Arkæologisk Forum. Særtryk

Transkript

1 Arkæologisk Forum Særtryk Nr

2 Indhold Leder Redaktionen Grønnere udgravninger? 1 Theory Metode Debat Felix Riede* Fra stenalderen til plastikalderen palæomiljøhumanistiske perspektiver på arkæologiens forhold til klimaændringer Anna Severine Beck, Mads Dengsø Jessen, Fredrik Fahlander, Gavin Murray Lucas, Ingrid Fuglestvedt & Vesa-Pekka Herva Will there be a next Nordic TAG? Reflections on theoretical archaeology in the Nordic countries today Jeppe Færch-Jensen* 3D-scanning af skibstømmer. Teknologisk avancement i rumlig registrering Thomas Grane Dansen om E-ressourcerne. Hvordan får museumsverdenen en tidssvarende adgang til elektroniske forskningsartikler? Amalie Donsbjerg* Tid til forandring? Status på arkæologiske udskillelser, *Fagfællebedømt artikel * Peer reviewed Paper December 2019 Arkæologisk Forum nr.41 2

3 af Felix Riede, professor MSO, Aarhus Universitet* Fra stenalderen til plastikalderen palæomiljøhumanistiske perspektiver på arkæologiens forhold til klimaændringer I starten af 2018 tiltrådte jeg som professor med særlige opgaver indenfor miljøhumaniora og klimaændringernes arkæologi. Mit faglige udgangspunkt er stenalderen ja, endda det dybeste palæolitikum men min interesse for sammenhængen mellem klima, miljø og samfund har i de senere år betydet et tiltagende engagement i arkæologiens rolle i nutidens klimadebat. Efter invitation fra Arkæologisk Forum, fremlægger jeg her baggrunden for og, til sidst, min vision for fagområdet palæomiljøhumaniora. At træde til I starten af 2018 tiltrådte jeg som professor med særlige opgaver indenfor miljøhumaniora og klimaændringernes arkæologi. En hed sommerdag nogle måneder derefter ringede telefonen mens jeg stod nede ved en lille tysk grotte. Arkæologisk Forum vil høre om jeg kunne tænke mig at omskrive min tiltrædelsesforelæsning til en artikel. Nærværende essay er således en personlig refleksion ved et karrieremæssigt skæringspunkt tag det som sådan. Da det blev annonceret, at jeg skulle være professor, lykønskede en kollega mig, og påpegede, at dette var det første professorat i palæolitisk arkæologi i Danmark nogensinde. Rigtig nok, jeg er palæolitisk arkæolog, men professoratet er faktisk i, jeg citerer fra pressemeddelelsen, miljøhumaniora med særlig fokus på den dybe historie og arkæologi af miljøændringer og ekstreme begivenheder. Det er en mundfuld, så lad mig forklare. Miljøarkæologi mellem geologisk metode og humanioras etiske engagement Hvad er miljøhumaniora? Mange traditionelle humanistiske discipliner har (gen)opdaget, at mennesker som alle andre dyr er en del af økosystemer, og at klimaet og miljøforandringer i nutiden er et emne, som kræver humanistisk opmærksom. Bergthaller og kollegaer (2014: 261) siger det på denne måde: The emergence of the environmental humanities presents a unique opportunity for scholarship to tackle the human dimensions of the environmental crisis. It might finally allow such work to attain the critical mass it needs to break out of customary disciplinary confines and reach a wider public, at a time when natural scientists have begun to acknowledge that an understanding of the environmental crisis must include insights from the humanities and social sciences. Studiet af miljøhistorie er centralt for miljøhumaniora. Som det er blevet påpeget af den anerkendte postkoloniale historiker Dipesh Chakrabarty (2009; 2014), kan vi ikke længere skrive økonomisk historie uden også at skrive miljøhistorie, såvel som at vi ikke længere kan skrive politisk historie uden også at skrive miljøhistorie. Det som Chakrabarty især bemærker er, at det er den traditionelle historiefortælling rammesat af nationalstatens oprindelsesmyte bundet op som den er med fortællingerne om kapitalismens fremmarch og kolonialisme der er det centrale problem. Denne nationale rammesætning gør sig i høj grad gældende i arkæologifaget, også i Danmark (Kristiansen 1993; Kjærgaard 2006; Høgh 2008; Høiris 2010). Den indflydelsesrige miljøforsker Mike Hulme (2008: 5), tidligere professor i klima og kultur på King s College London og nu professor i Cambridge, afgav følgende kampråb: We are living in a climate of fear about our future climate. The language of the public discourse around global warming routinely uses a repertoire which includes words such as catastrophe, terror, danger, extinction and collapse. To help make sense of this phenomenon the story of the complex relationships between climates and cultures in different times and in different places is in urgent need of telling. If we can 3 Arkæologisk Forum nr.41 December 2019

4 understand from the past something of this complex interweaving of our ideas of climate with their physical and cultural settings we may be better placed to prepare for different configurations of this relationship in the future. Arkæologi kan åbenlyst være med til at dokumentere og afkode de mange forskellige forhold mellem mennesker og miljøet, men da Hulme (2011) et par år senere introducerede de humanistiske discipliner, som var begyndt at beskæftige sig med klimaet, til den bredere klimaforskerverden i det anerkendte tidsskrift Nature Climate Change var arkæologifaget på trods af dets lange tradition indenfor geo- og miljøarkæologi samt de mange arkæologiske studier inspireret af politisk økologi iøjnefaldende fraværende (Tabel 1)! Lovende miljøhumanistiske initiativer er faktisk ikke nye i Danmark (fx. Sørensen & Eskjær 2014), og på trods af tidlige forsøg på at sætte det på finansieringsdagsorden (Holm et al. 2004) er fagområdet i modsætning til situationen i vores nordiske nabolande forsat spredt hen over forskellige miljøer. Arkæologiske bidrag er en sjældenhed. Det er her min dagsorden kommer i spil. I min definition af palæomiljøhumaniora fremhæver jeg det fælles tidsmæssige vindue mellem de discipliner med korte kronologiske perspektiver og deres dyb-kronologiske modparter (Fig. 1). Det er i dette fælles vindue, at der opstår muligheder for tværfagligt samarbejde. Jeg har hovedsageligt arbejdet med den ældste stenalder, og en vigtig dimension i palæomiljøhumaniora er den erkendelse, at den dybe fortid har et afgørende aftryk på nutiden. For det første, og på ganske praktiske måder, kan vi kun håbe at forstå klimatiske og økologiske baselines, hvis vi forstår fortidens miljø; nogle gange giver de arkæologiske data os endda muligheden for at rekonstruere vigtig og nyttig økologisk viden. Men måske mest afgørende er det at folk trækker på deres forhistorie for at opbygge lokale, regionale, nationale og andre former for identiteter. Framing, altså den måde vi fortæller (miljø)historien på den dybe såvel som den nære har effekter på hvordan vi forstår os selv og forholdet til naturen i nutiden. Opbygningen af disse reelle og imaginære fællesskaber er vigtig fordi en definition af Antropocæn-epoken hvor anthropos, altså mennesket, kun forstås som et u- differentieret globalt kollektiv er et ufrugtbart projekt i etisk, politisk og empirisk forstand: Fordelingen af det kausale bidrag til nutidens klima- og biodiversitetskrise og dens følgevirkninger er asymmetriske således at de verdensdele, nationer, individer, som har bidraget mindst og har fået mindst ud af Antropocæn-epokens landvindinger står til at bære de højeste omkostninger (Malm & Hornborg 2014). Arkæologien har tidligere opdyrket etiske spørgsmål men ikke for alvor i forhold til fagets miljømæssige engagement. Her er nabodisciplinerne begyndt at presse på; i geologien har den geo-etiske bevægelse taget fart og den klassiske miljøhumanisme har dybe rødder i etisk motiveret engagement. I løbet af de sidste ti års forskning, undervisning og interaktioner med universitets- og museumskollegaer samt forskellige andre stakeholders er jeg kommet til et punkt hvor jeg mener at arkæologien Fagområdet Tidsskrift Antropologi Anthropology News 48 (2007) Kommunikationsstudier Science Communication 30 (2009); Environmental Communication 3 (2009) Etik Environmental Justice 2 (2009) Historisk geografi Journal of Historical Geography 35 (2009) Videnskabshistorie Osiris 26 (2011) Litteraturvidenskab Oxford Literature Review 32 (2010) Museumsstudier Museum and Society 9 (2011) Filosofi Journal of Social Philosophy 40 (2009); The Monist 94 (2011) Psykologi American Psychologist 66 (2011) Religionsstudier Journal for the Study of Religion, Nature and Culture 6 (2012) Samfundsvidenskab Contemporary Social Science 9 (2014) Sociologi Theory, Culture and Society 27 (2010); The Sociological Quarterly 52 (2011) Tabel 1. Særudgaver om klima ved humanistiske tidsskrifter som præsenteret af Hulme tilbage i December 2019 Arkæologisk Forum nr.41 4

5 Fig. 1. De palæomiljøhumanistiske fagområder og deres kronologiske overlap. Arkæologi bidrager med tidsdybde og med et udvidet antal af casestudier samt med et væld af analytiske metoder der ikke er tekstafhængige. Til gengæld bidrager discipliner såsom litteraturvidenskab med en øget opmærksomhed omkring den narrativ substans og receptionen af arkæologiske tekster i nutiden. både burde og kan bidrage markant til den aktuelle diskurs om og den nye framing af vores antropocæne dilemmaer (Riede et al. 2016). Der er ikke plads her til at gå i dybden med mange casestudier. I stedet præsenterer jeg tre vignetter, altså korte og impressionistiske eksempler fra min egen forskning uden den fulde tyngde af alle de mange litteraturhenvisninger, forbehold og diskussioner de egentlig kræver. Fra stenalderen til plastikalderen tre vignetter Jeg hævder, at Pleistocænens arkæologi, altså palæolitikum, bliver mere relevant, i takt med at vi går ind i det såkaldte Antropocæn Menneskets Epoke, Plastikalderen (Thompson et al. 2009) eller Kapitalocæn (Haraway 2015) hvor den menneskelige påvirkning af det globale miljø er overgået naturens. Hvordan det? Pleistocænens klima var kaotisk med store udsving og begrænset forudsigelighed, og det gjorde at andre samfundstyper end jæger-samler grundlæggende ikke opstod (Burroughs 2005). Klimaet i den efterfølgende Holocæn var blidere og epoken kan ses som den tid, hvor folk i stigende grad bragte orden i dette kaos, mestrede naturen og omformede økologier på forskellige skalaer til at passe deres behov; det var landbrugets, byernes, staternes og de store religioners tid. I Antropocæn-epoken støder disse ambitioner op mod et igen tiltagende uforudsigeligt klima; endnu en gang løsnes menneskets greb om naturen. Årsagerne er forskellige, men konsekvenserne konvergerer kontrollen mistes. Her findes der således en snitflade hvor det akademiske studie af den dybe fortid møder nutidens politiske virkelighed. Fortidens kulturarv igennem anskuelsestavler, børnebøger og historiekanonen, igennem museumsudstillinger og de sociale medier, populærvidenskabelige såvel som videnskabelige artikler griber ind i de måder vi konstruerer lokale, regionale, nationale og internationale identiteter på. Og i vores tid af palæogenetik, grænsehegn, migration og identitetspolitik er netop den dybeste fortid med til at definere de dybeste rødder og dermed med til at delvis legitimere de forskellige standpunkter i nutidens klimadebat både dem som ser nutidens klimaændringer som menneskeskabte og dem som nægter dette; dem som ser klimaændringer og biodiversitetskrisen som en afgørende trussel og dem som prioriterer anderledes. Selvom fornægtelsen af klimakrisen er velkendt i Danmark qua skikkelser som Bjørn Lomborg så findes der også mere snedige og mere arkæologisk-historisk orienterede tilgange. Steen Steensens (2016) angreb på både videnssamfund generelt og miljøforskning og -politik i særdeleshed er et eksempel på dansk pseudomiljøarkæologi/historie publiceret i øvrigt i eget forlag 5 Arkæologisk Forum nr.41 December 2019

6 og udenom de sædvanlige akademiske sikkerhedsforanstaltninger såsom fagfællebedømmelse med en klar politisk agenda. Brugen af kulturarv, af arkæologiske og historiske kilder sker hyppigt i samtidens højrenationalistiske miljøer også i Skandinavien (Niklasson & Hølleland 2018) samtidig med at der er en høj grad af sammenfald mellem højre-nationalisme og fornægtelsen af klimaændringer som et samfundsproblem (Forchtner 2019). Arkæologien kan således stemme op imod denne tvivlsomme kildebrug og følge op på Hulmes kampråb med et væld af nuancerede historier om menneskers mangfoldige forhold til og påvirkninger af miljøet. Hvad der imidlertid er afgørende, er at de historier vi fortæller ej blot er just-so historier, men at vi får dem så korrekte som muligt, det vil sige at de er grundet i solide arkæologiske data og at resultaterne er frembragt ved transparente metoder. Formen og retorikken af disse historier har stor effekt i nutiden, men de skal være evidens-baseret og til at efterprøve. Min første vignet tager os lige ind i denne dybe fortid. I løbet af det 20. århundrede er det blevet påstået igen og igen, at der var folk i Danmark for mere end år siden, og at disse første danskere var neandertalere (Nielsen & Riede 2018). Figur 2 viser nogle avisudklip faktisk er mange publikationer vedrørende den potentielle mellempalæolitiske bosættelse i Danmark udkommet i aviser nogle gange i en ret ufin tone i ikke-fagfællebedømte antologier eller tidsskrifter eller jf. pseudoarkæologiens klassiske fremgangsmåde i eget forlag. Den dag i dag forsættes denne debat fortrinsvis på de sociale medier, hvor en meningsmåling den 6. august 2016 i den store Facebook-gruppe Arkæologiske nyheder Fund og Fortid viste at 65,7% af deltagerne er overbevist om at neandertalerne har været i Danmark 1. Sagen er dog at alle potentielle fund der henføres til denne fjerne fortid, er evidensmæssige problematiske. Grundet deres manglende diagnostisk værdi er flinteredskaberne notorisk farlige (Glob 1972) og fundet fra Hollerup som ellers har støttet op om en føristidsbosættelse i Sydskandinavien holder ikke længere (Egeland et al. 2014). I en akademisk tradition, som bryster sig med en robust integration af især miljøvidenskabelige metoder (fx. Gron & Rowley-Conwy 2018) er det ret slående at Hollerup-fundet det muligvis ældste i landet og potentielt af stor international relevans ikke er blevet undersøgt i tiden mellem dets første publikation i 1955 (Møhl-Hansen 1955) og 2013 (Riede et al. 2013) på trods af de mange metodiske landvindinger i netop zooarkæologi. Tværtimod så er dette fund og hele ideen om neandertalerne i Danmark skrevet ind i neoromantiske fortællinger om Danmarks fødsel (Reich 2003), børnebøger om danmarkshistorien (Barrett 2016) og værker, som forsøger at ramme den svære balance mellem kaffebordslekture og lærebog (Jensen 2006). Tilsammen fungerer disse narrativer som rugekasser for ideer og idealer, hvis mest ekstreme udløbere er pseudoarkeologiske fora, der ikke kun dækker over tvivlsomme oldsager, men også tvivlsomme ideer. Fig. 2. Udvalgte avisudklip vedrørende neandertalere i Danmark samt forsiden af Otto Pielenz monografi om den mellempalæolitiske fantomkultur kaldet Esbjergkulturen og Eli Jepsens Dansk føristidskultur for amatører, begge publiceret i hhv. forlagskommission eller i decideret eget forlag og sidstnævnte med en hård antividenskabelig retorik. December 2019 Arkæologisk Forum nr.41 6

7 Forskningshistorie har altså en stor betydning for hvilke og hvor hurtigt videnskabelige nybrud finder deres vej til den almene selvforståelse. Skønt det måske er svært at se alternativer (jf. Prescott 2016), så er den nationale rammesætning af arkæologisk praksis og historiefortælling særlig betydningsfuld her: nationalisme og klimafornægtelse går, som påpeget ovenfor, hånd i hånd. Det samme gør sig gældende i min anden vignet om senpalæolitikum. For efterhånden mange år siden foreslog jeg at et større vulkanudbrud i Tyskland muligvis havde haft en effekt på jæger-samler folkene i Europa og især i Sydskandinavien (Riede 2008). Jeg pegede også på at den danske senpalæolitiske kultur par excellence Brommekulturen er kendetegnet ved nogle usædvanlige og angiveligt diagnostiske særpræg (store skafttungespidser af Bromme typen, få formelle redskaber, et begrænset forekomstområde), som adskiller den markant fra samtidige kulturer og som kræver en robust forklaring. Hypotesen lød dengang at netop disse særlige træk er resultatet af en decideret migration til og efterfølgende isolation af nogle jægersamlergrupper med rødder i Federmesserkulturen grundet udbruddets mangfoldige miljømæssige følgevirkninger. Denne hypotese viste sig at være enormt produktiv og noget jeg har kunne forfølge i hele min tid på Aarhus Universitet (Riede 2017a). Forskningsarbejdet med ekstreme miljømæssige hændelser i fortiden har også etiske dimensioner (Riede et al. 2016) og kan bringes spil i nutiden via et interdisciplinært kulturarvs-perspektiv (Scarlett & Riede 2019) og ift. en styrket inddragelse af historiske perspektiver i holistiske fremtids-scenarier (Riede 2017b). Hypotesen er blevet modtaget med stor åbenhed internationalt, men er stødt på modstand nationalt. Heldigvis er noget af den debat forgået på tryk, bl.a. her i Arkæologisk Forum i en fin og produktiv tone (Buck Pedersen 2014; Riede 2014; Riede 2013; Buck Pedersen 2015); debattens resultat kom dog som en overraskelse til mig: Ved nærmere gennemsyn af det danske materiale i forhold til udenlandske inventarer (Serwatka & Riede 2016), i forhold til forskningshistorikken (Sauer & Riede 2019) og i forhold til registreringerne i Fund & Fortidsminder (Riede 2017c) er jeg blevet mere og mere i tvivl om ikke Brommekulturen er lige så meget som en del andre senpalæolitiske kulturer i Europa en fantomkultur (Barton & Neeley 1996), altså et artefakt af et regionalt og et nationalt rammesat forsknings-, registrerings- og uddannelsesparadigme. En endelig vurdering af forholdet mellem en regional kulturgruppe med en anden er kun muligt når data er tilgængelige og når de er bragt frem og er tilgængelige på lige fod. Dette er dog generelt ej tilfælde på tværs af Europa. Forskningshistorien, kildekritikken og den nationale rammesætning af arkæologisk praksis viste sig således også her at være af afgørende betydning. Men dertil kommer også en dimension af forskningspraksis der har at gøre med metodisk transparens og vores evne at replicere tidligere undersøgelser. Arkæologien er veltjent ved at engagere sig i Open Science bevægelsen, der argumenterer for en demokratisering af videnskaben. Det handler således ikke om at være mere objektivt men om at øge transparens og intersubjektiv forståelse; om at mindske ejerskab til materiale og data (jf. Marwick 2017). Min tredje og sidste vignet tager os fra istidens golde landskaber til et banalt (sensu Swanson 2 ) men måske lige så barskt landskab af den tidlige Plastikalder. Ifølge den dominante holdning begyndte den nye, men endnu ikke officielt godkendte, geologiske epoke Antropocæn omkring 1950, markeret globalt ved atombombe-sprængningernes radioaktive udfald i Anden Verdenskrigens kølvand (Zalasiewicz et al. 2015; Zalasiewicz et al. 2017). I Søby nær Herning blev der mellem c og 1970 gravet efter brunkul. Ved første blik bliver man mødt i Søby af et aldeles almindeligt, ja endda, frodigt og tamt tableau. Begynder man at skrabe i overfladen og det er bogstaveligt talt hvad vi gjorde viser Søby sig at være et fascinerende mikrokosmos (Riede, Vestergaard, et al. 2016): Landskabet er ødelagt, søerne som for det meste er menneskeskabte forurenede. Landskabet er således kulturelt i sin helhed. Faktisk er området farligt til den dag i dag (fig. 3); der må ikke dyrkes spiselige afgrøder til menneskeføde her og vedvarende sandskred gør det risikabelt at færdes i visse dele. Ironisk nok administreres dette kulturlandskab af Naturstyrelsen. Stedets historie fortælles både i selvbiografiske publikationer (Rolsted 2006) og i officielle formidlingskanaler såsom Kulturstyrelsens 1001 fortællinger om Danmark 3 grundlæggende som en kapitalistisk succes, et arketypisk dansk entreprenør-eventyr, et sandt jysk Klondike. 7 Arkæologisk Forum nr.41 December 2019

8 Fig. 3. Nationalkapitalismens milde apokalypse og dens glemte miljøfølgevirkninger afsløret ved Søby. Dette post-apokalyptiske område er ikke længere egnet til menneskelig bosættelse. Scanpix, med tilladelse. Dette narrativ er endnu mere udpræget i det private friluftsmuseum knyttet til stedet. Historien fortælles på en noget klinisk og aldeles apolitisk måde. Fortællinger om problematiske kønsrelationer, nationalstaternes destruktive konkurrence, ødelæggelse af miljøet og grådighed er fraværende på trods af at disse alle sammen er karakteristika der tilsammen udgør den cocktail af sammenflettede processer, som har ført os ind i Antropocæn-epoken. Og der er en sjov krølle til Plastikalderen: Hvis vi accepterer en startdato af 1950, så arbejder vi, som rutinemæssigt benytter os af kulstof-14-dateringer, i en tid EP, efter present: i fremtiden. I et af de mest produktive studenterledte projekter, jeg nogensinde har været involveret i, har vi foretaget små udgravninger i Søby omkring de tidligere beboelsesområder på denne semimobile industrielle boplads. Vi udgravede lag både før og efter 1950 og gennemførte en række helt almindelige miljøarkæologiske analyser. Som en øvelse i at bringe arkæologien og fortiden sammen med fantasien og fremtiden, fandt vi ved Søbys antropocæne mikrokosmos de trivielle rester hvoraf mange er daterbare og sporbare ved hjælp af arkæologiske teknikker af individuelle handlinger relateret til produktion, konsum, automobilitet og deponering, der samlet har bidraget til menneskehedens globale miljømæssige fodaftryk. Det mest bemærkelsesværdige fund af alle var et anonymt plastiklåg. Plastikobjekterne, deres produktion, forbrug og kassering er Antropocænepokens finkronologiske ledetyper (Zalasiewicz et al. 2016) og ved Søby kan vi spore epokeovergangen fra en lille verden nærmest uden plastik til et globaliseret verdenssystem hvor plastik er det dominante råmateriale. Denne akavede lokalitet indekserer således ikke blot en planetarisk fremtid i forhold til kulstof-14, men også i forhold til denne fremtids socioøkologiske grundbetingelser. I Søby-projektet bragte vi samtidsarkæologi sammen med miljøarkæologi for at udvikle en slags fremtids-arkæologi, der eksplicit spejler potentielle scenarier af den nære apokalypse i de umiddelbart trivielle levn fra mulden. De fleste fund vi December 2019 Arkæologisk Forum nr.41 8

9 gjorde, har umiddelbart ikke noget at gøre med miljøet, men set i det grelle lys af de sidste års klimaændringer bliver de kausale sammenhænge mellem netop forbrug, automobilitet, og ideologi på den ene side og deres miljømæssige konsekvenser på den anden side blotlagt. Hvad kan der læres af min sidste vignet? For mig har Søby-projektet vist meget tydeligt vigtigheden og magten af narrativ. Set i Antropocæn-epokens alvor er Søby et uhyggeligt sted, et sted af dark heritage men det er slet ikke sådan det bliver præsenteret. Hvis arkæologien vil have en stemme i nutidens klimadebat, så er vi nødt til at være enormt opmærksomme på hvordan vores historier, også dem om den fjerne fortid, fortælles. Tanken om fremskridt og om en på alle måder mere primitiv fortid hænger ihærdig ved hos mange. Selvfølgelig ved vi også som arkæologer at klima og miljø har ændret sig i tidens løb, nogle gange helt uafhængig af mennesket, men dette faktum må ikke misforstås som evidens for at vi nok skal klare os. Gang på gang er samfund også såkaldte civilisationer blevet påvirket af klimaændringer og ofte med store menneskelige omkostninger. Således blev det anonyme plastiklåg en central genstand i en efterfølgende udstilling, som forsøgte at fortælle Søbys lokalhistorie i Antropocæn-epokens globale og alt andet en banale kontekst. Det var en udfordrende udstilling, hvor kunst og arkæologi, videnskab og politik, natur og kultur mødtes. Og den var vigtig. Den var vigtig, fordi spørgsmålet om menneskets interaktioner med miljøet, klimaændringernes indvirkning på samfund og omvendt ikke er et naturvidenskabeligt spørgsmål, men også eller måske endda primært et kulturvidenskabeligt spørgsmål. Og det vil sige at emnet hører den kulturhistoriske forskning og de kulturhistoriske museer til. Afslutning En accept af at nutidens og fremtidens klimaændringer vedrører arkæologien kommer med muligheder såvel som ansvar. Muligheder fordi klimadebattens aktualitet rummer en ny platform for opmærksomhed og for relevans i en tid hvor de humanistiske fag alt for tit anses som perifere støttefag. Ansvar fordi vi skal tage stilling som individer og som fag; muligheder fordi denne sammenkædning giver faget fornyet elan i en tid hvor de humanistiske fag igen er i en dyb krise grundet anklagen om relevansmangel. Arkæologifaget står i princippet stærkt i denne sammenhæng. Vores evidensmateriale nogle gange lige netop det evidensmateriale som kan oplyse os om fortidens samfundsmæssige tilpasninger til klimaændringer smuldrer under presset fra stigende have og tøende permafrost, ikke mindst i Rigsfælleskabet (Frederiksen 2018; Hollesen et al. 2018). På samme tid ender meget arkæologisk materiale i museumsudstillinger. Museer kan, som påpeget af Rees (2017) fungere som katalysatorer for forandring også som provokatører (jf. Cameron 2019) i forhold til vores syn på miljø, forbrug, genbrug og den lurende klima- og samfundskrise; de kan være sikre steder for farlige ideer (Gurian 2006: 99). Mange naturhistoriske museer har allerede taget fat i denne intellektuelle og politiske udfordring (Cameron & Neilson 2015), også, i en vis udstrækning, herhjemme (Kjærgaard 2019). I Danmark strømmer folk dog fortrinsvis til de kulturhistoriske museer (Fig. 4), men kritiske grundfortællinger om klima og miljø er, med få undtagelser, fraværende. Tager vi ikke fat i klimaspørgsmålet, fordi faget fortsat er for bundet op i dets nationalvidenskabelige forpligtelse (Høgh 2008)? Som nationalstatsligt projekt er arkæologifaget dybt flettet sammen med Antropocæn-epokens oprindelse og alle dens dilemmaer. Denne sammenfletning betyder også, at fortiden den dybeste og den meste recente vejer ind på nutiden. Gennem de artikler vi skriver, de kurser vi udbyder, samt de udstillinger vi opfører, påvirker fortiden nutiden og dermed påvirker den også fremtiden. Vores narrativer gør en forskel. Jeg er palæolitisk arkæolog af hjertet, og jeg sætter min lid for det meste til digitale og data-drevne tilgange. Kvantitative tilgange har den største gennemslagskraft når der tales klimapolitik (Heymann et al. 2017) og de rummer muligheden for inter-subjektiv validerede, kumulative resultater der er artikuleret med et klart bagvedliggende teoretisk apparat. Men arkæologifaget er naturligvis rummeligt; afgørende er at vores narrativer bærer empirisk såvel som affektiv værdi. Arkæologi-fagets virkemidler tager effekt nok knap så meget via deres direkte indflydelse på politiske beslutninger men igennem langsommere og dog i den sidste ende muligvis mere vidtrækkende kanaler såsom uddannelse, fra vuggestuen til universitetet og frem. Som del af de særlige opgaver knyttet til mit professorat vil jeg i hvert fald forsøge at katalysere forsknings-, undervisnings- og formidlingsinitiativer der 9 Arkæologisk Forum nr.41 December 2019

10 Figur 4. Besøgstal for hhv. de kulturhistoriske og naturhistoriske museer fra Såfremt disse tal er korrekte, er forskellen i de forskellige museers impact-potentiale enormt. Fra Danmarks Statistik. knytter de relevante fagmiljøer sammen og som, netop igennem universitetets rolle som både forskningsanstalt, læreanstalt og arbejdsplads, være med til at sætte gang i debat og samfundsændring. Set i sådan et palæomiljøhumanistisk perspektiv vil arkæologi kunne bidrage igennem evidens-baserede forestillinger om forskellige samfunds-konstellationer i fortiden til at tænke nye samfunds-konstellationer for fremtiden. Noter 1. earch/?query=meningsm%c3%a5lingen%20om%20ne andertalerne%20i%20dk&epa=search_box besøgt senest den 20. februar besøgt senest den 20. september 2019; Heather Swansons oprindelige blogindlæg om emnet findes her: ligeledes besøgt senest den 20. september eby-brunkulslejer/stories besøgt senest den 20. februar 2019 December 2019 Arkæologisk Forum nr.41 10

11 Litteratur Barrett, Sigurd 2016 Sigurd fortæller danmarkshistorie Politiken. Barton, C. Michael & Neeley, Michael P Phantom cultures of the Levantine Epipaleolithic Antiquity, nr.70: Bergthaller, Hannes, Emmett, Rob, Johns-Putra, Adeline, Kneitz, Agnes, Lidström, Susanna, McCorristine, Shane, Pérez Ramos, Isabel, Phillips, Dana, Rigby, Kate, Robin, Libby & Blindon, Peter 2014 Mapping common ground: Ecocriticism, environmental history, and the environmental humanities Environmental Humanities, nr.5: Buck Pedersen, Kristoffer 2014 Brommeproblemet 2.0 kommentarer til Riedes artikel Brommeproblemet Arkæologisk Forum, nr.30: Buck Pedersen, Kristoffer 2015 Brommekulturen lever! Arkæologisk Forum, nr.32: Burroughs, William James 2005 Climate change in prehistory. The end of the reign of chaos Cambridge University Press. Cameron, Fiona R Stirring up trouble: Museums as provocateurs and change agents in polycentric alliances for climate change action I: Leal Filho, Walter, Lackner, Bettina & McGhie, Henry (red.) Addressing the Challenges in Communicating Climate Change Across Various Audiences. Springer International Publishing. Cameron, Fiona R. & Neilson, Brett (red.) 2015 Climate Change and museum futures Routledge. Chakrabarty, Dipesh 2009 The Climate of history: Four theses. Critical Inquiry, nr.35: Chakrabarty, Dipesh 2014 Climate and capital: On conjoined histories Critical Enquiry, nr.41: Egeland, Charles P., Nielsen, Trine K., Byø, Malene, Kjærgaard, Peter C., Larsen, Nicolaj K. & Riede, Felix 2014 The taphonomy of fallow deer (Dama dama) skeletons from Denmark and its bearing on the pre-weichselian occupation of Northern Europe by humans Archaeological and Anthropological Sciences, nr.6: Forchtner, Bernhard 2019 Climate change and the far right Wiley Interdisciplinary Reviews: Climate Change nr.10: e604. Frederiksen, Pernille Denise 2018 Når havet æder af nationalarven Skalk, nr. 2018(1): 3-6. Glob, Peter Vilhelm 1972 Farlig flint Skalk, nr.1972(1): Gron, Kurt J. & Rowley-Conwy, Peter 2018 Environmental archaeology in southern Scandinavia I: Pişkin, Evangelia, Marciniak, Arkadiusz & Bartkowiak, Marta (red.) Environmental archaeology: Current theoretical and methodological approaches. Springer International Publishing. Gurian, Elaine Heumann 2006 Civilizing the museum: The collected writings of Elaine Heumann Gurian. Routledge. Haraway, Donna 2015 Anthropocene, Capitalocene, Plantationocene, Chthulucene: Making kin Environmental Humanities, nr.6: Heymann, Matthias, Gramelsberger, Gabriele & Mahoney, Martin (red.) 2017 Cultures of prediction in atmospheric and climate science: Epistemic and cultural shifts in computerbased modelling and simulation Routledge. Høgh, Lotte 2008 Kulturheltens arv arkæologiens nationalvidenskabelige forpligtelse Arkæologisk Forum, nr.18: Arkæologisk Forum nr.41 December 2019

12 Høiris, Ole 2010 Danmarks Oldtid i historisk perspektiv Kuml, nr.2010: Holm, Poul, Løkke, Anne, Gert Simonsen, Dorthe, Ringtved, Jytte, Schjellerup, Inge, Arler, Finn, Fritzbøger, Bo & Poulsen, Bo 2004 Humanistisk Naturforskning: omverden, individ og samfund Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Hollesen, Jørgen, Callanan, Martin, Dawson, Tom, Fenger-Nielsen, Rasmus, Friesen, T. Max, Jensen, Anne M, Markham, Adam, Martens, Vibeke, Pitulko, Vladimir & Rockman, Marcy 2018 Climate change and the deteriorating archaeological and environmental archives of the Arctic Antiquity, nr.92: Hulme, Mike 2008 The conquering of climate: Discourses of fear and their dissolution Geographical Journal, nr.174: Hulme, Mike 2011 Meet the humanities Nature Climate Change, nr.1: Jensen, Jørgen 2006 Danmarks Oldtid. Bind 1: Stenalder f.kr. Gyldendal. Kjærgaard, Peter C To the Benefit of Mankind, To Honour the Nation : National identity in an international world of science I: Siegmund-Schultze, Reinhard & Sørensen, Henrik Kragh (red.) Perspectives on Scandinavian Science in the Early Twentieth Century. Novus Forlag. Kjærgaard, Peter C Naturhistoriske museer skal styrke naturdebatten og give stof til eftertanke Danske museer, nr.2019: Kristiansen, Kristian 1993 the strength of the past and its great might: An essay on the use of the past Journal of European Archaeology, nr.1: Malm, Andreas & Hornborg, Alf 2014 The geology of mankind? A critique of the Anthropocene narrative The Anthropocene Review, nr.1: Marwick, Ben 2017 Computational Reproducibility in Archaeological Research: Basic Principles and a Case Study of Their Implementation Journal of Archaeological Method and Theory, nr. 24: Møhl-Hansen, Ulrik 1955 Første sikre spor af mennesker fra interglacialtid i Denmark. Marvspaltede knogler fra diatoméjorden ved Hollerup Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed Og Historie, nr.1954: Nielsen, Trine K. & Riede, Felix 2018 On research history and Neanderthal occupation at its northern margins European Journal of Archaeology, nr.21: Niklasson, Elisabeth & Hølleland, Herdis 2018 The Scandinavian far-right and the new politicisation of heritage Journal of Social Archaeology nr.18: Prescott, Christopher 2016 Is there an alternative to the nation state? Archaeological Dialogues, nr.23: Rees, Morien 2017 Museums as catalysts for change Nature Climate Change, nr.7: 166. Reich, Ebbe Kløvedal 2003 Danmarksfortællinger. 90 fortællinger om Danmarks fødsel til de yngste slægtled. Vindrose. Riede, Felix 2008 The Laacher See-eruption (12,920 BP) and material culture change at the end of the Allerød in Northern Europe Journal of Archaeological Science, nr. 35: Riede, Felix 2013 Brommeproblemet senglacial kulturtaksonomi og dens forståelses- og forvaltningsmæssige implikationer Arkæologisk Forum, nr.29: December 2019 Arkæologisk Forum nr.41 12

13 Riede, Felix 2014 Brommeproblemet 2.1 et gensvar til Kristoffer Buck Pedersens kommentar. Arkæologisk Forum, nr.31: Riede, Felix 2017a Splendid Isolation. The Eruption of the Laacher See Volcano and Southern Scandinavian Late Glacial Hunter-Gatherers. Aarhus Universitetsforlag. Riede, Felix 2017b Past-Forwarding Ancient Calamities. Pathways for Making Archaeology Relevant in Disaster Risk Reduction Research Humanities, nr.6: 79. Riede, Felix 2017c The Bromme problem notes on understanding the Federmessergruppen and Bromme culture occupation in southern Scandinavia during the Allerød and early Younger Dryas chronozones I: Sørensen, Mikkel & Buck Pedersen, Kristoffer (red.) Problems in Palaeolithic and Mesolithic Research. Københavns Universitet & Museum Sydøstdanmark. Riede, Felix, Andersen, Per & Price, Neil 2016 Does Environmental Archaeology Need an Ethical Promise? World Archaeology, nr. 48: Riede, Felix, Egeland, Charles P., Nielsen, Trine K., Larsen, Nicolaj K., Odgaard, Bent & Kjærgaard, Peter C Dådyrknoglerne fra Hollerup sikre spor af mennesker fra interglacialtid i Danmark? Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, nr : 7-2. Riede, Felix, Vestergaard, Christina & Fredensborg, Kristoffer H A Field Archaeological Perspective on the Anthropocene. Antiquity, nr.90: e7(1-5). Rolsted, Johannes 2006 Søby Klondyke: En sandfærdig skildring af forholdene i Søby brunkulslejer i årene Stout. Sauer, Florian & Riede, Felix 2019 A critical reassessment of cultural taxonomies in the Central European Late Palaeolithic Journal of Archaeological Method and Theory, nr.26: Scarlett, Jazmin Paris & Riede, Felix 2019 The Dark Geocultural Heritage of Volcanoes: Combining Cultural and Geoheritage Perspectives for Mutual Benefit. Geoheritage, Serwatka, Kamil & Riede, Felix D geometric morphometric analysis casts doubt on the validity of large tanged points as cultural markers in the European Final Palaeolithic Journal of Archaeological Science: Reports, nr.9: Sørensen, Mikkel & Eskjær, Mikkel Fugl (red.) 2014 Klima og mennesker: humanistiske perspektiver på klimaforandringer Museum Tusculanum. Thompson, Richard C., Swan, Shanna H., Moore, Charles J. & vom Saal, Frederick S Our plastic age Philosophical Transactions of the Royal Society of London B: Biological Sciences, nr.364: Zalasiewicz, Jan, Colin N. Waters, Juliana A. Ivar do Sul, et al The geological cycle of plastics and their use as a stratigraphic indicator of the Anthropocene Anthropocene, nr.13: Zalasiewicz, Jan, Colin N. Waters, Mark Williams, et al When did the Anthropocene begin? A mid-twentieth century boundary level is stratigraphically optimal Quaternary International, nr.383: *Fagfællebedømt artikel 13 Arkæologisk Forum nr.41 December 2019

14 Arkæologisk Forum Arkæologisk Forum nr. 41 December 2019 I Arkæologisk Forum er et fagligt tidsskrift der søger at sætte det arkæologiske fag ind i en større sammenhæng både videnskabeligt og samfundsmæssigt. Her kan både arkæologisk faglige og fagpolitiske emner behandles og debatteres. Nr Skriv til Arkæologisk Forum: Arkæologisk Forum modtager gerne bidrag. Kontakt redaktionen, og få råd og vink om indhold, læsere, formaliteter, deadlines m.v. Fagfællebedømmelse: Generelt bliver tekster i Arkæologisk Forum fagfællebedømt. Fagfællebedømte artikler er markeret med en stjerne (*) ved forfatternavnet. Kontakt: redaktion@archaeology.dk Forfatterne og Arkæologisk Forum. Artikler, indlæg og billeder må ikke mangfoldig-gøres i nogen form uden skriftlig tilladelse fra redaktionen. Redaktion: Anna Beck (ansv. redaktør) Jette Rostock Mette Palm Ole Thirup Kastholm Signe Lützau Pedersen Susanne Klausholm Dolleris Kamilla Majland Udgiver: Foreningen af Fagarkæologer FaF Forsidebillede: Skibsvrag fra Køge. Ortomosaik af 2196 drone-fotos. Museum Sydøstdanmark Tryk og oplag: Holbæk Museum trykker 250 stk. Arkæologisk Forum udkommer: maj og november Abonnement og løssalg private: 175,- kr. årligt (2 numre) 87,50 kr. pr. nummer ISSN Foreningen af Fagarkæologer faf@archaeology.dk