Vogte mine får. Stefan Jarnik. Novelle

Transkript

1

2 Vogte mine får Stefan Jarnik Novelle 2

3 Stefan Jarnik, 2014 Alle rettigheder forbeholdes 3

4 Vogte mine får Det er juleaften. De sidste julemænd går søgende rundt i byens indre gader. Tro mod deres mission søger de efter børn, hvis øjne de kan få til at stråle ved at give dem en lille gave. Tiden er knap. For mens de betalte juleskæg i tiden op til jul nemt havde kunnet se deres gavebestand falde støt, så har de trods deres udholdenhed ikke meget held nu, kun få timer inden julegaverne ville blive delt ud. Overalt er det, som om småfolk er blevet bandlyst fra byens centrum. Hvor blikket end søger hen, haster voksne hvileløst rundt. Det er mest de voksne, som har været ligeglade med de sidste ugers julereklamer. I bedste fald har de udskudt deres juleindkøb til de sidste dage inden jul, tit nærmest provokerende til sent i de sidste åbningstimer på selve juleaften. Butikkerne er ved at lukke. Men der er stadig indkøbsgale, som forlanger at komme ind. De ansatte, som står ved indgangene, er synligt trætte, og afviser dem venligt mens de opbyder de sidste rester af kraftløs venlighed. Inde i butikkerne danner de tilbageværende kunder lange køer ved kasserne, hvor personalet ekspederer dem på rekordtid. De kunder, som er blevet sluset gennem kassen, samler sig belæsset med tasker og pakker i hober foran udgangene og hindrer hinanden i at forlade butikken. Og foran dørene og indgangene står alle de, som ikke har nået at komme ind i butikken. Nogle diskuterer heftigt gestikulerende med de ansatte i butikkerne. Andre har angerfuldt og ydmygt overgivet sig til deres skæbne og udstråler en blanding af skuffelse, resignation og udmattelse. Næsten samtidig strømmer menneskemasser ud på gaderne fra de omkringliggende kontorbygninger for at komme hjem så hurtigt som muligt. Butiksgaderne og tilkørselsvejene er overfyldte, bilerne kører i ganghastighed. De sidste timers snefald har stort set lammet trafikken. Busserne er fulde, taxa-holdepladserne ligger øde hen. De få juleboder, som stadig er åbne, udsender ligesom i de foregående dage duften af julekager, gløgg og punch. Men det tager byens travle mennesker sig ikke af i dag. Gaverne venter i familien. Den hektiske bølge af foretagsomhed, som i de sidste dage og uger i stigende omfang har grebet byens borgere, begynder at smuldre. Tanken om glæden, afslapningen, sikkerheden og fællesskabet er ved at lægge sig over storbyen, som snart vil være indhyllet i fredens og stilhedens kappe. Gaderne vil ligge tomme hen, dækket af nyfalden sne, som om ingen nogen sinde have trådt på dem. 4

5 På samme tid kan en travlt optaget skikkelse ses i en gyde fjernt fra byens centrum. Pap sættes sammen til et nødtørftigt husly og beklædes med gamle, slidte sække. Skikkelsen sitrer af kulde, hans lemmer gør ondt. Langsomme, anstrengte bevægelser gør huslyet færdigt. Bygherren betragter det opbyggede husly, tætner det med et stykke pap og trækker den sidste, tiloversblevne sæk over sig. En midaldrende mand. Skæbnens spil og hans egen uformåenhed har forvandlet ham til en hjemløs uden udvej. Sneen falder stadig tættere, vinden vender uophørligt. I en hvirvel løfter den de nedfaldende snefnug op igen i en dansende bevægelse. Men trods det er den hjemløse godt beskyttet, kun sjældent trænger sne ind i hans bolig. Spontane hosteanfald får ham til at krumme sig sammen. Lig helt stille, ellers styrter hytten sammen, mumler han stille, næsten uhørligt, hen for sig. Og sulten er han. Selv den sidste slurk af flasken er drukket for nogen tid siden. Hans tomme mave plager ham. Tankeløst og monotont stirrer han frem for sig på pappet. Sækkene holder i nogen grad kulden ude, lidt efter lidt bliver hans sitren svagere. Langsomt finder den hjemløses krop noget, som ligner ro. Men ikke hans ånd. Det er længe siden, den har fundet ro, for slet ikke at tale om hvile. Selvforglemmende begynder manden at tale for sig selv. Hmm, jul på gaden. for hvilken gang egentlig? Eftertænksomt stryger han sig længe på hagen og kinden. Med begge hænder åbne foran ansigtet prøver han at tælle på fingere, hvor mange år han allerede har tilbragt på gaden. Det falder ham tydeligvis svært at koncentrere sig. Den stærke sultfornemmelse og den manglende alkohol plager ham. Igen og igen går der kludder i tællingen, hans forstand sætter hele tiden ud. Efter nogle resultatløse forsøg på at tælle, knytter han hænderne til forbitrede næver, som han hurtigt åbner kraftesløst igen. Til sidst indser han, at han må bruge fingrene på højre hånd til at tælle dem på venstre, så koncentreret som muligt. Forsigtigt går han frem finger for finger og glæder sig i tankerne over, at det nu er lykkedes. Til sidst, efter at have talt alle fingrene, når han igen til tommelfingeren, fordi det antal år, som han hidtil har tilbragt på gaden, tilsyneladende overskrider de fem fingre. Manden holder kort inde, betragter ubevægeligt sin hånd, og situationens åbenbare håbløshed får ham, ude af sig selv, til at bryde ud i tårer. Han gennemrystes af en krampegråd, som han uhindret giver frit løb. 5

6 Impressum 1. oplag, Wien 2014 Copyright Stefan Jarnik, 2014 Forfatter og udgiver: Stefan Jarnik, Schöffelgasse 71-73, 1180 Wien, Østrig Homepage: Illustration: Violet Lemay Oversættelse: Christian Lingua Team Oversætterredaktør: Erling K. Jensen ISBN Alle rettigheder forbeholdes. Anvendelse af teksten og billederne i denne bog er også i uddrag uden undtagelser forbudt uden forfatterens og udgiverens udtrykkelige forudgående skriftlige tilladelse. Det gælder også for kopier, mikrofilmoptagelser, bearbejdning i elektroniske systemer og oversættelser. 6