UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 4/DECEMBER Polar fronten LØSSA LGSPRIS 25. Store oliereserver i Nordøstgrønland læs side 4

Transkript

1 LØSSA LGSPRIS 25 UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 4/DECEMBER 2000 Polar fronten Store oliereserver i Nordøstgrønland læs side 4

2 Dansk Polarcenter er en institution under Forskningsministeriet og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Internet: Udkommer 4 gange årligt Oplag: 5200 Deadline for bidrag til næste nummer: 9. februar Abonnement er gratis og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Morten Meldgaard Ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Kirsten Caning Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Irene Seiten, layout, DJ Henning Thing Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: GEUS: Geologisk kortlægning i Nordøstgrønland Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse. Indhold Minik i Hollywood Et skotsk filmselskab er gået i gang med at filmatisere historien om Minik Olie under Nordøstgrønlands havis Nordøstgrønland er udpeget til at være et af de områder, hvor fremtidens olie skal findes Vindue til fortiden To unge forskere på jagt efter DNA-rester i bl.a. den grønlandske is Fra en foranderlig verden i balance Et par smagsprøver på den virkelighedsopfattelse, man møder i de eskimoiske myter Flodbølge og brændende fjelde En naturkatastrofe skabte ravage i Disko Bugten Forskerspirer i felten Et kursus på Disko i Vestgrønland bragte grønlandske unge tæt på forskernes daglige arbejde I snescooterens slipstrøm Slædehunden er langsomt ved at miste sin rolle i forbindelse med fangst og fiskeri Skeletterne i skabet En højst usædvanlig historie om seks polareskimoer, som Robert Peary i 1897 bragte til New York Kajakmanden i Holland En udleveringssag om en udstoppet eskimo i en kajak har skabt diplomatiske forviklinger Kommentar Et spørgsmål om respekt Overlevelse på Indlandsisen Videnskabeligt arbejde i polarområderne kan være en logistisk udfordring Geologer på stormfulde højder Efterladt i ødemarken uden mad, penge, billetter og pas

3 Minik i Hollywood Et skotsk filmselskab er gået i gang med at filmatisere historien om Minik. Forlægget er en dansk, videnskabelig bog, og en stor del af filmen optages i Grønland. Af Poul-Erik Philbert Nu får den dramatiske historie om Minik, som i 1897 sammen med fem andre polareskimoer blev ført til New York af Robert Peary, ikke lov til at ligge længere. Et skotsk filmselskab, A 1, har besluttet at filmatisere historien om drengen fra det nordligste Grønland, der levede sine drenge- og ungdomsår i New York, og som efter nogle år i Nordgrønland vendte tilbage til USA, hvor han i 1918 døde som et rodløst menneske splittet mellem to kulturer (se artiklen s. 12). Der er produceren Iain Smith, kendt fra bl.a. film som Syv år i Tibet, Killing Fields og Det 5. element, der har gravet den gamle historie frem. Manuskriptet, som er skrevet af Norman Stone, ligger klart, og man forventer, at optagelserne går i gang i løbet af foråret. Rollerne er Stig Thornsohn er medproducent på filmen. endnu ikke besat, men ifølge Stig Thornsohn, som er medproducer og konsulent på filmen, bliver det med stor sikkerhed med en amerikansk skuespiller fra top- 10-listen i hovedrollen. Dansk bog som forlæg Forlægget til filmen er museumsinspektør Rolf Gilbergs bog Mennesket Minik, som ikke alene indeholder en uhyre veldokumenteret gennemgang af Miniks liv, men også giver en spændende og levende beskrivelse af hans kamp for at finde sin etniske identitet. Bogen er i løbet af det sidste års tid blevet oversat i store træk, og både Rolf Gilberg og Stig Thornsohn har fungeret som konsulenter i forbindelse med manuskriptskrivningen. Folkene bag filmen har valgt at fortælle den elementært spændende historie om Minik ud fra Rolf Gilbergs vinkel om kultursplittelsen og bruger foreløbig arbejdstitlen Soul Hunter. Optagelser i Grønland Oprindeligt havde Iain Smith planer om at optage filmen i Nordcanada. Stig Thornsohn opponerede stærkt imod løsningen: - Hvis I gør det, stjæler I Miniks sjæl for anden gang, lød hans argument. En tur til Grønland fik overbevist Iain Smith om, at det også praktisk og økonomisk var realistisk at gennemføre optagelserne her - oven i købet i en storslået kulisse. Omkring en tredjedel af filmen vil derfor blive optaget på locations ved Nuuk-fjorden og omkring Ilulissat. Og som et kuriosum bliver nogle af havnescenerne fra New York optaget i området omkring Holmen i København, ikke mindst fordi det gør det muligt at bruge autentiske sejlskibe. Den videnskabelige Minik I stedet for den traditionelle Film bag filmen planlægger man at producere en parallel film, som skal give et dokumentarisk korrektiv til spillefilmen. Det bliver Stig Thornsohn, som bliver ansvarlig for dokumentarfilmen, der kommer til at bestå af klip fra spillefilmen suppleret med andet materiale og skal give den mere videnskabeligt korrekte beretning om Minik. I dokumentarfilmen bliver der også indlagt to følgehistorier bygget over grønlandske myter, som handler om kulturer, der støder sammen. Det bliver lavet i samarbejde med Rasmus Lyberth og det tidligere Tukak-teater. Iain Smith og Norman Stone på research i Grønland, hvor en stor del af filmen om Minik skal optages. Foto: Stig Thornsohn 3 Polarfronten 4 / 00

4 Olie under Nordøstgrønlands havis Efter en grundig gennemgang af den eksisterende litteratur og de tilgængelige data om Nordøstgrønland vurderer USGSfolkene, at der gemmer sig 47 mia. tønder olie offshore i Nordøstgrønland. Det svarer i grove træk til det dobbelte af de påviste, tilbageværende oliereserver i Nordsøen. Foto: GEUS U. S. Geological Survey har udpeget Nordøstgrønland til at være et af de områder i verden, hvor fremtidens oliereserver skal findes. Beregninger viser, at der kan gemme sig forekomster, der er dobbelt så store som de kendte reserver i Nordsøen. Oliegeologerne i GEUS maner til besindighed. Af Poul-Erik Philbert Kun de færreste forestiller sig i dag, at olieselskaberne om nogle år vil investere gigantiske summer i at transportere deres boregrej til det ufremkommelige og øde Nordøstgrønland og begynde at hente olie op fra de isdækkede havområder ud for 79-fjordsgletscheren. Men det har U.S. Geological Survey vendt op og ned på, efter at de har peget på Nordøstgrønland som et af de steder, hvor fremtidens olieproduktion kan komme til at ligge. Olie en masse Den overraskende forudsigelse står sort på hvidt i rapporten World Petroleum Assessment 2000, hvor USGS giver sit bud på, hvordan verdens olieforsyning ser ud de kommende 30 år. Og skal man tro de amerikanske oliegeologer, er der ingen forsyningsmæssige problemer i horisonten. Tværtimod regulerer de deres hidtidige skøn op med 20% til i alt 649 mia. tønder. Det forudsætter iflg. de amerikanske geologer, at en række nye, potentielle olieområder kan udvikles og inddrages i produktionen, bl.a. fordi den teknologiske udvikling i fremtiden vil gøre nye felter rentable. I den forbindelse bliver Nordøstgrønland for første gang omtalt, ikke alene som et af fremtidens, nye potentielle olieområder, men som et af de største overhovedet, kun overgået af de forventede ikke-kendte oliereserver i Mellemøsten. Samme oprindelse Nordøstgrønland har i mange år tiltrukket sig oliegeologernes interesse. Forklaringen er, at de geologiske strukturer i havområderne ud for Nordøstgrønland har samme oprindelse som områderne med de olieførende lag i Nordsøen og langs Norges vestkyst. Oprindelig hang de to områder sammen, men i starten af Tertiærtiden for 55 mio. år siden førte strækninger til, at jordskorpen gik i stykker, og det nordamerikanske kontinent sammen med Grønland pga. kontinentaldriften begyndte at bevæge sig væk fra det europæiske (se figuren). I dag er der 1500 kilometer mellem de to sokler, men den fælles geologi har selvfølgelig fået forskere og olieselskaber - nu senest oliegeologerne i USGS - til at arbejde med en hypotese om, at der også må gemme sig store olieressourcer i sokkelområdet øst for Grønland. Nordøstgrønland har også været specielt interessant for geologerne, fordi der langs kysten findes mange hundrede meter høje kystfjelde med blottede, hævede bjergarter, som er identiske med de strukturer, som findes under havisen og i Nordsøen (se figuren). Det har givet en nem og billig adgang til at supplere de seismiske undersøgelser med boringer på landjorden og har tiltrukket geologer, som har brugt Grønland til analoge studier i deres jagt efter olie i Nordsøen og under Barentsshelfen. Måske for sent GEUS (Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelse) har allerede haft be- 4 Polarfronten 4 / 00

5 søg af en repræsentant fra USGS, som har fremlagt og diskuteret rapporten med danske oliegeologer. Vicedirektør Kai Sørensen og statsgeolog Flemming Getreuer Christiansen fra GEUS er enige med USGS grundlæggende vurderinger, men har også forbehold. - Forudsigelserne om olieforekomsterne i Nordøstgrønland hviler på et solidt, fagligt forarbejde, siger Flemming G. Christiansen, men de amerikanske geologer har ikke haft adgang til fortrolige data som f.eks. olieselskabernes seismiske data fra KANUMAS-projektet i første halvdel af 90 erne. Flemming G. Christiansen advarer også mod fristelsen til at drage den forhastede slutning, at når der er olie i Nordsøen, så må der også være det i den nordgrønlandske sokkel, som består af de samme geologiske strukturer. - Forskellen er, at der ikke er sket den samme landhævning i Nordsøen som i Nordøstgrønland. Under en hævning er der nemlig fare for, at gassen presser olielommerne ned under lukningen på strukturerne, så olien siver ud i omkringliggende lag og evt. op til havoverfladen. Hvis det er sket, risikerer vi, at der måske har været store oliemængder, men at vi er kommet for sent. at vi får gennemført nogle boringer ned i havbunden, som mere konkret kan vise, hvad der gemmer sig. Der bliver tale om meget omkostningskrævende boringer, fordi det er nødvendigt med assistance fra specialudstyrede isbrydere. Men der ligger måske en genvej via de nye Tobias Øer, som for et par år siden blev opdaget 80 kilometer øst for 79-gletscheren. - Tobias Øer er ikke i første omgang interessante, fordi vi forestiller os, at man kan placere en olieboreplatform oven på dem. Men hvis vi kan opstille vores mere simple boreudstyr, kan det vise sig at være en nem måde at få foretaget boreprøver, som kan give uvurderlig ny viden om de geologiske strukturer i den østgrønlandske sokkel, siger Kai Sørensen. De logistiske vanskeligheder i området blev denne sommer imidlertid endnu engang sat i relief, da inspektionsskibet Vædderen på grund af issituationen og dårligt vejr måtte opgive et forsøg på at nå frem til øerne. GEUS mangler derfor Vest 79-fjordsgletscheren Station Nord Tobias Øer stadig de nødvendige informationer, som kan fortælle, om det i fremtiden vil være muligt at bruge øerne som udgangpunkt for kommende boringer. Kontakt: Flemming Getreuer Christiansen, GEUS, tlf , fgc.geus.dk Øst Fast grund under fødderne De nye beregninger fra USGS betyder ikke, at GEUS de nærmeste år vil kaste mange nye ressourcer ind i oliekortlægningen i Nordøstgrønland. Vestgrønland vil - også efter den tørre boring i Fyllaområdet denne sommer - være det højest prioriterede område, lyder det fra GEUS vicedirektør Kai Sørensen. - En udnyttelse af eventuelle olieforekomster i Nordøstgrønland må ligge nogle år ud i fremtiden, ikke mindst fordi det kræver en teknologisk udvikling, som gør det muligt at hente olien op fra store, isdækkede havdybder, siger Kai Sørensen. Men der er ikke tvivl om, at en forudsætning for en fremtidig udnyttelse er, Østgrønlands kontinental sokkel Østgrønland Atlanterhavet Norsk kontinental sokkel Norge De geologiske strukturer ud for Nordøstgrønland og i Nordsøen har samme oprindelse (øverste billede), og det har givet begrundet håb om, at der gemmer sig olie under den grønlandske havis. I starten af Tertiærtiden for 55 mio. år siden gik jordskorpen i stykker, og kontinentaldriften fik det amerikanske og det europæiske kontinent til at bevæge sig bort fra hinanden (midterste billede). I dag er der 1500 kilometer mellem de to sokler, som adskilles af Atlanterhavet, der består af vulkansk materiale. På den grønlandske side er der sket en landhævning, som har blottet flere hundrede meter høje fjelde med samme struktur som havbunden (nederste billede). Grafik: GEUS 5 Polarfronten 4 / 00

6 Vindue til fortiden To unge forskere er gået på jagt efter årtusind gamle DNA-rester i bl.a. den grønlandske is. Det kan give ny viden om tidligere tiders plante- og dyreliv. Af Henning Thing - Lad det være sagt med det samme: Mammutten er død og vil aldrig blive levende igen! Det vil være komplet umuligt at finde intakte arveanlæg i selv det mest velbevarede eksemplar. Ordene kommer fra de to unge forskere Anders J. Hansen og Eske Willerslev, som ved Københavns Universitets Zoologisk Institut har kastet sig over studiet af gammelt DNA i is og permafrossen jord fra arktiske og antarktiske egne. Dybfrosne arveanlæg Med VELUX Fonden af 1981 som sponsor er forskerparret i fuld gang med at finde og identificere resterne af tidligere organismers arveanlæg, som de findes i årtusind gamle islag fra bl.a. gletschere i Nordgrønland, Nordcanada og i årmillioner gamle jordlag fra Sibirien og Antarktis. Mikroskopiske dele af planter og dyr kan med vindene føres over store afstande, og havner disse fragmenter f.eks. på Grønlands indlandsis, vil denne store dybfryser give fine betingelser for langtidsopbevaring af datidens organismers genetiske varemærke: DNA. At arbejde med DNA i is og jord kræver meget specielle metoder og en fuldstændig steril håndtering af prøverne i laboratoriet. Hansen og Willerslev øvede sig i den første vinter på is hentet fra søen i den nærliggende Fælledparken. Da teknikken var på plads, gik de i gang med at finde genetiske fingeraftryk i borekerner fra verdens nordligste iskappe, Hans Tausen, i Nordgrønland. Kun 100 meter fra DNA-laboratoriet ligger de europæiske isboringsprogrammers store iskernelager med imponerende mængder af boreprøver fra Grønland, så det er nemt at effektuere det lokale samarbejde mellem DNA- og isforskerne på Niels Bohr Instituttet. Et eksklusivt forskningsområde Det er lykkedes for Hansen og Willerslev i 6000 år gammel is fra Nordgrønland at finde uhyre små fragmenter af DNA, som kan henføre en bestemt organisme til orden eller familie. Man kan altså - udover viden om klimaet i en given forhistorisk periode - nu også få et indtryk af, hvilke organismer, der levede på og omkring isen. Det er indtil videre mest DNA fra små, encellede alger, protister og svampe samt nogle få højere planter, der er blevet identificeret, men forskerne forventer snart at finde rester fra en del andre typer af organismer. Den danske DNA-duo er med helt fremme på forskningens frontlinie. I hele verden er kun en håndfuld videnskabsfolk i gang med tilsvarende forskning. Der er et stort behov for at vide, hvorledes DNA nedbrydes og henfalder efter en organismes død. Hvordan sker processen i dybfrossen tilstand? Hvad sker der i DNA et hos bl.a. arktiske dyr, som gennem lange perioder henligger i en livløs dvaletilstand (kaldet kryptobiose ) uden målbart stofskifte? Kan man forvente at genoplive sådanne organismer fra isborekernerne? Forskerne vil aldrig blive i stand til at rekonstruere mammutten ud fra DNA-materialet fra dybfrosne mammutfund. Så vi må nøjes med f.eks. mammutungen Dima, som kan ses på et specielt mammutmuseum i Skt. Petersborg. Forskernes omhyggelige og tidskrævende laboratoriearbejde vil give svarene, og her kan polaregnenes frosne klima igen hjælpe videnskaben. Det står dog allerede nu klart for Hansen og Willerslev, at der selv i de friskeste, dybfrosne mammutter fra Sibirien ikke vil kunne findes andet end stærkt nedbrudt DNAmateriale, der aldrig vil kunne anvendes til noget i retning af en genetisk rekonstruktion af dyrearten. En DNA-sjus I den kommende sommer drager Anders J. Hansen og Eske Willerslev op til Kangerlussuaq for - ved Indlandsisens rand - selv at hjemtage nogle store isblokke med forhåbentlig mange spændende rester af generne fra fortidens flora og fauna. Næste gang man har et glas whisky med indlandsisklumper inden for rækkevidde, kan man jo fundere over, hvilke gamle arters genmateriale, man får sluppet løs i glasset. Kontakt: Anders J Hansen og Eske Willerslev, Zoologisk Institut, KU, tlf , ajhansen@zi.ku.dk Foto: Staffan Widstrand 6 Polarfronten 4 / 00

7 Fra en foranderlig verden i balance Under sine specialestudier på Institut for Eskimologi har religionshistorikeren Marja Ulfsdotter studeret det verdensbillede, som findes i de eskimoiske myter. Her giver hun et par smagsprøver på en virkelighedsopfattelse, som adskiller sig radikalt fra vores. Af Marja Ulfsdotter For nogle år siden mødtes en gruppe lokale jægere og nogle biologer i Igloolik i Canada. De skulle sammen prøve at finde ud af, hvorfor antallet af isbjørne var faldet. Isbjørne er intelligente dyr og kan kun jages, når de selv vil, forklarede en af jægerne. Det havde han selv oplevet, da han havde fulgt et bjørnespor, som pludseligt stoppede ved et stort isbjerg. Bjørnen havde tydeligvis forvandlet sig selv til et isbjerg, fordi den ikke ville jages. - Tror I mig ikke, ved I ikke noget om isbjørne, sagde jægeren til biologerne, da de morede sig over hans forklaring. Fotos: Magnus Elander En spørgsmål om balance Eksemplet viser, at det verdensbillede, som vi finder i de eskimoiske myter, stadig lever sit fragmentariske liv blandt nutidens oprindelige folk, og at det er en verden, som styres af helt andre kræfter end dem, vi er fortrolige med i vores kultur. I de eskimoiske myter er det solen og månen, som sætter gang i Jordens årstider. En meget udbredt myte fortæller, at solen og månen engang var almindelige mennesker, men at bror Måne blev så betaget af sin søster Sol, at hun blev nødt til at flygte op i himlen for at undgå hans utilbørlige kærlighed. Helt frem til i dag følger han efter hende på himmelhvælvet. Med i denne myte er de grundlæggende modsætninger i det eskimoiske verdensbillede: mand og kvinde, vinter og sommer, nat og dag. Mange forskere mener, at de eskimoiske folk tidligere havde en cyklisk tidsopfattelse. Begivenhederne gentager sig igen og igen. Det er derfor svært at finde kronologi og logik i de myter, som beretter om, hvordan væsner og fænomener kom til verden. I en canadisk fortælling berettes det for eksempel, at en kvinde for længe siden skabte verdens første rensdyr - af sine egne rensdyrseler. Men den eskimoiske verdensopfattelse er ikke altid uforanderlig. Jordskiven, som i ældre myter ofte hviler på stolper i havet eller direkte på havets overflade, er under normale omstændigheder i balance. Men det kræver, at menneskene er kloge nok til at forlade deres jordiske eksistens, når de bliver gamle. Sådan har det været, siden en kvinde i tidernes morgen ønskede, at mennesker skulle dø, for at deres vægt ikke skulle få jordskiven til at vippe rundt. Man må følge mange andre livsregler. Ellers kan sneskred begrave bopladserne, fangerne i kajakkerne omkomme i det stormfulde hav og husene skylles i havet af en voldsom stormflod. Så kan verdensordenen, sila, komme i ubalance. Isbjørnens ønske En anden afgørende forudsætning for at overleve i Arktis er, at der er tilstrækkeligt med fangstdyr. I ældre myter er det havets moder og månemanden, som ud fra menneskets adfærd regulerer antallet af fangstdyr. Men mennesker og fangstdyr har en gensidig forståelse for hinanden og er bevidste om hinandens behov. Fangstdyrene er intelligente og har deres helt egen vilje. En jæger må derfor vise respekt for et dyr, når det vælger at nærme sig, ved at dræbe det. På den måde sikrer jægeren tilgangen af fangstdyr for kommende generationer. Og så er vi tilbage ved vores undrende biologer, som med nøjagtigt samme formål besøger Arktis og foreslår kvoter på udryddelsestruede dyr og opfordrer jægerne til ikke at dræbe de dyr, som de træffer. Her mødes to meget modstridende verdensopfattelser. De eskimoiske myter kan sikkert ikke overbevise biologer, men er et tilbud til os om at liste en dør på klem til en verden, som selv i dag adskiller sig fra vores egen. Og måske kan de dermed hjælpe os med ikke stædigt at overføre vores rationelle tankegang til isbjørne, som efter eget valg og ønske forvandler sig til et isbjerg. 7 Polarfronten 4 / 00

8 Foto: Jan Ø. Jacobsen Flodbølge og brændende fjelde Tirsdag den 21. november kl. tre om eftermiddagen åndede alt fred og idyl i bygden Saqqaq i den nordlige del af Disko Bugten. Et par fangere var netop kommet i havn med jollen fuld af hellefisk, og folk stod og snakkede foran butikken på havnen. En time senere havde en naturkatastrofe skabt totalt kaos. I den nu nedlagte mineby Qullissat på nordkysten af øen Disko nåede den ca. 15 meter høje bølge 150 meter ind i land. Ødelæggelserne var meget store, og mange huse blev skyllet i havet. Af Morten Rasch Længere mod nordvest på halvøen Nuussuaq, ved fjeldet Paatuut, 40 kilometer fra Saqqaq, var stilheden allerede blevet brudt. Et stort stenskred var på vej ned over fjeldsiden fra ca meters højde. Mudder, sten og blokke væltede ud i vandet og dannede i løbet af den næste halve time en halvø, som stak ca. 300 meter ud fra kystlinien. Efterhånden som lavinen væltede ud i havet dannedes meget store bølger. Det var disse bølger, som kl. 15:50 forstyrrede roen i Saqqaq. Foto Christoffer Schander Store ødelæggelser Fangeren Henrik Lund Andersen fra Saqqaq fortæller: - Bølgerne kom i grupper af tre til fire med et par minutters mellemrum. De var tre til seks meter høje og væltede ind over stranden og de lavestliggende dele af bygden. Alt var kaos. Lænkehunde tæt på stranden lå pludselig under vand. Joller og speedbåde blev kastet op på land og slået til pindebrænde. Det hele varede ca. tre kvarter. Herefter kunne vi konstatere, at ca. 10 både var havareret, men at ingen mennesker eller hunde var kommet alvorligt til skade. Saqqaq slap ligesom nabobygden Qeqertaq nådigt fra flodbølgen. I den nedlagte mineby Qullissat på nordkysten af øen Disko var de materielle skader meget større. Her skyllede en 15 meter høj flodbølge ind over stranden og videre 150 meter ind over land. Alle huse, som stod i vejen, blev skyllet bort, og på havnen væltede en stor kran i havet. Heldigvis var der ingen mennesker i byen. Skredet foregik gennem to slugter og stoppede først, da det var nået ca. 300 meter ud i havet, hvor det står som en 15 meter høj klint. Politiet i Ilulissat fløj med helikopter over byen dagen efter, og ifølge politiassistent Jan Jacobsen ville flodbølgen helt sikkert have kostet menneskeliv, hvis Qullissat stadig havde været beboet. En tilsvarende, men meget mindre flodbølge, kostede i 1953 tre menneskeliv. Politiet besøgte også med helikopter Paatuut-fjeldet. Jan Jacobsen beretter: - Vi kunne ved hjælp af helikopterens højdemåler konstatere, at skredet var startet i 1300 meters højde, og flodbølgens højde ved Paatuut var tydeligt markeret, da alt sne var vasket bort på de nederste 50 meter af fjeldsiden. Fjeldet brænder Der har været meldinger om røgudvikling fra fjeldet, bl.a. fra Arktisk Stations videnskabelige leder Christoffer Schander, som besøgte stedet en uge efter skredet. Han fortæller: - Da vi kom, var der ingen røg, men i løbet af de to timer, vi opholdt os ved Paatuut, opstod der egentlig røgudvikling. I området omkring skredet føltes luften varmere end den omgivende luft. Disse observationer vækker interesse i forskerkredse, da der tidligere og senest i 1968 har været brand i kullag i fjeldene på Nuussuaq. Når fjeldene kan brænde, skyldes det, at kullagene indeholder en krudtlignende blanding af svovl og fosfor, som antændes ved relativt lave temperaturer. I visse tilfælde kan det antænde kullet og starte en brand, som kan vare i flere årtier. Mere om katastrofen på Dansk Polarcenters hjemmeside. ( 8 Polarfronten 4 / 00

9 Forskerspirer i felten Et kursus på Disko i Vestgrønland bragte 20 grønlandske gymnasieelever og studerende tæt på forskernes daglige arbejde. Initiativet er et blandt mange, som skal øge interessen i Grønland for den naturvidenskabelige forskning. Af Morten Rasch Foto: Morten Rasch/ Polar Photos - I starten jeg studerede i Danmark, savnede jeg Grønland meget. Jeg manglede min familie, mine venner, naturen og roen. Oven i alt det, var det svært at starte på en uddannelse: man skal købe mange dyre bøger, man skal lære at læse svær teori på engelsk osv. Jeg havde tit lyst til at give op og tage hjem til Grønland igen, men efter efterårsferien faldt der mere ro over det hele, og i dag er jeg sikker på, at det var det helt rigtige for mig at begynde at læse i Danmark. Sådan fortalte en af de lidt ældre studerende på Forforskerskolen på Disko i september til sine yngre medstuderende, som endnu ikke var startet på en uddannelse. Der blev lyttet opmærksomt, for når man er grønlænder, handler det at starte på en videregående uddannelse ikke blot om faglig interesse, men også om at rejse meget langt væk hjemmefra. En hård uge Foredraget var afslutningen på en uges intensivt kursus i naturvidenskab på forforskerskolen på Disko i Vestgrønland. Otte lærere fra Nuuk og København og 20 studerende fra hele Grønland havde pakket kufferterne for at mødes på Arktisk Station til en uge, hvor de skulle arbejde med så forskellige emner som Grønlands geologi og landskaber, pattedyr og det faglige grundlag for fangstkvoter, miljøeffekter af mineralefterforskning, nutidens og fortidens insekter i Grønland og søernes betydning for det arktiske økosystem. En stor mundfuld at komme igennem på så kort tid. Undervisningen var tilrettelagt med forelæsninger om formiddagen, ekskursioner om eftermiddagen, praktiske øvelser først på aftenen og igen forelæsninger sidst på aftenen. På trods af det hårde program var de studerendes engagement stort hele ugen igennem, og ved den afsluttende evaluering var der ingen, som beklagede sig. Stemningen blev tværtimod ramt meget godt af en af deltagerne, som sagde: - Det har været hårdt, men det er samtidig første gang, at vi har stiftet bekendtskab med naturfag med udgangspunkt i vores eget land. Bred opbakning Forforskerskolen er finansieret af Forskningsstyrelsen og er et af flere initiativer, som handler om at øge naturvidenskab i Grønland. I 1998 afholdt Det naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet et forskerkursus i Grønland, på Byggeog Anlægsskolen i Sisimiut er der i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet etableret et Center for Arktisk Teknologi, og ved Zackenberg Station i Nordøstgrønland har der siden 1998 været uddelt to stipendier hvert år til grønlandske studerende til en måneds ophold ved stationen. Der er stor politisk vilje til at styrke den naturvidenskabelige viden i Grønland, og de mange initiativer viser, at også de højere læreranstalter er indstillet på at tage deres del af slæbet. Bag Forforskerskolen står Københavns Universitet, Naturinstituttet i Nuuk og GEUS. Seniorforsker Naja Mikkelsen, GEUS, siger: - Hvis Danmark og Grønland sammen vil fremme kompetenceopbygningen i Grønland, må vi øge den faglige interesse blandt de unge i Grønland. Men samtidig må vi gøre det så let som overhovedet muligt for de grønlandske studerende at starte på en videregående uddannelse i Danmark langt hjemmefra. Begge dele kræver et ærligt engagement fra forskere og undervisere på de højere læreranstalter i Danmark. Naja Mikkelsen oplyser også, at det på lidt længere sigt er planen at udvide initiativerne med en forskerskole på kandidat- og ph.d.-niveau. Kontakt: Naja Mikkelsen, GEUS, tlf , nm@geus.dk og Klaus Nygaard, Naturinstituttet, tlf , nygaard@natur.gl 9 Polarfronten 4 / 00

10 Grønland har i dag den største og mest levende brugshundekultur i verden. Men vi mangler bl.a. viden om hundebestandens størrelse for at kunne vurdere, hvordan bestanden udvikler sig i fangerdistrikterne. Foto: Charlotte Haslund-Christensen I snescooterens slipstrøm Af Morten Meldgaard Den grønlandske slædehund er langsomt ved at miste sin rolle i forbindelse med fangst og fiskeri. Dermed er en tusindårig tradition ved at forsvinde ud af den grønlandske kultur. Det betyder et sporskifte i brugen af hunden. Der bliver stadig færre slædehunde i Upernavik distrikt, og snescooteren spiller en stadig større rolle i den daglige økonomi, vurderer embedsdyrlæge Ken Leisner, Ilulissat. De officielle tal lyder på 1500 hunde i Upernavik, men Leisners eget forsigtige skøn er, at der maksimalt er 850 hunde tilbage i byen, måske kun 500. Leisner er også bekymret for hundenes fodringstilstand, som ikke synes så god som tidligere. Konkurrence fra snescooteren Det er tankevækkende, at hunden, der gennem årtusinder har spillet så stor en rolle i fangst og fiskeri, er på tilbagetog i et af de mest aktive fangerdistrikter i Grønland. Forklaringen er, at snescooteren langsomt er ved at udkonkurrere slædehunden i mange områder. I områder som f.eks. Kullorsuaq nord for Upernavik, hvor mulighederne for at bruge snescooter ikke er så gode, er bestanden af slædehunde derimod stabil. Meget tyder således på, at der er tale om en generel tendens, og ikke blot en midlertidig bølgedal. Desværre findes der ikke i dag pålidelige tal for hundeholdet, men Leisner regner med snart at få friske tal bl.a. fra Upernavik og Ilulissat, så man bedre kan vurdere udviklingen. Heldigvis betyder turisme, konkurrencekørsel og en bevidst politik, der begrænser snescooterens udbredelse, at der er en god fremtid for hund og slæde. Men i fanger- og fiskererhvervet er et sporskifte tilsyneladende på vej. Et specialiseret trækdyr Slædehunden kom til Grønland for 4500 år siden. Sammen med de første inuit, Saqqaq-folket, vandrede den fra Beringsstrædet over de canadiske, arktiske øer til Grønland. Nogle sikre vidnesbyrd om 10 Polarfronten 4 / 00

11 slædekørsel i form af seletøj mv. kendes endnu ikke fra Saqqaq-kulturen. Men fra knoglefund i de gamle bopladsmøddinger ved vi, at hunden indgik i den daglige økonomi, idet snitspor på knoglerne vidner om, at dyrene blev parteret og spist. Hunden forsvinder med Saqqaq-folket ca. 900 år før Kristi fødsel, og fra den efterfølgende Dorset-kultur kender vi mærkeligt nok ikke til spor efter hundehold. Først da Thule-folket dukker op i Grønland ca. 900 år efter Kristi fødsel, introduceres den hundeslæde-teknologi, vi kender i dag. Men den grønlandske slædehund selv ser ud til at være den samme til alle tider: en kraftigt bygget spidshund op til 60 cm over skulderen og med en vægt på omkring 35 kilo. Ideelt skabt som et udholdende trækdyr med kraftig brystkasse og stærke ben. Den hund, vi ser i Grønland i dag, har altså arktiske rødder, der går mindst 4500 år tilbage i tiden, og som et produkt af mange generationers udvælgelse og avl er den et enestående eksempel på en højt specialiseret brugshund. En viden går tabt Der er skrevet meget om slædehunden og dens fortræffeligheder, men for det meste handler det om rejseoplevelser med slæde og hunde og ikke om alt det, der ligger bagved. Et enkelt blik i H. C. Petersens bøger om kajakken og umiaqen viser, at der i disse unikke stykker arktisk teknologi ligger gemt generationers know-how. Det samme gælder naturligvis for slæden og for opdragelsen af slædehunden i forbindelse med fangst og fiskeri, men om dét er der endnu ikke skrevet den store bog. Museumsdirektør Emil Rosing fra Grønlands Nationalmuseum, der selv har beskæftiget sig med hundeslædeteknologi og slædehundeopdræt, mener, at det hænger sammen med, at hundeslædekulturen endnu lever i bedste velgående i Grønland. Samtidig giver Rosing udtryk for, at det er en kultur, der fortjener at blive taget mere aktivt op på f.eks. de lokale museer. Selvom der således er meget langt til situationen i Nunavut, hvor hundeslæden stort set er erstattet af snescooteren, så er det nok værd at lytte til Ken Leisners bekymring for nedgangen i hundeholdet i Nordvestgrønland. Årsagerne Foto: Morten Meldgaard Denne slædehundehvalp voksede op blandt fangere i Melvillebugten ca e. Kr. Hvalpen lå nedfrosset i en husgang, indtil den blev udgravet af arkæologer i Slædehunden er et skud på tamhundens stamme. Rødderne strækker sig langt tilbage i Nordamerika, hvor fund fra huler bl.a. viser, at menneske og hund allerede for år havde fundet hinanden i et godt makkerskab. kan være mange, men resultatet er bl.a., at der også sker en nedgang i den samlede viden om hundene og om hundeslædeteknologi og slædekørsel. Denne viden fortjener at blive bevaret. Landet uden slædehunde Da hundeslædekøreren Ono Fleischer på en hundeslædeekspedition kom igennem Nunavik i den sydlige del af Hudson Bay, vakte det ikke blot opsigt, men fremkaldte også stærke følelser. Ældre mennesker opsøgte ham og mindedes dengang, de selv kørte med hundeslæde. I modsætning til Grønland er brugshundekulturen i forbindelse med jagt helt uddød i Nunavik, og al fangst foregår i dag med snescooter eller båd. Forskellen skyldes ikke, at slædehunden er blevet udkonkurreret, men en bevidst politik fra den canadiske myndigheder, som i 1963 gennemførte en masseslagtning af samtlige slædehunde for at få fangerbefolkningen til at blive i byerne. Ono Fleischer har efterladt i alt 75 grønlandske hunde i Nunavik, men det er nok tvivlsomt, om det bliver starten på en ny epoke med brugshundekultur, for området er i dag fyldt med hunde af alle mulige racer, også hunde som ikke er velegnede som slædehunde. Ono Fleischer forsætter næste år rækken af ekspeditioner gennem Grønland, Canada og Alaska med sin femte ekspedition, som går gennem det nye selvstyreområde Nunavut. På turen deltager også en slædehundekører fra Nunavik med sine egne slædehunde. Så helt uddød er kulturen da ikke. GS 11 Polarfronten 4 / 00

12 Skeletterne i skabet Fire skeletter blev i 1993 hentet ud af magasinerne i American Museum of Natural History og fløjet til Qaanaaq i Nordgrønland, hvor de fik en forsinket begravelse. Tilbageleveringen afsluttede en højst usædvanlig historie om seks polareskimoer, som Robert Peary i 1897 bragte til New York. Af Poul-Erik Philbert En betuttet Minik ved ankomsten til New York i Det skulle blive et omtumlet liv. Courtesy: Peabody Museum, Harvard University Nûtaq, Qissuk, Atangana og Aviaq blev den 1. august en ubeskrivelig smuk dag, husker en af deltagerne - begravet ved en ceremoni på Qaanaaqs kirkegård i det nordligste Grønland. Tilstede var omkring 100 af Qaanaaqs indbyggere med borgmesteren og præsten i spidsen og repræsentanter for den amerikanske, grønlandske og danske museumsverden. Det var ikke nogen helt almindelig begravelse. De fire polareskimoer var alle døde i USA næsten 100 år tidligere, og deres skeletter var fornyeligt hentet ud fra magasinernes mørke i American Museum of Natural History i New York og i nogle små trækister transporteret til Nordgrønland i et Hercules-fly. En tragisk rejse Historien bag de fire skeletter tog sin start i 1897, da den amerikanske opdagelsesrejsende Robert Peary ankrede op ved Kap York-kysten, som han havde besøgt hvert år siden Peary havde tidligere bragt to mindre meteorjernsten til USA og var nu vendt tilbage for at hente en 37,5 tons stor sten. Før ekspeditionen i 1897 bad etnografen Franz Boas, som arbejdede på at modbevise teorier om, at eskimoer tilhørte et tidligere trin i menneskehedens udvikling, Peary om at bringe en grønlænder med tilbage til New York. I Pearys baghoved rumlede altid overvejelserne om, hvordan han skulle finansiere sin næste rejse og få opfyldt sin store ambition om at nå frem til Nordpolen, så han må - om ikke andet - have øjnet en kærkommen mulighed for at supplere sine indtægter. De lokale beboere må have haft en vis respekt for Peary, for da han i september 1887 i sit skib Hope ankom til New York var ikke blot én, men seks lokale beboere med ombord. Udover de fire fra begravelsesceremonien var også Qissuks søn Minik, som senere skulle blive den mest kendte, og en ung mand, Uisâkavsak. Det gik hurtigt op for de seks, at der er meget langt fra en boplads i Nordgrønland til New York. Først blev de vist frem på Pearys skib og derpå anbragt i en kælder på et museum. De var ikke vant til den stegende varme, blev forkølede og fik influenza, som de ikke var 12 Polarfronten 4 / 00

13 modstandsdygtige overfor. I første omgang kom de til hægterne igen, men i begyndelsen af 1898 gik turen tilbage til hospitalet, hvor fire af de seks i løbet af foråret bukkede under for influenzaen og tilstødende tuberkulose. Tilbage var kun den 9-årige Minik og Uisâkavsak. Den sidste vendte hurtigt tilbage til sin gamle boplads i Grønland, hvor han fik tilnavnet Den store løgner, fordi ingen troede på hans beskrivelser fra New York, og i øvrigt blev myrdet i 1910 på grund af sit forbrug af kvinder. Minik derimod blev adopteret og fik bl.a. hjælp fra rigmanden Morris Jessup. Hjemve og splittelse har sandsynligvis præget Miniks liv i USA, og han forsøgte flere gange forgæves at få skibslejlighed tilbage til Grønland. Men ikke engang Robert Peary, som fortsatte sine ekspeditioner til Grønland, kunne finde plads til ham. I 1909 lykkedes det, og Minik levede frem til 1916 som et menneske med et ben i to kulturer og faldt aldrig til i sine gamle omgivelser i Nordgrønland, så i 1916 var han som sømand igen på vej tilbage til USA. Han døde den 29. oktober 1918, 30 år gammel, i det nordlige New Hampshire - af influenza. Museets ejendom Efter at Nûtaq, Qissuk, Atangana og Aviaq i 1898 var døde af influenza, fik de en symbolsk begravelse, indgik i videnskabelige studier og blev skeletteret. Ifølge etnologen Edmund Carpenter, som var den amerikanske repræsentant ved begravelsesceremonien i Qaanaaq 95 år senere, fik denne noget barbariske behandling trods alt det positive resultat, at de amerikanske forskere Boas og Hrdlicka fik viden til at tilbagevise de racistiske teorier om, at eskimoerne og andre oprindelige folk tilhørte et tidligere trin i evolutionen. Skeletterne blev opbevaret i magasinerne på American Museum of Natural History, hvor et af dem måske har været udstillet. En artikel, som påstår, at Minik en dag pludselig stod over for sin fars udstillede skelet, mener forskerne derimod er et eksempel på pressens sensationsjagt. Men man ved, at Minik i 1907 forsøgte at få udleveret Qissuks knogler. Uden held. I sidste halvdel af 1900-tallet forsøgte danske forskere flere gange forgæves at få adgang til skeletterne. Øjensynligt havde den tidligere kritik af Pearys og museernes behandling af Minik og hans landsmænd gjort museumsfolkene yderst forsigtige. I nogle tilfælde i en grad, så de slet og ret benægtede eksistensen af skeletterne. I 1990 banede en ny amerikansk lov vejen for tilbagelevering af genstande og rester af mennesker til de oprindelige folk, de var fjernet fra. Det førte i USA til en bølge af krav fra især indianske folk og til omfattende tilbageleveringer af bl.a. skeletter, mumier og andre rester af mennesker. Hjem igen Med de mange tilbageleveringer kom der fokus på de grønlandske skeletter, og American Museum of Natural History tog i 1992 initiativ til at tilbagelevere de fire skeletter til Grønland. Det har sikkert også spillet ind, at den kendte filmmand David Lynch netop på dette tidspunkt overvejede at filmatisere historien om Minik, så kritikken uundgåeligt ville være blusset op igen. I første omgang stod de amerikanske museumsmyndigheder i den usædvanlige situation, at ingen havde rejst krav om tilbagelevering. Men det lykkedes til sidst gennem mellemmænd at få borgmesteren i Qaanaaq til at sende en formel anmodning om at få skeletterne udleveret. Det gav imidlertid borgmesteren et problem, da han ikke vidste, hvad han skulle stille op med skeletterne. Efter konsultation med den lokale præst og en dansk biskop blev det besluttet, at de En forsinket begravelse i Qaanaaq efter næsten 100 år i museumsmagasinerne. Foto: Adelaide Carpenter skulle begraves på kirkegården, selvom de ikke havde været kristne. Historien om de fire skeletter er det eneste kendte eksempel på, at et udenlandsk museum har leveret rester af døde mennesker tilbage til Grønland. Grønlandske skeletrester og mumier, som har ligger i danske forskningsinstitutioner og museer, er indgået i den omfattende aftale om tilbagelevering, som gennem de sidste 16 år har bragt genstande tilbage til Grønland. I orden Edmund Carpenter, som repræsenterede American Museum of Natural History under ceremonien, husker frem for alt dagene i Qaanaaq for den venlighed han blev mødt med: ikke et ondt ord, ingen skæve blikke, tværtimod blev han i dagene efter ceremonien inviteret fra hus til hus. Forklaringen er måske, mener Carpenter, at den traditionelle eskimoiske tro stadig præger tankegangen blandt mange grønlændere. Her har kroppen ikke den samme betydning som i kristendommen, fordi alle værdierne er i sjælen, som drager bort til dødsriget. Måske blev tilbageleveringen af skeletterne derfor ikke opfattet som noget afgørende blandt efterkommerne i Qaanaaq, funderer Carpenter. Da han efter begravelsen spurgte Miniks eneste endnu levende familiemedlem, den 94-årige Qârqutsiaq, hvad han mente om tilbageleveringen, lød svaret efter en lang pause: - Hvis det er, hvad de (museumsfolkene) ønskede, så er det i orden. Og hvis de (skeletterne) var blevet, hvor de var, så ville det også have været i orden. 13 Polarfronten 4 / 00

14 Kajakmanden i Holland En udleveringssag om en udstoppet eskimo i en kajak har skabt en kurre på tråden mellem Grønlands Hjemmestyre og et museum i Holland. Parterne venter for øjeblikket på resultaterne af en DNA-test, som eventuelt kan fastslå kajakmandens oprindelse. Af Poul-Erik Philbert Direktøren på Westfries Museum i Hoorn i Holland forstår ikke, hvorfor de grønlandske myndigheder kræver en af museets genstande, en udstoppet eskimo i en kajak, udleveret, når Grønlands Nationalmuseum i Nuuk selv udstiller mumierne fra Qilakitsoq. Det truer med at skabe forviklinger i en udleveringssag, som i foråret ellers så ud til at være faldet på plads. Tilbage til Grønland Sagen startede i 1998, da nyheden nåede Grønland om, at der på en specialudstilling i Rotterdam om mumier og andre menneskelige rester også var udstillet en udstoppet eskimo i en kajak. Manden var ifølge kilder fra 1700-tallet blevet fundet død i sin kajak af hollandske hvalfangere og bragt til Holland, hvor han i første omgang havnede hos en læge, som udstoppede ham til sin samling af eksotiske genstande. De grønlandske myndigheder reagerede skarpt på denne behandling og på udstillingen af de efterhånden stærkt beskadigede rester. De krævede landsmanden tilbageleveret, så han kunne få en værdig begravelse i sit hjemland. En formel udleveringssag gik i gang gennem det danske udenrigsministerium, og efter et års tovtrækkeri så det i foråret ud til, at brikkerne var faldet på plads. Westfries Museum i Hoorn, som har haft kajakmanden i sine samlinger i 130 år, accepterede en udlevering med det forbehold, at formålet var at begrave ham, og at resterne ikke indgik i forskning eller udstilling. Samtidig blev parterne enige om, at en DNA-test skulle sikre, at hudresterne nu også stammede fra en person fra den oprindelige befolkning i Grønland og ikke fra en henrettet, hollandsk straffefange, som rygtet ville vide. Hollandsk forundring Sagen tog imidlertid en ny drejning, da De stærkt beskadigede rester af en udstoppet polareskimo på Westfries Museum i Holland. Foto: Westfries Museum det i løbet af sommeren gik op for Westfries Museums direktør, R. J. Spruit, at de kendte Qilakitsoq-mumier har været udstillet på museet i Nuuk i 20 år. - Vi blev meget forundrede over at høre, at en hel gruppe mumier er udstillet på museet i Nuuk. Det vidste de grønlandske myndigheder, samtidig med at de fortalte os, at det er en hån mod grønlænderne at udstille menneskerester, siger R. J. Spruit. Han har derfor nu anbefalet byrådet i Hoorn, at man - uanset resultatet af DNA-testen - tilbagekalder udleveringsaftalen. Grønlandsk forklaring I Grønlands Hjemmestyre kan man ikke se, at udstillingen af mumier i Nuuk skulle retfærdiggøre hollændernes fremvisning af en udstoppet eskimo. Det har Hjemmestyret forklaret i et brev til borgmesteren i Hoorn, hvor det blandt andet hedder: - Det skal bemærkes, at der her er tale om at udstille døde 500 år gamle personer (Qilakitsoq-mumierne, red.) så tæt på deres gravleje som muligt i det land, hvor de levede, og over for en befolkning, der er deres efterkommere, hvor der kort sagt er en umiddelbar respekt og forståelse for disse døde og deres liv. I en kommentar, som vi bringer her i bladet på side 15, siger museumsinspektør Joel Berglund fra Grønlands Nationalmuseum & Arkiv desuden: - Grønlands Hjemmestyres argument for en udlevering af menneskeresterne i Holland er, at man finder det etisk krænkende og nedværdigende, at resterne af en formodet landsmand kan behandles på en måde, som om kolonitidens syn på andre folkeslag stadig er gældende. Parterne venter nu på resultaterne af den DNA-test, som Niels Lynnerup fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet i sommer var i Holland for at udtage. Niels Lynnerup siger, at analyserne er forbundet med store vanskeligheder på grund af materialets kvalitet og præservering. Vi bringer resultatet af undersøgelsen på Dansk Polarcenters hjemmeside, så snart det foreligger. 14 Polarfronten 4 / 00

15 Kommentar Et spørgsmål om respekt Joel Berglund er museumsinspektør og souschef på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Museumsinspektør Joel Berglund forklarer, hvorfor Hjemmestyret kræver resterne af en udstillet grønlænder hjem fra et hollandsk museum, og opridser samtidig Hjemmestyrets holdning til brug af menneskeligt materiale i forskningen. Af Joel Berglund Grønlands Nationalmuseum & Arkiv (NKA) blev i 1998 gjort opmærksom på, at der på et hollandsk museum var udstillet rester af et grønlandsk menneske monteret på en kajak. NKA rettede henvendelse til Grønlands Hjemmestyre, der overtog sagen og forsøgte på internationalt, diplomatisk plan at få disse rester, det drejer sig om hud uden knogler, ført hjem til Grønland og stedt til hvile der. Dette er i skrivende stund endnu ikke sket. Diskussionen vakte berettiget opsigt i stort set alle medier i Grønland, Danmark og Holland. Det interessante var forskelligheden i synspunkterne fra dansk-grønlandsk og hollandsk side, der klart delte sig i en etisk og en værdineutral holdning. Den værdineutrale holdning blev understreget i udstillingen Botje bij botje i Kunsthalle i Rotterdam samme år, hvor de formodede rester af det grønlandske menneske blev vist sammen med utallige andre menneskerester fra hollandske museer. Her var der ingen grænser for, hvordan man kunne behandle menneskeresterne, der i håndteringen tydeligt skiftede status til manipulerbare størrelser. Argumentationen mod en udlevering til Grønland fra den hollandske side går på tre ting, nemlig dels at menneskeresterne tilhører det privatejede museum, dels at man ikke kan være sikker på, at det rent faktisk er levnene af et grønlandsk menneske og endelig, at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv selv udstiller menneskerester i form af fire mumificerede lig fra gravhulen ved Qilakitsoq i Nordgrønland. Hertil er der at sige, at en ejendomsret til enhver tid kan overdrages, det er kun så problematisk, man selv gør det til. Der kan ligge en frygt for præcedens, hvilket der dog også kan tages forbehold for. Problemet om, hvorvidt menneskeresterne i virkeligheden stammer fra et grønlandsk-eskimoisk menneske og ikke fra en henrettet, hollandsk straffefange fra 1800-tallet, er søgt løst med en DNAtest. Her kunne man vælge at gå en anden vej og lade tvivlen komme menneskeresterne til gode, idet de gennem godt 100 år har været præsenteret og udstillet som en grønlænder. Umiddelbart kan det synes selvmodsigende, at Grønlands Hjemmestyre kan acceptere udstilling af fire døde personer i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, men ikke i Holland. Pointen er, at udstillingen i Grønland er blevet til efter meget nøje, etiske overvejelser. Det var vigtigt, at al form for sensation blev undgået, og at de døde personer skulle vises så tæt på bisættelsessituationen som muligt, at påklædning og position i denne situation blev respekteret, således at de døde personer blev vist som døde og ikke indgik i en anden situation. Denne respekt opretholdes i udstillingen på en måde, så det kulturhistoriske aspekt og den nænsomme undersøgelse af mumierne samtidig formidles. Da en del af befolkningen i Grønland opfattede destruktive undersøgelser som en forstyrrelse af gravfreden og de dødes integritet, blev de videnskabelige undersøgelser og indgreb begrænset til et acceptabelt minimum. Udstillingens grundlæggende idé er, at den skal være i overensstemmelse med befolkningens holdning til moral og etik, når det gælder omgang med døde mennesker, og de 20 år, der er gået siden åbningen af udstillingen, bekræfter, at dette er lykkedes. Det Grønlandske Hjemmestyres holdning til brugen af menneskeligt materiale i forskning er helt utvetydig. Enhver undersøgelse, ethvert indgreb, enhver deponering, enhver publicering m.v. er uløseligt forbundet med en etisk holdning, der påbyder respekt for mennesket i levnene, hvad enten de foreligger som en helhed eller dele heraf. Det vil sige, at der ikke sættes hindringer for forskningen, men at forskningen skal kunne begrundes seriøst. Samarbejdsudvalget for det danskgrønlandske Museumssamarbejde, der i en årrække har arbejdet med bl.a. overførsel af en del af Nationalmuseets grønlandssamling til det grønlandske nationalmuseum, har også behandlet samlingerne af menneskerester fra Grønland, der befinder sig på Panum Instituttet i København. Resultatet er, at ejendomsretten er overført til Det Grønlandske Hjemmestyre, mens samlingerne stadig befinder sig fysisk på Panum Instuttetet og fortsat vil blive kurateret her. Årsagen hertil er dels, at det er dér forskningen sker, og dels, at vi i Grønland ikke har mulighed for at opbevare disse samlinger. Endvidere betyder det, at håndtering af materialet i en forsknings - eller udstillingsmæssig sammenhæng skal godkendes af Det Grønlandske Hjemmestyre. Afslutningsvis kan det siges, at Grønlands Hjemmestyres argument for en udlevering af menneskeresterne i Holland er, at man finder det etisk krænkende og nedværdigende, at resterne af en formodet landsmand kan behandles på en måde, som om kolonitidens syn på andre folkeslag stadig er gældende. 15 Polarfronten 4 / 00

16 Naturvidenskab à la carte Topografisk Atlas Grønland, udgivet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 2000, 280 sider, 485 kroner. Man skal ikke lade sig narre af titlen Topografisk Atlas Grønland. Der er ganske vist både kort, flyfotos og satellitbilleder, heriblandt et grønlandskort i 1: og en mængde historiske grønlandskort, men det nye topografiske atlas udgivet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab er først og fremmest en imponerende tur gennem grønlandsforskningens vildtvoksende arbejdsmark. På 280 sider når det topografiske atlas ud i alle naturvidenskabens krinkelkroge - og i nogle få historiske og arkæologiske. 53 forfattere præsenterer i 83 korte, velillustrerede artikler resultaterne af deres forskning og serverer i kalejdoskopisk form en bog, som den grønlands- og forskningsinteresserede kan vælge at læse fra ende til anden, bladre igennem eller bruge som opslagsværk. Man kan læse om alt fra de kendte iskerneboringer på Indlandsisen, over varme kilder på Disko til lomvier i Nordvestgrønland - plus alle de 80 emner ind imellem. Der er fra udgiverens og forfatternes side lagt vægt på at fortælle den gode forskningshistorie uden for mange fagudtryk og lange, indviklede udredninger, så bogen vil ikke få svært ved at nå ud til et større publikum, som interesserer sig for Grønland og forskning. Bogen indledes med et billede af den grønlandske kunstner Aka Høegh med en tilhørende tekst af Jørgen Riel. Topografisk Atlas Grønland udgives som en opmærksomhed fra Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Geografisk Institut i forbindelse med Det Naturvidenskabelige Fakultets 150 års jubilæum ved Københavns Universitet. Sydgrønlandsk mad gennem 1000 år pep Finn Larsen og Rie Oldenburg: Neri..., mad, food - Sydgrønlandsk mad gennem 1000 år, Forlaget Hovedland 2000, 300 sider, i Grønland 310,- kr. og i Danmark 368,- kr. Kød, kød og atter kød? I hvert fald ikke i Sydgrønland! Neri..., mad, food er titlen på en ny bog om sydgrønlandske madvaner gennem tusind år, skrevet af Rie Oldenburg, som er leder af museet i Narsaq. En historisk rundvisning samt en lang række opskrifter åbner en ny indgangsvinkel til den sydgrønlandske kultur - gennem maven. På henholdsvis grønlandsk, dansk og engelsk bliver man guidet rundt i de sydgrønlandske madvaner før og efter koloniseringen og får samtidig serveret en lang række, spændende opskrifter. Blandt andet lammemørbrad med blåbærsky, portvinsmarineret rensdyr, kvangrød og en lettere eksotisk afdeling med bl.a. tørret sælblod i tarme og flækkede fårehoveder. Samtidig afliver bogen definitivt myten om en kedelig grønlandsk madkultur med sæl, sæl og atter sæl. Bogen er rigt illustreret med fotografen Finn Larsens flotte billeder, der følger opskrifterne og understreger indholdet af teksten. Astrid Mikkelsen 16 Polarfronten 4 / 00

17 Overlevelse på Indlandsisen Uden de store Herculesfly fra 109th New York Air National Guard ville det ikke være muligt at gennemføre forskningen på Indlandsisen. Videnskabeligt arbejde i polarområderne kan være en logistisk udfordring. Ikke mindst når det drejer sig om arbejde på de store iskapper i Grønland og Antarktis. Af Naja Mikkelsen Der er lang tradition for internationalt samarbejde på den grønlandske indlandsis. Herfra har danske og udenlandske forskere igennem årene hentet umådelige mængder viden hjem fra blandt andet de dybe iskerneboringer, der er foretaget gennem Grønlands mere end tre kilometer tykke iskappe. De videnskabelige isboringer har krævet blandt andet tungt boreudstyr, som er fløjet ind på isen af store amerikanske Hercules-transportmaskiner fra 109th New York Air National Guard. Disse C- 130-fly er udstyret med ski, så de kan lande direkte på indlandsisen. Danmark råder ikke over Hercules-maskiner med ski, og det videnskabelige arbejde på Grønlands indlandsis har derfor kun kunnet gennemføres i kraft af et særdeles fint samarbejde mellem danske og amerikanske myndigheder. Foto: Geofysisk Afdeling Alt om overlevelse Det er dog ikke helt ufarligt at flyve i Arktis. Derfor trænes alt amerikansk mandskab, som skal flyve i Grønland og Sydpolen, i at klare sig i nødsituationer og i at overleve under ekstreme forhold. Normalt deltager kun amerikanske militærpersoner i træningen, som foregår forskellige steder i Grønland og i år 2000 fandt sted nær DYE 2-stationen på Grønlands indlandsis. Men i år blev for første gang en civil, dansk person inviteret til at deltage i træningen blandt andet som led i forberedelserne til Danmarks engagement i GRASP-projektet med etablering af islejre nord for Grønland (Se Polarfronten 1/1999). Træningen startede på en flyvestation i USA med gennemgang af en lang række emner som f.eks. påklædning, nødudstyr, færdsel i isterræn, forholdsregler i forbindelse med havarering af et fly, signalering etc. Især blev der lagt stor vægt på at undgå faren for dehydrering. Det er særdeles vigtigt at drikke meget, når man befinder sig i arktiske områder. Luften er nemlig så tør, at opholdet på Grønlands indlandsis kan sammenlignes med at være i en ørken. I lejr på indlandsisen Højdepunktet i træningen kom, da holdet blev fløjet op på Indlandsisen og sat af ved Raven Ice camp. Da maskinen straks efter ankomsten igen fløj videre, blev der uendeligt stille, og efter at have brugt et stykke tid på at vænne sig til det lave iltindhold i 3 kilometers højde gik deltagerne i gang med at bygge para-snowhuts - en læmur overdækket af en faldskærm. Dette rum kom til at fungere som samlingsrum for gruppen. Nætterne blev tilbragt i en såkaldt firetrench, en ca. 40 cm dyb grøft, hvor to personer lige akkurat kunne ligge og sove ved siden af hinanden, og med et tag ovenover lavet at kantstillede sneblokke. De tre dage i islejren gik med træning i forskellige former for kommunikation mellem jord og luft, herunder brugen af konventionelle nødsendere, signalering med bl.a. farvepistoler og etablering af mærker i sneen, som skulle kunne ses fra undsætningsfly fra luften. Et vigtigt samarbejde Det globale klima er under hurtig forandring, og mange af de data, som er særdeles vigtige for etableringen af modellerne over fremtidens klima ligger i Arktis. Derfor vil det dansk-amerikanske logistiksamarbejde fortsætte i forbindelse med videnskabelige undersøgelser i Grønland til gavn for den videnskabelige udforskning af Grønland. Kontakt: Naja Mikkelsen, GEUS, tlf , nm@geus.dk Signalering med farvepistol. Foto: Naja Mikkelsen 17 Polarfronten 4 / 00

18 Kom trådløst, nemt og hurtigt på internetet ogcheck din mail, lige megethvoriverden du befinder dig Med en GSM telefon og en bærbar pc er det nu muligt at hente sin , surfe på internettet eller modtage fax, når du er på rejse i Grønland. Det forudsætter kun, at din GSM telefon understøtter data/fax samt, at du har det rigtige tilbehør for tilslutning til din pc og evt. internetabonnement hos TELE Greenland. Læs mere om hvilke mobiltelefonselskaber der har roaming med TELE Greenland på eller kontakt os på Knud Fischer POLARSØEN I sin nye bog "Polarsøen" skildrer Knud Fischer i tekst - og navnlig i mange, utroligt skønne fotos - livet omkring en arktisk sø, - lige fra forårets tøbrud og gennem den korte, hektiske sommer, indtil efterårets kulde og mørke atter sænker sig over vejrstationen Danmarkshavn. Polar Caféen første tirsdag i hver måned kl (dog 9. januar 2001) i Dansk Polarcenter Strandgade 100 H 1401 København K I Polar Caféen er der populærvidenskabelig formidling til alle, som er fascineret af polarforskning Distribueres i Danmark af NBC ISBN: ,00 kr. BOX NUUK GRØNLAND TLF. (00299) FAX (00299) Se programmet lørdagen før i Berlingske Tidendes sektion "Univers" eller kig på 18 Polarfronten 4 / 00

19

20 KASPER CAMP En fleksibel og mobil lejrløsning i felten Kan leveres med f.eks.: Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm Solceller Kasper Cabin 7 m 2 moderne komfort hvor som helst Den 12-kantede hovedbygning rummer 105 m 2 Isolerede ydervægge af aluminium. Interiør af malet glasvæv. Kan modstå vind op til 70 m/s Kort montagetid Cabin og Camp er fremstillet i aluminium Kræver ingen særlig vedligeholdelse Cabin vejer 850 kg Camp kan flyttes i moduler med helikopter Individuel indretning af Cabin til f.eks. Overnatning med 4 sovepladser Køkken, kontor eller toilet og brusebad El-installationer til miljøtoilet El-radiatorer eller oliefyr Ruller til transport Justerbare ben Kasper ApS Strandmarksvej Nexø Danmark Tlf Fax info@kasper4u.com