Prædiken til julesøndag 2012, Vor Frue Kirke, København. Af Stine Munch. I dag er det julesøndag og året er gammelt.

Transkript

1 Prædiken til julesøndag 2012, Vor Frue Kirke, København. Af Stine Munch I dag er det julesøndag og året er gammelt. Lige om lidt kommer et nyt susende. I historien i dag, møder vi i dag to ældgamle mennesker. Anna er 84, og selv om vi ikke får at vide, hvor gammel den retfærdige og fromme Simeon er, må vi regne med, at han er højt oppe i årene. Han skal nemlig snart dø: men ikke, før han har set Kristus. I dag handler det således om det, der er gammelt..og også det, der er langsomt..gud har ventet længe, mange, mange år med at lade sig åbenbare, og Simeon har ventet.. For tiden virker det som om mange kan få lyst til at vende tilbage til dengang, hvor verden ikke var af lave. Det er på mode, med det enkle liv, det langsomme liv, som synes at være lige med livet i gamle dage.. Måske er det det, medierne vil fortælle os, når de viser opskrifter på stenalderkost, bonderøvens landbrug eller nak og æd en krage eller en due eller noget andet; drømmen om dengang verden var mere enkel. Og så ved vi samtidig godt at det sikre liv ikke findes. Hverken i stenalderkost eller hos Morten Korch. Verden har altid været af lave eller sagt på anden vis, så har mennesket altid levet sit liv på kanten. På kanten af ruin, på kanten af sygdom, ja, på kanten af død ligefrem.

2 Det er vores livsvilkår at livet altid er truet. De gamle vikinger viste dette med Ask Yggdrasil, den store ask, livets træ, der stod midt i menneskenes billede af verden. Dets grene rakte sig langt op i himlen, og dets rødder strakte sig langt ned i jorden men nede i jorden gnavede ormene. Mere sikkert var ingenting. Ormene var der og en dag kunne de vigtigste årer til træets store kanalsystem være ødelagt, og livets træ kunne falde, besejret af det allermindste, som man ikke engang kunne se. Livet kan ikke sikres. Det kan måske nok forsikres, men det kommer der nødvendigvis ikke mere liv ud af. Og når livet ikke kan sikres, hvad er det så for et budskab vi skal hente frem? Det er det budskab, som vi hører af Kristus: at livet nok kan være bekymrende, men derfor skal bekymringerne ikke fylde det hele. Og de ord, er nok værd at tage med sig, her på tærsklen af det nye år... Ordene om ham som den gamle Simeon i dag kalder et lys for hedninger, kan vi høre her i kirken, året rundt... Og kirken er gammel og langsom. Der er nogle, der siger, at de ikke kan følge med i hvad der sker, når de er i kirke, men det kan jeg ikke rigtigt få til at passe, for her i kirken går alt så roligt. Man bevæger sig langsomt, ja det meste af tiden sidder man faktisk stille. Man snakker ikke ret højt, og

3 der er også af og til nogen der siger, at det hele er frygteligt gammeldags, og så mener de det som noget dårligt. Men det sker, at vi tager den slags udtalelser som komplimenter... Noget af det, der bestemt må være ældst i gudstjenesten, allermest gammelt og brugt, er Fadervor. Men Fadervor skal vi ikke re-formulere til noget smart i en fart... Og det ved vi fordi, bare det at ændre de to ord vorde og thi affødte en hel masse debat og der tales om at være med i vorde-klubben eller ikke at være det. Fadervor er befriende, netop fordi den ikke er vore egne ord, fordi ordene er formuleret for så længe siden og videregivet fra generation til generation op igennem historien. Og jeg frydede mig den anden aften, da jeg, alt for fortravlet ikke synes jeg kunne afse tid til at bede Fadervor med min yngste da han skulle i seng, og han så sagde: jamen, så gør jeg det bare selv.... Fadervor er ikke skrevet eller sagt med vores vilje bag. Vi skal ikke anstrenge os for at formulere, hvad vi vil bede om. Jeg har før i mit præsteliv siddet i rundkreds hvor man skiftedes til at bede højt - det kan faktisk meget let blive lidt af et præstationsræs. Det betyder ikke, at man ikke skal bede frit..det er bare anderledes med Fadervor. Bønnen er formuleret af Jesus, den dækker det hele. Her er et sted hvor vi faktisk har lov at slappe af, at hvile. Som Grundtvig siger i ét af sine mange digte: Og når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled sig ved Fadervor at bede. Nå, men Simeon og Anna er gamle og vise... Nu er det selvfølgelig ikke alle gamle, der med alderen også bliver vise, men det gjorde Simeon og Anna.

4 Jeg har fået filminstruktøren Zeffirellis Jesus-film til jul. I filmen er scenen med den gamle Simeon også med. Han sidder uden for templet. Hans øjne er næsten blinde og ser ud, som om de er rettet mod et fjernt punkt i horisonten. Som om de venter at se noget, der når som helst kan dukke op. Hele hans gamle, rynkede ansigt er afventende. Men pludselig ændrer hans udtryk sig til intens lytten. Han kan høre det lille Jesusbarn græde inde i templet, og straks ved han, at nu sker det, det, han har ventet på. Han rejser sig og går efter lyden - ind i det rum, hvor Josef står sammen med en præst, der netop har omskåret den lille dreng. Maria venter udenfor, men står og kigger ind i rummet, og derfor ser hun også den gamle mand, der baner sig vej hen til barnet. Han står et øjeblik helt stille. Så breder han armene ud, lukker øjnene og siger: "Nu lader du din tjener gå bort med fred, Herre, som du har sagt. For mine øjne har set din frelse. Og lige i dette øjeblik vender den præst, der har foretaget omskærelsen, ansigtet væk fra Simeon og hen mod Josef, og med himmelvendte øjne ryster han på hovedet, som om han ville sige: "Tag dig ikke af det gamle fjols. For fornuften og de kolde hjerter tager det sig da også underligt ubehjælpsomt ud, at Simeon tager barnet i sine arme og giver sig til at tale om den frelse, han nu har set. Han, som næsten ikke kan se noget som helst, står der og lovpriser et lillebitte barn og kalder barnet for sin frelser. Ja, hvis det er forstanden, der hører efter, forekommer Simeon enten temmelig naiv eller temmelig senil. Ikke ved sine fulde fem. Men Simeon ved bedre. Han anede ikke, at det var et lille barn, han ventede på: men i samme øjeblik han hørte barnets gråd, vidste han, at det var den Messias, der skulle komme. Også den gamle Anna var så fyldt af guddommeligt nærvær og menneskelig visdom, at hun uden at blinke kunne udpege dette barn som Jerusalems forløser, verdens frelser.

5 Nu kunne de begge død med fred. Og mere mærkeligt er det jo så heller ikke. Flere af os har sikkert oplevet at være til stede ved et dødsleje, hvor den døende ikke kunne give slip på livet, før vedkommende havde fået sagt farvel til dem, der skulle siges farvel til. Ja, man kan opleve, at den døende ikke dør, før en søn eller datter, der kommer langvejs fra, er nået frem. Til gengæld kan man så også opleve, at den nære pårørende næsten er nødt til med ord at lade den døende forstå, at nu må han gerne give slip - på sig selv og alt det, der binder ham til livet. Så kan den døende ånde lettet op - og ånde ud. Simeon kan også ånde lettet op, da han står med barn Jesus i sine arme. Det er selveste Guds frelse, Guds befrielse. Den Gud, han har længtes efter, den tilgivelse, han har håbet på, den kærlighed, han har troet på, men dog ikke været sikker på.. Nu ser han, at han ikke har levet forgæves hele sit lange liv. Hans håb har ikke været forgæves, livet er ikke bare gået ham forbi. Nu ser han lige ind i ansigtet på Guds uudgrundelige visdom. Møllehave omtaler et sted en ret god fortalelse. En fortalelse, som faktisk gav ham titlen på een af hans bøger: "Skuffelser, der ikke gik i opfyldelse". Et menneske havde sagt om en fælles bekendt: "Du må tage lidt hensyn til ham, for han har haft så mange skuffelser, der ikke gik i opfyldelse." Det var dog lykkeligt, tænkte Johannes Møllehave. Intet kan vel være bedre end en skuffelse, der ikke går i opfyldelse. Og det samme må vi sige om Simeon. Hans liv kunne være blevet en skuffelse - hvis ikke Gud havde været ham nær med sit løfte, og hvis ikke Gud havde givet ham visdom og langmodighed til at vente. Men Gud var Simeon nær. Hans livs ønske og håb gik i

6 opfyldelse. Man hører jubelen i hans ord. "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. Simeon har turdet sætte sin lid til sandheden. Anna tør profetere om den, for det er Gud selv, der lægger hende ordene i munden. Mens Josef og Maria ganske mister mælet over alt det, de hører om deres barn, taler de to gamle uafbrudt. De har visdommen, de er værd at lægge ører til. Og Maria hører også efter - selv, da Simeon siger til hende, at et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl. Ja - for engang skal Maria lide den dybe smerte at stå og se sin søn dø på korset. Simeon bærer barnet i sine arme: men han ved, at det er dette barn, der bærer ham. Det er sandheden. Det er budskabet i julens store historie i dag. Det vil altid være en kamp på liv og død. Til fald eller til oprejsning. For eller imod. Vi vil måske helst lulles ind i noget helt andet, vi vil i hvert fald gerne tro, at julens historie i kirken kun er fred og englesang. Men julen gør alt for at tage glimmer-glitter-glansbillede-julen fra os. Freden og englesangen ligger der ganske vist som en undertone hele kirkeåret igennem. Men det er Guds fred, det drejer sig om, ikke en hygge-nygge-pusse-nusse-fred vi selv skaber. Både fordi vi har svært ved at tage imod og fastholde freden, og fordi livet er så hårdt og ubarmhjertigt. Guds fred blev os forkyndt Juleaften og Juledag. 2. Juledag hørte vi om, at livet også er mørke, livet er også alt det, der gør ondt. Evangeliet har aldrig lagt skjul på, at livet kan være en smertefuld affære.

7 Og i dag - Julesøndag - får vi at høre, at det er enten-eller. Som Simeon siger: Dette barn er bestemt til fald og oprejsning, og til at være et tegn, som modsiges. Enten afviser vi Gud - eller også tør vi forlade os på Ham, stole på ham i liv og død. Og så er det ikke mere os, der bærer det lille barn. Så er det det lille barn, der bærer os. Halleluja og Amen.