OVERLÆGEFORENINGENS ÅRSBERETNING

Transkript

1 2012 OVERLÆGEFORENINGENS ÅRSBERETNING

2 Overlægeforeningens årsberetning 2012 Indholdsfortegnelse Parat til forandring... 3 /01 OK-13: Udsigt til svære forhandlinger... 4 /02 Nye sygehuse og nye organisationsformer... 9 /03 Sygehusenes vilkår: Krisen bider sig fast /04 Dokumentationskrav, afbureaukratisering og it: fra afvisning til løfter /05 Arbejdsvilkårsundersøgelsen /06 Systematisk efteruddannelse /07 Læge & leder-uddannelsen /08 Forskning /09 Overlægeforeningens psykiatriudvalg /10 Sygehuslægernes optagelse i Overlægeforeningen /11 Voldgiftssag om fratrædelses godtgørelse /12 Patientombuddet /13 Medlemsbetjening og lokale forhandlinger /14 Mediepolitik og kommunikation /15 Bestyrelsen ændring af sammensætning /16 Bestyrelsens medlemmer /17 Overlægeforeningens tillidsrepræsentanter pr. 1. august /18 Psykiatriudvalgets medlemmer /19 Overlægeforeningen i tal Dette er bestyrelsens beretning for perioden siden sidste ordinære repræsentantskabsmøde 8. oktober Beretningen kan også ses på Beretningen er på dagsordenen ved repræsentantskabsmødet, som afholdes lørdag den 6. oktober 2012 kl. 10 på Hotel Munkebjerg ved Vejle. Overlægeforeningens repræsentantskabsmøder er åbne for alle foreningens medlemmer. Det er dog kun repræsentanter eller suppleanter, der møder i stedet for repræsentanter, der har stemmeret. Forud for repræsentantskabsmødet afholdes fredag den 5. oktober årsmøde i FAS ligeledes på Hotel Munkebjerg. Emnet i år er:»kvalitetsudvikling hvordan kan det give mening?«programmet for årsmødet kan ses på 24 Fotograf: Claus Boesen. Billederne er taget på Herlev og Hillerød hospital Bestyrelsesfotos: Ole Bo Jensen Layout: Ugeskrift for Læger Tryk: PE-offset A/S, Varde

3 Overlægeforeningens årsberetning Forord Parat til forandring Inden for de sidste to årtier er vi blevet fem gange så mange overlæger på landets sygehuse. Vi udgør rygraden i patientbehandlingen, men opgaverne ændrer sig. Før i tiden gik overlægen kun i vagt inden for få specialer. I dag passer det store flertal af overlægerne vagten og klarer de akutte opgaver døgnet rundt. Samtidig bruger vi mere tid på administration end nogen sinde, og skemaer styrer en stadig større del af vores hverdag. Mange overlæger oplever, at de er hårdt spændt for. Hvordan skal vi sikre ordentlig uddannelse til de yngre læger og holde os fagligt ajour, når produktionskravene hele tiden sættes op? Hvordan skal vi få tid til forskning, kvalitetsudvikling og tid til at tale med patienterne? Det kan godt være, vi er blevet mange flere, men vi har ikke fået mindre travlt; tværtimod. Alle de forandringer kan være slidsomme og opleves som en forværring af arbejdsvilkårene. Ikke desto mindre leverer overlægerne sammen med alle andre ansatte i sundhedsvæsenet bedre behandling end nogensinde. Og langt de fleste overlæger er stolte over deres arbejde. I denne beretning kan du læse, hvilke opgaver Overlægeforeningen har løst det sidste år, og hvilke udfordringer der ligger foran os. En ting er sikker: Presset og udfordringerne vil ikke blive mindre de kommende år. Afdelingerne, som vi kender dem, er under forandring. Det, der var specialernes faste base, brydes op og erstattes af nye strukturer. Den akutte behandling oprustes og kræver, at stadig flere er på vagt. Udredning og behandling sættes på skema med pakkeforløb. Telemedicin vender op og ned på forestillingerne om, hvor og hvordan behandlingen bedst foregår. I nogle tilfælde rykker arbejdet ikke kun ud i patientens bolig, men også ind i lægens private hjem. Alle disse processer er Overlægeforeningen en aktiv part i. Vi arbejder for at finde praktiske løsninger, som sikrer ordentlige vilkår. Som det fremgår i denne beretning er sundhedsvæsenet under et massivt økonomisk pres. Det vil fortsat præge vores hverdag på sygehusene, og det vil ikke mindst præge de kommende overenskomstforhandlinger. Vi vil nok få at vide, at der ikke er råd til lønstigninger, og at der skal produceres mere hele døgnet rundt. Men samfundet har endnu mindre råd til at ignorere de ansattes arbejdsvilkår og vores vilje til at deltage i udviklingen af et endnu bedre sundhedsvæsen. Vi har en fælles interesse i at finde praktiske og fornuftige løsninger, og den mulighed skal udnyttes. Anja Mitchell Formand for Overlægeforeningen Vi har en fælles interesse i at finde praktiske og fornuftige løsninger, og den mulighed skal udnyttes

4 /01 OK-13: Udsigt til svære forhandlinger Det er blevet sagt næsten til hudløshed, at overlægerne såvel som stort set alle andre offentligt ansatte nu står overfor de sværeste overenskomstforhandlinger i mands minde. Desværre er vurderingen efter alt at dømme korrekt. Danske Regioner stillede med en række skrappe krav ved de sidste overenskomstforhandlinger i 2011, og det er sandsynligt, at kravene vil dukke op igen ved de næste forhandlinger. Samtidig står sygehusene i den alvorligste økonomiske situation siden begyndelsen af 1980erne, hvilket mindsker råderummet i forhandlingerne væsentligt. Danske Regioner stillede med en række skrappe krav ved overenskomstforhand lingerne i 2011, og det er sandsynligt, at kravene vil dukke op igen Forløbet i 2011 er grundigt beskrevet i sidste beretning og på repræsentantskabsmødet, men hvis man skal forstå udgangspunktet for de kommende forhandlinger, er det nødvendigt at gennemgå nogle af elementerne fra dette forhandlingsforløb. Danske Regioner stillede krav om vidtgående ændringer af overenskomstens bestemmelser om vagt- og arbejdstilrettelæggelse. Konkret ønskede man at afskaffe hyppighedsreglerne for vagtarbejde både aften, nat og weekender. Samtidig skulle bestemmelserne om udetjeneste bortfalde. Kravene var velkendte i forskellige afskygninger fra tidligere overenskomstforhandlinger, men det nye ved forhandlingerne i 2011 var, at der ikke var basis for dialog om nødvendige kompromisser og mellemløsninger. Modsat betød de svære forhandlinger også, at Overlægeforeningens krav om at minimere natarbejde og generelt fokusere på et bedre arbejdsmiljø ikke kunne fremmes og begge problemstillinger er absolut ikke blevet mindre aktuelle siden. Under drøftelserne var der mellem parterne naturligvis stor uenighed om behovet for de radikale ændringer, som regionerne ønskede. Overlægeforeningen efterlyste gentagne gange eksempler fra dagligdagen på sygehusene, hvor overenskomsten var den begrænsende faktor for opgavevaretagelsen. Men Danske Regionerne kunne ikke levere

5 Overlægeforeningens årsberetning nogen. I stedet fremførte man det generelle problem, at en hyppighedsbestemmelse er normerende for, hvor mange læger der skal være ansat. Desuden pegede regionerne på, at der er et øget behov for lægedækning eftermiddag og aften i forbindelse med prioriteringen af de akutte forløb, herunder ikke mindst i forbindelse med indførelse af fælles akut modtagelse (FAM). Lokal løndannelse Trods det svære forhandlingsforløb enedes parterne til sidst om en overenskomstfornyelse i Herfra skal forsøgsordningen med lokal løndannelse og periodeprojektet fremhæves, idet der er gjort nogle erfaringer i overenskomstperioden. Det blev aftalt, at forhandlingskompetencen i forbindelse med lokal løndannelse skulle uddelegeres til den enkelte overlæge. Det blev samtidig betonet, at forhandlingen skulle foregå med den nærmeste leder. Der er tale om en forsøgsordning, der kun løber i overenskomstperioden Ved forhandlingerne blev der for første gang, siden overlægerne overgik til lokal løndannelse, ikke afsat nye midler at forhandle om, og det medfører, at der ikke er nogen udmøntningsgaranti eller faste forhandlingsterminer i overenskomstperioden. Arbejdsgiverne har et generelt ønske om, at forhandlingskompetencen uddelegeres til den enkelte medarbejder. Overlægeforeningen er som den eneste organisation kommet dette ønske i møde med den aftalte forsøgsordning. Parterne aftalte, at forsøgsordningen med uddelegering af forhandlingskompetencen skulle evalueres inden for overenskomstperioden, og foreningen har derfor været i dialog med alle fem regioner. Det generelle indtryk er, at regionerne ikke har taget initiativ til at iværksætte lokale forhandlinger, eller i øvrigt overvejet at ændre procedurer for de lokale forhandlinger i konsekvens af forsøgsordningen for allerede ansatte. Generelt er meldingen, at der jo ikke er»nye penge«at forhandle om. I forbindelse med nyansættelser har man dog taget forsøgsordningen i brug. Samlet set vurderes det som tvivlsomt, om det giver mening at fortsætte endsige permanentgøre forsøgsordningen. Erfaringerne fra de regionale møder har desuden understreget vigtigheden af, at foreningens aftale om lokal løndannelse efterleves, således at der gennemføres lønpolitiske drøftelser og aftales forhandlingsprocedurer. Det indebærer: at der forhandles mindst en gang for hver overenskomstperiode at aftalerne om forhandlerstatistik overholdes, således tillidsrepræsentanterne modtager løndata på alle overlæger minimum en gang årligt at tillidsrepræsentanter orienteres, når en overlæge fratræder jf. MED aftalens bestemmelser at der generelt tages hensyn til, at tillidsrepræsentanter for overlægerne fungerer på sygehusniveau og ikke afdelingsniveau, hvilket kan afføde andre aftaler/procedurer end for øvrige faggruppers tillidsfolk. Det generelle indtryk er, at regionerne ikke har taget initiativ til at iværksætte lokale forhandlinger Periodeprojektet Som en del af forhandlingsresultatet blev det aftalt, at parterne i fællesskab skulle analysere arbejdstilrettelæggelsen på udvalgte sygehuse. Denne analyse det såkaldte periodeprojekt blev gennemført i efteråret Samtidig havde Overlægeforeningen bredt indkaldt medlemmer til tre interne arbejdsgrupper sideløbende med periodeprojektet. Det generelle indtryk på tværs af de tre arbejdsgrupper var, at overlægerne oplever til stadighed mere detaljeret opgavestyring og stadig større arbejdsintensitet både i dagtiden og vagtperioden. Disse problemer vil derfor være et væsentligt element i forhandlingerne ved OK-13. Rapporten støtter Overlægeforeningens ønske om, at overlæger langt hyppigere inddrages i beslutninger, samt at de får mulighed for at afsætte tid til administrative opgaver Den fælles analyse med Danske Regioner blev forestået af konsulenter fra Implement Consulting Group. Deres konklusioner peger på, at der er et stigende behov for, at speciallæger er i front på sygehusene såvel i den akutte modtagelse af patienterne som i vagterne. Men det stiller sundhedsvæsenet overfor et dilemma, da speciallægerne er en knap ressource, der efterspørges hele døgnet.

6 6 Overlægeforeningens årsberetning 2012 Rapporten peger desuden på, at forhold vedrørende ledelse, kultur og traditioner er mere bestemmende end overenskomsten, når det gælder om at få flere speciallæger i front. En anden udfordring, som behandles i rapporten, er udstrækningen af den dagtid, hvor der udføres planlagte undersøgelser og behandlinger. I dag går grænsen normalt ved kl Vurderingen er, at behovet for planlagt behandling og undersøgelser stiger i de kommende år, hvis sygehusene skal kunne imødekomme efterspørgslen. Forandringerne i sygehusstrukturen med øget centralisering og dermed færre og større enheder vil desuden øge behovet for, at speciallæger har udetjeneste, vurderer Implement i rapporten. Overlægerne oplever til stadighed mere detaljeret opgavestyring og stadig større arbejdsintensitet både i dagtiden og i vagtperioden Rapporten støtter Overlægeforeningens ønske om, at overlæger langt hyppigere inddrages i beslutninger, samt at de får mulighed for at afsætte tid til administrative opgaver. Bl.a. angives det i periodeprojektet, at speciallægerne disponeres til flere funktioner samtidig i løbet af dagen, hvor kliniske funktioner ikke kan aflyses. Det svækker overlægernes mulighed for at deltage i kvalitetsarbejdet og andre højt prioriterede projekter. Mange overlæger oplever desuden en stigende topstyring og centralisering af beslutningsprocesserne. Den videre dialog Gennemførelsen af periodeprojektet har medvirket til en fortsat kontakt og dialog mellem Danske Regioner og Overlægeforeningen bl.a. i projektets styregruppe og efterfølgende i et procesforløb faciliteret af Søren Viemose. I dette procesforløb har de respektive forhandlingsdelegationer deltaget, det vil sige Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell, næstformand Lise Møller og bestyrelsesmedlem Vibeke Ersbak. Fra Danske Regioner (RLTN) har Jens Stenbæk, der er formand for løn- og personalepolitisk udvalg, og udvalgets næstformand Anders Kühnau deltaget. Forløbet blev afviklet i foråret Det havde til formål at bedre kommunikationen mellem parterne samt at afsøge, om parterne kunne komme længere med hensyn til at afdække muligheden for et fælles»verdensbillede«ved de kommende forhandlinger. Er det muligt at nå en enighed om, hvad der er udfordringerne i dagens sundhedsvæsen, og hvad der derfor bør være rammen for overenskomsten, lød spørgsmålet. Svaret er ikke givet, for der kan fortsat være forskellige bud på, hvad løsningen på udfordringerne er. Disse løsninger skal i givet fald findes under forhandlingerne om OK-13. Der er fortsat drøftelser mellem parterne, men om det munder ud i det ovenfor beskrevne fælles»verdensbillede«, er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt. Men det står fast, at forløbet har medført, at vi er blevet enige med regionerne om nogle spilleregler for parternes ageren op til og under selve forhandlingerne. Udfordringerne ved OK-13 Det er næppe nogen nyhed, at forventningerne til det økonomiske udkomme af de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked er meget lave. Dels har forhandlinger på det private arbejdsmarked i foråret 2012 vist en samlet ramme, som efter alt at dømme ikke engang sikrer reallønnen, dels er den offentlige sektor pålagt store besparelser nu og i de kommende år. Begge dele vil betyde en meget begrænset økonomisk ramme ved de kommende overenskomstforhandlinger. Man kan sige, at forhandlingerne skal gennemføres i et defensivt scenarie, hvilket ikke er det samme som en defensiv tilgang. Som tidligere beskrevet fik hverken arbejdsgiverne eller foreningen gennemført væsentlige ændringer på baggrund af de fremsatte krav ved OK-11. På baggrund af bl.a. periodeprojektets konklusioner, arbejdsgiversidens tilkendegivelser og foreningens arbejdsvilkårsundersøgelse kan det konstateres, at de problemer, som parterne hver især ønskede at adressere ved OK-11, fortsat består, hvorfor temaerne ved de kommende forhandlinger må forventes at være nogenlunde de samme som i Arbejdsgiversiden vil efter alt at dømme fortsat ønske større muligheder/frihedsgrader i arbejdstilrettelæggelsen. Det er et generelt ønske fra arbejdsgiverne på hele det offentlige arbejdsmarked, men dertil kommer et pres som følge af ændringer i hele sygehusstrukturen. De nye hospitaler, som er i støbeskeen, er bl.a. kendetegnet ved relativt færre operationsstuer, sengepladser og mindre ambulatoriekapacitet. Selv om dette til dels kan forklares med en forventning om, at telemedicinsk behandling vil

7 mindske presset på sygehusenes kapacitet, så er der næppe tvivl om, at sygehusejerne vil forsøge at åbne for planlagte behandlinger i en større del af døgnet. Derfor er det centralt for Overlægeforeningen at fokusere på arbejdsmiljøet og overlægernes mulighed for indflydelse på eget arbejde, også ved de kommende forhandlinger om OK-13. Begge parter har således fortsat væsentlige ønsker og krav til ændringer i overlægernes vilkår ved forhandlingerne i I den sammenhæng kan man spørge, hvorfor er det vigtigt med en god dialog med arbejdsgiversiden? Kan foreningen ikke bare læne sig tilbage og afvise alle krav, specielt i en situation, hvor den økonomiske ramme må forventes at blive brugt til et forsøg på at sikre reallønnen? For at tage det sidste spørgsmål først, så ligger der nogle spilleregler for organisationer og arbejdsgivere i den overordnede hovedaftale for forhandlingsområdet. Et af elementerne er en forpligtelse til at indgå i forhandlinger. Det kan godt være, at man én gang, eller enkelte gange, kan vægre sig, men på et tidspunkt kan det få den konsekvens, at arbejdsgiveren helt kan frigøre sig fra overenskomsten. Det er der set eksempler på. Afviser foreningen helt at se på overenskomsten, vil den hurtigt komme under yderligere pres, idet arbejdsgiverne vil søge at fortolke overenskomstens bestemmelser i en for dem gunstig retning. Er foreningen ikke enig i denne fortolkning, skal spørgsmålet afgøres ved en faglig voldgift. Det tager tid, er dyrt og der er en vis procesrisiko, idet det er ikke givet, at afgørelsen falder ud til foreningens fordel. Endvidere gælder, at det er arbejdsgivernes fortolkning, som træder i kraft, indtil en voldgift måtte komme til et andet resultat. Ved at indgå i forhandlinger er der en større mulighed for at kunne påvirke resultatet i en ønsket retning og/eller handle sig frem til forhold, Arbejdsgiversiden vil efter alt at dømme fortsat ønske større frihedsgrader i arbejdstilrettelæggelsen som foreningen ønsker gennemført. I et scenarie, hvor der næppe vil være nye penge at gøre godt med, vil en mulighed for at»handle sig frem«være af stor betydning. Skal der kunne nås nogle resultater, er det vigtigt, at der er et godt forhandlingsklima og en god dialog mellem parterne. Det skal ikke forveksles

8 8 Overlægeforeningens årsberetning 2012 med, at man lægger sig fladt ned og sælger ud, men derimod, at begge parter respekterer den anden parts interesser og indgår i en konstruktiv dialog. Køreplan Ved overenskomstforhandlingerne i 2011 blev der for første gang siden 1997 aftalt en to-årig overenskomst. Det betyder, at der skal forhandles ny overenskomst i vinteren 2012/2013 med ikrafttræden 1. april Regionernes krav vil medføre, at virkningen af reguleringsordningen udhules, når lavere lønnede medarbejdere erstattes af højere lønnede Overenskomstforhandlingerne forløber sædvanligvis fra ultimo oktober, hvor parterne udveksler krav pr. brev. Herefter holdes første forhandlingsmøde forventeligt inden udgangen af december. Forhandlingerne skal være afsluttet inden udgangen af februar 2013 af hensyn til evt. varsling af lovlig konflikt pr. 1. april, hvis parterne ikke kan blive enige om at forny overenskomsterne. Overlægeforeningens repræsentantskab godkendte foreningens egne krav på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde 16. april 2012, og kravene blev fremsendt til Akademikernes Centralorganisation (AC) inden fristen den 3. maj. Kravene er centreret om bedre arbejdsmiljø, f.eks. i form af begrænsning af natarbejde, samt bedre muligheder for indflydelse på eget arbejde. Fra maj og frem til kravene bliver udvekslet i efteråret 2012, er der en intern koordineringsproces. Den påvirker primært de øvrige organisationer i AC, der har en fælles overenskomst, mens lægerne har deres egne overenskomster og aftaler. AC og de generelle forhandlinger Lægeforeningen er sammen med de øvrige akademikerorganisationer medlem af AC. Overlægeforeningens formand Anja Mitchell er medlem af AC s bestyrelse og Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz sidder i AC s forhandlingsudvalg. Internt i Lægeforeningen koordineres relationerne og tilbagemeldingerne til AC i det fælles AC-udvalg. AC forhandler som hovedorganisation sammen med Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Sundhedskartellet de generelle vilkår, det vil sige generel lønregulering, ferie, barsel m.v. Et centralt element i disse forhandlinger er reguleringsordningen, hvor Danske Regioner ved OK-11 stillede krav om en selvstændig reguleringsordning baseret på et selvstændigt beregningsgrundlag. I dag er beregningsgrundlaget den samlede lønsum for ansatte i regioner og kommuner. Arbejdstagersiden betingede sig i 2011, at en selvstændig reguleringsordning skulle tage højde for strukturforskydninger mellem medarbejdergrupper. Det skete med henvisning til, at regionerne er karakteriseret ved et stigende antal højtuddannede og dermed højere lønnede medarbejdere bl.a. læger. Regionernes krav vil medføre, at virkningen af reguleringsordningen udhules, når lavere lønnede medarbejdere erstattes af højere lønnede medarbejdere, og den samlede lønsum dermed øges. Og det vil betyde, at den enkelte medarbejder modsat OK-13 Nyheder Forhandlingsdelegationen Baggrundsmateriale Februar-marts medlemsmøder 3. maj: OK-krav sendes til Akademikernes Centralorganisation Oktober: Udveksling af krav med arbejdsgiverne 28. marts: Bestyrelse drøfter OK-krav Marts: Godkendelse af forhandlingsresultat FEB Mar Apr Maj JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC JAN FEB MAR APR 6. februar: TR-møde om OK april: Ekstraordinært repræsentantskabsmøde OK-krav drøftes og vedtager August: AC vedtager OK-krav December 2012-februar 2013: OK-forhandlinger

9 i dag ikke får en lønregulering, der kan bidrage til at sikre reallønnen, ved fortsat ansættelse i samme stilling. Reguleringsordningen er aftalt som en sikring af, at lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked udgør 80 pct. af det private arbejdsmarkeds lønudvikling. Reguleringsordningen skal aftales videreført i forbindelse med hver overenskomstfornyelse, og Danske Regioner har tilkendegivet, at hvis der fortsat skal være en reguleringsordning, skal den alene dække regionerne. Der er således lagt op til nogle meget svære forhandlinger, også på dette område. /02 Nye sygehuse og nye organisationsformer Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2007 om etablering af fælles akutmodtagelser (FAM) er nu i alle regioner omsat til en mangfoldighed af forskellige organisationsformer også inden for de enkelte regioner. For Overlægeforeningens medlemmer har udviklingen bl.a. betydet, at medicinske overlæger i vidt omfang er blevet varslet i tilstedeværelsesvagt i FAM. Det er Overlægeforeningens vurdering, at de fleste regioner har forceret oprettelsen af FAM. Konsekvensen er, at man ikke har brugt Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og den fornødne bemanding har ikke været til stede hverken i FAM eller i de medicinske afdelinger, der typisk skal levere vagtbemandingen. Prioriteringen af det akutte arbejde har samtidig resulteret i en omlægning af de lægelige ressourcer fra den ambulante virksomhed til den akutte. FAM er i sin essens ønsket om at sikre en målstyring og en effektivisering af det akutte patientforløb både fagligt og organisatorisk. I Region Syddanmark har man konkretiseret dette ønske i såkaldte pakkeforløb eller standardiserede tidsstyrede patientforløb (STP). De inddeles i: den præhospitale fase den første halve time efter ankomst til FAM de første 4 timer efter ankomst de første 48 timer efter ankomst. I den præhospitale fase afklares patientens tilstand telefonisk ved en række spørgsmål. Herefter placeres patienten i et formodet standardiseret tids-

10 10 Overlægeforeningens årsberetning 2012 styret patientforløb. Inden for den første halve time efter ankomst skal patienten triageres og ses af en speciallæge. Denne afklarer, om patientens symptomer er forenelige med det tildelte STP, om andre specialer skal inddrages, og hvilken blodprøvepakke eller billeddiagnostisk pakke der skal effektueres. Det er Overlægeforeningens vurdering, at de fleste regioner har forceret oprettelsen af FAM Inden for fire timer fra ankomsttidspunkt skal patienten igen ses af en speciallæge, der lægger en samlet plan for patienten, som omfatter foreløbig diagnose, yderligere undersøgelser, monitoreringsniveau og behandling inkl. forventning om udskrivelse/indlæggelse på stamafdeling inden for 48 timer. STP-forløb blev påbegyndt i pilottest på alle fem akutsygehuse i Region Syddanmark i oktober 2011, og der foregår løbende tilpasninger af konceptet, men en endelig evaluering er endnu ikke foretaget. Der er flere indbyggede udfordringer i konceptet, idet sammenblandingen af organisation, logistik og faglige vejledninger udgør et overvældende imperativ i retning af opdatering og tilpasning. Dels kan man bruge meget tid på at ændre STP flere gange i forløbet i takt med, at patientens tilstand udvikler sig. Dels udgør STP i sig selv et stort dokumentationsarbejde. Forudsætningen for, at en ny struktur kan blive en succes, er, at medarbejderne gennem inddragelse og ejerskab kan se mening med forandringen Det er Overlægeforeningens håb, at man er så præcis i sin evaluering af STP, at erfaringerne kan bruges nationalt og bidrage til udviklingen af en smidig logistik og organisation i FAM i en samordning med de nationale kliniske behandlingsvejledninger, der er på vej. Ny sygehusstruktur i Region Nordjylland Region Nordjylland har i foråret 2012 sendt et oplæg om den fremtidige ledelsesmæssige organisering i høring og efterfølgende minihøring hos Overlægeforeningen. Oplæggene har været behandlet i Overlægeforeningens bestyrelse, og der er afgivet høringssvar. Generelt bliver der lagt op til en ny måde at organisere sygehusvæsenet på. Tre overordnede principper er udgangspunktet i oplægget: 1. Specialisering fastholdes, da den er en del af fundamentet for den bedste patientbehandling. 2. Helheden skal samtidig vægtes, hvorfor samarbejdet mellem specialerne skal finjusteres og understøttes af organisationen. 3. Teamarbejde bliver en formel ledelsesmodel. Organisatorisk samles relevante specialer i klinikker for at understøtte samarbejdet. Klinikkerne har en samlet ledelse og er mindre end de centre, der i dag findes i Aalborg og i Vendsyssel. Arbejdet i klinikken skal bæres af en samordning af driften af afsnittene (senge, ambulatorier mv.), med den hensigt at få den mest fleksible drift. Dermed kan et sengeafsnit rumme patienter fra et eller flere specialer. De lægelige specialer foreslås således opretholdt organisatorisk på lægeside, mens sengeafsnit og ambulatorier tænkes mere bredt ledelsesmæssigt. Konsekvensen bliver, at de eksisterende delte afdelingsledelser nedlægges og erstattes af entydig ledelse af specialerne inden for klinikstrukturen og entydig ledelse af sengeafdelinger, ambulatorier, operationsafsnit mv. Klinikker og afsnit skal typisk ledes af personer med en sundhedsfaglig baggrund, der er i overensstemmelse med de medarbejdere, man har personaleledelse af. Overlægeforeningen afgav som nævnt høringssvar og kunne med tilfredshed notere sig, at der skete ændringer i oplægget efter første høringsrunde. Ledelsesmodellen blev mere detaljeret beskrevet, bl.a. ved at den før benævnte forløbschef er ændret til en forløbsansvarlig viceklinikchef. Dennes arbejdsområder blev samtidig yderligere præciseret. Det vil dog stadigvæk være en stor udfordring at omsætte de beskrevne intentioner til virkelighed i et sundhedsvæsen, der fortsat er mere budget- end kvalitetsstyret. Det kræver ikke kun en omstilling af ledelsessystemet, men en ændring i tilgang til patientbehandling på alle niveauer, for at denne store koordineringsopgave kan lykkes. Overlægeforeningen opfordrede ved minihørin-

11 gen igen til, at bevarelse af de opnåede resultater i udviklingen af det nordjyske sundhedsvæsen, herunder høj patienttilfredshed, høj kvalitet og øget produktivitet, skulle vægtes højere end opstart 1. januar 2013, hvis dette ikke er realistisk. Forudsætningen for, at en ny struktur kan blive en succes, er efter Overlægeforeningens opfattelse, at medarbejderne gennem inddragelse og ejerskab kan se mening med forandringen. I den forbindelse gentog Overlægeforeningen, at ændringen af strukturen bør afprøves i mindre målestok dvs. på ét sygehus, og at der bør ske en grundig evaluering, før strukturen evt. udbredes til hele sygehusvæsenet. Det bør genovervejes, om nye administrative lag på de mindre sygehuse vil fremme regionens beskrevne mål om: effektiv håndtering af tværgående forløb entydig og professionel ledelse LEON-princippet (laveste effektive omkostningsniveau) også vedr. ledelse mere dynamisk organisering. Det er Overlægeforeningens opfattelse, at patienterne ikke har brug for flere administrative niveauer. Patienterne har brug for at blive hørt og ikke mindst for at blive behandlet, hvilket fordrer, at det rigtige og tilstrækkeligt kvalificerede sundhedspersonale er til stede. Med andre ord vil det være særdeles vanskeligt at høste frugterne af en ny struktur, hvis hverken det faglige eller det kulturelle fundamentet er i orden. Overlægeforeningen udtrykte derfor fortsat bekymring for, om en ny struktur er midlet til at nå de mål, regionen har opstillet, og stillede sig i den forbindelse til rådighed for drøftelser i den videre proces. Sygehus Sønderjylland Sygehus Sønderjylland har ligeledes besluttet at gennemføre en ændring af organisationsstrukturen fra den 1. januar Sygehuset opdeles i 11 kliniske centre: Akutcenter, Familiecenter, Laboratoriecenter, Radiologisk center, Medicinsk center, Sammedagscenter, Center for ortopædi og medicin, Kredsløbscenter, Kirurgisk center, Anæstesicenter og Servicecenter. Sygehuset angiver fire principper som styrende for sammensætning og afgrænsning af centrene: 1. Sammenhængende patientforløb. 2. Volumen ca. 3-5 klinikker i hvert center. 3. Geografi centret samles så vidt muligt på en geografi (Sygehus Sønderjylland består af fire sygehusenheder). 4. Teknologi og arbejdsgange.

12 Antallet af klinikker inden for hvert center og deres ansvarsområder skal endeligt defineres af de nye centerledelser, som vil blive udpeget/ansat henover sommeren Centerledelserne er todelte bestående af to centerchefer med sundhedsfaglig baggrund og dermed ikke på forhånd defineret som en læge og en sygeplejerske. Der er således ikke lægelige centerchefer i alle centre. Centerledelserne har det overordnede økonomiske ansvar, hvor klinikledelserne har det faglige ansvar. Der skal fokus på, om man i den tværfaglige organisering og i det stærke fokus på patientforløb kan opretholde et frugtbart uddannelses- og forskningsmiljø Læger, der ansættes i stillingerne som centerchefer eller klinikledere, aflønnes som ledende overlæger for så vidt angår grundlønsniveauet. Organiseringen af klinikkerne sker med udgangspunkt i en række patientforløb, og indenfor klinikken defineres et antal tværfaglige team (4-6) som ansvarlige for patientforløbene. Hvert team organiseres med en flowmaster, som skal sikre optimal ressourceudnyttelse, en forløbskoordinator, som skal koordinere patientens kontakt til eller overflytning til et andet team, og endelig en teamkoordinator der bl.a. står for kontakten til klinikledelsen, men som ikke er leder. Det er hensigten, at den nye centerstruktur i en glidende overgang skal erstatte den hidtidige afdelingsstruktur frem 1. januar Overlægeforeningen har overfor Sygehus Sønderjylland betonet, at der skal fokus på, om man i den tværfaglige organisering og i det stærke fokus på patientforløb kan opretholde et frugtbart uddannelses- og forskningsmiljø inden for de lægelige specialer, så udviklingen af patientbehandlingen fastholdes. Sammenfatning Det er karakteristisk for de regionale organisatoriske nydannelser i Region Nordjylland og Region Syddanmark, at de søger at tilpasse sig det, Sten Lindahl (Karolinska Instituttet) kalder tematiske fællesskaber som fremtidens svar på effektiv sygehusdrift. Region Sjælland har gennemført flere organisationsændringer siden strukturreformen i 2007 og er nu tilbage i en afdelingsstruktur baseret på det enkelte sygehus. Også Region Midt og Re gion

13 Overlægeforeningens årsberetning Hovedstaden opretholder specialestrukturen, men organiserer sig med teamdannelser på tværs for at sikre det sammenhængende patientforløb. Man har såvel i Region Midtjylland som i Region Hovedstaden organiseret diagnostiske enheder og multidisciplinære team, der skal give dels et hurtigt udredningsforløb af akutte patienter, men også et nært og frugtbart samarbejde specialerne imellem om de ca danskere, der har to eller flere kroniske sygdomme på en gang. Det er efter Overlægeforeningens opfattelse essentielt, at den organisatoriske struktur bliver sekundær til implementeringen af de nationale behandlingsvejledninger. Med disse sættes en kvalitativ minimumstandard for behandling og udredning og dermed for det enkelte regionsråds ansvar for varetagelse af sygehusvæsenets opgaver. Behandlingsvejledninger vil også give evalueringskulturen et helt nyt perspektiv, fordi der fokuseres på kerneydelsen, og arbejdsmiljøet kan få et løft, fordi disse standarder fungerer som fagligt incitament og har bred opbakning. Overlægeforeningen vil arbejde for, at den nye organisationsform ikke bare bliver omkostningseffektiv, men også understøtter den lægelige efter- og videreuddannelse. Der skal endvidere gives den kliniske forskning det rum, der sikrer et fagligt niveau, som tåler international sammenligning. Patientbehandling bliver tiltagende international, og vi skal se en satsning af udvikling af sygehusvæsenet, ikke blot som en omkostning, men som en faglig drivkraft og en eksportfaktor med et stort potentiale. /03 Sygehusenes vilkår: Krisen bider sig fast Færre medarbejdere behandler flere patienter. Produktionskrav hæves konstant, og arbejdsgange på sygehusene styres stramt. Nye retningslinjer begrænser adgang til gratis behandling. Krisen har for alvor bidt sig fast også i sundhedsvæsenet, og det giver sig udslag i nye, overraskende tendenser. Indtil for nylig antog de fleste eksperter og beslutningstagere, at sundhedsudgifterne konstant ville vokse og lægge beslag på en stadig større del af det samlede offentlige budget. Først og fremmest på grund af større efterspørgsel på stadig dyrere behandling og på grund af flere og flere patientrettigheder. Men sådan er det ikke gået. Staten og regionerne har trådt så hårdt på bremsen, at udgifterne til sundhedsvæsenet ikke længere stiger. Kursændringen slog allerede igennem i 2010, da masseafskedigelser rullede over sygehusene flere steder i landet. Nye tal fra den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD viser, at udgifterne til det danske sundhedsvæsen faldt fra 11,5 til 11,1 procent af bruttonationalproduktet fra 2009 til De eneste andre lande i EU, som har været gennem en lignende udvikling, er Grækenland, Irland, Italien og Portugal, som alle kæmper med massive gældsproblemer. Staten og regionerne har trådt så hårdt på bremsen, at udgifterne til sundhedsvæsenet ikke længere stiger Det er imidlertid ikke overraskende, at det er gået sådan, når man følger udviklingen i regionernes økonomi, specielt udgifterne til sundhedsvæsenet. For første gang i nyere tid gav de offentlige sygehuse overskud. Sygehusejerne kom i 2011 ud med et årsregnskab i plus, da man brugte næsten to mia. kr. mindre på sygehusene end bevilget, svarende til to pct. Det skal ses i forhold til, at sygehusene blot to år tidligere endte med et underskud i samme størrelse. Samtidig er antallet afskedigelser af overlæger som følge af sparekrav aftaget fra 50 i perioden til færre end 10 i denne beretningsperiode. Forestillingen om det ustyrlige sundhedsvæsen er dermed manet i jorden for en tid. Det hårde tryk på bremsen har haft mærkbare konsekvenser, og de fleste eksperter og iagttagere tvivler på, at det vil være muligt at holde sygehusenes økonomi i så kort snor over længere tid. Dertil er befolkningens efterspørgsel og krav om behandling for stærk. Den tendens skærpes desuden af væsentlige ændringer i den demografiske profil med stadig flere ældre. Her og nu er der imidlertid ingen tegn på, at udviklingen vender. Tværtimod har regionerne ligesom kommunerne fået tommelskruerne på rent økonomisk. Det er sket ved hjælp af den såkaldte budgetlov, som blev vedtaget af Folketin-

14 14 Overlægeforeningens årsberetning 2012 get i foråret Den indebærer, at regionerne vil blive ramt af skrappe økonomiske sanktioner, hvis de bruger flere penge end aftalt. Økonomiaftalen Derfor kommer regionerne og sygehusene på en hård prøve i Den aftale om sygehusenes økonomi, som regeringen og Danske Regioner indgik i juni, indebærer i realiteten en skærpelse af den stramme økonomiske linje. Ifølge flere sundhedsøkonomer repræsenterer økonomiaftalen den hårdeste opbremsning i sundhedsvæsenet siden 1980 erne, hvor sygehusene i perioder oplevede nulvækst. Nye behandlinger, ny medicin og andre forbedringer finansieres ved, at personalet løber hurtigere Godt nok lover aftalen et løft på 1,1 mia. kr., men de fleste penge skal skaffes gennem produktivitetsforbedringer. Det vil sige, at nye behandlinger, ny medicin og andre forbedringer finansieres ved, at personalet løber hurtigere. Præcis som i 2011, hvor antallet af behandlinger steg med ca. fire pct. Økonomiaftalen indfører den udredningsgaranti og differentierede behandlingsgaranti, som længe har været efterlyst. Men aftalen indvarsler også en ny detailstyring af sygehusene og personalet fra regionerne og de centrale myndigheder. Patientforeninger frygter, at stramme visitationsregler i realiteten bliver en form for skjult brugerbetaling Finansministeriet og regionerne vil sikre, at personalet»skal anvendes så effektivt som muligt«, og vagtplanlægning og organisering skal»optimeres«. Dette sker uden i særlig stort omfang at inddrage medarbejderne og de faglige organisationer i et samarbejde, selv om det er veldokumenteret, at effektiv arbejdsorganisering i vid udstrækning er betinget af et godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. F.eks. kunne Finansministeriet og sygehusejerne sammen med personale og deres organisationer arbejde med virksomhedernes sociale kapital. Desuden skal sygehusejerne ifølge aftalen arbejde for at nedbryde overenskomstmæssige barrierer. Dette på trods af, at de såkaldte overenskomstmæssige barrierer er blevet eftersøgt af adskillige udvalg og ekspertgrupper i tidens løb uden at finde nævneværdige problemer. Lægeområdet har så sent som i været genstand for en fælles analyse det såkaldte periodeprojekt hvor der heller ikke blev fundet nævneværdige overenskomstmæssige barrierer. Og Overlægeforeningen har på den baggrund udtrykt bekymring over, at regeringen og regionerne med økonomiaftalen bevæger sig langt væk fra det politiske grundlag, som regeringen har præsenteret, og som officielt lægger op til tillid, dialog og samarbejde. Retningslinjer og detailstyring Også den måde, behandlingen tilrettelægges på ude på sygehusene, bliver genstand for en langt mere central styring fremover på godt og ondt. Overlægeforeningens og Lægeforeningens ønske om at få gang i arbejdet med nationale kliniske retningslinjer indgår i aftalen, og det er selv sagt positivt. Der skal udarbejdes i alt 50 af disse frem til og med De lægelige videnskabelige selskaber skal være med til at skrive de konkrete retningslinjer, men den overordnede ledelse af arbejdet består af en styregruppe uden lægelig repræsentation, hvilket er bekymrende. Ikke mindst set i lyset af erfaringerne med udarbejdelsen af de såkaldte visitationsretningslinjer for fedmekirurgi. Her blev en stor del af den lægefaglige ekspertise parkeret på et sidespor, hvilket førte til en unødvendig mudret beslutningsproces, som ikke er befordrende for en i øvrigt nødvendig styring af et behandlingsområde i kraftig vækst. Processen bar præg af et stærkt ønske fra de centrale myndigheder om først og fremmest at begrænse udgifterne. Det er sket ved at skærpe kriterierne for, hvem der kan tilbydes behandlingen. Derfor har det vakt stor bekymring, at man med økonomiaftalen har besluttet også at udarbejde visitationsretningslinjer for plastikkirurgi, grå stær og ADHD. Patientforeninger frygter, at stramme visitationsregler i realiteten bliver en form for skjult brugerbetaling, fordi patienterne vil vælge at søge behandling på privathospitaler, når de afvises af de offentlige sygehuse. Dette afvises dog kategorisk af regeringen. Sideløbende med ønsket om mere effektiv drift

15 af sygehusene er der kommet større opmærksomhed på behovet for sammenhængende patientforløb på tværs af sektorerne. Det handler først og fremmest om koordinering mellem sygehuse, kommuner og praksissektoren. Desværre er der ikke meget, som tyder på, at Danske Regioner og KL er parate til et konstruktivt samarbejde. Tværtimod har 2012 været præget af magtkampe mellem de to organisationer, som hver især forsøger at erobre mest muligt territorium, dvs. opgaver fra modparten. Konsekvensen er, at der sjældent er fokus på at sikre borgerne de bedste og mest effektive ydelser. Regeringen har derfor sat en arbejdsgruppe til at evaluere kommunalreformens konsekvenser for samarbejdet på sundhedsområdet. Og der er ikke meget, som tyder på, at fronterne flytter sig, før evalueringen er færdig efter planen i oktober Da krisen ramte sygehusene i begyndelsen af 2010 med masseafskedigelser, indledte de faglige organisationer på området FOA, Sundhedskartellet, HK, Yngre Læger og Overlægeforeningen et samarbejde, der bl.a. skulle sikre, at de ansatte blev hørt. Det har ført til udarbejdelse af en fælles ottepunkts-plan. Organisationerne har gennem længere tid arbejdet på at afholde en konference om de styringsmæssige og økonomiske udfordringer, som præger sundhedsvæsenet. Målet pt. er at holde konferencen snarest. /04 Dokumentationskrav, afbureaukratisering og it: fra afvisning til løfter Da Overlægeforeningen for godt halvandet år siden gik i offensiven mod overflødig dokumentation og det bureaukrati, der er blevet en følge af kvalitetsarbejdet, stod foreningen ret alene med kritikken. Heller ikke Overlægeforeningens ønske om at koncentrere indsatsen på at monitorere og forbedre diagnostik og behandlingen og dermed dreje kvalitetsarbejdet væk fra indirekte, ofte overflødige mål, nød synderlig opbakning. Sådan er det ikke længere. I dag står de fleste sundhedsfaglige organisationer sammen om ønsket om at få ryddet op i overflødige dokumentationskrav. Også internt i Lægeforeningen er der bred enighed, hvor der i begyndelsen var en vis skepsis overfor Overlægeforeningens kritik. Bevægelsen skyldes ikke mindst en bred offentlig debat, der afslørede en udbredt frustration blandt sundhedspersonalet og ikke mindst blandt lægerne. Mange overlæger og yngre læger

16 16 Overlægeforeningens årsberetning 2012 har skrevet og fortalt om de problemer, de oplever i dagligdagen. Problemer, der både handler om problemer med tidsrøvende og forældede itsystemer og vidtrækkende krav om registrering og dokumentation af tilsyneladende absurde forhold. Kulminationen på den offentlige debat kom, da en kronik i Politiken skrevet af læge Morten Staberg I dag står de fleste sundhedsfaglige organisationer sammen om ønsket om at få ryddet op i overflødige dokumentationskrav førte til en underskriftsindsamling. Den var i første omgang tiltænkt politikerne i Region Hovedstaden, men over læger fra hele landet valgte at bakke op om kravene. Også Rigsrevisionen har påpeget, at kvalitetsarbejde kræver en»betydelig«arbejdsindsats og opfordret til at vurdere hensigtsmæssigheden af de i alt 17 forskellige landsdækkende indsatser, der er i gang. Kritikken i den offentlige debat var skarpest i Region Hovedstaden, der skiller sig ud på to fronter. Dels har man som den eneste region i landet besluttet at gennemføre en såkaldt dobbeltakkreditering, som indebærer, at sygehusene skal leve op til kravene fra såvel Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) og den akkrediteringsmodel, regionen overtog fra HS, Joint Commission (JC). Det udløser i sig selv et ekstra pres på personalet, men Den Danske Kvalitetsmodel er ikke god nok til at ramme det centrale i kvalitetsarbejdet nemlig om patienterne får den rigtige behandling med de ønskede resultater dertil kommer, at hovedstaden tilsyneladende slås med flere it-problemer end de øvrige regioner, både som følge af forældet udstyr og som følge af manglende it-samordning. Som en udløber af debatten lykkedes det Overlægeforeningen at få en dialog i gang med Region Hovedstaden. Til at begynde med erkendte regionen, at der er problemer med it-systemerne, men afviste, at der finder overdreven og overflødig registrering sted. Den position blev dog opgivet, da regionen gennemførte sin egen undersøgelse af problemerne og måtte erkende, at der lokalt var problemer med krav om dokumentation, som var åbenlyst overflødige. Dialogen er fortsat i gang og fører forhåbentlig til et tættere samarbejde om mere konstruktive måder at arbejde med kvalitet. Om der kommer konkrete fremskridt vil bl.a. vise sig, når regionen til efteråret beslutter, om man vil droppe den udskældte dobbeltakkreditering. Den offentlige debat førte også til et møde mellem Overlægeforeningen og IKAS, der udstikker rammerne for DDKM, som dog ikke har ført til konkrete initiativer. IKAS mener, at Den Danske Kvalitetsmodel ikke i sig selv lægger op til unødvendige dokumentationskrav. Når der påvises åbenlyse problemer f.eks. med krav om registrering af faldrisiko og ernæringsscreening uanset sygdom så skyldes det de lokale sygehuse eller afdelingers måde at implementere modellen på. Uanset om ansvaret ligger det ene eller det andet sted, står det klart, at Den Danske Kvalitetsmodel ikke er god nok til at ramme det centrale i kvalitetsarbejdet nemlig om patienterne får den rigtige behandling med de ønskede resultater. Det blev illustreret overordentligt tydeligt i forbindelse med den såkaldte Glostrup-sag fra psykiatrien i Region Hovedstaden. Her kom det frem, at en stor del af patienterne på flere afdelinger har fået antipsykotisk medicin i doser, der langt overskrider afdelingernes egne vejledninger. Flere afdelinger har desuden indført en ny behandling med et beroligende præparat, uden at der er udarbejdet vejledninger i brugen af midlet, og hvor behandlingen ifølge Region Hovedstaden har»sat patientsikkerheden på spil«. Samtidig med disse forhold blev Psykiatrisk Center Glostrup og alle andre centre i regionen akkrediteret uden anmærkninger ad DDKM. Regionen konstaterede således i en pressemeddelelse efterfølgende, at DDKM havde godkendt og rost samtlige centre for at have orden i alle forhold, inklusive medicineringen af patienterne. Det burde herefter stå klart, at akkreditering efter Den Danske Kvalitetsmodel i dens nuværende form i for ringe omfang siger noget om kvaliteten af den behandling, patienterne modtager, og at den ikke leverer analyser, der gør det muligt for medarbejderne at højne behandlingskvaliteten. Sagen understreger endnu en gang, at der er et stort behov for at udvikle modellen, så den bliver klinisk relevant, hvilket Overlægeforeningen har påpeget flere gange. Sygehusene skal nu til at bruge en ny

17 version af kvalitetsmodellen, DDKM2. Den rummer forbedringer bl.a. i form af lidt færre standarder, men Overlægeforeningen forventer ikke, at den bliver afgørende nemmere at arbejde med, ligesom den ikke kommer tættere på det kliniske arbejde og dermed kvaliteten af behandlingen. Tidsforbrug på papirarbejde Men det er langtfra kun dokumentation og registrering i forbindelse med kvalitetsarbejdet, som beslaglægger stadig mere af lægernes tid. Langsomme it-systemer og overflytning af stadig flere administrative opgaver spiller også en væsentlig rolle. Såvel overlæger som yngre læger har påvist, at der bruges stadig mere tid på administrativt arbejde, som tager tid fra patienterne og fra forskning og udvikling medlemmer af Overlægeforeningen og Yngre Læger deltog i en spørgeskemaundersøgelse fra Politiken. 69 pct. svarede, at der siden 2007 er blevet mindre tid til patienterne, bl.a. på grund af langsomme it-systemer, krav om dokumentation og registrering og andre administrative opgaver. Efterfølgende gennemførte Yngre Læger en undersøgelsen, hvor man fulgte 24 læger med stopur i en periode. Den viste, at kun 25 pct. af arbejdstiden går med direkte patientkontakt. Direkte patientrelateret arbejde som f.eks. journalskrivning talte dog ikke med i denne kategori. Tidligere undersøgelser har vist, at 46 pct. af lægers arbejdstid går med direkte patientrelateret arbejde. Tilsvarende gennemførte Dansk Sygeplejeråd (DSR) en undersøgelse, der viste, at sygeplejerskerne på landets hospitaler årligt bruger 12,5 millioner timer på dokumentationsarbejde. DSR vurderer, at op mod en fjerdedel af dette arbejde Det er en vigtig opgave for Overlæge foreningen at bidrage til at få etableret et konstruktivt samarbejde med bl.a. sygehusejerne om organisering og arbejdstilrettelæggelse kan fjernes uden problemer, og at det vil kunne frigøre omkring fuldtidsstillinger til andre opgaver. Socialdemokratiet erkendte på den baggrund, at der er brug for en undersøgelse af omfanget af registreringsarbejde og bureaukrati på sygehusene. Og der er tilsyneladende lyttet til kritikken. Således fremgår det af det nye regeringsgrundlag,

18 at regeringen»i samarbejde med kommuner og re gioner vil iværksætte en reform med fokus på tillid, ledelse, faglighed og afbureaukratisering. Det skal sikre, at den offentlige opgaveløsning i højere grad orienteres mod resultater effektivitet, kvalitet og serviceniveau og i mindre grad mod opfyldelse af proceskrav.«målsætningen blev gentaget i 2020-planen, som bl.a. lægger op til at skaffe fem Såvel overlæger som yngre læger har påvist, at der bruges stadig mere tid på administrativt arbejde, som tager tid fra patienterne og fra forskning og udvikling mia. kr. ved at modernisere og effektivisere den offentlige sektor. Her hedder det bl.a.:»regeringen vil anlægge en ambitiøs tilgang, hvor opgaver og regler, der tager tid fra de offentlige kerneopgaver, afskaffes, og hvor der gennem afbureaukratisering af detail- og proceskrav sættes fokus på resultater.«udspillet, der ofte går under navnet»tilllidsreform«, er blevet hilst velkommen af Overlægeforeningen og flere andre sundhedsfaglige organisationer. Men der er endnu ikke kommet konkrete initiativer, så det er uvist, hvor dybt regeringens vilje til reform stikker. På nogle områder tyder det på, at viljen ikke stikker så dybt endda. Som det fremgår af den seneste økonomiaftale, er det tydeligt, at spørgsmål om organisering og arbejdstilrettelæggelse først og fremmest er noget, som regeringen ønsker at drøfte med sygehusejerne, mens personaleorganisationerne holdes uden for døren. Selv om det ikke er direkte sammenligneligt, kan der trækkes en parallel til de forliste trepartsforhandlinger, som regeringen havde sat stor prestige ind på, men som den alligevel ikke var i stand til at gennemføre. Dette forhold samt manglen på initiativer både hvad angår tillidsreform og afbureaukratisering viser, at det fortsat er et åbent spørgsmål, om intentionerne vil blive ført ud i livet. Derfor er det en vigtig opgave for Overlægeforeningen at bidrage til at få etableret et konstruktivt samarbejde med bl.a. sygehusejerne om organisering og arbejdstilrettelæggelse, der både kan bidrage til bedre arbejdsvilkår og mere effektiv behandling. Fælles medicinkort i knibe I 2011 begyndte sygehusene at indføre det fælles medicinkort (FMK). FMK er et system til kom-

19 Overlægeforeningens årsberetning munikation af aktuel og planlagt medicinering mellem behandlere, og et udgangspunkt for dialog med patienten. Indførelsen af FMK er en gammel vision, som går i opfyldelse. Et enstrenget system, som holder orden på den enkelte patients medicin, og hvor det er nemt at holde overblikket og derfor også nemmere at foretage revisioner af medicinen, er en meget stor fordel for både samfund, patient og læger. Patienterne har adgang til deres FMK via Sundhed.dk. Lægernes og sygehusenes har adgang til FMK via deres elektroniske medicinmoduler, der importerer medicinoplysninger fra FMK ved indlæggelsen og eksporterer til FMK ved udskrivelsen samt ved ambulante besøg, når det er relevant. FMK kan derfor bidrage til at reducere antallet af medicinfejl. Indførelsen af FMK gik hurtigst i Region Hovedstaden og Region Sjælland, men i april 2012 satte Overlægeforeningen spørgsmålstegn ved sikkerheden ved FMK. Det skete især på baggrund af tilbagemeldinger fra læger på hospitalerne i hovedstaden, som oplevede en række problemer ved brugen af kortet. Samtidig med Overlægeforeningens advarsel, meddelte regionen, at der kan være sket fejl i medicineringen af over hundrede patienter på grund af fejl i FMK, og brugen af kortet sættes derfor i bero. Det har siden vist sig, at fejlen er opstået i kortets samspil med hovedstadens it-systemer, og andre regioner har ikke oplevet lignende problemer. Forløbet viser, at det er af afgørende betydning at inddrage læger fra klinikken tidligt i processen, når ny it-teknologi skal indføres på sygehusene. Det vil aldrig være nemt at skabe den type systemer, og der vil altid ske fejl. Registerhensyn, økonomi, forskellige it-systemer og systemfejl har gjort opgaven vanskelig, og i enkelte tilfælde har det uretfærdigt miskrediteret hele projektet. Nogle læger oplever en større arbejdsbyrde, men til gengæld er systemet ubetinget til patienternes fordel, fordi det mindsker risikoen for medicineringsfejl. Derfor er det vigtigt, at man løbende arbejder på at få gjort systemet bedre, f.eks. ved at brugere af systemet får mulighed for at se på det med kritiske øjne og foreslå forbedringer. Kun på den måde kan FMK forbedres og videreudvikles. Stort potentiale i telemedicin Der har i de seneste år være tiltagende opmærksomhed på mulighederne i og nødvendigheden af at anvende telemedicinsk teknologier. Det er ingen overraskelse. Mere overraskende er det måske, at det ikke allerede er sket i større udstrækning. For telemedicin vil efter alt at dømme forandre sygehusene og arbejdsgangene i sundhedsvæsenet de kommende år. Teknologien er et indlysende værktøj i et sundhedsvæsen, som er præget af bl.a. centralisering, tiltagende akut præhospital virksomhed, tiltagende aktivitet på tværs af hospitalsenheder og af øget udlæggelse af patienter til eget hjem i stedet for ophold på hospitalernes sengeafdelinger. Teknologien kan være brugbar for bl.a. kroniske og postoperative patienter som en del af det nødvendige efterværn i eget hjem. Telemedicin er i dag velkendt inden for bl.a. kardiologien, hvor ambulancereddere sender patientdata til hjertecenteret, som beslutter, hvor patienten skal køres hen, og hvilken behandling der skal forberedes. Region Nordjylland har i et nyligt strategipapir udfoldet teknologiens anvendelse i relation til bl.a. akut ambulance- og helikoptertjeneste. Telemedicinske løsninger anvendt på den rigtige måde kan reducere antallet af dødsfald hos kronikere med f. eks. KOL, diabetes eller hjerteinsufficiens med op til 45 pct. Og teknologien er rundt om i landet ved at blive bredt ud til større grupper af kroniske patienter med bl.a. KOL og diabetes. Her kan den bruges til at fremme en tæt dialog mellem behandlere og patienter og en løbende monitorering, der forebygger forværring af sygdommen og dermed mindsker antallet af indlæggelser. Således er Region Nordjylland i gang med et projekt sammen med alle kommuner i regionen, som skal omfatte KOL-patienter. Det er indlysende, at der er store potentialer i form af kvalitetsløft i tidskritiske scenarier, i håndteringen af store dele af kronikerpopulationen og i en accelereret faglig dialog og udvikling i form af eksempelvis videndeling og faglig kommunikation ikke alene på den nationale, men også på den globale scene. Potentialet kan også illustreres med resulta terne fra en randomiseret undersøgelse iværksat af det britiske sundhedsministerium. Undersøgelsen»Whole System Demonstrator programme«omfatter kroniske patienter, og den viser ifølge ministeriet, at telemedicinske løsninger anvendt på den rigtige måde kan reducere antallet af dødsfald

20 20 Overlægeforeningens årsberetning 2012 hos kronikere med f. eks. KOL, diabetes eller hjerteinsufficiens med op til 45 pct. Teknologien kan give store økonomiske besparelser og behov for færre senge på sygehusene. Dertil kommer, at telemedicin kan blive et vigtigt element i en anden udvikling patientinddragelse eller empowerment da teknologien giver patienterne langt større mulighed for at tage kontrol over deres eget helbred og behandling. Det er på høje tid, at man indleder en national koordinering, så man ikke gentager de tidligere fejlslagne tilfælde af amtslig og regionsstyrede lokale»it-kongedømmer«men der er lang vej igen, før gevinsterne kan hentes hjem. Danske Regioner præsenterede i 2011 et relativt omfattende og grundigt strategipapir for fremtidig anvendelse af telemedicinsk teknologi. Her konstaterede man, at regionerne anvender mange forskellige telemedicinske teknologier isoleret uden integration med øvrige it-systemer i sundhedsvæsenet, og at den eksisterende teknologi ofte ikke er indtænkt i en driftssituation. Udfordringerne bliver endnu større, hvis potentialet skal realiseres fuldt ud og på tværs af sektorerne i sundhedsvæsenet dvs. omfatte såvel sygehuse som praktiserende læger og kommunernes pleje- og sundhedstilbud. Telemedicin er allerede nu blevet en brik i kampen mellem Danske Regioner og KL om ressourcer og magt. Således bruger KL telemedicin som argument for, at flere behandlinger kan flyttes væk fra sygehusene og ud i kommunernes»nære«sundhedsvæsen og at der derfor skal gives færre penge til regionerne og flere til kommunerne. Omvendt mener Danske Regioner, at det er dem, der skal have pengene til en telemedicinsk oprustning, da den skal udgå fra sygehusene. Hvis telemedicin bliver en politisk kastebold, vil det få alvorlige følger for udviklingen i sundhedsvæsenet, ikke mindst på et tidspunkt, hvor der i hele landet bygges nye hospitaler og ændres på struktur og organisering. Hvis telemedicinen ikke er med fra begyndelsen i planlægningen af alle disse forandringer, risikerer vi om få år at stå med et sundhedsvæsen, der hverken er effektivt eller i stand til at levere en tidssvarende behandling. Der er dog tegn på, at telemedicin begynder at få den nødvendige bevågenhed. Det fremgår af aftalen om regionernes økonomi for 2013, at regeringen, KL og Danske Regioner er enige om, at der skal udarbejdes en ny strategi for digitaliseringen af sundhedsvæsenet. Det indebærer bl.a., at der er afsat 80 mio. kr. til gennemførelse af storskalaforsøg. Det er positivt. Og det er på høje tid, at man indleder en national koordinering, så man ikke gentager de tidligere fejlslagne tilfælde at amtslig og regionsstyrede lokale»it-kongedømmer«med skudsikre afskærmninger til naboen. Overlægeforeningen ser positivt på øvelsen med storskalaforsøg. Det er formentlig en udmærket måde at indhøste brugbare erfaringer på, samtidig med at der er rammer om mulige skadevirkninger. Det er i den sammenhæng uhyre vigtigt at disse øvelser er veltilrettelagte og velmonitorerede, og at de også bygger på medicinsk faglighed. Det betyder også, at man allerede fra en meget tidlig fase og igennem hele forløbet bør have den medicinske faglighed helt ind centralt i processen. Øvelsen med indførelsen af EPJ-systemer lærte os nødvendigheden af dette på den hårde måde. Telemedicin får også stor betydning for lægers arbejdsvilkår. Overlæger vil i stigende grad kunne varetage specialistopgaver fra hjemmet, hvilket flere regioner allerede nu efterspørger. Det er vigtigt, at teknologien udbredes på en forsvarlig og kontrolleret måde både af hensyn til patientsikkerhed og arbejdsvilkår, og Overlægeforeningen har derfor indgået aftaler om varetagelse af telemedicinske vagter fra hjemmet. Det gælder bl.a. klinisk mikrobiologi i den jyske del af Region Syddanmark. Der er tale om en aftale, som løber i et år, og hvor det er frivilligt, om man ønsker at deltage i vagtordningen. Det skal desuden anbefales, at man høster viden fra sundhedsorganisationer, hvor man allerede anvender velkørende telemedicinske teknologier i den kliniske hverdag. Eksempelvis fra servicering af kroniske hjemmerespiratorbrugere i Canada. Det er et land med en kultur, en faglig standard og en økonomi ikke langt fra den danske. Erfaringerne herfra understreger bl.a., at man er nødt til at DRG-honorere telemedicinske ydelser svarende til anden ambulant virksomhed. Dels fordi den telemedicinske konsultation tager lige så lang tid som en vanlig konsultation i et ambulatorium, dels fordi udviklingen ikke vil finde sted, hvis afdelingen straffes økonomisk ved overgang til telemedicinsk virksomhed, uanset hvor store fordele den i øvrigt måtte have.