BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Augustinusfonden Carlsen-Langes Legatstiftelse Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og Hustru

Transkript

1 1914 Martin Zerlang

2 BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Augustinusfonden Carlsen-Langes Legatstiftelse Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck s Fond Lademanns Fond

3 1914 MARTIN ZERLANG GADS FORLAG UDGIVET I SAMARBEJDE MED GOLDEN DAYS

4 INDHOLD PROLOG 8 FØRSTE DEL NUTIDEN 14 HISTORIEN I EN MAGGITERNING 14 VI LEVER PAA DEN BEDSTE JORD 17 OG SÅ BRØD KRIGEN UD 19 FREMTIDEN 22 SYNER AF DEN NÆSTE KRIG 22 SPÅDOMME OM ARKITEKTURENS KRYSTALKUGLE 26 ANDEN DEL VERDEN 34 ÉN VERDEN 34 DEN BALTISKE UDSTILLING 38 VERDENSKORTET TEGNES OM 43 VESTEN 46 REJSELYST 46 GEORG BRANDES JOMFRUREJSE TIL AMERIKA 50 TUNNELSYNER 54 RESTEN 56 HINSIDES DET KASPISKE HAV 56 POLARFORSKERE 61 KAREN BLIXENS AFRIKANSKE EVENTYR 64 TREDJE DEL TIDSALDEREN 72 LYNSKUD AF SAMTIDEN 72 NEW YORK-RACEN 75 KRIGEN 77 TIDEN 80 DAGENS AVIS 80 USAMTIDIGHED 84 FARTENS TIDSALDER 87 AUGUST 92 MOBILISERING 92 AUGUSTOPLEVELSEN I BERLIN 94 AUGUST I PARIS 98 FJERDE DEL KULTUREN 104 KULTUR OG KRIG 104 MANN MOD MANN 108 RODE MOD RODE 112 MENTALITETEN 116 MENTALITET 116 SPROG OG FØLELSER 120 RYGTER 123 BEVIDSTHEDEN 126 KULTURENS BYRDE 126 GRANATCHOK 129 DA ERFARINGEN FALDT I KURS 133 FEMTE DEL SAMFUNDET 138 AT LEVE SOM GREVER OG BARONER 138 STORE OG SMÅ BØNDER 142 BOURGEOISI OG ARBEJDERE 143 RACERNE 146 HVIDE OG FARVEDE 146 DEN STORE KARAVANE 150 MALER MELLEM MENNESKEÆDERE 153 DANSKERNE 156 NATIONALISMER 156 ALTYSKERNE OM DANSKERNE 159 DANSKE STAMMER

5 SJETTE DEL HJEMMET 166 DET MEKANISEREDE HJEM 166 VAREHUSET 170 PARISERMODE 172 BARNET 178 BØRNEOPDRAGELSE 178 KARIN MICHAËLIS OM GLÆDENS SKOLE 180 LEGETØJ 183 KØNNET 186 KVINDE OG MAND 186 KVINDESAG OG SUFFRAGETTER 191 SYGEPLEJERSKEN SOM HELTINDE 195 SYVENDE DEL KRIGENS FILOSOFI 200 KRIG OG ÅND 200 MILITARISME 205 I STÅLSTORMEN 211 KRIGSREPORTAGER 214 KRIGSREPORTERE 214 FRA VESTFRONTEN 216 FRA ØSTFRONTEN 219 KRIG OG FOTOGRAFI 222 KRIGENS SANDE ÅSYN 222 KAMERABLIKKET 224 KRIGSFOTOGRAFER 227 OTTENDE DEL LITTERATUREN 232 PAUSE 232 DET SKAL DRØNE 236 KIPLING SOM PROPAGANDIST 239 KUNSTEN 242 DEN DANSKE KUNST 242 DEN USYNLIGE KRIG 247 CAMOUFLAGE 248 MUSIKKEN 252 DEN EUROPÆISKE KONCERT 252 CARL NIELSEN OG KRIGEN 255 STØJ OG STILHED 260 NIENDE DEL ARKITEKTUREN 264 BYER OG PLANER 264 GRUNDTVIGSKIRKEN OG BEDRE BYGGESKIK 267 BLÅGÅRDS PLADS 271 FORLYSTELSERNE 274 RUNDT PÅ SCENEGULVET 274 TANGO 277 STORM P. PÅ KABARET 283 FILMEN 286 FILMENS SOCIOLOGI 286 KRIGEN PÅ LÆRREDET 291 HOLLYWOOD 293 TIENDE DEL MENNESKET 298 TYKKE BERTHA 298 MED STÅLNERVER 301 PROTESEMENNESKET 303 KRIG OG FRED 306 JULEFRED 306 NED MED VÅBNENE LYNSKUDT 311 EPILOG 312 LITTERATUR 318 ILLUSTRATIONER 328 PERSONREGISTER 330 INDHOLD 5

6

7 Solformørkelse, tre uger efter udbruddet af første verdenskrig, København den 21. august. Mon ikke de københavnere, der forsamlede sig på Rådhuspladsen for at overvære fænomenet, fornemmede en symbolsk betydning i det mørke, der trak hen over himlen?

8 PROLOG Året 1914 var ved at gå på hæld, da Edvard Brandes, Danmarks finansminister, den 21. december skrev et brev til Henrik Pontoppidan, hvor han takkede ham for hans nyeste bog. Toldere og Syndere hed bogen, der udgorde tredje bind af De Dødes Rige. Som titlen røber, er det en dyster roman, fuld af undergangsstemning. Pontoppidan er blevet kendt for sit tvesyn, men her var der ikke meget andet end sortsyn. Brandes havde alligevel nydt at læse bogen; han havde nydt at mærke dømmekraften hos et forstandigt Mandfolk; men måtte ellers tilstå, at han næsten ikke længere kunne læse fiktion, fordi hans hjerne vægrede sig ved at optage andet end dagligdags Stof. Det daglige stof var selvfølgelig ikke mindst krigen, og Brandes skrev, at det var strænge Tider ogsaa for en stakkels Minister. Men hvis vi alle kommer levende fra dette Stykke Verdenshistorie, tilføjede han, måtte Pontoppidan da kunne skrive en herlig Bog derom. Og han sluttede brevet med konstateringen: Her er dog virkelig meget at se og erfare og opleve selv i denne Afkrog. Men afkrogen er kun én vinkel på Siden malerne Pablo Picasso og Georges Braque omkring 1907 med kubismen udviklede et helt nyt billedsprog, vidste man, at verden kunne anskues på en helt ny måde: i brudstykker og fra flere vinkler på samme tid, og gerne i brækkede jordfarver, så man først ved andet eller tredje øjekast kunne se, hvad billedet hævdede at forestille. Picasso så selv en forbindelse mellem verdenskrigen og dette nye blik på verden. En dag i begyndelsen af den store krig stod han på pariserboulevarden Raspail sammen med den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Dér så han en camoufleret vogn køre forbi, og Gertrude Stein beretter i sin bog om Picasso, at de havde hørt om camouflage, men endnu ikke set det, og at Picasso efter med forbløffelse at have set den camouflerede panservogn udbrød, ja det er os, der har lavet det, det er kubisme

9 Gertrude Stein skriver i forlængelse af denne lille anekdote, at den store krig var anderledes end alle tidligere krige, og at kompositionen ærlig talt mindede om kubisme. Der var ikke én mand, som stod i centrum, omgivet af en masse andre mænd; tværtimod var der hverken en klar begyndelse eller en afslutning, og hvert eneste hjørne af kompositionen var lige så vigtigt som alle de andre hjørner. Edvard Brandes og Pablo Picasso er to vigtige inspirationskilder for denne bog. Indfaldsvinklen vil således være tæt på den vinkel, som Brandes foreslog; at vise, hvordan året 1914 også i denne Afkrog bød på en mangfoldighed af oplevelser og erfaringer. Men som det vil fremgå, er det også et år, der i sjælden grad indbyder til at anlægge en mangfoldighed af vinkler, og hvis man vil forstå, hvad disse mange vinkler betyder for fremstillingen, vil det være oplysende også at se ud over afkrogen. At forlægge observationsposten til Malmö, Sarajevo, Berlin, Wien, London, Mombasa, Thule og de parisiske boulevarder. I det meste af Europa begyndte 1914 i fred, og de syv fredelige måneder op til krigsudbruddet omkring 1. august er en del af denne historie. Indtil da var der ikke affyret andre kugler end dem, hvormed en bosnisk-serbisk nationalist, den nittenårige Gavrilo Princip, den 28. juni i Sarajevo dræbte det østrigske kejserriges tronfølgerpar og dermed væltede den første af de dominobrikker, som godt en måned senere ramlede ned over hele Europa. Som det vil vise sig, varmede disse fredelige måneder op til den fredelige og lykkelige modernitet, som siden 1945 har domineret i den vestlige verden. Men som det også vil vise sig, fyredes der samtidig op under den verdensbrand, der flammede op i august Når man i tiden til stadighed kredsede om begreber som kultur og mentalitet, var det i et forsøg på at afkode de holdninger og meninger, som for nogle tilintetgjordes, for andre forløstes, da kanonerne begyndte at tale. Allerede i midten af det 19. århundrede begyndte man med forfatteren Edgar Allan Poe at tale om massen og massemennesket, og op mod århundredskiftet voksede interessen for massernes psykologi og deres mentalitet. Massen var over det hele, i produktionen, medierne, i moden, på gaderne, i reklamen, i det politiske liv, og fra 1914 blev propaganda et nøgleredskab i forsøget på at forme massens mentalitet. Massernes tidsalder er en nærliggende mærkat, hvis man vil samle billedet af 1914 i et enkelt og overskueligt begreb. Men når man sænker flyvehøjden, ser man, at billedet brydes i tusinde facetter, og selv den suggestive opdeling i verden af i går og verden af i dag begynder at krakelere. Det var ikke først krigen, der ansporede til ny saglighed, funktionalisme, hårdkogt ironi. For mange, måske endda for masserne, begyndte 1914 som endnu et sving opad på den fremskridtskurve, der var begyndt i det 19. århundrede: flere penge, PROLOG 9

10

11 mere oplysning, bedre boliger, nye opfindelser, højere tempo osv. Og der var direkte forbindelse fra denne kurve til det kulturelle opsving, som satte ind efter krigen. Krigen kostede 12 millioner soldater og 12 millioner civile livet, så selvfølgelig var de overlevende smerteligt bevidste om katastrofens mulighed. Men der var levende forbindelse mellem 1912, 1913, 1914 og årene efter krigen handler derfor ikke kun om brud, men også om sammenhæng, og ikke kun om den store opløsning af alle forskelle i krigens offerbål, men også om brydninger og overblændinger. Om fredssag og krigsbegejstring, om kønspolarisering og kvinders stemmeret, om hjemstavnsdyrkelse og maskinæstetik, om kroppens frigørelse og om kroppens pansring, om støvsugerens indtog i hjemmene, om filmens gennembrud, om tango som en ny tids rytme. Follow the Crowd, skrev Irving Berlin i 1914 i en sang til musicalen The Queen of the Movies, følg den glade masse, følg tangodrømmernes synkoperede rytme. I mangfoldigheden af perspektiver vil denne bog tage udgangspunkt i den danske vinkel på 1914, men hele tiden under hensyntagen til samspillet med verden uden for Danmark. Og den vil forsøge at tegne et billede af hele 1914, altså også fredsmånederne indtil august, også det brede kulturliv, også den modernisering, som på mange måder foregriber de brølende 20 ere, men som afbrydes af verdenskrigens katastrofe giver kort sagt med afkrogen Danmark som vigtigste udsigtspost en slags kubistisk forsøg på at beskrive året 1914 i et mentalitetshistorisk perspektiv. Der hviler et tragikomisk skær over den begivenhedsrække, som endte i attentatet på den østrigske tronfølger og hans kone: det tåbelige i tronfølgerens statsbesøg, der var lagt på de serbiske nationalisters mest symbolladede dag, mindedagen for nederlaget til osmannerne på Solsortesletten i 1389; den jammerlige beskyttelse under besøget; den første attentatmand, der får kolde fødder; den anden attentatmand, der hverken får ram på tronfølgerparret eller på sig selv med en giftpille, og som heller ikke lykkes med et drukneforsøg i den udtørrede flod; den tredje attentatmand, som får ondt af tronfølgerparret. Og endelig Gavrilo Princip: Egentlig havde han opgivet attentatforsøget og var gået ind i en forretning for at købe sig en sandwich, da han pludselig ser, at bilen med tronfølgerparret langsomt bakker ud fra en sidegade, fordi chaufføren var kørt forkert, og så falder skuddene. PROLOG 11

12

13 FØRSTE DEL 13

14 NUTIDEN HISTORIEN I EN MAGGITERNING FORRIGE SIDE Da krigen brød ud, erklærede Danmark sig neutralt, men sikringsstyrken på mand blev indkaldt og satte sit tydelige præg på bybilledet. Her indtager infanterister havnemolen i Skovshoved, og ude i horisonten passerer tyske krigsskibe gennem Øresund. Det er fredag den 2. august, Paris, Rue de Rochechouart. En brosten suser gennem luften, den smadrer ind i det store butiksvindue, og splinter fra rudens glas spredes til alle sider. En rasende hob, mange af dem ganske unge, trænger ind i butikken og river varerne ned fra hylderne, river hylderne ned fra væggene, ja river væggene fra hinanden. De tusindvis af små maggiterninger spredt ud over gulvet står med deres miniput-geometri i nærmest komisk kontrast til det hærværk, som finder sted. Fem dage tidligere havde Østrig-Ungarn erklæret Serbien krig. Det fik russerne til at mobilisere deres styrker. Det førte den 1. august til en tysk krigserklæring mod Rusland. Og det førte til fransk mobilisering, og mobiliseringen blev den 2. august ledsaget af gadeoptøjer i Paris, hvor ikke mindst butikker tilhørende La Société Laitière Maggi blev hærget. Alt tysk var nu en fjende, der skulle fjernes. Fotografer, der var på pletten, kunne dokumentere rudeknusningerne. Det folkelige opgør med Maggi-koncernen nåede også ind i dansk litteratur. Carl Muusmann tegnede i sin krigsroman Neutrale Helte (1915) et dramatisk og noget melodramatisk billede af den folkestemning, der rejste sig mod Maggi-mejerierne: Nu gik det løs mod alle Maggi erne. En stor Bande havde organiseret sig med en Eksekutivkomité i Spidsen. Anføreren var en Kvinde nede fra Hallerne. Hendes Ansigt var hvidt af Raseri og Lidenskab, medens hun svang et Kosteskaft som en Sabel i Luften og kommanderede sine Tropper frem. Muusmann støttede helhjertet den franske sag, men billedet af den kostesvingende heks røber hans utryghed ved såvel den kompakte masse som den kommanderende kvinde. Anskuet på nært hold antager den patriotiske iver et

15 Allerede før krigen blev det schweiziske firma Maggi udpeget og udskreget som tysk, og den 2. august blev Maggis forretninger hærget overalt i Paris.

16 noget privat præg: Hun havde i sin Tid haft en Morgenbeværtning, i hvilken hun solgte en Kop Bouillon med en Bolle i til Hallernes Folk, som derfor havde døbt hende Kraftbollen. De billige Maggi-Supper havde ødelagt hendes Forretning, hvorfor hun nu tog Hævn. Og hævnen udmøntede sig, som allerede beskrevet, i systematisk hærværk: Under Eder, Trusler, Tilraab og Latter drog man fra den ene Butik til den anden og smadrede alle Flasker, Daaser og Inventariegenstande, medens Publikum stod ved Siden af og kontrollerede, at alt gik grundigt til. Schweizeren Julius Maggi opfandt i 1908 Maggiterningen, og den var hurtigt blevet en kæmpesucces. En international succes. Med butikker i Schweiz, Tyskland og Frankrig. Nogle få uger før angrebet på Maggi-selskabets mange butikker i Paris, kunne man i Politiken den 6. juli læse en lille artikel om Maggiterningens plads i den moderne Husholdning. Man læser, at dette moderne Produkt ikke engang kendtes for fem år siden, men at det nu næppe mangler i noget Køkken, og at det gør det muligt at koge saa hurtigt, billigt og velsmagende som muligt. Maggiterningerne fabrikeres med maskiner, så man kan også glæde sig over, at Menneskehænder kommer overhovedet ikke i Berøring med Massen. Maggiterningen var simpelthen koncentreret modernitet. Maggiterningen var og er bare en lille terning, en kube eller Kub, som den også kaldtes, men på en måde blev den også en lille krystalterning, hvorigennem man kunne aflæse stemninger og tilstande ved udbruddet af første verdenskrig. Den koncenterede ikke kun smagen af ærter, flæsk, blomkål osv., den koncentrerede også spændingen mellem dem, der hyldede den moderne verden, og dem, der ligesom den norske forfatter Knut Hamsun regnede suppeterninger og dåsemad for død mad. Og den kom til at demonstrere spændingen mellem en tid, hvor verdensmarkedet ekspanderede, og en tid, hvor grænserne lukkede sig. Og hvor skyklapperne gik ned: Julius Maggi var slet ikke tysker, men kom fra det neutrale Schweiz. Og havde i øvrigt været død siden Muusmanns forklaring på det patriotiske opgør med forhandlerne af Maggiterninger var, kan man vist sige, småborgerens hævnfølelser over for den internationale kapital. Marc Bloch, som omkring 1914 udviklede den såkaldte mentalitetshistorie, havde en supplerende forklaring. Han mente, at en falsk nyhed, et rygte, som f.eks. det rygte, at uskyldige franske børn blev forgivet med Maggiterninger, altid fødes af kollektive forestillinger, der går forud for dets fødsel. I det foreliggende tilfælde var jordbunden for hadet til Maggiterningerne blevet gødet af den franske ultranationalistiske forfatter Léon Daudet, som i august 1912 begyndte at skrive om den tysk-jødiske spionage, og som i december 1912 skrev den første af ikke mindre end 75 artikler

17 om Maggi og dens filial Kub. Lunten var lagt til rette i god tid, før bomben eksploderede i VI LEVER PAA DEN BEDSTE JORD Godt ti måneder før krigsudbruddet, nærmere bestemt den 21. september 1913, stod forfatteren Emma Gad foran en mikrofon så stor, at man snarere kan tale om en makrofon. Hun var sammen med mere end hundrede andre kendte danskere blevet bedt om at indtale en besked til eftertiden. Og hun tog udgangspunkt i det apparat, hun stod over for: Ved denne mærkelige Opfindelses Hjælp kan altsaa nu det ene Slægtled tale personligt til det næste. Sammen med de mange andre film- og grammofonoptagelser blev optagelsen af Emma Gad pakket omhyggeligt sammen, lagt i vat og puttet ned i en papæske, som blev loddet til med blik. Først nøjagtig hundrede år senere, i 2014, måtte dette Statens Arkiv for historiske Film og Stemmer åbnes. Først et hundredår senere skulle offentligheden få adgang til at høre Emma Gads oplevelse af tiden her på tærsklen til 1914: at den var kendetegnet ved en saa mægtig Udvikling til det bedre, at man næsten ikke kan tro, det var forundt et tidligere Slægtled at være Vidne til noget lignende. Siden 1914 er historien ikke bare historien plus historien om historien, men også en optagelse af historien live, historien som film eller grammofonplade. I januar 1914 markerede den danske stat sig som den første, der rationelt brugte de nye medier i historiens tjeneste. Det mente i hvert fald dagbladet Politiken, som sammen med Nordisk Film havde taget initiativet til arkivet med historiske Stemmer, et filmisk og grammofonisk tværsnit af Danmark anno 1913/1914. Den 20. januar 1914 kunne avisen berette, at samme eftermiddag ville et par hundrede kendte danskere plus et antal korrespondenter fra aviser som Berliner Tageblatt, New York Times og Matin komme til five o clock tea på Paladshotellet, hvor arkivet ville blive præsenteret. Arrangementet startede med, at der blev tændt for en grammofonplade. Her lød nu en prolog forfattet af journalisten Anker Kirkeby, men indtalt af en anonym stemme, som modtog de forsamlede og alle senere lyttere med de højtidsfulde ord: Efterkommere! Her skal berettes, hvordan den danske Stats Tale-Arkiv blev til. Vel, man fik beretningen om initiativet og gennemførelsen, og derefter karakteriserede prologen de forskellige historiske stemmer: politikernes kraftfulde talekunst, handelsmændenes ensformige læsetone, de lærde professorers forsigtige stemmer, præsternes milde ditto, officerernes kommandorøst med korte og stødvise sætninger, og forfatterne, hvis stemmer røbede, at de var FØRSTE DEL NUTIDEN 17

18 Jeg tror, vi lever paa den bedste Jord, i det bedste Land, den bedste By og den bedste Tid vant til at tale i en Sofakrog, når de nu hviskede deres Hjertes Hemmeligheder ind i en roterende Plade. Den, der vakte mest opsigt ved arrangementet, var mere berømt for sit udseende end sin stemme. Det var vor verdensberømte Filmsdiva, altså Asta Nielsen, der åbenbart havde fået orlov fra studierne i Berlin. Men her var også både nuværende og afgåede ministre, fremtrædende forretningsmænd, embedsmænd, kunstnere, sportsmænd, og mange som også vil optræde i denne bog: Den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle, den radikale indenrigsminister Ove Rode, Københavns socialdemokratiske borgmester Jens Jensen, den førende danske intellektuelle Georg Brandes, kvindesagsforkæmperen Elna Munch, den verdenskendte filosof, professor Harald Høffding, radioens opfinder Valdemar Poulsen, maleren Kristian Zahrtmann, skuespilleren Poul Reumert, operasangeren Vilhelm Herold, polarforskeren Ejnar Mikkelsen, Storm P.s gode ven flyverpioneren Alfred Nervø og verdensmesterskabscykelrytteren Thorvald Ellegaard. Hvorvidt kulturhistorikeren Troels-Lund, litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen og forfatterne Gustav Wied og Johannes V. Jensen også var til stede, er usikkert, men som det fremgår af Politikens mange reportager, var det egentlig ligegyldigt, om de var fysisk til stede: De kunne høres i grammofonens stemmetragt eller ses på lærredet. Og den dag i dag kan vi høre Johannes V. Jensens tørre stemme lovprise tiden: Jeg tror, vi lever paa den bedste Jord, i det bedste Land, den bedste By og den bedste Tid. Jeg priser mig lykkelig over at leve i Teknikkens Tidsalder. Ikke desto mindre anser jeg Fuglenes Flugt og det første Alfabet for lige saa store Mærkværdigheder som Flyvemaskinen og Grammofonen. Fra tiden går Jensen over til kvinderne, og her fremgår det, at han især omfatter de blonde kvinder med de varmeste følelser: Det er i Dag den 14de September 1913, Midtpunktet af al Tid, det Øjeblik, da vi lever. Jeg er 40 Aar gammel og hader ikke et eneste Menneske. Jeg tror, jeg kunde bleven lykkelig med hvilken som helst Kvinde, men de Blonde gør et mystisk, na

19 turligt og frydefuldt Indtryk paa mig, deres Nerver svinger sødere end Andres. Og af de Blonde lever jeg med en, hvis Væsen i ti Aar har været mig en uafbrudt strømmende Kilde af Undren og Lykke, og som jeg aldrig bliver færdig med, saa længere kommer jeg ikke i mit Liv end til denne ene. I arkivet kan man høre en helt anden stemme tale om tidens kvinder. Det er Elna Munch, som var kvinderetsforkæmper og i øvrigt gift med den danske forsvarsminister, den radikale politiker P. Munch. Hun fastslog inden for det halvandet minut, hun havde fået til rådighed, at Kvindernes Valgret og Valgbarhed herhjemme vil inden længe være en Kendsgerning!, og hun forudså, at i samme grad som kvinderne ville få indsigt i hele Samfundsmaskineriet, ville de ophøre med at blive værgeløst Bytte for de panikagtige Stemningsbevægelser, der bryder løs med nogen Tids Mellemrum. Man kan savne optagelser med almindelige danskere, en arbejder, en bonde, en håndværker, en købmand, men man må give sprogforskeren Kristoffer Nyrop ret, da han den 20. januar 1914 i Politikens kronik skrev, at dette arkiv ville få uvurderlig betydning for fremtidens kulturhistorikere. Det er nemlig hele Nutiden, som gennem disse Films og Grammofonplader overleveres til Fremtiden, det er os selv lyslevende, som vi færdes paa Gader og Stræder, som vi taler og synger. OG SÅ BRØD KRIGEN UD At gennembladre en avis fra 1914 er en særpræget oplevelse. Selv om det rumlede på Balkan, selv om der var optræk til borgerkrig i Irland, og selv om der var revolution i Mexico, var månederne januar, februar, marts, april, maj og juni bemærkelsesværdigt fredelige. Indtil den 28. juni, hvor ærkehertug Franz Ferdi nand og hans kone, Sophie, tronfølgerparret til det østrig-ungarske kejserdømme, udfordrede skæbnen ved at køre i åben vogn gennem Sarajevo, hovedstaden i det af Østrig-Ungarn annekterede Bosnien-Hercegovina og hvor det lykkedes den nitten år gamle nationalistiske student Gavrilo Princip, der ønskede sit land løsrevet og sluttet sammen med kongeriget Serbien, at få ram på tronfølgerparret. Men selv efter attentatet var det indtil de sidste dage af juli, som om freden havde sænket sig over Europa. Det gjaldt magthavere som den tyske kejser, der tog på sit årlige krydstogt langs den norske kyst, og det gjaldt menigmand som Claus Eskildsen, seminarielærer ved Tønder Seminarium, der holdt sommerferie med sin familie ved Aabenraa Fjord. I bogen om sine oplevelser i den tyske hær, Østfront Vestfront (1929), sammenfatter han sin holdning til krigsudbruddet i sæningen: Krig? Jeg har Ferie. FØRSTE DEL NUTIDEN 19

20 Carl Muusmann, som i romanen Neutrale Helte skrev om Maggi-optøjerne i Paris, var specialist i det, han kaldte det glade København, og i erindringsbogen Fra Sedan til Verdun (1916) konstaterede han, at der aldrig i Europa havde hersket en saa næsten idyllisk Fredsstemning som i Sommeren Og selv den engelske marineminister Winston Churchill, som ellers med sine ønsker om oprustning vakte splid i den britiske regering, skrev i sine erindringer, at foråret og sommeren 1914 havde udmærket sig ved en usædvanlig ro. Men så kom en krig i vejen. I 1914 nåede Coco Chanel, der opholdt sig i den mondæne nordfranske ferieby Deauville, lige at skabe et moderne gennembrud inden for moden, inden hun måtte lægge al sin energi i produktionen af uniformer til de hvide engle, kælenavnet for de sygeplejersker, der tog sig af de sårede soldater. På tærsklen til 1914 var tango på alles læber, men så blev der stille, da kanonerne begyndte at tale. I 1914 var Asta Nielsen den største filmstjerne i Tyskland, men som formodet russer blev hun overfaldet af de krigsog spiongale masser på Unter den Linden. I maj 1914 forudså forfatteren Johan Skjoldborg i en kronik i Politiken samlingen af Amerikas Forenede Stater og Europas Forenede Stater i et kæmpemæssigt tvillingerige, men to måneder senere kunne han fra Kiel skrive hjem om den tyske mobilisering blev et skæbneår. Den store ro skulle vise sig at være ganske tilsyneladende. Attentatet på det østrigske tronfølgerpar tændte den lunte, som omkring 1. august eksploderede i den store Krig. Krigen virkede også som en lunte på filosoffer og forfattere, præster og videnskabsmænd. I Frankrig, Belgien, Storbritannien, Amerika, Rusland, Sverige, og også Danmark, men først og fremmest Tyskland kastede det skrivende folk sig ud i rasende, rablende forsøg på at fortolke krigen, udlægge dens mening, vise dens værdi, fejre den, besynge den, hylde den som alle tiders største fest eller kritisere den som et historisk fejlgreb. Krig? Jeg har Ferie Også danske intellektuelle blandede sig i diskussionen, nogle med støtte til Storbritannien, Frankrig og dermed også Rusland, andre med støtte til Tyskland og Østrig, og enkelte, først og fremmest Georg Brandes, som principielt neutrale. Johannes Jørgensen, Kai Friis Møller og og Kristoffer Nyrop var blandt dem, der leverede de skarpeste angreb på den tyske krigsførelse. Den frankofile Nyrop hyldede således den franske kultur i bogen Frankrig (1915),

21 mens han til gengæld hudflettede både krigen og den tyske kultur i bogen Er Krig Kultur? (1916). Omvendt valgte Johannes V. Jensen, overrasket af begivenhedernes fart, at erklære sig som altysker, selv om han indtil da havde set det som sin opgave at formidle mellem den tyske og den engelsk-amerikanske kultur. Og Karl Larsen identificerede sig helt og fuldt med den tyske militarisme, mens Karin Michaëlis kom i klemme, fordi hun identificerede sig med de tyske og østrigske ofre for krigen. Til det tyske udenrigskontor forfattede Anton Hollmann en beretning om presseforholdene i Danmark, hvor han citerede Georg Brandes for en udtalelse om, at nu måtte de ledende kredse i Tyskland lære at forstå, at der i Danmark herskede et inderligt had til Tyskland, ikke mindst på grund af den tyske politik i Nordslesvig. Og da Peter Nansen, den tyskvenlige direktør for Gyldendal, blev fyret i 1916, var en medvirkende årsag utvivlsomt, at han havde sagt nej til at udgive Johannes Jørgensens belgiskvenlige og franskvenlige Klokke Roland. I januar 1915 skrev sprogvidenskabsmanden Otto Jespersen i Tilskueren en artikel om Krigsstemninger hos tyske Videnskabsmænd og engelske Forfattere, og her noterede han, at når man havde læst en halv snes af de tyske Krigsforedrag, kunne man ikke længere skelne mellem de enkelte forfattere. Selv om de hver for sig repræsenterede eliten inden for deres fag, så forsvandt alt individuelt særpræg, når de talte den tyske sag. Den tyske sociolog Emil Lederer undrede sig på samme måde over, hvordan krigen sammenbragte de forskelligste personer og skoler og strømninger. I optakten til sin analyse af verdenskrigens sociologi, publiceret 1915, noterede han, at en senere tid vil næppe kunne begribe, med hvilken viljesløshed for ikke at sige underdanighed alle strømninger tabte sig selv i krigen, og hvordan de alle troede, at de kunne finde et nyt liv i den. I samme ånd, men noget skarpere skrev den østrigske forfatter Karl Kraus senere, at man ikke kunne forestille sig nogen større tortur mod dette pak af digtere og litterater end den, at man sætning for sætning optrykte alt det, som de dengang havde smurt ned, dels i deres omtågede dumhed, dels ud fra deres spekulationer i, at de ved at lovprise andres heltedød kunne undgå at sætte deres eget liv på spil. I denne fortolkningsrus fra 1914 støder man igen og igen på begreberne kultur og mentalitet, og de samme begreber vil man støde på i denne bog. Men hvor det føromtalte pak brugte kultur som et våben, hvormed de angreb deres påstået kulturløse, barbariske og bestialske modstandere, bliver kultur her brugt som et redskab til at give et signalement af 1914 på tværs af krigsudbruddet, på tværs af frontlinjerne, på tværs af elite og masse. FØRSTE DEL NUTIDEN 21

22 FREMTIDEN SYNER AF DEN NÆSTE KRIG En fortælling er en måde at fortolke på, og da det nye arkiv af film og stemmer kom til verden, blev de forskellige filmklip stykket sammen i en fortløbende handling. Anker Kirkeby havde ikke bare arbejdet som almindelig journalist, men havde også skrevet reportager fra Balkankrigene i 1912 og 1913, og hans fortælling beskrev en journalists dag, som den nu ser ud, når man går fra interview til interview, indtil man henimod dagens afslutning får det helt store scoop: Som den Lykkens Pamfilius Journalisten er, ender Dagen selvfølgelig med, at der udbryder en Verdenskrig, og han jages af Sted til Eventyrene, medens de første Krigstelegrammer allerede snurrer gennem Bladets Maskineri. (21. januar 1914) I dag, hundrede år senere, er det verdenskrigens udbrud, der tegner hele billedet af Men i januar 1914 var verdenskrigen kun en fantasi, Syner fra vor næste Krig kaldte Harald Raage det i undertitlen til sin krigsroman Delfinen fra Det er ikke nogen stor roman, men den er bemærkelsesværdig konkret i sin udmaling af den krig, der en gul Efteraarsnat 1915 kommer til et Danmark, som i forvejen er helt nede i et politisk, økonomisk og kulturelt kaos. Hovedpersonen, en idealistisk og nationalistisk premierløjtnant, bliver som chef på undervandsbåden Delfinen den, der genrejser den danske sag mens telegrafen gnistrer med historier om tyskere, der har besat Norge, englændere, som har landsat tropper i Esbjerg, russere, der har besat Nordnorge, og tyskvenlige svenskere, som tænker på generobring af Norge, der jo var blevet selvstændigt i Det lykkes Delfinen at sænke et af de tyske flagskibe, og det lykkes at undgå en kugle fra en af de engelske torpedobåde, de så

23 Spåkoner havde al mulig grund til at spå sig selv en stor fremtid i det fremrullende århundrede. Her har madame Ary lagt kortene på bordet. FØRSTE DEL 23

24 kaldte Dreadnoughts, og den tapre premierløjtnant belønnes i sidste kapitel med en lang og inderlig kærlighedserklæring fra sin udkårne. Syner af den næste krig blev også oprullet af den tyske General af Kavalleriet Friedrich von Bernhardi, som fik oversat sin bestseller om Deutschland und der nächste Krieg Tyskland og den næste Krig til dansk, i øvrigt af forfatteren Louis von Kohl, der fra krigens start blev hyret som tysk agent, og som vægtede denne oversættelse som et vigtigt bidrag til den tyske sag. Bernhardi argumenterede med store ord for, at krigen var uundgåelig, at krigen var en vigtig kulturkraft, og at krigen i øvrigt meget vel kunne inddrage Danmark: Af stor Betydning vilde Danmarks Tagen-Stilling blive for os, [da] Skibsfarten i Østersøen og ud af Østersøen i væsentlig Grad vil blive afhængig af dette Land. Det er for os af allerstørste Betydning at holde Færdslen aaben, og vi maa gribe til Forholdsregler for, om muligt, at naa dette Maal. P. Munch, der var dansk forsvarsminister fra 1913 til 1920, skrev i tidsskriftet Tilskueren (1912) under overskriften Tysk Krigsfilosofi en anmeldelse af Bernhardis vildt berygtede værk. Rystet noterede han, at man under gennemlæsningen af denne bog af en af den tyske Militarismes bærende Mænd hvert øjeblik fristes til at udbryde: Men dette er jo det rene uforfalskede Vrøvl. I slutningen af anmeldelsen måtte han medgive, at flertallet af den tyske befolkning støttede oprustningen, men at det ikke var ensbetydende med, at de ønskede krigen. Heller ikke Politiken regnede med, at den næste krig ville bryde ud i Den 2. januar 1914 forudså avisen, at årets store begivenhed ville blive den store Baltiske Udstilling i Malmö. Det var en stort anlagt udstilling hvor svenskere, danskere, tyskere og russere i fredelig kappestrid skulle vise det ypperste inden for arkitekur, design, kunst og teknik. Udstillingen blev gennemført. Men Bernhardi fik ret. I august brød krigen ud. Og russerne og tyskerne, der havde udstillet side om side, lå nu i krig med hinanden. Og forlod derfor skyndsomst Malmö. SPÅDOMME OM 1914 Når historiens blade vendes, stiger spændingen. Hvad vil der ske på næste side? Og når året skifter, rejser spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i det nye år? Hvordan vil det mon forløbe? Bliver det et lykkeår eller et år hærget og furet af ulykker? Spåkoner er specialister i forudsigelser om lykke og ulykke, og spåkoner havde store tider i begyndelsen af det 20 århundrede. Om ingen anden epoke i verdenshistorien er der udtalt saa mange Spaadomme og Profetier som netop om den, i hvilken vi i Øjeblikket lever, siger arkivaren, der er en af personer