7/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

Transkript

1 7/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

2 Annemarie Lunds biografi om Jørn Palle Schmidt tager udgangspunkt i hans virke som landskabsarkitekt gennem mere end 50 år og her især i anvendelsen af plantninger og plantemateriale. Jørn Palle Schmidt har i sit virke med stor spændvidde skabt grøn form omkring bebyggelser ved at gentage, bearbejde og variere de motiver, der kan uddrages fra landskabets plantninger. Med stor indlevelse i og fornemmelse for menneskers basale behov har han skabt plantninger, der udviser robusthed og frodighed samt udstråler vitalitet og frugtbarhed. GRØN FORM GRØNT MODSPIL En bog om landskabsarkitekten Jørn Palle Schmidt Af Annemarie lund 176 sider 24 x 29,7 cm Indbundet, illustreret ISBN Vejledende pris: 375 kr. GRØN FORM GRØNT MODSPIL ANNEMARIE LUND

3

4 Efter 32 fine og spændende år på SBI (Statens Byggeforskningsinstitut, red.) stoppede jeg maj dage efter at jeg var fyldt 60. Det var en vidunderlig overgang. Skønt at kunne sove længe om morgenen. Dejligt at kunne bestemme over min egen tid. Tid til familien, til rejser, til det gamle hus fra 1906 og til sommerhuset, men også til alle de ting, jeg ellers havde måttet forsømme eller stjæle mig tid til. De før så hyppige hovedpiner og diskusprolapserne svandt ind i antal. Forskønnelsesforeningen og de mange udvalg og bestyrelsesposter kunne passes bedre. Indimellem også en lille angst for at kede sig, men ikke ret længe ad gangen. Det var dog ikke helt slut med erhvervsarbejdet; jeg er stadig landskabsarkitekt for en længere vejstrækning i Sønderjylland, og der er en del foredrag. Jeg oplever, at tingene tager meget mere tid end før. Hvor jeg tidligere ud over SBI-arbejdet kunne klare op til 50 foredrag om året og kunne skrive en kronik på en nat, kan jeg nu ikke længere nå tilnærmelsesvis så meget. Jeg har stadig ikke fundet ud af Power- Point, og jeg synes, at computeren tager enormt meget tid. Til gengæld kommunikerer jeg gennem den langt mere, end jeg før gjorde med fax, breve og telefon. Jeg får mange breve fra venner, der føler stor tomhed, efter de er holdt op med at arbejde. Jeg synes, man skal blive ved med at holde kontakten til faget. Henning Larsen har engang ganske rigtigt sagt: Arkitektur er et gammelmandsfag. Og der er brug for ens hukommelse og erfaring. De bedste timer er dem, man ikke får noget for, for dem be-

5 stemmer man selv over. Og jeg synes i høj grad, der er brug for det, jeg har lært. Tag nu bare diskussionen om Tivoli-højhuset fx. Sådan en historie kunne nemt være kørt af sporet uden en vis træning i at håndtere byplansager. Og så ligger der stadig uendelig mange ting og venter på bedre tider. Det er jo grusomt, som man hober ting op gennem så mange år. Jeg er blevet helt flink til at forære væk til museer, samlinger, arkiver o.lign., og de påstår i det mindste, at de bliver glade for genstandene. Noget andet er så, at det jo ikke bliver ved på den måde det må man se i øjnene. Albert Mertz sagde engang: Det er rart at blive gammel, men der er ikke noget ved at blive skrøbelig. Den tid, den sorg. Steen Eiler Rasmussen betroede mig engang: Der er to ting, man skal gøre, hvis man vil have en rar tilværelse som gammel: Man skal samle på venner og på interesser. Så det prøver jeg på. Lige nu er der en bog, der skal skrives, og en udstilling, der skal forberedes. Så livet er dejligt.

6

7 Gå en tur i skoven. Sådan lød det gennemgående svar, da landskabsarkitekt Ph.d. Ulrika Stigsdotter for et par år siden spurgte ca testpersoner, hvilket råd de ville give til en ven, der følte sig meget stresset. Ulrika Stigsdotter er en af hovedkræfterne bag den meget anerkendte terapihave i den skånske by Alnarp. I efteråret 2006 blev hun ansat på Københavns Universitet under Det Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen for Skov & Landskab med det formål at omsætte erfaringerne fra Alnarp til en dansk terapihave mod stress og udbrændthed. Og en af de erfaringer, Ulrika Stigsdotter tager med sig fra Alnarp, er, at mennesker fortrinsvis søger den vildtvoksende natur. Det, der virker stressnedsættende, er den sanselige oplevelse af bladenes grønne frodighed, blomsternes farver, duften af muld, vandets rislen, fuglenes kvidren og insekternes summen. Berøringen af dyrs bløde pels er en anden beroligende faktor, og sammenfattende er det manglen på krav, som er det altafgørende. Det er nemlig ikke ens egen have og ikke ens egne kæledyr med krav om perfekt udseende og pasning. Her handler det om den kravløse nydelse i nuet, præcis som en tur i skoven kan være det og det er unægtelig en tankevækkende modvægt til tidens bastante krav om det perfekte arbejde, det perfekte udseende, den perfekte partner, de perfekte børn, det perfekte hjem, den perfekte have... I Alnarp har de fantastisk gode resultater med at helbrede mennesker, der er udbrændte af stress, og som måske gennem flere år har opgivet at leve en normal tilværelse. Efter et ophold i terapihaven i Alnarp på fire måneder kan op imod 80 % af deltagerne vende tilbage til en normal tilværelse. Det er resultater, der er i særklasse, og derfor kan det heller ikke undre, at det har givet genklang verden over. I Alnarp har de siden 1980 erne været optaget af landskabsarkitektur og sundhed, og her har de forsket i, hvordan natur og parker påvirker netop vores sundhed og livskvalitet. En af pionererne er professor, landskabsarkitekt og biolog, Patrik Grahn, som har været initiativtager og leder af terapihaven, siden den startede op i Tankerne om haveterapi har deres ophav i USA, hvor de begyndte at dukke op for omkring tyve år siden. Men noget nyere fænomen er det egentlig ikke, for sådanne tanker fandtes også hos blandt andre de antikke grækere og senere romantikerne i England. Imidlertid har haveterapi i dag fået fornyet relevans i forbindelse med stress som vor tids folkesygdom. Det grønne lindrer og det er efterhånden ret veldokumenteret. Undersøgelser viser fx, at en grøn udsigt fra en hospitalsseng gør, at patienterne behøver mindre medicin, er venligere mod personalet og bliver hurtigere udskrevet sammenlignet med de

8 patienter, der ikke har samme grønne udsyn. Det lyder meget enkelt, men i Alnarp ser det trods alt lidt mere sammensat ud. Det er ikke en symptombehandling men en helhedstanke, der ligger bag terapihaven. Et hold af forskellige faggrupper er tilknyttet stedet, og de mennesker, der opsøger terapihaven, tilbydes både afspænding, samtaleterapi, tegneterapi og havearbejde ud over det bare at opholde sig i det grønne. Ved at give sig tid til at mærke efter kan deltagerne finde en god balance mellem (have)arbejde og hvile, og det er noget helt centralt, de kan tage med sig, når de skal tilbage til et arbejdsliv. Der er flere grunde til succesen i Alnarp. Dels er der det grønnes lindrende effekt og helhedstanken om at finde en bedre balance mellem arbejde og hvile, og dels er der den vigtige omstændighed, at terapihaven er tilknyttet Lantbruksuniversitetet, for det har givet mulighed for en højt kvalificeret forskning og dermed en løbende udvikling af terapiformen. På verdensplan er Alnarp unik med sin kombination af haveterapi og forskning, som netop også efterstræbes i Danmark. Tidligere havde haven fx et rum, de kaldte mormors have for at deltagerne kunne genkalde sig gode minder fra barndommen; men forskningen har vist, at det er den vildtvoksende natur, mennesker først og fremmest søger. Den vilde naturs lindrende egenskaber er noget af det, vi vil indarbejde i den nye terapihave i Arboretet, fortæller Ulrika Stigsdotter og fortsætter: I det hele taget er det en fordel for den danske terapihave, at den kan tage det bedste fra Alnarp, og at de nyeste forskningsresultater og erfaringer kan blive indarbejdet i projektet. Det teoretiske grundlag for haveterapien er stadigvæk nyt, og det er en søgende proces med flere teorier, men Ulrika Stigsdotter vægter teorien om, at vi har to typer af opmærksomhed. De kaldes henholdsvis Directed Attention System og Soft Fascination styret opmærksomhed og spontan fascination. Når vi bruger den styrede opmærksomhed i bylivet, modtager vi ca. 11 millioner informationer i sekundet, men den menneskelige hjerne kan kun kapere informationer i sekundet, og resten må frasorteres. Det er dette sorteringsarbejde, der er så krævende og stressende. Det, der ikke sorteres bort, går over Hippocampus, der oversætter sanseindtryk til sprog, og videre til pandelappen, hvor det bearbejdes kognitivt. Systemet har kun begrænset energi, og når den er brugt, er det, kroppens stressberedskaber slås til. Når vi befinder os i naturen, fungerer hjernen anderledes. Her bruges den spontane fascination den sorterer ikke indtrykkene, men scanner i stedet omgivelserne, og det kræver ikke energi. Indtryk-

9 Ulrika Stigsdotter startede sin ansættelse med at finde et egnet sted til den kommende danske terapihave, og valget faldt på Arboretet i Hørsholm. Stedet rummer mange af de kvaliteter, som eftersøges: Der er mange store træer, artsrigdom, frodighed, ugenerthed, vand dvs. søer lige i nærheden og en mose på selve det udvalgte område samt en eller anden mere udefinerlig god atmosfære. Dernæst kunne hun gå i gang med at tegne på den egentlige udformning af haven. Den forventes at ligge klar i slutningen af dette år. kene går hen over Amygdala, som er center for følelseslivet, og det giver tankevækkende nok en kortere og mindre belastende vej i hjernen. Ser man det i et bredere tidsperspektiv, er det ikke så mærkeligt, at vi indimellem har svært ved at håndtere det stressende storbyliv. Hvis man forestiller sig, at hele menneskets tid her på jorden sættes til et døgn, udgør den tid, vi har levet i huse, nemlig kun ca. 5 sekunder, relativt set, og hjernen har derfor ikke haft tid nok til at tilpasse sig bysamfundet. På det mere personlige plan minder disse teoretiske tanker mig om engang, jeg var på en hektisk rejse til London for se på moderne arkitektur. Om natten drømte jeg om en rolig og sanselig intens ridetur i den grønne danske bøgeskov. Med disse nye teoretiske briller på er det nemt at forstå, at denne hektiske intellektuelle byrundtur bare var for meget, og at drømmen fortalte mig, at jeg havde brug for aflastning i naturen. Der skulle nok også have været afsat tid til en gåtur i en af Londons parker! I selve skabelsesprocessen har Ulrika Stigsdotter et vigtigt arbejdsredskab med sig fra Alnarp, og det er de otte arketypiske rum (se faktaboks). Nok så interessant for en landskabsarkitekt. Hun fortæller: De otte rum kommer fra konkrete sociologiske undersøgelser i Sverige, og det interessante er, at man har fundet frem til de nøjagtig samme resultater i andre lande også, bla i Holland. Ulrika fortæller videre: Når det handler om terapihaver for udbrændte, er der et klart mønster i, at det er arketypen Den vildtvoksende natur, der søges mest, og Festen der kan være sværest at rumme. Deltagerne vil især i starten af et forløb gerne være alene i den vildtvoksende natur i fred for andre. I Arboretet er der rigtig gode forudsætninger for at skabe disse vildtvoksende

10 grønne rum. De vil derfor få stor vægt i udarbejdelsen af haven, mens fx Festen vil få en underordnet rolle. Tilstedeværelsen af Festen er dog også vigtig, for når deltagerne begynder at kunne rumme den, er de ved at være klar til at komme tilbage til deres normale tilværelse. De arketypiske rum skal selvfølgelig ikke ses som rigide rumformer, men derimod er det op til landskabsarkitekten at udforme dem så vedkommende til lejligheden som muligt. Landskabsarkitektens genkendelige redskaber til dette er arbejdet med farver, former, stofligheder og rumfornemmelse i øvrigt, men Ulrika Stigsdotter understreger: Haverummene skal ikke være kunst. Det er brugskunst, og det er den proces og de aktiviteter, der kan foregå i rummene, der er det altafgørende. Associationen går umiddelbart til C.Th. Sørensens skrammellegeplads, hvor børn fik rum til at skabe huler, huse og tårne af skrammel. Det skete med stor kreativitet og livsglæde. Det var en pædagogisk meget fremsynet idé, som stadigvæk har svært ved at finde sin form, for hvad gør man, når hulerne, husene og tårnene er bygget færdige? Processen og aktiviteterne er det afgørende her, men der er desværre ikke nogen

11 enkel løsning på, hvordan man skaber rum med rummelighed i mere end en betydning. Det er nærliggende at spørge, hvad man som landskabsarkitekt kan byde på i den sammenhæng. Måske kunne der leges videre med tanken om den historiske inspiration i forbindelse med de arketypiske rum. Der er fx Det rofyldte rum med vandets piblen, grøn frodighed, og det afskærmede rum (der holder omgivelserne ude) som i Alhambra. Eller hvad med Padovas artsrige renæssancehave Orto Botanico, hvor cirklerne og kvadraterne er formfuldendte og hvilende i sig selv som et næsten religiøst centrum? Det kunne være et godt eksempel på et Sted til fordybelse, som var man trådt ind i en anden verden? Måske kunne man i Lysthaven få en stressramt til at trække på smilebåndet over et manieristisk påfund som fx i den italienske Villa Lante, hvor man lokkede damerne i deres fine lange kjoler til at stå et bestemt sted med en smuk udsigt, for derefter at trykke på en knap, der sprøjtede vand op under kjolerne? Eller hvad med et rum til fest i det livsglade, frodige, til tider svulstige formsprog, hvor der bare er for meget af alt som i haven Villa d Este ved Rom? Kan man hente inspiration i det monumentale aksiale rum som i Versailles? Og kan man appellere til de finere strenge i sindet med romantikkens pastorale mystiske haverum som i den engelske park Stourhead? Ideer kan der være nok af, men det spektakulære giver ingen mening her. En terapihave skal selvfølgelig udformes med omtanke og i al respekt for det menneske, der er blevet ramt af udbrændthed, og som har brug for helbredelse. Med kombinationen landskabsarkitektur og sundhed er der igen opstået en mulighed for at diskutere meningsfuldhed og indhold både i teori og praksis. På Det Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen for Skov & Landskab har de længe været optaget af det grønne og sundheden, men der har nok ikke været så gunstigt et miljø for at udvikle disse tanker i Danmark. Indholdsdebatten har i mange år på det nærmeste været reduceret til et kikset 70 er hippiefænomen, der var landet forkert i årtierne. Begrundet i lægevidenskaben og sociologien har den vildtvoksende og artsrige natur nu fået en ny central rolle. I efteråret 2006 vandt tegnestuen SLA en konkurrence om en ny park i Københavns Nordvestkvarter, og her var det træerne og ikke mindst artsvariationen i træerne, der var det bærende element. Om forslaget siges det, at de mange træer bringer naturen ind i Nordvestkvarteret. Kan man forestille sig, at det bliver en omsiggribende trend? Internationalt har Danmark været bagefter på dette forskningsområde, men med etableringen af Danmarks første egentlige terapihave er der for alvor taget hul på landskabsarkitektur og sundhed i Danmark. Det bliver spændende at følge udviklingen fremover.

12

13 Henning Larsens Fond udskrev sidste år en konkurrence om, hvem der kunne tage de bedste fotos af arkitekturens sjæl. Nu er vinderne fundet dvs. der blev ikke udpeget nogen egentlig vinder, men i stedet to andenpræmier og en tredjepræmie. Dommerkomiteen fandt ikke, at det rigtig var lykkedes nogen af deltagerne at indfange selve sjælen, det udefinerlige ekstra, der gør arkitekturoplevelsen til noget særligt. Ikke desto mindre er der kommet en række pletskud ud af konkurrencedeltagernes indsats. Her viser vi et udpluk resten kan ses på

14 Den vestafrikanske lerarkitektur er forholdsvis ukendt, men udgør ikke desto mindre en af de mest betydningsfulde kategorier inden for traditionel afrikansk kunst. De karakteristiske lerbygninger står som storslåede eksempler på menneskets kreativitet og tilvejebringer informationer om vigtige spørgsmål og sammenhænge i vestafrikansk kulturhistorie. Den traditionelle arkitektur er nemlig uløseligt forbundet med afgørende sociale strukturer, som den udvidede familie, men desværre trues begge traditioner i stadig større grad af en næsten ukritisk længsel efter modernisering i takt med opnåelse af en højere levestandard. Vestafrikansk lerarkitektur er et eksempel på, hvor tæt forbindelse der er mellem mennesket, dets nære omgivelser og den kulturelle udvikling. Arkitekturen forekommer hovedsagligt i det såkaldte Sahelområde en overgangszone mellem Sahara-ørkenen mod nord og de fugtigere tropiske regioner mod syd. Sahel-området er præget af tornekrat, buske og enkelte træer, der hurtigt visner i den gloende hede

15 og den udtørrede jord. Zonen strækker sig i en bredde af km fra Atlanterhavet tværs over Afrika til Det Røde Hav nord for Etiopien. Mange lande i Sahel hører til de fattigste i verden bla pga. de ubarmhjertige biologiske og geografiske forhold. Et land som Mali, der ligger i Sahel-regionen, lider således af udtalt ressourcemangel, når det kommer til bestandige byggematerialer som sten og skov. Alligevel har landet fostret en af verdens smukkeste og mest særegne arkitekturtraditioner. Mali gennemstrømmes af Niger-floden, hvis vand sammen med landets tørre jord skaber et ydmygt men ikke desto mindre unikt byggemateriale: mudder. I en møjsommelig proces hugges ler-massiver op fra undergrunden, brækkes op, blandes med vand, arbejdes igennem og blandes ofte med andre bindestoffer, som strå eller jord fra termitboer. Det våde ler støbes i forme til lersten, som tørres i solen og efterfølgende sættes sammen med fugtigt lermørtel, men ofte klaskes det våde ler direkte op på enkle stilladskonstruktioner af lange træneg. Denne trækonstruktion forbliver synlig, og dette er et af de iøjnefaldende kendetegn ved den vestafrikanske lerarkitektur. Træskelettets arme stikker vandret ud fra bygningernes bløde lerklining, og på tagkanten rækker de lodret op. Tagkantens træspir er dog ofte beklædt med ler gentagne gange, og fremstår derfor som bløde ubehjælpelige skydeskår, som på et sandslot. Og ligesom sandslottet står som vokset direkte op af stranden, således gælder det også for vestafrikansk arkitektur: Lerbygningerne er ikke sandslotte, men mudderslotte der både i farve- og overfladestruktur gentager Sahel-zonens tørre slette. Bygningernes ler er ubrændt. Træressourcerne i området tillader ikke andet. Dette bevirker, at bygningerne har ringe modstandskraft og let bliver medtaget af vejr og vind generelt og den årligt tilbagevendende regntid i særdeleshed. År efter år må man igen og igen reparere og for-

16

17 stærke bygningerne, og dette leder hen til endnu et karakteristika for den vestafrikanske arkitektur: Det arkitektoniske billede er ikke statisk, det er midlertidigt. Det er organisk og under stadig forvandling. Den vestafrikanske arkitektur er så særpræget, at det naturligt rejser spørgsmål om baggrunden for formdannelsen. Det er indlysende, at ressourceknapheden og de få tilgængelige byggematerialer stiller snævre rammer for mulige arkitektoniske udtryk og på sin vis dikterer den faktiske fremtoning som en rent praktisk foranstaltning. Det udvendige træskelet tjener således et konkret praktisk formål: Efter regntidens ødelæggelser kan man klatre på det permanente stillads og udbedre de skader, der hvert år opstår. Men er forklaringen på bygningernes udseende virkelig så enkel? Er formsproget udelukkende et resultat af konkrete byggetekniske overvejelser, eller er der andre faktorer, der spiller ind? Meget taler for det sidste. Fx kan man ikke med praktiske overvejelser forklare, hvorfor tagkantens lodrette træspir bibeholdes og beklædes med ler. Tværtimod skaber bevarelsen af spirene ekstra arbejde, der endog er vanskeligt at udføre. Det er navnlig på de sakrale bygninger, som fx lermoskeerne i hhv. Djenné og Mopti, der ydes en ekstra arbejdsindsats for et tilsyneladende rent dekorativt formål. En vilje til udsmykning er naturligvis ikke ukendt, når det kommer til moskéarkitektur, men den man finder i Vestafrika er så ganske anderledes, end den man ser i øvrige dele af verden, hvor det navnlig er minareter, kupler og vinduespartier, der udsmykkes, eller i sig selv udgør udsmykningen, som en form for arkitektonisk signatur. Dermed ikke sagt, at vestafrikanske, og deriblandt maliske, moskeer ikke rummer elementer fra en mere traditionel moskéarkitektur. Det gør de, men de maliske moskeers formsprog synes ikke desto mindre at være opstået i en syntese mellem Islams byggeforskrifter og de oprindelige kulturers traditionelle udtryk. Ser man fx på formsproget i masker, på tekstiler og inden for øvrige kunsthåndværk i den vestafrikanske kultur, er det tydeligt, at der er afgørende paralleller til arkitekturen, som ikke lader sig ignorere

18 eller kan bortforklares via diverse praktiske hensyn. Masker ligner simpelthen bygninger (eller visa versa!) Spørgsmålet er nu, om også de symbolske betydninger, der tilskrives masker og træskærerarbejde, er indlejret i arkitekturen. Hos Dogonfolket er antilopen et meget anvendt symbol. Den symboliserer den hårdtarbejdende landmand, der må strides med den tørre og golde jord i Dogonland. Derudover er den yndet for sin skønhed, sin styrke og sit mod. Det er tydeligt, at der er formmæssige paralleller mellem antilopemaskerne og fx facaden på den store moské i Djenné. Overfører man maskens kraft til moskeen, opstår en mulig sammenhæng mellem formen og den funktion, som bygningen tjener. I billedlig forstand valfarter man således til antilopen for at tilbede Allah, for her igennem at finde styrke og mod til at udholde tilværelsen. Det er imidlertid ikke kun Dogonfolkets formsprog, der citeres i arkitekturen. Talrige masker og objekter fra andre maliske folk, som Fulani, Bambara, Malinke, Sarakole, Dyula, Songhai og Senufo, viser spor af lignende udtryk. Materiale, udformning og iboende symbolik synes at være meget tæt forbundne, og den maliske kultur og Islam er sammensmeltet på en enkel og naturlig måde. Islam har i Mali tilsyneladende iklædt sig et animistisk antræk, og derfor er der overensstemmelse imellem udformningen af de animistiske genstande og den muslimske moské. Vi er 99 % muslimer, men 100 % animister, sagde en gammel malier til mig under opholdet, og denne sætning synes fornemt at illustrere det forhold, at den oprindelige religion og dens formsprog fortsat er dybt integreret i samfundet ikke mindst i arkitekturen.

19 Hvorfor tog du til Vestafrika? Jeg har altid haft stor lyst til at gå meget undersøgende til værks og samtidig har jeg altid haft en stor kærlighed til materialet ler. På Akademiet benyttede jeg derfor flittigt ler som arbejdsredskab i forbindelse med mine projekter. Jeg tilbragte mit tredje studieår på Laboratoriet, og det var dér, interessen for alvor begyndte. Laboratoriet er et studietilbud på akademiet, hvor de studerende tager udgangspunkt i et eksisterende arkitekturværk. I mit tilfælde var det det ægyptiske tempelanlæg Karnak, der blev udgangspunkt for en lang række undersøgelser og eksperimenter. Som led i mine undersøgelser blev jeg opmærksom på de mange fordele, leret besidder som repræsentationsmateriale. Det er for det første et meget spontant materiale, som øjeblikkelig fremkalder en form eller et udtryk i bearbejdningen. Man kan hurtigt ændre eller afprøve forskellige arkitektoniske strukturer, og på kort tid får man oparbejdet et tredimensionalt materiale. Man er 1:1 med stoffet; konstant i en form for direkte dialog, berøring og kontakt med det færdige resultat. Desuden er man fritaget fra forud at kommunikere via andre medier som fx computeren. Billedskolens keramikværksted blev i de år et åndehul for mig. Jeg fik råd og vejledning og dertil indsigt i de processer, Billedskolens elever arbejdede med. Jeg udførte både skulpturelle og grafiske projekter og eksperimenterede med forskellige lertyper og brændinger og det blev efterhånden mere og mere tydeligt, at det var i det tværfaglige felt mellem arkitektur og billedkunst, jeg fandt både min inspiration, min begejstring og min styrke. I forhold til arkitekturen blev det oplagt for mig at udforske leret nærmere. Jeg ville undersøge, hvor og hvordan ler blev brugt som byggemateriale

20 navnlig som traditionelt eller oprindeligt byggemateriale. Det var i den forbindelse, jeg første gang stødte på Malis storslåede lerarkitektur. Hvordan realiserede du din drøm? I 2000 stod jeg som færdiguddannet arkitekt, men havde aldrig fået fulgt projektet om leret og den oprindelige arkitektur ordentligt til dørs. At rejse til Vestafrika for at studere den unikke arkitektur lå derfor lige for. For at kunne realisere projektet søgte jeg forskellige fonde om hjælp til finansiering. Jeg havde fået ansættelse i et arkitektfirma, men pludselig en dag lå der til min store glæde og overraskelse et positivt svar fra bla Statens Kunstfond. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle realisere min drøm. Jeg sagde det trygge job op efter et halvt år, og intetanende om, hvad der ventede mig forude, pakkede jeg rygsækken og drog til Vestafrika. Oprindelig havde jeg planlagt at være væk i ca. 6 måneder, men det endte med en 14 mdr. lang rejse udi en rigdom af vestafrikansk arkitektur og kultur. Hvordan var det at arbejde i Vestafrika? Jeg indledte min rejse i Ghana, hvor jeg i den første tid opholdt mig på sidelinjen af et hold arkitektstuderende fra København, inden jeg på egen hånd rejste videre nordpå gennem Burkina Faso til Bamako, som er hovedstaden i Mali. Jeg besluttede hurtigt at bosætte mig i Ségou, som er landets næststørste by og ligger ca. 250 km nord for Bamako. Ségou er dog væsentligt mindre end Bamako både hvad angår indbyggerantal, trafik og almindeligt afrikansk virvar. Byen ligger ud til landets livsnerve, floden Niger. Det er en utrolig hyggelig by, hvor der vokser træer langs brede boulevarder. Jeg fik hurtigt god kontakt til lokalområdet og befolkningen, og byen blev en god base og

21 et fint udgangspunkt for de observationer og analyser, jeg foretog. Jeg fik desuden god kontakt til lokale kunstnere, som jeg udvekslede tanker og ideer med. Specielt fik jeg stort udbytte af at deltage i workshops hos to internationalt anerkendte kunstnere: billedhuggeren Dolo og tekstilkunstneren Doumbia. Hvordan var hverdagen? At bo og arbejde i Mali er på mange måder en meget intens og sanselig oplevelse. De mange lyde fra gadens blikkenslagere, knallerter, gamle biler (med og uden lydpotte), æselkærrer og imamens kald til bøn fem gange dagligt skaber tilsammen en skøn symfoni, som man hører fra solopgang til solnedgang. Lyset og farverne, arkitekturen og maliernes smukke og farverige beklædning er indtagende. Dufte fra fortovskøkkeners kulgriller og fra det lokale marked med kød og grønt blandes med den evige duft af myntete og os fra køretøjer. Mali udsætter én for et bombardement af sanseindtryk, der på én og samme gang er fascinerende, overraskende og overvældende. Hvad har du personligt kunnet bruge dine erfaringer til? Før min rejse til Vestafrika havde jeg opholdt mig et år i Østafrika, i Kenya. Mit udbytte fra rejserne har været kolossalt, og jeg betragter begge som en form for dannelsesrejser. Det er spændende at lære en ny kultur at kende, og det er forbløffende, så meget man samtidig lærer om sin egen. De oplevelser, indtryk og erfaringer, opholdet har givet mig som menneske og arkitekt, er uvurderlige og har stor betydning for mit professionelle virke i dag, selvom kontrasten til den nordeuropæiske arkitektverden er enorm. Modsat vestlige forhold oplevede jeg som arkitekt i Afrika en langt større frihed, indflydelse og ansvar. I Afrika har man hele tiden kontakt med materialet, hvilket jo er utrolig vigtigt som arkitekt. Det har givet gode erfaringer og en forståelse for faget, som det ville tage meget længere tid at opnå herhjemme. Skal du tilbage til Vestafrika? Lige nu arbejder jeg på tegnestuen Arkitekturværkstedet, hvor vi har travlt med projekteringen af Torvehallerne på Israels Plads i København, men jeg har en stor kærlighed til Afrika og vil meget gerne vende tilbage en dag i en kortere eller længere periode.

22 En verdensrekord står for fald i Dubai. Det blev klart forleden, da kranerne på Burj Dubai-bygningen (Burj = tårn) nåede op i luftlag, hvor ingen kraner før har befundet sig. Men officielt har skyskraberen først gjort sig fortjent til titlen Verdens højeste bygning, når højhuset står klar til indflytning til september Den endelige højde bliver indtil videre hemmeligholdt pga. frygten for konkurrerende byggeprojekter, men den spås til at blive et pænt stykke på den høje side af 700 m. Det er det amerikanske arkitektfirma Skidmore, Owings & Merrill (SOM), der står for udformningen af det elegante tårn, som kommer til at rumme kontorer, lejligheder og verdens første Giorgio Armani-hotel. Foreningen Danske Designere har indført nye og skarpere optagelsesregler. Dermed er det slut med det automatiske optag af dimittender fra bla arkitektskolerne. Nu åbner vi for mennesker, der professionelt beskæftiger sig med design og som altså ikke nødvendigvis er uddannet designere på den klassiske måde, meddeler Danske Designere. De nye optagelsesregler skal afspejle en virkelighed, hvor tilgangen til at arbejde professionelt med design har ændret sig markant, ligesom designernes metode og kompetence anvendes i stadig mere forskelligartede sammenhænge. Læs mere på Fredag den 12. oktober er det igen Kulturnat i København. Tæt på 300 forskellige museer, gallerier, cafeer, ministerier, teatre og mange flere kaster dynen af sig og inviterer på alverdens oplevelser for et Kulturpas til 75 kr. Er man en hund efter arkitektur, er der masser at gå efter: Dansk Jødisk Museum har sluppet den engelske komponist Simon Bainbridge løs til at skabe musik, der kaster lyden omkring i Daniel Libeskinds arkitektur (se foto). Komplot Design lyssætter Kunstindustrimuseets forgård. Lysdesigner Jesper Kongshaug sætter lys på bygninger, bolværk, statuer og træer i byrummet, der strækker sig fra Gammel Strand over Christiansborg Slotsplads til Børsrampen og Holmens Kirke. Statens Værksteder for Kunst og Håndværk holder åbent hus. På Kunstforeningen Gl Strand skaber Viera Collaro en lysskulptur. Ørestad Nord Gruppen og lys- og mediekunstgalleristerne Illumenarts inviterer på aftenvandring i Ørestad Nord. Dansk Arkitektur Center har masser på programmet, fx den sanselige bådtur Byens lyd fra vandet med kunstnerisk guide. Kunstakademiets Arkitektskole holder bla tegnekonkurrence for både børn og voksne. Eller hvad med at rulle en 20 km tur gennem byens gader med Friday Night Skate? Mulighederne er utallige og helt umulige at nå på en aften. Men så er der jo næste år og næste år igen... Hav en fantastisk nat! Munden løber i vand, som glasuren løber langs krukkerne, og man føler trang til at sætte tænderne i. Så begejstret beskriver en professor fra det engelske Royal College of Art de keramiske værker, som multikunstneren Per Arnoldi udstiller på Holmegaard Glasværk. Værkerne, der er skabt i samarbejde med Kählers keramiske værksted, forener traditionelle glasur- og dekorationsteknikker med et moderne formsprog. Den gamle familievirksomhed Kähler blev tidligere på året blev overtaget af Holmegaard A/S, der med denne udstilling viser, at man har tænkt sig at føre de stolte traditioner videre. Per Arnoldi og Kähler til 11. november, Det Levende Glasværk, Holmegaard.