Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 3. maj Fynske Malene Lerager: Den sidste bogbinder. Side 10-13

Transkript

1 Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 3. maj 2013 Fynske Malene Lerager: Den sidste bogbinder Side 10-13

2 Håndværk: Indblik i et nichefag Indbundne ord Håndindbundne bøger er eksklusive klenodier, som også yngre bibliofile er ved at få øjnene op for. Malene Lerager fra Odense er Danmarks sidst uddannede bogbinder og kongelig hofleverandør Hun kalder sig nærmere dumdristig end modig og brugte kun 10 minutter på at forhandle med sig selv, da hun skulle overtage Co libri fra sin legendariske læremester Der er seks trin ned og en spændvidde på årtier. Døren står på klem og inviterer brudstykker af det hippeste København indenfor. Et sæt hårde hæle haster målrettet forbi. En bildør smækker. En summende motor sætter i gang. Seks trin væk viser den første flig af en tidslomme sig. Klosterstræde nær Gråbrødretorv er en af Københavns få middelalderlige gader, hvis navn er bevaret uændret, og strædet rummer blandt andet bogbinderiet Co libri, der er en sammenskrivning af det internationale Copenhagen og det latinske ord for bog, libri. Huset er 280 år gammelt, og det siges, at kælderens gamle, blottede mursten er fra det nedlagte munkekloster i Gråbrødrestræde. I bunden af lokalet, forbi kasser med parisisk gedeskind og guldfolie, en pompøs bibel med guldsnit på alle sider, stempler og de smalle filetter, er et hul i væggen. Bogbinderiets grundlægger, legendariske Ole Olsen, fortalte sin lærling, at det var indgangen til munkenes tunnel til klosteret. Det var dengang, han var rask. Senere sagde han, at han ville balsameres, når han døde, og stå derinde for at holde øje med sin efterfølger. Landets sidste bogbinder Malene Lerager fra Odense er Danmarks sidst uddannede bogbinder og kongelig hofleverandør. Egentlig ville hun have været på Grafisk Højskole, men da hun undervejs snuste til bogbinderfaget, fik hun færten af en anden livsbane. Det håndgribelige og tre-dimensionelle element var præcis, hvad hun søgte. I dag er der færre end 20 håndbogbindere i Danmark, og hvis ikke Malene Lerager havde besvaret mistro med trods, havde der været én færre. - Alle sagde det kan du glemme og du får aldrig en læreplads, men det skulle fan me være løgn. Jeg betalte selv for en måneds kurser i Schweiz, og det gav pote. Undervejs i uddannelsen skiftede hun læreplads og kom under Ole Olsens vinger. Et fantastisk match kalder hun i dag mødet mellem to mennesker, der på tværs af generationer fandt hinanden i både humor og håndværk. - Her lavede jeg alt fra A til Z, og det var en fantastisk læretid, hvor jeg kom ind i SIDE 10

3 Det er ikke oppe i tiden at få sine bøger voldsomt dekoreret, men Malene Lerager har med en vægfuld stempler og filetter rig mulighed for at gøre det, hvis ønsket kommer. alle kroge. Det gav mig modet og kompetencerne til at stå her alene. Kroge er der flere af. En af dem fungerer som kontor. Malene Lerager er præcis uden at være pompøs i sit kropssprog og bevæger sig rank forbi den udslåede printer med papirerne, der vender bunden i vejret. - Det er bare mine separationspapirer, siger hun henkastet. Guldsnit på toppen Danske bogbindere har et godt ry og oplevede en storhedstid fra 1930 erne og frem til 1970 erne. Nu fornemmer Malene Lerager en retro-tendens mod ægte tryk, og hun har en række bibliofile stamkunder, hvoraf flere er på hendes egen alder. Nogle overlader alle beslutninger til hende, andre vil have omslaget i en bestemt farve. Dronningen for eksempel. Hendes omslag er ofte blåt eller rødt. Folieguldets karat er og dermed tæt på rent guld af 24 karat og så tyndt, at den skarpe vibrering ved bevægelse overrasker. Malene Lerager lægger guldstrimlen på topsnittet af bogen og bruger varmerullen. Det ædle materiale er til mere end pynt. Det skærmer bogens sider mod lys og støv, når den står i reolen, og det er så fint, at det straks deler sig, når hænderne ærbødigt bladrer i det skårne papir med de rundede kanter. Bogbinderfaget vækker følesansen, en næsten glemt sans, og fornøjelsen ved at have forskellige materialer i hænderne. For Malene Lerager er det i høj grad en sanselig oplevelse at binde en bog ind. - Jeg elsker papir og skind. Alle de materialer, jeg bruger i min dagligdag, er helt fantastiske, og de giver mig en glæde, som er meget underkendt. De færreste lægger vægt på følesansen, men for mig er det energigivende - sammen med det at kreere et produkt, som er æstetisk smukt og funktionelt på samme tid. Mit helle Der kan være op til et halvt års leveringstid på en bog, og en vigtig del af Malene Leragers arbejde er at tilrettelægge håndværket, så hun kan løsne mængder af enkeltark, skære omslag op, rette de fede gedeskind til og trykke titler i større mængder. Ellers giver en pris på kroner eksklusive moms pr. bog ingen forretning. At piske tempoet i vejret er ikke en mulighed. - Ole havde den holdning, at der aldrig er grund til at stresse. Det har jeg taget med. Jeg løber ikke rundt. Her er et vist tempo, som er behageligt, og man kan ikke gøre det hurtigere. Så skal man have maskiner til det. Co libri har eksisteret siden 1972, og da Ole Olsen selv boede i huset, inviterede han ofte til udstillinger i stueetagen, hvor han havde galleri. I dag lejer Malene Lerager kun kælderen, og mellem de snirklede kroge og fritlagte bjælker har hun fundet sit helle. - Arbejdet fylder meget, men det er ikke det eneste i mit liv. Omvendt ville det være uhyggeligt, og jeg ville ikke vide, hvad jeg så skulle, hvis ikke jeg havde det her. Det giver mig klart en daglig glæde at skulle herned og arbejde med det, jeg elsker. Tæt forhold I dette lokale er tobaksrygning tilladt. Ole Olsen kæderøg Kings uden filter, og Malene Lerager inhalerede dem passivt. Højgravid eller ej. Skiltet har hun beholdt. Den 37-årige bogbinder havde været Fortsættes næste side» SIDE 11

4 Ole tog mig under sine vinger. Der var kun ham og mig, og vi delte mange ting. Jeg var med til private arrangementer og fødselsdage. Da jeg fik min ældste søn, Eske, forærede Ole mig et guldhjerte, ligesom dem, han har foræret sin kone og to døtre. Malene Lerager, om forholdet til sin legendariske læremester Fortsat fra foregående side» lærling en uges tid, da hendes anerkendte læremester begyndte at tale om den store overdragelsesfest. Jargonen var god og familiær, og ubevidst regnede Malene Lerager med mindst 10 år som andenviolin for derefter i en periode at se sin læremester som supervisor med stok. Som et nik væk hos Nørgaard på Strøget, hvor Jørgen Nørgaard fortsat kigger tingene efter i krogene. Malene Lerager nåede at være færdiguddannet i et halvt år, da hun pludselig fik brug for et lån af de større. En del af klubben Ole Olsen kunne have været Malene Leragers far. Hun er jævnaldrende med hans to døtre, der fortsat kalder hende bonus-søster, og hun stopper naturligt op for at sludre, da hun møder en af dem foran bogbinderiet. Nu lejer hun sig ind i deres ejendom. - Det var ligesom at få en reservefar. Vi knyttede os meget tæt, og jeg blev en del af søskendeflokken. Ole tog mig under sine vinger. Der var kun ham og mig, og vi delte mange ting. Jeg var med til private arrangementer og fødselsdage. Da jeg fik min ældste søn, Eske, forærede Ole mig et guldhjerte, ligesom dem, han har foræret sin kone og to døtre. Så var jeg en del af klubben. Det var utroligt rørende på det plan, hvor det stadig var som ansat og arbejdsgiver. Malene Lerager har altid haft det godt med folk, der er ældre end hende selv. Dem har hun det nemmere med. De taler på en anden måde om livet. Hun gav ham modspil, men respekterede også, at tingene i sidste ende skulle gøres på hans måde. Undervejs blev Malene Lerager klar over, at hun skulle overtage før end beregnet. Ole Olsen fik kræft i hjernen, og det sidste halve år var han så dårlig, at Malene Lerager reelt drev bogbinderiet alene med hans yngste datter. Hun forhandlede omkring 10 minutter med sig selv, men reelt var hun aldrig i tvivl, da hun fik at vide, at overtagelsen nærmere var før end senere. - Hvis ikke jeg skulle drive det videre, hvem skulle så? Ole havde lagt sit livsværk i mine hænder, og det ville være en kæmpe skuffelse for alle, hvis jeg ikke løftede det. Hvis ikke jeg skulle være selvstændig her, ville jeg formentlig ikke engang komme til at arbejde med mit elskede fag. Jeg så ikke den store udfordring, det ville være, men det er godt, at man ikke får det hele på en gang, for så ville man måske synke i grus. Lånet værd at tage med Malene Lerager havde ikke set den tidsmængde, hun bruger på administration. Hun havde ikke set, hvor mange afbrydelser hun bliver udsat for. Eller de episoder, hvor uundværlige materialer udgår, og hun må finde noget andet, der kan gå i stedet. Det har været hendes held. Hun er ikke typen, der tænker tingene igennem ned til petitesserne. - Hvis jeg havde tænkt over hvert eneste skridt, og at der også kom børn til, ville det have lydt helt forfærdeligt. Men når man er i det, mander man sig op og gør det, der skal gøres. Jeg tager det på mig, jeg kæmper, og jeg vil gå rigtigt langt for at få det til at fungere, siger hun. Siden overtagelsen 1. april 2009 har hun bevist, at det godt kan lade sig gøre som mor til to små børn at drive selvstændig virksomhed i et nichepræget fag i det indre København. Det kan godt lade sig gøre at være den, der henter børn fire dage om ugen og holder friweekender. Nu skal der måske andre boller på suppen. Malene Lerager er ved at blive skilt og flytter fra andelslejligheden og kan se frem til en virkelighed, der formentlig kommer til at byde på skiftevis lange og korte arbejdsuger. Det åbner forretningsmæssige mulighe- SIDE 12

5 Malene Lerager må have det meste af kroppen i spil, når hun betjener enkelte af de store maskiner i bogbinderiet i det indre København. Bibelen bliver typisk forgyldt på alle tre sider, fordi guldet skærmer mod støv og lys. Bibelen ligger ofte på et bord, og derfor har den brug for beskyttelse på alle sider. der, men øger også fligen af usikkerhed. - Nu, hvor min økonomiske situation pludselig ser anderledes ud, og jeg skal tilbage til en lejelejlighed, vægter det da tungt, at jeg skylder en masse penge, men sådan er det. Det fylder ikke i dagligdagen. Det er værd at tage med, for det gav mig en basis for at arbejde med det, jeg brænder for. Barnet er givet videre Det har krævet mod at nørde med et fag, hvor Malene Lerager måske er den sidste. Men hendes ambitioner er hverken storskrydende eller pompøst pakket ind. Hun skal hverken ekspandere eller skovle penge ind. Hun skal lave det, hun elsker. - Heldigvis kan jeg se, at de private bibliofile og samlere ikke kun bliver ældre og dør. Der kommer også yngre til, og det giver mig troen på, at det godt kan fortsætte. Malene Lerager har lukket hver enkelt ark op, løsnet snorene, brugt papsaksen og stangskæreren, alt imens Per Højholt, Ida Jessen og Chateaux de Caix Stedet, vinen og maden fortalt af prins Henrik har inviteret til fordybelse. Gedeskindet med det høje fedtindhold er trimmet til det ypperste, og de gamle blyskrifter er parat til at deklarere de indbundne ord. Ole Olsen levede i 12 dage, efter at Malene Lerager havde overtaget bogbinderiet. Tunnelhullet til klosteret er fyldt op med maskiner og materialer. Ole Olsens balsamerede legeme er der naturligvis ikke, men hans ånd lever videre i en tidslomme seks trin lavere end hovedstadens puls. Stort set intet har Malene Lerager ændret i lokalet, og hendes læremester nåede at få at vide, at alt var faldet på plads. Hans barn er givet videre. Af Trine Grauholm, tgr@fyens.dk Foto: Peter Leth-Larsen, pll@fyens.dk WWW Se flere billeder fra Malene Leragers bogbinderi, Co libri, på Blå bog Malene Lerager er 37 år og fra Odense. Hun er Danmarks senest uddannede håndbogbinder. Hendes skoleophold var forlagt til Det Kongelige Biblioteks Bevaringsafdeling, og hun var i lære hos Ole Olsen. Er kongelig hofleverandør og lavede blandt andet kronprinsesse Marys 40-års fødselsdagsgave til kronprins Frederik. Hun er mor til Eske, 7, og Jonah, 3. SIDE 13