Forholdet mellem straffe for personfarlige forbrydelser og for formueforbrydelser

Transkript

1 Juristen nr. 5/2003 Danmarks Jurist- og Økonomforbund Forholdet mellem straffe for personfarlige forbrydelser og for formueforbrydelser Forskningschef, dr.jur. Britta Kyvsgaard 1. Indledning I en tale til Dansk Kriminalistforenings 100 års jubilæum i 1999 påpegede Lars Nordskov Nielsen, at de lovændringer vedrørende strafniveauet, som er gennemført siden begyndelsen af 1970erne, har sigtet på en omvurdering i forholdet mellem berigelsesforbrydelser og voldsforbrydelser. 1 De lovændringer, han henviste til, angår dels en nedkriminalisering af mindre berigelsesforbrydelser i 1973 (l ), dels en generel nedkriminalisering af berigelsesforbrydelser (med undtagelse af røveri) i 1982 (l ). Med hensyn til voldsområdet pegede Nordskov Nielsen på to strafskærpelser fra henholdsvis 1994 (l ) og 1997 (l ). Førstnævnte indebar primært en strafskærpelse i gentagelsestilfælde, mens sidstnævnte sigtede på en strafskærpelse for den alvorligere vold. Siden da er der sket endnu en strafskærpelse for voldsforbrydelser, l , som i forhold til strafskærpelserne i 1990erne indebærer en mere generel og mere omfattende forhøjelse af strafferammerne for ikke alene voldsforbrydelser, men også for voldtægt og anden personfarlig kriminalitet. Spørgsmålet om forholdet mellem strafniveauet for personfarlige forbrydelser i forhold til strafniveauet for berigelsesforbrydelser indgår også i det kommissorium, den nye regering d. 30. november 2001 gav til Straffelovrådet. Straffelovrådet havde på det tidspunkt arbejdet med en revision af strafferammerne siden juni 1999 på baggrund af et kommissorium fra den tidligere regering. I det nye kommissorium, Straffelovrådet fik efter regeringsændringen, siges bl.a.: Endelig skal det i Straffelovrådets vurdering indgå, at straffene for forbrydelser mod personer skal være mindst lige så hårde som straffene for forbrydelser mod materielle værdier. Straffelovrådet afsluttede arbejdet med revisionen af strafferammerne ved udgangen af 2002, jf. Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer, nr. 1424, 2002). Betænkningen omfatter tre bind: Ét om straffelovens almindelige del, ét om den specielle del og et bilagsbind med en statistisk undersøgelse af domspraksis. Det er nogle af resultaterne fra den statistiske undersøgelse, denne artikel er baseret på. Idet der for en 1. Lars Nordskov Nielsen: Bølger i den kriminalpolitiske udvikling. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 1999, s JURISTEN NR

2 nærmere redegørelse for undersøgelsens grundlag henvises til betænkningen, skal her blot nævnes, at undersøgelsen omfatter statistiske oplysninger om strafferetlige afgørelser i perioden 1996 til Alene de lovovertrædelser, der forekommer tilstrækkeligt hyppigt til at gøre en statistisk analyse meningsfuld, er inkluderet i undersøgelsen. Det er estimeret, at undersøgelsen omfatter omkring 90 % af de mulige strafferetlige afgørelser om straffelovsovertrædelser. Domspraksis er beskrevet for i alt 80 kriminalitetskategorier, som enten angår en enkelt straffelovsbestemmelse, flere straffelovsbestemmelser eller en delmængde af en straffelovsbestemmelse. Således er afgørelser vedrørende straffelovens 276 opdelt i en række forskellige kategorier efter gerningens nærmere indhold. Domspraksis er belyst i forhold til straffesagernes omfang og arten af eventuelle biforhold, idet der foreligger oplysning om, hvorvidt afgørelserne omhandler mere end én forbrydelse, og om eventuelle biforhold er af ligeartet karakter. Domspraksis er endvidere belyst i forhold til lovovertræderens alder (under 18 år eller 18 år og derover) og i forhold til arten af eventuel tidligere kriminalitet. For tidligere straffede er oplyst, om den tidligere kriminalitet er af ligeartet karakter eller ej. 2. Måling af forholdet mellem personfarlige forbrydelser og formueforbrydelser Med henblik på at belyse spørgsmålet om forholdet mellem straffe for personfarlig kriminalitet og formueforbrydelser er der som led i undersøgelsen gennemført forskellige komparative analyser. Det er ikke muligt med en enkelt metode at foretage en fuldstændig sammenligning af strafniveauet for forskellige forbrydelser, da strafniveauet er et konglomerat af forskellige dimensioner ved en strafs strenghed. Straffens strenghed udtrykkes gennem art, længde og størrelse. Frihedsstraffe vil i de fleste tilfælde være udmålte, og straflængden udtrykker straffens strenghed. Bødestraffes strenghed angives for sumbødernes vedkommende ved bødens størrelse og for dagbødernes vedkommende ved antallet af dagbøder. Disse forskellige dimensioner kan ikke uden videre indpasses i en endimensional måling af straffens strenghed. I undersøgelsen er det valgt at vurdere strafniveauet ved brug af tre målestokke: Straffens art, længden af de ubetingede frihedsstraffe og strafmassen pr. afgørelse. Endvidere er der foretaget en beregning af den samlede strafmasse for de enkelte forbrydelser med henblik på at belyse, i hvilket omfang de forskellige forbrydelsesarter bidrager til den samlede strafmasse. Strafniveauet sammenlignes inden for sagstyper, der er sammenlignelige med hensyn til gerningsmandens alder, tidligere kriminalitet og sagens omfang. I betænkningen er strafniveauet belyst for fire forskellige sagstyper. Her skal undersøgelsens resultater illustreres ud fra en enkelt sagstype, nemlig sager der alene omfatter ét forhold, og som vedrører tidligere ustraffede personer på 18 år og derover. 3. Strafniveauet vurderet ud fra straffens art I figur 1 er de forskellige former for forbrydelser rangordnet efter, hvor stor en andel af afgørelserne der er ubetingede frihedsstraffe. Den forbrydelsestype med den mindste andel ubetingede frihedsstraffe er placeret øverst i figuren, mens den med den største andel er 2 JURISTEN NR

3 anbragt nederst. Sammenligningen omfatter alene kriminalitetsarter med mindst 20 afgørelser. Desuden er visse kriminalitetsarter fravalgt, da det ikke er muligt at indpasse samtlige i figuren. Eksempelvis omfatter figurerne ikke alle de mange underkategorier af tyveri og indbrudstyveri, ligesom ikke alle former for brugstyveri indgår. Dette influerer dog ikke på de hovedtendenser, figuren viser. I kolonnen til højre for figuren er medianen for de ubetingede straflængder angivet. For checkmandatsvig er feltet tomt. Det skyldes, at der her alene er tale om kombinationsdomme, hvorom der ikke foreligger oplysning om længden af den ubetingede del af dommen. I øvrigt er figurerne dannet ved at inkludere kombinationsdomme under ubetingede frihedsstraffe og samfundstjeneste under betingede domme. 2 Med straf Butiks ty v eri i fra arb.plads ckmandatsvig 30 d 30 d Hæ rvæ rk 14 d ud i forretning 30 d o cialbedrageri 3 md nk. u. beføling 20 d Underslæ b 6 md d i privat bolig 3 md Hæ leri 30 d h eckbedrageri 30 d alsk - Dankort 30 d d rageri i øvrigt 4 md Skyldnersvig 3 år d atsvig i øvrigt 2 år Tasketyveri 40 d Biltyveri 14 d æ nk v. beføling 40 d Trusler på liv 14 d k. f a ls k i ø v r ig t 40 d Pengefalsk 2 md Ulovlig tvang 40 d ( 245, stk. 2) 2 md e l v o ld ( ) 30 d tiftelse ( 181) 1 år. m. barn u md tjenestemand 20 d. m. barn u md Gaderøveri 9 md Incest 1 år ( 245, stk. 1) 2 md lg af narkotika 1 år u sler m. vidner 2 md G roft smugleri 8 md n g af narkotika 3 år Voldtægt 9 md Bankrøveri 1 år 2. Ifølge Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1, 1974 må det forventes, at et førstegangstilfælde af brugstyveri af motorkøretøj vil Manddrab 10 å medføre bøde. Når der alligevel i en del sager, der vedrører tidligere ustraffede, er idømt ubetingede frihedsstraffe for bil- old m. død t.f. 4 år tyveri, kan det bero på, at sagerne har omfattet færdselslovsovertrædelser, som på det tidspunkt, afgørelserne vedrører, 0% 20% 40% 60% 80% 100% medførte ubetingede frihedsstraffe. Spørgsmålet om sagens omfang angår således alene flere straffelovsovertrædelser. Desuden er der ikke skelnet mellem brugstyveri Ubetingetog straf tyveri Betinget af biler. straf Tiltalefrafald Bøde JURISTEN NR

4 Figur 1. Straffens art i sager vedrørende tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som alene dømmes for ét forhold. Figur 1 viser, at af de 17 forbrydelsesarter, som sjældnest medfører ubetingede frihedsstraffe, angår de 16 formuekrænkelser, herunder dokumentfalsk ved brug af betalingsmidler. Undtagelsen er blufærdighedskrænkelse uden beføling. Af de øvrige 22 forbrydelsesarter i figuren er det derimod en klar majoritet, nemlig 17, som angår det, der almindeligvis forstås som personfarlige forbrydelser, dvs. røveri, brandstiftelse, forbrydelser mod den personlige frihed, voldsforbrydelser, herunder vold mod tjenestemand og trusler mod vidner, seksualforbrydelser og incest. Desuden medfører to former for almenfarlige forbrydelser meget hyppigt ubetingede frihedsstraffe, nemlig de to former for narkotikaforbrydelser, som straffes efter straffeloven. Det betyder, at kun tre af de 22 forbrydelsesarter, der hyppigst medfører ubetingede frihedsstraffe, ikke er enten personeller almenfarlige. De tre forbrydelsesarter er pengefalsk, dokumentfalsk, som ikke angår betalingsmidler, og groft smugleri. 3 Figur 1 viser altså tydeligt, at straffens art skelner ganske skarpt mellem formueforbrydelser på den ene side og person- og almenfarlige forbrydelser på den anden side. Straffens art er klart mindre streng for formueforbrydelser end for person- og almenfarlige forbrydelser. Et ganske tilsvarende mønster ses ved de øvrige sammenligninger af straffens art for forskellige forbrydelser, der er foretaget. 4. Strafniveauet vurderet ud fra straflængderne I tabel 1 er undersøgelsens kriminalitetskategorier rangordnet efter den gennemsnitlige længde af de ubetingede straffe. Der er ikke her taget hensyn til, om andelen af ubetingede frihedsstraffe er stor eller lille. Der er heller ikke som betingelse sat en minimumgrænse for antallet af afgørelser, idet alle de kriminalitetskategorier, der overhovedet omfatter ubetingede domme, indgår i tabellen. Kolonnen længst til højre angiver, hvor mange ubetingede frihedsstraffe beregningerne er baseret på. Tabellen oplyser desuden om korteste, længste og median straflængde. Vurderet ud fra den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe bliver skellet mellem formueforbrydelser og person- og almenfarlige forbrydelser mindre skarpt end det, der er set for straffens art. Tabel 1 viser således, at 10 af de 15 kriminalitetskategorier med de gennemsnitligt korteste ubetingede frihedsstraffe angår materielle værdier, mens de 5 øvrige er person- eller almenfarlige forbrydelser. Af de 16 kriminalitetskategorier med de gennemsnitligt længste ubetingede frihedsstraffe vedrører 11 person- eller almenfarlige forbrydelser og 5 formueforbrydelser. At forbrydelsernes rækkefølge er noget anderledes i tabel 1 end i figur 1, beror først og fremmest på forskelle i variationsbredden i strafniveauet for forskellige former for forbrydel- 3. Begrebet formueforbrydelser omfatter her ikke afpresning og røveri, idet disse forbrydelser indgår under personfarlige forbrydelser. 4 JURISTEN NR

5 ser. Variationsbredden er således ringe for visse typer af personfarlige forbrydelser, mens den til gengæld er ganske stor for visse formueforbrydelser. JURISTEN NR

6 Tabel 1. Ubetingede frihedsstraffe, ordnet efter den gennemsnitlige straflængde, vedrørende tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som alene dømmes for ét forhold Kriminalitetsart Korteste Median Længste Gennemsnitlig Ubetingede stra- ubetingede straflængde ubetingede straffe i alt straf straf flængde Biltyveri 7 dg. 14 dg. 4 mdr. 19 dg. 157 Hærværk 7 dg. 14 dg. 60 dg. 23 dg. 53 Tyveri fra arb.plads 20 dg. 30 dg. 30 dg. 27 dg. 3 Vold m. tjenestemand 7 dg. 20 dg. 4 mdr. 27 dg. 343 Bluf.krænk uden beføling 10 dg. 20 dg. 3 mdr. 28 dg. 12 Butikstyveri 7 dg. 30 dg. 3 mdr. 29 dg. 79 Checkbedrageri 30 dg. 30 dg. 30 dg. 30 dg. 1 Trusler på liv 7 dg. 14 dg. 9 mdr. 32 dg. 76 Indbrud i forretning 30 dg. 30 dg. 50 dg. 34 dg. 5 Simpel vold ( 244) 7 dg. 30 dg. 10 mdr. 34 dg Tasketyveri 10 dg. 40 dg. 60 dg. 35 dg. 14 Ulovlig tvang 14 dg. 40 dg. 60 dg. 37 dg. 11 Dok.falsk i øvrigt 14 dg. 40 dg. 8 mdr. 42 dg. 274 Hæleri 7 dg. 30 dg. 1,3 år 2,1 mdr. 58 Indbrud i privat bolig 30 dg. 3 mdr. 3 mdr. 2,3 mdr. 4 Trusler m. vidner 14 dg. 60 dg. 6 mdr. 2,3 mdr. 44 Skadeforvoldelse ( 245, 30 dg. 60 dg. 6 mdr. 2,4 mdr. 8 stk. 2) Bluf.krænk v. beføling 7 dg. 40 dg. 1,3 år 2,8 mdr. 24 Dok.falsk - Dankort m.v. 20 dg. 30 dg. 1 år 2,8 mdr. 8 Kvalificeret vold ( 245, stk. 14 dg. 60 dg. 3 år 3,4 mdr ) Socialbedrageri 30 dg. 3 mdr. 9 mdr. 3,5 mdr. 15 Pengefalsk 60 dg. 60 dg. 8 mdr. 3,5 mdr. 4 Kønslig omg. m. barn u dg. 3 mdr. 1½ år 5,1 mdr. 8 år Voldtægt 3 mdr. 9 mdr. 2 år 9,5 mdr. 39 Gaderøveri 60 dg. 9 mdr. 2½ år 9,6 mdr. 34 Bedrageri i øvrigt 20 dg. 4 mdr. 3½ år 9,7 mdr. 41 Groft smugleri 40 dg. 8 mdr. 3½ år 10,1 mdr. 81 Kønslig omg. m. barn u dg. 6 mdr. 5 år 11,3 mdr. 30 år Underslæb 20 dg. 6 mdr. 5 år 1,1 år 11 Brandstiftelse ( 181) 30 dg. 1 år 5 år 1,1 år 33 Salg af narkotika 30 dg. 1 år 8 år 1,5 år 209 Bankrøveri 8 mdr. 1½ år 2½ år 1,6 år 38 Incest 6 mdr. 1½ år 3½ år 1,7 år 19 Mandatsvig i øvrigt 2 år 2 år 2½ år 2,2 år 3 Skyldnersvig 30 dg. 3 år 6 år 3 år 4 6 JURISTEN NR

7 Smugling af narkotika 40 dg. 3 år 10 år 3,7 år 204 Vold m. død til følge 6 mdr. 4 år 7 år 3,9 år 24 Manddrab 3½ år 10 år Livstid* 9,5 år 42 * Livstid indgår ikke i beregninger af median og gennemsnitlig straflængde. Førstnævnte skyldes, at sammenlignet med formueforbrydelser mødes nogle personfarlige forbrydelser meget hyppigt med ubetingede frihedsstraffe, som til gengæld er forholdsvis korte. Det gælder f.eks. vold mod tjenestemand, simpel vold og trusler. Det betyder, at disse forbrydelser indplaceres med et højt strafniveau, når strafniveauet vurderes ud fra straffens art, mens det omvendte gør sig gældende, når målestokken er længden af den ubetingede straf. Det omvendte gør sig gældende for nogle formueforbrydelser, som er kendetegnet ved at dække et meget bredt spektrum af handlinger vurderet ud fra forbrydelsernes grovhed. Underslæb, mandatsvig, skyldnersvig og bedrageri har i mange tilfælde ringe konsekvenser eller beskedne formuetab til følge, men de kan også være af særlig grov og omfattende beskaffenhed. Det betyder, at en stor del af disse forbrydelser ikke resulterer i ubetingede frihedsstraffe, mens til gengæld den lille del af forbrydelserne, som er meget grove, medfører ganske lange ubetingede frihedsstraffe. Når disse forbrydelsers strafniveau vurderes ud fra straffens art, vil strafniveauet derfor fremtræde lavere, end når det vurderes ud fra længden af de ubetingede frihedsstraffe. Differentieringen mellem person- og almenfarlige forbrydelser og formueforbrydelser er lidt skarpere for de afgørelser, der vedrører personer, som tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. Selv om opdelingen mellem personfarlige forbrydelser og formueforbrydelser ikke er så tydelig ved anvendelse af de ubetingede straflængder som målestok for strafniveauet som for straffens art, så er tendensen til, at de person- og almenfarlige forbrydelser mødes med længere ubetingede frihedsstraffe end formueforbrydelser, altså alligevel ganske evident. 5. Strafniveauet vurderet ud fra strafmasse pr. afgørelse Det er muligt at integrere dimensionerne straffens art og den ubetingede strafs længde til ét mål, hvorved de lidt uensartede resultater, der er vist i det tidligere, udjævnes. Det kombinerede mål er strafmassen pr. afgørelse. Strafmassen angiver summen af alle de idømte ubetingede straflængder, som angår en bestemt forbrydelse. Denne strafmasse er derefter divideret med summen af alle de strafferetlige afgørelser - bøder, tiltalefrafald og frihedsstraffe - der angår samme forbrydelse. 4 Resultatet af beregningen af strafmasse pr. afgørelse er vist i tabel 2, som inkluderer alle kriminalitetskategorier, som omfatter mindst én ubetinget frihedsstraf. I højre kolonne er angivet, hvor mange afgørelser beregningerne er baseret på, og i de tilfælde, hvor der er 4. For kombinationsdomme foreligger som nævnt ikke oplysninger om længden af dommens ubetingede del. Alle kombinationsdomme er derfor ekskluderet af beregningen af strafmasse pr. afgørelse, dvs. også i opgørelsen over antal afgørelser. Eftersom der forholdsvis sjældent idømmes kombinationsdomme, vil eksklusionen af disse domme antagelig kun influere minimalt på beregningsresultaterne. (Knap to procent af afgørelserne i undersøgelsen er kombinationsdomme). JURISTEN NR

8 tale om ganske få afgørelser, bør den beregnede strafmasse pr. afgørelse tages med forsigtighed. Tabel 2 viser en meget stor spredning i strafmassen pr. afgørelse, fra meget små værdier til en værdi på over 3300, dvs. over 9 år pr. afgørelse. Tabellen angiver endvidere et mønster, der ligger nærmere det, der er set i figur 1 om straffens art, end det, der er set i tabel 1 for længden af de ubetingede frihedsstraffe. Strafmassen pr. afgørelse er således først og fremmest meget stor for de person- og almenfarlige forbrydelser, mens den primært er lille for formueforbrydelserne. De forbrydelser, der har en strafmasse pr. afgørelse på mere end 50 dage, er således - med kun undtagelse af groft smugleri - alle person- og almenfarlige forbrydelser. Omvendt dominerer formueforbrydelserne i de tilfælde, hvor strafmassen pr. afgørelse er under 10 dage. Tabel 2 angår tidligere ustraffede personer, hvis sag alene omfatter ét forhold. Undersøgelsen viser klart, at både forstraffe og eventuelle biforhold influerer kraftigt på resultatet af disse beregninger, og at strafmassen pr. afgørelse er betydeligt højere i sager med tidligere straffede og flere forhold. Forholdet mellem formueforbrydelserne og de personfarlige forbrydelser forbliver dog det samme. Tabel 2. Strafmasse pr. afgørelse (antal dage pr. afgørelser) vedrørende tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som alene dømmes for ét forhold Kriminalitetsart Strafmasse pr. afgørelse (fortsat) Antal afgørel. Strafmasse pr. afgørelse Butikstyveri 0, Menneskesmugling 15 2 Tyveri fra arbejdsplads 0,1 765 Pengefalsk 15,6 27 Cykeltyveri 0, Unddr. af forældremynd. 16,8 25 Antal afgørel. Ulovlig omg. m. hittegods 0, Skadeforvold. ( 245, 20,4 28 stk. 2) Hærværk 0, Fareforvold. i øvrigt 22,1 42 Indbrud i off. bygning 0,3 205 Homoseks. m. barn u år Tyveri i øvrigt 0, Mandatsvig i øvrigt Hindre udfør. af off. 0,4 313 Falsk forkl. for retten 42,3 159 tjeneste Indbrud i forretning 0,5 345 Skyldnersvig 44,4 98 Blu.krænk. uden befølinner 0,6 561 Trusler o.lign. mod vid- 54,3 55 Falsk anmeldelse m.v. 0,6 292 Kønslig omg. m. barn u. 58, år Tyveri fra bil 0,6 576 Samleje med barn u ,6 42 år Checkbedrageri 0,9 34 Kval. vold ( 245, stk. 1) 69, JURISTEN NR

9 Tabel 3. Den samlede strafmasse, , fordelt efter forbrydelsens art Kriminalitetsart (fortsat) Socialbedrageri 0, Frihedsberøvelse 75,7 14 Indbrud i privat bolig 1,1 250 Afpresning 101,3 8 Hæleri 1, Brandstiftelse ( 181) 118,4 115 Biltyveri Gaderøveri Indbrud i apotek 2,5 12 Røveri mod forretning 148,7 90 Dok. falsk - Dankort 2,6 258 Kønslig omg. m. barn u. 154,5 66 m.v. 12 år Tasketyveri 2,6 185 Samleje med barn u år Personelt falsk 3,2 301 Groft smugleri 245,8 100 Trusler mod tjenestemand 3,6 11 Voldtægt 251,6 44 Underslæb Kval. brandstiftelse ( ) Trusler på livet 5,1 474 Incest Falsk anklage m.v. 6,4 439 Salg af narkotika 382,4 286 Bedrageri i øvrigt 6, Bankrøveri 522,1 42 Dok.falsk i øvrigt 7, Særlig alvorlig vold 528,5 13 Ulovlig tvang 8,8 46 Røveri, særlig farlig Blu.krænk. ved beføling 9,5 213 Smugling af narkotika 1169,9 231 Vold mod tjenestemand 11,1 821 Vold m. døden til følge 1391,3 24 Simpel vold ( 244) 11, Forsøg på manddrab 1957,5 8 Fareforvold. i trafikken 12,7 65 Manddrab 3336,3 43 Strafmasse i dage Andel Strafmasse Andel i dage ,4% Trusler mod tjenestemand 465 <0,1% Køns. omg. m. barn u. 12 Besiddelse af børnepornografi 1800 <0,1% Ulovlig tvang ,4% Checkmandatsvig 1830 <0,1% Indbrud i apotek ,5% Hindre udfør. af off. tjeneste 2223 <0,1% Tasketyveri ,5% Knallerttyveri 2345 <0,1% Incest ,6% Blu.krænk. uden beføling 2527 <0,1% Særlig alvorlig vold ,7% Unddragelse af forældremyndighed 3180 <0,1% Trusler på livet ,8% Personelt falsk 3401 <0,1% Indbrud i off. bygning ,9% Mandatsvig i øvrigt ,1% Dok. falsk i øvrigt ,9% Uagtsom legemsbeskadigelse ,1% Tyveri fra bil ,9% Falsk anmeldelse m.v ,1% Indbrud i fabrik ,0% JURISTEN NR

10 Skadeforvold. ( 245, stk. 2) ,1% Forsæt. brandstiftelse ,0% ( 181) Tyveri fra arbejdsplads ,1% Groft smugleri ,1% Menneskesmugling ,1% Trusler o. lign. mod ,1% vidner Kønslig omg. m. barn u ,1% Voldtægt ,2% Cykeltyveri ,1% Forsøg på manddrab ,2% Kval. brandstiftelse ( 180) ,1% Dok.falsk - Dankort m.v ,3% Homoseks. m. barn u ,1% Vold m. døden t. f ,5% Socialbedrageri ,2% Vold mod tjenestemand ,6% Blu.krænk. v. beføling ,2% Butikstyveri ,9% Samleje med barn u ,2% Bedrageri i øvrigt ,0% Afpresning ,2% Hæleri ,1% Pengeskabstyveri ,2% Biltyveri ,5% Skyldnersvig ,2% Tyveri i øvrigt ,5% Pengefalsk ,2% Røveri af særlig farlig ,7% karakter Underslæb ,2% Indbrud i forretning ,8% Falsk forkl. for retten ,2% Bankrøveri ,2% Samleje med barn u ,3% Gaderøveri ,4% Checkbedrageri ,3% Røveri mod forretning ,4% Indbrud i fritidshus ,3% Indbrud i privat bolig ,0% Uagtsomt manddrab ,3% Kval. vold ( 245, stk. 1) ,0% Ulovlig omg. m. hittegods ,3% Manddrab ,2% Frihedsberøvelse ,3% Simpel vold ( 244) ,2% Falsk anklage m.v ,4% Salg af narkotika ,2% Hærværk ,4% Smugling af narkotika ,2% Fareforvoldelse ,4% I alt % 6. Den samlede strafmasse pr. forbrydelsesart I tabel 3 er den samlede strafmasse for de forbrydelser, der er omfattet af undersøgelsen, angivet for undersøgelsesårene Forbrydelserne er her rangordnet efter, i hvilket omfang de bidrager til den samlede strafmasse. På baggrund af ovenstående resultater kunne man forvente, at især mange formueforbrydelser ville være at finde blandt de forbrydelser, der bidrager mindst til den samlede strafmasse, mens de person- og almenfarlige forbrydelser måtte forventes helt at dominere blandt de forbrydelser, der bidrager mest hertil. Helt sådan forholder det sig imidlertid ikke. Af de 20 forbrydelsesarter, der bidrager mindst til den samlede strafmasse, er kun 4 formueforbrydelser, og selv om de fem forbrydelser, der bidrager mest til den samlede strafmasse, er narkotika- eller voldsforbrydelser, så er der alligevel også ganske mange af formueforbrydelserne, der bidrager væsentlig til strafmassen. 10 JURISTEN NR

11 Når visse formueforbrydelser, på trods af at de mødes med forholdsvis milde straffe, alligevel bidrager ret meget til den samlede strafmasse, mens visse personfarlige forbrydelser bidrager meget lidt, beror det på, at nogle formueforbrydelser forekommer ganske hyppigt, mens mange af de personfarlige forbrydelser er sjældne. Samlet er det beregnet, at mens 76 % af alle de afgørelser, undersøgelsen omfatter, angår formueforbrydelser, angår kun godt en fjerdedel af den samlede strafmasse disse forbrydelser. Det er stort set den omvendte proportion, der gør sig gældende for person- og almenfarlige forbrydelser, idet kun 18 % af alle afgørelser angår disse forbrydelser, mens til gengæld 70 % af strafmassen gør det. Den gennemsnitlige strafmasse pr. afgørelse for formueforbrydelserne viser sig da også at være ti gange mindre end for person- og almenfarlige forbrydelser: nemlig knap 13 dage pr. afgørelse for formueforbrydelser mod 138 dage pr. afgørelse for person- og almenfarlige forbrydelser. 7. Udviklingen i straffe for vold ( ) Forventningen om, at formueforbrydelser straffes hårdere end personfarlige forbrydelser, hænger sikkert i nogen grad sammen med, at der gang på gang er sået tvivl om, hvorvidt de strafskærpelser for vold, der blev gennemført i 1990erne, reelt er slået igennem i praksis. Den undersøgelse af domspraksis, der er foretaget for Straffelovrådet, viser, at der for vold efter 244 i perioden er en faldende tendens til at anvende ubetingede frihedsstraffe over for tidligere ustraffede, som kun dømmes for ét forhold - altså de mindre alvorlige og mindre omfattende sager. Til gengæld er der en tendens til strafskærpelse i sager med flere voldsforhold. Samlet set er der sket er et fald i andelen af ubetingede frihedsstraffe fra 1996 til 2000 (fra 54 til 43 % af afgørelserne), mens der samtidig sker en vækst i den gennemsnitlige straflængde for de ubetingede frihedsstraffe: Fra 56 dage i 1996 til 69 dage i Det er undersøgt, hvorvidt væksten i den gennemsnitlige straflængde beror på, at samfundstjeneste har afløst de korteste ubetingede frihedsstraffe, idet antallet af samfundstjenestedomme er vokset ganske betydeligt i perioden, fra 28 domme i 1996 til 185 i Det viser sig, at såfremt der var idømt ubetinget frihedsstraf i stedet for samfundstjeneste, ville der alligevel være sket en vækst i den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe, dog lidt mindre vækst end ovennævnte - på 17 i stedet for på 22 % - men stadig en ganske markant vækst i de gennemsnitlige straflængder. Den tilvækst, der i perioden har været i antallet af sager om 244, skyldes først og fremmest, at der er kommet flere mindre alvorligere sager, nemlig sager med tidligere ustraffede, som kun dømmes for ét forhold. På trods heraf er strafmassen pr. afgørelse ret så uforandret i perioden Endelig kan nævnes, at der i perioden efter 1998 er sket en vækst i de forholdsvis lange ubetingede frihedsstraffe (på over 6 måneder) i sager om 244. JURISTEN NR

12 Også i sager om kvalificeret vold ( 245, stk. 1) ses en lidt stigende tendens til at anvende betingede frihedsstraffe over for ustraffede, som dømmes for ét forhold. Dog alene for personer under 18 år. For ældre lovovertrædere er der derimod i flere sagstyper tendens til skærpede straffe. Skærpelsen beror på udmåling af længere straffe og ikke på, at flere idømmes ubetingede frihedsstraffe. Særligt tydelig er denne udvikling for de tidligere ustraffede på 18 år og derover, hvis sag alene omfatter ét forhold. I undersøgelsesperioden vokser den gennemsnitlige straflængde for denne sagstype fra knap 3 mdr. i 1996 til godt 4 mdr. i For samtlige ubetingede frihedsstraffe er der tale om en vækst i de gennemsnitlige straflængder fra 5,3 mdr. i 1996 til 6,4 mdr. i Også i sager om den særligt alvorlige vold ( 246) ses en tendens til en strafskærpelse, idet den gennemsnitlige straflængde vokser fra 27 mdr. i 1996 til 34 mdr. i Samlet peger undersøgelsen på, at der i perioden 1996 til 2000 er sket en øget differentiering i strafudmålingen i voldssager, således der i nogle af de mindre alvorlige sager er en øget tendens til anvendelse af ikke-frihedsberøvende sanktioner, mens der er sket en strafskærpelse i alvorligere voldssager. Det er nærliggende at antage, at lovændringen i 1997, der netop sigtede mod en skærpelse af straffen for den alvorlige vold, har haft betydning for denne udvikling. 8. Afsluttende bemærkninger En opgørelse fra 1980 over, hvad indsatte i danske fængsler er dømt for, viser, at 67 % var dømt for ejendomsforbrydelser og 20 % for voldsforbrydelser. 5 En 20 år senere opgørelse (februar 1999) viser, at på det tidspunkt var kun 41 % af de indsatte dømt for ejendomsforbrydelser, mens andelen af indsatte, der var dømt for voldsforbrydelser, var vokset til 31 %. 6 Selv om der ofte er rejst tvivl om såvel gennemslagskraften af straflempelserne for ejendomskriminalitet og strafskærpelserne for voldsforbrydelser, så peger ændringen i fangebefolkningens sammensætning tydeligt i retning af, at bestræbelserne på at ændre forholdet mellem straffe for kriminalitet, der angår personer, og straffe for kriminalitet, der vedrører materielle værdier, har båret frugt. På baggrund af den statistiske undersøgelse af domspraksis, er der næppe tvivl om, at personfarlige forbrydelser i dag generelt set straffes hårdere end forbrydelser, der angår materielle forhold. Når der såvel alment som politisk alligevel er en forventning om, at det forholder sig anderledes, så hænger det antagelig sammen med, at offentligheden alene hører om de mest spektakulære og omfattende sager om formueforbrydelser. Det er sager, som medfører langvarige fængselsstraffe, men som statistisk set nærmest er at betragte som undtagelser. De antalsmæssigt dominerende sager om formueforbrydelser, som er mindre alvorlige, omtales sjældent, hvorfor det er let at få et yderst skævt indtryk af doms- 5. Kriminalforsorgens Årsberetning 1980, s. 51. Opgørelsen omfatter alene oplysninger om kriminalitetens art for personer, der afsoner en straf for straffelovsovertrædelser. 6. Nordskov-udvalget: Placering af indsatte, bind 2, s. 9. Opgørelsesmåderne er ikke helt sammenlignelige, idet opgørelsen for 1979 vedrører indsættelser, mens den for 1999 angår belægget på en given dato. Der er i den mellemliggende periode er sket omkring en fordobling i andelen af indsatte, der afsoner en straf for narkotikaforbrydelser. 12 JURISTEN NR

13 praksis. Almenhedens viden om strafniveauet er nok først og fremmest bestemt af mediernes omtale af konkrete sager. Det ses tydeligt af en nyere Gallupundersøgelse, som viser, at kun 9 % af de adspurgte mener, at regeringen i høj grad har levet op til sine valgløfter om strengere straffe for voldskriminalitet. 7 I kriminalpolitiske cirkler vil der sikkert være fuld enighed om, at regeringen i høj grad har levet op til sine valgløfter. Den strafskærpelse for vold og anden personfarlig kriminalitet, der trådte i kraft i juni 2002, må derfor forventes yderligere at være med til at skabe afstand mellem straffene for personfarlige forbrydelser og formueforbrydelser. 7. Politiken d. 11. januar JURISTEN NR

14 De nye regler i købeloven 1 Af lektor ANNE-DORTE BRUUN NIELSEN, Aarhus Universitet 1. Indledning Ændringen af købeloven, der skete ved 1 lov nr. 213 af 22. april 2002, havde navnlig til formål at gennemføre et EF-direktiv fra 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbin-delse hermed. 2 Loven har virkning for køb, der er indgået den 1. januar 2002 eller senere. 3 Ændringerne vedrører stort set kun forbrugerkøb, dog med den konsekvensændring for civilkøb og handelskøb, at den absolutte reklamationsfrist i 54, stk. 1, ændres fra 1 år til 2 år. Dette skyldes, at der ellers ville kunne opstå en reklamationsklemme for detailhandlere m.v. De vil kunne mødes med reklamationer i op til 2 år, medens de selv ville være afskåret fra at rette krav mod producenter, importører m.v. efter 1 år (såfremt andet ikke var aftalt). 2. Oversigt over ændringerne i købeloven efter 1. januar 2002 Lovændringen indeholder følgende hovedelementer: 1) Mangelsbegrebet i forbrugerkøb ( 76) udvides med en ny bestemmelse, der i overensstemmelse med retstraditionen i visse af de øvrige EU-lande, angiver visse positivt formulerede kriterier om salgsgenstandens egenskaber, der skal være opfyldt, medmindre andet er aftalt. 2) Generelt formulerede forbehold fra sælgerens side for eventuelle mangler ved salgsgenstanden kan i forbrugerkøb efter lovændringen ikke gøres gældende over for køberen, jf. 77. Forbehold som solgt som beset, som varen er og forefindes eller lignende generelle forbehold vil ikke kunne afskære køberen fra at gøre indsigelser vedrørende mangler. 3) Formuleringen af køberens undersøgelsespligt/opmærksomhedspligt ændres i overensstemmelse med direktivets ordlyd, således at forbrugeren efter 77 b ikke kan påberåbe sig en mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkter herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed. Hvad køberen burde vide, kan således ikke længere tillægges vægt efter ændringen af købeloven. 4) 77 a, stk. 3, indeholder den såkaldte formodningsregel, der er en bevisregel, der medfører, at hvis salgsgenstandens manglende overensstemmelse med aftalen viser sig inden 6 måneder efter leveringen, formodes den manglende uoverensstemmelse at have været til stede på tidspunktet for risikoens overgang (ved leveringen). Denne formodning gælder dog ikke, såfremt den er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art. For så vidt angår mangler, der viser sig senere end 6 1. Supplerende litteratur: Betænkning nr. 1403/2001: Gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet. Forslag til Lov om ændring af lov om køb (Revision af regler om forbrugerkøb mv.) 2001/02 LSF 9 med bemærkninger. Nils Elmelund, Lars Hedegaard Kristensen, Anne-Dorte Bruun Nielsen og Jørgen Nørgaard: Lærebog i dansk og international køberet, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1996, særligt Del II, Forbrugerkøb. 2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/44/EF af 25. maj Direktivets bestemmelser om garantier (artikel 6) medførte i dansk ret ændring af markedsføringslovens 4. Direktivet er et minimumsdirektiv. 3. Loven fik således en vis tilbagevirkende kraft, idet den først blev underskrevet den 22. april 2002, men direktivet skulle være gennemført i national ret senest den 1. januar 2002, til hvilket tidspunkt loven på grund af folketingsvalget i efteråret 2001 ikke var færdigbehandlet. 14 JURISTEN NR

15 måneder efter leveringen, er det fortsat forbrugeren, der efter almindelige bevisregler har bevisbyrden for, at den påberåbte mangel forelå på leveringstidspunktet. 5) Reglerne vedrørende forbrugerens misligholdelsesbeføjelser ændres: Hvis salgsgenstanden er mangelfuld, har forbrugeren som udgangspunkt ret til at vælge mellem omlevering og afhjælpning. Denne valgmulighed er ny i forhold til købelovens regler før lovændringen. Sælgeren er ikke forpligtet til at efterkomme forbrugerens ønsker, hvis den misligholdelsesbeføjelse, forbrugeren vælger, vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, eller den viser sig at være umulig for sælger at efterkomme. 6 Reklamationsreglerne er således, at forbrugeren skal reklamere over en mangel inden rimelig tid, efter at forbrugeren har opdaget manglen, jf. 81. Det nye efter lovændringen er bestemmelsen i 81, 3. pkt., hvorefter meddelelse givet inden 2 måneder efter, at køberen opdagede manglen, altid er rettidig. 4 7) Den absolutte reklamationsfrist forlænges i 83 fra 1 år til 2 år efter salgsgenstandens overgivelse til forbrugeren. I forbrugerkøb kan reklamationsfristens længde ikke fraviges til skade for køberen, medens handlende uden for forbrugerkøb kan aftale en kortere frist. 8) Købelovens område er udvidet ved bestillingskøb i forbrugerforhold. Bestilling af genstande, som først skal fremstilles, anses i medfør af købelovens 2, 1. pkt., for i relation til købeloven at være et køb, 5 uanset om det er forbrugeren eller sælgeren, der leverer det materiale, der skal bruges til fremstilling af genstanden. Uden for forbrugerforhold anses bestillingskøb kun som køb i relation til købeloven, såfremt den overvejede del af de for fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har påtaget sig fremstillingen, jf. 2, stk. 1, 2. pkt. Dette er uændret i forhold til, hvad der hidtil har været gældende for alle typer køb. 9) Endelig er der i 87 indført en regel om visse lovvalgsaftaler. En forbruger kan herefter uanset en aftale om, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal aftalen, altid påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen. 3. Hvad er ikke ændret i købeloven Bortset fra, at den absolutte reklamationsfrist i 54 er forlænget fra 1 til 2 år, er der ikke sket ændringer i reguleringen af handelskøb og civilt køb. I forbrugerkøb er de særlige regler om købesummen ( 72), leveringsstedet ( 73), forsinkelse ( 74), leveringsforbehold ( 75) og erstatning ( 80) ligeledes uden ændringer. Forbrugerdefinitionen er heller ikke berørt af ændringsloven. Forbrugerkøb defineres fremdeles i overensstemmelse med en lang række andre lovregler i den danske obligationsretlige lovgivning. 6 Et forbrugerkøb defineres herefter i 4 a som et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. 4. Denne 2-måneders frist var fakultativ for de enkelte medlemslande, og ikke alle EU-lande har inkorporeret den i deres nationale ret. 5. I modsætning til f.eks. entreprise og værksleje. 6. Se således aftalelovens 38 a, stk. 2, forbrugeraftalelovens 1, stk. 2, kreditaftalelovens 31, stk. 1, rentelovens 7, stk. 1. JURISTEN NR

16 Forbrugeren kan være både en fysisk person og en sammenslutning af forbrugere, såfremt denne sammenslutning handler på forbrugernes vegne. 7 Lønmodtageres køb af genstande, som skal bruges i deres arbejde, er også forbrugerkøb i købelovens forstand. 8 Der er ikke nogen principiel, beløbsmæssig begrænsning på, hvad der kan købes i et forbrugerkøb. Også køb af antikviteter, ægte tæpper, dyre biler m.v. kan være forbrugerkøb Uddybende bemærkninger om de nye regler 4.1. Købsbegrebet Mange købsaftaler består af en kombinationsaftale mellem en købsaftale og en aftale om en vis tjenesteydelse (levering, klargøring, installation m.v.). Købeloven beskæftiger sig som udgangspunkt ikke med afgrænsningen mellem køb og andre kontraktstyper, herunder tjenesteydelser. Købelovens 2 udgør en undtagelse, idet 2, stk. 1, vedrører bestillingskøb. Købelovens område er hermed udvidet til i et vist omfang at omfatte blandede aftaler, hvori der indgår dels et købselement, dels et tjenesteydelseselement i form af såkaldt værksleje. 10 Sondringen, mellem om en aftale vedrører køb eller værksleje, kan være vanskelig. Værkslejeforhold er som udgangspunkt ulovregulerede og reguleres derfor alene af almindelige obligationsretlige principper, hvorfor heller ikke de præceptive, forbrugerbeskyttende regler i købeloven finder anvendelse herpå. Ændringen af købelovens 2, stk. 1, 1. pkt., hvorefter bestillingskøb i relation til købeloven skal anses for køb, afklarer en række afgrænsningsproblemer i forbrugerkøb. I forbrugerforhold er aftaler, hvor sælgeren i en eller anden grad skal fremstille salgsgenstanden af materialer, som køberen leverer, nu defineret som køb, uanset hvor stor en del af det materiale, der skal anvendes, køberen har leveret. Det er dog en forudsætning, at sælgeren fremstilles en ny genstand, og ikke blot reparerer/ændrer lidt på køberens ting. Også andre kombinationsaftaler er omfattet af købeloven. Køb med installationspligt er således omfattet, såfremt sælgerens væsentligste forpligtelse er levering af salgsgenstanden, og udførelsen af installationen/monteringen/tilpasningen kun er en biforpligtelse. Sondringen mellem, om den overvejende del af materialet er ydet af den, der har påtaget sig fremstillingen eller af bestilleren, opretholdes i handelskøb og civilt køb. Det er dog efter lovændringen præciseret, at der (i overensstemmelse med hidtil gældende retstilstand) foreligger et bestillingskøb i alle tilfælde, hvor tilvirkeren fremskaffer den overvejende del af de nødvendige materialer. 7. Se dommen U V om et antennelav. I EU-retten er forbruger defineret som en fysisk person. 8. Se U V. Lønmodtagerens bil om en repræsentants køb af bil til brug for sit arbejde. 9. Se U H. Diamantdommen om privates køb af diamanter i investeringsøjemed. Køb med henblik på at opnå skattefradrag som erhvervsdrivende er ikke forbrugerkøb, jf. U HK om en økonomas køb af transportcontainere. 10. Ved værksleje forstås en aftale, hvorefter den ene part (tilvirkeren) mod vederlag påtager sig at frembringe et arbejdsresultat for den anden part (bestilleren). Tilvirkeren skal således ikke blot udføre en arbejdsydelse, men er forpligtet til at levere et arbejdsresultat, der er i overensstemmelse med aftalen. Reparation, fremstilling og bearbejdning af løsøre er eksempler på værksleje. 16 JURISTEN NR

17 4.2. Mangelsbegrebet Indledning Købeloven har siden 1. januar 1980 indeholdt en definition af mangelsbegrebet i forbrugerkøb, jf. 76 og , stk. 1, nr. 1-3, angiver nogle specifikke situationer, hvor der foreligger en mangel, medens stk. 1, nr. 4, indeholder en almindelig, generel mangelsdefinition , stk. 1, angår mangelsbedømmelsen i tilfælde, hvor en vare er solgt, som den er og forefindes eller med tilsvarende forbehold. Disse regler er ved ændringen af købeloven dels ændret en smule (bl.a. er der sket ændringer vedrørende køberens undersøgelsespligt og sælgerens generelle forbehold), dels er de suppleret ved 75 a, der indeholder positivt formulerede krav til salgsgenstanden, for at den kan anses som værende i overensstemmelse med aftalen Købelovens 76 76, stk. 1, nr. 1, fastslår, at der foreligger en mangel, når genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberen ved bedømmelsen af genstanden. Ved ændringen af købeloven er bevisbyrden for betydningen af de urigtige eller vildledende oplysninger lagt over på sælger, som altså nu skal bevise, at oplysningerne ikke har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden. Bestemmelsen omfatter udsagn med en vis målelig sandhedsværdi, medens almindelige anprisninger og forherligende ytringer uden nogen egentlig information om den udbudte ydelse, falder udenfor. Bestemmelsen omfatter endvidere kun sælgerens positive tilkendegivelser og ikke rene fortielser, der som udgangspunkt hører under 76, stk. 1, nr. 3. Ændringen af bevisbyrden i stk. 1, nr. 1, er formentlig uden væsentlig betydning i forhold til tidligere praksis, idet kravene til køberens bevis hidtil har været forholdsvis lempelige: Hvis det kunne bevises, at der var fremsat urigtige og vildledende ytringer om salgsgenstanden, har domstolene anset det for tilstrækkeligt, hvis sådanne oplysninger i almindelighed var egnede til at påvirke efterspørgslen af varer af den pågældende art, og der ikke forelå omstændigheder, der pegede i retning af, at forbrugeren ikke havde været bekendt med oplysningerne eller ikke havde lagt vægt herpå. 76, stk. 1, nr. 2, er ikke ændret. 76, stk. 1, nr. 2, fastslår, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren eller et tidligere salgsled har givet urigtige eller vildledende oplysninger på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab. Bestemmelsen omfatter (også) oplysninger, der ikke nødvendigvis er rettet mod den pågældende køber, men mod en mere ubestemt kreds af personer, f.eks. via reklame. Salgsgenstanden er mangelfuld, uanset om sælgeren kendte eller burde kende til oplysningerne, eller vide, at de givne oplysninger var urigtige eller vildledende. 13 Efter 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der en mangel, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstan- 11. Denne generelle mangelsdefinition antages at svare til, hvad der gælder også for civilt køb og handelskøb. 12. En sådan positiv beskrivelse af kravene til salgsgenstanden findes også i svensk, norsk og finsk ret samt i CISG. 13. Sælgeren ifalder dog ikke erstatningsansvar for tidligere leds urigtige eller vildledende oplysninger, jf. 80. JURISTEN NR

18 den, og som sælgeren kendte eller burde kende. Reglen omhandler sælgers loyale oplysningspligt og er ikke ændret ved lovændringen, bortset fra, at den nu er gjort beskyttelsespræceptiv. 76, stk. 1, nr. 4, indeholder den generelle mangelsbeskrivelse, hvorefter en genstand er mangelfuld, såfremt den i øvrigt - dvs. af andre grunde end de, der er nævnt i nr er af en anden eller ringere brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være. Som noget nyt indeholder stk. 1, nr. 4, en henvisning til, at genstanden er mangelfuld, hvis kravene i 75 a, ikke er opfyldt. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale. Efter købelovens 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af aftalen. Denne bestemmelse begrænser rækkevidden af 76, stk. 1, nr. 1 og 2, således at sælgeren kan rette fejlagtige oplysninger givet af ham selv eller i tidligere omsætningsled. Som en konsekvens af ændringen af købelovens 2 er der i 76, stk. 3, bestemt, at forhold ved materialer fremskaffet af køberen, ikke kan påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har tilsidesat sin vejledningspligt. Mangelsdefinitionen i 76 er ved lovændringen suppleret af 75 a. Denne nye bestemmelse fastslår, at salgsgenstanden skal være i overensstemmelse med det, der er aftalt. Desuden angives i bestemmelsen en række positivt formulerede kriterier for, hvilke krav forbrugeren kan stille til salgsgenstanden, hvis intet andet følger af parternes aftale Købelovens 75 a 75 a uddyber det mangelsbegreb, der findes i 76, og der er ikke nogen realitetsændring i forhold til hidtil gældende ret. De kriterier, der er nævnt i 75 a, stk. 2, må antages at være indeholdt i det generelle mangelsbegreb i 76, stk. 1, nr. 4, og mangelsvurderingen skal både før og efter lovændringen tage sit udgangspunkt i parternes aftale. 75 a er et spejlbillede af 76, hvor de elementer, der i 76 konstituerer en mangel, beskrives ud fra positive kriterier i 75 a. Formålet med 75 a har primært været at øge informationsværdien af loven samt at tilnærme systematikken i den danske købelovs mangelsbegreb til den systematik, der anvendes i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og i de øvrige nordiske lande. Manglende overensstemmelse med et eller flere af kriterierne i 75 a indebærer, at salgsgenstanden anses som mangelfuld, hvis ikke den manglende overensstemmelse følger af parternes aftale, jf. 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. 75 a, stk. 1, henviser til det grundlæggende princip, at salgsgenstanden med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egenskaber skal stemme overens med aftalen. 14 Herudover bestemmer stk. 1, at køberen i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden. 14. En vare vil, selv om den er fejlfri, være behæftet med en mangel, hvis den på et eller flere punkter afviger fra det aftalte, uanset om varen i øvrigt er af en højere kvalitet end af køberen forudsat eller forventet. 18 JURISTEN NR

19 De oplysninger, sælger skal give, er f.eks. om samling af usamlede møbler, installering af computerspil og -programmer, vedligeholdelse af skind, træværk o.lign., sikkerhedskrav ved anvendelse af værktøj m.v. 15 Hvis aftalen mellem sælger og køber ikke giver tilstrækkelige holdepunkter for en mangelsvurdering, må salgsgenstanden vurderes ud fra køberens tilkendegivne særlige formål og de standardformuleringer, der er beskrevet i 75 a, stk a, stk. 2, der kan fraviges ved aftale, bestemmer 1) at salgsgenstanden skal have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente, 2) at salgsgenstanden skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til, 3) at salgsgenstanden skal være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og 4) at salgsgenstanden skal have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har forelagt køberen ved købets indgåelse. De i 75 a opregnede kriterier er ikke udtømmende, men er alene en angivelse af de centrale principper, der kan indgå i mangelsvurderingen i mangel af nærmere aftale. Selv om alle kriterier i opregningen i 75 a, jf. 76, stk. 1, nr. 4, er opfyldt, udelukker dette ikke i sig selv, at varen kan være mangelfuld efter en af de øvrige bestemmelser i 76, stk. 1, nr Sælgers forbehold. Købelovens 77 Købelovens 77 vedrører sælgers forbehold. Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen. Reglen er ved lovændringen strammet op i forhold til tidligere, hvor sådanne generelle forbehold i relation til den almindelige mangelsbeskrivelse i et vist omfang kunne reducere de krav, som forbrugeren kunne stille til salgsgenstanden. Generelle forbehold kunne heller ikke før lovændringen træde i stedet for sælgerens pligt til at give køberen oplysning om forhold, der har betydning for køberens bedømmelse af genstanden, jf. 76, stk. 1, nr. 3, ligesom sælgerens og tidligere leds urigtige eller vildledende oplysninger også før lovændringen kunne påberåbes som et element i vurderingen af salgsgenstandens kontraktsmæssighed uanset sælgerens generelle forbehold. Hvis genstanden ikke svarede til den betegnelse, hvorunder den var solgt, jf. 76, stk. 1, nr. 1 og 2, kunne dette ligeledes påberåbes af køberen upåvirket af sælgerens generelle forbehold. Spørgsmålet om sælgerens forbehold vedrører salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen, og konkrete forbehold om specifikke egenskaber ved salgsgenstanden er derfor ikke omfattet af 77, idet et konkret forbehold netop kan henlede forbrugernes 15. Det er fast praksis hos forbrugerombudsmanden at stille krav om, at mere komplicerede genstande vedlægges en brugsanvisning på dansk (eller et hermed nært beslægtet sprog - norsk). Tegninger kan være tilstrækkelige. JURISTEN NR

20 opmærksomhed på egenskaber ved salgsgenstanden, som eventuelt må undersøges nøjere, hvis de har væsentlig betydning for køberen. Heller ikke et konkret forbehold fra sælgers side kan træde i stedet for dennes pligt til at opfylde sin loyale oplysningspligt. Køb af brugte genstande på auktion er som udgangspunkt omfattet af de almindelige regler om forbrugerkøb. Denne type køb frembyder dog visse særpræg, og dette er baggrunden for, at sælgeren efter 77, stk. 2, fortsat har mulighed for at afskære køberens indsigelser vedrørende uvæsentlige mangler ved en generel ansvarsfraskrivelse. Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede, kan køberen i medfør af 77, stk. 2, kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis dette følger af 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med. Denne regel for auktionskøb af brugte genstande svarer til retstilstanden vedrørende sælgers forbehold før lovændringen af 77. Da reglen kun gælder for brugte genstande, omfatter den ikke de tilfælde, hvor sælgeren sælger nye varer på auktion. Her gælder købelovens almindelige regler, herunder hovedreglen for sælgers forbehold i 77, stk. 1. Hvor brugte genstande sælges på auktion over f.eks. Internettet, gælder 77, stk. 2, heller ikke, idet den kun vedrører auktioner, hvor køberen har mulighed for at være til stede (og dermed kan besigtige genstanden). Ved internethandel mellem en erhvervsdrivende sælger og en forbruger gælder således købelovens almindelige forbrugerbeskyttelsesregler samt reglerne i forbrugeraftaleloven, der giver forbrugeren 14 dages fortrydelsesret. Reglen om, at en mangel, der viser sig inden 6 måneder efter leveringen, formodes at have været til stede ved leveringen, jfr. 77 a, stk. 3, gælder ikke for salg af brugte varer på offentlig auktion som nævnt i 77 a, stk. 1, jf. at 77 a, stk. 3, kun henviser til 75 a og Køberens undersøgelsespligt. 77 b Før lovændringen var køberens undersøgelsespligt også i forbrugerforhold reguleret af 47. Denne regel gælder ikke længere for forbrugerkøb, men er erstattet af 77 b. Køberen kan herefter ikke påberåbe sig en mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkter herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed. Beskrivelsen af forbrugerens undersøgelsespligt er i direktivets formulering: ikke med rimelighed kunne være ubekendt med. Dette antyder, at der skal foretages en objektiv vurdering af, om forbrugeren måtte have indset, at salgsgenstanden ikke var kontraktmæssig. Der kan ikke længere lægges vægt på, hvad forbrugeren burde have været bekendt med. 4.3.Tidspunktet for mangelsvurderingen. 77 a. Formodningsreglen Sælgeren bærer risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted. I forbrugerkøb sker levering som absolut hovedregel, når varen overgives i køberens besiddelse, jf. 73. Vurderingen af, om genstanden er i overensstemmelse med aftalen, dvs. om den er uden mangler, foretages ved leveringen, jf. 77 a, stk. 1, 1. pkt. 20 JURISTEN NR