TO FALDNE BRØDRE. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig. Udgivet ed Marius C. Skar, Kolding 1931.

Transkript

1 TO FALDNE BRØDRE. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig. Udgivet ed Marius C. Skar, Kolding Så langt tilbage, vort folks historie går, har Sønderjylland været et grænseland og befolkningen haft et grænsefolks ublide kår. Gang på gang har Landet været valplads, hvor hære fra nord mødtes med hære fra syd. Landets egne børn fandtes i begge lejre men flest i den nordfra. Mellem slagene måtte så det, som var brudt ned i ufredens år, genrejses, samtidig med at der måtte værnes om det, som i et grænseland altid er udsat for angreb selv i fredens roligere år. Her var altid fare og aldrig rigtig fred. Men netop det kaldte særlige egenskaber frem hos befolkningen. Den blev på en egen måde bunden til hjemstavnen, det omstridte grænseland, til dets jord og dets sprog. Den blev sej g og stejl i sin retssans, trofast og udholdende i hverdagens skjulte kamp, årvågen og snild, når farerne tår-nede sig højest; skarp og hård, når kampen blussede op, og rolig midt i våbenbrag. Kærligheden til hjemlandet var stærkere her end hos nogen anden dansk befolkningsdel. Hjemlandet, Sønderjylland, var altid det første, riget det andet. Ja, det var spørgsmålet om riget, som delte selve befolk-ningen, satte et skel, der blev skarpere, som årene gik, allerskarpest op imod vor egen tid, indtil rigets skel der hidtil lå sydfor grænselandet i 1864 flyttedes nordfor det. Men Sønderjylland blev ved at være grænseland, kun at den danske del af befolkningen nu måtte kæmpe sin kamp under udlændighedens kår. Det blev en sværere opgave, end den nogensinde tilforn havde været stillet overfor. Men den kom så også til at vise klarere end før, hvor meget stærkt og sundt og rigt dansk folkekarakter rummer. Da verdenskrigen kom, måtte de pligttro danske følge deres fremmede herskere ud til rædslerne ved Europas fronter. Også den prøvelse stod de igennem. Og da krigen var endt, oprandt den store dag, som de havde væntet på og længtes imod i lyse som i mørke dage gennem de trange år: afstemningsdagen, Nordslesvigs genforening med Danmark. Men baggrunden for genforeningsglæden var sorgen over de mange tab i verdenskrigens onde år. Hver slægt i Sønderjylland havde grave ude ved krigens fronter, i øst og vest, på Balkan og i fjerne egne, hvorhen krigen nåede unge mænd og karle kom aldrig hjem. Iblandt dem var de to brødre, Peter og Jeppe Østergård. De var ægte sønner af det land, som havde fostret dem. Om de var betydeligere men nesker end så mange andre faldne nordslesvigere, kan vi ikke vide. De kom ikke til gennem et manddomsvirke at vise, om deres karakter og personlighed var udover det almindelige. Vist er det, at de regnedes blandt de bedste af Nordslesvigs unge før krigen, og at der stilledes store forvæntninger til dem. De der læser deres breve vil måske kunne forstå det. Fra mange, mange andre findes sikkert liså smukke og indholdsrige breve. En hel del blev trykt i krigsårene i sønderjydske blade og tidsskrifter, og nogle er siden samlet i bøger. Når de to brødres breve nu udgives, er det ikke først og fremmest, fordi det er krigsbreve. Langt de fleste er rigtignok fra krigens år og fra selve fronten. Men deres største værdi er dog det billede, de tegner af brevskriverne selv, de to unge danske nordslesvigere. De var begge to flittige til at skrive og havde let ved at udtrykke, hvad de følte og tænkte, så det er helt ud dem selv, vi møder i deres breve. Alle brevene er skrevet til en enkelt, en slægtning eller ven eller et hjem, uden tanke på, at de kan blive læst også af fjærnere stående eller endog helt ukendte mennesker. Dærfor fortæller de åbent og umiddelbart, hvad der ligger brevs skriveren på sinde i øjeblikket. De viser os, hvad der lever i hans sjæl, både når fremtiden ligger fri og åben for ham, vinkende med en livsgærning, hvis afslutning tankerne sjælden når frem til, og når dødens jerns tæppe spærrer for udsigten og tvinger tankerne tilbage og indad. De her gengivne breve er et udvalg af omkring 600 og de få dagbogsoptegnelser et udpluk af et par hundrede sider. Enkelte gentagelser har ikke kunnet undgås. Ofte findes i breve fra samme tid men til forskellige mennesker de samme træk og vendinger, mens det øvrige indhold ellers er af meget forskellig art. Hvor udeladelse af sådanne ligheder vilde ødes lægge sammenhængen og helheden, har de fået lov til at blive stående. Retskrivningen er den som Jeppe Østergård brugte. Ved sprogformen og udtrykkene er der naturligvis intet ændret, og skønt de fleste af brevene er skrevet under de vanskeligste og uroligste

2 forhold, er det kun meget få sproglige fejl, som det har været nødvendigt at rette. Jeg må så sige tak til alle dem, der velvilligt har hjulpet mig ved arbejdet, overladt mig breve og givet mig oplysninger om de to brødre. Størst tak skylder jeg hjemmet i Sommersted, sognefoged Jørgen Petersen og fru Marie Skau Petersen, og søsteren fru Margrethe Dethlefsen f. Østergård. Til dem er de fleste breve skrevet. En særlig tak må jeg også bringe hr. Jørgen Lenger, Nr. Smedeby, der var sammen med Peter Østergård hele tiden ved fronten, og gårdejer Nis Rasch, Jejsing-Hostrup, for værdifulde oplysninger om Jeppe Østergård og for redebon hjælp ved arbejdet på at finde hans grav. Det skyldes ham, at vi nu veed, hvor Jeppes sidste hvilested er. Det har været et kært arbejde for mig at sysle med Jeppes og Peters breve. Den ene var min bedste ungdomsven, den anden en god kammerat. At læse deres breve har været at genopleve en mængde lyse stunder sammen med dem. Det er mit håb, at mange, både ældre og unge, nu også må lære dem at kende omend kun gennem deres breve. Stevns højskole, d. 26. Oktober MARIUS C. SKAR.

3 JEPPE ØSTERGÅRD De to brødre, Jeppe og Peter Østergård, var fra Stursbøl i Oksenvad sogn lige syd for grænsen. Deres hjem var en lille sandmarksgård, af dem, som gir meget arbejde og lidt udbytte. I hjemmet var der fem børn, fire brødre og en søster. Jeppe var den yngste af brødrene. Børnene blev tidligt vænnet til arbejde. Når de Onsdag og Lørdag eftermiddag var fri for skolen, måtte de ta fat derhjemme. De havde altid noget bestemt, som de skulde gøre, før de var fri, fortæller een, der stod hjemmet nær, og de blev flittige og dygtige børn, præget af den nøjsomhed, som rådede i hjemmet. Både moderen og faderen var svagelige. Moderen døde i foråret 1909, faderen året efter. Da var de yngste af børnene endnu ikke voksne, og een af hjemmets nærmeste venner, gårdejer Jens Bojsen i Stursbøl, blev da formynder for dem. Den næstældste bror, Kristen, overtog fødegården, så hjemmet bevaredes. Men efter forældrenes død var der et andet hjem, som kom til at betyde meget for søskendeflokken og da ikke mindst for de to brødre, Jeppe og Peter. Det var hos den ældste bror, Jørgen Peters sen og hans hustru, fru Marie Skau Petersen, i Sommersted. Det blev et rigtigt hjem for dem. Til den ældre bror gik de aldrig forgæves om råd, vejledning og hjælp, og i svigerinden fik de en moderlig veninde, der kunde dele deres glæder og forhåbninger med dem og opmuntre dem, når det tiltrængtes. Til det hjem knyttedes de stærkere og stærkere i de følgende år, og de blev selv på en måde som hjemmets store drenge. Når de opholdt sig andre steder, gik der flittigt bud til hjemmet i Sommers sted og dærfra til dem. De fleste af brevene, som her er gengivet, er skrevet til hjemmet i Sommersted. Jeppe Østergård blev født den 12. Februar Han var en usædvanlig kvik og opvakt dreng, den bedst begavede i slægten". Som sine søskende gik han i Oksenvad skole, men kun til han var 13 år. Så kunde degnen ikke lære ham mere. Desværre kunde drengene i Oksenvad, som hørte til Haderslev provsti, ikke blive konfirmeret, før de var omkring de 15 år, og Jeppes forældre begyndte da at spekulere på andre udveje for at få ham ud af skolen. Een udvej lå nu temmelig nær. Nabosognet mod vest, Østerlindet, hørte til Tørninglen provsti, og her gjaldt en anden skoleordning. Her kunde børnene slippe ud af skolen ved 14 års alderen. Stursbøl ligger vestligst i Oksenvad sogn og altså lige op til Østerlindet, og Jeppe kunde da blot ved at komme over på den anden side af sogneskellet komme et år før ud af skolen. Han kom da ud at tjene. Det var hos en gårdmand i Østerlindet, og herfra gik han så i skole og til konfirmationsforberedelse det sidste skoleår. Hans senere formynder traf en dag tilfældig skolelæreren i Østerlindet og spurgte så naturligvis, hvad han syntes om den nye skoledreng. Læreren brød straks ud i lovtaler over Jeppe og mente, at han vilde nå meget vidt frem. Han kunde blive, hvad det skulde være, endog præst. Sognepræsten, som konfirmerede ham, roste ham også passende og anså det endda for muligt, at Jeppe kunde drive det til at blive degn. Vinteren efter at Jeppe var kommen ud af skolen, kom han på Skibelund efterskole tæt ved grænsen. Jens Bojsen, som var tillidsmand for den nordslesvigske skoleforening", indmeldte ham og skrev, at nu kom den sidste Østergård, og ham ventede han sig især noget af. Det følgende år var Jeppe igen i Østerlindet, men var så hjemme til efteråret Da kom han på Ørsted landbrugsskole i Østjylland, skønt han kun var knap 19 år gammel. Jeppe havde nok allerede i drengeårene været klar over, hvad han vilde være, når han blev voksen, og også hvilke veje, han vilde følge for at nå målet. Efter landbrugsskolen vilde han ha gode og lærerige pladser, og når han så blev gammel nok, vilde han på landbohøjskolen i København for at uddanne sig videre til en fremtidsgærning nede i hans hjemland. Endnu før han rejste på landbrugsskole, havde flere også uden for hans nærmeste hjemegn begyndt at lægge mærke til ham. Og mens han var på skolen, fik han et pladstilbud, som var rigtig efter hans ønske. Det var en stilling som medhjælper hos konsulent Hans Hansen i den nordslesvigske fælleslandboforening". Han sa naturligvis straks ja, og i foråret 1910 tog han så fat på sit nye arbejde. Han skulde anlægge og passe markforsøg rundt om i Nordslesvig hos de landmænd, som ønskede sådanne forsøg.

4 Det blev en virksomhed, der fik den største betydning for Jeppes udvikling. Hans arbejde førte ham ud til mange af Nordslesvigs dygtigst drevne landbrug. Han fik se, hvad den sønderjydske jord kunde yde, når den rigtig blev taget i brug, hvad enten det var Østeregnens, Als og Sundeveds fede lerjorder, Midtlandets og vesteregnens magre sandmarker og sure moser eller marskens klæge engstrækninger. Og så lærte han sit hjemland at kende. På sin cykle kørte han de lange strækninger fra Dybbøl, hvor han boede de to første somre, ud til forsøgsstederne og tilbage igen. Han gennemkrydsede Nordslesvig fra øst til vest, fra syd til nord, og fik sindet fyldt med indtryk af landskab og natur. Og han voksede fastere til sit hjemland derved. Han kunde i fuld sandhed sige: der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Men når kærligheden til hjemstavnen voksede så stærkt i disse år, skyldtes det ikke mindst de mange gode hjem, som han lærte at kende. Hans eget hjem havde i nogen måde været præget af forældrenes svaghed. Det var et jævnt, dansk bondehjem som hundrede andre i Nordslesvig. Her gik livet sin støtte gang uden stærke udslag eller store svingninger. Sindelaget var urokkeligt dansk, dybt rodfæstet i dansk væsen, og længsler og håb var vendt mod nord. Intet fremmed ævnede at trænge forstyrrende ind i dette enkle, danske bondeliv. Men forældrenes kræfter rakte ikke stort længere end til dagens gærning på mark og inden døre og til stilfærdigt hjemliv sammen med børnene og dem, der hørte hjemmet til. Nu kom Jeppe ind i en mængde hjem rundt om i landsdelen, og det blev en oplevelse for ham. Her traf han mennesker, som både var dygtige i deres virksomhed og levede et rigt og stærkt hjemliv, mennesker, som af hele deres hjærte levede med i dansk åndsliv og folkeliv og fyldtes deraf, så de modige og glade kunde gå ud i kampen for det og med godt humør ta de knubs, som striden gav. Det var noget, som måtte fænge i et sind, som Jeppes. Han fik en egen rankhed i de år. Når han kom tilbage til Dybbøl fra sine ture, var han mættet med indtryk. Og hvor han så kunde fortælle om, hvad han havde oplevet! Som han selv susede afsted på sin cykle fra det ene sted til det andet, gik tankerne lynsnart fra træk til træk. Det gik slag i slag med rappe domme og skarpe iagttagelser, fortælling om hvad han havde set her og hørt der og især skildringer af mennesker, som han havde truffet, og som han var kommen til at holde af. Den noget tavse, heftige energi, som ellers havde præget hans væsen temmelig stærkt, veg i disse år mere i baggrunden og afløstes af en varm, glad beslutsomhed. I de år, , blev Jeppe Østergård også selv kendt i vide kredse i sit hjemland. Mange vil mindes ham fra den tid: hans høje, ranke skikkelse, hans raske, beslutsomme optræden, hans åbne, frejdige væsen, hans kloge spørgsmål og vejledning, hans lyse sind og smittende glade latter. Han var typen på god dansk ungdom. Alle som mødte ham, måtte holde af ham. Men hans planlagte sikre vej mod fremtidsmålet begyndte at bugte sig lidt. En overgang tænkte han på at ta en tur til England for at lære sproget og studere landbrug, og han gik straks igang med at læse engelsk på egen hånd. Planen blev nu snart lagt tilside, og i stedet for kom en anden frem. I eftersommeren 1911 begyndte han at tale om, at han nok kunde ha lyst til at komme på højskole. Han havde vel nok også tidligere haft det i tanker, men det var vist alligevel først i denne sommer, at trangen til et højskoleophold blev rigtig stærk hos ham. Og det skyldtes uden tvivl for en del hans forbindelse med de mange gode hjem rundt om i Nordslesvig. Næsten alle de mennesker, han her traf og kom til at sætte pris på, havde jo været på danske højskoler, og Jeppe opdagede snart, hvad dette højskoleophold betød for dem. Det trak nu ud, inden Jeppe fik taget sin beslutning, men hen i Oktober et par uger før højskolerne begynder deres vinterskole indmeldte han sig som elev på Ryslinge højskole på Fyn. Det kan nok siges uden at gå nogen for nær, at han var den betydeligste af de 192 elever, som den vinter var på skolen. I kundskaber og modenhed var han langt forud for sine jævnaldrende. Ingen vilde falde på at tænke, at han kun var 21 år. Så var han overordentlig flittig og mere vant til boglig syssel end de fleste andre. Han var opmærksom på en egen energisk måde og havde en skarp opfattelsesævne. Og så havde han et fint øre for de alvorlige klange og tænkte dybere over livet, end det er almindeligt for unge i hans alder.

5 Han gled glat ind på alle førsteholdene i fagtimerne, og i kammeratlivet var han een af de førende straks fra begyndelsen og hele vinteren igennem. Ved de ugentlige debatter var han den dygtigste taler. Hans kammerater vil endnu huske hans saglige, velformede, klare indlæg. Hans taler vår altid omhyggelig gennemtænkte og udarbejdede. Egentlig var han ikke indladende af natur, snarere noget tilbageholdende. Men det forhindrede ikke, at han nu og da rigtig kunde slå sig løs. Så regnede det af ham med morsomme indfald og smådrillerier, og så kunde han være med til de kådeste drenges streger. Tarvelige løjer og tvetydig tale trivedes dærimod ikke, hvor han var tilstede. Han var rank af karakter som af skikkelse, og den holdning mistede han aldrig. Han var ualmindelig afholdt af både lærere og kammerater, og hans gode eksempel æggede til efterfølgelse og fik ikke ringe betydning for mange af de andre elever på skolen. Lige før skolen sluttede, fik han opfordring til at ta til Roskilde højskole som lærer i gymnastik den følgende vinter, og han blev strålende glad ved tanken om endnu en vinter på højskole. Højskolelivet havde fået stærkt tag i ham. Sjælden er en ung karl rejst fra højskolen med et rigere udbytte, end Jeppe havde fået. Men de lyse fremtidsudsigter, som havde åbnet sig for ham de sidste dage på Ryslinge, formørkedes snart. En uge efter at han var kommet hjem, mødte han på sessionen i Haderslev og blev taget til grenader. Så ved jeg nu, hvad jeg har at rette mig efter. Nu kan jeg glæde mig til 2 år i prøjsertrøjen", skrev han samme dag til en god ven. Men Jeppe glædede sig ikke. Den sommer 1912 arbejdede han også ved forsøgsvirksomheden og boede hos sin bror og svigerinde i Sommersted. Han begyndte et ungdomsarbejde dær i egnen og ledede både karle- og pigegymnastikken. Efter hans bortrejse fortsatte hans bror Peter arbejdet blandt de unge. I Oktober blev Jeppe så indkaldt til at aftjene sin værnepligt ved 5. grenadérregiments 2. kompagni i Danzig. Om de to år derovre og ved fronten fortæller hans breve og dagbogsoptegnelser. To gange var han hjemme på orlov, i Julen 1912 og igen i Julen Da krigen brød ud, havde han kun 7 uger tilbage af sin tjenestetid. Jeppe Østergård var på forhånd fjendtlig stemt overfor soldatervæsenet. Han havde brug for hvert eneste af livets kostbare minutter til frugtbart virke, og soldatertiden var dærfor for ham meningsløs tidsspilde og ligefrem sjælsødelæggende. Hans domme over soldaterlivet kan være skarpe, men han fortaber sig ikke i klager, skønt han til tider med skam og harme må bekende, at det ikke går helt sporløst hen over ham. Han er på vagt mod dets sløvende og nedbrydende virkning. Overfor omgivelserne blev hans naturlige tilbageholdenhed vel ofte nok til stejlhed, og overlegenheden til foragt og hån, som han kun gjorde ringe forsøg på at skjule. Den lidt forsorne frejdighed, som han tit brugte til at dække over skuffelser og smærtelige oplevelser, fik under opholdet i Danzig et kraftigt stænk af bitterhed. Men selv om de hårdere sider af hans væsen fik kraftig næring i soldatertiden, så var han dog alt for sund en natur til at kunne ta nogen dybere skade. Med sin sædvanlige pligttroskab passede han, hvad der blev pålagt ham, var en dygtig soldat, havde let ved at klare øvelserne og fik skyttetegnet. Han vandt snart sine foresattes respekt og blev afholdt af kammeraterne. Det andet år blev han gefreiter, underkorporal, og kom til at hjælpe ved uddannelsen af de nye rekrutter, og i modsætning til de fleste gefreitere var han meget afholdt af sine rekrutter. En af dem den eneste nordslesviger i kompagniet, som kom tilbage fra krigen har fortalt et lille meget betegnende træk om Jeppe: Da de nyindkaldte i efteråret 1913 mødte i kasernegården for at blive inddelt i hold, trådte en høj, rank gefreiter rask frem og spurgte, om der var folk fra Nordslesvig. Den unge mand, som har fortalt det, meldte sig, og gefreiteren gik straks hen til ham, sa hvem han var, og foreslog rekrutten, at han skulde se at komme på hold nr. 2. Det var Jeppe. Den nordslesvigske rekrut kom på hans hold, og de to blev snart nære kammerater, skønt de folkeligt stod i hver sin lejr. Hjemlandet blev ham dobbelt kært under opholdet i det fremmede. Dærop gik hans tanker og længsler. Jeppe var en nøgtern natur. Til tider kunde man synes, at han havde en for kraftig sans for realiteter, lisom hans dygtige, energiske væsen kunde fortætte sig til en vis hårdhed og afgjorthed, der nok kunde støde. Men det var kun en skal. De der lærte ham nøjere at kende vidste,

6 at han i virkeligheden havde et meget blødt, ja næsten sart sind. Han var som et barn i sin hengivenhed overfor dem, han holdt af. Og hans verden var ikke mindst i soldatertiden hjemlandet, hjemmet, vennerne derhjemme. Det kan vist nok siges, at han lige fra den dag han kom ind har talt dagene, som var tilbage, inden han igen slap ud af trøjen. Ialtfald nævner han jo i brevet fra d. 13. Juni 1913, at nu er der kun 463 dage tilbage, og i flere af de følgende breve skriver han også hvor mange dage, han har igen, indtil han den 25. Juli 1914 er nede på tallet 57. De heftige udtryk, som findes i det sidstnævnte brev, fortæller måske, at der dybt i hans sind ligger en frygt, som han af al magt kæmper imod, en anelse om, at de 57 dage kan blive, til mange flere. En uge efter brød krigen ud. Dermed brast alle Jeppes forhåbninger, men selv knækkedes han ikke. Ligestraks blev han snarere grebet af det vældige drama, som han uden eget ønske blev draget ind i. Men snart nok op? levede han krigens forfærdelige gru. Der er over Jeppes breve fra krigens første måneder noget forunderligt gribende. Man mærker, det er en menneskesjæl, der er sat på livets hårdeste prøve, udfolder sig i al sin styrke og får hjælp til ikke blot at stå imod al det onde, den er ude i, men til at vokse derved. Igennem brevene strømmer vemoden. Den var et stærkt fremtrædende karaktertræk hos ham. Nu stemtes den en tone dybere. Det er, som han begynder at ane, hvad der venter ham. Som ugerne går, mærker vi, hvordan han som Arnljot Gelline i Bjørnsons digt slipper ned sine matte planer. Men samtidig vokser han fastere i sin barnlige tillid til Gud. Her er en skanse, som ikke falder. Og i stille hengivenhed kan han i sit sidste brev skrive: Jeg føler mig ene og som andetsteds henhørende. Dagen efter, den 26. Oktober 1914, faldt han ved Kobylin inde i Polen. I et brev fra nytår 1914 havde Jeppe skrevet til en god ven: Gid det nye år må bringe dig og os alle frem mod mere lys, større viden og dybere forståelse af alt sandt og godt i menneske? livet og i naturen, den verden som bor i os, og den som er om os. Hans sidste breve vidner om, at han selv havde nået den dybe forståelse af, hvad menneskelivet er, og var på vej frem mod mere lys. JEPPE ØSTERGÅRDS BREVE Ryslinge højskole d , Kære allesammen! Efter nu at have været her på skolen i en halvsnes dage, er jeg bleven så nogenlunde kendt med forholdene og begyndt at føle mig hjemme her. Rigtignok bliver det næppe her som i Ørsted og Skibelund, hvor vi kun var en 30 elever, som snart lærte hinanden og lærerne at kende. Her er vi 200, deraf er sønderjyder, og vi lærer vist aldrig at kende hinanden allesammen, vel ikke engang af navn. Rejsen herover var meget fornøjelig. Allerede ved afrejsen traf jeg kammerater, som også skulde til Ryslinge. Efterhånden blev vi flere og flere, og da Ryslinge nåedes, var vi nok en 150 ialt, der steg ud. Skolen her er en meget stor, smuk og anselig bygning. En dam, som ligger ud til vejen foran skolen, fremhæver yderligere dens værdige præg. Lokalerne er lyse og smukt dekorerede. Ligeledes er elevværelserne gode, rigtignok kunde de have været noget større. Ved siden af gymnastiksalen er der badeværelse, så vi efter endt gymnastiktime kan få styrtebad. I går var jeg i kirke, men sikken kirkegang her er. Aldrig har jeg set mage. Gående, på cykle og til vogns kom folk i store skarer, og kirken blev stuvende fuld, og endda måtte mange gå hjem. Siddepladserne var snart optagne, koret blev fuldt, på gangen stod folk tæt pakkede, og våbenhuset var ligeledes fuldt. Efter gudstjenesten talte jeg ialt 65 vogne, og der var nok flere hundrede cykler. Ialt har der nok været 1000 mennesker i kirken igår. På hjemvejen til skolen mødte vi folk, der kom fra sognekirken, og efter disses antal at dømme havde den nok også været fyldt. Var det bleven mig fortalt, vilde jeg ikke have troet, at der nogensteds kunde være et så stærkt kirkeligt røre. Nu får jeg snart slutte. Om et kvarter skal vi (d. v. s. vi som får delingsførerkursus med) have en time ekstra gymnastik fra

7 8 9. Den tid har de andre fri, men lidt ekstra arbejde dør man vel ikke af. Jeg er glad ved at få det kursus med. Vor gymnastikleder, Jens Ovesen, er meget dygtig som leder. Han forstår at få gymnastikken til at gå med liv og lyst. Senere skal vi til at have overhøring over menneskelegemets bygning. Vi skal jo vide, hvad musklerne hedder, hvor de sidder, hvad gavn de gør, hvorfor hovedet kan være tungt i middagsstunden, hjertet let om morgenen o. m. a. Nu har jeg virkelig ikke tid mere denne gang. Hilsen til jer alle fra Jeppe Ja, du har ret i, at tiden går hurtig. Nu har jeg næsten været her en måned, og dog synes jeg næppe at have fået begyndt med arbejdet endnu. I dag roste forstanderen os, fordi vi holdt så pæn orden overalt. Det er forbavsende, så glat alting går her, hvor vi dog er en 200 samlet på en lille plet. Forstanderen har i den senere tid holdt særdeles gode foredrag, så han nu egentlig står som midtpunkt i det hele. Han fortæller verdenshistorie og omtaler deraf særlig de store kulturbevægelser og folkenes daglige liv. Han viser os, hvilke grundsætninger det er, som har båren folkene frem gennem tiden, og viser, hvad vi har at lære deraf. Hans broder, Karl Povlsen, er ham, vi synes bedst om. Med en enestående evne og fantasi fortæller han så levende, så vi fuldstændigt rives med. Når han som sidst maler for os billede efter billede fra rationalismens tid, fortæller om borgerlivet, om hvorledes man levede i den tro, at kongen jo var landets fader, der sørgede for dem alle, og man derfor kunde lægge sig så tryg med nathuen godt ned over ørene ja, da er det dejligt at sidde på skolebænken. Men ro skal der være. Når nogen hoster, skal han nok komme med en bemærkning om det, og det så fint, så vi alle må le af det Nu har vi da grund til at være glade. Var der nogen af jer, der havde ventet en sådan fremgang?*) Fredag aften drøftede vi valgudsigterne, og hvor megen fremgang vi vel kunde vente at have. Johs. Fink og jeg holdt på mindst 1000 stemmer, men de andre mente, det var alt for højt. Så igår eftermiddag lidt før to kom Riget". Da timen begyndte, havde Monrad det i lommen, og han lod os vide, at nu vidste han, hvordan det var gået. Der blev sunget: Det haver så nyligen regnet, og Monrad begyndte at læse. Vi var spændte, spændingen afløstes af jubel. Fremgang overalt, Haderslev amt så mange, Sønderborg, Åbenrå, Tønder amt også godt. Kun Flensborg amt var en undtagelse. At standse tilbagegangen dernede vil blive en af de opgaver, som først ligger for. Men alligevel: over 1800 stemmers fremgang, det var godt. Vi sønderjyder syntes da også, at nu havde vi råd til at holde fest. Tæt herved ligger højskolehjemmet", og der vilde vi over og have en kop chokolade. Den blev bestilt, og kl. 8/4 kom vi derover. Chokoladen fik vi, og den satte om muligt endnu humøret et par grader i vejret. Sangbøgerne havde vi med, og snart lød sangen. Jeg lagde så for med en lille tale, hvori jeg opfordrede til et kraftigt leve for dem derhjemme, de som havde gjort arbejdet, og hvem vi havde at takke for, at vi i aften kunde holde fest. Det var alle med på, og snart efter kom også nogle af de andre frem med, hvad de havde på hjerte. Ind imellem lød vore nationale sange, sungen med en ildhu, som sjælden sker. Det var en dejlig aften, langt bedre og skønnere, end nogen af os havde turdet vente. I går formiddag var jeg oppe og skulde holde foredrag. Monrad havde nemlig fundet på, at vi 4 sønderjyder, som er i hans danskhold, skulde fortælle noget om forholdene dernede. En fik Nordslesvig fra 64 til nu, en anden de hjemløse", en tredje valgmåden til land«og rigsdag", og den fjerde, som var mig, skulde fortælle om partierne i Tyskland. Mit var det værste, thi jeg kan ingen steder læse noget om dem. Alligevel fik jeg dog en hel del at sige og kom også ganske godt fra det. Kun to af os fik noget sagt i denne time, og jeg må endda fortsætte igen på Man«dag. Johs. Fink og Vald. Gram derimod brændte inde med hele deres visdom og må gemme det hele til i morgen. Nu er vi ellers godt spændt for med arbejde her på skolen. Vi har en stil i hver uge. Med engelsk har vi også fået begyndt, og som delingsfører har jeg kommandoordene, anatomien og m. a.

8 at lære udenad. Men det går nok, når man hænger i og bruger hver evne på bedste måde. *) Valget til den tyske rigsdag d. 12. Januar Marts sildig Aften. Ja, jeg har egentlig kun et at fortælle jer denne gang. Nu lider det jo mod slutningen, og den 30. Marts kan I vente at se mig hos jer. Gymnastikken går godt, men på Torsdag får vi store fremmede, nemlig K. A. Knudsen, som skal se os efter i sømmene og prøve, om vi nu kan noget. Da gælder det nok om at have stive ører, når man sådan skal til eksamen. Men det var ikke det, jeg vilde skrive om. I middags fik Jens Ovesen brev fra Roskilde højskole. Da vi havde fået vor mad, kom han hen til mig og sagde, at han gerne vilde tale med mig et øjeblik. Det viste sig så, at brevet var fra Bredsdorff, der spurgte ham, om han ikke blandt delingsførereleverne havde en, der kunde lede gymnastikken på Roskilde højskole næste vinter. Vedkommende skulde foruden det have et hold til regning og måske også et danskhold. Nu tilbød han mig denne plads, da han mente, jeg nok kunde klare de sager. Jeg blev selvfølgelig meget overrasket ved at høre det og tænkte, at mange andre kunde gøre det bedre end jeg. Desuden havde jeg jo al mulig udsigt til at blive tagen på sessionen nu den 18. April. På den anden side var det også et så udmærket tilbud, som man måske aldrig mere får. Det betød jo at komme gratis på højskole, vel endog få penge til, mod at jeg ledede gymnastikken for og arbejdede med de unge. En udmærket vinter hvad mener I? Igen i aften talte vi om det og bestemte, eller Jens Ovesen lovede, at udsætte afgørelsen, indtil jeg fik jer mening at vide og tyskernes med. Danzig d Tak for alt, hvad I skrev om mødelivet. Det er rart om også på lang afstand at høre noget om det, man tidligere selv var stærkt optaget af. Soldaterlivet vilde måske nok falde lettest, om man fuldstændigt kastede fortiden bort og søgte at leve sig ind i dette her. Der er dem, som tilsyneladende kan gøre det og gør det. Jeg hverken vil eller kan, er heller langtfra sikker på, om jeg ikke dærved tabte mere, end jeg vandt. Følgelig søger jeg at leve med i alt derhjemme, som det er muligt på 100 miles afstand. Vil I ikke nok i hver pakke sende mig et par af de sidste numre af Flensborg Avis. På vor stue har vi bestilt et af de herværende dagblade, så nu ved jeg da altid lidt. Det ser jo noget truende ud dernede på Balkan, men forhåbentligt trækker uvejret over også denne gang. Stormagterne er alligevel bange for krigen, og det bedste er, at ingen på Frankrig nær har penge. Her mærker vi ikke noget til uro, men officererne ønsker krigen. Vor løjtnant sagde forleden: Forhåbentlig får vi til forår den krig, som vi nu så længe har ventet på. Vi er jo ikke så begejstrede som de, og til foråret vil vistnok rekrutterne komme med øjeblikkelig. Sidste Tirsdag var noget af en festdag. Da blev faneeden aflagt. Dagen før var vi alle i kirke, men ellers gik de tre foregående dage med til forberedelserne, så alt kunde gå efter en snor. Fra kasernegården marcherede vi ud til en større plads et stykke uden for byen. Vejen går gennem en smuk allé, hvor der må være meget kønt om somren. På pladsen, der var afspærret med militær og politi, var der rejst en talerstol, hvorfra der senere blev talt af to præster, en katolsk og en evangelisk. Efterhånden samles her en 2000 menige og en mængde officerer. Alle var i de bedste uniformer og officererne i paradedragt, så det var et pragtfuldt skue. Der var artilleri med kanoner, der var træn, infanteri, füsilerer og grenaderer med hestehale i pikkelhuen. De flotteste var dog de sorte husarer på hvide heste, med sort pelsschako på hovedet og det hvide dødningehoved foran. Ned fra schakoen hang på første regiment en hvid tunge og på andet reg. en rød tunge. I hånden havde de lange lanser med hvide og sorte flag, i hvis midte der fandtes et sort henholdsvis hvidt dødningehoved. Dem kommanderer kronprinsen, som også var tilstede. Han gjorde et godt indtryk og var ikke nær sål militærisk i sin optræden og væremåde som de andre officerer. Forberedelserne tog lang tid, selve edsaflæggelsen, der foretages kompagnivis, kun en time. En general siger formlen, og så skal vi sige den efter, men mange tav. Bagefter marcherede alle forbi kronprinsen og den kommanderende general. Om eftermiddagen havde vi fri og var alle i teatret. Der sang en skuespillerinde først nogle franske

9 og engelske viser (ingen tyske!) og senere opførtes et fra engelsk oversat skuespil Det er nu atter bleven Lørdag aften, en aften vi altid glæder os til. Om eftermiddagen har vi ingen tjeneste, men Lørdagsrengøring af stuen med dens indbo. Dette er ikke så lidt lettere end tjenesten, og da vi om aftenen ikke har noget at pudse gælder Lørdagen for at være vor bedste dag i og for sig og med Søndagen i tilgift. Vi har hidtil haft en meget flink løjtnant, som ikke blot var en dygtig officer, men også et godt menneske. Han er nu bleven afkommanderet til et andet regiment, og vi har i hans sted fået en anden. Samme har tidligere været her og fra hans regeringstid går der endnu hårrejsende frasagn. Han kom i dag, og begyndelsen svarede godt nok til rygtet. Kort sagt, han er et ondt menneske med et mildt udtryk. Vi må jo se, hvad fremtiden vil bringe, men venter egentlig det værste. Dertil kommer en ny oberstløjtnant, der gælder for at være den strengeste officer i hele regimentet. Fra høresalens talerstol lød sidste vinter de ord: vær sand, vær god, og hele livet bar præget deraf. Her hedder det: vær hård, vær brutal, brug usandheden. Siges det end ikke direkte til os, så bærer livet des tydeligere præget deraf. Man må være på post, når man ikke bliver noget smittet af livet her. 18. januar Midt i næste måned skal vi have den såkaldte Rekrutenbesichtigung". Den dag kommer obersten, og alt skal da gå som efter en snor. Til den ende er tjenesten bleven noget strengere, men til gengæld blir der ikke set så nøje efter på stuerne. Før jul skulde hele fritiden helst bruges til at børste og sy de gamle pjalter, pudse knapper o. l. Et sådant arbejde er i længden langtfra interessant, ikke at tale om tankevækkende. Højst blev det tilladt at læse aviser. Nu går det også an at læse bøger. Foreløbig holder jeg mig dog udelukkende til tysk. Et gode fører det med sig, nemlig det, at man får større kendskab til det tyske sprog. Med skolekundskaberne kommer man heller ikke ret vidt Det karrigt tilmålte af degnen i Oksenvad o. a. bibragte, men i mellemtiden yderligere formindskede ordforråd trænger i høj grad til at blive forøget, om man så nogenlunde skal klare sig. At kunne tysk kan nu aldrig skade, men være ret gavnlig ved mange lejligheder (f. Eks. når man får en bøde for en hund, som man alt har betalt skat for). Helt at drive fritiden hen er også farligt for en selv. Det hele blir let så ligegyldigt, tanken sløv. Selve tjenesten interesserer egentlig kun, for så vidt som man skal. Derfor er jeg nu glad for i fritiden at kunne læse af hjertens lyst. I et lånebibliotek skrås over gaden er der et ret godt udvalg. Det koster 10 pg. ugentlig, men da pengene for en soldat har en langt større værdi end for en civil, er vi flere, der har slået os sammen. Dog er vi kun een til at betale boghandleren. 31. Marts. I dag ses mange civilklædninger i kasernegården. Det er samtlige enårige frivillige, som er indtrådt 1. April, der nu laver reserve. Ak ja, den tid kommer også en gang for os, men den ligger rigtignok et tidsspand fremme i tiden. Forleden aften fejrede de énårige fra andet kompagni deres afskedsgilde. Der serveredes øl, cigarer og en slags brændevin, som her kaldes machandel. Jeg kan tale med herom, thi jeg var den eneste menige mand, som var tilstede. Selskabet bestod af lutter feldwebler og underofficerer, jeg vartede op. På deres gentagne opfordringer måtte jeg naturligvis drikke et enkelt glas øl med. I forestiller jer blot mig, afholdsmanden og forhen ivrig foreningsmedlem, som ølsmager og machandelopvarter, og I forstår, jeg er kommen temmelig langt bort fra de rene linjer om hverken at nyde eller byde. Mit den Wølfen muss man heulen", siger tyskerne. Et dårligt ord er det, det er vist, men nogen sandhed gemmer det alligevel. Hen på aftenen siger min gamle rekrutunderoff. til mig, sådan ganske privat ude i forstuen: når du passer lidt på ved kompagniekserc., så vil du blive gefreiter det andet år. Nu er min ærgerrighed i den retning ikke synderlig stor, og jeg svarer derfor, at jeg vilde hellere være tjener ved kaptajnen. Ja, nu skal vi se, svarer han så. Det betyder nu langtfra, at jeg er vis på at få stillingen, kun ved jeg, at når pladsen skal besættes, vil jeg også være blandt

10 kandidaterne. Kunde jeg få pladsen hos kaptajnen*), så skal jeg rigtig til at læse. Der er man fri mand og er ikke udsat for hvert øjeblik at få sit skab endevendt. Den nuværende tjener er fra Roager. Han er et meget flinkt menneske, den bedste af alle herværende danske og den, hvem soldaterlivet har bidt mindst på. Thi fare for, at en del uforvarende skal hænge ved, er der. Næsten ingen slipper helt fri, men det kan vel vadskes af, når vi atter kommer hjem og kan mætte os med danske tanker, dansk åndsliv, dansk kultur. *) Han fik den ikke. 30. April. I en otte dage har vi her haft en varme som i hundedagene. Solen varmer fra skyfri himmel, og en lun søndenvind ånder ind over landet. Følgen er bleven, at hele naturen fra den lysgrønne lind og det blomstrende pebertræ til mælkebøtten og gæslingeblomsten nu står i sit fejreste skrud. Naturen er herlig og i morgen efterm. skal vi rigtig ud og nyde den. Skade, at jeg ikke har min botanik her og kunde forøge min viden en smule. Af mine kammerater ved ingen besked, i hvert fald ingen ved mere end jeg. Den eneste der kunde være tale om, en gartner fra Holsten, er desværre bleven afkommanderet en måneds tid. Byen har en herlig omegn og kan i denne tid give én uforglemmelige skønhedsindtryk. Men der«hjemme må det også være skønt. Mange forårsminder dukker frem, når jeg tænker mig lidt om, og herligt er det, når grøfterne bliver blomstrende skove. Nej, ingen vår som en Maj i vort land. Og er det sådan i naturen, så vinder troen på, at på samme måde vil det gå i vort folk, nyt fodfæste. Var ikke valget ifjor et godt varsel, og er den mængde ungdomsforeninger, der dannes trindt omkring, ikke som nye, kraftige skud, der bryder frem. At prøjserne fnyser af harme, beviser kun, at de aner, hvad der vil følge efter, og nu vil knuse det frembrydende vårliv. Men ingen formår at hindre naturens gang, og intet politiforbud vil kunne dæmme op for den livsbølge, der f. t. går hen over vort folk. Nationalitetstanken går sin sejrsgang verden over. Før eller senere vil prøjserne få det at føle, thi ustraffet fører man ikke slig en voldspolitik. Gruppe d. 13. Juni Jeg husker ikke mere, hvem der sidst har skrevet, du eller jeg, men så meget ved jeg, at det er en god tid, siden jeg sidst skrev. Vi er nu kommen til Gruppe, en større baraklejr, beliggende en mils vej vest for Graudenz. Rejsen herned var ret interessant. Når undtages udmarcherne og mindre udflugter om Søndagen havde vi nu i omtrent et halvt årstid kun set de grå kasernemure og fristet tilværelsen indenfor samme. Det føles da som noget af en befrielse atter at komme ud på en længere rejse, se nye egne og komme under andre forhold. Den 9. om morgenen rullede vi ud af Danzig og humøret stod højt. Det går sydpå ud i Danziger Niederung, en smuk og ejen«dommelig landsdel. Jorden er ganske flad, dyrkes kun lidt med sæd, men gir udmærkede græsgange. De ser herligt ud i denne tid. Det Drachmannske vers: Se det summer af sol over engen, vilde rigtigt passe til dette landskabsbillede. Senere kommer vi atter på højderyggen, og det veksler nu med dale og bakker som derhjemme. På enkelte marker ses kæmpemæssige, fritstående egetræer, sikkert en rest af fortidsskove. De bidrager til at give hele egnen et vist præg af værdighed og ælde. Efter en 5 timers jernbanekørsel nåes vor bestemmelsesstation. Herfra havde vi endnu en march på 1½ time, inden vi nåede vor lejr. Heldigvis var vejret køligt og turen ikke slem. Vejret er slået om til blæst og rusk, hvad vi nu ikke er så kede af. Her lever vi halvt på feltfod, og kun de nødvendigste beklædningsstykker og brugsgenstande er med. Nogle bor i telte, andre har været så hedige at få et skur med paptag og halvstensmur dog uden loft. Øvelsespladsen er ca. 20 kv.-km stor og består mest af det rene flyvesand. Enkelte steder gror marehalm og andre nøjsomme sandplanter, en del er også tilplantet med fyr. P. og J. A. har altså været en tur i Sachsen. Jeg har fået et par kort fra P. og kan nok skønne, at turen må have været meget interessant. De har sikkert i 14 dage set og lært mere, end jeg lærer her i 2 år. Nu 2 år er der da heller ikke mere, kun 463 dage. Inden man ser sig om, er det første og det værste

11 år omme. På Mandag er der her en større fest i anledning af regeringsjubilæet. Hovedsagen er for mig, at vi ingen tjeneste har den dag. Der er så dejlig tid til at læse. En bog af Leo Tolstoy har jeg med fra Danzig, og den er udmærket. Du skulde bare høre, hvor jeg nu kan køre løs med tysken. Det går som kæp i et hjul, kan du tro, kun den hersens grammatik kan det endnu knibe med. Hvorfor f. Eks. Rhinen er mandlig" og hedder der", Weichselen kvindelig" og skal tituleres med die", begriber jeg ikke. Man må overfor den slags ting have et fint gehør", om man altid vil træffe det rette. En trøst er det for mig, at selv mange tyskere kører galt i denne vildrede. På Søndag skal der afholdes en festgudstjeneste i anledning af regeringsjubilæet. Desværre må jeg sige, at jeg kun har lidt for ikke at sige intet ud af de tyske gudstjenester. Det hele går militærisk tilværks, og den prøjsiske tankegang er os fremmed. Hele livet gør en desværre noget fremmed over for det kristelige, men det bedste kan man dog ikke tage fra os. NB. Undskyld det fedtede papir. Det er dog ikke ensbetydende med at vi lever særlig fedt her Rigtig mange tak for den dejlige pakke, jeg fik fra jer i Søndags. Det var næsten altfor flot, hvad I der sendte mig af søde sager. Sligt vanker ikke til hver dags her, og det kan ret fryde en soldats hjerte. Med stor interesse har jeg læst artiklerne fra Peter. Alligevel må I ikke knappe mig af, men også sende mig et par af de nyeste aviser. Jeg føler mig ofte så fattig over ikke at kunne leve med i det, der foregår hjemme blandt mit folk og i mit land. Flensborg Avis" bringer altid bud fra hele landet fra folk og egne, jeg kender så godt. Jeg husker ikke, om jeg har skrevet om min skoletid her, ellers skal I få noget derom nu. Gennemsnitlig en gang ugentlig har vi her landbrugsundervisning af forstanderen for en landbrugsskole i Zoppot. Hans skole er naturligvis nærmest for vestprøjsisk ungdom, og hans foredrag er udfra det herværende landbrugs stilling. Han bringer mig derfor ikke stort nyt udover en mængde tyske fagudtryk fra landbrugets område. Efter foredraget kan der stilles spørgsmål som indledning til en lille diskussion. Da ingen havde lyst, greb jeg forleden dag offensiven og lagde for og kom ret godt fra det. Senere hen vil der blive foranstaltet udflugter til elektricitetsværker, maskinfabrikker, kornmagasiner o. a. ialt en 5 6 stykker. Vi er fra komp. kun to mand, og det to danske, som er med. Foruden det går jeg til aftenkole hver Mandag og Fredag aften fra 8 10 i handels- og håndværksskolen. Vi er ialt tre menige af Danz soldater, som deltager, nemlig Nis Fuglsang, en hamborgsk murersvend og jeg. Vi har fået varig orlov til kl. 11 hele vinteren igennem. Det er et såkaldt akademisk folkedannelseskursus, vi er med til, og det koster, foruden materiale, kun 1 mark for vinterhalvåret. Mandag aften er undervisningsfaget tysk, og første aften skrev alle en og samme diktat. Efter denne blev vi sidste aften delt i tre afdelinger. Jeg, som fra min skoletid, når undtages hundehvalpsklagen", som jeg var med til i fjor, ikke havde skrevet det mindste tysk, kom alligevel derfra med tre mindre væsentlige fejl. Vi kom alle tre i første klasse, medens feldwebler og underofficerer, hvoraf der deltager en del, for største delen kom i mellemste og nederste klasse. I vor afdeling falder diktat, genfortælling og ortografi bort, hvorfor vi har mundtlig stil og fristil ligesom for to vintre siden. Dette falder mig dog noget sværere, især sætningsbygningen. Til på Mandag skal vi skrive en stil om dannelse ganske ud fra egne erfaringer og meninger. Fra igår middag til i dag kl. 1 sidder jeg på vagtstuen som vagthavende ved en af byens porte. Her kan jeg nu i ro og mag lave min 29 kladde færdig, så den nød skal jeg nok få knækket. Ganske let var det nu ikke, og jeg har måttet tage alle mine sprogkundskaber i tjeneste. Jeg savner egentlig svært en dansk tysk ordbog. Den øvrige tid benyttes i skolen til foredrag om de store, tyske klassikere og til oplæsning af deres mesterværker. Det bliver nok særlig Schiller, som må holde for. Jeg er meget glad for disse timer, da jeg tror, det vil lette mig forståelsen for mangt og meget. Klassikernes sprog er tungt og stivt, og det falder mig svært at læse bøgerne med det rette udbytte. Shakespeare faldt mig meget lettere, for ikke at tale om J. P. Jakobsen, som også kan fåes her. F. t. er jeg igang med et stort naturvidenskabeligt værk, men også det lægges til side, og den tid jeg har

12 til overs skal foreløbig være helliget Schiller. Fredag aften har vi stenografi. Dog derom en anden gang Kære allesammen! Så gik den ferie hen, meget hurtigt syntes jeg, men forbi er den nu, og jeg er atter borte fra den hjemlige arne. Tankerne lader sig dog ikke så let tvinge, og mindst af alt ønsker de at dvæle ved soldaterlivet. Så lad dem da i aften have frit løb hjem til alt og alle. Allerførst da mange tak for al den kærlighed og godhed, hvormed I overødslede mig. Det var så overstrømmende, så det næsten kunde virke beklemmende, da jeg syntes, det slet ikke kunde tilkomme mig. Tak for alle de gode ønsker, 1 sendte med på vejen herop. Det er alt så ufortjent. Jeg har desværre ikke (det mærkede jeg tilfulde i julen) kunnet slippe fri for nogen påvirkning af militarismen og hele livet her. Mit modersmål var bleven noget sjusket og urent. Høflighed og hensynsfuldhed var ved at blive forældede begreber. Muligt at så godt som alle de andre er kommet videre bort end jeg, jeg skal ikke prøve på en undersøgelse deraf, men det er alt slemt nok, at jeg har noget. Jeg skal i det nye år nok være mere påpassende overfor mig selv, og man når vel altid noget, når man for alvor vil. Rejsen forløb meget heldigt. Til at begynde med havde jeg selskab af førsteren fra S., af hvem jeg fik et meget godt indtryk. Senere, fra Tinglev til Gråsten, var jeg sammen med Johannes Jensen*). Han var glad for sit arbejde og havde godt mod på frem«tiden. *) Nu Statskonsulent i Mejeribrug. 30 Men det bedste var dog Gråsten. Hans Hansen og kone er prægtige folk, og vi havde det meget fornøjeligt. Og vi byggede luftslotte og fremtidsplaner. Først i Juni er der stor landbrugsudstilling i Hannover. H. H. tager derned, og jeg tager samtidigt orlov og rejser derhen, hvor vi så kan være sammen i en 2 3 dage. Derfra går turen hjemad, og resten af ferien, med undtagelse af den sidste dag, som skal være helliget Hamborg, er jeg så hjemme. Om det nu lader sig gøre? Det er ikke sikkert, men det skal prøves. Af landbrugskandidater mente H. H. ikke, at der blev for mange. Der vil med tiden foruden sukkerfabrikken blive oprettet kartoffeltørrerier i Nordslesvig. Til at forestå laboratorierne og hvad dermed følger, vil der altid være brug for kandidater, hvis vi ikke skal ansætte tysskere i de ledende stillinger. Han mente endvidere, at jeg skulde tage derover, straks når tysken gir slip. Derved sparedes der tid, og hvis jeg kunde komme på landbohøjskolen, inden den ny ordning med det længere kursus bliver indført, vilde det jo økonomisk betyde en ikke uvæsentlig vinding. Jeg indvendte, at jeg efter en to års soldatertid kom dårligt forberedt. De fleste, ja vel omtrent alle, kommer fra et 9 måneders landbrugsskoleophold og har haft lange forberedelser. Dertil kommer, at jeg først blir fri her omkring den 20. Septbr., medens skolen begynder den 1. Han mente imidlertid, at det hovedsageligt var en viljessag. I alle tilfælde skulde jeg ubetinget prøve, og hvis det skulde løbe sort, så kunde jeg altid afbryde efter en månedstid. At jeg tog derover, vilde han så absolut tilråde. Altså på den. Hvad siger I til det? Så slutter jeg med de kærligste hilsener til jer alle og et frejdigt på gensyn i sommer. Eders Jeppe Her må jeg endnu tilbringe 240 dage, og synger vi end, at det ingen hast har for den, som tror, så må jeg dog sige, at det har hast for den, som venter. Thi langsomt snegler tiden hen, synes jeg, især nu efter nytår I Søndags havde jeg besøg af en kammerat, som slap fri i efteråret. Det er helt morsomt at træffe kændinge igen. Nu til regimentsfestlighederne venter jeg, at der vil blive ikke så få at stikke næven ud til. Blandt andet skal min gamle gefreiter 31 ha i sinde at besøge os. Det fortalte hans bror forleden. Han tjæner ved vort 4. kompagni. Forresten skal det nok være en patriotisk fest i stor stil. Byen har været meget betænksom.

13 Ihukommende soldatens fortræffelige appetit har den bevilget 5000 mark til en fællesspisning d. 11. ds. Jeg lover efter ævne, hvad ikke vil sige så ganske lidt, at virke med til, at byens midler ikke kastes forgæves væk! Over 100 officerer har anmeldt deres besøg. Kgl. højheder kommer der nok også, så festen blir meget fin! Der kan under alle disse tyske forberedelser i korte øjeblikke komme noget af en følelse som forladthed op i mit sind. Det hele er prøjsisk og fremmed, mens hver blodsdråbe i mig vægrer sig ved at ha noget tilfælles med dem. Men den nedtrykte stemning varer kun et øjeblik. Jeg sammenligner livet her med en eneste lang og stor drøm, der ret snart vil få ende. Mine tanker er og har aldrig været ved det virkelige liv her, men næsten altid på langfart. Jeg har nu heller aldrig søgt at tøjle dem, snarere det modsatte. Nu snart kan man atter fylde sine lunger med friske og stærke pust. I virkeligheden er jeg jo også her en underlig heldig én. Jeg ved, at I derhjemme ofte har mig i eders tanker, og her har jeg da også truffet adskillige, også blandt tyskerne, som jeg er kommet til at sætte meget pris på. Fjender har jeg ingen af, men er tværtimod afholdt både oppe og nede. At dette dog er noget, man ikke skal bygge på, ved jeg godt, men venskab og tillid er altid bedre end det modsatte Du får mange tak for dit lange, udmærkede brev. Jeg kan forsikre dig, at det her er noget af en oplevelse for mig, hver gang der kommer et af dine så kærkomne breve. Skæbnen har siden sidst ført vore veje ad vidt forskellige baner, men det glæder mig, at vore bedste tanker, vort åndelige liv, vort inderste jeg, trods alt er blevet uforandret. Vort mål er og bir det samme, at arbejde med på at føre vort folk frem modi bedre, rigere tider Det såkaldte akademiske folkedannelseskursus", hvori jeg vinteren igennem har deltaget, nærmer sig snart sin afslutning. Disse timer har for mig været lærerige og interessante og en behagelig afbrydelse i den militære ensformighed. Især har jeg været glad for de aftner, hvor der lærtes tysk. Det har ikke været særlige sprogtimer, men alment dannende af lødigere art. Schiller har måttet holde for, og i min fritid har jeg læst en del af hans værker. Ihukommende Georg Brandes ord om, at man hellere må læse en god bog to gange, end to gode bøger, er jeg gået ret grundigt tilværks, så vidt jeg er kommet. Det tyske sprog behersker jeg nu så nogenlunde, om end grammatiken er mangelfuld. En trøst får det være, at næsten ingen tysker, som ikke har givet sig særlig af dermed, kan grammatiken til fuldkommenhed. I en stil, jeg skrev i Januar, havde jeg betydelig mindre fejl, end mange af de andre elever. For en 14 dage siden havde jeg mundtlig stil. Det er betydelig værre. Det skrevne ord kan man rette og dreje i det uendelige, inden man gir det fra sig, medens det talte ord ikke tåler videre ændringer uden at tage skade i sin virkning. Jeg havde den opgave at fortælle indholdet af Schillers drama: Maria Stuart. Samtidig skulde naturligvis de forskellige personers karakterer og handleårsager redes ud af hinanden. Jeg gjorde som på Ryslinge, skrev min stil op og læste den omhyggeligt igennem, inden jeg afleverede den. Det hele gik da også ret godt, hvis jeg kan tro, hvad andre siger, endda rigtig godt. Det glæder mig naturligvis, at jeg her i det fremmede og som dansk mand fra det fattige Stursbøl ikke i åndsudvikling behøver at stå tilbage for mænd med ret høje stillinger i samfundet eller døtre fra velhavende borgerhjem med den fineste skoleuddannelse. I det fremmede står man dog som repræsentant for sit folk, og med eller mod ens vilje er der mange, som udfra kændskabet til en enkelt person danner sig en mening om nationen. Når man er sig det bevidst, må man gøre sit til, at det billede, man danner sig af os, ikke blir et vrængbillede. Den tyske hærlov af 1913 forøger den stående hær med 120,000 mand og 4000 underofficerer. De første går det let nok med at få, da befolkningen årlig vokser med omkring 1,000,000 mennesker. Dærimod kan det knibe med på stående fod at få 4000 nogenlunde brugelige underofficerer. Udsigterne til senere at få et nogenlunde vellønnet embede er kun ringe. Forleden dag blev jeg da kaldt ind på kompagni-bureauet, om jeg ikke vilde kapitulere, blive

14 ved militæret. Et glat afslag var naturligvis mit svar, men dærmed lod man sig ikke nøje. Man udmalede for mig, hvilken herlig fremtid, der her vilde blive mig tildel, store rettigheder, lidt arbejde. Fra 1. April underofficerstjseneste og do. mad, 3 mark løntillæg m. m. Kan det ej få dit hjerte til at banke, er det slet ej så stor en ære værd! tænkte han sikkert. Nu kan man som soldat, og især da som prøjsisk, ikke sige sin mening frit ud, men man må ta hensyn til højre og venstre. For ikke helt at fordærve mit gode nummer sagde jeg tilsidst, om jeg ikke kunde få betænkningstid, da jeg ønskede at rådføre mig med min ældste bror. Dette blev mig naturligvis tilstået, og jeg slap fri for denne gang. Du vil forstå, at sagen fra min side er genstand for en meget grundig" overvejelse, en overvejelse, der varer ved, indtil man atter lar mig hente. Så skal de herrer også få ren besked. De dumme asner, at de ikke forlængst har gennemskuet mig! Første år blev man hundset og kujoneret ved enhver lejlighed. Af de samme herrer bedes man nu om endelig at blive her. Der er forskel!!! Trods alt er det ikke udelukket, at jeg ret snart kommer til at lave underofficerstjæneste og kan nyde de dærmed følgende begunstigelser. Hvis ikke, blir jeg sikkert svømmelærer til sommer, en stilling som er endnu bedre, friere og sundere. En underlig, heldig snegl har jeg altid været! Så stop for' denne gang. Endnu 188 dage tilbage i prøjsertrøje!!! Alt vel! Medens I hjemme er optaget af den nationale sag og du af det ungdomsliv og arbejde, du selv står midt i, er jeg dømt til uvirksomt at døse tiden hen indenfor skiddentgule kasernemure og i en alt andet end afholdt uniform. Som ung har man jo heldigvis en vis tilpasningsævne, og jeg har da lært at finde mig i det uundgåelige, gøre min pligt og forresten holde mund. Skønt militærånden med dens ubetingede lydighed og udelukkelse af enhver selvstændig tænkning aldrig har tiltalt mig, endsige er bleven mig egen, er jeg nu selv bleven kommanderet til at være dens håndhæver. Et komp. består af ca. 150 mand fordelt i 7 afdelinger. Af disse 7 har jeg nu fået den 5., er altså bleven prøjsisk delingsfører. Hvad mener du om det, søster? Man må anerkende prøjsernes humanitet. De udelukkede mig fra at komme til Roskilde som delingsfører, nu gir de mig selv en deling i stedet for. Ligheden strækker sig dog ikke udover navnet, videre hører al sammenligning op. At anvende nogle af de grundprincipper, man før har brugt, vil lige så lidt kunne lade sig gøre som senere at bruge ånden fra her. Da jeg kom her, håbede jeg på gymnastikkens område at kunne indføre enkelte sundhedsmæssige forbedringer indenfor min egen afdeling. Ak ja, ungdom med det lyse mod. Hold fast ved det, du har, og se til, at de andre ikke tar mere af dig selv, end du den gang håbede at kunne bringe dem. Træk fra, min ven, træk fra, det lærer man 2 år i trøjen. Du mente at have så meget, så du kunde berige andre, se til om du selv kan slippe helskindet igen* nem. Dig blev det ikke givet her at reformere, end ikke det allermindste Sidste gang skrev jeg ret selvsikker om min orlov, og det havde jeg også årsag til. Når man som jeg hos feldweblen har tilladelsen til at kunne rejse, plejer man at være sikret. Men nu kom der i går noget andet til. Den 8. begynder svømmeundervisningen, og vort kompagni skal stille 2 svømmelærere. Dertil var bestemt en gefreiter og en underofficer. Jeg skulde blive i kompagniet. Nu er imidlertid underoff. bleven vraget, og da der ingen menige" må komme hen, er jeg som eneste frisvømmer blandt gefreiterne i virkeligheden den eneste, man kan bruge. Dermed er mine ud* sigter til at komme hjem fra at være meget gode svundet ind til at være lig nul. Hvis stillingen nu slet ikke skulde tiltale mig, er det muligt, at jeg ved at sætte alle kræfter i bevægelse kan blive afløst som svømmelærer. Let vil det nu ikke være af førnævnte årsag, og et jordskælv vilde det drage efter sig. Pengene vil ikke slå til til en rejse, men foreløbig har jeg nok. Skulde jeg imod forventning alligevel kunne rejse, vil jeg her kunne låne, hvad jeg behøver. Sandsynligvis er stillingen som svømmelærer den bedste, som tænkes kan. Vi laver ingen tjeneste, afjasker os ikke på stenede landeveje, sluger ikke støv i litervis etc. Tværtimod. Friluftsliv, vand og solbade i overflod og efter behag. Det gir et sundt og kraftigt legeme, man lever mindst 5 år længere, og det gør meget i slutningen. Til den 18. Septbr. er der i dag endnu 102 dage. Skulde

15 man ikke kunne holde den tid ud i prøjsertrøjen til alle de mange. Jeg skriver trøjen, pardon, jeg mener naturligvis i badebukserne Tak også for de mange med skønsomhed valgte avisudklip, der fulgte med. Med glæde og interesse har jeg læst dem alle. H. P. Hanssens tale*) er aldeles glimrende og må have gjort et vældigt indtryk. Selv heroppe gør de døde ord sin virkning, og da jeg havde læst den, klang der i mig et stærkt: Ja, vi vil, vi vil. Med interesse har jeg læst beretningerne om frk. Bjørkstens gymnastikhold. Frigjort, åndsbåren gymnastik, ja det er smukke ord, og skal det blive til mere, da kræver det nok en leder, netop som frk. Bjørksten må være det. Det kræver en ganske anden uddannelse, end der blir de fleste af Danmarks gymnastikledere til del. Jeg må næsten være glad for, at jeg så hurtigt blev savet af og kom i trøjen, da det hindrede mig i at lave flere bommerter. Thi er frk. Bjørkstens gymnastik den rigtige, og det står ganske klart for mig, at den må være det, da er det pinegalt at fortsætte på den gamle måde med de stive, kraftfyldte øvelser. Den største og værste bommert, man har lavet, er dog den, at man i det hele taget har tilladt mænd at lede kvindegymnastik. Så er Nis F. atter kommen tilbage med hilsener og nyt fra jer og Sommersted. Jeg har da hørt om hegnet øst i haven, som er ryddet, de plantede espaliertræer ud til landevejen, indhusethavemur skjult i et væld af roser, om mark, stald og lade og sidst, men ikke mindst, forberedelserne og planlæggelsen af ung«domsmødet. Det må være bleven afholdt igår. Jeg tænkte ofte på jer i går. Vel blandede der sig en smule vemod i tanken, men alligevel fortrøstningsfuld tænkte jeg på de 80. I går efterm. tog jeg sammen med N. F. til Westerplatte ved Neufahrwasser. Grunden til at vi tog derhen, var den, at jeg i avisen havde set en notits om en norsk kanonbåds ankomst. Vi traf da også snart på norske matroser med tophue. Klædningen er ellers meget lig den, man bærer i den tyske marine, måske stoffet i jakken er noget grovere. Man var meget elskværdig, lod os gå om bord og førte os rundt i alle skibets gemmer. Jeg måtte passe vældigt på for at forstå alt, hvad de sagde. Men alligevel var det meget fornøjeligt at være sammen med dem i et par timer, og jeg tror nu heller ikke, nordmændene var kede af i en tysk by at træffe folk, de kunde tale med. I den norske marine er der mellem befalingsmænd og mandskaberne et meget mere kammeratligt forhold end hos tyskerne. Sammenlignes straffene for ens forseelser, er der en himmelvid forskel. Nu, den prøjsiske disciplin, der holdes oppe ved en ofte menneskeuværdig behandling forbunden med utrolige straffe er jo bekendt, og jeg skal ikke ønske nogen nation det tilsvarende. Med stolthed fortalte nordmændene om den nationale hundredårsfest i Kristiania, hvor de havde været med. Der var vejrbidtei gutter iblandt dem, en del henimod de 30, og som i åringer havde sejlet under fremmed flag, men fælles for alle var kærligheden til fædrelandet og flaget. Søfolk, også danske, er i det hele taget fædrelandskærlige mænd, selv om de den meste tid er i det fremmede. En sømand siger ikke, at han tager til Danmark, nej, han tar hjem. Netop ordet hjem har i hans mund en egen klang af varme, og det finder god genklang i en soldats bryst. *) Ved årsmødet i Haderslev d. 14. Juni Jeg er så led og ked af hele livet her, så jeg stadig kun tænker på enden. Lykkelig den, som aldrig kommer i prøjsertrøjen, ja, lykkelig den, som aldrig ser de østtyske øvelsesplads ser*). Her er til at forgå. Om 57 dage forlades dette utiltalende land, forhåbentlig for stedse. Jeg ønsker ikke at gense et eneste af de steder, jeg her har været. ) Brevet er skrevet fra Arys, hvor der var Sommerlejr Ankom iaftes som fourer en dag før kompagniet til Danzig. Her føler man sig mere vel, næsten en smule hjemlig. For tiden er udsigterne ret kritiske. Det store spørgsmålstegn er Rusland, men netop nu udspredes på gaden flyveblade, at Rusland

16 mobiliserer. I den tyske militærforvaltning bevares udadtil en overlegen ro, omend der på de ledende steder arbejdes med høj* tryk. Forøvrigt tvivler ikke en eneste om, at den tyske mobilisering vil kunne gennemføres programmæssigt. Overalt på rejsen blev vi modtaget med begejstring, og også i Danzig er alle stemte for krigen. Man forsætter sig i en patriotisk rus. Musikkapeller må stadig spille nationale melodier. Der udbringes hurraer for hæren, kejseren o. a., og vé den som ikke gøer med. Overalt har man fornemmelsen: der må ske noget, spændingen må udløses. Englands velvillige mægling strander rimeligvis på Østrigs trang til handling. Lavinen har begyndt at rulle. Vil den standse eller rive alt med? Man hører almindeligt den vending: hellere nu end senere, den rådne fred er utålelig. Jeg for mit vedkommende siger med: hellere nu end senere. På en varig europæisk fred kan dog ingen for alvor tro. Kendsgærningerne taler dog et ganske andet sprog. Imorgen skal I atter hør nærmere I formiddag har vi ingen tjæneste. Alle på stuen skriver breve hjem, og jeg blir også smittet af manien. Stort nyt er der natur? ligvis ikke at berette. Byen var iaftes i vildt oprør, og begejstringen gik højt, da regimentet med fuld musik i spidsen drog gennem byen fra banegården til kasernen. I løbet af natten er to kompagnier rykket ud krigsmæssigt udrustet for at besætte Weichselbroen ved Dirschau. Forøvrigt arbejdes i det stille. Krigssager blir tilpasset og udleveret fra oplagsrummene. Den almindelige mening er den, at vi i morgen rykker ud og går til grænsen. Hvordan det så videre vil gå, må afventes. Aviser har jeg idag endnu ikke læst, men jeg tvivler stærkt på et tilbage. Dag for dag har tingene tilspidset sig, overalt arbejdes der på mobiliseringen. Aldrig har det været så kritisk som nu. Mine tanker ved alt dette tør jeg ikke betro papiret, da brevhemmeligheden i denne tid langtfra er sikret. Dog kan I så omtrent tænke jer min stilling. Men der er intet valg, og vi går med så friske og frejdige som nogen. Meget værre er det for dem, der må forlade familie, bedrift og alt. Jeg er løs og ledig, har ingen forpligtelser, kan ud? mærket undværes o. s. v. Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan de forskellige tar imod efterretningerne. Gennemgående er den ældre årgang mere rolig og mandskaberne i besiddelse af mere galgenhumør. Rekrutterne føler stærkere de bånd, som binder dem til hjemmet og alle de kære. Af skrålhalsene er mange bleven underlig tavse en stadfæstelse af gammel erfaring. Jeg er meget spændt på, hvad dagen endnu vil bringe. Imorgen skal I atter høre mere Hvor to eller flere er samlet er krigen det eneste samtaleæmne såvel i byen som på kasernen. Alle lever i forventning om, hvad der vil ske. I byen råder en stærk krigsbegejstring, en stemning,der gir sig mangfoldige udslag. To nætter i træk ved midnatstid drager gennem gaderne vældige skarer såvel damer som herrer, syngende patriotiske sange og råbende hurra for hæren, kejseren og forbundsfællen. En krigserklæring vil blive modtaget med ildhu. Forlængst er alle troppeøvelsespladser rømmede, alle mandskaber, som var på orlov, indkaldte. En vagtkommando, som iaftes kom tilbage fra Graudeuz, fortæller, at dær er de blanke våben slebne, patroner uddelte, alting færdig til udrykning. Vi er også inddelte til en mængde forskellige poster, og jeg skal til bagpommern og hente heste. Men det er alt kun den første dag. Senere skal vi nok alle komme med i første linje. Hvad et væbnet sammenstød vil bringe af nød og elendighed, det går man helst let henover, da det kun gør ondt værre at tænke derpå. Endnu er krigen vel ikke uundgåelig, men udsigterne synes at blive ringere. Afgørelsen må falde i denne uge. Glider tiden endnu læns gere ud, er der tid til forhandling, og England er jo utrættelig i sine fredsbestræbelser. Iaftes modtog jeg de kærkomne breve fra jer. Her er næppe muligt at samle sig til at skrive noget fornuftigt, men lad da alt være gemt i det ene ord tak. Det er godt at vide, at kærlige tanker krydser hinanden og forkorter den udvortes 1000 km store afstand. Danzig, d Kære allesammen!

17 Så udløstes spændingen, og afgørelsen faldt. Iaftes ved 6 tiden bragte tråden det skæbnesvangre budskab, og trommehvirvler og klokkeklang bragte det ud til alles kundskab. Det er hårde tider, vi går imøde. Måtte bare vort hjemland blive forskånet for troppes masser. Her er et vældigt røre. Mine bøger, vask og andre småtterier har jeg pakket sammen og givet af hos frk. Vera Gapski, Militår Effektengeschäft, Fleischergasse, Danzig. Kommer jeg ikke tilbage, kan I skrive efter dem dær. Hun sender da pakken ufrankeret. Min adresse vil være som hidtil. Det forlyder rygtevis, at vi går til vestgrænsen, hvad jeg dog stærkt betvivler. Hvordan er Peters stilling? Jeg havde gærne endnu en gang sét jer alle og talt et par kærlige ord med jer. Vi får tro på, at de fleste kugler rammer ikke, og med Guds hjælp mødes vi da atter en gang. Så snart jeg atter har lejlighed, skriver jeg. Indtil da mange kær* lige hilsner og tanker. Eders Jeppe. Karthaus, d (Oversættelse.) Jeg sender jer, I kære, endnu en sidste hilsen. Det går nu atter tilbage til Danzig. Jeg er nu helt kommen mig, så jeg let kan udholde alle strabadser*). Så snart der blir lejlighed, følger et brev. Tæt ved grænsen Min kære svigerinde! Som de tyske kort fortalte, var jeg 4 dage i Karthaus hos remontekommissionen, havde et udmærket kvarter og kom rigtig til kræfter igen. I den lille venlige by svirrede det med vilde krigsrygter. Det fortaltes som officiel melding, at fransk guld skulde transporteres til Rusland i automobiler. 18,000,000 franks var alt beslaglagt i Sydtyskland. Grenaderregimentet skulde være slået og fuldstændig oprevet. Et stort søslag skulde ha fundet sted i Østersøen, og den russiske flåde være fuldstændig ødelagt. Toppen på kransekagen blev dog en depeche fra Danzig med meldingen: et russisk automobil vilde passere byen i aftenens løb. Alle til byen førende veje blev spærrede med høstvogne, og der blev udstillet dobbeltposter med skarpladte jagtgeværer o.l. Vi to grenaderer måtte selvfølgelig også ud. Til kl. 1 om natten stod vi der, men der kom ingen automobil, og vi gik i vort kvarter. Dog var folk så ophidsede og nervøse, at endnu på denne tid var der mange på gaden, og der hørtes højrøstet tale. Den følgende dag dannedes borgerværnet. Dets opgave var gennem regelret vagttjeneste med dobbeltposter at spærre hver vej, der førte til byen, anholde og undersøge alle kraftfartøjer, vogne og cyklister samt anholde alle fordægtige" personer. Da vi rejste tilbage til Danzig, var så godt som alle mandskaber indkaldte og alle heste afleverede. Ret trist var det at se ud over markerne, hvor rugen stod i skok, byggen og havren hængemoden og ventende på leen. Men ingen høstkarl såes. Ingen maskine arbejder. Kun enkeltvis sés en olding, der skrælpløjer, og en knøs, som vogter kreaturerne. Krigen griber ind i alle erhværvsgrene og livsforhold. *) Jeppe havde været syg under opholdet i øvelseslejren i Juli. Undervejs ledsagede vi en transport af dels fordægtige og dels forbrydere, 15 ialt, der lænket og koblet sammen afleveredes i politifængslet. Derefter skyndte vi os til kasernen. Undervejs måtte vi dog ind til en barber. Hvem vidste, når atter lejligheden bød sig. Barberen sæber ind og fortæller, at i aften rykker grenader regimentet ud, og næppe har han begyndt at rage, da høres regimentsmusikken. Man marcherer til banegården. Skynd dig, barber, vi må med! Og med sæbeskum i ansigtet går det i stormløb til kasernen. Her finder jeg min tornister, og uden patroner o. m.a. løber jeg bagefter. Undervejs kører den elektriske sporvogn. Den griber jeg fat i og hives ombord. Ved banegården står endnu mine kammerater, og jeg kommer sammen med dem, jeg helst vilde. På banegården og forresten hele landet over var der sørget udmærket for de afrejsende tropper af kvindeforeningen. Der uddeltes kærlighedsgaver i stor stil i form af alkoholfrie drikkevarer, belagte rundtenommer, bonbon, cigaretter og blyanter. Det bele var mønstergyldigt gennemført og var en smuk afskedshilsen til os. Man kan i virkeligheden tale om en folkekrig. Gamle mænd på 50 år og mere melder sig frivilligt i stort antal. Unge knøse på 17 år strømmer frivilligt til

18 garnisonsbyerne. Kvinderne er optaget af forplejningen og på færde tidlig og silde. Deres velgørenhedsarbejde bidrager stærkt til, at stemningen overalt er så begejstret. Klokken var bleven 9,40, da transporttoget satte sig igang sydpå. Hvorhen vidste ingen, men vi håbede alle at komme mod vestgrænsen. Håbet brast, da Weichselbroen ved Dirschau passeredes. Nu var vi øst for Weichselfloden, og banen løber i sydøstlig retning mod Rusland. I morgengryet holder toget ved en lille stationsby, Montowo. Spillemanden gir signalet til udstigning. Vi er ved endestationen. Vi går endnu en halv mils vej til fods og indkvarteres så med egen forplejning i en lille by med et uudsige* ligt polsk navn. Det var den 7. om morgenen, og her er vi endnu den 8. om aftenen omend marchberedte og rede til udrykning. Det er i kredsen Løbau, i trekanten Dtsch Eylau, Strassburg og Soldau og ca. 30 km fra grænsen. Her er endnu ingen fare. Man har set mindre kosakpatrouiller, men til at holde dem i ave har vi husarerne. Der går rygter om sammenstød både her og dær, men det er altsammen kun forpostfægtninger og af mindre betydning. Der vil nok hengå endnu nogle dage, inden det virkelig går løs. Jeg antager, at når dette brev når til Sommersted, da buldrer kanonerne, da knatrer geværerne, da afgøres menneskers og rigers skæbner. I aftes lå jeg ganske ene i den fredelige sommeraftenstund. Ikke en vind rørte sig, kun soldatersang høres, og man ser kometer, der passerer æteren, og for vort øje viser sig som en ildkugle med en glødende hale. Man kan under sådanne forhold få allehånde tanker. Var der dærfor, man kom til verden, og har man dærfor levet i 23 år for her ved civilisationens ende at lægge øde og myrde og selv blive skudt ned som en hund. Tanken når ingen ende i dette virvar. Troen må tilsidst blive den udslaggivende og beroligende kraft. Og da griber man med længsel et ord som dette: Det at leve er mig Kristus og at dø en vinding." Et vers, jeg tror, det er af Hostrup, rinder mig ofte i hu: Grønnes kun, se det er sagen, leve med og være vågen, leve kort tid eller længe, blot vi lyser op i tågen. Jeg har da villet lyse noget, hvor jeg kunde, dog hvem tør sige ja, når der spørges: gjorde du, hvad du kunde? Nogle kan fremdrage dybe tanker, andre må holde sig nærmere overfladen, men bund når ingen. En egen ro og hengivelse og kraft til at gøre sin pligt kommer over sjælen, når man samler alt i et vor fader". Med kærlige hilsener og tanker til eder alle slutter din hengivne Jeppe. Dagbogen Den 8. eftermiddag kommer meldingen: færdig til udrykning om en halv time. Mange biir stille og alvorlige: det går mod fjenden. Vi går mod sydøst. Luften er lummer og regntung. Enkelte soldatersange lyder i førstningen, men også de forstummer, for en 60 punds oppakning er ikke småting for de mange uvante rygge. Vi går gennem forskellige mindre landsbyer. Overalt er der sat vand ud til tørstige og svedende soldater. Mødrene græd, hvor vi kom igennem, de unge piger vinkede os godt mod og farvel til, ældre mænd hilste venligt på os. Efter en 12 km march gøres holdt i Rybno, hvor vi i massevis pakkes ind i lader og på lofter. Forinden var vi rigtignok bleven ordentlig våde, indvendig fra af sveden og udefra af regnen. Her befinder sig en hel del flygtninge fra byen Soldau, vort næste mål. Dagbogen Sov på loftet i noget strå og frøs forresten med anstand. Kort efter midnat skræmmes vi op af stærke skud. Det var ikke første gang, thi alt i det første kvarter blev der skudt på en flyvmaskine, der dog uforstyrret fløj videre. Her viste det sig dog, at det hele beroede på en beklagelig fejltagelse, idet vore forposter gensidig beskød hinanden, hvorved dog en ko var den eneste, som led skade. Kl. 4 purres vi ud, og snart går det videre frem. Det er Søndag morgen, men det ændrer ikke sagen. Undervejs forbydes det os at drikke af det udsatte vand, da man ikke mere stoler på befolkningen og frygter alle mulige baciller. Men heden er voldsom, bukserne nager og skurer, sveden driver ned, og hvem spørger da om forbud. Halvvejs gøres holdt, en kop vand af brønden, et stykke fedtebrød og en ende chokolade sættes ned. Så kaster man sig hen på vejen og sover straks ind. Efter knap en

19 times forløb går det videre frem, og i een tur nåes Soldau. 28 km lå bag os, og ærterne fra feltkøkkenet smagte. Soldau Dagene kæder sig sammen, og atter er et år rundet hen. Inden ret længe fejrer du din fødselsdag, og med de nuværende usikre forhold benytter jeg lejligheden til allerede i dag at sende dig mine bedste ønsker og kærligste tanker for det nye år. Det kan næsten lyde som ironi, når man i disse tider ønsker til lykke, men heldigvis behøver lykken ikke at være udvortes ting alene. Dens kærne er tilfredshed og hengivenhed, og nøglen til bægge bor i vort eget indre. Bægge dele, som jeg dog veed, du alt ejer i så stort mål, ønsker jeg da, du må bevare og kunne uddele till mange i de trange tider, land og folk nu går imøde. Dagbogen Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig*) fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede *) Faldt ved Possessern i Østprøjsen d. 9. Sept kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse. Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også ud* mærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem.*) Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning. Kuglernes iss lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven. Mens vi dær går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser. Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde dær ha skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de for* svundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu under* støttes de også af deres artilleri. For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok for* skræmte spurve. Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klap* jagt på den km lange strækning. En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet. Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, dæriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. Krigen er forfærdelig. Dagen, som gav os ilddåben, var anstrængende. Først kl. 11 fik vi morgenkaffe og om aftenen kl. 10 middagsmaden. I løb og skridt med fuld oppakning havde vi tilbagelagt 50 km. *) I marginen står skrevet navnet: Lewiczyn. Dagbogen Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede 1½ må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården*). Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind. Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin. Ingen veed rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti

20 dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man blir menneske mellem mennesker. De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6stiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres. Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det. Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag. Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler). Dagbogen Kønigsberg nåes tidlig i morgenstunden, og her drikkes kaffe. På et banegårdsskur er anbragt 2 maskingeværer til beskydning af flyvefartøjer. Udenfor K. er man i travl virksomhed. Der graves og arbejdes, kanoner bringes i stilling o. s. v. Øst for K. passeres *) I Soldau. ialt 3 rækker ny opkastede og næppe færdige skyttegrave. Foran kommer endnu et bælte af pigtrådshegn og fodangler. Endestationen er Nordkitten, 23 km vest for Insterburg. Hertil ankom vi kl. 10 form., og snart går det tilfods mod sydøst. Hvorhen veed som sædvanlig ingen. Efter 10 km march læsses tornistrene på høstvogne, og det letter så rart. Der gøres holdt en time, vi får middagsmad, og det går videre frem gennem Trempen til det adelige gods, Curland, hvor vi ankom mellem 7 og 8. Godset må huse over! 1000 mand, og jeg var da så heldig at komme hos en arbejderkone, hvis mand også var med. Hun tænkte på sin ægte«fælle og gjorde os alt det gode, hun kunde. Vi fik kaffe, smørrebrød, æg og en seng. Dagbogen Vi vilde betale en smule for alt godt, thi hjemmet var fattigt, men intet tog hun imod. I går løb vi over 40 km, og det hed sig, at vi i dag skulde ha ro. Trods det har vi natten igennem været marchberedte, og kl. ½4 måtte vi ud. Aldrig får man lov at hvile ordentligt ud, aldrig kommer de dårlige fødder i orden. Vi er slappe og trætte allerede om morgenen. Trods det fremad. Hvor«for førte banen os ikke 50 km nærmere til grænsen i stedet for at læsse os af 80 km inde i landet? Hvorfor dette så nedslående frem og tilbage? Mange lignende spørgsmål, som man ikke kan eller må reflektere over, trænger sig frem. Egnen er frugtbar og kultiveret, har udmærkede og mange landeveje. Ad dem alle, hvor man ser hen, og hvor man kommer forbi, drager store troppemasser af alle våbenarter mod grænsen. Alle stævner sammen til et afgørende slag, som snart vil være igang. Fra kredsen Insterburg kom vi i går til kredsen Darkehmen. Her findes mange store remontestutterier. I går kom vi forbi 10, i dag forbi det største, hvis navn jeg ikke kunde finde, men hvis mærke ligner et elsdyrgevir.*) Ridesalens vinduer var meget til«talende, rødmalede granitsten, vinduessprosserne hvidmalede. Her er mest adelige godser, Wohlleben, Auerfluss, og i Alt Thaian gøres holdt ved 4 tiden. Dagen havde ikke været særlig anstrængende. 2/3 af vejen kørtes tornistrene, og om formiddagen havde vi et holdt på 3 4 timer. *) I marginen står her tilføjet navnet: Gudwallen. Auerfluss, kr. Darkehmen Da jeg fik dit brev var der en ophidset travlhed med krigsforberedelser. Den sålænge forberedte,