starter min tur. Cartagena og Semana Santa Endelig nåede jeg frem til Cartagena, storbyen med den velbevarede gamle bydel ved den caribiske kyst. Jeg trængte til at se og føle havet, lytte til bølgerne og bare nyde storbylivet. Hele byen vrimlede med udenlandske turister, både kokain glade backpackere og tusindvis af turister fra de mange krydstogtskibe der indtog hele byen. Jeg skaffede mig et visum til Venezuela og lagde planer om, hvor jeg skulle nyde min velfortjente semana santa, altså påskeugen. Semana santa er sydamerikanernes sommerferie, priserne bliver fordoblede, og man skal som cyklist holde sig langt væk fra vejene, ellers bliver man kørt ned af en øl- og romglad bilist. Desuden er hotellerne overbookede, så må man finde sig et sted at bo i god tid. Den nye regering under præsident Pastrana havde lovet colombianerne, at de kunne køre i egen bil fra Bogota op til kysten. I påsken forlod hver dag tre militærkonvojer hovedstaden med højst Fakta om Colombia - 98% af alle mord og forbrydelser bliver aldrig opklaret bortførelser om året (verdensrekord) mord (2004) internt fordrevne personer (verdensrekord i 2001) indbyggere, heraf 0,3% udlændinge. 3% af colombianerne bor i udlandet, hovedsagelig i USA - FARC med ca mand, ELN med ca mand, begge guerillagrupper og AUC (paramilitær) med ca mand kontrollerer 40-60% af landets territorier, mest landområder 200 privatbiler ad gangen. Både på jorden og i luften sikrede militæret sig, at ingen af bilerne blev stoppet og overfaldet. Billederne virkede absurde, og jeg håbede at noget lignende aldrig vil ske i Europa. Men det var dengang i påsken I dag får vi ikke engang lov til at tage en plastikflaske med vand op i flyet. Lige før Sierra Nevada forlod jeg kystvejen og cyklede gennem en pragtfuld skov ned ad en grusvej, som endte i en lille sti. For enden ventede et paradis (Tayronaparken) med hængekøjer under et palmetag, hvid sandstrand og små restauranter. Stedet var fyldt med backpackere fra hele Sydamerika. Om aften sad vi samlet, og alle havde en god og sjov historie at fortælle. Bordet blev hurtigt fyldt med flasker, guitaren pakket ud, og så blev der ellers festet til tidlig morgen. Herligt! En uforglemmelig påskeferie. Venezuela skuffede Tiden pressede lidt, jeg skulle nå mit fly fra Caracas, selvom vinden pressede mig til at blive længere i dette skønne land. Venezuela var et stort cykelmareridt. Flere gange måtte jeg hoppe af cyklen, fordi idioterne ikke tog hensyn. Den sidste dag var det nær gået helt galt, da min forbremse gik i stykker på vej ned ad en serpentinervej. Jeg reddede mig ved et stunt, og syntes det var på tide at komme hjem til det københavnske forår. - De tre grupper har tilsammen cirka samme styrke som militæret (2001) - Guerillakonflikten har siden 1966 kostet over menneskeliv, mest bønder - 74% af befolkningen lever i byer - Colombia producerer 80% af verdens kokain, 25% af verdens heroin og tonsvis af marihuana - Ca. 980 lufthavne/landingsbaner, både legale og illegale - Kun 26% af vejene er asfalterede; folk flyver helst, også korte strækninger, eller de bliver i lokalområdet. - USA s militærhjælp på 7,5 mia. $ er uden større virkning 10 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

7 tema sydamerika 3 kendte sydamerikanere 5 EVENTYRLIGE EKSPEDITIONER Sydamerika er kendt for enestående natur og velbevarede inkaruiner. Her har du muligheden for at komme med Globen på fem spændende ekspeditioner til ruinerne, i sumpene, i bjergene og dybt inde i junglen. Desuden kan du læse om tre kendte personer, der har sat deres præg på kontinentet. Kilde: Wikipedia Tekst: Søren Fodgaaard & Jakob Øster Inkastien/El Camino Inca Kendetegn: Det klassiske Sydamerikatrek. Trekket går på dag to op i 4200 meters højde over Den døde kvindes pas. På fjerdedagen nås Machu Picchu. For ikke at slide stedet ned er der indført begrænsning på max. 500 startende personer på stien pr. dag. I 2007 blev Machu Picchu valgt som et af verdens syv nye vidundere. Typisk varighed: 4 dage Sværhedsgrad: Middel Historie: Machu Picchu blev opført omkring 1450 og forladt 100 år senere, da Spanierne gjorde deres indtog. Spanierne fandt dog ikke ruinerne, der blev opslugt af junglen. Først i 1911 fandt den engelske opdagelsesrejsende Hiram Bingham Machu Picchu, der blev kaldt The lost City of the Incas. Torres del Paine Kendetegn: Sublime trekkingmuligheder i de sydlige Andesbjerge blandt forrevne bjergtoppe, enorme gletschere og vilde floder med det reneste vand. De fleste vælger W-ruten, der tager fem dage. Den store cirkelrute tager ni dage. Der er campingpladser og refugios langs W-ruten. Typisk varighed: 5-9 dage Sværhedsgrad: W-rute : Let/middel; Cirkel-rute: middel/svær Dyreliv: Parken byder på mange Guanacos (lama-lignende dyr), ræve og fugle samt den meget sjældne bjergpuma. Salto Angel / Angel Falls Kendetegn: Venezuelas og verdens højeste vandfald på 979 meter. Vandfaldet er så højt, at vandet forstøver på vej ned. Man flyver fra Caracas eller Ciudad Bolivar til Canaima, hvorfra man sejler i motoriseret kano. Kanoen gør stop, og der overnattes i hængekøjer i det fri. Endelig vandrer man de sidste timer til selve vandfaldet. Typisk varighed: 2-3 dage Sværhedsgrad: Ekspedition med lille cessna-fly, kano og 1-2 timers trek Historie: Navngivet efter amerikaneren James Crawford Angel. Angel landede i 1933 med et lille fly på toppen af den Tepui, som vandfaldet flyder fra. Flyet blev ødelagt, og det tog hans gruppe 11 dage at klatre ned og fortælle om det fantastiske vandfald. Pantanal, Amazonas Kendetegn: Verdens største vådområde, hvoraf 70% ligger i Brasilien og 30% ligger i Bolivia og Paraguay. Talrige turoperatører driver både i Pantanal og i Rurrenabaque (Bolivia) sump- og jungleture med mulighed for at se kaiman, piratfisk, papegøjer og talrige slanger Typisk varighed: 2-3 dage Sværhedsgrad: Ekspedition med båd Historie: Tre indianske folk (Guaicurukrigere, der red på heste, Terena og Paiaguá, der jagede med bue og pil) levede oprindeligt i pantanalsumpene. Mange blev udryddet i forbindelse med 1700-tallets goldrush i området. Kun få af deres efterkommere er tilbage i dag. Salar de Uyuni Kendetegn: Verdens største udtørrede saltsø bestående af 10 milliarder tons salt. De fleste tager på en 3-4 dages ekspedition med 4WD til området, der byder på øen Isla de Pescado med kæmpekaktus, Laguna Colorado med flamingoer, et hotel bygget af salt samt et fantastisk landskab med vulkaner og gejsere. Typisk varighed: 4 dage Sværhedsgrad: Ekspedition i 4WD Historie: For år siden var Salar de Uyuni en del af den forhistoriske sø Laguna Minchin. Eva Peron ( ) María Eva Duarte de Perón (med kælenavnet Evita) var en argentinsk sanger og skuespiller, der blev berømt som præsidentfrue. Hun var datter af en fattig landmand og kom som 15-årig til Buenos Aires. Startede som sanger og B-filmskuespiller, men hendes karriere tog først for alvor fart, da hun i 1944 mødte den 48-årige general Juan Perón, som hun blev gift med året efter. I 1946 blev Juan valgt til præsident, bl.a. med stærk hjælp fra Eva. Hun blev tilbedt af de fattige, descamisados de skjorteløse som i hende så et håb om en bedre tilværelse. I 1951 forsøgte hun at blive valgt til vicepræsident og fik stærk støtte fra de fattige. Men det mislykkedes pga. stor modstand fra landets elite og grundet hendes vaklende helbred. Hun døde i 1952, kun 33 år gammel, af kræft. Hun har stadig helgenstatus blandt mange argentinere. Augusto Pinochet ( ) Chilensk general og diktator, som styrede Chile fra 1973 til Han var med i den junta, som i 1973 afsatte Salvador Allende, landets første socialistiske præsident. Kuppet afsluttede en 49-årig periode med demokrati og fulgte efter længere tids politisk og økonomisk uro. Regimet startede en forfølgelse af den venstreorienterede opposition. Det menes, at over er døde og forsvundne, er fængslet og torteret. Pinochet indførte en meget liberal økonomi, som afskaffede fagforeninger, fjernede minimumslønninger og privatiserede virksomheder. Det skabte økonomisk vækst, men også stor arbejdsløshed og store forskelle mellem rig og fattig. Han gik af som præsident i 1990, men fortsatte som øverstkommanderende for hæren indtil Pinochet døde sidste år uden at være blevet stillet til regnskab for sine gerninger. Pablo Escobar ( ) Berygtet colombiansk narkosmugler, også kendt som El Patrón. Startede som teenager med biltyverier og en kidnapning, hvor gidslet blev myrdet, efter der var udbetalt løsepenge. Gik ind i narkohandel, og i 1980 erne kontrollerede han det meste af narkoeksporten fra Sydamerika. I 1989 var han ifølge magasinet Forbes den syvende rigeste person i verden. Han menes at være ansvarlig for mordet på en præsidentkandidat, bombning af et personfly og stormen på højesteret, hvor halvdelen af dommerne blev dræbt. Gav politikere valget mellem at modtage bestikkelse eller miste livet med valget mellem plata o plomo - sølv eller bly. Meldte sig selv for at undgå at blive myrdet af rivaler. Flygtede efterfølgende, fordi han frygtede udvisning. Blev sluttelig opsporet i Medellín af en specialstyrke fra politiet og dræbt i ildkamp. 12 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

8 14 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

9 Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder fra Sydamerika. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. FORSIDEKANDIDATER Globen DECEMBER 2007 / nr. 30 M E D l E M s B l a D f o R D E B E R E j s t E s K l u B Globen DECEMBER 2007 / nr. 30 M E D l E M s B l a D f o R D E B E R E j s t E s K l u B Leguaner, Georgetown, Guyana Foto: Simon Staun Iguazu Falls, Argentina Foto: Morten Elm Lake Titicaca, Peru Foto: Søren Bonde DECEMBER 2007 / nr. 30 Globen M E D l E M s B l a D f o R D E B E R E j s t E s K l u B DECEMBER 2007 / nr. 30 Globen M E D l E M s B l a D f o R D E B E R E j s t E s K l u B Falden helt, Recoleta, Buenos Aires, Argentina Foto: Knud B. Bach 16 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

10 tema sydamerika Det lovløse fængsel - Besøg i San Pedro fængslet i La Paz, Bolivia Tag med på prison tour i det lovløse San Pedro-fængsel. Et fængsel, hvor de indsatte selv laver reglerne, hvor kokain er tilgængelig overalt, og hvor fangerne lever under forhold fra den yderste fattigdom til den ypperste luksus. Hvor selvjustitsen råder, og hvor himmel og helvede bor dør om dør. Tekst og foto: Jakob Øster Fængslet lignede ikke et fængsel. Faktisk var det ikke meget anderledes end de små distrikter i El Alto uden for murene. Her var børn, der legede. Legende børn i et fængsel. Meget underligt. Gennem fængselslågens kolde ståltremmer betragtede vi på afstand menneskemylderet på fængslets gårdsplads. Inde i fængslet kunne vi ikke få øje på en eneste uniformeret vagt. I porten hvor vi stod, var der til gengæld masser af fængselsvagter samt en hoben af andet godtfolk, hvis tilknytning til stedet vi ikke anede det ringeste om. Vores nerver hang i laser uden på tøjet, og de mange folk omkring os i porten gjorde ikke situationen meget bedre. Vi udpegede en fængselsbetjent og gjorde, hvad vi var blevet instrueret i at gøre. Diskret stak vi ham en femdollarseddel og spurgte efter Thomas fra Liverpool. Uden at mæle et ord lod betjenten os passere det sidste stykke gennem porten. Vi havde ikke den fjerneste idé om, hvad der skulle til for også at få ham til at åbne den tunge tremmelåge, som vi nu stod presset helt op i mod. Svaret lod dog ikke vente længe på sig, for snart flokkedes en hob af indsatte lige bag lågens ru tremmer. Que Quires? Eres buscando, Thomas? og You want Thomas?, lød nogle af de mange råb fra flokken, der åbenbart havde luret, hvad vores visit drejede sig om. Vi valgte at henvende os til en indsat, der ikke så særlig kriminel ud. Give me one dollar!, sagde han straks med et smil. Manden fik, hvad manden forlangte, og væk som vinden var han. Farvel lille dollar, tænkte vi og gik i gang med at diskutere en plan B. Det havde vi dog ikke behøvet, for straks efter dukkede den tilforladeligt udseende mand op igen med Thomas McFadden ved sin side. Prison tour You guys want a prison tour? sagde Thomas på sin syngende scouse-dialekt. Thomas var en lille, sorgløs, sort mand med en krop som en tønde og et smilende ansigt. Han virkede åben og ligetil og mindede mere om en engelsk fodboldfan end en hærdet kriminel. That ll be 10 dollars, guys. Vi hostede op med de krævede ti dollars, Thomas blinkede til en vagt, og øjeblikket efter var lågen låst op, og vi var inde i det lovløse fængsel. Fængslet lignede ikke et fængsel. Faktisk var det ikke meget anderledes end de små distrikter i El Alto uden for murene. Her var børn, der legede. Legende børn i et fængsel. Meget underligt. Her var små butikker og gadehandlere, der solgte frugter. Her var kvinder. Kvinder i et mandefængsel. Også underligt. Tværs over gårdspladsen hang vasketøj til tørre i den bagende varme middagssol. Det virkede som et hyggeligt sted. Men hvor var morderne? Hvor var voldtægtsforbryderne og narkosmuglerne? Over det hele sagde Thomas og tilføjede, uden at blinke: Jeg er selv en af dem. Thomas var blevet taget med 850 gram ren kokain og afventede på tredje år, at der skulle falde dom i hans sag. Han var havnet her, fordi nogen havde sladret. Skiderikkerne narrede mig, var det eneste, han ville fortælle om den sag. I skal ikke være bange, sagde Thomas, da vi gik gennem fængslet mod hans celle. Jeg har masser af venner herinde. De holder hånden over jer. Gudskelov, tænkte vi, og håbede, at nogen også holdt hånden over de mange kvinder og børn, vi lige havde set. Thomas celle var en sweatbox. En lille betonkasse på otte kvadratmeter uden vinduer med en seng i den ene ende og et bord og en stol i den anden. Et nøgent lysstofrør lyste cellen op. Jeg har selv købt den, sagde Thomas: Det er en two star, og I er med til at betale. Billede øverst til venstre: Narkobaronen Barbachocas residens er bygget ovenpå det øvrige fængsel og er forsynet med al tænkelig luksus indeni. Billede øverst til højre: Åbent bur ind til morder med kniv. Eller muligvis blot en narkohandler der er ude på lidt sjov og ballade. Billede nederst til venstre: Kokainbase eller crack er billig, uforarbejdet kokain, der kan ryges, og som er afsindigt vanedannende. Billede nederst til højre: Fængslets swimmingpool i den 1-stjernede afdeling, hvor pædofile bliver tortureret. Nogle af dem ender deres dage på poolens bund. GLOBEN nr. 30 / December

11 Mordere solgte grøntsager Cellerne i San Pedro fængslet ejedes af de indsatte. Fængslet var delt op i otte sektioner, og i sektionerne var cellerne ligesom hoteller klassificerede efter, hvor mange stjerner de havde. De dyreste 5-stjernede celler kostede op mod kroner. De eneste celler, der var gratis, var dem uden stjerner, men der fik man også, hvad man ikke betalte for. Cellerne var små, kolde, uhumske fangehuller, hvor der knap var tilstrækkelig gulvplads til at de 4-5 indsatte, der delte cellen, kunne ligge udstrakt. Der stank af kokain-base, urin og chicha - en stærk alkoholisk lokalt produceret drik. Det var som at stikke hovedet ind i et gravkammer, hvor ligene havde tømmermænd. Ikke overraskende gjorde de indsatte alt, hvad de kunne for at undgå den nulstjernede afdeling. Det krævede kun én ting: penge. Havde man ikke råd til at bløde de tre tusinde, en 1-stjernet celle kostede, kunne man leje den for 30 kroner om måneden. Hvordan får man penge i et fængsel?, spurgte vi Thomas. Du arbejder, sagde han. Hvis du da ikke har en opsparing uden for murene, eller en kone der kan forsørge dig. Der var derfor en livlig aktivitet blandt alle fængslets små entreprenører, der - med pistolen for panden - forsøgte at få hverdagen til at hænge sammen. En gangster-mikroøkonomi, hvor kun de stærkeste overlevede. Mordere solgte grøntsager. Narkohandlere drev små butikker og restauranter. Smuglere og tyveknægte rendte ærinder. Og nogle solgte dope. Til hinanden. Til os turister. Til hvem fanden der ville købe. Alt for penge - for penge var alt i San Pedro. For de rige indsatte var San Pedro et slaraffenland. Det var som at bo på hotel inde midt i et fængsel. I de 4- og 5-stjernede sektioner var cellerne indrettede med telefon, kabel-tv og eget køkken og badeværelse. De rige fanger hyrede de fattige til at gøre rent, lave mad, vaske tøj og gå til hånde. I fællesområderne var der billard og selvfølgelig både en italiensk og en kinesisk restaurant. Havde man penge i San Pedro, kunne man leve som en konge. Det var som at stikke hovedet ind i et gravkammer, hvor ligene havde tømmermænd. Narkobaronernes konge Kongen over dem alle hed Amado Pacheco, men var kendt som Barbachoca. Barbachoca - eller rødskæg som navnet betyder - var en glat og veltalende international narkobaron, der uheldigvis for ham havde fået sit private fly ransaget, da han mellemlandede i Mexico på vej fra Bolivia til USA. Flyet viste sig at indeholde intet mindre end 4,2 tons ren kokain, svarende til næsten 1 % af hele verdens samlede kokainforbrug i et helt år. Den gode Barbachoca måtte derfor en god lang tur i kachotten. Nøglen til hans celle var smidt væk på ubestemt tid, men heldigvis for ham havde han nået at stikke lidt skillinger i madrassen og var havnet her i San Pedro, hvor alt var til salg. Og hvorfor skulle en narkogangster af format nøjes med en 5- stjernet celle, når han ved hjælp af lidt bestikkelse kunne få lov at opføre sit eget domicil? Barbachoca havde ønsket sig udsigt ud over El Alto til de smukke Andesbjerge, så derfor havde han naturligvis fået bygget en kæmpe lejlighed ovenpå den 5-stjernede sektion. Her havde han jacuzzi, internet og fem tjenere, der konstant vartede ham op. Han måtte ikke forlade fængslet, men ellers gjorde han, hvad der passede ham. Sniffede uendelige baner af den reneste kokain og hyggede sig med sine mange smukke, unge elskerinder, som han betalte vagterne for at lade komme på besøg. Indenfor murene bestemte de indsatte. Der var ingen vagter, og politiet blandede sig ikke. Officielt var fængslet styret af otte demokratisk valgte fanger. I praksis var det de stærke og rige fanger, der bestemte næsten alt. Vagternes funktion begrænsede sig til at vogte porten og ydermurene. Det var et lukrativt job at være vagt, for der blev dagligt betalt store summer i afgift for at få transporteret ulovlige varer og gæster ud og ind af fængslet. Rygtet sagde, at man som vagt skulle betale en stor sum i bestikkelse for at få lov at arbejde for San Pedro fængslet, fordi så mange vagter var interesseret i det indbringende arbejde. Det kriminelle parlament Trods manglen på politi og vagter virkede det som om, at der herskede lov og orden i fængslet. Hvordan kan så mange kriminelle leve her uden opsyn, uden at der sker noget alvorligt?, spurgte vi Thomas. Det kan de heller ikke altid, svarede han. Om dagen er her okay, men om natten sker der ting og sager. Ifølge fængslets egne oplysninger døde fire fanger om måneden af naturlige årsager og ulykker. Knivoverfald og bandeopgør om retten til at sælge narko var almindelige om natten i det lovløse fængsel. Og i et fængsel, hvor de indsatte selv lavede reglerne, havde det kriminelle parlament besluttet ikke at tolerere voldtægtsforbrydere og pædofile, som blev tæsket, tortureret og sendt på en uendelig svømmetur til havets bund i fængslets swimmingpool. Vores guidede rundtur førte os rundt i alle fængslets otte sektioner. Flere gange undervejs blev vi tilbudt kokain. Selv om fangerne forsikrede os, at de havde aftaler med vagterne om, at vi godt kunne få kokainen med ud af fængslet, tænkte vi, at det sikkert ikke var århundredets bedste idé at købe kokain i et fængsel, hvor over halvdelen af de indsatte netop sad på grund af handel med selv samme stof. Endelig lidt valuta for studenterhuen, selv om dopedealerne slet ikke forstod vores argumenter. Fremstilling af kokain Vi fik lov til at besøge flere af de indsatte i deres celler. Ikke alle var lige så nemme at snakke med som Thomas. Nogle var psykisk syge, andre var fulde og en hel del var påvirkede af stoffer. Stofferne lå frit fremme og flød i mange celler, og flere fanger røg crack eller kokain-base, mens vi var på besøg. Kokain-base er det eneste de har råd til sagde Thomas. Kokain-base viste sig at være den billige ufærdige pasta, der bruges til fremstilling af kokain i pulverform. Stoffet benyttes typisk af fattige i tredjeverdens lande, der ikke har råd til andet. De ryger det, og når de først er begyndt holder de aldrig op sagde Thomas. Fakta San Pedro fængslet Udenfor murene havde vi hørt et rygte om, at man i San Pedro kunne købe det reneste kokain i Bolivia. Det havde vi svært ved at tro. Jo, den er sgu god nok sagde Thomas: Fangerne får smuglet kokainpasta eller kokablade ind i fængslet. I flere celler er der laboratorier. Der fremstiller de rigtig kokain. Så havde vi set det med. Et kokainproducerende fængsel. Et grotesk paradoks. Nogenlunde lige så uforudsigeligt, som hvis nogen drev bordel i en kirke. Kvinder og børn kunne frit komme og gå i fængslet. De fleste af børnene, der boede i San Pedro, gik om dagen i skole udenfor fængslet. I skole om dagen og i fængsel om natten. De har det ikke let sagde Thomas,, men det er meget bedre end at de skal leve udenfor på gaden. Og der er en meget bedre stemning herinde, fordi her er kvinder og børn. Vores rundtur nærmede sig sin afslutning. Alt åndede stadig fred og idyl på fængslets gårdsplads. Børn legede. Mænd spillede fodbold. Kvinder handlede ind til aftensmaden. Folk var glade. Familieliv som i en hver anden sydamerikansk storby. Vidste man det ikke havde man aldrig gættet, at vi stod inde midt i et af kontinentets mest berygtede fængsler, hvor almindelige love ikke gjaldt, og hvor stofferne flød i stride strømme. Billeder fra venstre: I gården til den 0-stjernede afdeling. Thomas fortalte skrækindjagende historier om livet i de uhumske celler i denne del af fængslet, som er den eneste, hvor der ikke skal betales husleje. Porten ind til den korrupte kachot. Manden med kasketten udenfor porten er stort set den eneste vagt, vi ser under vores besøg. En af de udenlandske narkokurerer der sidder fængslet. Ham her er franskmand og så komplet vind og skæv, at han knapt registrerer vores besøg. Besøg i Thomas McFaddens celle. Manden, der titter frem bag forhænget er vistnok Rusty Young der boede 4 mdr. i fængslet og senere skrev bogen Marching Powder om opholdet i fængslet. I den 4-stjernede afdeling ligger flere hyggelige caféer og restauranter, der frekventeres af velbeslåede indsatte. Hvordan Besøget fandt sted i oktober Vi traf tilfældigt nogle andre backpackere på Café Torino i La Paz, der fortalte os om fængslet og om Thomas fra Liverpool. På et tidspunkt var turene så populære, at de blev nævnt i Lonely Planet med en kort notits som verdens mest bizarre turistattraktion. Turene blev stoppet omkring år Officielt fordi mange turister købte stoffer i fængslet. Muligvis var den reelle grund, at der var blevet skrevet en bog om fængslet. Rusty Young Rusty Young er en australsk forfatter. Som 24-årig boede han i 1999 i 4 måneder sammen med Thomas McFadden i fængslet. Rusty skrev bogen Marching Powder om opholdet i fængslet. Blev arresteret, da myndighederne fandt ud af, at han havde klistret optageudstyr til kroppen, men hurtigt løsladt igen. Thomas McFadden Født 1971 i Tanzania. Opvokset i Liverpool. Begyndte at smugle narko efter flere ture til Indien i teenageårene. Arresteret i 1996 og indsat i San Pedro fængslet. Ernærede sig ved at drive prison tours for backpackere. Fik efter tre års ventetid endelig sin dom, der lød på seks års fængsel. Blev købt fri af Rusty Young i slutningen af 1999, tre år før tid, på et tidspunkt, hvor Thomas frygtede for sit liv, da det var rygtedes, at der skulle skrives en bog om fængslet. Boede en periode efter løsladelsen sammen med Rusty i Bogotá. Bor og arbejder i dag som bygningsarbejder i London. Statistik Der er indsatte i San Pedro fængslet børn bor i eller besøger fængslet dagligt. 80 procent af de indsatte er dømt eller anklaget for smugling af narkotika. De resterende 20 procent er enten mordere eller dømt/anklaget for andre alvorlige forbrydelser. Kun 25 procent af de indsatte er dømt, resten venter på deres domsafsigelse. Coca Cola har et sponsorat, der sikrer dem eksklusive rettigheder til salg af alle læskedrikke i fængslet. 20 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

12 Jamal for altid Luk øjnene. Tænk på noget du elsker. Hvad ser du? Et landskab fladt som en pandekage? Rensdyr i hobetal og myg store som kolibrier? En vinter så kold, at kun nomader i rensdyrskind kan overleve? Nå, ikke? Men det gør jeg. Tekst og foto: Gerner Thomsen Det hænder, at der sker noget uventet i ens liv. Noget som får stor indflydelse på det, man foretager sig de næste mange år. Lige netop det skete for mig, en stjerneklar efterårsnat i 2001, da jeg stod af på station 220 km. Mine medpassagerer russiske borebisser på vej mod Jamalhalvøens gasfelter længere nordpå er for længst dejset omkuld i en vodkarus, så de sidste par timer har jeg omhyggeligt holdt øje med kilometermarkeringen langs sporet. Gazproms arbejdstog er nemlig af den type, som man helst ikke vil komme for sent til eller køre for langt med det afgår kun hver 14. dag. Jeg har selvfølgelig bemærket huset, som står blot 50 meter fra trinbrættet på station 220 km. Men hvis jeg skulle have gættet på, at det er en købmandshandel, der befinder sig på denne gudsforladte tundrasteppe, så ville det have krævet en usandsynlig god fantasi og to-tre vodkaflasker mere. Købmanden hedder Takuchi og kommer mig søvndrukkent i møde med en olielampe i hånden. Som det er god skik her nord for polarcirklen, bliver den fremmede gæst budt indenfor og får en seng uden så mange spørgsmål. Et vanvittigt projekt Det tager mig tre dage at overbevise Takuchi om fornuften i mit projekt. At vandre alene ud på tundraen for at finde nenerne er den sikre død gentager han igen og igen. Kun en stedkendt person kan undgå at fare vild, og når vinteren kommer, vil du uden tvivl dø af kulde og blive ædt af sultne ulve. Tvivlen kommer snigende. Jeg er hverken bange for ulve eller for ikke at kunne finde vej. Men at finde rensdyrnomaderne på egen hånd i dette uendelige tundraområde føler jeg vil blive noget nær en umulig opgave. Jeg frygter, at mit projekt vil mislykkes simpelt hen fordi det afhænger af, om jeg på det helt rigtige tidspunkt er i stand til at krydse nomadernes kurs sydpå under deres vandring imod trægrænsen. Til sidst bliver Takuchi mør af min stædighed, og han giver mig de oplysninger, som jeg hele tiden har satset på at få fra en lokalkendt. Én af Jamalhalvøens 50 rensdyrbrigader (en gammel sovjetisk betegnelse for grupper af rensdyrnomader ansat af det lokale statsbrug) har netop passeret 220 km for en lille uge siden. Med al sandsynlighed vil den nu være omkring 40 km inde på tundraen, og på et kort ridser Takuchi den rute op, som nomaderne plejer at følge. Med maven fuld af andesuppe, kogt på Takuchis jagtbytte, tager jeg af sted. Rygsækken føles, som er den spækket med vodkaflasker, men det er nu mest mad, som fylder. Tunge regnbyger driver ind fra vest og gør om muligt tundraen endnu mere svampet og umulig at gå på. Temperaturen falder til et par grader, og når jeg bestiger områdets små bakketoppe, kan jeg konstatere, at der ikke er skyggen af en nomade i miles omkreds. Dagens sidste timer bliver brugt på at finde et sikkert sted at krydse en dyb flod i vand til lårene. Sokkerne bliver vredet og støvlerne tømt for vand, inden jeg kryber ind i mit lille enmandstelt, der står på det, der må være Jamalhalvøens sidste tørre plet. præsenterer mig, men må gentage mig selv flere gange, før de ser overbeviste ud. Snart befinder jeg mig i Alexanders tjum, siddende med familien på rensdyrskind omkring et lavt bord. I skæret fra det åbne ildsted kan jeg ane kødet fra et slagtet rensdyr hængt til tørre i midten af tjummen. Det koger livligt i gryderne, og en himmelsk duft af rensdyrkød breder sig. Snart serverer Alexanders kone kødstykkerne, som vi spiser med fingrene. I tjummen befinder sig også Alexanders far på 80 år samt et spædbarn og to børn på fem og syv år. Familiens ældste børn er blevet hentet i helikopter for en måned siden og fløjet til en kostskole længere sydpå. Middagen bliver skyllet ned med skoldhed te, og bagefter foreslår Alexander, at jeg sover i tjummen sammen med hans familie. Behagelige mæt i rensdyrkød, liggende på varme rensdyrskind, falder jeg i søvn til lyden af hundeglam, mens bålet langsomt dør ud. Tjummen skal vise sig at blive mit hjem de næste to uger. Kun en stedkendt person kan undgå at fare vild, og når vinteren kommer, vil du uden tvivl dø af kulde og blive ædt af sultne ulve Når nenerne kommer frem til en ny lejrplads, bliver teltene rejst på under en halv time. Mødet med nenerne Tanken om håbløsheden i mit projekt kommer snigende allerede næste dag. Den får god næring af det dårlige vejr, de våde støvler og så det uendelige landskab af søer og myr, hvor skridtene føles som forhindringsløb hen over en gigantisk badesvamp med blytunge lodder om benene. Jeg bestiger hver en bakketop med kikkert for øjnene, men gang på gang må jeg skuffet konstatere, at der ikke er andet at se end den øde tundra. Hvis jeg falder og brækker benet nu, så vil fiaskoen være fuldendt. Bedst som det ser allermest håbløst ud, genlyder tundraen pludselig af et sejrsbrøl. Ude i horisonten har jeg set syv tjummer (rensdyrnomadernes tippilignende telte). Jeg tjekker flere gange med kikkerten, men den er god nok. I tusmørke og småregn nærmer jeg mig lejren. Mit hjerte sidder oppe i halsen. Rensdyrnomaderne får først øje på mig, da jeg er inde på 500 meters afstand. Kvinder og børn forsvinder ind i teltene, mens mændene bliver stående uden at sige en lyd. De stirrer blot på mig, som er jeg fløjet ind fra en anden planet. Jeg Råt kød og rensdyrblod Jeg bliver hurtigt introduceret til nogle af de få delikatesser, som findes på tundraen. En familie slagter rener om året, og hver gang er der fest. De skærer små stykker af råt kød eller rå lever fra den nyslagtede ren, dypper det i blod og tager det i munden, og med et hurtigt snit af en kniv skæres det over lige foran læberne. Kødet skylles ned med et krus varmt rensdyrblod tilsat lidt salt. Både blod og råt kød er rigt på vitaminer, og det giver variation i en ellers ensformig kost. Det bedste på rensdyret er tunge, lever, hjerte, nyrer, mule og knoglemarv. Ind imellem supplerer nomaderne med fisk fra søerne, som bliver fanget i net. De bliver også spist rå eller en sjælden gang kogt. Man steger aldrig noget herude på tundraen. Jeg kan ikke undgå at bemærke den tydelige kønsrollefordeling. Kvinderne står op før alle andre for at tænde bål og lave te til resten af familien. I løbet af dagen skal de passe børn, hugge brænde, hente vand og så i øvrigt stille mad og te på bordet for manden flere gange dagligt. Når efteråret og vinteren 22 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

13 Jeg fulgtes med syv familier, som tilsammen drev en flok på 3000 rener. Ikke alle synes det er lige sjovt at sidde 20 km på en slæde under flytningen om vinteren. Piko med familien. Jeg fik tilbud om at gifte mig med Svetlana (nr. 2 fra højre) måske jeg skulle have sagt ja? kommer, bruger kvinderne de mørke aftener til at sy tøj af rensdyrskind til hele familien. Uden anorak og benklæder i rensdyrskind ville nomaderne ikke kunne overleve den barske vinter med temperaturer ned til minus 50 grader. Mændenes opgave er mere afgrænset. De skiftes først og fremmest til at passe flokken på 3000 rensdyr døgnet rundt. Renerne skal hele tiden have de bedste græsningssteder, så derfor lever nenerne som nomader på evig vandring fra græsgang til græsgang. Om foråret bevæger de sig fra overvintringsstederne sydpå, nær trægrænsen i det nordlige Sibirien, til de nordlige sommergræsningssteder på Jamalhalvøen. Om efteråret vandrer de den modsatte vej - en rute på omkring 500 km. Når familien skal flytte og trækrenerne udvælges, er det mændene, der svinger lassoen, mens kvinderne har til opgave at holde det reb, der lægges rundt om rensdyrflokken, så man kan holde den samlet. Her er det imponerende at se, hvordan kvinderne behændigt undgår at træde hen over reb, tøjler og styrestave, der ofte ligger spredt over hele lejren. Kvindens menstruation gør, at hun regnes for uren, og det er derfor bandlyst, at hun går hen over ting, der kan sættes i forbindelse med renerne. Overholder hun ikke dette, risikerer familiens rener at blive ramt af en ulykke. Den hellige slæde Trods næsten 100 år under kommunismen, har shamanismen overlevet blandt nomaderne. Enhver større sten eller underligt formet bakketop i landskabet er besjælet med en ånd. En dag bliver jeg kaldt hen til familiens hellige slæde, hvorpå står en trækasse, som jeg aldrig har set åbnet. Alexander løfter låget og viser mig ikoner af skæbneguder, som i nenernes verden afgør forskellen mellem liv og død for både dyr og mennesker. I kassen ligger også to små dukker, som symboliserer forfædrenes ånder. Det sker, at Alexander sætter dem ind i tjummen for at sikre familiens lykke. Den hellige slæde går i arv og skal altid trækkes af en hellig ren, der som regel er hvid. Efter et par uger sammen med nomaderne, begynder jeg at overveje mulighederne for at komme tilbage til civilisationen. Det vil snart blive vinter, og jeg beslutter mig derfor at gå efter et boretårn 30 km ude i horisonten, som Alexander forklarer mig er en af Gazproms prøveboringer. Følelsen af våde fødder bliver hurtigt genopfrisket, men tanken om varme og civiliserede forhold holder modet oppe. Ved ankomsten bliver jeg mødt af 40 russiske borebisser, som giver mig en kongelig behandling med eget værelse i de opstillede skurvogne og fri adgang til kantinens store udvalg i supper og russiske kålretter. Efter en tur i saunaen falder jeg i søvn til filmen Gladiator med russisk synkronisering. Et par dage efter får jeg et lift i helikopter sammen med skifteholdet men desværre nordpå til den lukkede by Mys Kamin. Det lokale grænsepoliti står allerede klar ved ankomsten. Under afhøringen spørger de interesseret til mit ophold hos rensdyrnomaderne, og jeg undgår på forunderlig vis både konfiskering, bøder og bestikkelse - kun overraskelsesmomentet kan forklare dette. Officeren kræver blot, at jeg flyver sydpå hurtigst muligt med næste helikopter. Da jeg næste morgen vandrer ud ad grusvejen mod den faldefærdige lufthavnsbygning, er det tydeligvis blevet vinter. Den første sne er faldet, og frosten bidder i næseborene. Men jeg er klar over, at det ikke er sidste gang, jeg har sat mine ben på tundraen. Jeg er solgt. Solgt til Jamal og rensdyrnomaderne, og et besøg den kommende vinter spøger allerede i mine tanker. Spritkørsel på havisen Min ånde driver langsomt opad som en tyk tåge foran ansigtet, da jeg står på havisen og tomler i minus 25 grader. Jeg slår kuskeslag på tredje time og overvejer kraftigt situationen. Det er ikke et spørgsmål, om bilerne stopper og tager tomlere med. Det skal de nok gøre. Spørgsmålet er mere, hvornår den første bil overhovedet vil komme. Det når at blive mørkt, før lykkens engel forbarmer sig over min naive optimisme. Har du visum?, spørger chaufføren brovtent, da han hører min russiske accent. Jo, det har jeg da, svarer jeg. Drikker du også vodka?. Det kan jeg også svare ja til, og så er jeg godkendt. I trucken sidder en russer mere, som tilsyneladende også har taget den på stop ud over isen. Efter en times kørsel stopper chaufføren. Er du sulten?, spørger han. Før jeg når at svare, finder han et brød og en spegepølse frem, som hurtigt får følgeskab af en halv liter vodka. Alle tager godt for sig af retterne, og især chaufføren gør sit til, at det bliver lavvande i vodkaflasken. Der er næppe tvivl om, at han står til et klip i kørekortet, men vejen ud over isen er lige og flad, og der er heldigvis ligeså lidt modkørende trafik som politibetjente. Lyset fra Panaevsk dukker op ude i horisonten ved midnatstide, og vi sætter kursen direkte mod landsbyens eneste bar, hvor folk danser og tumler omkring i sprittåger. Vi når vel at feste med i 20 minutter, før der opstår en slåskamp, som lukker baren med et brag. Det er en slåskamp mellem en rensdyrnomade fra tundraen og...pludselig spørger Piko, om jeg ikke har lyst at gifte mig med hans datter Svetlana på 18 år én fra landsbyen et klassisk opgør, får jeg senere at vide. Hvem vil have Svetlana? Alexander havde om efteråret fortalt mig, at de om vinteren ville stå cirka 50 km fra landsbyen. Mere nøjagtigt kunne han ikke sige det, så jeg har taget skiene med for at være selvtransporterende. På statsbruget beskriver de stedet mere præcist, og så er det bare at tage af sted, før de flytter. Allerede på andendagen er der bid tror jeg. De fem telte på en bakketop viser sig at være nabobrigaden. Vi kender ikke hinanden, men det er ligegyldigt. Jeg bliver inviteret til at overnatte hos Piko og hans familie, som gerne vil lære den mystiske skiløber med rygsæk og pulk bedre at kende. Pikos kone serverer en dejlig kraftig rensdyrsuppe med knoglemarv og kogte kødstykker, og der kommer også en flaske vodka på bordet. Stemningen stiger, og pludselig spørger Piko, om jeg ikke har lyst at gifte mig med hans datter Svetlana på 18 år. Jeg holder en kunstpause og tager en ekstra slurk af vodkaen. Svetlana sidder ved siden af mig og er bestemt en køn pige. Men alligevel, jeg synes ikke helt vi passer til hinanden. Jeg kan jo ikke passe rensdyrene, så derfor vil det aldrig gå, forklarer jeg Piko, overbevist om, at jeg har fundet det perfekte argument. Det er ligegyldigt, du tager hende bare med til Danmark, svarer han, og bunder kruset med vodka. Den tygger jeg så lidt på og vurderer, at min bedste chance nok er, at vi drikker noget mere. Den eneste der ikke bliver spurgt om noget, er Svetlana. Hun går rundt og hjælper sin mor med at lave te og opvarte os mænd. Det er der ingen, der synes er underligt formentlig heller ikke hende selv. Tundraild og drukkenbolte Næste morgen kører Piko mig på sin snescooter op til Alexanders brigade. Natasha, Alexanders kone, står allerede klar med varm te. Der er godt nok ingen telefon, eller fax herude på tundraen, men man har noget andet, som er bedre og ikke behøver strøm. Tundrailden, som den kaldes, er for længst løbet i forvejen og har sladret om min ankomst. Alexander er inde i landsbyen for at købe madvarer, men han kommer snart igen, fortæller hun. Det er dejligt at være tilbage hos familien og sjovt at gense børnene, som alle er blevet et halvt år større. Natasha varter mig op, som var jeg et nært familiemedlem. Solen når at gå ned, men der er stadig ingen Alexander. Til sidst går vi i seng. Jeg vågner klokken seks næste morgen, ved at Alexander kommer væltende ind i teltet med spritånde og istapper i skægget. Velkommen hjem, min søn, siger han med hovedet så tæt på mit ansigt, at jeg ville have forsøgt et kys, hvis ikke lige han havde været en mand og lugtet af sprit. Jeg bliver hurtigt klar over, at der kun er én rigtig 24 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

14 måde, jeg kan gengælde hans hengivenhed på. Jeg bliver nødt til at stå op og starte dagen med at dele en halv liter vodka sammen med ham. Alt andet ville virke uopdragent. De næste uger bliver en udfordring for leveren. Nomaderne står tæt på landsbyen om vinteren, og selvfølgelig burde jeg have regnet ud, at det ville gå op i vodka. Ikke alle mændene drikker, men så godt som. Nogen kan styre det bedre end andre, men Alexander er ikke i den kategori. Han fortsætter drikkeriet ligeså længe, der er flasker tilbage. Når han vågner om morgenen med tømmermænd, så er det første han leder efter en ny vodkaflaske. Natasha forsøger hver gang at gemme flaskerne, men problemet er bare, at der ikke er så mange gemmesteder i en tjum, når man har boet i den hele sit liv. Ofte drikker mændene i naboteltene med, og til sidst bliver kvinderne så trætte af det hele, at de smider mændene på porten; her får de lov at ligge i sneen og sove rusen ud, før de kommer ind igen. Der er dog vodkafri perioder ind imellem, hvor mændene kommer på højkant og får indhentet noget af alt det forsømte arbejde. Det er på denne årstid i den sene vinter at de bygger slæderne, som skal transportere dem til Karahavet i løbet af foråret og sommeren. Slæderne bygges i lærketræ vha. primitive redskaber, et gammelt håndværk som er gået i arv mellem generationer. Efter et par uger hos Alexander vender jeg tilbage til Piko i nabobrigaden. Det er ikke brylluppet med Svetlana, som trækker, men derimod at få lov at følges med dem på deres forårsvandring nordpå. Pikos familie tilhører de såkaldte nordlige brigader, som forlader vinterlejrene først. Jeg fortryder ikke mit valg. Det er et fantastisk skue at se ni familier køre i karavane udover den hvide isørken med over hundrede slæder trukket af rener. Bagved kommer den store flok på omkring 6000 rensdyr, som bliver drevet frem med hjælp fra hunde. Jeg sidder med på en af slæderne og kan følge, hvordan trækrenerne bliver styret vha. seletøj, en lang pind og nogle hvislelyde. Efter en lille uge sammen med Piko og familien siger jeg farvel og står på ski tilbage til landsbyen. Der er dog vodkafri perioder ind imellem, hvor mændene kommer på højkant og får indhentet noget af alt det forsømte arbejde Varme følelser i -46 ºC Året efter er jeg tilbage igen. Jeg kommer i januar, midt i den koldeste periode, og finder Alexander og familien omtrent samme sted. Men allerede ved ankomsten fornemmer jeg, at noget er galt. Alexander skal ikke have noget af hverken den vodka eller vin, som jeg har slæbt med ud på tundraen. Hans far døde for et par måneder siden, og han sørger stadig, forklarer Sergei fra naboteltet. Med til forklaringen hører, at Alexander efter faderens død var taget til landsbyen og havde drukket sig en brandert til, der fortsatte i mange dage. Til sidst nærmede det sig det livstruende, og lægen måtte give ham antabus. Så nu kan han selvfølgelig hverken drikke vodka eller rødvin, fortæller Sergei med et tydeligt håb om, at han så kan få lov at hjælpe mig af med mine gaver. Selv om stemningen er lidt trykket til at starte med, så er det på mange måder hyggeligere at være sammen med Alexander denne gang, og han snakker også gerne om faderen. Han kom af dage på hospitalet i landsbyen, og på den måde undgik familien at skulle transportere hans lig ugevis henover tundraen på en slæde, hvilket ellers ofte sker, når nogen dør. Nenerne efterlader aldrig døde på tundraen, men lægger dem i en kiste i landsbyen, som står hævet lidt over jorden. Januar er en måned, hvor nomaderne opholder sig så meget som muligt indenfor i teltene og venter på varmen og forårets kommen. Solen hænger lige akkurat over horisonten et par timer hver dag, og det er bidende koldt som i to dybfrysere tilsammen. Temperaturen synker til -46 grader, men det går fint med at holde varmen i den rensdyranorak, som jeg har lånt af statsbruget. Om natten sover jeg sammen med familien på rensdyrskind i teltet. Vi ligger på rad og række iført lange rensdyrstøvler og med rensdyrjakker trukket henover os som dyner. På den måde kan man faktisk holde varmen selv i de koldeste nætter. Hen ad vejen oplever jeg en gensidig respekt mellem Natasha og Alexander, som jeg ikke lagde mærke til i starten. Når Alexander kommer tilbage efter at have vogtet over renflokken en kold vinternat, er det med omsorg og tydelig respekt for hans arbejde, at Natasha skænker te og serverer mad. Han får de bedste kødstykker med de største fedtbræmmer, for hun er godt klar over, at en person taber mange tusinde kalorier ved blot at skulle holde varmen i 25 graders kulde en hel nat igennem. Også Alexander omtaler altid Natashas arbejde med stor respekt, f.eks. ved at fremhæve det tøj, hun har syet af rensdyrskind til familien. Det par rensdyrstøvler, som jeg har købt til mig selv inde i landsbyen, vækker ikke nogen beundring hos Alexander: De forstår ikke at sy det, så det kan holde til at blive brugt herude på tundraen siger han, med tydelig henvisning til, at det gør hans kone. Den rollefordeling, jeg i begyndelsen syntes var uretfærdig, forekommer mig mere og mere at være et fornuftigt samarbejde mellem de to køn herude på tundraen, hvor det er fuldstændigt urealistisk at bo alene. Og ingen af kønnene virker utilfredse med deres opgave: Hvordan skulle kvinden både kunne amme børn og vogte over rensdyrene om natten, spørger Natasha, da jeg kommer ind på emnet. En kvinde får typisk mellem seks og otte børn, som alle fødes i teltet under primitive forhold. Friheden er ikke til salg August er en dejlig årstid. Myggene er forsvundet, temperaturen behagelig, dagene stadig lange og tundraen bugner af orange multebær. Jeg møder Alexander og resten af brigaden et par dage før de når Karahavet. Vejen derud fra station 220 km tilbagelægger jeg i en pansret mandskabsvogn på larvefødder, som købmanden tilfældigvis har stående. Købmandens chauffør er fuld, og det er sent på aftenen, men han tilbyder alligevel at køre mig de sidste 50 km ud til brigaden. Drivremmen ryger af hvert femte minut, men på forunderlig vis lykkes det ham hver gang at sætte den på igen, selv om finmotorikken tydeligvis er forsvundet sammen med vodkaen. Da drivremmen ved midnatstide ryger af for 117. gang, overmander trætheden ham, og han falder i søvn med en svensknøgle i hånden og hovedet inde i motorrummet. Han vågner først op næste formiddag, men det gør ikke så meget. Herude er tiden ikke så vigtig, og ingen kender alligevel til min ankomst. Selv tundrailden har svigtet denne gang. Alle børnene er hjemme, da jeg sidder i teltet og drikker te med Alexander og Natasha. Jeg ventede, at du ville komme, siger Alexander. Jeg ved, at du ikke kan undvære os og tundraen så længe, griner han højt, men med et gran af alvor. Det er rigtigt nok. Det er sjette gang jeg besøger familien, og som altid føler jeg mig velkommen og accepteret som en af deres nærmeste. Også denne gang slagter Alexander en ren for at fejre mit besøg, og som altid skal han lige se, om drengen stadig kan huske at drikke en kop varm rensdyrblod. Det kan han godt. Da jeg et par dage efter går en tur langs stranden ved Karahavet, strejfer tanken mig, om nenerne vil fortsætte med at leve som de gør, eller de vil forfalde til at blive fastboende, som det er sket med så mange andre nomadefolkeslag. Jeg tillader mig at være optimistisk. Historien viser, at nenerne kun tager den del af civilisationen til sig, som de kan bruge på tundraen og forkaster den del, som vil betyde, at de ikke kan leve det frie liv under åben himmel. De har allerede overvundet mange af civilisationens fristelser, hvor andre russiske nomadefolkeslag har givet efter. Jeg tror, det må være en sjælden stor stolthed og frihedstrang, som stadig får unge nenere til at gifte sig med hinanden og leve det samme enkle liv på tundraen, som deres forældre og bedsteforældre gjorde, frem for at jage nye fristende muligheder. Der er mange måder at leve livet på, men nomadelivet på Jamalhalvøen er en af de mere eksotiske, som heldigvis ser ud til at overleve. Jeg ser i hvert fald frem til med sindsro at kunne fejre min 10. jubilæumsrejse til Jamalhalvøen om få år. Billede øverst: Inden nomaderne kan flytte, skal de først indfange træk-renerne. Billede midten; Natasha med børnene i august tæt på Karahavet, hvor nenerne vender om og vandrer sydpå igen. Billede nerst: Vinteren kan være bitterlig kold (jeg oplevede ned til -46 grader), men teltene er lavet af rensdyrskind og varmes op af en lille brændeovn. 26 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

15 tema sydamerika I Buenos Aires dansede smukke unge par tango på gaden. De var iført de smukkeste klassiske tango-dress og blev akkompagneret af musik fra en ghettoblaster. På Ipanema-stranden i Rio spillede guitaristerne bossanova, mens mine øjne var ved at trille ud af hovedet ved synet af alle de chokoladefarvede pigenumser med G-strenge, de var omringet af. Når pigerne kom op fra vandet, var der vanddråber og gåsehud Slangen i Paradiset Sydamerika er et Paradis på jord, set med vores nordlige blå øjne. Tiden går langsomt, solen skinner, folk synger og danser, og ingen har stress eller mavesår. Alle har god tid. Engang imellem alt for god tid, vil mange danskere nok mene. Alle snakker med alle, folk har høns og får med i busserne, og så er der musik overalt. Pigerne er nogle af de smukkeste i verden, og sprutten er billig. Der er mange fristelser i Sydamerika, men det er bestemt ikke ufarligt. I Ushuaia på Tierra del Fuego fik jeg et flot stempel i passet der sagde fin del mundo - verdens ende. Og det kunne det meget let være blevet. Der er nemlig osse en bagside på medaljen, en slange i Paradiset. Tekst: Arne Runge Foto: Knud B. Bach på ballerne. I Paraguay gik jeg ind i en købmandsforretning for at købe en cola. Flaskerne med cola stod på en hylde ved siden af flasker med rom. Flaskerne kostede det samme - seks kroner. På vandrehjemmet i Cuenca i Ecuador sad alle hippierne hver aften og sniffede kokain. Kokainen kostede otte kroner grammet. Otte kroner for at blive udødelig - et par timer. Men der var osse mange lommetyverier, og det der var værre. Meget værre. Pistoloverfald i Uruguay Klokken var to om eftermiddagen. Den skarpe sol stod højt på himlen, og termometret nærmede sig de 40 grader. Der var ikke en sjæl at se. Folk havde rullet persiennerne ned, byen sov siesta. Jeg slentrede langsomt ned ad den lille sidegade, der førte mod stranden. Pludselig blev stilheden brudt. Ud fra en gyde sprang fire unge knægte, den ene med en pistol i hånden. Mens de tre andre omringede mig, pegede drengen med pistolen direkte på min mave og sagde Money. Que pasa - hvad sker der - spurgte jeg forvirret, for det var ikke rigtigt gået op for mig endnu, at det var et hold up. Money, gentog han, og pludselig fattede jeg chokeret, hvad der var gang i. Den store rygsæk, med alt mit brugte tøj, var sikkert anbragt på hotellet, men jeg havde alt af værdi på mig. I min lille dagtursrygsæk lå mit kamera, mine film, min walkman, min dagbog og min guidebog og mine nye dobbeltslebne briller, og i lommen på mine cowboybukser havde jeg, i en lille lærredspose, mit pas, min flybillet, mine rejsechecks, mit visakort, og elleve hundrede dollars i kontanter. Ups! At aflevere ville sandsynligvis have afsluttet den tremåneders rundrejse i Sydamerika, som jeg var begyndt på kun to uger tidligere. Adrenalinet susede rundt i kroppen på mig. Pludselig sprang jeg ind imellem to af drengene og løb så godt jeg kunne. En af drengene fik fat i min T-shirt som blev flået, samtidig med at der kom en taxi fra en sidegade. Den bremsede hård op lige ud for os. Drengene stoppede osse op og tog så benene på nakken, og jeg åndede lettet op. Jeg glemte helt at sige tak til taxichaufføren. Jeg skyndte mig op til hovedgaden og ind på den første café, jeg mødte. På vejen passerede jeg en gammel dame, som havde set, hvad der var sket. Hun stirrede vildt efter mig, mens hun gjorde korsets tegn. Mens de tre andre omringede mig, pegede drengen med pistolen direkte på min mave og sagde Money. Kiwien fik en strik om halsen og mistede alt I La Paz, hovedstaden i Bolivia, boede jeg på hostel Continental, et rygsækshotel med sovesale og en stor have. En morgen, da jeg sad og drak morgenkaffe med et par andre backpackere, kom Jimmi, en Kiwi fra New Zealand, ind ad døren. Han kom lige fra politistationen og fortalte os, helt omtumlet, en meget trist historie. Han var ankommet til La Paz klokken fem samme morgen, og da det stadig var mørkt og der ikke var en sjæl på gaden, havde han taget en taxi til hotellet. Hotellet havde han fundet i guidebogen. Han betalte taxien, som straks kørte videre, og gik ind i receptionen. Men alt var optaget. Så ud på gaden igen. Taxien var jo kørt, så han fandt guidebogen frem for at kikke efter et andet hostel, da en ung fyr kom forbi og spurgte, om han kunne hjælpe. Han fortalte, at lige rundt om det næste hjørne lå der et andet hostel. De fulgtes ad, men rundt om hjørnet ventede hans kammerater. De kastede en snøre om halsen på ham, og mens to strammede snøren, så han næsten blev kvalt, rippede de ham for alt. Han kom tilbage til hotellet, hvor jeg boede, i T-shirt og underdrenge. Selv hans bukser og støvler havde de stjålet. Hotellet havde så lånt ham noget tøj og ringet til politiet, som hjalp ham med at komme i kontakt med sit forsikringsselskab. New Zealand havde ingen ambassade i Bolivia, så han skulle helt til Santiago for at få nyt pas. Politiet havde givet ham et stykke papir med et stempel, der var et slags nødpas, så han kunne rejse til Chile. Han var helt knust. Hold da kæft hvor var han ked af det. Nogen havde i mellemtiden tjekket ud, så han havde nu fået en seng i en sovesal på hotellet. To dage senere var han blevet kammerat med et par aussier, som man kalder folk fra Australien, som osse boede på vores hostel. De havde fået nogle bajere, og nu havde han det helt fint igen. Han havde købt nyt tøj og en ny rygsæk. De fik mig ned med nakken et par dage, sagde han, men de skal fan me ikke få lov at ødelægge hele min rejse. Så de tre nye venner tog sammen til Puno ved Titicacasøen. Jeg tog med. Hans nødpas gjaldt en måned, så der var god tid. En måned senere, en uge før min hjemrejse, var det min tur igen. De fik mig alligevel til sidst Jeg var træt men lettet, da jeg satte mig tilrette ved et bord på den lille restaurant på hovedgaden i Trujillo, lige rundt om hjørnet fra busstationen. Hold da kæft hvor var jeg træt. Men alt var gået helt efter bogen. Næsten bedre, de forhold jeg havde rejst under de sidste fjorten timer taget i betragtning. Jeg havde rejst på tommelfingeren ned gennem Ecuador og det nordlige Peru, og jeg havde lige købt en billet til natbussen til Lima. Bussen afgik halvanden time senere. Så nu trængte jeg bare til lidt at spise, så tilbage til busstationen og ind i bussen med mig og mine rygsække. Så kunne jeg bare slappe af og sove trygt de næste tolv timer. Jeg havde i elleve uger rejst det meste af Sydamerika rundt. Fra Rio de Janeiro var jeg - via Paraguay, Uruguay, Argentina, Tierra de Fuego, Chile, Bolivia og Ecuador - nu på vej til Lima for at tage flyet hjem. En ting havde fulgt mig hele rejsen: de andre backpackeres historier om deres egne og bekendtes oplevelser med overfald, voldtægter, tyverier, røverier og bondefangerier. Så jeg var stolt af, at jeg havde klaret den i så lang tid uden at miste noget som helst. Jeg havde været meget tæt på et par gange, især dengang med pistoldrengene i Montevideo, så jeg vidste, at jeg havde været heldig og at det gjaldt om at passe på. Meget på. Hele tiden. Alligevel gik det galt. 28 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

16 Costa del Sol-konceptet er for længst nået til Sydamerika, hvor hoteller troner højt over de kridhvide sandstrande. Jeg smed mine to rygsække på gulvet foran mine ben, bestilte dagens menu og forsøgte at følge med i en spansk film på TV et, som hænger på alle restauranter i Sydamerika. Der var ikke andre i restauranten. De store glasdøre stod åbne ud til gaden. Jeg bemærkede godt nok, at der kom to gæster ind i restauranten, men tænkte ikke nærmere over det. Pludselig prikkede den ene mig på ryggen og ville hjælpe mig med at flytte lidt på bordet, så jeg bedre kunne se fjernsynet. Flink fyr. Jeg afslog hans hjælp og sagde alt var OK. Så vigtigt var det heller ikke med det TV. Han prikkede mig igen på ryggen, og da jeg vendte mig om, spurgte han på gebrokken engelsk, hvor jeg kom fra. Jeg var godt nok dødtræt, men jeg er jo en venlig mand, så jeg svarede ham, at jeg var fra Denmark. Det vil sige, mens jeg var ved at forklare ham, hvor Denmark befandt sig på landkortet, gik det pludselig op for mig, at der var noget galt. Den flinke mand var alt for ivrig. Jeg vendte mig lynhurtigt tilbage og så hælene af den anden mand, på vej ud af restauranten med min lille rygsæk i hånden. Den med alle værdierne. Hold da kæft. Jeg sprang op af stolen og løb efter manden. Men som i en tegnefilm stoppede jeg brat op i døren, jeg kunne alligevel ikke fange ham, han var tyve år yngre end jeg, så jeg løb tilbage til bordet, for dog at redde min store rygsæk. Selv om jeg var træt, hvilket var hovedgrunden til at det gik galt, så var jeg hurtig til at fange det gamle trick. Mens jeg løber efter den første mand, som jeg aldrig kunne have fanget alligevel, smutter hans makker med den anden rygsæk. Det er et trick. Ligesom i dyreverden er de altid to eller flere, der arbejder sammen. Mændene er makkere og går omkring ved bus- og togstationer, hvor de udser sig et offer. En svag, træt, enlig eller måske påvirket person. De følger så efter ham eller hende, og første gang chancen byder sig, slår de til. Det var det, der nu var sket. De havde set, hvor træt jeg var, da jeg ankom til busstationen for et øjeblik siden for at købe billet til bussen, fulgt efter mig og slået til, som en slange der snupper en mus. Haps. Væk var alle mine tredive eksponerede film, mit kamera og min dagbog. Jeg var i chok, alt blev sort omkring mig af blindt raseri og sorg. De allervigtigste ting, mine film og min dagbog med alle mine adresser, med folk jeg havde mødt og lovet at skrive og sende fotos til, var væk. Skidt med kameraet, walkmanden, mine briller og hvad der ellers var i rygsækken. Men min dagbog og tredive eksponerede film, fra næsten tre måneders rundrejse i Sydamerika. Det var ikke til at bære. Gu ske lov havde jeg stadig mine penge, pas og papirer, i lærredsposen i lommen. Hundrede mand og én bajer. Et ungt, meget hjælpsomt, peruansk ægtepar, der kom kørende i en gammel hvid folkevognsbobbel, tog mig med i deres bil, og vi kørte forgæves rundt for at se efter tyvene. De var naturligvis over alle bjerge. Så kørte de mig til Turistpolitiet. Den tykke, mørke turistpolitichef med den flotte uniform, moustache og pistol i bæltet hoppede ind i bilen, og vi kørte hurtigt tilbage til restauranten. Her fik tjeneren en ordentlig skideballe for ikke at have forhindret, at en turist blev bestjålet i hans restaurant. Tilbage på politistationen skrev han en rapport til forsikringsselskabet og fik min adresse, hvis noget skulle dukke op. Jeg hørte aldrig mere fra ham. Nogle år tidligere var jeg, på min første Sydamerika tur, osse ude for en spændende historie, som jeg sent glemmer. Guerilla, politi og røvere i Colombia Manos arriba skreg de, og bragede ind gennem døren til vores værelse på den lille busstation. Vi rakte forskrækket hænderne i vejret. Hvor kommer I fra, og hvad laver I her, spurgte de på spansk. Det var guerillaen, dem der regerer i sydlige Colombia. Vi forklarede at vi, jeg og Køle-Poul, var turister og på vej til Amazonas for at besøge indianerne. Løgn, skreg han, hvem fanden vil møde indianerne? Enten var vi spioner fra CIA, eller osse havde vi andre skumle planer, og Danmark - Dinamarca - var der bestemt intet land i verden der hed. De var helt sikre på, at vores pas var falske, og konfiskerede alt. Vores rygsække, pas, penge, rejsechecks og flybilletter, låste os inde og satte to bevæbnede vagter udenfor til at passe på, at vi ikke stak af. Vi bliver sgu nok skudt, sagde Poul, han var godt nok bleg i ansigtet. Men næste morgen kom de tilbage. De så mindre alvorlige ud end dagen før. Vi har snakket med hovedkontoret, sagde de, jeres papirer er gode nok. Der er et land der hedder Danmark, men I må ikke opholde jer her. I skulle have søgt om tilladelse på vores kontor i Bogota. Tænk, guerillaen havde et kontor i Bogota. Vi fik alt tilbage og blev sat på en direkte bus tilbage til hovedstaden Bogota. Lige før ankomsten til Bogota var der et checkpoint. Bevæbnet politi kom op i bussen og checkede folks papirer. Da de så os to lyshårede danskere, spærrede de øjnene op. Vi blev taget med til politistationen. Bagagen og vores papirer blev konfiskeret, og vi blev lukket inde i en lille celle. Der skete det samme som dagen før. Der var intet i bagagen, der ikke måtte være der, og vores pas og visa var gode nok, så næste morgen blev vi lukket ud igen. De fattede heller ikke, at vi bare ville besøge indianerne. Vi blev enige om at tage nordpå til Cartagena ved den caribiske kyst, hvor alle turisterne var. Her ville vi nok være mere sikre. Vi fandt et lille hyggeligt hotel i centrum. Alt åndede idyl. Næste morgen, da vi sad udenfor hotellet og drak morgenkaffe, kom en avisdreng forbi. Canadisk par røvet og myrdet på stranden i nat, råbte han, for at sælge aviser med nyheden. Jeg købte en avis og så, at der på forsiden var et stort farvebillede af de myrdede. De havde fået skåret halsen over, og blodet var løbet ned af deres nøgne kroppe. Jeg kikkede på Poul. Du behøver ikke at oversætte, sagde han, jeg har fanget den og jeg vil hjem nu. Vi havde kun været i Colombia en måned ud af de tre måneder, vi havde billet til, og det var februar og snevejr hjemme, og Poul Schlütter var statsminister. Men der var intet at gøre, Poul havde givet op, og selvfølgelig rejste jeg med hjem. Vi tog et lokalt fly til Bogota og der fik vi ordnet det, så vi kom med det første fly hjem til Danmark. Voldtægt og mistede pas På et hostel i Santiago, hovedstaden i Chile, mødte jeg en finsk pige i tyverne, der havde været på en arrangeret jungletur og var kommet væk fra sin gruppe. Hun havde vandret omkring alene i fire dage, hvor hun var blevet voldtaget af en flok lokale indianere, før hun endelig fandt nogen, der hjalp hende tilbage til civilisationen. Men hun var en stærk pige, som finnerne som regel er, så hun fortsatte ufortrødent sin rejse rundt på kontinentet. Men hun tog nok ikke med på flere jungleture, vil jeg tro. Jeg mødte osse en dansk familie, far, mor og to børn, som på en busstation havde fået stjålet en dagtursrygsæk med blandt Vindere af skribentkonkurrencen plads: Arne Runge (29 point) - gavekort til JYSK Rejsebureau kr ,- 2. plads: Jesper Grønkjær (26 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 3. plads: Rasmus Krath (22 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 4. plads: Jakob Øster (18 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 5. plads: Lars Munk (17 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 5. plads: Per Allan Jensen (17 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab andet alle fire pas. Da de stod ved skranken havde faren købt busbilletter, mens den lille rygsæk stod på gulvet ved siden af ham. Da han havde betalt billetterne og ville tage rygsækken, var den væk. De var på vej til en ambassade for at få hjælp. Ting man mister i Sydamerika, får man sjældent tilbage Tragikomisk, men alligevel På samme hostel i Santiago mødte jeg osse en amerikaner fra New York. Han havde et trick, fortalte han. Han havde købt et rygsæks-stålnet til at placere omkring rygsækken, som man så kunne låse fast med en solid hængelås, hvor man ville. Han havde prøvet det på hovedgaden i Santiago i Chile, hvor han havde låst rygsækken til en lygtepæl og ladet den stå der, men han gik på sightseeing. Da han kom tilbage var den der endnu. Han havde så kørt med et tog til Cusco, hvor han havde låst den fast til en hylde i loftet i den første vogn han kom op i. Der var ingen ledige pladser, så han gik videre og fandt en plads nogle vogne længere fremme. Da han om morgenen ville hente rygsækken, var vognen, sammen med et par andre vogne, blevet koblet fra i løbet af natten. Han havde opsøgt jernbaneselskabet uden held. Så nu havde han måtte købe sig en ny rygsæk og noget skiftetøj. Ting man mister i Sydamerika, får man sjældent tilbage. Vindere af 10 stk. kufferttags fra Turen Går Til udtrukket tilfældigt blandt alle der har stemt i konkurrencen: Søren Padkjær, Jacob Gowland Jørgensen, Kirsten Kjærsgaard, Jakob Linaa, Theis Sølling, Morten Villadsen, Mikkel Høj, Henrik Schumacher, Per Allan Jensen, Kira Liseau 30 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

17 Kontrasternes storby; i Mogadishu lever almindelige mennesker konstant med krig og soldater i baggrunden - just another day in a warzone. Somalia et ikke-land - Rasmus Krath blandt krigsherrer og præsidenter på Afrikas Horn Fucked up, elendigt, ludfattigt og stolt. Sådan står Somalia for mig nu to måneder efter jeg forlod landets blødende hovedstad Mogadishu, alt imens soldaterne skød rundt om i byens gader og befolkningen flygtede ud af ruinerne. Jeg kom derfra igen, men somalierne og kampene er der stadigvæk - som de har været det de sidste sytten år i et Somalia, hvor anarki, lovløshed og Darwins lov hersker i en grad og langstrakthed, som verden ikke har set i postkolonitiden. Tekst og foto: Rasmus Krath Fedt rejseland, tænkte jeg ellers, da jeg første gang bredte Somaliakortet ud på mit skrivebord hjemme i Århus sidste vinter en tanke, der skulle blive både be- og afkræftet, som rejsen senere kom til at skride frem måneder efter mit første bly møde med landkortet. Jeg rejste til Somalia i juli og august Jeg ville lære om en ekstrem verden og blive klogere på, hvordan mennesker lever i kaos og efter en moderne tids junglelov, hvor hver mand er sin egen lykkes smed. Jeg ville møde og snakke med nogle af de ni millioner somaliere, der bebor Afrikas Horn - et område i vores verden, der stort set har været forladt og glemt af det internationale samfund siden midten af 1990 erne, hvor FN - med USA i spidsen - led et sviende nederlag i Mogadishus gader under det atten timer lange slag, der har fået navnet Black Hawk Down (også titlen på en heftig og patriotisk amerikansk Hollywoodfilm fra 2001). Siden har det centrale Somalia været styret af krigsherrer og skiftende regimer, der aldrig har haft kontrol over landet i mere end seks måneder ad gangen og det kun i dagtimerne. Pt. sidder en begyndende overgangsregering sat på magten af etiopiske tropper, der kæmper mod forskellige militser, oprørsgrupper og andet godt. Hvordan rejser man i et ikke-land? How to do? var det første spørgsmål, jeg måtte stille mig selv. Hvordan rejser man i et land, hvor guidebøger end ikke har nået tegnebrættet, hvor offentlig transport ikke rigtigt findes, og hvor den danske ambassade i nabolandet Kenya officielt melder ud, at de ikke har noget chance for at redde en ud, hvis det går galt? Min løsning endte med at blive politisk. Mens jeg rejste rundt i Sudans støv i foråret, fik jeg kontakt til en sød, særlig og somalisk politiker, der boede i Århus. Han kendte en fyr i London, der kendte en minister i den lokale regering, der styrer en af de mindre urolige dele af Somalia, selvstyredelen Puntland i det nordøstlige af landet. Ministeren arbejdede tæt sammen med Puntlands lidt tykke præsident, og præsidenten var lun på at få historier om Somalias måske begyndede lov og (u)orden spredt ud i verden. Summa summarum blev jeg inviteret på besøg i Puntland af regeringen imod løftet om at holde foredrag om det storslåede Somalia hjemme i Danmark. Via en tidligere NGO-aftale fik jeg flyvelejlighed med EU s humanitære ottepersoners propelflyver, der den 9. juli i år åd sig gennem himlen fra Nairobi i Kenya og efter tre nervøse timer gled ned på den anden side af lands lov og ret i Puntlands regeringsby Garowe på toppen af Afrikas sagnomspundne Horn. I was there. Lufthavnen var en skummel airstrip uden lufthavnsbygning, paskontor eller hygge midt i en stenørken, hvor mit tvivlsomme somaliske eventyr nu skulle tage sin start. Jeg fik stemplet det danske pas på køleren af en gammel russisk jeep med flade dæk. En spytklat derefter blev jeg mødt af en skinnende blå Toyota 4WD med tonede ruder, der hvinende bremsede op i støvet foran mine lidt for store fødder. Fire døre gik op, og de tonede ruder afslørede en grim og skægget chauffør, to AK47-bevæbnede soldater og en usansynligt spinkel gut spundet ind i ti meter patronbælter og mast ned under et maskingevær, der må have været dobbelt så tungt som ham selv. Welcome to Puntland, sagde chaufføren, hev mig ind i bilen og trådte på speederen, så vi fløj ud over et sandet hjulspor ind mod byen tyve kilometer borte, To the Presidencial Palace, sagde han og smilede somalisk. Mødet med en præsident Præsidentens gemakker lå midt i Garowe by omgivet af blik-, træ- og paphuse i et spindelvæv af gamle telefonledninger og håndmalede reklameskilte for cocacola og udbydere af mobilnetværk (noget af det eneste, der faktisk er styr på i Somalia). Vi ventede kort i forkontoret og blev så budt ind til en buttet og lavstammet mand, der præsenterede sig som Musa, President of Puntland, Regional Administration of Somalia, efterfulgt af sætningen: What do you wish to see in my country? Hehe, tænkte jeg, er det her fedt, eller hvad...?. Og det var det. Præsident Musa var overordenligt afrikansk flink og udstyrde mig med to firhjulstrækkere, to chauffører, tre sikkerhedsvagter og en tolk, der skulle stå til min rådighed al den tid, jeg havde tænkt mig at opholde mig i Puntland. Jeg takkede Musa på en pæn jysk måde og gik klukkende, tændt og særdeles benovet ud af præsidentens kontor med aftalte planer om at køre Puntlands ørkener, sletter og kyster tynde med mit nu officielle følge på seks nydelige somaliere i de to biler. Der skete vitterligt mange ting de næste uger rundt i det ret smukke Puntland, men højdepunktet kom, da vi nåede den pulserende havneby Busaso op mod det tyrkisblå vand i Aden Golfen, der adskiller Afrika fra Den Arabiske Halvø. Jeg var efterhånden kommet ret godt ind under huden på min tolk, Hamid, der viste sig at være et helt igennem fornuftigt menneske med stor viden, insigt og interesse i verden og ikke mindst Somalia. En af de ting vi snakkede om var den danske Coaster, Danica White, der på det tidspunkt lå kapret ud for kysten ud til det Indiske Ocean i et område af Somalia, der er regeret af en af landets krigsherrer. Jeg havde aftalt med Somalias præsident i godt selskab 32 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

18 den danske ambassade i Nairobi ikke at opsøge skibet, da en løsning så småt var under opsejling i de dage, og det skulle ikke forstyrrers af en nysgerrig dansk eventyrer. Men en ting jeg godt kunne spørge min tolk om, var hvordan Somalia egentlig beskytter dets 3333 kilometer kyster og om, hvorfor farvandet er så fyldt med pirater og andet happengut, som var den historie, jeg så ofte havde hørt tilbage i Danmark. Om at sejle med et krigsskib Do you wanna see our costal fleet?, spurgte Hamid hurtigt og begyndte at prale med en flåde på tre krigsskibe og ti motorbåde, der skulle vise sig at være det absolut eneste, det samlede Somalia råder over til at beskytte Afrikas næstlængste kystlinie. Yes I do, Sir!, svarede jeg, og fluks var rattet drejet mod Busasos havn. På havnen troppede flådeministeren op og så mig an gennem sine tynde, runde og gennemfedtede briller. So you want to give talks about Somalia and tell abour our coastal fleet? You shall be welcome! I will prepare a sailing trip for you come to the habour tomorrow morning! Den er fin, tænkte jeg, og brugte resten af dagen på at nusse rundt i Busasos støvede markedsgader, hvor jeg gentagne gange var ved at falde over pengeveksleres pengebjerge rundt i de smalle gyder. Somalias største pengeseddel er 33 danske ører værd, så der skulle nogle kilo sedler til for at matche de 200 dollers, jeg havde sat mig for at veksle den dag. Hvor mange tons penge skal der så til for at købe et krigsskib, tænkte jeg. Næste morgen stod jeg fro og tidligt op i forventning om at komme ud på den turkisblå og piratfyldte Aden Golf med en af kystflådens motorbåde, som var det fartøj, jeg regnede med, at sejlturen skule foregå i. Men allerede da vi nærmede os havnen, kunne jeg høre en motorsummen og en øredøvende larm fra noget, der ikke helt matchede min forestilling om en lille motorbåd. Hvad har de gang i, de somaliere, funderede jeg, som vi trillede ind gennem den rustne havneport bevogtet af soldater i slidte uniformer. Landets to største krigsskibe, det var hvad de havde gang i somalierne på havnen. Simpelthen. Den gode flådeminister havde valgt at fyre op for blusset i de to af Somalias tre krigsskibe og indhente to besæninger på i alt halvtreds soldater, som nu fór rundt og baksede med hostende motorer, vandpumper og kanonerne på dækket. For fanden, Somalia, udbrød jeg stille, det her var sgu lidt for vildt at stille op med bare for min skyld. Jeg resonerede, at det måtte være et udtryk for den stolthed, jeg efterhånden var begyndt at mærke, at de fleste somaliere havde omkring deres land og de ting, der trods alt fungerer efter de sidste mange års håbløshed. Jeg skal fandme berette om det her, tænkte jeg, så de folk her får noget ud af alle deres anstrengelser for at fortælle verden, at alt ikke er helt hat og briller i Somalia. Med det udgangspunkt steg jeg ombord på det gode skib Horse 1, der efterfølgende tøffede glad ud til havs efterfuldt af Horse 2. Jeg fik en god time på vandet og aftalte undervejs sammen med kaptajnerne over radioen, hvordan krigsskibene skulle sejle i forhold til hinanden, så jeg kunne tage nogle ordentlige billeder af den fornemme flåde. De to skibe udmærkede sig ved umiskendeligt at minde om fiskekuttere påsvejset to ældgamle kanoner og en flagstang med et håbefuldt blafrende somalisk flag. Det her må være verdens mindste største krigsskibe i et land, tænkte jeg forundret for mig selv. Hvor er det egenligt synd for de mennesker, at der er så lidt at rutte med her - både til at vise frem, men ikke mindst at forsvare sig med. Der er altså en grund til, at pirater trives ud for disse kyster, hvor meget Puntlands regering end gerne vil gøre noget ved det som ansvarlig for hele Somalias kystbevogtning. Pirater er desværre ikke det eneste, de skal trækkes med i det ellers dragende blå hav ud for Afrikas Horn, fandt jeg senere ud af. Pga. den meget manglende kontrol med somalisk farvand må somalierne finde sig i, at adskillelige udenlandske herunder europæiske skibe sniger sig ind mod de ubeskyttede kyster og dumper gift, olie og kemikalier i vandet, der ikke er omfattet af internationale farvandslove og derigennem represalier. Somalierne kan kun kigge på. Ind i Mogadishu, Somalias blødende hjerte Hmm, hvad nu, tænkte jeg, da vi var kommet ind på havnen og jeg havde sagt farvel til den stolte flådeminister. Der var begyndt at tegne sig et billede af et Somalia, der vitterligt ikke var som andre lande, jeg har prøvet at rejse i. Hvordan kan en nation kun have tre fiskekuttere og ti sølle motorbåde som et samlet forsvar af så megen kyst? Hvordan kan en præsident bruge så mange ressourcer på at trække en dansk semi-journalist igennem sit land? Og hvordan man have en højeste pengeseddel på kun 33 øre? Ja, hvordan skulle jeg finde ud af alt det, og hvordan skulle jeg komme tættere på at forstå, hvorfor det hele er kommet hertil i Somalia? Jeg vidste det egentlig godt, svaret havde ligget i mit baghoved allerede fra første dag på rejsen: Jeg måtte tage til Mogadishu, Somalias blødende hjerte. Byen, hvor borgerkrigen i 1991 startede, byen der ikke har haft et egentligt styre i 16 år, byen hvor det offentlige ikke eksiterer; der et ingen strømforsyning, ingen vandforsyning, ingen sanitet og kun tres private hospitalssenge til 2,5 millioner indbyggere. Mogadishu, Somalias hovedstad. Do you think, I can travel to Mogadishu?, spurgte jeg en aften tolken Hamid. Han kiggede mig lige i øjnene med et på én gang skarpt, alvorligt og blødt, sårbart blik. If you mean, you want to to go, I think we can arrange a way, svarede han. Så var det som om, at den aftale var blevet indgået uden flere nødvendige ord. Vi ringede til præsident Musas kontor, til ministeren i regeringen og til kontakterne i London + Århus. I løbet af et par dage blev skabt kontakt ned til den egentlige regering for hele Somalia; den spæde overgangsregering, der sidder i Mogadishu. Jeg ved ikke helt, hvordan det så kom i stand, men det endte med, at jeg fik Somalias rigtige præsident i røret over en skrattende telefonforbindelse ned til hovedstaden. You shall be welcome, we will take care of you. Goodbye. Dealen blev, at Somalias hærchef, Commander of National Security, fik ansvaret for min sikkerhed i den tid, jeg I Mogadishu havde jeg en privat sikkerhedsstyrke på op til otte lejesoldater. Når vi gik ud på gaden, flankerede de alle hjørner, mens jeg gik med min sikkerhedsrådgiver i midten. skulle være i Mogadishu. Det måtte vel være den sikreste måde at besøge byen på, tænkte jeg og sagde god for at sætte det hele i søen og tage en somalisk flyver (det arveste lort) ned til hjertet af ikke-landet, det centrale Somalia. Overgangsregeringen er endnu ikke en regering på den måde, vi forstår ordet. Det er en sammenslutning af gamle magthavere, der har kastet deres soldater ind i en fælles pulje og nu forsøger at vinde over alle dem, der ikke kom med i fællesskabet. I dagtimerne skulle det gå nogenlunde, fik jeg at vide, men om natten var byen lovløs, og der var strict curfew en time før solnedgang for alle, der havde sit liv kært. Jeg landede i Mogadishu en formiddag, blev hentet af en sikkerhedsrådgiver og blev installeret på et hotel, hvor jeg kom til at bo nabo til nabo med flere af overgangsregeringens ministre, der havde indrettet deres ministerkontorer på hotelværelser. Fattigdom. Spillereglerne for de ni dage, jeg skulle tilbringe i Somalias hovedstad, blev, at jeg selv skulle leje de biler, vi skulle bruge til at komme rundt i byen. Sikkerhedsrådgiveren, der hed Jama og hele tiden talte i telefon, skaffede så de soldater, der skulle udgøre min fire til otte mand store sikkerhedsstyrke alt efter, hvor vi skulle hen i byen. Okay, if this is what it takes to be here, then we do so, sagde jeg, imens jeg så småt var ved at pisse i bukserne af angst. Vi kørte ud i byens gader og så en verden af ruiner, skraldebunker og ekstrem armod. Gader fyldt med pickups med kanoner svejset på ladet og lastbiler ældre end Arne Runge. Vi så æselkærrer med vandvogne trille rundt i gaderne ledsaget af den monotone lyd fra private generatorer, der gav strøm til forskellige områder af byen hvis man vel at mærke havde penge til at betale ejerne. Ingen penge, ingen strøm og intet vand. Om natten hørte jeg skud. Om dagen hørte jeg historier om, hvem der var blevet skudt. Mogadishu var ekstrem. Som dagene gik, fik jeg lov til at møde præsidenten, forskellige krigsherrer, ministre og alle mulige andre somaliere, der hver havde deres bud på, hvad der ville ske i Somalias fremtid og på, hvorfor tingene var blevet, som de var i landet nu. Sidstnævnte var der dog ret meget enighed om, Somalias historie. Om natten hørte jeg skud. Om dagen hørte jeg historier om, hvem der var blevet skudt. Billede øverst: Heftig beskyttelse var hverdag under hele mit ophold i Mogadishu. Denne jeep fulgte os på vej til præsidentens plads. Billede nederst: Seks kilo penge vekslet på pengemarkedet special price for you: 200 dollers, do you want a plasticbag? Enigheden skulle endvidere vise sig at fortsætte i de bøger, jeg senere skulle læse om Somalia efter at være kommet hjem fra Mogadishu: Hvad er der egentligt sket i Somalia - landets historie Somalia blev koloniseret i slutningen af 1800-tallet. England, Italien, Frankrig og Etiopien delte det ellers samlede Afrikas Horn imellem sig og brugte efterfølgende tiden på at udnytte somalierne til at trække så mange ressourcer ud af landet som muligt. Det lykkedes ret godt, og da Somalia blev selvstændigt i 1960 var landet ludfattigt. Den kolde krig ramte nu den unge somaliske nation som den vigtige strategiske brik, landet var imellem Afrika og den Arabiske Halvø. Russerne pumpede våben ind i Somalia og støttede en diktator, der kom til at sidde godt og grundigt på magten. I slutningen af 1970 erne overtog USA påvirkningen af Afrikas Horn, og diktatorens regime fik støtte af USA, der i 1980 erne smed endnu flere GLOBEN nr. 30 / December

19 Forfatteren blev forelsket på markedet i Somalia pigen var desværre afsat og mor til to... pis. klub info usikker fremtid i møde. FN og USA s katastrofale erfaring i Somalia resulterede våben og accepterede diktaturets ofte hårde fremfærd mod dets undersåtter. Til gengæld fik USA fri adgang til havne, lufthavne og andre nyttige områder i det kølige forhold til Sovjetunionen. I 1989 sluttede den kolde krig, og USA suspenderede støtten til Somalia. Landet brød ud i borgerkrig, og diktatoren blev væltet, men freden kom aldrig. Regeringssystemet var brudt sammen, strukturerne var væk og det centrale Somalia med hovedstaden Mogadishu blev overtaget af private mænd med private militser, warlords - det centrale Somalia forblev i lovløshed. FN med USA i spidsen forsøgte i rusen over sejren i den første Golfkrig at sende en mindre fredsbevarende styrke til Somalia. Men i takt med, at USA forsøgte at snigmyrde forskellige ledende somaliere, brød en regulær krig ud mellem FN-styrken og somaliske militser. Kampene blussede voldsomt op i , og selv ikke USA s Special Forces og Delta Forces kunne komme oprøret til livs. Black Hawk Down Den tredie oktober 1993 kom så den skæbnesvangre og verdensberømte dag, der malede begyndelsen på enden for FN og USA i Somalia. En amerikansk styrke på 160 Rangers og Delta Force tropper - heftigt beskyttet af kampvogne på landjorden og Black Hawk helikoptere i luften blev sendt ind i Mogadishus centrum for at ramme krigsherren Aideed, der mentes at være til et møde midt i byen. Mogadishu eksploderede, gaderne fyldtes med bevæbnede militssoldater, og to Black Hawks blev skudt ned. De amerikanske soldater blev fanget i byen, og atten Rangers kom ikke ud i live. Det kom som et chok for verden, FN og især USA, at verdens bedste soldater kunne tabe til en bande utrænede somaliere, og missionen i Somalia blev hurtigt nedprioriteret. I 1995 forlod de sidste udenlandske tropper Afrikas Horn, og omverden vendte ryggen til de tilbageblevne krigsherrer og de ni millioner somaliere, der nu for alvor gik en desværre i, at folkemordet i Rwanda i 1994 fik lov at foregå stort set uden intervention udefra. Man havde simpelthen fået kolde fødder i Afrika på det tidspunkt. Først i 2006 fandt Somalia så en vis ro via et styre, der kaldte sig De Islamiske Domstole. Juli-december 2006 blev første gang i 17 år, hvor somalierne i Mogadishu kunne gå frit rundt i byens gader uden risiko for at blive skudt på. Det religiøse budskab havde samlet folk, og krigherrerne blev hurtigt banket ud. Men alarmklokkerne på kontoret for Krigen Mod Terror Og Alt Islamisk Rod i Pentagon lyste pludseligt rødt, og USA sendte i slutningen af 2006 støtte til de gamle krigsherrer, der sammen med det kristne Etiopien fik frit lejde til at fjerne de Islamiske Domstole. Den nuværende pro-etiopiske overgangsregering blev så installeret i foråret i år, Etiopien udstationerede tropper i landet, og USA bombede civile landsbyer i 2006 og 2007 for at ramme Al Quedas sympatisører i det sydlige Somalia. The future...? Hvad sker så nu i Somalia? Måske lykkes det for overgangsregeringen at samle landet, måske ikke mennesker er flygtet ud af Mogadishu i år, og konflikterne er blusset op hen over efteråret. Verden udenfor venter, ser tingene an og lader somalierne være i det. Det plejer man at gøre. Jeg forlod selv Somalias hovedstad i midten af august og har som så mange andre lagt tankerne om et vildt, splittet og fortabt land lidt fra mig, nu hvor livet går videre herhjemme i andedammen. Somalierne er der dog endnu, og i november har Mogadishu set nogle af de hårdeste kampe i mange måneder, selvom hovedstaden officielt skulle være under overgangsregeringens kontrol. Resten af det centrale Somalia ligger endnu såret og lovløst hen og bejler sørgmodigt om titlen som verdens mest gennemførte ikke-land i vor tid. Men det er somaliernes land, og de er stolte af det - på trods. I see Orange Blossom, when you pass by my love... på markedet i Somalia DBK s Top 20 for besøgte lande Placering i år (sidste år) Med Bjarnes genopdukken er vi alle atter blevet rykket en plads nedad - alt andet lige. Medlemsnummer og navn Alder Antal lande Årets hurtigløbere er Anette Sode med 12 lande efterfulgt af Peter Schönsted, Fred Schäfer og Paul-Erik Jensen med hver 10 lande. De tidligere års rekord-landefræsere Arne Runge og Niels Iversen er nu endelig gået lidt ned i tempo, men er stadig klart i spidsen mht. antal nye lande de sidste 5 år. At der forekommer en enkelt negativ tilvækst (eller at disse tilsyneladende ikke stemmer med de faktiske antal besøgte nye lande det sidste år) hænger sammen med den gennemførte landereform, hvorefter man f.eks. godskrives for besøg i eks-sovjettiske republikker, selv om besøget er foretaget før disses selvstændighed. Til gengæld er der så forsvundet en række gamle lande (som f.eks. DDR, Tjekkoslovakiet etc.). Tilvækst sidste år 1 (-) Bjarne Lund-Jensen (3) Peter Schönsted (1) Arne Erik Runge (4) Fred R. Schäfer (2) Michael Mini (5) Claus Qvist Jessen (6) Niels J. L. Iversen (8) Bertel Kristensen (13) Svend Garbarsch (10) Kaj Heydorn (11) Preben Mogensen (-) Peter Goltermann (9) Ole Egholm (12) Henrik Døcker (23) Anette Sode (20) Paul-Erik Jensen (14) Stig Monrad (22) Jakob Øster (16) Per Allan Jensen (17) Søren Padkjær Tilvækst sidste 5 år En streg ud for tilvækst (eller placering sidste år) skyldes manglende medlemskab det relevante år. Den gennemsnitlige tilvækst af lande pr. år på listen er helt oppe på 4.2 (mod 1.1 for klubben som helhed), så det går stærkt i toppen. Antal medlemmer med mindst 100 lande er vokset fra 11 til 13, hvilket dels skyldes Bjarnes tilbagekomst og dels Peter Goltermann, der - ved sin indmeldelse for nylig - blev klubbens hidtil yngste medlem over den magiske grænse (en rekord som vores ærede redaktør vist nok pønser på at slå inden for det kommende år). Tallene er baseret på data fra hjemmesiden pr. 1. november (efter registrering af postkortene for oktober måned). Per Allan Jensen 36 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December

20 Kathmandu NEPAL 5ting du ifølge Per Allan Jensen skal vide om Kathmandu Religion 85% hinduer lever fredeligt sammen med buddhister, muslimer og kristne. Varme kilder Det er en fryd at sidde i en varm kilde og se på Himalayas sneklædte tinder. Børn Som så mange andre steder i den tredje verden myldrer det med fotogene unger Terrassemarker Yderst maleriske, og eneste mulighed for opdyrkning af det kuperede terræn. Rododendron Bliver kæmpestore og blomstrer i april-maj. Et syn for guder. Mt. Everest Nepals - og verdens - højeste bjerg (8.848 m). På nepalesisk Sagarathma. Maden I Kathmandu er der hundredvis af spændende - og meget billige - restauranter, der serverer såvel regionale specialiteter som mad fra alverdens lande. Prøv at finde en restaurant med gårdhave eller tagterrasse, hvor du er i fred for byens larm og måske kan sidde og se de sneklædte bjergtinder i horisonten. Landets nationalret hedder dal bhat, og det kan man vænne sig til. Transport Du får langt mest ud af at opleve Kathmandu til fods. Far vild i smalle gyder, fald i svime over små butikker og kig ind i porte, gårdhaver og templer. Hvis du bliver træt i benene, så tag en cykel-rickshaw (fra hvis sæde du kan nå at følge med i hvad der sker) i stedet for at tage en larmende og forurenende taxa. Opland Når det bliver for meget med Kathmandus mylder, så brug en dag på at besøge de to andre gamle kongebyer, Patan og Bhaktapur. Eller én af de store buddhistiske stupaer: Swayambhunath og Boudhanath. Eller det hinduistiske tempelkompleks Pashupatinath. Det hele ligger indenfor en times kørsel med bus eller taxa eller - hvis du har det fornødne mod - på en lejet cykel. Prisniveau Kathmandu er en af verdens billigste hovedstæder. Her kan du få mad og overnatning for et godt stykke under hundrede kroner om dagen, og hvis du ofrer lidt mere, kan du opleve gedigen luksus og føle dig som en fyrste. En times massage koster kroner, og en flyvetur hen forbi Mt. Everest (en oplevelse for livet) koster 700 kroner. 5Shopping Hvis du ikke allerede er shopaholic, så risikerer du let at blive det. Forvent ikke haute Couture butikker som i Rom eller Paris, men til gengæld kan der gøres rigtig gode køb, hvis du mangler rygsæk, støvler, sovepose eller vandretøj til trekkingturen. Desuden er der mange flotte smykker, ikke mindst af tibetansk oprindelse (gode gaver, fylder og vejer begrænset). Safari I landets sydlige del kan man komme på safari og se tigre og næsehorn. Bærere Små senede mænd med en vægt på kg., som kan bære op til 100 kg. Yakokser Spiller en vigtig rolle i højlandet, både til transport og til mejeribrug (god ost). 38 GLOBEN nr. 30 / December 2007