TÆRSKLEN Bog 4. ANDEN DEL, Bog 4. afsnit 1

Transkript

1 ANDEN DEL, Bog 4 afsnit 1 Herlufsholm Kostskole. At gøre det vilde barn tamt. Elitens tilpasning og lemlæstelse af børn Stockholmssyndrom for mindreårige.

2 afsnit 2: Et gensyn med Herlufsholm - 50 år senere. Uddannelse til dagens krigere og øvelser for morgendagens "pisse magtfulde mænd"? Endnu et Stockholmsyndrom: Übermensch som institutionaliseret fødselsret? afsnit 3: En gammelherlovianers gensyn med fortiden - indlæggelse til Jan Guillous film om Solbacka kostskole. Karakterdannelse og fascismens grundelementer. afsnit 4: Konkurrence og demokratiets spilleregler. Grænser for humanisme? Žižeks fantasmatiske fascination. Hvor pokker blev arbejderklassen af: Eliten versus folket? Nutidens højre og venstre. afsnit 5: Velfærdsstaten er uskyldig - et brud med universalismen? Bolig- og kreditboblen. Globaliseringens indbyggere: Turister, vagabonder eller bare lokaliserede "muppets". Overklassens triumferende uskyld og eliternes oprør. Livet i en købmandsstat af uoverskuelig størrelse og dynamik. Rovdyrskapitalismens fremtid - eksempler fra Ukraine. Sprækker i det lovede Lykkeland. Batesons dynamo.

3 Bog 4, afsnit 1 At gøre det vilde tamt, afsnit II På Herlufsholm var der ikke mange, der spildte tiden på roser og lignende pjat. Eller glæde for den sags skyld. Men derimod var der en helvedes masse kropslighed. Mere om det senere. I England har man startet en forening af tidligere kostskoleelever med det formål at belyse skaderne ved en sådan skoleform. Jeg har flere gange i mit liv følt trang til at melde mig ind i den men har aldrig fået det gjort. Der skete heldigvis så meget andet i mit liv. Det interessante at diskutere i en sådan forening er skaderne hos de tilpassede dem, som betænkeligt ofte ender på samfundets højeste poster i administration, militær og de lukkede

4 netværk indenfor erhvervslivet, og dér fremturer i deres triumferende uskyld. Uskyld er måske ikke det ord, man umiddelbart ville forvente hæftet på dem, men kostskolen har gjort denne gruppe så overbeviste om deres egen eller deres klasses overlegenhed, at de kun har uskyldsren overbærenhed tilovers for andre laverestående væsener. Sådan er magtens arrogance. Og det er da lige til at pisse i stænger over! Jeg beder læseren om tålmodighed kapitlet er meget langt. Mindre kunne ikke gøre det og det svarer i relativt omfang til den betydning, det beskrevne indhold har haft i mit liv. Det levede liv I: kostskoleliv I vores del af verden tilbringer vi stort set hele vores barndom og det meste af vores ungdom i en eller anden institution. Én af de mere djævelske typer, som er opfundet, er kostskolen. Her tænker jeg ikke på den milde og særligt danske version: efterskolen og højskolen, som ud fra bestemte samfundsmæssige og psykologiske præmisser er gode og evt. nødvendige pædagogiske tiltag. Jeg tænker på den lille håndfuld af elitære kostskoler, der efterligner den engelske overklasses uhyrligheder. Den følelse, som ramte mig lige inden hjerteoperationen, mindede mig om mit eget kostskoleophold. Det var en følelse af

5 total og altomfattende ensomhed og angst,... forladthed. Men jeg kendte godt følelsen. Grundlæggende begynder og ender den i maven. Først som et spark og så knugende og stor som en kanonkugle, så man knap kan rette sig ud. Jeg har følt det mange gange i løbet af mit liv da jeg blev smidt ud af diverse skoler, når jeg gik på gaden og da jeg sejlede rundt i verden på må og få. Den er forbundet med billeder helt tilbage fra det første mørke barneværelse med den lukkede dør til kostskolens isnende sovesale med de hårde senge og drenge. At beherske den har kostet mig mange års arbejde. Ædle opdragelsesmål? Da jeg var 12 år gammel blev jeg nemlig sendt på en kostskole, Herlufsholm, et tidligere Benediktinerkloster, Sankt Peders Kloster. Herlufsholm er nok dén elitære skole, som kommer nærmest på den engelske overklasses foretrukne kostskole, Eton. Klosteret blev grundlagt 1135 i Næstved, men flyttedes ca ud til Susåen og fik navnet Skovkloster. Det brændte 1261 og genopførtes som et firefløjet anlæg på en holm, omgivet af beskyttende fiskedamme. Skovkloster overgik til kronen, blev hovedgård og mageskiftedes 1560 med Hillerødsholm (senere Frederiksborg Slot) til Birgitte Gøye og Herluf Trolle, der ændrede

6 navnet til Herlufsholm. Rigsadmiral Herluf Trolle og hans hustru, Birgitte Gøye, der overtog godset 1560, var barnløse og besluttede i 1565 her at oprette en lærd skole for "menige Ædlingers og andre ærlige Mænds Børn i Danmarks Rige" med plads til 42 drenge. Det maner til eftertanke, at Corfitz Ulfeldt, danmarkshistoriens mest notoriske landssviger og selvovervurderende sociopat, var blandt de disciple. Af den kongeligt stadfæstede fundats af fremgår det, at Herluf Trolle og Birgitte Gøye selv ville stå for skoledriften, men at rigsrådet efter deres død skulle være patron for skolen og til forstander udnævne "en gudfrygtig og velbeskeden Adelsmand". Herudover skulle der tilknyttes en præst og en skolemester til at forestå henholdsvis gudstjenester og skoledrift. I Niels Hemmingsens ligprædiken tillagdes Herluf Trolle dyder, som udtryktes i de ansvarstunge og stolte ord om Danmarks adel, der vel bar gyldne kæder og havde jordegods, men også satte livet på spil for konge og fædreland. Da Herluf Trolle levede disse ord ud og faldt i Den Nordiske Syvårskrig kort før skolens åbning, blev dens første forstander Birgitte Gøye. Hun fratrådte i 1567 mod et løfte om, at forstandere herefter skulle udpeges indenfor hendes egen eller hendes mands slægt, et løfte som holdt indtil 1731.

7 Forløjede forklaringer Man bliver ikke bare meldt ind man bliver sendt på kostskole. Man skal ikke lade sig narre af egocentriske voksne narrøve og forløjede bortforklaringer der er nogen, som vil af med dig, så de kan få tid til alt muligt andet end at være forældre; de har andre dagsordener, og specielt dagsordener gældende for dig. Nogle vil måske hævde, at det er noget én-øjet sludder, men sådan følte jeg det, og det gør mig til eksperten i det følelsesmæssige spørgsmål ikke de voksne og tilpassede. De kan ofte have gode og elaborerede forklaringer, som fx karriere, arbejde i udlandet mm. men effekten er, at børn bliver frarøvet den kontinuerte kontakt med deres forældre, de bliver valgt fra. Og dét sætter emotionelle spor. Jeg står desværre ikke helt alene med synspunktet. Årsagen til at ikke flere melder ud om dette skyldes samme tilbageholdenhed, der gælder for kvinder, der er blevet voldtaget. Der er tale om en lemlæstelse. Men i øvrigt var der skam både optagelsesprøver, interviews og meget andet. Min broder var der som sagt allerede 2 klasser over mig andre medlemmer af familien von Barner havde gået der gennem de sidste par hundrede år og mine 2 fætre var også lige gået ud.

8 Det levede liv II: kostskolelivets hverdag I mit liv har jeg gennemløbet udviklingen fra socialt utilpasset over mønsterbryder til grænsegænger og hele tiden har den knugende kugle i maven været hos mig i form af tilbagevendende mareridt. Sådan kan det nemlig mærkes i maven på en 12-årig gammel dreng på vej til kostskole. Den første dags mavekneb hænger i kroppen endnu. Vi blev proppet ind i busser opsamling ved Københavns Hovedbanegård på siden med de frække damer. Damerne har skiftet farve og karakter for Vesterbro er som kvarter blevet globaliseret og mondænt selv min familiære forgænger Regitze Barners Værnehjem, stiftelsen for unge kvinder i Helgolandsgade, er lavet om til stilfuld restaurant: Frk. Barners Kælder. Meget godt det samme og tidstypisk? Sådan en bustransport skulle vist nok gøre alle mere ligesindede og demokratiske men indtrykket svækkedes senere af limousinen med privatchauffør, som kom kørende til skolen med onsdagskage til lille Frantz. Kasket og uniform føltes stadig uvant.

9 Elite og klassebegreb Skolens program var dengang for elitens og overklassens drengebørn hvilket bestemt ikke altid er sammenfaldende kategorier og der var mange ting at lære. I dag er klientellet måske mere blandet, men det elitære er fastholdt som mål. Det er katastrofalt at tro, at klassebegrebet fra dengang er afskaffet og ikke i nogen form findes længere klassekampen foregår blot mere diskret. Det, som gør det vanskeligt at se, er at individualiteten i dag er så vidt fremskreden, at hver enkelt har et projekt om at blive (aner)kendt, at være i centrum. Dette projekt skygger for forståelsen af mere distribuerede og klasserelaterede magtrelationer. På trods heraf findes der stadig en overklasse af mennesker, en gruppe, med en særlig måde at være sammen på, og den klasse er det meget svært at komme ind i eller ud af for den sags skyld. Denne type social klasse er i dag først og fremmest præget af at være en mental klasse, dvs. af bånd, som vi lægger på os selv eller hinanden. De første trusler om barske ting blev allerede fremsat på busturen til skolen. En del skubben og masen grovkornede drillerier med de yngste og nyeste som mål. Placeringen i hierarkierne blev afprøvet, hvem hed hvad, hvem var

10 bror til hvem, var familien rig, gammel, god, kendt eller fin nok ellers Gud nåde dig, hvis det ikke var tilfældet! Som barn på et forvirrende og nyt sted var det ensomt. I en globaliseret og individualiseret verden af i dag, hvor det føles både nødvendigt og legitimt at udskifte alt fra diverse kropsdele til familienavnet for at omverdenen kan lægge mærke til én og så du selv kan mærke, at du er i den kan det være svært at forstå den vægt, som i min barndom blev lagt på afstamning og navn; noget udenfor dig selv, som skabte sammenhæng og tråde til fortiden. Der fandtes en historie udover din egen, en historie som du var en del af på godt og ondt. Men sådan er det at skrive fra en generation til en anden. At være ensom blandt mange er desværre et vilkår for mange i dag at have muligheden for selv at vælge at være alene blandt mange, men ikke ensom, er et vanskeligt opnåeligt livsmål, som nok er værd at stræbe efter for et lille menneske med fødderne slæbende på vej ind i kostskolelivet eller senere. Men det vidste jeg ikke på vej til kostskolen i en gammel bus dengang i Tværtimod opgaven var bare at overleve her og nu.

11 Opdragelsesmålene Blandt mange andre ærværdige opdragelsesmål ville skolen gerne lave alle os drenge om til mænd rigtige mænd. Sådan nogle som fik lov til at bøvse og prutte og rende rundt i skoven og lege krig sammen med Gardehusarerne i skolens egne halvfascistiske korpsuniformer og slæbende på en udfaset riffel fra før 1. verdenskrig, som vejede et ton. Tja. I det gamle Grækenlands Sparta overlod man også drengebørnene til krigerskoler endog fra de var helt små men man fortalte dem her uden hykleri og klynkeri, at meningen var at de skulle blive dygtige krigere, så de kunne udslette eller underlægge sig alle de andre græske bystater i vores historiebøger vel først og fremmest Athen. Magten var på sæt og vis befriende usminket og uden omsvøb. I dag skal danske soldater udføre fredsbevarende missioner på den anden side af jorden. Det er mere uigennemskueligt. Soldater? Fredsbevarende? Og i Irak og Afghanistan? Hvad ér det dog for en slags nysprog? Vi uddanner krigere! I pressen udtaler vores unge soldater sig

12 i tide og utide om årsagerne til deres frivillige deltagelse i disse krige. De vil forsvare vores land og demokratiet, de vil gøre en forskel, de vil hjælpe stakkels kvinder og uskyldige børn osv., hævder de med store troskyldige øjne. Indtil filmen Armadillo rystede kaffekopperne lidt i de små hjem og norske soldater fra Telemarksbataljonen afslørede et sprogbrug og tankegang, som ikke engang de værste amerikanske voldsfilm kan hamle op med. Her dukkede der mere autentiske og livsnære årsager op: de ville opleve suset, de ville føle det grænseoverskridende i at dræbe et andet menneske, de ville smadre fjenden. De ville opleve det spændende og det kropsligt fascinerende ved at have magten over liv og død i aftrækkerfingeren. Dele af forestillinger, som desværre hører sammen med selvbilledet af en nutidig Helt i nogles forståelser og desværre også passer godt ind i sportificeringens forsimplede primitivisering. Kasper KL s historie kan måske også gøre os klogere. Han var frivilligt udsendt til Afghanistan, hvor han trådte på en landmine og mistede en arm og et

13 ben. Landminen var formentlig norsk produceret, og Taliban der havde placeret den havde købt den for penge, som de havde skaffet sig via den danske genopbygningshjælp. En kollega, Martin PA, der efter flere udsendelser mistede begge ben og den ene hånd af på samme vis udtalte til pressen, at det var almindelig kendt, at en stor del af den danske udviklingsbistand blev scoret af Taliban enten som beskyttelsespenge eller ved almindelig korruption. Og når den historiske baggrund endvidere er, at Taliban oprindelig som Muhjahedin blev opbygget og understøttet af det USA, som i øjeblikket bekæmper dem så forstår man måske den svidende vrede og harme, som begge disse soldater burde føle overfor deres dukkeførere, politiske som professionelle. For PA s historie indeholdt også det ekstra pikante element, at den brønd og den skole, som de danske penge var gået til, ikke findes. Brønden blev aldrig bygget, fordi pengene forsvandt sammen med den initiativrige bygherre og skolen blev bombet sønder og sammen af egne tropper. Man erindrer sig stadig billedet af vores tidligere statsminister, den liberale venstremand Lars Løkke Rasmussen, hvor han i slutningen af 70 erne stolt poserer sammen med Muhjahedinsoldater med et raketstyr i armene.

14 Magten var heller ikke usminket på min kostskole den var mere subtil og nederdrægtig, og blev dækket af spin og et kognitivt performativt sprogligt lag. Man blev fyldt med kongerøgelse og overstadige idealer om ridderfærd og demokrati i sig selv en umulig og absurd blanding. Det kunne for så vidt også ske i almindelige skoler. Men metoderne, hvormed man implementerede begreberne! De var nok anderledes. Jeps. Dagligdagen var gennemsyret af alle de fine ords modsætninger. Idealerne, som vi læste om, så ud til at være indrestyrede individer, dvs. selvstændige og myndige mennesker, som ikke kun var i stand til begrundet at vælge til, men også var i stand til begrundet at vælge fra, dvs. at tage afstand fra noget. Det grundlæggende paradoks i den forbindelse, nemlig hvordan man gennem stram kadaverdisciplin kan bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre påvirkninger, men at lære at stole på sig selv og sin egen dømmekraft oplevede vi tungt på vores kroppe i form af tørre tæsk og spanskrør. Jeg skal fanden ta mig lære dig at opføre dig mere demokratisk! klask, klask! Uddelt med gavmild hånd af lærere og små 18-årige knægte, som var blevet udstyret med total myndighed og overherredømme blot fordi de var kommet i 3. gymnasieklasse. Præfekter hed så-

15 dan nogle krabater. TÆRSKLEN Bog 4 Aldrig mere krig? Det her med demokratiet havde nok at gøre med 2. verdenskrig, som endnu ikke lå så fjernt i tid. Det var i 1950 erne og diskussionen mellem Hal Kochs, Hartvig Frisch s, Alf Ross og Verner Goldschmidts opfattelser af demokrati var i fuld gang. Dialogbaseret hensyntagen til mindretallet mere end blot 51 % stemmer tager al magten. Vi måtte passe på, det ikke gik galt igen som man også havde sagt det efter 1. verdenskrig aldrig mere krig. Lidt pudsigt at tænke på nu, hvor Danmark igen har spillet med musklerne på den internationale arena som aggressor og krigsførende land. Jo, vi skulle opdrages til selvbeherskelse, demokrati og gode manerer. At finde styrken og rationalet til at modstå massebevægelsernes forførende begejstring nicht mitmachen ikke svømme hen i store følelser for senere at overgive sig tankeløst og ukritisk til store mænd og idoler med skråremme og armbind, ikke altid at gå med karismatiske strømninger. Franco, Mussolini, Hitler og Stalin spøgte i kulisserne. Men en grundlæggende tanke i et af datidens store værker, filosoffen Th. Adornos: Dialektik der Aufklärung, er at oplysning og mytologi, fremskridt og barbari, større frihed og

16 større tvang faktisk følges ad, ikke som civilisationen og dens mere eller mindre nødvendige omkostning, men som én og samme sag. En frimodig tolkning af Adorno er som sagt, at øget frihed er det samme som øget selvbeherskelse. Det ene fungerer ikke uden det andet. Han tilskrives også udsagnet: at det virkelige engagement består i at sige folk imod at skabe et spændingsfelt, og derved gøre en forskel. Sådan så man ikke tingene på min kostskole. Nej. Den ydre beherskelse fyldte det hele og man regnede tilsyneladende med at resten fulgte af sig selv. Disciplin og lydighed først og fremmest. Skolen rummede godt 200 drenge i alderen år mere eller mindre ufrivilligt samlet i nogle bygninger, som i festtalerne bliver beskrevet som værende middelalderlige historiske mindesmærker for os børn betød det blot, at de var skidekolde om vinteren. Den mere floromvundne omskrivning gik på, at kulden ville hærde os. Et gammelt kloster med tilhørende kirke og munkeboliger fra 1200-tallet suppleret gennem herregårdstiden med diverse bygninger, som skoletiden så senere tilførte ekstra opbevaringsplads til små ufærdige og formbare mennesker. Barnløshed hos de daværende ejere, Herluf Trolle og Birgitte Gøye, parret med naiv

17 gudsfrygt kan føre til meget underligt her en kostskole for drenge. Fortrinsvis for adelens drengebørn, som dog i fundatsen blev suppleret med et antal ikke-adelige. Militær organisation og uniformering kan være en første og primitiv løsning på problemerne i forbindelse med en sådan samling unge hanner under ombygning. Det blev så anvendt som pædagogisk metodik her vel at mærke omfattende hele døgnets aktiviteter. Vi var panoptisk observeret i døgnets fulde udstrækning! Opdragelseseksempler Lad mig give et eksempel som måske forstås af en sundhedspolitisk korrekt samtid jeg kunne ikke dengang. Det var forbudt at ryge for alle disciple (som var elevernes latiniserede navn) før de kom i gymnasiet. Her måtte man pudsigt nok gerne det var et ritualiseret voksen-privilegium. Der udfoldedes meget store bestræbelser og megen energi fra præfekternes side for at dette forbud blev overholdt. Jeg husker specielt én, som flere dage i træk cyklede ud i skoven hvor der selvfølgelig var gode rygesteder hvor han kravlede op i et af de høje træer med kikkert. Her kunne han overskue det meste af verden mente han. Han havde bare glemt, at for det første tog det ham oftest længere tid at komme ned fra træet end det tog os at smutte derfra og for det andet

18 så havde han ingen vidner. Han var ikke stor nok til at indgyde respekt hos alle de ulovlige rygere, når han var alene på skolen var respekt synonymt med frygt for korporlig afstraffelse. Vi var nogle af de små 15-årige, som var store nok til at kunne pande ham ned, hvis vi ville, altså forudsat ingen så det og han var ikke populær nok blandt sine egne til at samle et tæskehold. Der skulle normalt mere tungtvejende grunde til udsendelse af et tæskehold fx hvis én af de små virkelig slog ham ned! I det tilfælde ville synderen som uden procedure af nogen art altid udnævntes til at være den yngste blive tværet ud af 6-8 granvoksne 18-årige. Det fungerede som de fleste grupper af primater eller menneskelige klansamfund. Skolen så på det som træning i fællesskab og forberedelse til militæret og fandt det tilsyneladende ærefuldt. Så sent som i 1990 erne hørte jeg en radioudsendelse, hvori skolens repræsentant udtalte, at man aldrig straffede derimod hjalp man konkret og praktisk disciplene til indsigt. Det kunne ligne et agtværdigt humanistisk projekt for at passe på de smås helbred og sjæl og at foregribe en senere sundhedsliderlig politisk korrekt verdensorden. På den anden side var dét vel for meget at håbe på i det 20.

19 århundrede, som bl.a. på grund af sine 2 verdenskrige er udnævnt til ondskabens århundrede. Det kunne nemlig også have at gøre med at præfekterne kunne idømme de små stort set hvilken som helst straf, de måtte have lyst til, bl.a. hvis rygeforbudet blev overtrådt. Deres opfindsomhed på det felt var enorm og bliver vel kun overgået af den ekspertise, som kommer af flere års lignende hjernelammende lydighedsøvelser og ydmygelser i militæret. Den romerske stat og Pax Romanum var idealer på skolen, så en stor del af hverdagen var latiniseret heraf forskellen mellem plebs og præfektur. Plebs er det latinske navn for underklassen, mens præfekturet var det politimæssige apparat. Når som helst en præfekt i almindelighed syntes, at han havde brug for hjælp, skrålede han bare: PLEBS! og så skulle der indenfor kort tid stå en undersåt/discipel til rådighed. Det kunne være til opgaver som at pudse sko, vaske op, gøre rent og lignende ting, som normale 18-årige drenge nok burde kunne klare selv. Systemet kunne også effektiviseres ved hjælp af hummerslaver. Et hummer var det værelse, hvor disciplene før gymnasiet oftest boede 3-4 sammen og en slave, tja, det var som sagt de årige drenge, som udgjorde underklassen. Hummer-

20 slave blev man udnævnt til, dersom man kom præfekterne på tværs eller blot én af dem havde set sig gal på dig. Som ryger udnævntes jeg meget ofte til dette ærefulde hverv. Disse funktioner kan på papiret se meget tilforladelige ud andre fremstår stadig uforståelige for en ikke-kristen sjæl som mig. Jeg har aldrig forstået henvisninger til, at man fysisk skal tugte den, man elsker specielt ikke børn. Man kunne eksempelvis som udgangspunkt nøjes med at retlede evt. gennem imitation, deltagelse eller ved eget eksempel? Men det virkede nu heller ikke som om der var ret mange, der elskede os. Dagligdagens utallige ydmygelser understregede dette. Spanskrør var en disciplin, som trivedes i en gråzone mellem næsten åben accept fra lærerne og stiltiende overenskomster mellem lærere og præfekter vedrørende disciplinærsager. Her var et åbent marked for alskens forkrampede seksualenergier. Det er klart, at det udløste mange modstrategier på det punkt var vi mindst lige så opfindsomme som præfekterne. Bøger, stilehæfter og læderstykker lagt ned i bukserne før de slog hjalp noget, men blev selvfølgelig oftest afsløret efter nogle få slag på grund af lyden. Fugleblod eller lignende lagt i en plasticpose gav et bedre resultat, når det begyndte at sive ud af bukserne. Vi havde vel læst

21 vores Kipling, Stilk og kompagni. Alt dette hørte til den normale hverdag, og indgik uhyrligt nok langsomt i vores rutiniserede skoleliv og manges selvforståelser. Det, som var vanskeligst at bekæmpe også senere var den forkrøblende mentalitet, der langsomt og snigende voksede ud af sådanne bøddel-offer relationer, og som sneg sig ind under huden på én. Træning til militaristisk hierarkisering, slesk underdanighed og hofsnoge. Det førte endvidere til det paradoks, at mange ikke alene følte, at de store faktisk havde lov til at opføre sig som svin men også at det var moralsk rigtigt. De fleste ventede så blot på, at det blev ens egen tur til at nedgøre plebs ene. Når jeg tænker på den kolossale forskel, der var mellem de yngstes grådkvalte nætter ved ankomsten på skolen, deres ensomhed og angst, og den senere totale overtagelse af systemets kolde logik, løber det mig stadig koldt ned ad ryggen. Hikkende: Jeg savner min mor og far! blev med usvigelig sikkerhed og jernhård ubønhørlighed ændret til: Jeg kan godt forstå, at jeg skal være her og ikke hjemme hos far og mor for jeg skal jo blive rigtig

22 dygtig, og... Og hvilken dreng vil ikke senere prøve at glemme en sådan svaghed og erstatte den med kraftig benægtelse? Man er vel et mandfolk? Det siger sig selv, at skolen masseproducerede kilometervis af lanciers-dansende officerer med gode manerer til militæret således som også en ubærlig lang række af mine forfædre har været det. Én af dem endte gudhjælpemig som chef for livgarden. Men jeg lærte det heldigvis aldrig jeg var på Bernadotteskolen blevet vaccineret imod strækmarch og at gå i takt. Idrætsforskeren Kenneth Reinicke der hævder, at vold nærmest genetisk er indbygget i drengebørn (og derfor også senere mænd) ville elske miljøet. Som han siger: Hvem kan ikke huske dem, som vi så op til i vores skoletid hvem kan ikke huske ham, der var den stærke dreng i klassen osv. Men på Bernadotteskolen kunne vi både se og huske dem, som var gode til idræt og til teater og til sløjd og til kunst og til Vi havde kort sagt et varieret og differentieret syn på hinanden. Og så dyrkede vi et mere humanistisk syn på sociale relationer og venskaber end Herlufsholms militaristiske træning til eliten. Vi lærte at skelne mellem de stærke personligheder og de gemene bøller.

23 David og Goliat Jeg havde den tvivlsomme ære at være indehaver af den daværende mellemskolerekord i spanskrør. Denne gang var det ikke fugleblod, der flød, men mit eget. Så holdt man op, og sendte mig på sygehuset vores eget lille bekvemt private sygehus med plads til 20 disciple. Jeg sagde ikke noget de sagde ikke noget og sygeplejersken nøjedes med at gøre sit. Hun var yderst diplomatisk og dejlig! Jeg var såmænd helt forelsket på tværs af mindst 15 år. Forseelsen var, at jeg stadig ikke var holdt op med at ryge. Det var såmænd ikke fordi jeg på det tidspunkt var storryger jeg kunne sagtens undvære det. Det var fordi, jeg ikke under nogen omstændigheder kunne underkaste mig et så himmelråbende uretfærdigt og fascistisk system. Jeg havde jo i årene før levet i et mere demokratisk og frigjort system på Bernadotteskolen. Man bør stadig huske på, at dengang var der ikke tale om rygning som noget særligt farlig. Derfor fortsatte jeg i den sammenhæng som storryger. Systemet på sin side kunne selvfølgelig heller ikke tillade, at der var en discipel, som ikke ville underkaste sig

24 det, de forstod som naturlig disciplinering og autoritet. Dér stod situationen så mellem os i dette omsorgsløse minisamfund en kamp mellem David og Goliat, som Goliat desværre måtte vinde. I et samfund, der mangler omsorg og empati bliver forråelse og primitivisering det normale ligesom det i et samfund, der mangler kød og protein, kan blive naturligt at være kannibal. Forhold som vores udsendte soldater måske erfarer i øjeblikket. Men jeg lurer stadig på, om ikke en anelse mere omsorg og lidt mindre tugt og ydmygelse havde givet en bedre balance mellem disse ting? Og selv om de ikke fik mig knækket det lykkedes mig nemlig at blive bortvist efter 3 års intensivt arbejde så vænnede jeg mig aldrig til de lystne og svedige støn og grin, der hos nogle hørte med til afstraffelserne. Og kuglen i maven fulgte mig sammen med en stadigt voksende portion had og trods imod selvbestaltede übermenschen videre gennem livet, kun svækket af en mørk humor, som var en soldat Svejk værdig. Hvordan mon det er i dag? Mine skoleerfaringer ligger nu over 50 år tilbage i tiden, så for ikke at stemple skolen uretfærdigt gik jeg på jagt efter ændringer tiden om ikke andet

25 måtte da have sat sine spor? De største ændringer i skolens struktur i moderne tid skete i 1985, da piger blev optaget som kostskoleelever. I dag er skolen åben for ca. 250 piger og 250 drenge (inkl. dagelever). Fotografen Suste Bonnén har i 2004 lavet en bog om Herlufsholm Kostskole, Et helt liv. Herlufsholm Kostskole, som er en kærlighedserklæring til konservative dyder og til sin søn. Indholdet er yderst positivt overfor skolen. Jeg har ikke selv læst den, men den er anmeldt således for Berlingske Tidende af Jens Andersen, som anses for at være både objektiv og dygtig: (i udpluk) -Det er en provokerende sentimental coffeetablebook, Suste Bonnén har lavet om Herlufsholm Kostskole, der siden 1500-tallet har været kendt som»en skole for adelige og andre ærlige mænds børn«. Provokerende, fordi Bonnén som enlig mor til en af kosteleverne er part i sagen, og hjertens gerne slår på stortromme for det synspunkt, at kostskoler er en smuk overgang til voksenlivet.

26 - Derfor finder man også i massevis af skønmalede, romantiske og til tider vulgære billedcollager i hendes bog. Side om side med små og ofte velskrevne kapitler, der kredser om kostskolens liv fra elevernes, lærernes og de gamle disciples synsvinkel. -Det er stemmer fra en anden verden, som progressive pædagoger pr. automatik rynker på næsen af. Men rektor Klaus Eusebius Jacobsen har paraderne oppe og forsvarer stedets særlige form for konservatisme og akademiske standard:»vi taler om disciplin, om opdragelse, vi taler om vigtigheden af at kunne klæde sig pænt på, at være høflig, at kunne danse lanciers. Vi er ikke bange for indimellem at sige farvel til den, der ikke vil være en del af vores fællesskab, eller til den, der ikke yder sit til helheden. På Herlufsholm er der ikke plads til ligegyldighed«. -Det er tidsånden, der taler fra Sydsjælland, og denne stærke treenighed af dannelse, uddannelse og opdragelse efter gammel engelsk målestok ville flere af os sørgeligt halvstuderede røvere sikkert ikke have taget skade af omkring 1970, hvor en 15- årig folkeskoledrengs åndelige horisont var langt mere præget af tegneseriehæfter, hashpiber og

27 udborede knallerter end af Shakespeare, slipseknuder og stilfuld lanciers. -Til gengæld var vi nogle dengang, der var så heldige at have daglig adgang til en mor og en far og et almindeligt familieliv. Vi endte hverken i kollektiv eller på kostskole. Og er der én ting, man ikke misunder de utvivlsomt knald-hamrende dygtige studenter fra Herlufsholm, der har boet på kostskolen i fem-seks år og taler lige så mange sprog, så er det de enorme følelsesmæssige afsavn i forhold til familien, de må lide i deres første år. Nogle vil sige, at man ikke tager skade af denne amputation. Andre, at man gør et barn fortræd. Der er en særlig ånd og puls, som banker fra skolekøkkenet og sovesalene, gennem godskontoret videre ind i kirken og ud i gamle og nuværende elevers hjerter. Det bliver til et livslangt netværk, nogle herlovianere vedbliver at trække på i deres voksne arbejdsliv og privatliv. -Særlig stærk er denne konservative puls i kostskoletiden hos de udvalgte præfekter, der har det ærefulde hverv at holde opsyn med de andre elever, tage sig af de mindres trivsel og hjælpe dem med lektier, og i det hele taget se til at det skrevne og uskrevne reglement følges. Som to præfekter siger med samme stemme:»vi går ind for opstramning, ikke afstraffelse. Vi er alle her