H.C. Andersen og Christian VIII

Transkript

1 Claus Friisberg H.C. Andersen og Christian VIII De kongelige fugle Vestjysk Kulturforlag 1

2 Claus Friisberg: H.C. Andersen og Christian VIII. De kongelige fugle 1. udg Claus Friisberg ISBN Skrifttype: Palatino Linotype Trykt hos Toptryk Grafisk, Gråsten Printed in Denmark 2008 Forside: Til venstre: Udsnit af foto af H.C. Andersen i 1872, tre år før han døde. Til højre: Udsnit af af J.V. Gertners portrætmaleri af Christian VIII i 1845, tre år før han døde. 2

3 Indhold Forord 7 1. En Aladdin? 9 Fyrtøjet 11 Barndomsdrømme 21 Fattigdom og ulighed 24 Den udvalgte 30 Masterplanen Var ej min fader konge? 41 Et mærkeligt par 41 Familienavn og selvvalgt navn 47 Navne, der peger på et kongeligt ophav 51 Embedsmisbrug eller ej? 53 En kattekilling 56 Var ej min fader konge? 58 Alt så stort og godt 63 Havde vi bare så mange fjerdinger smør 70 Hun var ikke gravid Proletardrengen spinder sit net 74 Pigen med rosen 74 En beskyttende hånd 75 En sær dreng 81 En kongelig legekammerat 83 Han måtte tage imod mig 86 Vælg en smuk profession f.eks. som drejer 87 En omsværmet, fornem pige 93 En vrangvillig stiftsprovst 96 Den svulstigt 3

4 indsmigrende provst 99 En kendt digter og professor og en lærd biskop 100 En gammel bogtrykker og en afblomstret danserinde 104 Netværket Mennesket Andersen bliver til 107 Den målrettede Andersen 113 Det sande held 116 Den splittede, selvcentrerede Andersen grundlægges 120 Konklusion: Det rene eventyr Blodets bånd 129 Moderen en klods om benet på Andersen 132 En efterretning, som må ryste en god søn 135 Min mors datter En prins/konge med erotisk appetit 146 Den kære genstand, Charlotte Frederikke 147 Prinsens frille 149 Uskyldigt, ungdommeligt sværmeri? 151 Letsindig kærlighed har mørknet min ellers lyse bane 153 Det diskrete kongehus 157 Endnu et røgslør 158 Sørgede kongehuset godt for sine illegitime børn? 165 Kunsten at holde masken 166 En kronprins/konge med mange jern i ilden 173 Min evig elskede Caroline 177 Man må skelne 181 Sang Elise Ahlefeldt en Mozartarie 2. april 1805? 182 Var forholdene for usle for et kongebarn? Vejen mod toppen 188 Mangelen på elementære kundskaber 195 Den største velynder, kongen, kommer på banen 198 Collin var redskabet 210 Uafrystelighed, charme og barnlig uskyld 211 Uden dannelse går det ikke 213 En greve bliver henrykt 217 Kunsten på en gang at sige nej og ja 223 Ferdinands spillegæld 228 Nu skulle han hjem 4

5 229 From og Andersen Kampen for anerkendelse 231 Et barn af romantikken og en ny tids splittelse 238 Vis en skarpere sans for det passende! 242 Jeg er vokset fast i familien Den grimme ælling 252 Den fremmede fugl 255 Forløsningen: Den var selv en svane 256 De sande slægtninge: aristokraterne 258 Skoven så frodig, at den næppe har sin lige 262 Held eller ikke-held? 266 Min afstamning er kongelig Skulle vi ikke dedicere ham Agnete? 271 Til Danmarks ædle, oplyste konge, Christian VIII 273 De takkede digteren mere end fortjent 277 Nu kan jeg vise, jeg erkender Deres talent 279 Kongerøgelse? 284 Som velgører gav han for meget, som fader for lidt 285 Hvad skal De sådanne steder? 288 På vej ind i kongehusets inderkreds Mennesker omflyver en med kærlighed 291 Den beundrede Thorvaldsen 293 Norske fantasilandskaber 295 Kære digter. Vi håber, De kan komme 296 I grevernes land 301 Jeg elsker ret den unge hertug 301 Andersens sociale succes og kongen Kongens myndling 310 Elskelige mennesker på ambassaderne 311 Huspoet 312 Stigende fortrolighed 313 De fortryllende dage på Føhr 315 En 5

6 kongelig fugl 319 Andersen og kongeparret efter Føhr 320 På kejserens slot 324 En genvisit 327 Nu kender jeg Dem først ret! 331 De behøver ikke noget anbefalingsbrev 335 Man stod som rosenblade i syltekrukken 338 Mønsteret 340 Lehmann er et højst hjerteligt menneske 341 Jeg gik hjem og græd dybt og inderligt for ham Hjertet, der slog og led 353 Hvor sikker var Andersen? En digter og en kronprins 359 Andersen og Kronprinsen slår smut Fru Zimmermann 363 Et dæknavn 364 En aften hos fru Zimmermann 366 Andersen røber sig 369 Hemmeligholdelsen 373 Temaet ravnemor 374 Som en hundehvalp blev jeg kastet ud i verden 374 Ravnemoderen får samvittighedskvaler En kær gæst hos de kongelige 380 Min gode Andersen 380 Mer dansk end kongen var der ingen mand! 385 Lige ud ad landevejen 386 At være eller ikke at være 387 En kær gæst hos den nye gren af kongeslægten Jo, det var et eventyr 391 Litteratur 396 Index: Fælles bekendtskaber 403 Index over andre personer 436 Henvisninger og noter 447 6

7 Forord Den foreliggende bog om Danmarks berømteste digter, H.C. Andersen, søger at vise, at H.C. Andersen var af kongelig herkomst. Flere andre forfattere som Jens Jørgensen og Rolf Dorset har allerede argumenteret for, at denne påstand, som hidtil er blevet betegnet som en myte, er sand. Det nye i min bog er, at jeg i højere grad end før inddrager kilder, der ser sagen fra kongens og hoffets side. Selv om det stadig ikke er bevist, at Andersen skulle være Kong Christian VIII's barn, mener jeg dog, at argumentationen herfor nu er så velunderbygget, at der skal meget stærke argumenter til for at afvise påstanden. Hvad der hidtil er blevet ført frem af argumenter, er gennemhullet som en si. At H.C. Andersen selv var stærkt optaget af spørgsmålet, viser hans digtning tydeligt. Det påvirkede både hans forfatterskab og hans måde at være på og er sikkert en del af forklaringen på, at han aldrig kom ud over en grundlæggende usikkerhed med hensyn til, hvem han var. Det gjorde identitetsspørgsmålet til et vigtigt tema i hans forfatterskab. I denne bog har jeg derfor etableret en tæt kobling mellem fremstillingen af digterens liv og digtning og spørgsmålet om den usikkerhed, han følte, med hensyn til sin herkomst. Digtningen kaster lys over liv og personlighed, og de kaster lys over digtningen. Andersen fremstår på denne baggrund som en uhyre sammensat og spændende skikkelse. Claus Friisberg 7

8 8

9 1. En Aladdin? I sit fremragende, indsigtsfulde essay fra 1870 H.C. Andersen som Eventyrdigter skriver Georg Brandes, at der skal mod til at have talent. Man må stole på sin indskydelse, man må stole på det indfald, man får, på, at den skrivemåde, som man finder naturlig, har ret til at blive anvendt. Man må have vundet sig dristighed til at udsætte sig for at blive kaldt affekteret eller vild, før man kan betro sig til sit instinkt og følge det, hvorhen det fører og byder. 1 I H.C. Andersens tilfælde var det dog ikke gjort med det: Som barn af en fattig skomager og en mor, der var analfabet, måtte han kæmpe hårdt for at gøre sig fri af sit fattige miljø, blive anerkendt som dannet og som en del af det højere borgerskab, der med politikeren Orla Lehmanns ord tilhørte kredsen af formuende, dannede og intelligente. For som samfundet var skruet sammen dengang, var det en forudsætning for, at man kunne blive digter. Det er svært, ja vel oven i købet umuligt at finde nogen digter i årene mellem 1800 og 1870, der ikke havde bestået studentereksamen om end det i sandhedens interesse må noteres, at H.C. Andersen ikke var den eneste af tidens digtere, der havde problemer med at passere gennem nåleøjet. Det kneb også for den digter, der vel i første halvdel af det nittende århundrede betragtedes som den største, den, der var bedst kendt i udlandet, nemlig Adam Oehlenschläger. Med møje og besvær fik han det, man dengang kaldte en kakkelovnsstudentereksamen det vil sige, at han ikke gik i en lærd skole, 9

10 som man kaldte et gymnasium dengang, men fik undervisning privat, så han kunne gå op til studentereksamen som privatist. Georg Brandes skriver senere i sit essay, at H.C. Andersen vel var et geni, men det ville blot ikke have nyttet ham det mindste, hvis han var blevet født hundrede år før. Da var den sociale mobilitet så ringe, at selv en mand med H.C. Andersens enorme digterpotentiale, men med hans ydmyge sociale baggrund ikke ville have været i stand til at bane sig en vej som digter. Han ville i stedet være blevet enten en ulykkelig, en ubetydelighed eller afsindig. Det var H.C. Andersens held, mener Georg Brandes, at han fødtes på et tidspunkt 2. april 1805 da hans talent svarede til tiden, så han kunne frembringe klassiske, geniale produkter. Og ikke alene var der overensstemmelse mellem tiden og geniet, dets evner (herunder også svagheder) dannede et hele, der svarede til dets kunst. Sagt på en anden måde: De svagheder, H.C. Andersen havde som f.eks. hudløsheden og en utrolig selvoptagethed, hørte til de egenskaber, der satte han i stand til at frembringe stor kunst, navnlig inden for den genre, der hed kunsteventyret. Som Georg Brandes poetisk udtrykker det: Man kan ikke støtte på vinranken, som bærer de tunge druer, som på en god og pålidelig knortestok; hins frugtbarhed betinger dens svaghed... En så overstrømmende lyrisk følelse, en så eksalteret sensibilitet kan ikke bestå med verdensmandens erfaring og metode, thi erfaring kølner og hærder. 2 Georg Brandes slår ned på nogle centrale spørgsmål, som H.C. Andersen også selv kredsede om i sin digtning: Hvilken betydning havde hans personlige egenskaber, ikke alene hans poetiske talent, men også egenskaber som mod, udholdenhed og en selvglæde, der kunne udarte til hensynsløs ligegyldighed over for andre? Hvilken betydning havde heldet (som den fromme H.C. Andersen som regel mente den gode Gud stod bag, der havde styret alt til bedste for ham)? Hvilken betydning havde tidsomstændighederne, og har Georg Brandes ret i, at de var gunstige? Er H.C. Andersen virkelig et eksempel på, at heldet, tidsånden og hans egen enestående evne til at udnytte de forhåndenværende mu- 10

11 ligheder gav ham positionen som Danmarks største digter? Eller var der endnu en faktor, der hjalp ham? Det er de spørgsmål, jeg vil prøve at besvare i denne bog. I første omgang vil vi se på, hvorledes han præsenterer sig selv i et kendt og elsket eventyr. Karakteristisk for Andersen var, hævder Kierkegaard i 1838, at hans person forflygtiger sig til digt, så at man virkelig i enkelte øjeblikke fristes til at tro, at Andersen er en figur, der er løbet bort fra en af en digter komponeret, endnu ikke færdig gruppe. 3 Der var altså, mere simpelt udtrykt, for meget af Andersen selv til stede i hans figurer. Denne iagttagelse er, så vidt jeg kan se, rigtig med den tilføjelse, at det næppe udelukkende er en svaghed, som Kierkegaard synes at mene. Kierkegaards synspunkt har i øvrigt mindre gyldighed for eventyrene end for romanerne, men også i eventyrene finder vi Andersen selv: Hans værdier, hans præferencer, hans livssyn, hans svagheder osv. Et eventyr som Fyrtøjet viser både, hvorledes Andersen opfattede sig selv og ønskede sig selv opfattet. Der er måske mest af det sidste, men dog så mange sprækker, at man også finder elementer af det første, der så kan udbygges med andre kilder (f. eks. brevene, dagbogsnotaterne, biografierne). Fyrtøjet Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Med disse ligefremme, næsten fanfareagtige ord indleder H.C. Andersen sin beskrivelse af sin hovedperson og sig selv i det første eventyr, der står i hans første samling eventyr: Eventyr, fortalte for Børn, der første gang udkom i Soldaten er en Aladdintype, som Andersen identificerer sig med 4. Ved en blanding af held og uforfærdethed kommer han til pludselig rigdom og lykke. Hvor heldig han er, er han i første omgang ikke engang selv klar over, for han tror, at de mange guldmønter, som heksen har givet ham for at gøre hende en tjeneste, repræsenterer alt 11

12 Andersen lærte personligt den fremstormende og revolterende kritiker Georg Brandes at kende på sine ældre dage og fandt ud af, at den unge mand ikke kun var en skarp kritiker af den gamle digtning. Tværtimod var han den, der gav den første virkelig dybtgående karakteristik af Andersen som digter med sans for hans særlige kvaliteter (foto af Brandes ca Det Kongelige Bibliotek, Kort og Billedsamlingen). 12

13 det held, han skal have. Først da det rinder ud, og han sidder i den dybeste fattigdom, bliver han tilfældigt klar over, at hans virkelige held er, at han slog heksen ihjel og overtog hendes fyrtøj uden at ane, hvilke kræfter og hvilken kilde til rigdom han dermed kom i besiddelse af. I dette redskab ligger hans sande held, for ikke alene er det i stand til at bringe ham tilbage til rigdommen og det fine selskab; det serverer i sidste ende også prinsessen og kongeriget på et sølvfad for ham. Ganske vist vinder soldaten rigdom og lykke takket være sit held, men det alene gør det ikke. Soldaten forstår også at gribe heldet: Første gang sker det, da han uden videre går med til at hjælpe heksen med at få hendes fyrtøj, som hendes bedstemor havde glemt nede i det hule træ. Under denne aktion viser soldaten, at han ikke er bange for noget, for selvom de tre hunde er skræmmende med deres øje så store som tekopper, som møllehjul og som runde tårn, lader soldaten sig ikke gå på, højst overraske: Ved mødet med hunden med øjne så store som rundetårn, siger han god aften og tager sig til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op... 5 Soldaten mestrer den kunst at se faren lige i øjnene. Anden gang han igen uforfærdet hjælper sit held på vej er, da han beslutter at se den dejlige prinsesse, selv om hendes forældre vogter særdeles omhyggeligt over hende, fordi de har fået den spådom, at hun vil blive gift med en simpel soldat, og derefter, da han ser, hvor dejlig hun er, kysser hende. Ganske vist fører hans optræden, der nu ikke længere blot er uforfærdet, men dumdristig i og med, at han ikke nøjes med at se og kysse prinsessen en gang, til, at han endnu engang kommer så godt og grundigt ned med nakken, at han er lige ved at blive halshugget. Men igen kan han takke dels sit held, men også sin egen snarrådighed for, at alt vender sig til det bedste: Han finder en udvej, dels ved at få en skomagerdreng til at hente fyrtøjet til ham, dels ved at skaffe sig lejlighed til at bruge det, da kongen viser sig fra sin pæne side og giver ham lov til at nyde en sidste pibe tobak. Når han også denne gang klarer sig, skyldes det igen en kombination af held og 13

14 evne til at gøre brug af dette held. At en skomagerdreng tilfældigvis har så travlt, at hans ene tøffel falder af, så soldaten kan få kontakt til ham, må kaldes held. Derimod er det hans egen fortjeneste, at der ikke går panik i ham, som hans bemærkning til skomagerdrengen viser: Ej, du skomagerdreng, du skal ikke have et sådant hastværk, sagde soldaten, der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Var han blevet grebet af panik, ville han, hvor snarrådig han end er, ikke have kunnet redde sig ud af klemmen. Den opfattelse af heldet, der her kommer til udtryk, minder om den, de gamle romere forbandt med felix = heldig. Når imperatoren og diktatoren Sulla (der døde i 78 før vor tidsregning) fik tilnavnet Felix, var det ikke blot, fordi heldet fulgte ham, men også fordi han i modsætning til sine modstandere Marius og Cinna forstod at udnytte sit held optimalt. Karakteristisk for eventyret er, at efter held følger uheld, men derefter vender det igen og på en sådan måde, at soldaten vinder en endnu rigere lykke. I første omgang er han en simpel soldat, der efter soldatertiden har udsigt til at leve et fattigt og slidsomt liv. (På eventyrets tid var kun bondebefolkningen værnepligtig og som oftest den mindre velstående del af denne befolkningsgruppe, fordi de rige bondesønner havde penge til at købe en anden til at stille for sig, således som det var tilfældet med H.C. Andersens far ). I anden omgang sætter rigdommen ham i stand til at leve et liv i sus og dus. Han tager på komedie, tager i kongens have og glemmer ikke de fattige, som han rundhåndet betænker med rigelige gaver, for han vidste nok, hvordan det var at leve i fattigdom, for det havde han selv prøvet. Det bedste af det hele er, at han bliver populær, får mange venner, der alle betegner ham som en rar fyr, ja en fornem kavaler. I denne æstetiske tilstand, som Søren Kierkegaard ville have kaldt det, kunne helten have levet videre i mange år. Og i så fald ville det efterhånden have været så som så med hans lykke, blandt andet fordi de såkaldte venner ikke nærede nogen dybere følelse for ham. Soldatens tilbagefald i tidligere fattigdom er i virkeligheden hans lykke, for den åbner hans øjne for, at der er mere i livet end komedie og 14

15 venner, man ikke kan stole på. H.C. Andersen nævner ganske vist, at grunden til, at vennerne ikke længere viste sig, efter at soldaten havde måttet flytte ind i et usselt kammer højt op under loftet, var, at det var for besværligt for dem at klatre op ad de mange trappetrin. Men soldaten er naturligvis ikke dummere, end at han gennemskuer, hvad der er den rigtige grund. Da han igen er kommet til penge, genoptager han ganske vist sin tidligere levevis, får fine klæder og venner, der holder så meget af ham. Men han er blevet klogere. Rigdom er en udmærket ting, for den giver adgang til smukke værelser, gode klæder og skaffer selskab, men der er noget, der er vigtigere; at vinde sig en kone, der kan give en status, hjem og børn. Lykken er penge, en fornem position, kone og familie. Det er værd at understrege, at pengene stadig spiller en rolle. I en fortælling, der stort set opererer med en objektiv fortæller, stikker forfatteren, H.C. Andersens, personlige mening ikke desto mindre frem netop i det spørgsmål, hvilket må betyde, at han personligt er optaget af pengespørgsmålet. Det fremgår af hans ironiske bemærkning i anledning af, at soldaten efter første gang at være kommet til penge spenderer mange af dem på de fattige ud fra de ædleste motiver. Det var smukt gjort! Man aner ironien. H.C. Andersens mening er sikkert, at det vel er godt at hjælpe de fattige, men at være så spendabel, at det sender en tilbage i fattigdommen, er dumt, for som det fremgår, da soldaten bliver fattig igen må han sidde alene i sit usle kammer, uden at der er nogle, der hjælper ham. At soldaten, da han kom til penge, sørgede for at klæde sig godt, er en optræden, der var ganske i overensstemmelse med Andersens egen. Han havde ikke kunnet undgå at bemærke, at det omsyede konfirmationstøj, han optrådte i, da han kom til København i 1819, ikke gjorde ham præsentabel, ja vel nærmest fik folk til at trække på smilebåndet ad ham. Det skulle der ændres på, og det blev der. Første gang han besøgte Odense efter at være startet på latinskolen i Slagelse, begrundede han over for bogtrykker Christian Iversen i et brev fra februar 1823, hvorfor det ikke havde kunnet lade sig gøre før: Jeg sagde Dem sidst i København, at jeg ikke kunne komme til Odense, før 15

16 jeg nogenledes kunne vise mig pæn i klæderne, nu ser jeg mig, Gudske-tak, i stand dertil. 6 Da han for alvor begyndte at tjene penge, blev han lidt af en laps. Når han deltog i et arrangement med fornemme folk, gjorde han meget ud af at være elegant klædt. Det kommer f.eks. frem i et brev, han skrev til sin moderlige veninde Signe Læssøe i Paris Her fortalte han, at han havde deltaget i et bal på Hotel de Ville, byens rådhus. Hele den kongelige familie og mange fremmede var indbudt, heriblandt Andersen selv, der havde skaffet sig adgangsbillet på tredje hånd fra hertugen af Orleans. Kl. 8 kørte jeg i silkestrømper, hvide handsker og pariserfrisure op til den gamle bygning, noterer Andersen stolt 7. Læst på denne måde gennemgår soldaten en udvikling; han bliver mindre naiv, mindre uskyldig, idet det går op for ham, at der findes sådan noget som venner, man ikke kan stole på i nødens stund. Det får ham ganske vist ikke til opgive dem, men det må være konsekvensen han får et mere nøgternt syn på, hvor meget venskab er værd. Desuden forstår soldaten, at det er en fordom at tro, at lykken er lig med rigdom. Den sande rigdom er at vinde sig en magtposition og en sød kone. Andersen drømte naturligvis ikke om personligt at opnå positionen som et lands konge, men det, der var forbundet med at være konge, de fornemme selskaber, det fine slot, de betydningsfulde personer, der mødte frem, udøvede en mærkelig fascinerende dragning på ham. Det er denne fascination, der kommer til udtryk i hans brev til Signe Læssøe: Trapperne [på Hotel de Ville] var belagt med tæpper og smykket med blomsterpotter, alle salene glimrende oplyst, spejlglas i væggene og trefarvede gardiner! Damerne sad i seks rækker, og der var amfiteater på siderne, en rød fløjlstrone var oprejst for de kongelige; jeg stod lige tæt ved; dronningen var dødbleg, hun er også gammel... Kongen havde et ypperligt humør; vi blev godt opvartet og alt gik frit, fortæller Andersen Sceneriet, da han kører hjem, beskriver han således: Over gården var fra første etage et bræddestillads, dette var beklædt med mørke tæpper, rundt om stod træer og blomsterpotter; der var en hængende have med en dejlig fontæne i midten, hvor 16

17 der sprang eau de Cologne. Her spadserede baldamerne, rundt om lød musik, ovenover stod den klare stjernehimmel; det hele havde udseende af et feslot! 8 Jo, Andersen følte sig næsten hensat til et eventyr og fik dermed også stof til eventyr. Det er lige ved, at man synes, at det var synd, at den gamle dronning og kongen med det gode humør skulle kastes op i luften i Fyrtøjet og gå itu: men det var der ikke noget at gøre ved. Soldaten alias Andersen skulle afløse dem sammen med sin prinsesse. Andersen følte sig alle dage sært tiltrukket af fyrstelige miljøer. Han drømte også om at blive gift, som hans komedie fra 1846 Hr. Rasmussen viser: Her siger den unge pige, som Rasmussens ven, maleren Kryger, er forelsket i og gerne vil giftes med, ganske vist til Rasmussen (alias Andersen), at en kunstner ikke må gifte sig; han skal flyve frit. Men det møder modsigelse fra Rasmussen: Han skal just have et hjem, en velsignet kone, der kan styrke hans sjæl til den højere flugt, vise ham virkelighedens lykke, dele hans sorg og fylde hans bryst med følelser! Og det vil De. 9 Der er ingen tvivl om, at vi her har Andersens mening om den sag. Som i mange andre eventyr møder vi en helt, der er hævet over de almindelige moralbegreber, uden at det på nogen måde slår skår i hans status som helt. Da han gør kort proces med heksen, fordi hun ikke vil fortælle ham, hvad hun skal bruge fyrtøjet til, giver han fanden i den aftale, han har indgået med hende. Han skulle hente fyrtøjet til hende, hun på sin side skulle belønne ham med alt det guld, han kunne slæbe med sig fra det hule træs indre. Det havde hun opfyldt, hvorefter han ikke havde krav på mere herunder heller ikke på at få at vide, hvad fyrtøjet skulle bruges til. Alligevel slår han hende uden videre ihjel, da hun ikke vil levere den ønskede oplysning. Behandlingen af hans vordende bruds forældre lever heller ikke op til moralens eller følsomhedens strenge krav. For ikke alene bliver dommerne og rådets medlemmer smidt op i luften, så de går i stykker. Det samme gælder kongen og hans dronning. Det nytter ikke førstnævnte, at han råber, at han ikke vil. Med denne handling bliver der sat kongens soldater en 17

18 skræk i livet, så de antagelig for at hytte deres eget skind råber, at den forhenværende soldat skal være deres konge. Han vinder med andre ord sin trone ved hjælp af terror. I den virkelige verden kan det godt være, at prinsessens følelser over den kommende ægtemand ville være blevet lidt afsvalet med denne behandling af hendes forældre. Men i eventyret gør det ikke det mindste. Prinsessen er kun glad, fordi hun kommer ud af kongeslottet og bliver dronning. Soldaten er ikke alene modig og kløgtig, han er også hensynsløs og tager, hvad han vil have, uden at ryste det mindste på hånden ved at udrydde dem, der står ham i vejen. Det er antagelig en moral, der har taget kegler hos de børn, eventyret var beregnet for. De har blot syntes, at det var evig sjov, at de, der ikke ville helten det godt, fik den velfortjente skæbne, at de ligefrem gik i stykker. Derimod brød samtidens moralister sig ikke om eventyrets mangel på god, borgerlig moral, som den første anmeldelse af Eventyr, fortalte for Børn i tidsskriftet Danona fra 1836 viser. Her nedlægger anmelderen, fhv. prokurist og litterat Johan Nicolai Høst, en skarp protest mod flere af eventyrernes løse moral, herunder Fyrtøjets. Af hr. Andersens eventyr vil sandsynligvis de tre første: Fyrtøjet, Lille Claus og Store Claus og Prinsessen på Ærten kunne more børn; men det er så langt fra, at de deri vil kunne finde nogen opbyggelse, at anmelderen end ikke tør indestå for denne læsnings uskadelighed. I det mindste vil vel ingen påstå, at barnets takt for sømmelighed skærpes, når det læser om en prinsesse, der sovende rider på en hunds ryg, hen til en soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv lysvågen fortæller om denne tildragelse som en underlig drøm 10. Det, som anmelderen ikke får formuleret, men som vel sagtens er hans skjulte præmis, er, at de såkaldt umoralske handlinger takket være fortællingens forløb og sprog fremstår som rigtige. I stedet for det normale borgerlige moralkodeks opererer fortællingen med nogle andre værdikriterier, som forfatteren gør til dem, der betyder noget her i livet. Heksen repræsenter alderdom, svaghed og grimhed, soldaten 18

19 ungdom, snarrådighed, styrke og skønhed, selv om det sidste ikke direkte bliver nævnt en ung mand i uniform, der optræder som vor helt, må nødvendigvis have et godt udseende. Det er livets lov, at det gamle skal falde for det nye. At soldaten fremskynder processen lidt, kan man ikke have indvendinger imod. Også kongen og dronningen indgår i denne figur, for ved at indespærre datteren forhindrer de hende i møde en mand og få børn med ham og udskyder dermed den fornyelsesproces, der er naturlig. Sammen med denne forestilling rører en anden på sig, nemlig forestillingen om frihed som det højeste gode. Frihed skal forstås som retten til at udfolde sig over for den tvang, der stiller sig i vejen for individets udfoldelse. Ved at udrydde heksen får soldaten mulighed for at udfolde sig. Ved at slå kongen og dronningen ihjel sætter soldaten prinsessen fri, hvilket hun er svært godt tilfreds med. Lige før den store finale er såvel prinsessen som soldaten spærret inde, hun i slottet af forældre, der vogter nidkært over hende, han i kachotten. Men takket være sine magiske hunde bliver såvel han som prinsessen sat fri. Der er ingen tvivl om, at Andersen personligt satte pris på den frihed, som han havde haft i sin barndom til at kunne udfolde sig, og følte, at den tvang han måtte underkaste sig, da han kom i den lærde skole for at komme på højde med tidens dannelse, var næsten ubærlig. I Mit Livs Eventyr udtrykker han det på denne måde: Jeg var virkelig som en vild fugl, der var sat bur. Den bedste vilje havde jeg til at lære, men øjeblikkelig famlede jeg deri; jeg bar mig ad som en, der uden at kunne svømme er kastet i havet: Det gjaldt for liv og død at komme frem, den ene bølge kom efter den anden, én hed matematik, en anden grammatik, geografi osv. jeg følte mig overvældet og frygtede, at jeg aldrig kunne svømme igen. 11 I eventyret Hyrdinden og Skorstensfejeren mærker man tydeligt i skildringen af hyrdinden Andersens foragt for dem, der viger tilbage for at gribe chancen for frihed med de farer, det også kan indebære. Hyrdinden er godt nok forelsket i skorstensfejeren og har lyst til at bryde op fra de kendte omgivelsers trummerum og den truende udsigt til at blive indespærret i det mørke 19

20 skab; så trøster det ikke, at den påtænkte ægtemand kan gøre hende til gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommander-sergentinde. Men da hun kommer op på husets tag, svimler det for hende; verden er så stor så stor: Himlen med alle sine stjerner var oven over, og alle byens tage nedenunder; de [hun og skorstensfejeren] så så vidt omkring, så langt ud i verden; den stakkels hyrdinde havde aldrig tænkt sig det således, hun lagde sit lille hoved op til sin skorstensfejer og så græd hun, så guldet sprang af hendes livbånd. Det er alt for meget! sagde hun. Det kan jeg ikke holde ud! Verden er alt for stor! Gid jeg igen var under det lille bord under spejlet! Jeg bliver aldrig glad, før jeg er der igen! Nu har jeg fulgt dig ud til den vide verden, nu kan du gerne følge mig hjem igen, dersom du holder noget af mig. 12 Eventyret Fyrtøjet indeholder i sidste ende et budskab om, at enkeltindividet ikke blot skal underkaste sig samfundsordenen. Engang imellem er der nogen, der måske lidt hensynsløst må gøre oprør mod de snævre konventioner, for ligger man hele tiden på maven for dem, finder der aldrig nogen fornyelse og udvikling sted. Den måde, eventyret allegorisk udtrykker dette, er gennem spådommen om, at prinsessen skulle blive gift med en simpel soldat. Det betyder så meget som, at det, der sker, nødvendigvis må finde sted. Handlingen i eventyret udspændes på denne måde mellem det synspunkt, at tilværelsen er determineret, og at den enkelte har indflydelse på sin skæbne (jf. påstanden om, at soldaten nok er heldig, men på den anden side også med sine forskellige gode egenskaber er i stand til at udnytte sit held). Heri er der ingen modsigelse, for der er tale om forskellige planer. På ét plan opererer den enkelte frit, på et andet plan råder skæbnen. Det svarer til, hvad man møder i Odysseens beretning om sammenstødet mellem Odysseus og kyklopen Polyfem. På den ene side er det forudsagt, at kyklopen engang vil blive besejret af en mand ved navn Odysseus. På denne anden side udvikler begivenhederne sig på 20

21 en sådan måde, da Odysseus og kyklopen rent faktisk støder sammen, at Odysseus' og hans mænds redning afhænger af, at Odysseus ligesom soldaten bevarer roen og viser handlekraft og snarrådighed. Han kan ikke blot lade fem og syv være lige, fordi det i forvejen er bestemt, at kyklopen sin størrelse til trods vil blive den lille under sammenstødet med ham. Det samme gælder for soldaten. For at vinde prinsessen må han vise handlekraft og snarrådighed. En vigtig grund til, at de færreste vil have moralske kvababbelser ved, at helten lader hånt om normal borgerlig, kristen moral, er dels, at handlingen udspiller sig i en eventyrverden, hvor man som myteverdenen er uden for tid og sted, jf. de meget upræcise angivelser af, hvor begivenhederne finder sted: på landevejen og i byen, mangelen på personnavne og manglen på præcis tidsangivelse. En anden årsag er, at personerne er tegnet som typer og som principielle repræsentanter for nogle egenskaber og værdier. Drabene må blot opfattes som det allegoriske udtryk for, at det, der i denne fortælling angives som det onde, besejres. Som man ser, har dette syn på mennesket og tilværelsen, ikke noget at gøre med den kristne tro, selv om man naturligvis godt kan iklæde det et kristeligt gevandt, således som den troende H.C. Andersen som oftest gjorde. Det repræsenterer sandsynligvis en oprindelig folketro. Også her var Andersen præget af sin fynske baggrund i almuen. Barndomsdrømme Det er selvfølgeligt, at H.C. Andersen stod inde for det syn på held, forsyn, frihedens værdi og individets mulighed for at stige fra fattig til den højeste sociale position, som man finder i Fyrtøjet. Karakteristik for romantikken var dyrkelsen af den grå oldtid, der blev anset for at være menneskehedens barndom, i hvilken store ting blev udrettet. Siden var det gået ned ad bakke. Visionen i nutiden var at genskabe fortidens storhed. Det samme syn havde romantikerne på 21