Christenhedens Syvstjerne. N. F. S. Grundtvig

Transkript

1 Christenhedens Syvstjerne N. F. S. Grundtvig 1

2

3 Indhold Indhold 3 1 Søndags-synet 5 2 Ebræer-menigheden 13 3 Græker-menigheden 21 4 Latiner-menigheden 29 5 Angler-menigheden 39 6 Tysker-menigheden 49 7 Den nordiske menighed 59 8 Den sidste menighed 79 9 Tilføjelse til Den nordiske menighed 91 3

4

5 1 Søndags-synet 1»Søndags-børn er født til syner«siger man hos os i Nord, hvor i Åndens kreds det lyner søndag hver med Herrens ord, hvor hans dag for hele ugen som hans sol på himmel-buen, skinner med syv dages lys! 2 Om end født på dage søgne, som i øst, så hertillands, dog Guds børn de bedste øjne har for deres faders glans, thi med øret for hans stemme, følger, som for alt derhjemme, for hans åsyn øje klart! 3 Og Guds-mennesket, som dannes midt i denne verdens ørk, ser det grant, at for Johannes var ej længer natten mørk, lyse måtte den som dagen for Guds-barnet med mund-smagen af Guds fader-kærlighed! 4 Han var ingen Simon Peter, solskins søn med skjalde-syn, men, som Saul iblandt profeter, genfødt, omskabt ved et lyn Og ved seer-tordenslaget blev den dunkle grund opdaget til hans navn af»torden-barn«. 5 Det var hjertet, som fik øje, hjertet, som fik seer-blik for Guds-huset i det høje, livets bog og lysets skik, helgen-stole, engle-vinger, underværket af Guds finger: Ordets vej i verdens ørk! 6 Torden-barnet havde hjerte For Guds herlighed i løn, Holdt sig gennem fryd og smerte nær til Guds eenbårne søn mellem ham og hjertens-vennen som i munden, så ved pennen alting gik i venne-vold! 7 Herrens gæst ved nadver-bordet som lå op til Herrens bryst, Ånden, som er i Guds-ordet, gæsted, flammed op med lyst, viste ham i gåde-spejlet livets bog, ej mer forseglet, men opladt på Herrens dag! 8 Vennen, som han længtes efter, Herren, som var al hans trøst, med guddommelige kræfter og med kærlighedens røst, Jesus, hjemme i det høje, da lyslevende for øje stod sin ven i stråledragt! 5

6 6 1. Søndags-synet 9 Kappeklædt var med guld-bælte manden over alle mænd, men dog ej som andre helte sværdet sit han bar ved lænd, draget var det uden finger skarpt, tveægget, som på vinger, ud det foer af heltens mund! 10 Øjet var som ild i lue håret som nyfalden sne som solstråler gå i bue var hans åsyn til at se fod-par havde af sit eget, han, som det var støbt og drejet blankere end nogen malm! 11 Mellem syv guld-lysestager frem han gik med faste skridt, holdt i hånd syvstjernen fager højt som skjoldemærke sit, og en røst som styrte-vande, hans herold i alle lande, for hans fjed beredte vej! 12 Overvættes for Johannes var Guds-herlighedens syn, og den røst som mange vandes, ned han sank, som rørt af lyn, var som død, til Herren lagde hånd på hoved hans og sagde: bort med frygten! det er mig! 13 Jeg den første og den sidste, jeg var død, men lever nu jeg skal mer ej døden friste og min gode ven er du, hvad som er, hvad som skal blive skue skal du og opskrive, nøgler alle er hos mig. 14 Lyse-stagerne betegne menigheder, syv i tal, som jeg kalder mine egne, for i dem jeg lyse skal, stjernerne i tal ej mindre, det er øjnene, som tindre af mit lys og i mit navn! 15 Skriv en bog om syner dine! send den i al verden ud til de ånder, som er mine, til det folk, som ærer Gud, som forsamles af al jorden: østen, vesten, syden, norden til mit bad og til mit bord! 16 Engle syv på himmel-stiger, skriv et brev til hver især! Skriv det alt som jeg tilsiger, alle mine lige nær, Med den glans, som de kan tåle, I den kreds som de kan måle, på det trin, som de er sat! 17 Giv dem navne, først de fire: Efesos og Smyrna med, Pergamos og Thyatire, lysende til tid og sted ; Sardes også med sin Vætte, Philadelphia den sjette, og Laodikæa sidst! 18 Hvorpå disse navne lyde og hvad disse breves ord for de ånder syv betyde som er sendt til os på jord, det er gådefuldt tilvisse, indtil vi ser mer end disse, overser Vorherres vej! 19 Tordner syv, hver med sit mæle, talte mærkelige ord: lyn i lyn til alle sjæle, som fik hørelse på jord; men den syvfolds-tordentale Herren, som har at befale lagde for os under segl! 20 Men den lille bog af Ånden, som skal lære os at spå, Den opladt i engle-hånden

7 7 netop da Johannes så, åd den som en honning-kage, døjed den kun med umage, blev klarøjet dog deraf! 21 Så er åbenbarings-bogen nu opladt af Herrens ånd, og hvor sjælen er lysvågen tager den af engle-hånd, smager sødt, og ret fordøjet klarer op den seer-øjet til at finde Herrens vej! 22 Også vi da profetere efter troens ord og mål skal om hedninger langt flere folkefærd og tungemål, om den folke-kreds afrundet, hvor Guds ord har tunger fundet skabt til Åndens talerør! 23 Og alt nu vi gåden gætte om de lyse-stager syv, så ved lyset i den sjette, i den femtes lys en tyv, som vil stjæle alt igrunden stjæle folk Guds ord af munden smøre dem om den med blæk! 24 Ved det vink vi gætted gåden om Guds-huset æggetrindt, fandt ved lyset lede-tråden i Vorherres labyrint: engle syv, hver med sit mæle, Herrens ord til alle sjæle tordner ud, hver i sin kreds! 25 Altid Herren sig udkårer folket sit blandt folk i flok, sande må selv verdens dårer, han det gjorde klarlig nok, da ved byrd og sprog og love han fra hedninger tilhobe skilte skarpt sit verdens-folk! 26 Men sit kristen-folk i Ånden samler Gud blandt alle folk; der kun dannes efterhånden tungen til Guds nådes tolk; himmeldyb er fødsels-gåden og for lov og ret går nåden, det kan verden ej forstå. 27 Derfor kristen-folket kendes verdslig kun på troens ord, dermed yppes, dermed endes folke-lighed på vor jord, troens ord hos børn og amme, på al verdens sprog det samme, er de kristnes modersmål! 28 Men af tungerne ved Babel syv sig Gud har forbeholdt til langt bedre ting end Abel at udtrykke blidt og boldt over Åndens lære-stole alle skinne de som sole, hver især til tid og sted! 29 Ikkun een af tunger disse tjente Gud fra modersliv, med Guds-ånden over isse lød på alle dog Guds»Bliv«da de som forlorne sønner vendte om med børne-bønner til den bedste faders hus! 30 Høvdings-tungemål forlorne selv når de kun føde svin, kendes på, at de kan tordne hvert med røst og rummel sin, at de tordne kan og lyne så for øre og til syne springe»himlens kræfter«frem! 31 Deres arv de vel på skøger og på tant forødte brat, dog af gamle hedning-bøger ses, det var en gylden skat, som blev suset bort og duset,

8 8 1. Søndags-synet følgelig, at fader-huset, det var overvættes rigt! 32 Fader-huset var herneden for hver høvdings-tunge fin Adams-munden i Guds eden rig på ord som brød og vin, Åndens telt i palme-lunden, billed-værket af Guds-munden, kilde-spring til livets flod! 33 Himlens kræfter, lilje-vånder mødre til hvert modersmål dem vi kalde folke-ånder som i magt har hver sit mål alle brøker af den ene diamant blandt ædelstene: Adams-ånden i sin glans! 34 Har vort modersmål ej lyde for det evige Guds-ord, ingen vej det sig kan bryde til vort hjerte på vor jord, så for alle dyre-sjæle som ej ånd gav mund og mæle, er Guds-ordet en barbar! 35 Det er sagen, det er knuden, klarest sol ser ingen blind, i det hus, hvor mørk er ruden, aldrig skinner lyset ind, ord er spildt på de døvstumme, og ej mer end det kan rumme gydes kan i noget kar! 36 Mindre vel end nogensinde, nuomstunder man det tror, ingensteds Guds ånd er inde, udenfor Vorherres ord, som det lever, som det lyder, er og gør hvad det betyder hos de hørende, som tror; 37 lige klart det står dog skrevet med den åndeførte pen og netop i Romer-brevet: mønster-skrift for lærde mænd, så de læser kun som paver, der ej læser hvad de staver men hvad ej der skrevet står! 38 Lige fast er klippe-grunden, legem sit hver folke-ånd har af ord i folke-munden, røres ej af nogen hånd, gribes ikke af fornuften ubegribelig i luften, låner ej hos døden liv! 39 Klippefast er tanke-loven: evig sandheds prøve-sten, så hver dyre-sjæl forvoven, og hver»synder engleren«, som vil sandheds skel nedrive, må med skam sig selv gendrive, sande selv, hans ord er løgn! 40 Lige fuldt erfaring lærer, at hvor trindt i hedning-land ånden ej med ord man ærer savnes åndelig forstand, der forgæves ordet lyder om Guds ånd og om hans dyder, åndens frugt og åndens sans! 41 Var trods alle brøst og klikke, mennesket ej af Guds æt ligned mennesket slet ikke Gud i ord og tankesæt, os så lidt som spurv og svale kunne da Guds ånd tiltale, vi så lidt hans ord forstå! 42 Og for hvert et folk i ånden grænse Gud har sat og skel, som ej flyttes kan af hånden havde end den romer-held, skellet er i hjerte-grunden målet er i folke-munden kraften er i folkets ånd!

9 9 43 Og som kraften, så er tiden afmålt til hvert folkefærd, somme før og andre siden mærke, Herren dem er nær med hans ånd da vidner deres, at hos dem Guds børn formeres, så hans lys er lys i dem! 44 Han er lyset, de guld-stagen, gjort med lysets egen hånd, som til solen passer dagen, så vor mund til Herrens ånd, af hans visdom til Guds ære vi får alt hvad vi kan bære, men så ej det mindste mer! 45 Det er knuden det er hagen ved Guds riges skifte-ret, klares godt end arve-sagen, når blev barne-øjet mæt! hvem vil tro, at af det bedste ej så meget som hans næste han har hånd og husrum til! 46 Når vil mellem store skatte nøjes godt med lidt de små, når vil de vel trøsten fatte, som de store knap forstå får du meget, alt fortæres, får du lidt, dermed du næres, mer end nok slet ingen får. 47 Stammer syv er hovedrige, stammer syv er søndags-børn, deres ånd og skjaldskab stige højere end nogen ørn, i de høje træers skygge hos dem himlens fugle bygge og udruge kuld på kuld! 48 Alle som husholdre slette, de forødte Herrens gods, vil med dem han gå irette, de få last og skam, ej roes, og da til dem kom Guds Rige, knap de havde, så at sige, salt tilbage til et æg! 49 Armod hos dem allesammen sad til højbords silkeklædt, ej selv hos ebræer-stammen, oldtids guld var bedre stedt, ført til bogs var rigtig skatten, sort på hvidt var hele klatten,»ånd og syner«på papir! 50 Sagn om gamle himmel-stiger med Vorherre oventil, riget over alle riger, røsten over alle spil, guders gang på himmel-buer ånders flugt som hvide duer, det var hardtad tomme ord! 51 Tomme kar igen dog fyldes kan af fyldens ejermand Cherubim påny forgyldes, stiger gøres brat istand på hans vink, som alting mægter, og igennem tusind slægter ej sin nåde har udtømt! 52 Intet han har skabt forgæves, trænger ej til splinternyt, når bansættelsen ophæves, han velsigner åbenlydt, da slår klokken med guldhamre, gamle kar og forråds-kamre fyldes brat til overflod! 53 Det blev kendt i»tidens fylde«, det blev set på»kvindens sæd«, alle himlens engle hylde barnet, som i krybben græd, alle himlens ånder lytte til vor sang om»davids hytte«, hjemstavn ny for Gud og mand! 54 Mage ej til Jakobs-stjernen tindrede på himlens blå, mage ej til Moses-hjernen

10 10 1. Søndags-synet brødes under lokker grå, Zions-bjerget, højt ophøjet, Davids-harpen, seer-øjet er på jorden mageløst! 55 Dog i norden, som i syden, og i vesten, som i øst, hvor der liv var i guds-lyden, ånde-lyn i skjaldens røst hjerte-greb i harpe-strenge, blomster-duft i mindets enge finder tale-rør Guds ånd! 56 Der er til Guds syner høje, der er til Guds tempel sten, der er for livs-lyset øje, guld til lysekrone-gren, der er hjerne til Guds-tanker hjerte-grunde til Guds anker, til hans fugle fjederham! 57 Derfor nu, på trods mod tyrken, og mod paven i hver dragt, lyder højt en»røst i ørken«nordenfra om dåbens pagt, om Guds-sønnen og Guds-ånden: hammeren i døber-hånden omvendt peger på»guds lam!«58 Moders-målet, skjalde-sproget lever klarlig op påny, ryster af sig romer-åget stikker fjederlet i sky soler på de grønne agre alle sine guld-kar fagre ofrer dem til hellig brug! 59 Kæmpe-ånden fra Højnorden længe sad i vætte-værn, kun hans rygte lød på jorden eventyrlig, nær og fjern; nu, opvågnet og frigivet han oplyser kæmpe-livet, skabt med ham i hedenold! 60 Hvad i de nordlyse nætter drømtes om den strøm så strid, mellem asamænd og jætter, som ej standser nogentid, og om norner, strenge, milde, Mimers brønd og Urdas kilde, dages nu til sandheds pris! 61 Alt hos Ejvind Skalde-spilder og hos Hakon Adelsten springe så man Nordens kilder med en stråle hardtad ren til vand-badet i Guds-ordet hvoraf Balder skal, trods mordet, stige, genfødt, op fra Hell! 62 Ja, i kæmperne fribårne klippe-vægge sig løsrev for at blive kirke-tårne, som vor drot sit navn på skrev følte dybt, trods pave-åget, tvang til tro er snak i tåget, tvang til skrømt er tvang til løgn! 63 Derfor og af kæmpe-ånden, i den gamle Norne-gæst, vi et billed har ved hånden som vort øje tjener bedst, thi med matte oldings-hænder sin lig-fakkel selv han tænder, syngende sin svane-sang! 64 Aldrig dog det gamle dødes i den kristelige dåb, uden at det ny genfødes med Guds-herlighedens håb derfor nu i forsyns-præsten atter dages Norne-gæsten igenfødt af vand og ånd! 65 Han fra dåben vandrer stille i Vorherres børnesko, men når jætterne ham drille med hans barne-aldre to, da sin»lille kraft«han bruger,

11 11 smækker jætterne som fluer, knuser troldene som kryb! 66 Først når Bifrost-broen brister Under Muspels hestefod, når sin gift den store frister spyr på billed-sprogets rod når ej Fenris mer er bundet, asers timeglas udrundet, dåner Brages harpeslæt 67 Da er tiden, da er stunden som Vorherre spåed om, da ej lignelser Guds-munden bruger om sin kristendom, da den nøgne sandhed bader sig i solen hos sin fader, som er sandheds-kærlighed! 68 Da er nær Gud-faders rige, hvor ej spørges mer om tal, da de syv skal være lige, fordi eet er»vil«og»skal«, fordi»kærlighed«alene saften er i alle grene på det store livets træ! 69 Alt hvad dunkelt var herneden: gåde-spejl i jærtegns-hal, dannet om for evigheden er som spejle af krystal, alt som byen, lyset bygger uden nat og uden skygger, solhvervs-tid og måneskin! 70 Uden ny og uden næde uden dagligt»op og ned«, stråler glans og tindrer glæde, blomstrer ret og hersker fred, bugne modne frugter rene immer ny på alle grene af det skønne livets træ! 71 Da er dejlighed den sande kærlighedens brude-dragt stråler over alle lande og misundes ej sin magt, både jord og himmel bære blus til deres dronnings ære skønhed da er sandheds brud! 72 Alle mål da skønhed tjene alle tal gå op i eet, thi er Salem og, det væne, lige højt og langt og bredt gennem Salems adelgade, i firkanten kredsens flade skønt udlagt er let opmålt! 73 I Guds stad den evigrene som Guds-bruden med sin krans, perler, guld og ædelstene favne herlighedens glans, overstråler alle tider stråler ud til alle sider glansen i al evighed! 74 Da er alle søndags-syner med alt gammelt rent aflagt, ej det tordner mer og lyner, ej står engle mer på vagt, Gud er lyset og så rolig som han selv er og hans bolig, kærlighedens hvilested!

12

13 2 Ebræer-menigheden 75 Herren sig til dig henvender, råber højt med ord og ånd:»se! Syvstjernen jeg omspænder kraftig med min højrehånd, vandrer, som et lys omdrager, mellem gyldne lysestager, ens i menigheder syv!«76 Flyttet er din lyse-stage, kold din moderlige favn, af din glans er dog tilbage stråle-kransen om dit navn; overalt, hvor kristne findes, som vor moder du skal mindes, til af døde du står op. 77 Som Maria-mø hin gæve, Herrens moder, under sky skal på ånde-vinger svæve du, til dig vi ser påny, til din Gudsøn dig forklarer, så med Zions sang du svarer til dit ry og til dit navn! 78 Intet kaldte du dit eget, ikke Abraham engang, ej kong David, som har leget yndeligst til Zions sang, ej din prude seer-række, palmerne som pil ved bække, ej apostel-tylvten fin! 79 Alle floder sammenrinde i det store verdenshav, så du ville dig forbinde, i Vorherres fællesskab, med det store hav foroven, hvor Guds ånde kruser voven: Himlens hav, Guds kærlighed! 80 Ja, hos dig i alle barme kun Guds fader-hjerte slog, barne-kærlighedens varme i Guds-freden dig indtog, og i kæden om Guds-bordet fælles-sjælen var Guds-ordet, evighedens lys med liv! 81 Når hos dig i tone-luer smelted spådoms-klipper grå, hvælved sig som himmel-buer over livets bølger blå; hvilken himmelsk glans og glæde var da ej hos dig tilstede, i dit paradis genfødt! 82 Davids-salmerne, de søde. Dybe, dunkle hjertekvad, de hos dig stod op af døde, klaredes i strålebad, svang sig med guldharpe-klangen over sky til himmelvangen, lokked engle ned til jord! 13

14 14 2. Ebræer-menigheden 83 Alt som virak-skyer stige under loft fra offer-skål, dine bønner i Guds rige steg fra læbe-altrets bål, klang og i Gud-faders øre, så hans lyst var at bønhøre glat og brat i Jesu navn. 84 Til de store højtids-dage: jul og påske, pinse med, søndag hver du mer end mage havde på hvert mødested, var det stald og var det lade, engle-skarer lige glade sang med dig halleluja! 85 Vore bedste tone-strømme er mod dine vand mod vin, vore syner, vore drømme, efterskin af spådom din! Når vi tale, når vi sjunge, hvad er ordet på vor tunge mer end røgen af din brand? 86 Dukked ned og op ad dåben hos dig kvinde eller mand, altid så du himlen åben, Åndens glans på badets vand, altid og af guddoms-røsten klarlig udbrød himmel-trøsten på al jordens modersmål! 87 Aldrig hos dig søgte sæde gæsterne ved Herrens bord, uden de med hjertens-glæde lytted til hans løndoms-ord, uden deres hjerter brændte, og ham deres sjæle kendte, når han brødet til dem brød! 88 Men tør hedninger misunde Herrens arilds-folk sin lod, at det gode, som det onde, var hos dem i overflod, at Guds nåde og Guds vrede over dem var lige hede: Himmerigs og helveds glød! 89 Og kan hedninger forlange, her at se så klart»guds ord«, som, hvor mellem Zions sange Herren sagde: her jeg bor, her, hvor Abraham jeg gæsted, her jeg mit paulun har fæstet, her jeg fandt mit hvilested! 90 Nej, hvor nådens ord har hjemme, livets flod sit kildevæld, der og har Guds røst og stemme lifligst klang med ret og skel; fra det høje frugten moden daler helst til hjerte-roden, gammel gæld betales der! 91 Israel! Guds førstefødte over muld, men under sol, dig Guds ord sig selv pånødte, som en drot på kongestol, derfor og i tjener-dragten han hos dig med konge-magten skinne lod sin herlighed! 92 Der, hvor ingen synd blev jordet, den jo stod som hævner op, og hvor de, som trodsed»ordet«, for til Hell med sjæl og krop, der i kødet kom Guds-ordet, og stod op, skønt han blev jordet, foer til himmels åbenlyst! 93 Hvor han tordne lod og lyne over dem, som brød hans lov, der som nådens sol tilsyne, han forgyldte sky og skov, der, på øde-marker golde, selv på gravens muld, det kolde, vokse lod han lys og liv! 94 Alt hvad der hos dig blev skuet, var hos dig og forberedt: hvor ild-støtten havde luet,

15 15 der blev flamme-tungen set; hvor for Herren dugen bredtes, hvor hans nadver forberedtes, der han selv for borde gik! 95 Kun hos Israel sin moder fandt den store»kvindesæd«, kun hos Israel en broder, søn for hende i sit sted, kun hos Israel: Guds vædre, kristen-folkets stamme-fædre, sendebud til alle folk! 96 Guld kun vokser i guld-årer, får kun der sin glans og klang, kun hvad sået var med tårer, høstet blev med frydesang, kun hvor loven havde lynet, skænket var og skærpet synet for Guds nådes sommersol! 97 Israel, Guds førstefødte, hjemme blev i faders hus, mens de andre børn forødte deres arv i sus og dus, derfor, når Guds rige nåde gerne han for alt lod råde, alt hans faders gods var hans. 98 Alt sin faders gods han kendte af hans klare visdoms-ord, vidste forud, hvad i vente var fra himlen til vor jord, derfor han i håbet kunne stirre på og efterstunde al Guds-husets herlighed! 99 Saligt prises skal dit øje, Zions kristen-menighed! for Guds-staden fra det høje med al Himlens herlighed; saligt øret for Guds-røsten, som dit håb om edens-høsten, livet i Guds åsyns lys! 100 Ugræs vil herneden spire midt i Herrens rosengård, Ananias og Saphire visned dog som lig på bår, brat i dine himmelegne sandhed blomstre, løgnen blegne måtte for Guds åndepust! 101 Hvad der voksed i dit Eden, under livets sol og dugg, modnedes for evigheden, under hjertets sang og suk, det med Stephan kom for dagen, før og siden sås ej magen til Guds-havens cedertræ! 102 Han, som Moses, hos den bedste var til gæst fuldmangen dag, og, som manden med sin næste, taled Gud med ham i mag, derfor som en engels åsyn klart blev hans i alles påsyn, mens i støv han end var klædt. 103 Han, lyksaligst under solen, nærmest Guds eenbårne søn, i sit bryst bar nådestolen ned Guds kerubim i løn, derfor med forklaret øje ham alt så han i det høje, Jesus ved Guds højrehånd! 104 Han, den helt, hvis røst var torden, knald og fald for hver en trold, bøjed ydmyg sig til jorden under dødens overvold, ville ej på egne vegne nogen sjæl en synd tilregne, bad for sine banemænd! 105 Og som Faderen i himlen hørte sin eenbårne søn, da han bad for synder-vrimlen, hørte og han Stephans bøn, vitterligt han fra det høje

16 16 2. Ebræer-menigheden for al menighedens øje viste det med stråleglans. 106 Det var, da fra nådestolen Jesus Kristus, Gud og mand, strålerne af søndags-solen lege lod i dødens land, sanke sig om synder-panden, der vel mer end nogen anden farved sig med Stephans blod! 107 Ja, da Saulus Stephans-bane rejstes op med stråle-krans, for at bære korsets fane højt i himmellysets glans, da tilregnet blev af sønnen synden ej, men helgen-bønnen, ham, som fnøs mod Herrens folk! 108 Så, til Jesu Kristi ære, trådte klart i kraft Guds ord, at som han er, hans skal være lænke-løsere på jord; Hellig-ånden, torne-kronen, himmel-glansen, nåde-tronen delte han med Stephanus! 109 Israel! ja, som Guds kæmpe kendt du blev i nådens tid, i Guds kraft du foer med læmpe, stred med pris den gode strid, hvori selv sig overvinder helten, og sin krone finder i Vorherres tornekrans! 110 Hvad du mægted af Guds nåde, som hos dig, til alles gavn, over mål og over måde var udøst i Jesu navn, derom bud endnu os bringer kraftens ord på englevinger, og guldpennens mesterværk! 111 Ja, skønt korsets fjender hærge længe alt din helgen-grav, så ej mer fra Juda-bjerge skues nådens store hav, fugle dog fra Zions Eden fløj til os med saligheden, Jakobs stjerne er vor sol! 112 Petrus, Paulus og Johannes, efter deres mund og pen skal Guds-mennesket uddannes, hvor Guds-ordet kommer hen, thi hos dem hver folke-tunge, som halleluja kan sjunge, mælede sit første ord. 113 Petrus! i den årle morgen du bekendte Herrens navn, derfor troes-klippeborgen kaldes skal din fødestavn, og hos dig, som klippe-boen, læres bedst at kende troen i dens svaghed og dens kraft. 114 Vel på havet, hvor du stiled kækt med tro til Herrens favn brat du sank, fordi du tviled, frelstes dog i Herrens navn; svag vor tro er alle dage, men Guds-kraften i det svage sejren vinder soleklar! 115 Derfor brevene, du sendte til Guds strø-gods trindt på jord, menighedens øje vendte til det lille troens ord: der, mens kødet er som høet, skyder op til livets træ! 116 Saulus! Paulus! du er manden, som oplyser håbet bedst, hvor det står på afgrunds-randen, hvor det holder påske-fest: hvor det som en boble springer, og hvor det på engle-vinger kiger ind i paradis!

17 Først du håbed ham at fælde, som er over alle høj, og det håb, ved Herrens vælde, bort som avn for vinden fløj; men da han dit håb var blevet, soleklart dit navn stod skrevet for din sjæl i livsens bog. 118 Du, Johannes! som dig hviled op til Herrens bryst så trygt, hvor hans kærlighed bortsmiled hver din tvivl og al din frygt, du den bedste part: Guds Eden, kårede i kærligheden: Troens rod og håbets frugt! 119 Ingen derfor kan med pennen følge kærlighedens spor, klart som du, som hjertens-vennen ad det levende Guds-ord, kærlig du i fjeder-hammen rører ved os allesammen, som har hjerte for Guds ord! 120 Håbet dog er troes-helten, kærlighedens mærkesmand, lever altid under telten på sit tog til livets land, dæmper frygt med demant-skjolde, tugter fejghed, knuser trolde, trøster hver modfalden sjæl! 121 Derfor, Paulus! du var manden, som for dåb og kristendom kæmped, led og pløjed stranden, fra Det røde Hav til Rom! Du og stod i hedenskabet mod dit eget folk i gabet for»retfærdighed af tro!«122 På din store helte-bane, himmelvendt på troens grund fodfast under korsets fane, brynjeklædt i allen stund, vor forgænger du er blevet, har og banen klart beskrevet, set i åndens middagslys! 123 Just hos dig sig løste gåden:»gud med os«i allen stund, som hans troes-ord med nåden i vort hjerte og vor mund, Herren taler, Ånden sendes, hvor han troes og bekendes, ånd og liv er troens ord! 124 Just hos dig vi har udfundet, bogstav-tro er Ordets grav, så»guds ord blev aldrig bundet«til en livløs penne-stav, er ej sort armod i grunden, som af hånden kun i munden var al Åndens herlighed! 125 Just ved dig gav sandheds-ånden os om»ordet«ret besked: af Guds-munden i støv-hånden dryppe visdoms-perler ned, så i Ånden vi med glæde perlerne kan sammenkæde til et»urims-smykke«nyt! 126 Ingen pen det har beskrevet så vidunderlig som din, fyndigst i Efeser-brevet: alter-tavlen favr og fin, hvor med pensel-strøg som stråler Herrens tempel du udmåler knejsende med spir i sky! 127 Hjertet der med oplyst øje ser det yndigt malet af, hvordan Herren vil ophøje hvem sig lille gør og lav, ser for barne-tro ved dåben Ånden vis og himlen åben, som for Guds eenbårne søn! 128 Hjertet ser med øjne klare der Guds-barnet vokse op, til det skal i sky opfare

18 18 2. Ebræer-menigheden fra forklarings-bjergets top, for guld-tronen at bestige, som Gud-fader i sit rige gav sin elskelige søn! 129 Hjertet ser da med det samme tjenerskabets kald og id: alter-ilden at opflamme, som i nådens skudårs-tid sammensmelte skal herneden Herren selv med menigheden, tro med klarhed, liv med lys! 130 Kæmpe med de store kræfter, og med sejer mangefold! Kronen, som du længtes efter, malet på dit blanke skjold, det var dog ej laurbær-kransen, grant du vidste det, at sansen hos Guds ånd er liv og fred! 131 Skriftklog var du på Guds rige, det som prentet for dig stod, kronen, værd at efterhige, købt til os med Kristi blod: rosen-kransen i Guds-eden, det er den, som evigheden fylder med sin friske duft! 132 Os med dig det gennemlyner: tomt var engles tungemål, tomme alle søndags-syner, tant opofrelsen på bål, hvis ej rødder slog herneden tro og håb i kærligheden: hjertets moderlige jord. 133 Når hos hedning og hos jøde virker ens Vorherres dåb, himlen da med evig grøde kroner dit apostel-håb, da er hos os allesammen Jesus Kristus ja og amen i Gud-faders kærlighed! 134 Med al spådom da tilende er al kundskab stykkevis, da vor fader vi skal kende, som han kender paradis, ja, som selv sig kender varmen, evigklar i fader-barmen, kærlighedens ild og lys! 135 Levning af ebræer-stammen, af det gamle Israel, som vi godt kan rime sammen med vor Balder skudt til Hell! Folke-levning uden mage! gid du vende brat tilbage til dit hjem i Breidablik! 136 Det skal ske, når i Guds rige alting græder ved dit savn, fra al skabningen opstige dybe suk i Jesu navn om Guds agers eftergrøde, om det andet liv af døde, som Guds ånd har forudsagt! 137 Det kun sker, når fra de døde du i åndens kraft opstår, skuer livets morgenrøde i den sol, som ej nedgår, i den»kristus«, du miskendte, mens endnu Guds lampe brændte i din gamle helligdom! 138 Det kun sker, når du kan sjunge Moses, din Guds-tjeners, sang med salmistens moder-tunge, og til Davids-harpens klang, når din hele seer-skare kan hos dig sig selv forklare, som hos os vort asamål! 139 Det umuligt verden kalder, underfuldt Guds engle-kor, som opstandelsen af Balder og den igenfødte jord, men på dine spåmænds tunger,

19 19 sandheds ånd derom dog sjunger, til det af Guds nåde sker! 140 Over vandet duen svæver, ånden, som udruger liv, til Guds-ordet røsten hæver, skaber alting med sit»bliv!«da Elias, den thisbiter, skal hos ny israeliter, verden give syn for sagn! 141 Med Jehovas nytårsgave han skal dages under sky, alt da, hvad der gik af lave, sætter han istand påny, først og sidst ebræer-munden, barnefødt i Mamre-lunden, døbt i ånden af Guds søn! 142 Da Jerusalem ophøjet står på sine bjerge to, som stor-staden, sammenføjet med grund-sprogets gyngebro; Herrens ånd og Davids tunge gør de gamle atter unge, som Fugl-Føniks askefødt! 143 Dugg og regn, som åndens gave, falder da på himmelsk vis, velindhegnet»kongens have«blomstrer som Guds paradis, og mens livets træ afplukkes, dødens træ til ved omhugges, til det store verdens-bål! 144 Så, vor gamle moder-kirke! rejser du dig af dit grus, kaldes skal du»gudevirke«, og, som Herrens andet hus, kun med engle-stav at måle, vidt det første overstråle i hans glans, som kommer snart! 145 Selv du da vil bedst opdage, hvi så strengt og overbrat flyttet blev din lyse-stage, fluks forvandlet dag til nat; i den gyldne aftenrøde, livets sol påny skal gløde, som i morgenrødens glans! 146 Og når ungdoms-kærligheden brænder med forklaret glød, livets træ da i dit Eden bærer lægedom for død, aften-solen da skal møde evighedens morgenrøde: dagen, som har ingen nat!

20

21 3 Græker-menigheden 147 Herren vor, som alting vidste, siger: mig betragte du som den første og den sidste, død engang, i live nu! Mellem død og dig er striden, og dit kors er mellem-tiden, nytårs-tiden er dit håb! 148 Ånden kalder dig med rette»fattig midt i rigdoms skød«, alt som fra din folke-vætte fordum det i sagnet lød om den drot, som har for øje al den del, ham kan fornøje, smager dog ej gran deraf. 149 Ja, i græker-stil at tale, Tantalos du er tilbunds, fattiglem i marmorsale, som med maden står til munds; for dit øje herre-retter altid frister, aldrig mætter brændende begærlighed! 150 Da du højest var i rangen, da du sad ved»guders bord«, har, som Tantalos i sangen, da du glemt det alvors-ord: Ræk ej livets brød til døden! Giv ej hunde helgen-føden! Kast ej perlerne for svin! 151 Ej jeg ved det, vil ej dømme, heller trøste, om jeg kan, og med dig et bæger tømme ved Guds bord i livets land, når fra ånders skygge-rige du påny til lys opstige kan og vil i Jesu navn! 152 Af de kødelig omskårne: falske jøders troldeflok, spotterne ad den eenbårne, plaget blev du længe nok, midt i dødens skyggedale, hvor kun blik og sukke tale, vidned du for Jesu navn! 153 Derfor i sin trøster-tone Ånden vidner for dig jo; vist dig venter livets krone, når til døden du er tro; snart vel og den vår oprinder, da din krans med kamp du vinder, I en sand olympisk leg! 154 Indtil da du mod inddrikke af det kraftens ord i løn: hvad du lider, frygt kun ikke! thi din frelser er Guds søn, de, som dig i lænker sloge, det var Satans synagoge, fals sin herre slår på hals! 21