Amtmandens Døtre (tredjeutgavens versjon, først utgitt 1879)

Transkript

1

2 Camilla Collett Amtmandens Døtre (tredjeutgavens versjon, først utgitt 1879) 2013

3

4 Camilla Collett: Amtmandens Døtre (tredjeutgavens versjon, først utgitt 1879) Det norske språk- og litteraturselskap, 2013 (digital utgave, bokselskap.no) Utgitt i samarbeid med Nasjonalbiblioteket. ISBN: (digital, bokselskap.no), (epub), (mobi) Teksten er lastet ned fra bokselskap.no

5 OM DENNE UTGAVEN ved Ellen Nessheim Wiger Denne utgaven er laget av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket. Arbeidet er utført av Liv Kalveland, Gry Berg og Ellen Nessheim Wiger. Tekstgrunnlag Tekstgrunnlag for denne utgaven av Amtmandens Døtre er tredjeutgaven fra 1879, som ble utgitt i Kristiania av Alb. Cammermeyers Forlag. Språket er ikke normalisert. Utgaven fra 1879 har ikke kapittelinndeling slik vi er vant til. Noen overskrifter forekommer, men som oftest er nye «kapitler» bare markert ved litt ekstra luft og sideskift. For å lette lesingen (og også med tanke på parallellvisningen, se under) er det satt inn kapitteltelling/- overskrifter. Disse er satt i skarpe klammer for å markere

6 at de er utgivers tekst og ikke Colletts. Rettelser Behandlingen av teksten med hensyn til rettelser er forsiktig; bare der det ikke er tvil om feil i teksten er det rettet. Opplagte trykk-/setterfeil er rettet. Alle endringer i teksten blir gjort rede for i form av noter. Eksempler: bliv] rettet fra: hliv søsterlige] rettet fra: føsterlige Uregelmessigheter i ortografi og i bruk av interpunksjon er ikke rettet. Colletts bruk av prikker og tankestreker reproduseres. Varianter De mange og til dels store forskjellene mellom utgavene har umuliggjort et tradisjonelt variantapparat i denne utgaven. I stedet er det ved hjelp av verktøyet Juxta Commons laget en digital parallellvisning av tekstene fra førsteutgaven (1854/55) og tredjeutgaven (1879).

7 I parallellvisningen kan man enten vise tekstene side om side eller man kan velge en av tekstene som «basetekst». Førsteutgaven (1854/55) finnes også som egen bokselskapbok. Tilblivelse, kommentarer og ordforklaringer Denne utgaven er ikke kommentert. For kommentarer og ordforklaringer, se Camilla Collett Amtmandens Døttre. Utgave ved Kristin Ørjasæter og Ellen Nessheim Wiger, Det norske språk- og litteraturselskap (digital utgave, bokselskap.no). Kristin Ørjasæters innledning i samme utgave opplyser om verkets tilblivelses- og utgivelseshistorie, komposisjon, Colletts forfatterskap m.m.

8 FORORD Da denne Fortælling for et Snes År siden første Gang viste sig for Publikum, var den i sin Art noget Nyt oppe hos os. Vore hjemlandske Novellister, vor fortræffelige Maurits Hansen først at nævne, havde næsten udelukkende holdt sig til Almu- og Småstadsforholdene. En Skildring af de sociale Tilstande, således som de efter vor politiske Gjenfødelse artede sig i vort norske Patricierliv, var så godt som uforsøgt. Den Studsen, som dette Forsøg derpå vakte, må fornemmelig tilskrives denne Omstændighed: det Uvante. Den samlede sig i den private som i den offentlige Kritik i tvende Hovedanklager. Den første af disse Anklager, at det var en «Tendentsroman», vil nu falde bort af sig selv, da det omtrent hører til Umulighederne i vore Dage at skrive en Roman, som ikke er det. Den Anden, der er bleven tilbage, at den er Produktet af en pessimistisk Livsopfatning, der ser Skygger overalt, kunde måske ligesålet pukke på Uundgåelighedsundskyldningen: hvorledes er det mulig, i vore Dage ikke, etc.? Imidlertid er det fornemmelig for at imødegå denne sidste Anklage, at

9 jeg har fundet det nødvendigt at forudskikke et forklarende Ord. Titelen «Amtmandens Døtre» får denne Fortælling nu engang beholde, men den kunde måske mere betegnende omsættes til «Et Lands Døtre». Den giver, betydelig formildet, en Skildring af de Livstilskikkelser, der ventede Døtre i de mere dannede Klasser, særlig under vore isolerede Landboforhold. Noget mildnende i disse Vilkår vil Tiden, især ved sine lettere Kommunikationsmidler, naturligvis have medført. I mit lange Liv, tilbragt under disse Forhold, havde jeg ikke oplevet andet end Tragedier rundt om i Familierne, ei heller, så langt som Sagnet strakte sig tilbage, hørt berette om Andet. Nogle af disse Sagn var af den Beskaffenhed, at de kunde forsvaret en Plads i Sophokles eller Shakespeare. Jeg gjentager derfor: hvad jeg har meddelt deraf, disse Småbidrag til en fædrelandsk «Kvindehjertets Historie,» er gjengivet med al Moderation, al nødvendig Hensynsfuldhed, anende, mere end jeg dengang var mig det klart bevidst, at det vilde være betænkeligt alt for pludselig at rive Sløret bort fra Tilstande, som man nu engang var bleven enig om, med åbne Øine ikke at se. Folks Beholdning af smukke, ømme Følelser var næsten ganske flygtet over i Digtningen, særlig derunderforstået hin Tids importerede, sterkt tårepersende Romaner, dem

10 man i slidte Bind og i en forfærdelig Oversættelse kunde finde på næsten ethvert Familiebord. I denne Lekture søgte man da Forfriskelsen efter Dagliglivets Tryk og Prosa; det var den unge Piges Hjertetrøst at drømme sig ind i den, ligesom det fornemmelig var den, der måtte levere Stoffet til den selskabelige Underholdning. Man skulde næsten sige, at i samme Grad som den æsthetiske Følsomhed bevægede Gemytterne, i samme Mon afstumpedes den for de virkelige Tilstande, man havde lige for Øine. Gjennem Generationer kjendte man dem nu engang ikke anderledes. Man havde vænnet sig til at betragte dem i sine Kriser og enkelte Udbrud omtrent som andre Naturfænomener, som Sommertørken, som et Skybrud eller som den første Nattefrost, der ubønhørlig feier Havens sidste Blomst væk. En Mægling mellem disse to Livsmagter, Digtning og Virkelighed, med det Formål ved den Førstes mægtige Hjelp at vindicere den Sidste sin Ret, var som sagt endnu så godt som uforsøgt. Fru Gyllembourgs Noveller, der på en høist velgjørende Måde afløste og tildels fortrængte den fremmede Sensationsroman, dannede vistnok en Overgang til en bedre Forståelse af vort eget Liv. Men de var dog, trods at de tiltalte os mere hjemligt, byggede på Kulturtilstande og andre Forudsætninger, der lå os for fjernt til, at de kunde virke stort anderledes end som