Salmer: / Læsninger: 2. Mosebog 12: Korinterbrev 10: Matthæusevangeliet 26:17-30.

Transkript

1 SKÆRTORSDAG (1. TEKSTRÆKKE). Kirke Værløse Kirke, den , kl Salmer: / Læsninger: 2. Mosebog 12: Korinterbrev 10: Matthæusevangeliet 26: I sakramenterne - i dåben og nadveren - rækkes opstandelsen til den døende. Lad os begynde med denne ene teologiske sætning. Sagt af en af de store lutherske teologer i vores egen tid: I sakramenterne rækkes opstandelsen til den døende. Teologi er lære om Gud. En teologisk sætning det er en sætning - et udsagn - der vil lære os noget om Gud. Så denne sætning siger hvad Gud gør for os. Den der rækker opstandelsen til os, er Gud selv. Gud rækker os det som vi dybest set er magtesløse overfor. Han rækker os livet. Ja, mere end det. Han rækker os det liv der har vist sig stærkere døden. Vi er døende, mærket af døden, uundgåeligt hjemfalden til døden. Men Gud rækker os opstandelsen. Helt frit og uden at der sættes grænser. Jeg er den døende, jeg er på vej til døden, og jeg får rakt opstandelsen. Jeg er ramt af uovervindelig død, og jeg får rakt uovervindeligt liv. Så det handler om liv og død. Sådan er kristendommen. Sådan er evangeliet. Sådan er det vi samles om i kirken. Nederlag og sejr. Død og liv. Hvorfor stikke noget under stolen? Når det nu er sådan det er. Det er Skærtorsdag. Dagen er gået, og det er aften. Det er den sidste aften Jesus er sammen med disciplene. Det er en særlig aften. Det er årets største højtid. Det er påske. Jøderne mindes udfrielsen fra Egypten og takker og lovpriser for hans store gerninger. På denne aften spiser Jesus og disciplene påskemåltidet sammen, og Jesus indstifter nadveren. I den kristne kirke fejrer vi Skærtorsdag og så i morgen Langfredag. Dagen hvor Jesus bliver henrettet ved korsfæstelse. Efter at Jesus er død på korset, bliver han taget ned fra korset, og han bliver lagt i graven. Dagen efter - den jødiske sabbat - påskelørdag - er stilhedens dag. For disciplene dengang håbløshedens dag. For os forventningens dag.

2 Påskemorgen går kvinderne ud til graven, og det forkyndes for dem at den døde er den Levende. Han er ikke i graven. Han er opstået, og de skal se ham igen. Han giver sig selv i brødet og vinen. Han giver sig selv på korset. Den Opstandne giver sig selv til verden. Han giver sig selv til alle og til hver enkelt af os. Tiden fra Skærtorsdag til Påskedag rummer evangeliets kerne. I løbet af disse dage får vi givet den glæde som ingen kan tage fra os. Vores kristendom sammenfattes for os og gives til os. Det er en fortælling. Vi hører om begivenheder. Vi hører ord der blev sagt, og som nu siges til os. Og så er der altså teologien. Menneskers forsøg på at forstå og forklare hvad det altsammen betyder. Hvad mening der er i det for os. Vi er med på hvad der skete. Vi hører ordene. Hvad disciplene siger. Hvad Jesus siger til os. Men forklaringerne! Menneskers tanker om hvad meningen med det er. Det kan vi have det svært med. Det er vor tids problem. Vi har kristendom og evangelium. Alt det der er overleveret til os. Alle de store og stærke og højtidelige ord. Men kan vi finde os selv i ordene? Er det virkelig mig og mit liv der tales om? Den slags spørgsmål må vi stille os selv, og vi kan ikke sige at svarene er givet på forhånd. At være kirke nu, i denne tid, det er at fastholde det vi har fået givet, i hele dets magt og vælde - så at sige - og så være sammen om tvivl og usikkerhed og spørgsmål. Vi må tilbage til begyndelsen. Hvad begynder det hele med? Naturligvis med skabelsen. Gud skaber liv og giver os liv. Ikke bare engang for længe siden, men hele tiden, hver dag og hvert øjeblik. Der er en begyndelse i tid. Men der er også en forudsætning der gælder til enhver tid. Gud er skaber. Der er skabelse nu. Vi får givet liv. Vi får givet luft at indånde. Føde og drikke til kroppen. En verden at leve af og være i. Fællesskab med hinanden. Vi får givet os selv. Vi kan ikke sige at Gud ikke findes, for hvis Gud ikke findes, så findes vi heller ikke selv. Så er der ikke skabelse og liv. Uden Gud ville der kun være mørke og tomhed.

3 Men hvad er der så sket? Hvordan er det i virkeligheden fat med os? Når vi ser verden og menneskelivet og os selv, må vi sige at der er noget galt. Hvad er der galt? Vi kan måske bedst sige det sådan: Der er en anden vilje i os. En gåde er det, men det er ikke desto mindre sådan det er. Gud giver os alt, men vi vil være os selv. Vi vil være uafhængige af Gud. Vi lægger afstand. Læg mærke til at da Slangen taler til Eva i Edens have, taler den i tredje person om Gud: Gud ved, at den dag I spiser af frugten på træet, bliver jeres øjne åbnet. Det er første gang der tales på den måde om Gud. Ikke til Gud, men om Gud. Allerede derved er der afstand. Vi lægger afstand til Gud. Men der ligger mere i det end det. Vi vil eje og beholde det vi hele tiden får givet. Vi vil eje og beholde livet. Vi vil ikke give det væk. Vi vil ikke give os selv væk. Vi synes at hvis vi gjorde det, så ville der ikke være noget tilbage. Så ville vi ikke selv være noget. Men når vi lægger afstand til Gud, når vi vil eje og beholde det vi har frit har fået givet, så må vi dø. Når vi bryder med Livets Skaber, må vi dø. Så er vi døende. Vi hører at da de første mennesker bliver drevet ud af Edens have, siger Gud til manden: I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive. Det er fuldstændig logisk, men alligevel svært at forstå. Ikke svært at forstå med vores forstand - måske. Men vi har svært ved at tilegne os det - gøre det til vores eget - så det også bliver sandheden om os. Er det sandt at der i mig er afstand til Gud? Er det sandt at jeg vil eje og beholde det jeg har fået givet? Er det sandt at mit eget selv er vigtigere end Gud? Er det der tales om, virkelig mit ansvar - eller medansvar? Er det virkelig det der ligger til grund for menneskenes ondskab? Det er spørgsmål vi ikke skal svare hurtigt på, men som vi må grunde over. Men vi må lige gå tilbage igen. Hvad ville Gud med os? Hvad var Guds hensigt? Vi hører det i den første skabelsesberetning. Vi er skabt i Guds billede og lighed. Det er hensigten, og det er det vi har mistet, og vi kan selv ikke genvinde det vi har mistet. For døden er trådt imellem. Vi har bragt vreden og døden over os selv. Men Gud ville selv genvinde det tabte for os. Gud ville genoprette vores sande menneskelighed. Så han sendte det menneske - det ene menneske - der bærer hans

4 billede og er hans billede. Apostlen Paulus siger om Kristus: Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. Han er i et og alt given, hengivelse, taknemmelighed, lovprisning. Det ligger ikke bare i hans handlinger og ord. Det er hans væsen. Vi bekender at han er sand Gud og sandt menneske. Men det skal med at han er sand Gud ved at være sandt menneske. Han tager tjenerskikkelse på. Han bliver lydig til døden. Ved sin lydighed bliver han det sande menneske. Gennem hans lydighed ser vi Gud i dette sande menneskes sandhed. Når mennesket mister alt og bliver til intet, bliver Gud alt for mennesket. Så træder Gud frem. Så skaber Gud forfra. Så skaber Gud af intet. Og der skete det som en vore salmer siger: Din Søn var her og viste os,/ at døden intet finder hos/ den, som har elsket meget. Vrede og dom og død kom over ham. Men han modstod alle fristelser til at gribe til magten og ophøjelsen. Så nok blev han fornedret på korset, men for ham blev fornedrelsen netop til ophøjelse, den ophøjelse han ikke have søgt eller grebet efter, men som han fik givet: Han blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. Han mister alt og mister sig selv. Skjult ophøjes han allerede på korset. Åbenbart ophøjes han i opstandelsen og himmelfarten. Herefter er han der for at give sig selv til alle. I og ved ham giver Gud opstandelsen - opstandelseslivet, det liv der ikke kan overvindes - til den døende. Til det menneske der er hjemfalden til døden. Kan vi tænke sådan om os selv? Kan vi tænke at vi er døende. Ikke biologisk døende. Men døende i en anden forstand. Er der så at sige en død inden i døden? En anden død end den biologiske død? En gådefuld død? En død som skyldes at vi vil eje det som ikke er vores? En død som skyldes at vi ikke vil miste os selv? Igen er det spørgsmål vi er fælles om. I dåben dør det gamle liv, og vi får givet det nye liv. I nadverens fornyes det nye liv vi har fået givet. Den Opstandne rækker opstandelsen til os. Vi får givet hans liv, og vi er ikke mere os selv. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.

5 Kan vi gøre Paulus ord til vore ord? Er det sådan vores liv som døbte kristne er? Er det sandheden for alle og for dig og for mig? O dyb O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For»hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?«thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.