Efterskolerejser i et dannelsesperspektiv

Transkript

1 Overordnet Resume Efterskolerejser i et dannelsesperspektiv Virkningsevaluering af Ranum Efterskoles elevrejser til Nepal Peter Skøtt Pedersen & Trine Bargsteen 1 marts 2012

2 Resume Efterskolerejser i et dannelsesperspektiv: virkningsevaluering af Ranum Efterskoles elevrejser til Nepal Virkningsevalueringen sammenfatter de dannelsesmæssige påvirkninger elever på Ranum Efterskoles har oplevet i forbindelse med skolens rejse til Nepal i januar Evalueringen gennemføres som en empirisk analyse af Nepalrejsens faktiske aftryk på eleverne, med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvilke dannelsesmæssige virkninger havde Nepal rejsen på efterskoleeleverne? I første afsnit af evalueringen Oplevelser lukker verden ind analyseres dannelsesvirkningen af elevernes oplevelser. Det er her eleverne har givet udtryk for at indtrykkene på rejsen har givet dem en oplevelse af at have følt noget. I dette afsnit påviser vi, at rejsens dannelsesmæssige virkning i høj grad skete gennem de informelle læreprocesser, eleverne gennemgik, når de færdedes i Nepal og indgik i relationer med lokale. Ved at sove, spise og leve sammen med en lokal familie i tre dage, oplevede de at komme helt tæt på livet i Nepal, og derved få indblik i en kultur, der ellers ville være lukket for dem. Hos deres værtsfamilier oplevede eleverne at deres normale opførsel var uaktuel, og de måtte derfor tilpasse deres adfærd til den kulturelle norm. Fordi de var indlogeret uden en lærer, måtte de på egen hånd løse de problematikker, de stod overfor i kulturmødet, hvilket dannelsesmæssigt var utroligt givende for dem, fordi de derved stod overfor en kompleksitet, som er helt uvant for dem. Eleverne lærte igennem opholdene ved deres værtsfamilier at takle den usikkerhed, der var kendetegnende for alt de oplevede. Dette lærte dem at være selvstendige og have tillid til deres egen evne til at navigere i komplekse situationer. I afsnittet viser vi desuden, at de elever, der dannelsesmæssig fik mest ud af at bo ved familierne, var dem som oplevede det som tilpas grænseoverskridende og udfordrende til, at de så deres egen håndtering af situationerne med familien, og det venskab de knyttede, som en stor personlig succes, der gav dem en følelse af selvtillid, selvværd og selvstændighed. Igennem deres personlige relationer fik de en forbindelse til den levemåde, de lokale førte, hvilket satte deres eget liv i perspektiv, og fik mange af eleverne til at reflektere over den trivialitet, der præger deres egen hverdag. De oplevede for en tid at være skubbet ud af efterskoleverden og kunne se på den med andre øjne, hvilket bidrog til deres evne til selvkritik og refleksion. Ved at være aktivt deltagende i de situationer, de blev sat i, kunne eleverne forholde sig til og danne erfaringer med det nepalesiske samfund, og derved dannede eleverne en forståelse af og holdning til de forhold, der kendetegner et udviklingsland, hvilket udvidede deres horisont, og bidrog til en øget evne til at forstå den verden, de lever i. Afsnittet viser, at eleverne på én gang tiltrækkes og frastødes af deres oplevelser i udviklingssamfundet: De oplevede, på den ene side, værdien af det nepalesiske liv gennem deres aktive deltagelse i flere sider af det, hvilket øgede deres evne til selvkritik og refleksion. På den anden side, førte elevernes refleksioner over forskellen mellem det danske og nepalesiske samfund til at de blev opmærksomme på deres egne værdier, og klar over værdien af det danske samfund. Samtidig oplevede nogle elever dog, at de vidste så lidt om Nepals samfund, kultur og historie, at de kun kunne forstå det, de oplevede i forhold til en dansk kontekst, hvilket resulterede i nogle skæve fortolkninger. Fordi eleverne blev følelsesmæssigt berørt af den fattigdom de så, og oplevede den på flere niveauer, kunne de trækker en linje imellem det konkrete de så og den abstrakte viden, de havde med hjemmefra. Igennem deres refleksioner erfarede eleverne derfor, at verden ikke er så simpel som den er fremstillet i medierne, og fik en større forståelse for hvad fattigdom er. Igennem deres erfaringer med fattigdom udviklede eleverne desuden evnen til at føle med de fattigste i samfundet, og sætte sig i deres sted. Sammenfattet viser afsnittet, at de informelle læreprocesser eleverne oplevede som følge af at være i Nepal og deltage interaktivt i de situationer, de blev sat i, udviklede deres interkulturelle kompetencer og bidrog til 2

3 deres dannelse. Afsnittet viser imidlertid også at alle disse virkninger var betingede af elevernes egen evne og mod til at tage udfordringerne på sig og involvere sig, hvilket ikke alle elever magtede. I andet afsnit af evalueringen, Opgaver binder rejsen sammen, ser vi på dannelsesvirkningen af elevernes opgaver, der udgør de non-formelle læreprocesser, eleverne gennemgik på rejsen. Rejsen er bygget op omkring en række konkrete opgaver, der danner dens rygrad, og er udviklet for at støtte elevernes dannelse. Det er altså her, eleverne har oplevet, at skulle gøre noget. Kathmandu-projekter Vores data viser at Kathmandu-projekternes vigtigste funktion på rejsen var at give eleverne et formål med deres tid i Kathmandu. Mange elever opfattede byen som kaotisk og uoverskuelig, men ved at skulle undersøge et emne, fik de et formål med at forlade deres sikre base i turistområdet. Samtidig kom der, igennem dette formål, struktur på deres færden, som derved blev overskuelig for dem. For mange af eleverne lå der altså på én gang en stor udfordring i Kathmandu-projekterne, fordi de forudsatte, at eleverne bevægede sig ud på egen hånd, og en bemyndigelse af eleverne, som igennem projektets formål kunne takle den usikkerhed og det kaos, der kendetegnede Kathmandu for dem. På den måde oplevede mange af eleverne, at de fik mere selvtillid og følte sig mere selvstændige som følge af, at have navigeret i Kathmandu med succes. Kathmandu-projekterne faciliterede altså en række vigtige dannelsesprocesser, fordi de bandt fremmedheden, usikkerheden og udfordringerne sammen, og gjorde det nødvendigt og muligt at takle dem. Skoleprojekter På samme måde som Kathmandu-projekterne; gav skoleprojekterne eleverne et formål på skolen og en mulighed for at komme i kontakt med de nepalesiske skoleelever, og havde derved den samme facilitatorfunktion som en bro til det fremmede. I gennemførselen af skoleprojekterne blev eleverne nødt til at agere som ledere, fordi de alene var ansvarlige for at lede en skoleklasse (der ikke nødvendigvis talte engelsk) igennem et projekt de selv havde planlagt. Dette var på én gang overskueligt, fordi det skete indenfor strukturerede rammer; og udfordrende, fordi det var umuligt for eleverne ikke at tage ansvar. Skoleprojekterne bidrog derfor til elevernes selvtillid og selvværd, fordi alle oplevede projekterne som en succes. Samtidig lærte eleverne at være mere ansvarlige og selvstændige af at skulle agere som ledere. Fremlæggelser Udover at have en non-formel læringsfunktion på linje med andre fremlæggelser eleverne gennemfører i løbet af et skoleår, er fremlæggelserne planlagt for at give eleverne mulighed for at reflektere over deres oplevelser i Nepal, og på den måde mentalt afslutte turen ved at fortælle om den til andre. Da størstedelen af eleverne i skrivende stund ikke endnu ikke har fremlagt, er det ikke muligt at evaluere disses virkning, men på baggrund af elevernes forberedelse til deres fremlæggelser, er det imidlertid tydeligt, at der ikke er prioriteret tid til efterbehandling af rejsen, hverken fra elevernes eller skolens side. Det er derfor tvivlsomt at fremlæggelserne vil hjælpe eleverne videre i deres refleksioner, og deres dannelsesmæssige virkning må derfor forventes at være begrænset. Tredje afsnit af evalueringen Ikke uden min lærer? ser på betydningen af den struktur, de voksne står for på rejsen, og hvilken rolle de tre samværsformer det strukturerede samvær, det undervisende samvær og det vejledende samvær har spillet som facilitator for elevernes dannelsesprocesser. Det strukturerede samvær På Nepalrejsen tvinges eleverne gennem en række oplevelser og opgaver, som de ikke kan undsige sig fra, mens de samtidig får helt frie rammer til at løse de udfordringer, de møder. På den måde udgør rejsen en kombination af det tvungne og det frie, der er meget interessant i forhold til elevernes dannelse. I det øjeblik eleven har valgt at tage med til Nepal, kan der ikke vælges fra, og det tvang dem til at gennemføre en række 3

4 aktiviteter, der udfordrede dem og skubbede dem ud af deres sikkerhedszone, og derved skabte de grundlæggede dannelsesbetingelser. Samtidig oplevede eleverne usikkerheden af at skulle agere ubundet i fremmede sammenhænge, hvilket lærte dem at handle ansvarsfuldt og selvstændigt og myndiggjorde dem. Det var imidlertid ikke alle elever kunne udnytte disse dannelsesbetingelser, fordi de krævede et niveau af mod og selvtillid, som nogle elever ikke følte, de havde. For disse elever var udbyttet derfor større, når de fik klare rammer. Rejsens dannelsesvirkning var altså størst dér hvor hver enkelt elev, uafhængigt af mod, modenhed, eller selvsikkerhed blev skubbet til sin personlige grænse, og lige over, i kraft af de tvungne aktiviteter. Når eleven havde vished om, at de voksne stod bagved, hvis der blev brug for dem, men de ellers var usynlige, så fik de oplevelsen af at skabe deres egne rammer og tage ledelse. Det er det unikke ved rejsen, som ikke kan opleves i efterskolehverdagen, da det kun findes i det ekstraordinære, der ligger i, at man for en tid kan ophæve de regler, der normalvis gælder. Det undervisende samvær Det undervisende samvær var ikke udpræget på rejsen, og vi oplevede kun sjældent elever og lærere indgå i situationer, hvor det undervisende samvær blev taget i brug. Eleverne havde dog forud for rejsen modtaget undervisning i Nepals kultur, samfundsforhold og historie, men på grund af såvel gruppens størrelse som den begrænsede tid, der var afsat til undervisning, fandt størstedelen af eleverne sig gentagende gange uforstående overfor det de oplevede, fordi de ikke havde vidensgrundlaget til at fortolke oplevelsen. Det betød for flere af eleverne, at deres fortolkninger og holdningsdannelser, som de bl.a. kom til udtryk i deres Kathmanduprojekter, blev unuancerede eller skæve. Det vejledende samvær Det vejledende samværs primære virkning fandtes i kraft af dets implicitte tilstedeværelse. Eleverne søgte gennemgående ikke inter-generationel vejledning eller sparring i deres refleksioner, men indgik derimod i disse relationer med hinanden. Det var derfor vigtigt for elevernes dannelsesprocesser, at der var voksne til stede, hvis eleverne oplevede et behov for det, men at de ellers forblev i baggrunden og lod eleverne gennemleve deres refleksioner med hinanden, og på den måde forblive i myndiggørelsesprocessen. Fjerde og sidste afsnit evalueringen Rejseformens betydning præsenterer en kort komparativ analyse af relevansen af Nepalrejsens destination og form for elevernes dannelsesudbytte overfor de andre rejser, Ranum Efterskole har gennemført i januar 2012, til henholdsvis Ghana, Indien, Norge og USA. Afsnittet tager udgangspunkt i de spørgeskemaundersøgelser, som alle skolens elever deltog i. Ud af 250 mulige respondenter udfyldte 193 spørgeskemaet efter rejsen, og det er på det grundlag muligt at se følgende klare tendenser: De elever der var i Nepal, Indien og Ghana udtrykker at have haft en større dannelsesmæssig virkning end de, der var i USA og Norge, hvilket bl.a. kan ses på deres egen opfattelse af om rejsen har givet dem øget horisont, selvstændighed og ansvarlighed. På baggrund heraf er det nærliggende at udlede, at de lande, der repræsenterer den største kulturelle og samfundsmæssige fremmedhed også er de mest dannende. Samtidig indikerer spørgeskemaundersøgelserne at de elever, der rejste til USA og Norge i højere grad oplevede at rejsen lignede en ferie og i mindre grad oplevede at blive udfordret, og vi mener derfor, at en del af forklaringen på den forskel vi ser mellem rejserne også skal findes i dens form. Endelig viser spørgeskemaundersøgelsen, at de elever, der var i Ghana ikke i lige så høj grad som eleverne i Nepal og Indien følte, at rejsen præsenterede situationer, hvor de skulle opfører sig anderledes og mere modent end de gør hjemme i Danmark, men at de derimod i højre grad end de andre elever føler, at de har fået større forståelse for samfundet og kulturen i det land de besøgte. Eleverne rejste i Ghana mere samlet end på de andre rejser, hvilket ikke blot kan forklare forskellen i 4

5 spørgeskemaundersøgelsen, men også viser hvilken betydning det har for rejsernes dannelsesvirkning om eleverne er meget på egen hånd eller ej. På dette grundlag konkluderer vi derfor at såvel rejsens destination som form har stor indflydelse på dens dannelsesvirkning. Konklusion Evalueringen konkluderer at rejsen virkede dannende fordi den var struktureret således, at den var krævende for eleverne og stillede dem i situationer, som de ikke kunne unddrage sig fra, hvor de måtte agere selvstændigt, ansvarligt og sågar til tider være ledere. Samtidig blev eleverne konfronteret med en radikalt anderledes virkelighed, som de igennem personlige relationer og konkrete oplevelser blev inddraget i, og som derfor fik dem til reflektere over deres eget liv og den verden, de lever i. Denne konklusion udpindes i seks overordnede virkninger, der samlet set udgør de dannelsesmæssige påvirkninger, Nepalrejsen har haft på eleverne: 1. Ved at være tvunget til at handle på egen hånd i en række udfordrende og ukendte situationer opbyggedes elevernes selvstændighed, og evne til at navigere i kaos 2. Ved at skulle være ledere og problemløsere, oplevede eleverne at udleve en mere moden version af sig selv end de er vant til, hvilket opbyggede deres selvtillid, ansvarighed og selvværd. 3. Ved at opleve Nepal gennem følelser og sanser blev den virkelighed de befandt sig i vedkommende for dem, og de fik derfor større forståelse for globale samfundsforhold og fattigdom 4. Gennem interkulturelle møder udfordredes elevernes grundlæggende antagelser, hvilket gjorde dem opmærksomme på deres egne samfundsmæssige og kulturelle værdier, og øgede deres evne til refleksion og selvkritik 5. Gennem personlige relationer oplevede eleverne at sprede glæde og gøre sig forståelige på trods af barrierer, hvilket øgede deres interkulturelle kompetencer og selvværd. 6. I fraværet af det strukturerede samvær oplevede nogle elever rejsen som så usikker og udfordrende, at de reagerede ved at afskærme sig fra de oplevelser, der for de andre har virket dannende, og disse elever oplevede derfor i mindre grad en dannelsesmæssig virkning af rejsen. For yderligere information eller download af den fulde rapport, bilag og andre dele af undersøgelsen, se Ranum Efterskoles hjemmeside: eller kontakt Ranum Efterskole på info@ranumefterskole.dk 5