4. søndag efter påske 3. maj 2015

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Talsmandens gerning i verden Salmer: 724, 303, 302; 292, 235 Evangelium: Joh. 16,5-15 Skærtorsdag aften tog Jesus afsked med sine disciple. Han var ved at være færdig med det han var kommet for. Når han havde lidt døden og var stået op igen fra de døde, så skulle han hjem. Hjem til sin himmelske Far, som havde sendt ham til verden. For at forberede sine disciple på at klare sig uden ham, holdt Jesus skærtorsdag aften en lang afskedstale for dem. Han prøvede at få dem til at forstå at det faktisk var bedst for dem at han forlod dem. De var rigtig kede af at de ikke skulle se ham mere. De kunne bare ikke forstå det. Hvorfor skulle de ikke mere være sammen med ham? Nu havde de i to - tre år været sammen med ham dag og nat, og de havde lært ham rigtig godt at kende. De var kommet til at holde meget af ham, og de respekterede ham som deres herre og mester. De var kommet til at tro på at han virkelig var Guds Søn. 1

2 Vi står på en måde med den samme undren og skuffel-se. Jesus er her ikke. Vi kan ikke se ham. Vi kan ikke høre ham. Hvorfor skulle det være det bedste for os at han gik bort? Hemmeligheden ved at Jesus gik bort, er at han ikke blev væk. Han er ikke blevet væk for os. Han er ikke for-svundet! Han er bare blevet usynlig! Han gik bort, da han døde langfredag, men han kom stærkt tilbage, da han opstod fra de døde påskemorgen. Senere forlod han sine disciple, da han fór til himmels, men han kom tilbage for fuld kraft pinsedag! For på dén dag kom Guds Ånd og fyldte disciplene med Guds kraft. Siden den dag har Jesu disciple over alt i verden udbredt evangeliet, det glædelige budskab om Jesus, i Jesu navn og i Åndens kraft. Før påske og pinse kunne Jesus kun være på ét sted ad gangen, men efter at han var vendt tilbage til sin himmelske Far, kunne han være alle steder! Jesus er ikke længere begrænset af tid og rum, sådan som vi er. Jesus er ved sin opstandelse gået over i en anden dimension, en evig dimension, hvor han kan være overalt på samme tid. Det kan vi ikke forstå. Det overgår fuldstændigt vores forstand. Men det er en virkelighed, som vi kan tro på. Det er noget vi kan opleve, hvis vi er villige til at tage det alvorligt og prøve om det virker! Vi kan allerede i Det Ny Testamente se hvordan det virkede. Der er fortalt meget levende om det i Apostlenes Gerninger. Det at Guds Helligånd kom over disciplene pinsedag havde en utrolig stor virkning på dem. Før pinse var var Jesu disciple en flok kujoner. De 11 apostle var nogle værre bangebukse. De låste sig inde, fordi de var bange for at blive forfulgt lige som Jesus. Men efter pinse var der intet der kunne skræmme dem eller holde dem tilbage. De jødiske ledere forbød dem at forkynde eller undervise i Jesu navn. Men Peter svarede: "Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt." (Ap.G. 4,20) Jesus er her stadig! Han er her ved sin ånd, selv om vi ikke kan se ham. Han taler til os ved Ånden: Når vi synger salmer, når vi hører fra Bibelen, når vi hører præstens præ-diken, og når vi beder. Ja, igennem alt hvad der foregår i kirken, handler Jesus med os. Han er usynligt til stede og gør noget ved os. Han taler ganske stille til os, og han skaber troen i os. Han har også ved Helligånden taget bolig i os. Jesus var Guds talsmand på jorden. Jesus kom fra Gud for at lære os hvem Gud er. Han blev en mellemmand mel-lem Gud og mennesker. Vi kan ikke se Gud. Det er der ingen mennesker der kan. Men Jesus, ham kunne folk se. Han var som en tolk, der skulle oversætte Guds sprog til vores sprog, sådan at vi kunne forstå det og tro det. På dén måde var Jesus Guds talsmand. Jesus var den første talsmand. Da han gik 2

3 bort, sendte han en anden talsmand: Helligånden. Så efter pinse har Guds Ånd overtaget den opgave som Jesus havde: at fortælle os hvem Gud er og hjælpe os i vores forhold til ham. I dag hører vi at denne talsmand skal overbevise verden om tre ting: Synd, retfærdighed og dom. Her sammenfatter Jesus det kristne budskab. Her har vi med nogle få ord samlet det vigtigste i kristendommen. Det som det hele handler om, og som det er vigtigt at få ud til folk i hele verden. Det første Helligånden skal overbevise om, det er synd! Når det handler om "synd", tænker de fleste nok på bestemte ting som er forkert at gøre. Det er en udbredt misforståelse at synd er alt det man har lyst til, men som man ikke må for den strenge Gud i Himlen. Derfor har mange ondt af de kristne, fordi de ikke kan gøre hvad de har lyst. De kan ikke leve livet og have det sjovt lige som verdslige mennesker. De kan ikke gøre det, som andre kan. De er i "kort snor". De er forpligtet på de 10 bud, som binder dem. Derfor snakker de så meget om "synd". Men Jesus mener noget helt andet med "synd". Helligånden skal overbevise om hvad det egentlige problem er: "at de ikke tror på mig". "Synd" er ikke bare overtrædelse af bestemte kristne regler. Synd er at bryde relationen til Gud og mennesker. "At de ikke tror på mig!" At man ikke tror, at Jesus er kommet for at redde os fra denne ødelæggende måde at leve på. Problemet at man følger sit eget hoved og sin selviske lyst og bryder forholdet til Gud og til sine medmennesker. Og det medfører ensomhed og isolation. Det handler altså ikke om moralisme, hvor nogle peger fingre af andre. Men det handler om tillid eller snarere om tillid, som går i stykker. Det er syndens grundvæsen. At den slår det personlige fællesskab i stykker. Tag buddet: "Du må ikke stjæle!" Problemet er ikke kun, at man tager det som tilhører et andet menneske. Problemet er snarere at man ødelægger den menneskelige relation. Det er et tillidsbrud. Eller når vi taler ondt om andre, siger noget dårligt om dem, da er det ikke blot ondt, men vi ødelægger den andens forhold til andre og vores forhold til vedkommende. Og hvis man dyrker sex uden for ægteskabet, er optaget af porno eller flirter med andre, da ødelægger man tillidsforholdet til den man er forlovet eller gift med. Det er forkert. Det er synd. Ikke kun fordi vi overtræder et af Guds bud, men mere fordi vi ødelægger vores forhold til hinanden. Både den, vi svigter, og os selv og dem, som vi synder sammen med. Det nedbryder vores tillid til andre, påfører os skam, og det skiller os fra Gud. Det er det Jesus peger på: "Synd at de ikke tror på mig." Ånden skal vise os at det er det eneste vi har brug for er Jesus. Når vi har ham, har vi 3

4 alt. Ved troen på ham får vi tilregnet Guds retfærdighed, så vi i hans øjne er rene og fuldkomne. Helligånden skal også "overbevise verden om retfærdighed, at jeg går til Faderen." Igen overrasker Jesus os. For det er nemlig ikke den retfærdighed, som består i, at vi strammer os an og er gode mennesker. Jesus forklarer jo, at retfærdigheden består i at han går til Faderen. Det kan lyde underligt. Det må være en helt anden form for retfærdighed. Og det er det da også. Jesus gik til Faderen via døden på korset. Han havde fortalt disciplene, hvor han gik hen, mens de sørgede. Men de skulle snarere takke ham og glæde sig. For han gik ind i skammen, skylden og døden for deres skyld, og for vores skyld. Den retfærdighed vi har brug for, er altså ikke, at vi bliver lidt bedre end vi var, men at Gud tilgiver os og er os nådig. Og det er han på grund af Kristus. Det kan vi stole på. For det er sådan Gud retfærdiggør os. Tænk bare på, hvad Jesus forklarede om en farisæer og en tolder som kom i templet. En farisæer som havde gjort en masse godt. Og en tolder som slog sig for brystet og bad om nåde. Jesus sagde om dem: Tolderen gik retfærdiggjort hjem. Men det gjorde farisæeren ikke. I Romerbrevet skriver apostelen Paulus: "Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus" (Rom 3,21-24). Sådan bliver vi reddet, tilgivet, frelst og får evigt liv. Men Jesus fortæller at Helligånden vil gøre en ting mere. Han vil overbevise om dom. Vi tænker måske på den dom vi kan føle i samvittigheden. Vi kan føle os dømt. Af andre eller af Gud. Eller vi tænker på dommedag, hvor Gud vil gøre regnskabet op med os alle. Men det er ikke den dom på den yderste dag som Jesus her taler om. Det handler om at denne verdens fyrste er dømt. Han tænker på Djævelen, ondskabens fyrste, Satan, den Onde. Helligånden vil altså overbevise om at den Onde er dømt. Han har ikke mere at sige, fordi han er dømt. Og hvordan det er gået til, forklarer Helligånden flere steder i Nye Testamente. Fx i Efeserbrevet: "Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre." Denne verdens fyrste bestemte over dem! Men! Men "i sin rige barmhjertighed og på grund af den store 4

5 kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus af nåde er I frelst og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus." Denne verdens tidsånd trænger sig på. Den vil ind i vores tanker og sind. Vil at vi lever i synd uden tilgivelse. Vil lede os til frafald og vantro og til at følge vores selviske lyst. Men denne verdens fyrste er dømt og afvæbnet én gang for alle. Ved troen på Jesus er vi oprejst fra de døde med Jesus Kristus. Jesus vandt over ham. Det er vores sikkerhed, når vi møder ham. Han kan forsøge at gøre os ondt og få os i sin vold, men han får ikke held med at overmande os. For han er dømt af Jesus, som vi tror på. Derfor gælder det for os om frem for alt at blive i troen på Jesus! Gud ske tak, fordi han ved sin Helligånd giver os nyt mod og styrker os i troen. Han gør det, hver gang han herliggør Jesus for os. Jesus siger jo: "Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det." Så er Helligånden altså hos os, hver gang vi lytter til evangeliet om Jesus, og når det bliver stort for os, at Jesus virkelig er vores Herre og Frelser. Amen. 5