I JAPAN ER ALT LYSERØDT

Transkript

1 I JAPAN ER ALT LYSERØDT ERFARINGSRAPPORT FRA UNIVERSITY OF TSUKUBA, JAPAN, 2009 ANINJA HELENE GRØN Indhold Indledning... 2 Tak... 2 Hvor og hvad er Tsukuba Daigaku?... 2 Sensei og Lab Hvad er det?... 3 Mit forskningsprojekt... 4 Sprogundervisning i japansk Hvorfor dog?... 4 Sådan var min japanskundervisning skruet sammen... 5 Hvor er man social henne?... 6 Økonomi... 6 Studiebolig... 7 Anskaffelser, du ikke kan klare dig uden... 7 Passer det, at man skal have en mobil i Japan?... 8 Arbejde i Japan imens?... 8 Legater... 8 Min ansøgningsproces og overraskelser undervejs... 9 Tsukuba Daigaku s tre råd til nye exchange students...10 Alien Card og national sygeforsikring...10 Du må kun være i Japan, så længe du studerer!...11 Evaluering På en skala fra 1 til Kontaktoplysninger...12

2 Indledning Jeg var afsted som exchange research student, tokubetsu kenkyū gakusei, 特 別 研 究 学 生, ved University of Tsukuba, Tsukuba Daigaku, 筑 波 大 学, Instituttet for Biblioteks- og Informationsvidenskab/ Graduate School of Library, Information & Media Studies, toshōkan jōhō media kenkyūka, 図 書 館 情 報 メディア 研 究 科. Jeg rejste sammen med Martin Schmidth Herbst fra DB Aalborg, idet aftalen mellem DB og Tsukuba Daigaku var på netop to pladser. Jeg var i Japan fra april til august Det skyldes, at man i Japan har trimestre med studiestart 1. april, 1. september og 1. december. Mit ophold startede dermed fornøjeligt under blomstrende kirsebærtræer, samtidig med en hel årgang nye, japanske studerende. Jeg havde ansøgt om at være forskningsstuderende i fire måneder, som endte med at blive tre en halv, så det passede med Universitetets sommerferie. Jeg fløj søndag den 5. april og var fremme mandag den 6. april til studiestart. Den 12. juli havde jeg afleveret og fået godkendt mit forskningsprojekt. Den 13. august fløj jeg hjem til Danmark. Jeg håber, du vil synes, min rapport er underholdende, selv om den er lang. Tak Først er jeg nødt til, lige at spilde jeres tid og min spalteplads på at sige TUSIND TAK til en masse mennesker, som fortjener det. Til Pernille Winther, som måtte høre på mig lige fra sin første dag på jobbet, til hun gik på barsel og jeg kom afsted. Til Yuko YOSHIDA fra Tsukuba Daigaku, som var i Danmark og forskede på DB mens jeg skrev ansøgning og var evigt tålmodig og hjælpsom, og som sørgede for, at jeg fik kontor lige overfor hendes eget i Tsukuba. Til Peter Havnø, som lod mig rejse. Til Atsushi FUJII, min sensei. Til Mathilde Kure, som sad vagt hjemme på DB og fiksede kommunikationsproblemerne med Tsukuba angående eksamensformen. Til Hiroshi ITSUMURA, Martins sensei, som også tog mig under sine vinger og inviterede os på en række ekskursioner til Tokyos flotteste universitetsbiblioteker. Og til mine japanske medstuderende i mit Lab, som tog mig steder hen og blev mine skytsengle i mange situationer. Tak til DB for det medfølgende legat på kr. Til Danske Bank for at udtrække mig i deres konkurrence om legater á kr. Til alle, som har givet mig råd med på vejen angående legatsøgning og loven om, at alle studielegater, som bruges til studierejse, er skattefri. Og til min Mor, som forærede mig en rejse på til at rejse rundt og se det halve Japan, da flere danske fonde i 2009 mærkede den økonomiske krise kradse og trak i land med legaterne. Hvor og hvad er Tsukuba Daigaku? Toget til Tsukuba begynder sin rejse i Tokyo s nørdede bydel, Akihabara, mekka for alle drengerøve, som leger med elektronik, tegneserier, samlekort og hobbyfigurer. Det er næppe et tilfælde! Tsukuba Express kører studerende, professorer, små husmødre, exchange students, skolepiger og risbønder hjem til byen Tsukuba på blot 45 minutter. I 1960 erne var Tsukuba blot endnu et stykke land med rismarker, gamle huse og villaer, hvis hellige bjerg japanske turister valgfartede til på skovtur i sommermånederne. Men fremsynede entreprenører og akademikere fik dén ide at lave hele landområdet om til et samlingspunkt for al slags moderne forskning, Tsukuba Science City. University of Tsukuba blev planlagt med University of California som moderne efterkrigs-forbillede; lutter parker, grønne områder, alléer og cykelstier blev EXPO Verdensudstillingen holdt i Tsukuba, og selv om byen, der blev bygget op til at huse udstillingen, kun var midlertidig, holdt det nye forsknings-image ved. Idag rummer Tsukuba en række af Japans førende institutter og forskningscentre indenfor bl.a. rumforskning og udvikling af robotter og artificial intelligence. Og så selvfølgelig selve Tsukuba Daigaku, som af mange japanere regnes for det fineste ikke-private universitet i landet, foran ca. 96 andre ikke-private universiteter. Siden Tsukuba Express endelig blev ført helt ud til Tsukuba for 5-6 år siden, er bykernen, Tsukuba Center, blomstret op med restauranter, hoteller, enkelte højhuse og syv små og store shoppingcentre. Side 2 af 12

3 Sensei og Lab Hvad er det? Host Professor på japansk er sensei, det samme ord som betyder lærer, underviser, læremester eller bare mester. Alle Universitetsundervisere kaldes iøvrigt for Professors. Studerende er på efternavn med Sensei, bukker for ham/hende, opfører sig høvisk mere end høfligt og kunne ikke drømme om at spørge ind til f.eks. vedkommendes familieliv, uden at blive opfordret til det. Men derfor kan der godt i nogle tilfælde godt være venskabelige følelser og gensidig respekt imellem underviser og studerende. På Tsukuba har japanske Master students, altså Kandidatstuderende, ikke normal klasseundervisning, eller for den sags skyld forelæsninger. De har i stedet én enkelt underviser, som skal sørge for at uddanne dem i de to år, Master en varer, så de er grydeklare til enten at skrive Ph.D. eller til arbejdsmarkedet, når tiden er gået. Sensei planlægger seminarer hver uge på faste dage, som måske godt kan minde om klasseundervisning. Han/hun sender sine studerende ind til relevante forelæsninger og seminarer ved institutter i Tsukuba og Tokyo (jeg blev sendt til en engelsk forelæsning i Machine Translation i NII, Tokyo). Sensei overser deres forskningsprojekter, sådan at han/hun kan sætte sit eget stempel ved siden af deres, på deres arbejder. Og hjælper med at få udgivet store eller små videnskabelige artikler (Japan er et land af perfektionister som, i modsætning til i Vesten, også værdsætter at udgive artikler om bittesmå optimeringer indenfor nicheområder). Sensei samler sine studerende i sit Lab, en forkortelse for computer laboratory, hvor hver studerende får en lille cubicle i det åbne kontormiljø med eget skrivebord, computer, boghylder og plads til at dekorere cellen med sin nuttede yndlingsfigur, hvad enten det er Mickey Mouse, Elmo fra Sesamy Street, Lilo & Stitch eller Hello Kitty. Jeg fik også en plads og en computer i min sensei s Lab. Min sensei havde fire Master-og Ph.Dstuderende. Vi delte Lab med en anden Professors håndfuld studerende, også. Professorerne havde deres egne kontorer et par etager over os, men de kom ned flere gange i løbet af dagen og aftenen og tjekkede, om nogen havde brug for hjælp eller svar på opklarende spørgsmål. Den anden sensei og hans studerende var A-mennesker og mødte ind om formiddagen. Mine Labkammerater var B-mennesker og blev hængende til langt ud på natten. En almindelig arbejdsdag for min tutor på 23 år: Stå sent op, rydde op, købe ind og hygge lidt, tage i Lab kl. 14, evt. have seminar eller engelskundervisning(!), kl. 21 smutte hjem og lave aftensmad, evt. med bedsteveninden og hendes kæreste, være tilbage i Lab et kl. 23 og arbejde til omkring kl. 02. Sådan fungerede hun og vennerne 4-5 ud af ugens 7 dage. Og ikke bare på hverdage, også på helligdage og i ferier. I sommerferien var der råd til 1-2 ugers rejse, resten af tiden blev tilbragt i Lab som sædvanlig. I weekenden tog hun hjem, hvor hun havde et job som matematiklærer for gymnasieelever, hvis forældre syntes, de manglede ekstraundervisning. En anden af mine Lab-medstuderende havde kone og barn, men boede over to timer væk fra Instituttet. I spidsbelastede perioder op til, at han skulle aflevere en ny artikel, havde døgnet ikke nok timer til, at han orkede at køre hjem. Så flyttede han ind i Lab et og overnattede på madrassen, som stod bag en afskærmning i hjørnet. I det hele taget er det socialt accepteret at tage sig en lur i Lab et, også gerne bare med hovedet på armene på tastaturet. Lab et havde også en vask, en elkoger, et stort køleskab og en kombi-ovn, så jeg gjorde det til en vane at have aftensmad liggende i fryseren, klar til at varme op. Min sædvanlige arbejdsdag så således ud, (3 ) 4 dage om ugen: Japansk-undervisning (mandag til fredag), ( om torsdagen), Frokost, Et smut hjem og hente min computer, I Lab, enten arbejde på mit forskningsprojekt eller på en af de vildt mange tests i japansk, Et sted mellem 19 og 21: Spise aftensmad, enten i cafeteria/restaurant i Tsukuba Center, eller billig sushi el. bento (madkasse med varm mad) fra supermarkedet eller 7eleven, ved computeren. Resten af arbejdsugen tilbragte jeg eftermiddagene hjemme på kollegiet eller på ekskursion i Tokyo. I weekenderne tog jeg langt væk, også gerne længere væk end Tokyo! Side 3 af 12

4 Mit forskningsprojekt Jeg havde kun tre måneder til at lave mit forskningsprojekt, og ikke fire som beregnet. Hvorfor, kommer jeg ind på sidst i rapporten her (under Overraskelser), nu vil jeg beskrive mit projekt. Jeg havde ladet mig inspirere af Peter Ingwersens snak om N-grams og Morfologisk Analyse og al den sjove matematik bag. Jeg tænkte, at det måtte være det helt rigtige at udsætte mig selv og nogle japanske tekster for, og så måske se at optimere på noget best match. Så det var, hvad jeg havde forsøgt at forberede mig på hjemmefra. Ironisk nok tog det kun min Host Professor 10 minutter på vores allerførste møde at pille alle mine ideer fra hinanden: N-grams var 15 år forældet teori og Morfologisk Analyse er idag så velfungerende, at de forskellige japanske programmer får en træfprocent på mellem 96 og 98%, så dér var der bestemt heller ikke mere for mig at forske i. Så måtte jeg jo finde på noget andet, og min Professor mente, at jeg skulle læse alle hans videnskabelige artikler (på engelsk) igennem og så helt frit vælge et forskningsprojekt, jeg ville synes var sjovt. Og så var det, at det gik op for mig, at jeg faktisk slet ikke vidste, hvordan man forsker. Jovist kan jeg da finde et emne, indsamle nogle data, slå op i nogle bøger, sammenligne med nogle artikler og skrive en eksamensopgave på 30 sider og aflevere den til min underviser + censor. Men der er én ting, jeg aldrig har lært: Jeg kunne ikke finde på noget originalt at forske i. Hvordan vælger man et passende emne, som tilfredsstiller kravet om, at det skal tilvejebringe ny viden, omend måske kun en lillebitte smule? Tilsidst, da jeg begyndte at komme i tidsnød, hvis jeg stadig skulle nå at indsamle data, kom jeg på noget godt: En af de ting, som virkelig interesserer mig, er hvorvidt de yngre japanske generationer kan og vil holde fast på det japanske skriftsprog. Elektroniske inputmetoder på computertastaturer, mobiltelefoner o.s.v. lægger op til, at alting skal staves med latinske bogstaver og så automatisk omdannes til Kanji (skrifttegn) af en IME, input method editor, så hvorfor ikke overgå til at skrive alting med latinske bogstaver én gang for alle? Det samme gælder udlændinge, som lærer sig japansk, hvorfor lære over 10 tegn om ugen i to år, bare på at lære nok tegn til at kunne stave sig igennem en avis eller en børnebog? Så mit forskningsprojekt blev i sidste ende, langt fra min oprindelige ide, en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt japanske og internationale studerende, to research if there is any difference in the inputting methods between Japanese students and Japanese-talking students of other nationalities. og for min egen fornøjelses skyld en masse quick and dirty usability testing af folks mobiltelefoner, bærbare computere, elektroniske ordbøger, gadgets, m.m. Sprogundervisning i japansk Hvorfor dog? På Tsukuba Daigaku s webside står der, at japanskundervisning er obligatorisk for exchange students. Det er ikke helt rigtigt. International Student Center, ISC, tilbyder gratis japanskundervisning til alle udenlandske studerende ved Tsukuba Daigaku, inklusive os research students. ISC forventer, at en del studerende aldrig dukker op til briefingen og at flere endnu hopper fra i løbet af trimesteret. Men de håber, at så mange som muligt tager imod tilbuddet og gennemfører kurset med tilhørende eksamen. Når det nu er frivilligt, hvorfor så tage tid og kræfter væk fra sit forskningsprojekt for at følge undervisning og tests hver eneste morgen i tre måneder? Jeg har tre gode grunde: Da der ingen undervisning eller anden mødepligt er for research students på Instituttet, var den eneste chance for at få en normal hverdag, hvor jeg kom op om morgenen, dette japanskkursus. Ellers må jeg erkende, at jeg var gået i sump hurtigt. Mine bedste venner blandt de andre udvekslingsstuderende fik jeg, fordi vi mødtes hver dag enten til undervisning eller efter og spiste frokost sammen, i miljøet omkring ISC. Dét at lære at tale japansk kan heller ikke overvurderes! Størstedelen af japanere kan kun tale dårligt eller intet engelsk. I universitetsmiljøerne i Tsukuba og Tokyo er folks sprogkundskaber højere, men her Side 4 af 12

5 opholder man sig jo ikke altid. Bare dét i en butik at kunne pege på en vare, spørge om prisen og betale, det anser japanerne for en stor gestus fra en udlænding, og det gør dem langt mere villige til at hjælpe med dine spørgsmål og ønsker. Faktisk oplevede jeg, at der ikke var dét, de lokale japanere ikke ville forsøge at hjælpe mig med, når først jeg havde vist, at jeg var en af de udlændinge, som oprigtigt interesserede mig for at lære om den kultur, jeg var i. Mens de samme japanere kunne være lukkede og uimødekommende overfor de udlændinge, som førte sig frem, som om de ejede hele verden, Japan ikke mindst. Der er et ord for dem: gaijin. Direkte oversat betyder det bare fra et andet land (end Japan), men det får hurtigt en negativ klang i stil med fremmedarbejder. Sådan var min japanskundervisning skruet sammen Japanskundervisningen foregik 1½ time hver formiddag i 3 måneder. Jeg havde fire undervisere om ugen, to kvinder og to mænd, som tilsammen dækkede både den feminine og maskuline variant af det japanske sprog. Den ene var oprindeligt fra Tyskland og hans engelskkundskaber opvejede de japanske underviseres mangel på samme. Selv om jeg havde 2½ semesters aftenskolekurser bag mig, blev jeg opfordret til at tage begynderkurset, hvor jeg lærte alting helt forfra. Det fortryder jeg lidt, idet det viste sig, at der var meget mindre nyt stof i pensum, end jeg havde fået lovning på. Jeg tror fint, jeg kunne have taget niveauet over. Vi var ni på holdet, som gik op til eksamen: Fem kinesere, en koreaner, en franskmand og to danskere. Vi var to piger. Der var ellers over 50 tilmeldt introduktionsdagen til begynderkurset. Hver undervisningsgang begyndte med en A4-sides test på tid af det, som var blevet gennemgået dagen før. Så blev dagens teori gennemgået og øvebogens mange øvelser blev lavet på skift i klasseundervisning og i grupper, gerne to og to. Fire dage om ugen var der også skriftlige lektier for, en til fire A4-sider med opgaveløsning, hvis sværhedsgrad varierede i løbet af ugen fra multiple choice til sætningskonstruktion og fristile på halve og hele sider. Bogsystemet er skrevet af Tsukuba s egne sproglærere, Tsukuba Language Group og er et skræddersyet system med både en grundbog, øvebog, lytteøvelses-bog, kassettebånds-øvelser, videobånds-øvelser med og uden undertekster og en webside med endnu flere slags øvelser. Der var 6 kapitler i bogen. Hver 14. dag var der test i det nye kapitel, efter kapitel 3 var der Midtvejstest og kurset blev afsluttet med tre eksamener på tre dage (fire med skrifttegns-eksamenen). Hver test var delt op i at læse, at lytte, at skrive, grammatik, tale, artikulation og samtale/improvisation. Der blev givet individuel karakter for hver kategori (efter den amerikanske karakterskala). Den mundtlige del af hver test blev optaget skiftevis på kasettebånd og video. Den afsluttende eksamen bestod af en grammatik/vokabular-del, en lytte-del, et lille, indstuderet skuespil og en tale, som skulle foredrages for hele holdet. Der benyttes også et udmærket bogsystem til Kanji Class, altså skrifttegns-undervisning. Det var et frivilligt ekstrakursus, som foregik én tidlig morgen om ugen hos en helt femte, meget ung underviser, som nægtede at undervise på engelsk. Han indrømmede blankt, at han havde glemt alt sit engelske, da han var flyttet til Kina og undervise i japansk nogle år forinden. Der var skriftlige lektier på 4-6 A4-sider til hver uge, med både meget lette og svære opgaver. Ialt var der 9 undervisningsgange, den 10. var eksamen. På den tid lærte jeg 113 Kanji udenad, både at læse, udtale og ikke mindst skrive dem. Både i Japanese Class og Kanji Class var der en fraværsprocent på 40%, altså et krav om deltagelse i min. 60% af timerne. Jeg fortryder ikke det mindste, at jeg lagde så meget energi i japanskundervisningen. Jeg er fortsat efter jeg kom hjem med gymnasialt A-niveau på VUF fem timer om ugen. Jeg kan anbefale VUF s 0-B-niveau på ét år, hvis du skulle have lyst til at lære japansk inden du rejser, det er ganske billigt og af høj kvalitet. Side 5 af 12

6 Hvor er man social henne? Først og fremmest udspillede mit sociale liv sig i mit Lab. Jeg var vidunderligt heldig med min Tutor. Hvor mange af de andre europæere, jeg snakkede med, ikke så skyggen af deres tutor efter tre uger, opbyggede Shihono og jeg et ægte venskab. Langsomt men sikkert blev jeg lukket ind i den lille familie bestående af min tutor og hendes bedste-veninde, dennes kæreste og en professorat-studerende, som legede storebror for os alle sammen. Uanset hvad dag på ugen, det var, var der altid en af dem i Lab et, så det var svært at blive ensom. Jeg og Martin sørgede også for at se hinanden hver dag, generelt spiste vi frokost sammen. Og vi tjekkede op på hinanden, hvis den ene ikke havde været til japansk om morgenen. Mit japanskhold bestod stortset kun af kinesere, som ikke snakkede engelsk. Men efterhånden som vi fik lært mere japansk, begyndte vi at kunne kommunikere og have sjov med at spise frokost sammen. Franskmanden på holdet kunne lidt kinesisk i forvejen, som han havde samlet op hjemme i Frankrig på sit kollegium engang, og de andre var vilde med at forsøge at bruge ham som tolk. Der var godt gang i mange af de internationale studerende, som boede i bygningerne rundt om min. Fester og udflugter, bl.a. en tur med lejet bus til festival i ex-ol-byen Nagano. Mange af mine naboer var fra Kina og Korea, og der var meget(!) langt imellem os kulturelt. Men jeg havde også tre tyske og en tyrkisk pige som nabo, som jeg bl.a. var til fester og i Disney Sea med ^_^ Der er også en decideret forening, TISA, som holder arrangementer en gang om måneden for de internationale studerende og nysgerrige japanere. Det er især nyankommende studerende, som finder vej hertil. Personligt blev jeg hurtigt træt af konceptet, men giv det en chance. Jeg gik glip af både grillaftener, teaften, m.m. Og husk at holde øje med deres Fleamarket, det var dér, jeg fandt mit totalt billige køleskab! Man må heller ikke snyde sig selv for et besøg på den lokale, irske Pub med ægte whisky. Den ligger til højre for Hirasuna Campus, ned ad gaden med CoCo-kiosken på hjørnet, på første sal ovenpå den indiske bar (som for øvrigt røvrender deres kunder ved at snyde med regningen, så hold dig væk derfra!). Her hænger intelligentsiaen og de ældre, internationale studerende ud, cool sted. Økonomi Jeg havde aldrig prøvet at føle mig rig før. Det har jeg nu! Selv om det siges, at Japan og Tokyo er et af de allerdyreste rejsemål i verden, så er Danmark og København dyrere. Selvfølgelig kan man finde lejligheder, hoteller og restauranter inde i Tokyo, som koster mange tusind kroner, men hvor i Danmark kan man få et kollegieværelse til 800 Dkr om måneden, et mættende måltid af f.eks. ris/nudler og svinekød/oksekød/kylling/fisk på restaurant til 20 Dkr med gratis vand og grøn te til, ½ liter Coca Cola for 5½ Dkr, leve for under 50 Dkr om dagen, eller gå shop amok og fylde indkøbskurven med lyserøde mærkevarer og slippe med under 200 Dkr? De første otte uger holdt jeg nøje regnskab: Mine leveomkostninger lå på mellem 400 og 900 Dkr/uge. I alt lykkedes det mig at bruge Dkr på husleje, depositum, cykel, køkkenudstyr, m.m. Heraf gik de Dkr til skej-ud, gaver, shopping, kulturoplevelser, weekender i Tokyo, o.lign. Tøj og elektronik er kun ganske lidt billigere end derhjemme, bøger er noget billigere (også engelske paperbacks), fødevarer er halv pris af hjemme (de billige fødevarer importeres fra Kina, japanske fødevarer er ubetalelige for studerende) og restaurantbesøg er lige så billige som at lave med hjemme eller billigere. Forvent, at din købekraft fordobles i forhold til i Danmark (eller i det mindste i.f.t. København). Forresten er Japan et land, hvor alle mennesker render rundt med klirrende mønt på lommen og plastikkort kun er noget man ejer, hvis man er velhavende og i fast arbejde. Bankautomater (ATM s) lukker tidligt, f.eks. kl. 17, de tager ikke allesammen udenlandske kort, ikke engang VISA, du kan heller ikke regne med, at restauranter og butikker tager VISA, og da slet ikke ude i Tsukuba. Undtagelsen er i 7eleven, som har døgnåbent. Så gør det til en vane, altid at rende rundt med (for) mange penge på lommen. Japan er et land stortset uden tyveri, det er ikke kun en myte. Hæv også så mange penge hjemme i Danmark, f.eks. i Forex, som du tør have med i flyet, til en bedre kurs end i ATM erne. Side 6 af 12

7 Studiebolig Tsukuba Daigaku har ca. 60 kollegiebygninger (til over 4000 studerende) på campus, som førsteårsstuderende og udenlandske studerende kan leje for en slik. Jeg betalte lige over 800 Dkr om måneden for mit værelse. Man får så også, hvad man betaler for: Standarden er lav over hele linien. I alle kollegieværelser er der lås på døren, et vindue, en seng med madras, skrivebord og drejestol, bredbånd (hurtigt!), en telefon til at ringe gratis til hele universitetet inkl. de andre kollegier, tomme gardinstænger og en håndvask med koldt vand. Mit værelse var små 3 x 4 meter. Jeg var heldig, jeg havde et hjørneværelse med to vinduer i Oikoshi nr. 20. Det var plads nok til mig (men også kun netop), jeg havde sågar min kæreste på besøg i 14 dage dér. Udenfor på gangen var der to toiletter, igen kun koldt vand i hanerne, og på min etage to gratis vaskemaskiner og tørretumblere. På hver anden etage var der et bad (10 minutters dejlig varmt vand for 100 yen, ca. 5½ Dkr). Og på hver anden etage var der et såkaldt køkken inde i toilet-rummet, som bestod af to gasblus og en stålvask. Køleskab, ovn/mikroovn, potter, pander, fade og service må den enkelte studerende selv gå ud og anskaffe sig og opbevare inde på sit værelse. Heldigvis er det så billigt at spise ude, at det ikke kan svare sig at anskaffe sig køkkengrej! Jeg købte ind for flere hundrede Dkr og lavede mad i alt fire gange overhovedet (Sporadisk) rengøring af fællesarealer udefra en gang om ugen. Skralderum bag ved cykelskuret udenfor bygningen. Læs evt. mere her: Regn med, at du ikke kan få værelse i Kasuka. Hvad jeg prøver at sige, er Hvis du ligesom jeg kan leve disse få måneder helt uden luksus, så får du tag over hovedet for ingen penge, tæt på både Instituttet for Biblioteks- og Informationsvidenskab, ISC og Japanskundervisning, samt Tsukuba Center og Tsukuba Express-togstationen. Kan du ikke leve med ovenstående vilkår, så vær parat til, indenfor de første tre uger af dit ophold at finde dig en japansk familie, som har et værelse til leje. Priserne er stadig langt under Københavnerpriser. Der er opslag i aviser, de internationale flyveblade m.m., og ældre, internationale studerende eller evt. ISC kan helt sikkert hjælpe dig. Læs også Frederic s Erfaringsrapport ang. at leje sin egen lejlighed i Tokyo. Anskaffelser, du ikke kan klare dig uden Cykel. Campus alene er fem kilometer langt og det tager en time at gå fra den ene ende, Kasuga (Instituttet for Biblioteks- og Informationsvidenskab) til den anden ende, Ichinoya. En spritny, god cykel kan købes fra ny af for 500 Dkr (uden gear, dog). Regn med, at du kan få 50 Dkr for den, når du skal sælge den igen. Køleskab. Vi var fire tøser, som delte mit og jeg fandt det til TISA s loppemarked 14 dage efter studiestart, ubrugt til kun 200 Dkr! Men jeg var der også, da de slog dørene op. Ellers, så snak med ældre studerende. Eller står der et på fællesarealet på en af etagerne i dit kollegium, så tag det! Elkoger. Købes billigt i f.eks. Jasco. Eneste måde at få varmt vand hjemme, pånær under bruseren. Gardiner, reoler, skohylder, tv, køkkengrej, m.m. Hvad der står udenfor kollegieværelserne på fællesarealerne, er som regel altid ting, som gamle studerende har efterladt, da de rejste hjem. Måske står der en seddel på, at det vil blive afhentet af vedkommende, men oftest går møbler m.m. i arv fra studerende til studerende på samme gang. Kig dig omkring på etagerne med god samvittighed. Ang. tv: Der er kun japanske kanaler i pakken, og kablet til at forbinde tv et til væggen kostede mindst 110 Dkr. Der er også et par genbrugsbutikker i byen, igen spørg de ældre, udenlandske studerende. Køkkenudstyr. Brug 200 yen (11 Dkr) yen på en skål og et par pinde, så behøver du næppe mere. Ventilator. I juni-juli-august var en stor blæser simpelthen en nødvendighed for at kunne koncentrere sig om lektierne eller bare falde i søvn. F.eks. Jasco for 110 Dkr. Aircondition-anlæg er derimod meget dyre. Side 7 af 12

8 Passer det, at man skal have en mobil i Japan? Inden jeg rejste, blev jeg advaret af en japansk-studerende fra KUA om, at man ikke kan få sig et socialt liv i Japan som exchange student, hvis man ikke får sig en mobiltelefon straks. Jeg ofrede 1400 Dkr på en mobil med abonnement og lagde (max) et par hundrede kroner om måneden i taletid, også, betalt direkte med mit visa-kort. SoftBank er p.t. det eneste selskab, som tilbyder en abonnementsløsning til fastboende ikke-japanere. Abonnementet afbrød jeg samme morgen, som jeg skulle flyve hjem, i SoftBank s butik i lufthavnen. Der var enkelte tilfælde, hvor jeg havde haft meget svært ved at finde folk i Tokyo, hvis jeg ikke havde haft min mobil. Men der står mønttelefonbokse ved alle stationer. Og de japanske telefonselskaber benytter ikke sms, de bruger udelukkende og man er online på nettet overalt i japan(!) Så hvis du holder din computer og din åben, når du er hjemme, så kan du lige så godt bruge den til at skrive sms er direkte til de andres japanske mobiltelefoner. Der er lækkert, hurtigt bredbånd på kollegierne. Regn med, at du godt kan bruge din egen mobil til at sms e hjem til Danmark for blot et par kroner, medmindre den er et par år gammel eller gammeldags. Brug den ikke til at gå på nettet med, det er vanvittigt dyrt. Arbejde i Japan imens? Studie-visum til Japan tillader ikke, at man arbejder under sit ophold, kun at man studerer. Undtagelsen er, at man kan blive hjælpelærer i holdundervisningen på Tsukuba Daigaku eller tilsvarende. Da al undervisning foregår på japansk, og langtfra alle undervisere og studerende er trygge ved engelsk, er sprogundervisning (engelsk, spansk, russisk, hvad som helst) nok de eneste oplagte fag. Danskundervisning er der kun inde på nogle af selve Tokyo s universiteter og Overraskende nok Aftenskoler/sprogskoler. Jeg tjente yen (1100 Dkr) på at være fire dage på Kita-ku English Summer Camp som frivillig med 180 elever på år fra Tokyo, en hel årgang, som var på obligatorisk sommerskole nordpå for at forbedre deres engelsk. Det var faktisk rigtigt sjovt! Legater Sørg for at søge en hulens bunke legater, og sørg for at begynde på det mere end et år i forvejen, idet de fleste legater kun uddeles en gang om året, og de fleste steder ikke vil behandle ansøgninger, som indsendes efter du er rejst. Derimod kan du godt være så heldig, at du søger et legat inden du rejser, og så modtager det imens du er ude at rejse. Sørg for, at du efterlader en fuldmagt hos nogen i Danmark, så de kan modtage legatet for dig. Ellers skal du til at printe og sende papirer med din underskrift på fra Japan og tro mig, det er noget rod. Jeg fik kr fra DB. De dækkede lige netop flybilletten (SAS var billigst, inkl. fleksibel hjemrejsedato) og rejseforsikring hos StudenterForsikring.dk (Udenfor Europa, fuld skadesdækning). Jeg drænede min opsparing på kr og brugte de kr fra Danske Banks Studielegater på bolig, leveomkostninger, gaver, shopping, weekender i Tokyo og fem ugers ferie i Tokyo, Kyoto, Kobe og øen Yakushima. Jeg søgte desuden følgende legater (uden at få dem): Højgaards Fond, Danmarks Biblioteksforenings Fond og Scandinavia-Japan Sasakawa Foundation. Det sidstnævnte vil jeg klart anbefale at søge. Et andet oplagt sted at forsøge at søge studiemidler til din Japan-rejse er Tokai-Instituttet på Nordsjælland, et velslået, japansk-dansk universitet, som elsker al interaktion mellem de to lande. Side 8 af 12

9 Min ansøgningsproces og overraskelser undervejs Jeg besluttede allerede i januar 2007, at jeg ville gøre alt for at bruge DB s udvekslingsaftale til at komme afsted til Tsukuba Daigaku. Jeg fik strenge ordrer fra Karen Myhre, den daværende internationale studievejleder, om ikke at ansøge før året efter, januar 2008, idet udvekslingsaftalen udelukkende gælder studerende på Kandidatniveau. Jeg undersøgte hvad jeg kunne om Universitetet. Der var kun Frederic Armand Perruzzi s erfaringsrapport og Haakon Lunds forskningsophold at trække på, begge fra efteråret Karen Myhre kunne ikke huske, at der havde været nogen studerende afsted før Frederic. I januar 2008 havde jeg allerede plaget Pernille Winther, den nye internationale studievejleder, i flere måneder og jeg fik indleveret min officielle ansøgning. Jeg var heldig, vi var netop to ansøgere til at optage de to pladser. Der var stadig mindst syv måneder til, at jeg skulle sende min officielle ansøgning til Tsukuba Daigaku. For at få ventetiden til at gå hurtigere, gik jeg 1. februar i gang med at læse japansk på aftenskole (AOF) hver fredag. Og det blev jeg ved med, lige til jeg rejste i Til at begynde med, planlagde jeg at rejse væk fra Danmark den 1. december og holde to gange Nytår i Japan plus det kinesiske i Yokohama s Chinatown. Men da jeg nåede sommerferien, hastede det pludselig ikke længere så meget at komme væk fra Danmark. Så overvejede jeg at rejse 1. februar men regnede med, at det ville passe dårligt med universitetets semesterferie i marts. Martin var stålsat på, at han ville rejse 1. april, og til sidst besluttede jeg mig for at vente, så jeg kunne rejse med ham. Det fortrød jeg ikke: Det var meget rart at være to afsted, ikke mindst fordi vi var to om de frustrationer, som indimellem dukkede op, fordi aftalen mellem DB og Tsukuba var så uprøvet, at mange detaljer ikke var kendte i forvejen. Og fordi der var meget få europæere (og ingen skandinavere) ved universitet, så det var skønt at rejse med én, som havde grundlæggende samme tankesæt som mig selv. Selve ansøgningen til Tsukuba var tæt på at være et bureaukratisk helvede. Den skulle afleveres et par dage inden jul 2008, og det føltes som at have en ekstra, skriftlig eksamen dét år. 21 sider blev sendt afsted, heraf 12 siders bilag hvoraf det ene af dem var et brev fra rektor til rektor(!). Jeg var så velsignet heldig, at Instituttet for Biblioteks- og Informationsvidenskab havde sendt ingen ringere end deres Internationale Koordinator, Yuko Yoshida, til DB København et halvt år, som led i universiteternes forskningsudveksling. Yuko hjalp med stort og småt og har vist også trukket i trådene, så snart hun kom rejste hjem i januar, så Martin og jeg fik håndplukkede Host Professors. Det blev også Yuko, som hjalp os med en uforudset forhindring: Pludselig fik Pernille at vide, at studerende fra DB ikke bare skulle være på Kandidaten, men også have læst på den i mindst et år, hvilket hverken Martin eller jeg havde. Den regel fik Pernille og Yuko omgået. Tsukuba modtog ansøgningen i god tid, men derudover hørte vi ingenting. Jeg fik læst mig frem til på deres webside, at når man ønsker studiestart 1. april, skal man ansøge 30. januar og man vil få svar med posten midt i marts. Det holdt jo ikke, vi skulle jo købe flybillet, o.s.v! Så Pernille skrev en mail over og fandt ud af, at vi godt kunne stole på, at vi var optaget, og at studiestart ikke var 1. april, men mandag den 6. Der ku man bare se. Midt i marts ankom så en stor, indbydende, gul konvolut med anbefalet post. I den lå alle de oplysninger, jeg kunne drømme om på fint brevpapir, inkl. en tegning over lufthavnen med bussen til Tsukuba indtegnet. Selve rejsen søndag den 5. til mandag den 6. april forløb så let som ingenting, direkte fly fra Kastrup med SAS syv timers tidsforskel, vi fløj ind i den Finlandske nat og blev dér til næste morgen, hvor flyet ankom i god tid til Narita Lufthavn, Tokyo. Jeg har aldrig stødt på lufthavne, som får bagagen ud så hurtigt, som i Japan. Den obligatoriske toldbetjent var hulkindet og barsk og snakkede ikke engelsk, men han tøede op, da vi viste ham, at vi var exchange students ved Tsukuba. En hjertelig, ældre herre fra Universitetet tog imod os med åbne arme og et skilt med vores navne på, sørgede for, at vi købte de rigtige busbilletter i skranken, og viste os ud til bussen, hvor fire europæiske blondiner allerede sad og ventede. Den ene blev min nabo. Ved bussens endestation i Tsukuba Center blev vi samlet op af to piger fra ISC og kørt direkte til vores kollegier, hvor vores tutors stod og ventede på os. Èn tutor pr. exchange student, og tutor hørte under samme Host Professor som os. Side 9 af 12

10 Martins og mine tutors brugte mange, mange timer på at købe ind, gøre værelset beboeligt, vise rundt og så videre. Tirsdag til fredag bestod af otte forskellige introduktionsmøder og ærinder med at få sig selv indskrevet ved fem forskellige kontorer og instanser, Rådhuset ikke talt med. Tsukuba Daigaku er så decentreret, som en institution kan blive. I introduktionsdagene blev vi sendt over 10 steder hen, for at aflevere blanketter og hente underskrifter. Jeg havde tre studiekort samt mit Alien Card og mit sygeforsikringskort, jeg skulle have på mig altid. Faktisk gik der hele tre uger, før jeg fik en normal hverdag, japanskundervisningen begyndte og jeg kunne få aftalt et længerevarende møde med min Host Professor og forsøge at komme i gang med mit forskningsprojekt. Jeg havde planlagt mit forskningsprojekt efter, at det maksimalt kunne tage 14 dage. På dette tidspunkt fik vi også at vide, at selv om vi havde ansøgt om fire måneder og var indskrevet som studerende helt til 31. juli, så skulle vores forskningsprojekter være godkendt allerede den 12. juli, fordi universitetet (var det administrationen?) holdt sommerferie derefter. På den måde blev der skåret først 6 dage, så 7 og til sidst 19 dage af mit projekt, som det havde set ud, dengang jeg planlagde, at mit ophold skulle vare fire måneder. 32 dage ud af 122, det var næsten for meget af det gode. Jeg skulle have valgt at være væk i fem måneder, eller seks. Det var så også på dette tidspunkt, jeg fandt ud af, at eksamensformen bestod af min Sensei s løbende evaluering af min tilstedeværelse i Lab et og én A4-side på 400 ord med en opsummering af min forskning. Og jeg kom ikke så godt ud af det med min Sensei. Jeg indrømmer blankt, at på dette tidspunkt besluttede jeg at lægge størstedelen af min energi i japanskundervisningen, så jeg i det mindste kunne fremvise en flot karakter, når jeg kom hjem til DB. Tsukuba Daigaku s tre råd til nye exchange students 1. Det er forbudt at blive ensom. Sørg for at bruge dine naboer, dit Lab og måske især din tutor. Føler du, at du er ved at ryge ud på en sidelinie, hvor du ikke længere ser andre mennesker, så brug, næsten misbrug, din tutor. Vedkommende er der for din skyld. 2. Husk, at du er ambassadør for dit universitet. Det er din opførsel, som direkte bestemmer, hvorvidt aftalen mellem DB og Tsukuba Daigaku bliver fornyet. 3. Pas på trafikken! Tsukuba er en lille, stille universitetsby med mange mindre veje og alléer. Derfor forventer mange bilister, at der aldrig er folk og cyklister på vejene, og derfor kører de råddent. Det er den by i Japan med flest trafikuheld skabt af unge, urutinerede bilister. På semesteret før mit, var der en studerende fra Østasien, som blev invalideret i sådan et uheld og nu sidder i kørestol. Hun havde ikke tænkt på forsikring, og hendes familie havde ikke råd til at rejse over til hende. ISC lavede en indsamling blandt de internationale studerende, som gav hendes far råd til at rejse over og ordne hospitalets papirhelvede og betale for operationen. Også på cykel kører alle studerende råddent. Der er ikke noget, der hedder, at man kører i venstre side af vejen, ingen respekt for vigepligt, overhalinger, fodgængere, ingen kigger sig over skulderen... Det er som en hel by af Grønne Bude. Og det er forbudt i Japan at cykle på vejen, kun på fortovet. Alien Card og national sygeforsikring Alle udlændinge, som tilbringer flere end tre måneder i Japan og derfor søger visum i deres hjemlands Japanske Ambassade, skal også forbi det lokale rådhus og bestille et Alien Card, inden for et par uger efter ankomst til landet. I Tsukuba er det udelukkende dén afdeling af Rådhuset, som har til huse ude i forstaden Sakura, som tager sig af denne proces med at trykke et plastikkort til byens aliens. Udover Alien Card skal du også tilmelde dig Japans Nationale Sygeforsikring, som sikrer dig 70% rabat på alle lægebesøg under dit ophold. Det er ligegyldigt, hvor god en forsikring du har tegnet hjemme, sygeforsikringen er opbligatorisk, så du slipper ikke. Det er ikke dyrt. Og din forsikring bliver sikkert glad. Sakura Branch rådhuset kan nås med bil, bus eller cykel, det får du alt at vide om på det store møde, når du er ankommet til Universitetet. Bare husk at medbringe alle de mange, mange pasfotos, som du får Side 10 af 12

11 besked på i dit velkomstbrev, som kommer med posten. Alt i alt kommer du til at tage ud til Sakura Branch mindst tre gange: Når du bestiller dit Alien Card og sygeforsikringen, når du henter det efter nogle uger, og inden du skal hjem, når du skal ud og afmelde dig sygeforsikringen og betale for det antal måneder, du har haft den. HUSK at tage ud til Sakura Branch inden du rejser hjem, de accepterer ikke afmelding via en fuldmagt fra andre! Glemmer du det, får du en fuld regning til Danmark efter et år, og igen året efter. Du må kun være i Japan, så længe du studerer! Det følgende kan ikke siges med store nok bogstaver: Sørg for at planlægge dit universitetsophold sådan, at du er indskrevet i HELE den periode, du er i Japan, også selv om du planlægger at holde noget ferie i starten eller slutningen af din rejse. Jeg var indskrevet ved universitetet fra april til juli og planlagde at blive i Japan og rejse rundt i hele august. På andendagen for min ankomst til Japan holdt universitetet (ved bl.a. Kaiser-sensei fra ISC) blev det kraftigt indskærpet, at på trods af, at vi havde studie-visum fra vores ambassade, som holdt et helt år, så var det kun gyldigt i den periode, vi rent faktisk var indskrevet på universitetet. I praksis betyder denne regel, at efter japansk lovgivning har jeg faktisk været illegal indvandrer i Japan i hele 13 dage i august. Jeg blev ikke tjekket i lufthavnen, da jeg skulle rejse hjem, så det fik ikke konsekvenser. Men sørg nu for, at det ikke sker for dig. Hellere forklar Universiteterne, at du ønsker at rejse rundt og opleve Japan på egen hånd i en måned, og at du derfor ønsker at være indskrevet på Tsukuba en måned længere, f.eks. som jeg gjorde, mens der var sommerferie ved begge universiteter i august. Evaluering På en skala fra 1 til 5 Forskningsprojekt: 3 ud af 5 mulige. Jeg ærgrer mig over min egen, forudgående, manglende viden om, hvordan man egentlig forsker, uden manual eller råd at hente hjemme fra DB. Men jeg endte med at få lavet en hæderlig undersøgelse, omend den ikke bar vildt meget præg af interessant, ny viden, udover for mig selv. Eksamensform/vurdering af forskningsprojekt: 1 af 5 mulige. Kommunikationsvanskeligheder imellem undertegnede og min sensei, ingen eksamen men kun sensei s udtalelse og egen ransagelse af sin samvittighed til at vurdere kvaliteten af sin forskning, gjorde selve dét at være forskningsstuderende til tider ganske besværligt. Ren eksamensstress. 1 A4-side er værre end at skulle aflevere sin opgave som power point-show, idet der her ikke engang var en mundtlig fremlæggelse udover et par kontrolspørgsmål fra sensei. Måske var en løsningsmulighed, at der skal forberedes en Ordrig Onsdag, som skal holdes for interesserede undervisere og venner på DB? ;-) Japanskundervisning: 4 ud af 5 mulige. Undervisningen lå langt tættere på den danske, pædagogiske undervisningsform end på den japanske. Der er stadig plads til forbedringer, men jeg er meget tæt på at sige 5 ud af 5 p.g.a. underviserne alene. Dog tog kursets daglige lektier og tests meget tid væk fra mit forskningsprojekt (jeg kunne selvfølgelig også have ladet være med at gå efter topkarakterer i både reading, writing og speaking). Opholdets tidspunkt og længde: 3 ud af 5 mulige. Kunne jeg gøre det hele om igen, så ville jeg presse på, til jeg fik lov til at ankomme 1. februar og blive til 12. juli. Tre en halv måned var simpelthen ikke nok, det gælder både fagligt og kulturelt. Japan: 5 ud af 5 mulige. Et gæstfrit land med så lange og svære traditioner, at det er umuligt, ikke at træde folk over tæerne, og netop derfor er de ekstra gæstfri og overbærende med os velmenende udlændinge. Japanerne forstår dansk humor, sarkasme, ironi og sågar selvironi. De har et let forhold til livet generelt, ligesom os danskere, skønt de tager deres arbejde og virksomhedens ære mere gravalvorligt end nogen. Side 11 af 12

12 Generelt: Lægger jeg de ovenstående karakterer sammen, får jeg et snit på 3,2 af 5 mulige. Så det må vel være den generelle karakter. Skal jeg selv give karakter til hele min rejse, får den dog uden tøven 6 ud af 5 mulige! Kontaktoplysninger Nyttige websider til Tsukuba Daigaku: Universitetets webside: eller Instituttet for Biblioteks- og Informationsvidenskab: Instituttets liste over ansatte Professors: International Student Center: ISC s oversigtsside: Prisoverslag på leveomkostninger: Kollegier: Frederic s erfaringsrapport: Det japanske svar på Facebook: Følgende personer kan være guld værd at kunne trække på, hvis det bliver nødvendigt: International Student Center, ISC: info(snabela)intersc.tsukuba.ac.jp Jeg fik god og professionel hjælp på engelsk fra ISC inden min afrejse af: Kiyomi KAMBARA Short-Term Student Exchange Programs Division of International Students kkannbara(snabela)sec.tsukuba.ac.jp Japanskundervisning ved ISC s Japanese Language Section: nihongo(snabela)intersc.tsukuba.ac.jp Skriver du til denne adresse, vil du sandsynligvis få svar fra Stefan Kaiser, som oprindelig er fra Tyskland. Yuko YOSHIDA, Associate Professor, Library and Information Science: yyoshida(snabela)slis.tsukuba.ac.jp Yoshida-san har været Exchange Professor på DB København og forske i 2008, så hun kender alt til DB og har sågar studeret Dansk på universitetet engang. Yuko vil helt sikkert blive fornærmet, hvis ikke besøgende i Tsukuba kigger forbi og siger hej. Hun kan givetvis også hjælpe med spørgsmål om Instituttet. Undertegnede: Jeg vil opfordre studerende, som er på vej til Japan, at gå ind og læse min blog om Japan og Tsukuba, som jeg førte fra jeg rejste og et stykke tid efter, jeg var kommet hjem. For selv om det kan føles sjovere at tage det, som det kommer og lade sig overraske, så er der en del ting om Japans vejr og klima (herunder regntid og jordskælv) og om Japans kultur, traditioner og tabuer, som det er meget uklogt, ikke at have sat sig godt ind i hjemmefra.. Jeg har ikke plads til at skrive et halvt års erfaringer ind hér, så orientér jer på aninjagroen.blogspot.com. Der hører google maps med til den. Alle blogindlæg, som er tagget med Japan, er direkte relateret til min studierejse, så sortér f.eks. efter dette. Jeg bliver færdiguddannet fra DB, inden de næste studerende rejser til Tsukuba Daigaku, men hvis du derude overvejer at tage afsted, så er du altid hjerteligt velkommen til at skrive til mig på aninjagroen(snabela)gmail.com. Jeg svarer beredvilligt på alle spørgsmål, også på dumme og gamle ^_^ Side 12 af 12